Indlæg tagget med fildeling

At have en internetforbindelse eller ikke

30. oktober 2009

Udviklingen af internettet går hurtigt – og er ret uforudsigelig. I Finland har man for nylig vedtaget, at alle finner har ret til en 1 MB forbindelse (og fra 2015) en 100 MB forbindelse. I England har den britiske Labour-politiker Peter Mandelson lige fremsat et forslag, der skal gøre det muligt at afskære ulovlige fildelere fra adgang til nettet. En kamp mellem kommercielle interesser og borgerrettigheder foregår.


I forbindelse med diskussionen om (ulovlig) fildeling, så så jeg forleden programmet So Ein Ding, hvor studieværten Nikolaj Sonne kom ind på et lidt upåagtet problem vedr. den ulovlige fildeling. Nemlig det faktum, at mange kommercielle interesser lukrerer på den ulovlige fildelings eksistens. Ikke alene tjener ejere af servere (fx Pirate Bays) og reklameindustrien på aktiviteten, men også den teknologiske udvikling bærer tydeligt præg af det. Har du fx tænkt på, hvad du skal stille op med en 12 MB (el. større) forbindelse, hvis du kun surfer på nettet, bruger sociale sites (blogs osv.) og sender emails? Eller hvad skal almindelige forbrugere stillle op med harddiskstørrelser på 1 TB? Selv hvis du skal lagre dine egne film og fotos, så er 1 TB altså meget plads.


I So Ein Ding omtalte Nicolaj Sonne såkaldte netværksstreamere. Digitale teknologiske gadgets, der kan hente film på nettet og sende dem via computeren og direkte ind på skærmen. I HD-kvalitet. Et af produkterne var Western Digital netværksstreameren WD TV Live HD, men der findes en række tilsvarende produkter fra de store elektronikgiganter, bl.a. Samsung, LG og Phillips. Umiddelbart ser det hele uskyldigt ud. Men Sonne gjorde opmærksom på, at disse gadgets tog sigte på filformater som MKI og AVI, formater, der foretrækkes af filpirater… Man kan godt undre sig – og det gjorde Sonne – over, at antipiraterne har haft så megen fokus på de små fildelere rundt omkring, men ikke på den anden side – den kommercielle – af problemet. For uden den ville fildelingens problem havde et helt andet – og mindre – omfang…

Albummets død og populærmusikkens fremtid

23. september 2009

Værktanken er jo under stærkt angreb. […] Selvfølgelig har der være fede singler gennem rockhistorien, men helhedsudtrykket og den indbyggede mening i sangenes rækkefølge er i fare for at dø ud samtidig med, at udbuddet bliver så stort. Den nemmere tekniske tilgang til tingene får oplevelsen af det enestående og magiske i musikken til at forsvinde. Til fordel for noget mere letkøbt og overfladisk, som ikke får den samme betydning. Alene oplevelsen af at det at købe en plade i en pladeforretning næsten er noget helligt, kunne jeg godt unde de unge at have oplevet. Jeg kan umuligt forestille mig , at nutidens unge om 50 år vil høre den samme musik, som de hører i dag. Det har nok noget med min alder at gøre, men det får altid en betydning at sætte sangene samme på et album. Den ene sang belyser den anden. Og selv om jeg godt ved, at det er op ad bakke at forfægte det synspunkt, kan jeg ikke sige mig fri for at mene, at der foregår et vist snigløb mod kunstnernes ambitioner og intentioner, når vore interesseorganisationer indgår aftale med for eksempel YouSee Play. Albummet som medie tvinger folk til at lytte; også til de sange, de måske ikke vidste, at de havde lyst til”.

(Sebastian i Torben Billes “Når lyset bryder frem”, s. 260 f.)

Der er noget paradoksalt over den teknologiske udvikling inden for musikdistributionen. For et par årtier siden blev CD’en det nye frembusende medie. Og med en rummelighed på op til 80 minutter eller mere kunne man måske forvente, at værk-konceptet, som blev indført med LP’en og havde en glansperiode i tresserne, ville få en renæssance.

Selv om værket ikke forsvandt, så er den tendens, som Sebastian beskriver – i retning af singleformatet – dog blevet mere og mere udtalt. Og det skyldes vel nok internettet og fildelingen. Internettet og Ipoden har brudt værktanken.

Det er også lidt af et paradoks, at muligheden for at udbrede musikalske værker via CD og internet (m. høje hastigheder) generelt set har sænket den lydmæssige kvalitet. mp3-formatet er et barn af internettets modem-tid, hvor der kunne være en idé i at komprimere lyden, så den relativt hurtigt kunne hentes ned via et 33.3 modem. Men i dag, hvor man kan få 12 megabit-forbindelser for en overkommelig pris, må man da spørge sig selv om, hvorfor man skal nøjes med ringere end cd-lyd?

De nye kommercielle fildelingssider som Play og Spotify bekræfter og forstærker blot denne tendens til discount-singleplade-musik. Det kan godt være, at Sebastian er en oldtimer, men han har fat i noget centralt og peger på endnu et sted, hvor musikindustriens og kunstnernes interesser ikke går i takt. (På et punkt lyder Sebastian dog som mine forældre, nemlig når han forudser, at ungdommen ikke vil lytte til sin egen generations musik, når de bliver ældre. Det var nøjagtigt, hvad mine forældre sagde til mig dengang, jeg begyndte at lytte til The Beatles…). (/font)

Fildeling – set fra Lily Allens position

16. september 2009

Fra tid til anden har jeg kommenteret fænomenet fildeling. Kampen mod det såkaldte fildelings-pirateri fortsætter. I går var den omdiskuterede Hadopi-lov i en ny version til afstemning i Frankrig. Og hvis den gennemføres vil det betyde, at pirater vil kunne afskæres fra nettet. Lignende lovforslag er fremme i bl.a. England. Og i EU har de to landes lovforslag vakt bekymring, fordi man i EU-regi opfatter internetforbindelse om en del af de borgerlige rettigheder i demokratisk informationssamfund.

Men én ting er politikernes overvejelser, der i høj grad er påvirket musikindustriens kamp mod brud på copyrighten; noget andet er, hvad kunstnerne mener om fildelingen. I Storbritannien har en række fremtrædende musikere – Radiohead, Pink Floyd, Blur, Annie Lennox m.fl. – appelleret til politisk besindighed. Musikerne – der alle er medlemmer af interesseorganisationen FAC (Featured Artists Coalition) mener, at politikerne skal droppe ideen om at afbryde fildelingssyndernes internetadgang, fordi det vil kriminalisere en hel generation af fans.

FAC benægter ikke, at fildelingen har en skadelig virkning i form af faldende salg af cd’er etc., men man mener omvendt, at fildelingen også stimulerer interessen for kunstnernes koncerter og “merchandise”. Der er tale om et paradigmeskift. Tidligere kunne vennerne deles om kassette- eller spolebånd med musik fra radio og grammofonplader, men nu er det hele flyttet ud på nettet, hvor vennekredsen er byttet ud med millioner af ligesindede, der illegalt deler den musik, de synes om.

FAC vælger at se på den positive dimension i fildelingen, nemlig, at det er udtryk for en stor interesse for musik – så stor, at folk er villige til at bryde loven – og at det derfor handler om at gøre den populære fildeling legal og lukrativ rent økonomisk. Omvendt mener man også, at den hårde linje over for fildelerne ikke vil have den ønskede effekt. Hadopi-loven og andre lignende love vil blot gøre fildelingen endnu mere anonym og skjult end den i forvejen er – og der er allerede tegn på, at den teknologiske udvikling vil gå den vej.

Hvad kunstnerne i FAC frygter er, at de nye lovinitiativer mod fildelerne vil blive opfattet som kunstnernes krig mod deres egne fans. Men – ikke alle kunstnere er enige med FAC. Sangerinden Lily Allen – som vil være kendt fra denne blog – mener, at FACs holdninger er udtryk for det etablerede, velbjergede musikestablishments situation. Og at fildeling skader de nye talenter, der kæmper for at komme frem. Hun mener også, at det måske er fint at være large, når man er en veletableret kunstner med mange album på bagen og fremtiden bag sig at tage let på fildelingsproblemet. “Man begynder ikke i musikken med Ferrarier”, som hun bedsk udtrykker det. Lily Allens kritik er ikke ligegyldig. Hun peger på en splittelse i musikernes række. En splittelse, der også er en generationsforskel. Samtidig giver hun et alt andet en lyserødt billede af, hvad det vil sige at være en stigende stjerne på musikhimlen som hende selv. Hun har succes, men har selv måttet betale pladeselskabet for sine videoer og markedsføringen. Og det har hun kun kunnet, fordi hun har haft stor succes. Andre ender med at have gæld til pladeselskabet.

Selv om Allen taler om en traditonel relation mellem kunstner og pladeselskab (og overser de mange nye veje, som mange unge kunstnere søger…), så undskylder hun ikke pladeselskaberne, som har været naive og reaktionære i deres politik. De har sovet i timen og gør det stadigvæk i følge frk. Allen. Fildeling, som den foregår nu, skader musiklivet efter Allens mening, og derfor tager FAC fejl. Debatten fortsætter med uformindsket styrke.

Piratbugten formerer sig…

22. august 2009

Jeg har flere gange omtalt den famøse piratside The Pirate Bay, som har været genstand for diverse retssager om copyright, og som uden tvivl har været en af de største formidlere af mere eller mindre ulovlige filer. Som bekendt er siden blevet opkøbt og skal efter planen blive til en legal side. Indtil videre er opkøberne dog løbet ind i forskellige økonomiske problemer. Så vi får se…

I mellemtiden er der så sket det, at en fildeler har gjort indholdet af selve Pirate Bay-sitet tilgængelig som download på – Pirate Bay. Det betyder, at enhver, der downloader dette indhold vil kunne etablere en klon af Pirate Bay. Og – det er allerede sket.

Og hvad betyder det så? Det betyder bl.a., at Pirate Bays spøgelse vil fortsætte med at hjemsøge nettet, for selv om den originale side lukkes vil det nye spejl sørge for, at brugere vil kunne få adgang til de samme filer som hidtil. Det sikrer den såkaldte openbittorrent-teknologi, der så at sige stykker filerne sammen af tusindvis af filstumper fra hele internettet. Om kloningen (der måske følges af andre kloninger…) får betydning for det originale Pirate Bays fremtid, vides ikke.

Den seneste udvikling siger noget om fildelingens udvikling på internettet. Det voldsomme fokus på illegal fildeling og kriminaliseringen af denne i de vestlige lande – senest i Storbritannien, hvor man har lagt op til en kras hardliner-kurs over for fildelere – har også den effekt, at fildelingsteknologierne blivere mere og mere avancerede og dermed sværere at bekæmpe. Fra at være P2P-teknologi, hvor filudvekslingen i princippet foregår mellem to punkter, så går udviklingen i retning af noget, der minder om et svampemycelie, hvor udvekslingen af filer foregår i et stadigt mere anonymiseret netværk.

Et paradoksalt træk ved denne udvikling er, at de nye teknologier kan vise sig at blive til økonomisk fordel for dem, der har bekæmpet den illegale fildeling af økonomiske grunde, dvs. film- og musikindustrien, fordi de nye teknologier gør det billigere og mere effektivt at dele filer. Det er bl.a. det, sagen om Pirate Bay handler om.

Warren Zevon udsalg..

16. august 2009

Lige nu kan man købe Warren Zevons klassiker Exitable Boy på www.amazon.com for den nette pris af $ 2.99 (ca. 16 kr.). Det vil sige: Hvis man bor i USA. Ellers ikke. I øvrigt er Zevons plade langt fra den eneste, der kan købes for en slik. Af denne kendsgerning kan man vel udlede to ting. 1. At internethandlen langt fra er blevet så international, som mange påstår. 2. Priserne på mp3-musik falder, hvilket er en logisk konsekvens af, at market udvider sig med internettet.

“Alt hvad du kan spise” – om musikdistribution

10. august 2009

Feargal Sharkey er ikke en hr. hvemsomhelst. Som sanger og frontfigur i The Undertones var han med til at sætte skub i nybølgemusikken. Og nu er har chef for UK Music.

Og kombinationen – musiker, sanger med erfaring fra den del af branchen og repræsentant for musikernes rettigheder – er interessant. Og det giver sig udtryk i Sharkeys forholden sig til udviklingen omkring internettet. På spørgsmålet om, hvad man skal stille om med den illegale download (anslået 61% af de 14-24 årige englændere dyrker den sport), så vælger Sharkey at fokusere på det positive.

Efter hans mening har interessen for musik aldrig været større end nu. De unge ved godt, hvad copyright går ud på, men “they just don’t care”. I stedet for at se det som et problem (udelukkende), så skal man se på det som en udfordring, siger Feargal. ‘Det de prøver at fortælle os i dette øjeblik er, at vi kan få musikken gratis og vi bliver ikke opdaget’. Feargal holder fast i to ting. De unge elsker musik. Og de vil godt betale for musikken, hvis ellers der er en sammenhæng mellem prisniveau og udbud. Hvis de unge kan downloade frit, vil de godt betale et fast beløb månedligt for eksempel.

Så hvis musikindustrien kan leverer en all-you-can-eat-service, så er de unge med. Nye tjenester peger allerede i den retning. Senest er Telia kommet på banen med en sådan tjeneste, hvor brugerne for et mindre beløb kan nedhente masser af musik. Spotify, Play, YouTube, Myspace osv. er andre eksempler. Hør Feargal fortælle om sine tanker her.

Efter Pirate Bay – et nyt Pirate Bay…

30. juli 2009

Seneste nyt fra internetkamppladsen omkring fænomenet “fildeling” er, at de store filmselskaber har startet en retssag mod stifterne af Pirate Bay. Den første sag drejede sig om deling af musik. Nu gælder det så film.

Dernæst kører der en meget omtalt sag i USA mellem musikindustrien (RIIA) og en ung, fildelende fysikstuderende, Joel Tenenbaum, der anklages for have delt 30 stykker musik via en fildelingstjeneste. Erstatningskravet er ca. 150000 $ – pr. sang. Ialt 4.5 millioner $. Sidstnævnte retssag er allerede blevet tematiseret som Goliaths kamp mod David.

Et nok så interessant perspektiv er der i Global Gaming Factory Xs overtagelse af Pirate Bay. Efter at nyheden kom frem om købet, har der cirkuleret rygter på nettet om, at det var en “and”, og at overtagelsen ikke ville blive til noget. Dette rygte manes dog i jorden af GGFs chef, Hans Pandeya, der mener, at rygtet skyldes “ond vilje” hos visse fildelere, der synes, det er kedeligt, at Pirate Bay skal blive et lovligt foretagende. Men i følge Pandeya går alt efter planen. Pirate Bay overtages ultimo august og dermed vender Pirate Bay tilbage til Sverige som et helt legalt og rent svensk foretagende.

Samtidig afslører GGF-chefen, at GGF den sidste månedstid har haft forhandlinger igang med Universal, Somy, Warner og EMI om betingelserne for fildeling – og at disse forhandlinger er i den afgørende fase. Og foreløbigt har forhandlingerne været positive. Forklaringen skulle være, at de store pladeselskaber er interesseret i den nye forretningsmodel, der lover, at såvel fildelerne som copyrightholderne kommer til at tjene penge. Pandeya forklarer modellen på denne måde: Der er tale om en give-og-tage-model. Jo mere man giver, jo mere kan man tjene. Det er altså dem, der er generøse, der tjener noget. I fildelingsverden er der “leechers” og “seeders”. “Leechers” er dem, der bare downloader uden at dele med andre gennem up-load. Og “seeders” er dem, der deler alt med alle. I den nye forretningsmodel vil “leechers” ikke tjene noget. Det vil tværtom komme til at betale for deres downloads.

Kritikere mener, at lovliggørelsen af Pirate Bay vil betyde, at mange brugere – 90% – vil forsvinde, lige som det var tilfældet, da den meget omtalte fildelingstjeneste Napster blev lovlig for flere år siden. Men, det mener GGF ikke. For det nye Pirate Bay er ikke bare en ny betalingstjeneste. Den viderefører noget af den gamle tjenestes fildelingsånd.

Samtidig leverer GGF-chefen et frontalangreb mod den aktuelle tendens mod skabelsen af Big Brothers Watching You-samfund: “Hvorfor har vi fået Ipred og tilsvarende love? Jo,fordi man påstår, at folk fortsætter med ulovlighederne. Det er sygt, det er en afsporing. Det var det allerede for ti år siden, men nu er der tale om en total afsporing”. Argumentet er, at en lovliggørelse af fildeling vil gøre det sværere for staten at begrunde yderligere overvågning af borgerne. Tankegangen er interessant, fordi den er udtryk for et kompromis mellem almindelige økonomiske virksomhedsinteresser og den anarkistiske fildelings implicitte filosofi. Om det så kommer til at holde i virkeligheden, må vi vente med at se…

Spotify – en løfterig succes med problemer

17. juli 2009

Streamingtjeneste Spotify repræsenterer det mest moderne koncept for musikfildeling. Her kan man lytte til 3.5 millioner sange (og der kommer flere til hver uge) ganske gratis, til gengæld for at man lægger øre til korte reklamejungles (der kan være ret irriterende efter sigende). Men træerne vokser ikke ind i himlen. For Spotify kan man kun lytte til i nogle bestemte europæiske lande. Senest er Storbritannien kommet med. Men fx kan man ikke lytte med i USA. I hvert fald ikke helt legalt, for det er muligt at komme med på vognen, hvis man bruger en proxyserver, der kan snyde Spotify og få dem til at tro, at man bor i England. Oven i købet skulle man på den måde kunne slippe for de tilbagevendende reklamer. Sådan som det var tilfældet med den populære radio Pandora – en tid. Spotifys situation afspejler ganske godt, at musikdistributionen (hvis vi lige ser bort fra den ulovlige fildeling…) endnu ikke helt er kommet ind i den globale æra. Spotifys begrænsninger er bestemt af licensrestriktioner, som pladeselskaberne har pålagt Spotify. Der arbejdes efter sigende på sagen, men det går langsomt.

Microsoft efteraber Spotify

16. juli 2009

Opfindsomhed er nok ikke lige det ord, jeg forbinder med Microsoft. I betragtning af MS-dominansen på softwaremarkedet, så er kreativitetsniveauet forbavsende lavt. Og nu bevæger firmaet sig ind på det nye marked for streamet musik. Modellen er det meget omtalte Spotify, hvor man kan lytte gratis til musik til gengæld for lidt reklame – eller købe downloads. “Musik har altid være vigtig for Microsoft”, udtaler Peter Bale fra MS. Nå. Jeg troede, det var penge, der var vigtige for MS. I hvert fald siger han også, at den nye forretningsmodel for tjenesten skal fungere både for kunderne og for MS. Den nye tjeneste realiseres i slutningen af denne måned, og MS arbejder på at integrere den i deres Xbox spillekonsol, der i følge MS-strategien skal udvikles til at være en allround-underholdningscentral for familien.

Er den illegale fildelings tid ovre?

13. juli 2009

En teenagers skribleri om de nye medier har sat sindene i bevægelse hos virksomhedsbosser og andre. Det unge menneskes overvejelser handler om, at unge ikke vil betale for musik, nyheder osv. på nettet, at de synes, at reklamer on-line er en pest, og at de ikke gider læse en tekst (fx en avisartikel), der er længere end en side…

Det unge menneskes tanker siger noget om, hvilke problemer pladeselskaber, aviser og andre medier står over for i de kommende år. Hvordan skal man tjene penge, hvis ingen vil betale? Hvordan skal man sælge sin vare, hvis ingen ønsker at se reklamerne? Og hvad med avisernes og bøgernes fremtid, hvis de unge foretrækker at se film, spille computerspil og høre gratis musik på nettet?

Her i bloggen vil vi ikke kaste os ud i spådomme om fremtiden, men blot forsøge at følge med udviklingen så godt, det kan lade sig gøre. Og tingene ændrer sig hurtigt. Således kan man i dag i The Guardian læse om de unges forbrugsvaner på nettet. Hvor den rippende, downloadende, fildelende teenager indtil for nylig var plade- og filmselskabernes skræk, synes han/hun nu at ændre vaner. Flere teenagere går fra ulovlig fildeling og over til brug af legal streamet musik på nettet, fx via YouTube og Spotify. En nyere undersøgelse tyder på, at færre unge fildeler ulovligt, medens de til gengæld bruger de legale streamede tjenester mere.

Selv om undersøgelsen, der refereres i The Guardian, skal tages med et gran salt, fordi fildelingen hele tiden finder nye veje, så er den interessant. Det er selvfølgelig positivt, at de unge søger mod legale fildelingsaktiviteter. Men det er også problematisk, at det ikke indebærer flere køb af musik. De unge vil ikke betale for musik eller andre digitale produkter på nettet. Til gengæld vil de gerne købe koncertbilletter, biografditto og merchandise. Avisen citerer en ung pige, der tidligere har været ulovlig fildownloader. Hun er nu holdt op, fordi hun var bange for at få inficeret sin maskine med virus og popups. Og så siger hun noget, der er værd at tænke over: “Medens jeg var på uni begyndte jeg at lytte til streamet musik på MySpace. Bands var venner med andre bands, og det var en fed måde at opdage ny musik på. Jeg har ikke noget behov for at eje al den musik. Jeg ved, at den allerede er der. Jeg køber en cd nu og da, og bruger nogle gange ITunes. Hvis jeg holder af et helt album og lytter til det igen og igen, så vil jeg købe det. Men det skal også være helt specielt.”. Jeg fremhæver.

Der er lang vej endnu. For det første er pirateriet ikke stoppet endnu, og måske sker det aldrig, selv om omfanget måske vil blive begrænset. For det andet har de nye streamings-tjenester som fx Spotify og We7 endnu ikke vist sig økonomisk bæredygtige. Indtil videre har de givet underskud. Men de involverede er fortrøstningsfulde og har indset, hvad der skal til for at få fat i de unge forbrugere. For det første skal det være let at få fat i musikken (filmen osv.), for det andet skal kvaliteten være bedre end de ulovlige filers, for det tredje skal det være gratis. Så vil de unge gerne droppe den illegale fildeling.

Fildelingen og markedet

20. juni 2009

Et aspekt af fildelings-problematikken har jeg kun berørt en passant, nemlig det forhold, at mange private firmaer tjener stort på fildelingen – både den lovlige og den ulovlige. I debatten er det som regel brugerne, downloaderne, film- og musikindustriens interessegrupper og så internetudbyderne, der er i fokus. Men der er også en underskov af virksomheder, der lever højt på at servicere trafikken. Fx de firmaer, der finansierer fildelingstjenester i form af reklamer.

Og i forlængelse af den famøse Pirate Bay-dom i Sverige er en ny lukrativ tjeneste kommet i vælten: anonymiseringstjenesten. Som tidligere omtalt har Pirate Bay-tjenesten stillet en anonymiseringstjeneste – Ipraptor – til rådighed for brugerne for et mindre månedligt beløb. Tjenesten sørger for at skjule brugernes IP-adresser for nysgerrige, herunder copyright-forsvarernes organisationer. I Dagens Nyheter kan man i dag læse, at 180.000 Pirate Bay-brugere allerede har tilmeldt sig tjenesten. Og at bredbåndsudbyderen Alltele nu tilbyder kunderne en tilsvarende anonymisering som en del af internetabonnementet, og der har været så stor interesse for servicen, at firmaets server gik ned.

Også firmaet Relakks, der tilbyder anonymisering mod betaling (ca. 50 kr. pr. måned) har oplevet en voldsom interesse. Jan Erik Fiske fra Relakks lægger ikke skjul på, at det er en indbringende forretning. Man regner med, at der er 1.5 millioner svenskere, der regelmæssigt fildeler, så der er en “reel kundebasis”, som det udtrykkes. Og Fiske peger også på politikernes betydning for denne niche: Det er på grund af politikernes truende, restriktive og utidsvarende mediepolitik, at brugerne søger tryghed i anonymiseringen. Og dermed skaber et nyt marked. Fiske ser store muligheder for indtjening på det marked.

Fiske peger også på, at især mange unge mennesker lever en stor del af deres tid på internettet samtidig med, at de ønsker privathed. Og netop privatlivets fred forstyrres af den første mediepolitik. Ipredloven har blot forstærket dette ønske om fred i privatlivet på nettet og har forstærket interesse for anonymisering. Markedet lukrerer på fildelingen – også den ulovlige. I det hele taget er der en stor industri, der holdes igang af fildelingen. Som en gammel kineser engang sagde om kapitalismen, så er det lige meget, hvilken farve katten har, bare den kan fange mus. Sådan er det også for det private, økonomiske initiativ. Sålænge det kaster penge af sig, så længe interesserer man sig ikke for omstændighederne, fx at der er tale om krænkelse af copyrighten…

Fra Monkees til X-Factor-stjerner…

10. juni 2009

Musikindustrien har fra tidernes morgen spillet en vigtig rolle for ikke alene distributionen af musik men også skabelsen af nye produkter til det hungrende musikmarked. For musikindustrien – de store pladeselskaber – har mere end noget andet været købmandsforretninger, der først og fremmest skulle give overskud. Heri er der ikke noget nyt. Den kunstneriske gevinst ved de opfundne musiknavne har været af blandet karakter. Noget har været det argeste lort, medens andet har beriget poppen med talent. The Monkees er det godt eksempel på det sidste. Vi kunne også nævne en del af Tamla Motown og Phil Spector-kreationerne. Nitterne lader vi uomtalt. Eksemplerne er legio.
Men denne aktive produktfrembringelse hører måske fortiden til. For med den fortsatte fildeling og det faldende salg af plader (cd’er) er det ikke længere økonomisk attraktivt at opfinde nye erstatninger for fx de sidste par årtiers populære boy- og girl-bands (Take That, Backstreet Boys osv.). De unge internetbrugere sætter en ny dagsorden – og køber i vid udstrækning ikke cd’er længere og foretrækker gratis musik på nettet og Ipod’en.

I en artikel i Dagens Nyheter kan man læse, at Klas Lunding fra EMI mener, at den nye situation, hvor det især er voksne, der fortsat køber plader, medens de unge forventer gratis musik fra nettet, betyder, at kunstnerne fremover selv må påtage sig mange af pladeselskabernes gamle funktioner, fx udvikling af musik og distribution, medens pladeselskaberne vil satse på administration… Udviklingen betyder også, at den talentudvikling, som pladebranchen tidligere har stået for (omend ikke altid lige entusiastisk), bliver meget mere begrænset. Det er ganske enkelt ikke profitabelt længere. I samme artikel peges der på, at de kunstnere, der satser på multimedier (cd’er, downloads, videoer, dvd’er osv.), klarer sig betydeligt bedre end dem, der “bare” udsender musik på cd. En anden tendens er, at afstanden mellem den musikalske elite og bunden udjævnes. Eliten skrumper ind – og noget kunne tyde på, at alle ender på samme niveau. Og i det hele taget tyder noget på, at musikforbruget bliver mere bredt, således at forstå, at brugerne ikke længere nøjes med det udbud, som top-10-listerne udbyder, men finder deres egne stjerner derud i cyberspace. Fx er interessen for tidligere årtiers glemte og obskure indspilninger vokset med den nye teknologiske udvikling…

Sveriges Piratparti vinder et sæde i EU

8. juni 2009

Sweden’s Pirate Party wins EU seat | Technology | guardian.co.uk.

Selv om det samlede valgresultat i Europa er forstemmende – med en klar højredrejning, så er der da små lyspunkter. Socialdemokratiet, SF og Folkebevægelsen mod EU fik samlet set flere mandater end højrefløjen – til trods for Helle Thornings tilbagegang. Og så kom det svenske Piratparti ind med – som forudset – 7% af stemmerne. Det sikrer i det mindste én stemme for borgerrettigheder på det store internet. Om det er nok, er så en anden sag…

Pirate Bay udgiver en ny plade med Advance Patrol

1. juni 2009

Da Pirate Bay for nylig stod anklaget, var et af bevismaterialerne mod dem et album af Advance Patrol (Aposteln, 2006). Sammen med 32 andre værker. Nu udgiver samme gruppe, Advance Patrol, deres nyeste album på – Pirate Bay. Frontfiguren Gonzalo ”Gonza” Del Rio Saldias fortæller til Dagens Nyheter, at gruppen er interesseret i at få sin musik ud til millioner af mennesker – og det er vigtigere end at score kassen. Og da deres eget pladeselskab, Playground, ikke kan levere varen – og andre traditionelle distributører heller ikke, så tager bandet mod Pirate Bays tilbud om at komme på forsiden. Gonza lægger ikke skjul på, at kunstnerne og pladeselskaberne har forskellige interesser på dette punkt, og at handlingen vil kunne umuliggøre en ny kontrakt med Playground. Pladeselskabet udelukker  dog ikke en ny kontrakt. I øvrigt tager bandet afstand fra dommen og tiltalen mod Pirate Bay og ser den nye distribution som en klar stillingstagen til fildelingsproblemet.

Balladen om Pirate Bay fortsætter…

21. maj 2009

Under retssagen mod Pirate Bay gjorde de anklagede opmærksom på, at selv om de blev idømt fængsel og kæmpebøde, så ville det ingen effekt have på selve tjenesten, Pirate Bay, fordi den for længst var uden for svensk jurisdiktion. Og således er det. Piratskibet sejler videre, medens skandalen om det inhabile svenske retssystem udvikler sig.
I et desperat forsøg på at stoppe pirateriet har de store pladeselskaber – Universal, EMI, Sony og Warner – nu krævet, at mændene bag Pirate Bay (Fredrik Neij, Gottfrid Svartholm Warg, Peter Sunde Kolmisoppi ) skal betale bøder, indtil Pirate Bay holder op med at udføre sin tjeneste. Og samtidig anklages internetleverandøren bag Pirate Bay, Black Internet AB. Problemet er blot, at sagen rejsers i Sverige og tjenesten, som nævnt, ligger uden for svensk lovgivningsområde – oven i købet et sted, hvor tjenesten er lovlig… Og, som man siger, man kan ikke klippe håret af en skaldet. Bagmændene, der i forvejen er idømt millionbøder, kan næppe betale bøder, når de i forvejen er slået til tiggerstaven. For at det ikke skal være løgn kræver pladeselskaberne, at bødeforlægget skal træde i kraft, inden domstolen har færdigbehandlet sagen. Man kan ligefrem mærke desperationen brænde bag kravet.  I følge André Rickardsson, der er it-sikkerhedsekspert i Bitsec, så opfører pladeselskaberne sig som ‘elefanter i en porcelænsforrretning’ og risikerer at få befolkningen imod sig (mere her på svensk).