Indlæg tagget med fildeling

Fildelingen og den danske kulturpolitik – en opmuntrende nyhed

20. juni 2012

Den siddende danske regering har måttet stå – og står – model for megen og berettiget kritik. Men det bør ikke skygge for, at regeringen faktisk også har gennemført noget godt og fortjener ros for nogle af sine initiativer. I dagens aviser kan man et stykke nede i nyhedsstrømmen læse, at ‘Brevmodellen begraves i kampen mod pirateri‘. Den brevmodel, der er tale om, er selvfølgelig den tidligere omtalte 3-strike-model, hvor personer, der krænker ophavsret og copy right ved såkaldt ulovlig fildeling af musik, film o.a. modtager tre grader af trusselsbreve – og i sidste ende kan risikere at få afbrudt internetforbindelsen og imødese et juridisk efterspil.

Det er i sig selv opmuntrende, at kulturminister Uffe Elbæk har politisk mod og mandshjerte til at bryde med den konformistiske hard-liner-tænkning, der har domineret på området, og som har præget politiken i en lang række lande med USA, Storbritannien og Frankrig i spidsen. Af den simple grund, at fremgangsmåden ikke har været nogen succes.

Lige så opmuntrende er det at læse, at der bag ‘begravelsen’ ligger nogle initiativer, der må opfattes som konstruktive i kampen for en fair behandling af ophavsretten på internettet. Ganske vist er brevmodellen ikke begravet for stedse, men af kulturministeriets brev vedr. “Initiativer til at styrke udbuddet af lovligt kreativt indhold på internettet“, som overskriften lyder, fremgår det, at man i stedet for den hidtidige dominerende sanktionstænkning vil satse på innovation og oplysning. Innovation, der skal fremme den legale fildeling i form af “nye forretningsmodeller, som på den ene side tilbyder forbrugerne det materiale, de efterspørger og til en pris, som de vil betale, og på den anden side sikrer kunstnerne et rimeligt vederlag for deres arbejde”. Det udviklingsarbejde skal ske via et såkaldt innovationsforum. Det interessante i den forbindelse er også, at det ikke bare handler om at sikre kunstnerne – hvilket er og hele tiden har været vigtigt – men også, at forbrugerne får adgang til det, de søger og til en ‘pris, de vil betale’. Det sidste er jo en udfordring for en mediebranche, der langt hen ad vejen har holdt fast i en prissætning fra før-internettets tid. Det ligger også en udfordring i at sikre brugerne en adgang til det, de efterspørger. Selv om internettet er stort, så er ikke alt tilgængeligt – i hvert fald ikke legalt…

For det andet skal der satses på oplysning. Det er faktisk opmuntrende for en gangs skyld efter et årti med VKO-konsekvenstænkning at se oplysningstanken komme til ære og værdighed. Kulturministeren tænker, at man kan nå længere gennem en seriøs oplysning om den illegale fildelings uheldige konsekvenser for ophavsretshaverne at kunne ændre fildelernes adfærd. Og inspireres af de succeshistorier som de nye legale fildelingstjenester – Spotify, Play, Wimp, Bibzoom osv. – er. Og jeg tror, at det er det rette spor, selv om det selvfølgelig ikke vil omvende enhver synder.

Men er der så ikke nogen knytnæve gemt i handsken, vil man måske spørge? Ikke rigtig. For selv om brevet ikke udelukker retsforfølgelse af ophavsretsbrydere, så er fokus på innovation og oplysning – og på at finde tekniske løsninger, der kan bidrage til at hæmme ulovlighederne. Især omtales muligheden af, at sikre, at de florerende trådløse netværk krypteres, så de ikke kan misbruges til anonym piratvirksomhed.

Selv om debatten om internettet og ophavsrettens status i internettets tid langt fra er afsluttet, så fortjener regeringen og kulturministeren ros for at have valgt en kulturpolitisk strategi, der i langt højere grad end tidligere er i overensstemmelse med internettets liberale ‘ånd’ og undgår en unødvendig kriminalisering af tusindvis af internetbrugere – samtidig med, at den fastholder det vigtige sigte: at udviklingen ikke må dræbe kreativiteten.

Når internetpirater slås – Pirate Bay vs. Anonymous

11. maj 2012

Så har man set det med! Kampen om internettet og den frie fildeling fortsætter ufortrødent og senest er to repræsentanter for internettets fribytteri – The Pirate Bay og hackergruppen Anonymous – røget i totterne på hinanden. Det sker efter, at Anonymous har angrebet sitet Virgin Media og lukket den ned. Hackernes angreb følger efter en domstolskendelse om, at sitet skulle lukkes på grund af krænkelser af copyright.

Pirate Bay har fordømt Anonymous’ handling på sin Facebookside med følgende ord: "Vi opmuntrer IKKE til den slags handlinger. Vi tror på et åbent og frit internet, hvor enhver kan udtrykke sine meninger. Selvom vi er helt uenig med dem og selv om de hader os". Anonymous til gengæld mener, at dommen er udtryk for censur – og derfor effektuerer de dommen…

Anonymous har i øvrigt fået en del omtale på nettet, fordi de har lanceret deres egen gratis musiktjeneste – anontune.com – der angiveligt samler musikstrømme fra alverdens tredje-parts-kilder og giver brugerne mulighed for at lave deres egne playlister og dele sangene med andre. Lidt à la YouTube-modellen – og efter sigende helt uden for pladeselskabernes juridiske aktionsradius. Projektet er endnu i sin vorden, så vi får se, hvor langt det realiseres…

I følge New Musical Express sejler piraterne stadigvæk uforfærdet på Piratbugten. Der skulle være 3.7 millioner brugere af tjenestens illegale ydelser alene i Storbritannien – og 30 millioner på verdensplan.

Den seneste lille konflikt mellem Anonymous og Pirate Bay illustrerer, at der slet ikke eksisterer nogen konsensus om, hvordan internettets frihed skal forstås. Det minder lidt om et af demokratiets egne paradokser: At friheden – fx ytringsfriheden – skal gælde for såvel Thor som Loke. Friheden gælder også for dem, der ikke er yndere af samme frihed…

Da Youtube fik en dom imod sig – om fildeling, ophavsret og penge

23. april 2012

 

I fredag faldt der dom i en sag mellem det tyske ophavsretsforvaltningsselskab GEMA – en slags pendant til det danske KODA – og videodelingssitet Youtube ved Frankfurter Landesgericht. GEMA og Youtube har i årevis strides om brugen af musikvideoer på Youtube.

I den tyske presse – bl.a. den seriøse avis Die Zeit – beskrives den nye dom som “vejvisende” for fremtidige sager, idet den pålægger ‘Google-datteren’ Youtube, at sitet skal gøre mere for at frasortere og censurere videoer, der krænker tyske kunstneres ophavsret.

Dommen har dog sine begrænsninger. For den pålægger ikke Youtube at gennemgå det enorme arkiv, der allerede er lagret. Og det er endnu uvist, om Youtube vil appellere dommen. Men dommen er en delvis sejr for de tyske ophavsretsforvaltere og deres kunder, fordi den bryder med Youtubes gamle påstand om, at firmaet blot leverer en platform for deling af videoer, men ikke har noget ansvar for indholdet. Sejren er også kun delvis, fordi den ikke angriber selve ideen om en platform, der er styret af såkaldt ‘brugergenereret’ indhold. Altså en platform, der bygger på internettets grundliggende idé om fri fildeling – med alle de muligheder, det indebærer.

Økonomisk er det også en delsejr, idet GEMA skal betale to tredjedele af sagens omkostninger, medens Youtube slipper med en tredjedel.

Dommen er interessant, fordi den vedrører Youtube, hvis enorme popularitet er indiskutabel, og fordi den understreger, at ophavsrettighedsinteressenterne i højere grad fokuserer på de virksomheder, der lukrerer på formidlingen af illegalt indhold (internetudbydere og de forskellige former for fildelingstjenester), og i mindre grad på den enkelte fildelende forbruger.

Kort tid efter dommen hackede tyske netaktivister sig angiveligt ind på GEMAs hjemmeside og lagde den ned i flere timer. Kampen om fildeling og ophavsret fortsætter..

At dele filer – en replik i anledning af en tysk dom

22. marts 2012

Lad mig starte med en analogi, selv om man skal passe på med analogier, når man snakker ophavsret og copy right. Fx er det en almindelig analogi at beskrive en krænkelse af ophavsretten som et tyveri. Men det er ikke det samme. Min analogi handler om fildeling og hashhandel…

Hvis hr. Jensen går ind på Christianias pusher-gade og køber et par gram til chillummen, risikerer han at få ordensmagten på nakken. Men vi ved godt, at det ikke stopper handlen med hash. Det stopper ikke pusherne. Det stopper heller ikke bagmændene. Noget lignende gør sig gældende med den såkaldte ulovlige fildeling. Hvis hr. Jensen illegalt downloader et stykke musik eller måske en spillefilm, som han har fundet på nettet, så gør han sig skyld i en krænkende handling og kan i princippet retsforfølges. Og det er sket og sker. Men, vi ved også, at det ikke har ændret væsentligt ved, at ulovlig fildeling fortsat sker. Polemisk sagt: Pirate Bay eksisterer stadigvæk – trods retsagerne.

Et af problemerne har været – som tidligere anført – at der er en hel del private virksomheder, der direkte og indirekte har tjent gode penge på den illegale trafik. Under dække af såkaldte “forretningsmodeller” har man levet højt på, at fildelere har lagt rettighedskrænkende materiale op på serverne, så andre kunne hente dem ned igen. Internetudbyderne har lukreret på trafikken, reklamevirksomheder har uden skam sat annoncer op på fildelende sider. Og firmaer har levet af at give folk mulighed for at lægge materiale op. Andre virksomheder har specialiseret sig i hardware, der på den ene eller anden måde relaterer sig til det illegale forbrug. Og så videre.

Men i de senere år har man kunne notere sig, at forsvarerne af rettighederne har fået et voksende fokus på distributionsleddet. Det er ikke længere så interessant at forfølge en gymnasieelev på vestkysten, fordi han/hun har hentet en hitsang ned til sin Ipod. Der er mere idé i at gøre internetudbyderne og fildelingsfirmaerne ansvarlig for det, de har liggende på deres servere.

I dag kan man læse, at en af de mange fildelingstjenester – med det sigende navn RapidShare – har fået dom for, at de er ansvarlige for den illegale downloading fra tjenestens servere, fordi ejerne ikke har gjort tilstrækkeligt for at fjerne såkaldte piratlinks. Dommen er tankevækkende set i lyset af, at RapidShare har ca. 43 millioner brugere og angiveligt lægger serverplads til 160 millioner filer – og hver dag modtager yderligere en halv million nye filer. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at det vil kræve meget arbejde, hvis alle de filer skal undersøges.

Sagen fortæller os flere ting om fildelingens status anno 2012. For det første giver den en fornemmelse af, hvor svært det er at komme den illegale fildeling til livs på de eksisterende internet- og markedsvilkår. For det andet breder den for alvor ansvaret for den illegale fildeling ud. Hidtil har det været den lille fildeler, der har været skurken. Nu er det distributørerne, der kommer i søgelyset. For det tredje rejser sagen spørgsmål om, hvordan de ‘snyltende’ virksomheder kan og skal gøres ansvarlige? Hvis kontrolansvaret er så tungt, at det måske gør det umuligt at drive den slags virksomhed, hvad så? Kunne man forestille sig en anden ‘forretningsmodel’, hvor fildelingstjenesterne på en eller anden måde blev ‘beskattet’, således at kunstnere og andre skabere af intellektuel ejendom kunne få kompensation for krænkelserne? Svarene blæser i vinden som røg fra en chillum.

PS. Analogien til hashhandlen går ikke længere end til forholdet mellem forbruger og forhandler.

Brugte MP3-filer sælges! – eller gør de?

26. januar 2012

Du kan sælge dine gamle vinyler, hvis du nænner det. Og du kan oven i købet være heldig at få en god pris. Du kan også sælge dine musik-CD’er. Men hvad med de digitale filer, du har købt og hentet ned fra internettet? Kan du også sælge dem? Det er jo trods alt noget, du har købt og betalt for.

I udlandet har et firma – Redigi. com – fået den idé at lave en forretning ud af gensalg af mp3-filer. Og har fået ørerne i maskinen. For musikindustrien – med EMI og RIAA i spidsen – er bestemt ikke glade for ideen om at videresælge mp3-filer for latterligt lave priser. Og derfor har de officielt anklaget Redigi.com for krænkelser af copyright. På den anden side må man spørge: Kan man forhindre folk i at videresælge en vare, de legalt har købt og betalt for?

Problemet er, at der de facto er tale om kopiering. Når sælgere vil af med sin musikfil, så kopieres den til firmaets server, hvorefter den kopieres videre til køberen. Så enkelt er det. Et andet ord for kopiering er – fildeling. Og dermed rører vi ved selve kernen i digitaliseringen og internettet. Problemet er, at lovgivningen i USA og andre lande halser bag efter udviklingen og endnu ikke har taget højde for dette videresalgsproblem. Og Redigi. com har ikke tænkt sig bare at bøje af for anklagerne. Så endnu et kapitel i kampen om copyright og digitalisering er i gang.

Den dag Napster døde

2. december 2011

I maj måned 2000 anlagde Metallica sag mod fildelingstjeneste Napster. Lars Ulrich og Co. havde opdaget, at Napster havde fildelt en af sangene fra bandets kommende album – gratis. Til historien hører også, at det var Lars Ulrich selv – med en advokat – der forsøgte at overbringe sagsanlægget og beviserne (lister over alle de Napsterbrugere, der gratis havde nedhentet Metallicas musik) for Napsters bagmand, hackeren Shawn Fanning. Men Fanning var der ikke.

Fannings kontroversielle bedrift  var, at han havde havde faciliteret (for nu at bruge en term fra moderne managementteori) fildeling af mp3-musik. Samtidig var han med til at udbrede forestillingen om, at fildeling af musik kunne ske uden hensynstagen til love om ophavsret og kopibeskyttelse. Han knæsatte det gratis fildelingsprincip – for alle filer.

Historien om Fanning er en version af The American Dream. Fanning blev født ind i en taberfamilie på bunden af den amerikanske arbejderklasse. Takket være en behjertet onkel fik Fanning mulighed for at få en Apple Machintosh-computer og en internetforbindelse. Det blev hans mulighed for social opstigen eller i hvert fald noget, der lignede. Via onklens computerfirma fik han også mulighed for at sætte sig ind i programmering – og hacking. Han blev medlem af en hackergruppe – w00w00 – der både arbejdede inden for loven og uden for. Shanning specialiserede sig i IT-sikkerhed – eller rettere: hvordan sikkerhedssystemer kunne omgås. En nyttig viden, hvis man vil have et velbetalt it-job…

Shanning fik også den idé, at han ville lave et computerprogram, der kunne gøre det muligt hurtigt og let at finde musik på internettet. I første gang for at løse sit eget og vennernes behov for at finde musik på nettet. Og med en nørds energi kastede han sig over sit lille projekt, som skulle vise sig at få stor betydning for musikkens fremtid på nettet.

Shanning – der også bar øgenavnet “Napster” – sprang fra et it-studie på universitetet for at hellige sig udviklingen af sit program. Og fordi studiet alligevel ikke kunne lære ham noget, han ikke kunne i forvejen. Enhver rigtig it-nørds dilemma.

De foreløbige versioner af programmet, der siden fik navn efter Napster, blev prøvet af hos de andre hackere i w00w00. Og med nærmest lovmæssig nødvendighed slap en beta-version ud til en større gruppe brugere – 15.000. Og så var fanden løs.

Shawn Fanning stiftede sit firma Napster. Inc og kunne tjene penge på det. Nok til i første omgang at købe en lækker sportsvogn. Og Napsterprogrammet blev fildelt til hundredtusindvis af brugere. Og blev – på godt og ondt – en succes. Og som det er typisk for fildelingsaktiviteternes gråzone, så voksende indtægterne for Shanning med udbredelsen. Investorerne og spekulanterne stod i kø, som de altid gør, når der er mulighed fora tjene hurtige penge. Og når det handler om at tjene penge – ikke mindst i kapitalismens højborg og Guds eget land – har moralen altid måtte stå bagest i køen.

Højde- og vendepunktet kom en dag, da MTV lavede et indslag om Napster. MTV var musikbranchens flagskib, og at blive omtalt der var nogenlunde det største, der kunne ske for et firma som Napster. Men det betød også, at de store pladeselskaber for alvor fik øje på det lille piratfirma, gjorde fælles front via RIAA og sagsøgte Napster for 3/4 million kroner – per sang…

Paradoksalt nok blev sagen mod Napster den bedst tænkelige reklame, firmaet kunne få. Og antallet af brugere – og nedhentninger – eksploderede. Og Shanning blev nærmest kanoniseret som en af det anarkistiske internets nye, unge helte, der blot realiserede unges drømme om nettet som et stort tag-selv-bord.

Lars Ulrich og Metallica – og deres juridiske bagmænd – satte en stopper for Napster. Fanning og vennerne måttet kort tid efter sætte en stopper for mere end 300.000 brugeres fildeling. Dernæst måtte Napster betale 26 millioner i erstatning til pladebranchen og lukke tjenesten.

Shawn Fannnings sociale opstigning lykkedes. I dag er han ansat i et af de førende computerspilfirmaer, EA Games. Men Napster er fortid. Først blev det forsøgt lovliggjort som betalingssite – uden den store succes. Og i går blev det opslugt af Rhapsody – Amerikas største legale musiksite.

Til historien om Napster hører også, at Shawn Fanning med sin teknologi havde sat en ny dagsorden, der stadigvæk er styrende på internettet. Andre tog over, hvor Napster slap. Vi kender historien om Pirate Bay, der stadigvæk sejler og bygger på fribytterfilosofien. Og forleden blev den meget populære streamingtjeneste Grooveshark sagsøgt for samme krænkelser, som Napster gjorde sig skyldig i i 2000.

Napster startede for alvor en relevant debat om, hvordan vi kan tænke fænomenener som “ophavsret”, “copy-right” osv. i den digitale tidsalder. Napster flyttede nogle grænser, ikke mindst i hovedet på tusindvis af unge internetbrugere. Grænser som musik- og medieindustrien siden hen har forsøgt at flytte tilbage – uden synderlig held.

[Kilder: New York Times, Billboard og Politiken]

I begyndelsen var fildelingen – kampen om internettet fortsætter

9. juli 2011

Med jævne mellemrum har jeg vendt tilbage til temaet: fildeling. Lovlig og illegal fildeling.

Fildelingen er lige så gammel som internettet selv. Ja, man kan sige, fildelingen er internettet. Det er, hvad det går ud på. Vi kan ikke bevæge os rundt på nettet uden at dele filer. Hver gang vi bevæger os ind på en hjemmeside, foretager en søgning eller sender en mail deler vi filer.

Problemet med fildelingen opstår – som bekendt – når de delte filer er behæftet med copy right eller ophavsret. Så bliver der let tale om krænkende adfærd, hvis ikke fildeleren på forhånd har sikret sig retten til at gøre det. Og det er der angiveligt mange, der ikke har. Derfor har vi det såkaldte internet”pirateri”. Og den langvarige kamp mod samme pirateri.
Som det også vil være bekendt, så har kampen mod pirateriet kun været betinget succesfuldt. Ganske vist har flere lande indført skrappe restriktioner – fx den såkaldte 3-strike-model – mod ulovlig fildeling, men det florerer stadigvæk i stor omfang. En af forhindringerne i kampen mod den ulovlige fildeling har været, at ”fjenden” langt hen ad vejen har været den enkelte internetbruger, som illegalt har fildelt. Hvorimod internetselskaberne – tjenesteudbyderne – hidtil har gået fri, fordi de har kunnet dække sig ind under hensynet til kundeforholdet osv. Og det på trods af, at deres servere har lagret og distribueret copy right– og ophavsretsbeskyttet materiale i årevis. Ja, man kunne endda hævde, at det har været en ganske god forretning for disse firmaer, at lægge båndbredder og serverkapacitet til den illegale trafik… Der kan ikke herske tvivl om, at den massive downloading har fremskyndet udviklingen af båndbredder og hastigheder.

Der er heller ingen tvivl om, at internetudbyderne sidder med en vigtig nøgle til løsningen af problemerne vedr. beskyttelsen af copy right og ophavsret. Spørgsmålet er blot, hvordan denne nøgle skal bruges? For reguleringen af fildelingen på nettet handler også om noget andet end producenters rettigheder. Det handler om noget, der er lige så gammelt som fildelingen, nemlig internettets frihed. Internetbrugernes frihed. Og som det ser ud lige nu, så går tendensen mod en stadig større begrænsning af brugernes frihed i form af en stadig større overvågning og kontrol.

I et indlæg i The Telegraph beretter manageren for U2, Paul McGuinness om en ny aftale, som amerikanske internetudbydere har indgået med underholdningsindustrien (primært film- og pladeindustrien). Den går ud på, at internetudbyderne indfører et nyt advarselssystem, der skal gøre internetkunderne opmærksom på, at de muligvis er på vej ud i en illegal handling. Og at det vil have konsekvenser, hvis de gør det alligevel… Internetudbyderne påtager sig altså rollen som en slags “politi”, der skal kontrollere kundernes adfærd…

McGuinness beklager, at den nye aftale har været så længe undervejs og mener – sikkert med rette – at den amerikanske model vil blive en model for andre lande. Sådan har det været hidtil, så det er nærliggende at tro, at det også vil ske i dette tilfælde.

McGuinness indrømmer, at det vil blive svært at ændre adfærden hos unge, der er vokset op med Limewire (et berømt/berygtet peer-to-peer-fildelingssoftware), men sætter sin lid til at det nye advarselssystem vil genopdrage de unge til at søge mod legale tjenester.

Om det vil gå sådan, vil tiden vise. Så vidt jeg ved har de restriktioner, man har indført i øvrigt i lande som Sverige, Frankrig, Irland, England og USA kun haft en begrænset effekt med hensyn til adfærdsændringen. Indtil videre giver internettets udvikling og historie kun grund til at tvivle…

Efter Spotify…

8. maj 2011

Musiktjenesten Spotify blev meget omtalt, da den dukkede op, fordi den var den første tjeneste, der lancerede legal, gratis musik til internetbrugerne – og dermed forsøgte sig med en økonomisk model, der svarede til virkeligheden på internettet. Reklamerne skulle betale for den gratis del af tjenesten.

Nu trækker Spotify i land og begrænser gratistjenesten til seks måneder. En forklaring på tilbagetoget skulle være, at Spotify gerne vil ind på de amerikanske marked, som indtil videre har været imod enhver form for gratisprincip.

Man kan sige, at dermed tager udviklingen et skridt frem og to tilbage.

Men udviklingen står ikke stille. Der er allerede tjenester derude, der tager konkurrencen op og peger frem. Den franske Deezer.com, Grooveshark.com, Last.fm, We7.com og mflow.com er eksempler på tjenester, hvor gratiskprincippet er en del af virksomheden. Og flere kommer til…

Medier, pirateri og internettets fremtid

8. april 2011

Medens vi endnu venter på et regeringsudvalgs udspil til en politik på området for beskyttelse af ophavsret i den digitale tidsalder (ofte tematiseret som bekæmpelse af pirateri og illegal download), dukker den første store uafhængige undersøgelse af det digitale pirateri op.

Titlen på rapporten, som er udarbejdet af 35 forskere, er Media Piracy in Emerging Economics. Og den indikerer, at man har fokus på det, der beskrives som en ‘eksplosiv vækst’ i pirateri i de nye globale økonomier i lande som Brazilien, Indien, Rusland, Syd Afrika, Mexico og Bolivia. Det andet fokus i rapporten er underholdningsindustriens succesfulde bestræbelse på gennem ihærdigt lobbyarbejde at få de vestlige lande til at gradbøje lovgivningerne, således at de bliver indrettet på at beskytte ophavsret og copy right.

Konklusionerne af den flere hundrede sider store rapport er tankevækkende:

1) Priserne for de digitale varer er for høje. Det er en væsentlig forklaring på den eksplosive vækst i pirateri i lande uden for den vestlige hemisfære. I forhold til lønniveaet er priserne 5-10 gange højere end i USA og Europa.

2) Anti-pirat-oplysningen er mislykket. Undersøgelsen viser, at pirateri er blevet en del af almindelig mediepraksis hos store dele af befolkningerne.

3) Det er let at få lovene ændret, men svært at ændre praksis. Industrien har haft stor succes med sit lobbyarbejde og har fået regeringerne i mange lande til at lave strenge love på området. Men til gengæld har de samme regeringer have svært ved at bruge lovgivningen. Rapporten mener, at det er en forkert vej at gå, ikke mindst i lande, hvor de legale systemer i forvejen er på overarbejde.

4) Rapporten ser ingen forbindelse mellem organiseret kriminalitet og mediepirateri. Tværtimod tyder undersøgelsen på, at kommercielle pirater er fanget af samme dilemma som den legale industri: hvordan man overlever i et system, hvor gratisprincippet hersker.

5) Lovtvang og -restriktioner virker ikke. Rapporten konkluderer at mange års forsøg på at løse problemet med mediepirateri gennem strengere lovgivning ikke har virket.

Man kan læse mere om rapporten her, hvor den også kan købes for 8 $. DR1s program “Orientering” havde i går et indslag om rapporten. Den kan høres ( og nedhentes! ) her.

Selv i referat er rapporten tankevækkende, fordi den understreger behovet for at finde nye veje, der både kan sikre et fair afkast til kunstnere og producenter af musik, film, software og andre digitale varer – og undgår fatale restriktioner, som kan ødelægge internettets grundlæggende frihed, som kendetegner borgernes almindelige praksis. Det kræver innovation og kreativitet. Men jeg tror, det er den eneste farbare vej. Gid danske politikere ville læse rapporten, inden de begår samme fejl som i andre europæiske lande…

Musikken i skyen…

1. april 2011

Record companies should stop worrying about security and start giving people what they really want: Music, anywhere, anytime.” (Janelle Brown, The Salon)

Musikdistributionen på internettet udvikler sig hele tiden. I denne uge har internettets store varehus Amazon lanceret en ‘himmelsk jukebox’, der gør det muligt for de handlende at lytte til købt musik på computeren eller smartfonen via Amazons såkaldte ‘Cloud Drive’-servere. Dermed kommer vi nærmere en gammel idé: At musikken flytter fra vores egne lagringsmedier (harddisk, flashcard…) til nettets servere.

Brugerne kan gemme den musik, de har købt på Amazon, men også gamle køb, så længe de ikke har været omfattet af den forhadte DRM-kryptering. I følgde de foreløbige erfaringer, så virker konceptet – inkl. installationen af den relevante software – meget brugervenligt. Så nemt, at ‘enhver idiot kan finde ud af det’, som man siger (‘stupidly easy’, som Washington Posts kommentator skriver). Og musikken spiller i den originale kvalitet, akkompagneret af billeder af albumomslag osv., og de velkendte funktioner på Ipod’en og mp3-afspilleren (gentag, pause osv.) virker, som de plejer.

Teknologien bag Amazons nye tjeneste er ikke helt ny, men har været brugt af sites som MP3tunes og SugarSync. Det nye er, at det er en gigant på markedet, der kaster sig over denne teknologi.

Bemærkelsesværdigt er det, at Amazon har lanceret tjenesten uden på forhånd at have indgået nye licensaftaler med pladeselskaberne. Det vil – selvfølgelig – give anledning til et juridisk efterspil. Men er det også udtryk for, hvor trængte pladeselskaberne er i forhold til den nye teknologiske virkelighed?

Jon Bon Jovi og nostalgiens ulidelige dumhed

16. marts 2011

Steve Jobs – Apple-bossen – er ‘personligt ansvarlig for mordet på musikbranchen’ [personally responsible for killing the music business] siger musikeren Jon Bon Jovi til Sunday Times Magazine. Det er – selvfølgelig – IPodens, digitaliseringens, internettets, fildelingens, mp3-album-atomiseringens skyld alt sammen. Og den succesfulde Steve Jobs er symbolet på musikbranchens elendighed. Og Jovi jamrer videre: ‘Nutidens unge går helt glip af den oplevelse, man får, når man sætter høretelefonerne på, skruer op for volument, tager pladehylsteret i hånden, lukker øjnene og fortaber sig i albummet. Og også den fantastiske følelse, når man tager sine lommepenge og foretager et valgt ud fra pladeomslaget ud, uden at vide, hvordan pladen lyder’. Samtidig beklager, ja ‘hader’ han, at han ‘lyder som en gammel mand’, ‘men jeg er jo en’.

Men hvad er egentlig den gamle stadionrockers problem? Er det sorgen over albumkonceptets forsvinden? Et koncept, der jo dybest og generelt set altid har været en konstruktion, et artefakt. Selv når der var tale om såkaldte konceptalbums. Eller er det måske udsigten til ikke længere bare at kunne lokke lommepengene op af unge menneskers punge med snild markedsføring?

Hvad man end måtte mene om Steve Jobs og Apple, så kan man ikke benægte, at han og firmaet har været foregangsmænd, når det drejer sig om at gøre musik tilgængelig for forbrugerne – og oven i købet på en måde, der indeholder en såkaldt ‘forretningsmodel’, som kan tjene penge.

Jovi frustrerede nostalgi er anakronistisk og afspejler mest af alt en bagstræberiske holdning, som mange kunstnere deler med store dele af musikindustrien, og som kommer til udtryk i en blindhed over for digitaliseringens muligheder og irreversible realitet, i en bastant konservativisme, der brillerer ved manglen på innovationskraft og derfor har skabt råde- og frirum for generationer af unge, ubekymrede fildelere. Spørgsmålet er vel, om ikke den mainstream-stadion-rock, som Jovi selv har været eksponent for, og den tilhørende grådighed har været til større skade for det, det egentlig drejer sig om: musikken?

Danskerne er en flok pirater eller?

25. februar 2011

Rockwoll Fondens Forskningsenhed har barslet med en undersøgelse af danskernes moralbegreber. Du kan læse enhedens nyhedsbrev her. På side 11 i nyhedsbrevet kan man læse om danskernes forhold til piratkopiering af musik, film og software under overskriften “Piratkopiering er bredt accepteret”. Rubrikken afspejler, at 70% af de adspurte mener, at piratkopiering er acceptabel i en vis grad. Forbeholdet afspejler bl.a., at der er en god portion skepsis ove for fænomenet piratkopiering. Kun 15-20 % mener, at det er fuldt ud acceptabelt at kopiere illegalt. Accepten har dog en markant grænse. Hvor 70% mener, at det er acceptabelt at kopiere til husbehov, så mener 75%, at det er helt og aldeles uacceptabelt at videresælge piratmateriale “til vennerne”. Hvad kan vi så lære af denne undersøgelse? At danskerne er en flok digitale pirater!? At danskerne godt ved, hvad det allerstørste problem ved piratkopieringen er, nemlig: Penge!? Selv om sådan en undersøgelse skal tages med et gran salt, så kan den vel fortolkes derhen, at “løsningen ” på piratkopieringens problem ligger i “løsningen” af pengeproblemet!? Den gordiske knude: Hvordan sikrer vi, at skaberne af film, musik, software osv. på den ene side får et fair afkast af deres anstrengelser, samtidig med, at internetbrugerne frit kan benytte sig af de mange muligheder, som internettet og de digitale teknologier giver adgang til?

Oscar-piraterier…

23. februar 2011

En lille tankevækker. Om få dage uddeles årets Oscars til de bedste film – i følge Hollywood. Og: “Hvem der skal have statuetterne afgøres ved afstemning blandt de næsten 6000 medlemmer af det amerikanske filmakademi. Og i håb om at få flere stemmer – og dermed en flot gylden statuette – sender filmselskaberne kopier, såkaldte screeners, af filmene til mange af akademimedlemmerne…Brodne kar blandt akademimedlemmerne lægger filmene på nettet. Og dermed bliver den årlige Oscar-fest også til piraternes fest.” Fænomenet er ikke nyt. Det har før været fremme, at det ofte er folk i branchen, der lækker nye film til nettet. Også inden for musikken har man set det. Så er det man tænker: Hvis brancherne ikke engang kan holde styr på deres egne, hvordan så bilde sig ind, at man kan holde styr på alle de menige internetbrugere? Og måske er det en illustration af digitaliseringens dæmoniske lov: Det, der kan digitaliseres og fildeles, vil blive digitaliseret og fildelt. Men det tænkte brancherne nok ikke på, dengang de slap dæmonen ud af flasken…

En KO(DA)vending

16. februar 2011

Her i bloggen har jeg ofte undret mig over den danske sendrægtighed med hensyn til de gratis, streamede musiktjenester. Især har det undret, at den andetsteds vældigt populære Spotify ikke har kunne få foden inden for i landet. Benspænderen har især været KODA, som repræsenterer musikernes ophavsrettigheder. Men i følge Berlingske har KODA nu omsider givet sig, idet organisationen har indset, at vejen til begrænsning af den famøse ulovlige fildeling går via lovlige tjenester som fx Spotify. Alligevel kan man godt undre sig over, at internettets virkelighed først går op for KODA nu…
For ikke så længe siden kom Wimp på banen som et godt alternativ til fx TDC Play, som kun er for TDCs egne kunder. Via Wimp kan man for en lille hund få adgang til 10 millioner stykker musik. Nu skulle Spotify så også komme til landet med sin meget omtalte reklamefinansierede, gratis del, som er meget populær i udlandet, bl.a. Norge og Sverige. Efter sigende glæder musikselskaberne sig allerede…

Først Piratbugten, så MUSIKBUGTEN…

8. februar 2011

Hvis man gik og troede, at de famøse pirater i Pirate Bay var sendt ned på havets bund til de andre sørøvere, så tager man vist fejl. Noget kunne tyde på, at det slag, der har været udkæmpet mellem medieindustrien og Pirate Bay-bagmændene slet ikke har haft den fatale virkning, som nogen turde håbe på. I hvert fald går der rygter om det nyt tiltag kaldet The Music Bay. På sitet The Next Web, kan man læse, at den nye tjeneste skal lanceres på 78-årsdagen for IFPIs opståen. IFPI, nternational Federation of the Phonographic Industry, har været den fremmeste bekæmper af internetpirateriet. Hvad Musikbugten rent faktisk indeholder, vides ikke med sikkerhed, men en talsmand for Piratbugten siger: “Musikindustrien kan slet ikke forestille sig, hvad vi har planer om at lægge ud de kommende måneder. I årevis har de bittert beklaget sigover pirateriet, men hvis de nogensinde havde en grund til at være bange, så er det nu…”. Uha-da-da… Balladen fortsætter.

Tak til Néne for henvisningen

Néne skriver også følgende, som jeg kun kan tilslutte mig:

there are few things that will enrage me as the entertainment industry and all the barriers they put up around their precious content. Not to mention their whining. Ugh. The other people here at my office know the range of swear-words I’ll fire off when I come across some content that I can’t move from one device to another because of all these stupid barriers or when I want to buy something and am told that “this content isn’t available in your territory”. Argh. The music industry has had more than 20 years to figure out what to do about the digitisation of content and they STILL haven’t figured it out. They spend all their money on lawyers and precious little on developing new ways to make money, but foremost an easy and fair way to pay for content. I believe that most people are ready to pay for content if it’s easy (EASY!) to access, easy to pay and easy and fair to handle once you “own” it.

Ja, hvorfor kan man fx ikke uden videre købe musik på den amerikanske udgave af amazon? Eller lytte til streamet musik på mange amerikanske sites. Osv. Underholdningsindustrien har endnu ikke indstillet sig på de internationale vilkår, som internettet har medført. Desværre.

Læs også dette tankevækkende indlæg om de absurde forhold på nettet: Anatomy of A Pirate