CAPAC

“Another thing that pisses me off, talking about who started punk rock music. Was it…the Sex Pistols in England? Was it… the Ramones and the Velvet Underground in New York? “It was the Ramones!”, “It was the Sex Pistols!” Who cares who started it?! It’s music. I don’t know who started it, and I don’t give a shit. The one thing I know is that we did it harder, we did it faster, and we definitely did it with more love, baby. You can’t take that away from us.”

Fra filmen SLC Punk

Citatet kommer ca. 1.55 i dette videoklip:

Skæbnen – i form af Fruen – ville, at jeg skulle tilbringe noget af dagen i dag i biografen. Og på mit forslag så vi Christopher McQuarries spændingsfilm Jack Reacher med Tom Cruise i hovedrollen. Filmen, hvis premiere blev forsinket på grund af det seneste skoleskyderi i USA, fik en flot anmeldelse i Politiken. Flot nok til, at jeg havde appetit på at se filmen, selv om Tom Cruise ikke er min kop te. Men efter at have set filmen vil jeg gerne indrømme, at Cruise faktisk spiller bedre end mine fordomme ville have det…

Filmen er en filmatisering af forfatteren Lee Childs (aka Jack Grants) serie om Jack Reacher. Om måske har Politikens anmelder ret, når han antyder, at der kan blive tale om en serie af film. I så fald skal den være velkommen…

Filmen starter med en scene, hvor en mand kører op i en parkeringsbygning i en hvid varevogn. Han putter en mønt i parkometeret og sætter sig derefter ned og skyder fem (tilsyneladende) tilfældige mennesker på den anden side af den flod, der løber forbi parkeringsområdet. Kort tid efter, at manden har forladt bygningen ankommer politiet, der finder spor nok til at anholde gerningsmanden – en vis James Barr – i hans hjem. Beviserne peger entydigt på Barr, der opfordres til at underskrive en betingelsesløs tilståelse. Men i stedet anmoder Barr politiet – i skikkelse af politidetektiven Emerson og den offentlige anklager Alex Rodin – om at få fat i en vis Jack Reacher. Fra det øjeblik ændrer filmen sig fra en ganske banal krimi om (endnu) en nedskydningssag til en moderne spændingsfilm med et plot, der har mange lag.

Medens politidetektiven og den offentlige anklager forsøger at finde ud af, hvem denne Jack Reacher er, dukker han uanmeldt op. Reacher er forhenværende medlem af militærpolitiet og kender James Barr og hans forhistorie. Til denne forhistorie hører, at Barr engang før har begået massemord – i militæret – og slap godt fra det. Derfor har Reacher svoret, at hvis Barr igen begik drab, ville han sørge for, at Barr fik sin retfærdige straf.

Politiet vil ikke lade Reacher se beviserne mod Barr, men han får lov til at møde Barr, der ligger i koma efter at være blevet overfaldet af nogle medfanger under en transport. Medens han er der møder han Barrs forsvarsadvokat Helen Rodin, der viser sig også at være datter af den offentlige anklager. Og hun overtaler Reacher til at blive sin efterforsker i sagen. Til gengæld lover hun ham, at han får indblik i alle beviserne. Makkerskabet mellem de to indbygger en spænding i historien, fordi Reacher kun ønsker Barrs død, medens Helen Rodin vil forsvare ham og i sidste ende have ham frifundet, hvis det er muligt.

Som led i sin efterforskning i sagen beder Reacher forsvarsadvokaten om at interviewe de dræbtes familier og selv undersøger han igen gerningsstedet, hvor han opdager nogle ting, der ikke stemmer. Fx at Barr, der var professionel snigskytte, havde valgt et på alle måder uhensigtsmæssigt sted at skyde fra. Efter at være blevet overfaldet på et værtshus kommer Reacher også på sporet af, at nogen er interesseret i at forhindre ham i at gennemføre opklaringarbejdet. Herefter optrævles en kompliceret historie om nogle lyssky bagmænd, der spekulerer i misbrug af offentlige anlægsarbejder, korruption af politiet osv. Lag for lag skrælles plottet løg, inden man når frem til det endelige opgør.

Instruktøren fortæller historien lige ud ad landevejen, og fra det øjeblik, det går op for en, at der er mere i plottet end blot en enkelt dræbers vanvid, sidder man fastnaglet i lænestolen og følger den nådesløse optrævling af den intrikate historie.

Tom Cruise er godt castet til rollen som den omflakkende fhv. militærpolitidetektiv, der er drevet af sin egen sans for retfærdighed mere end lovens. Og så er birollerne besat med mange fine deltagere. Blandt andet instruktøren Werner Herzog i rollen som den dybt usympatiske bagmand bag byggespekulationen.

Filmen har masser af virtuost fotograferet og iscenesat action, men action- og slåskampscenerne bliver afviklet uden af forfalde til det næsten obligatoriske ødelæggelsesorgie. I stedet ligger spændingen i forventnigerne og det psykologiske.

Jack Reacher er en ny heltetype, der føjer sig til fx Jason Bourne-figuren. Med Reacher bevæger vi os væk fra den James Bondske ego- og machotype og over i noget, der nærmest er det modsatte. Reacher er nærmest en anti-helt. En taber, en outsider, der nok står i en højere sags tjeneste – nemlig sandhedens og retfærdighedens – men ellers går sine egne veje. På den måde kan vi sige, at Reacher repræsenterer nogle sider af vor tid individualisme.

Det skal blive spændende at følge figuren, hvis ellers der kommer flere film. Den første film er mere end lovende og et anbefalelsesværdigt appendix til den modernisering af actionsgenren, vi har set gennem det seneste årti. God tur i bio!

I de forgangne måneder har jeg flere gange set forfilm til Ang Lees filmatisering af den canadiske forfatter Yann Martels Booker Prize-vindende og meget omtalte roman Life of Pi. Filmen sælges med nogle meget spektakulære klip fra den lange sekvens i filmen, hvor hovedpersonen Pi overlever i en redningsbåd sammen med en bengalsk tiger.

Selv om klippene ikke lyver, så giver de nok også et lidt fortegnet billede af, hvilken film, man i sidste ende får at se. For ganske vist er sekvensen med livet i redningsbåden både spektakulær, smuk, bevægende og meget andet, men filmen er mere end det forfilmen giver indtryk af. Men film skal jo også sælges…

Jeg har desværre ikke læst det litterære forlæg, men filmen er en på samme tid banal fortælling og en filosofisk sådan. Den er banal i den forstand, at den er en historie om en bestemt persons – Pis – liv fra barndommen og frem til voksenlivet med hustru og to børn, og filosofisk i den forstand, at fortællingen også kommer til at handle om forholdet mellem historiefortælling, sandhed og meget andet. Den sidste dimension lægges især ind i filmen i kraft af en rammefortælling.

En mandlig forfatter, der ikke kan få gang i sin egen roman, opsøger den voksne Pi for at høre hans historie. Ved filmens slutning får forfatteren at vide, at den historie han har fortalt nu er hans. Dermed kommer rammefortællingen til at handle om historiernes oprindelse.

Pi, der har fået sit navn efter et parisisk svømmebad, fortæller sin historie til forfatteren. Det er historien om en indisk dreng, der vokser op i Pondicherry, hvor forældrene driver en zoologisk have. Pi interesserer sig for åndelige spørgsmål og søger svar på livet store spørgsmål. Da Pi er 16 år fortæller faderen ham og broderen Ravi, at de skal flytte med til Canada. Familiens zoo kan ikke længere få økonomisk hjælp fra lokalsamfundet, og derfor beslutter faderen at sælge dyrene og starte et nyt liv med familien i Canada. Men sejlturen til endemålet går ikke efter planen. Skibet havarerer under en voldsom storm, hvor Pi redder sig ombord på et redningsbåd, sammen med tigeren Richard Parker (der har fået sit navn ved en fejl), en hyæne og en zebra.

Pis familie omkommer, og Pi kommer ud på en rejse, der handler om at overleve, om at erkende osv. Den lange sekvens i og omkring redningsbåden er uden tvivl filmens hovedstykke. Visuelt flot, bevægende, smukt og meget andet. Man tager sig selv i at sidde og tænke: Fantastisk, hvad man kan lave på film.

Men Pi og den begalske tiger redder sig i land ved Mexicos kyst, hvor deres veje skilles.

I epilogen, hvor forfatteren og Pi snakker om historien, kommer flere filosofiske elementer på bordet. Fx om historien – der er fantastisk – nu også er sand? Pi fortæller, at han på hospitalet bliver opsøgt at nogle repræsentanter for det redderi, der har mistet det sunkne skib. De vil høre Pis opfattelse af, hvorfor skibet gik ned? Men de tror ikke på Pis fantastiske historie. Derfor fortæller Pi dem en anden historie, der måske er mere troværdig, og som i hvert fald stiller de to japanere tilfreds, så de rejser hjem. Pi spørger forfatteren om, hvilken historie han synes er bedst. Og forfatteren vælger den oprindelige.

Er historien om Pis liv en skrøne? Den har i hvert fald elementer, der berettiger til spørgsmålet? De to personers snak om historien kommer til at handle om fiktion over for sandhed. Ikke bare om fiktionen er sand, men også om, hvorvidt fiktionen – hvor utrolig den end måtte være – indeholder en form for sandhed i sig selv.

Anskuet på denne måde, så er filmen Life of Pi en moderne fortælling i den forstand, at den rummer denne metadimension. Den er ikke blot en fantastisk historie, som man sagtens kan nyde i sig selv, men også en fortælling om det at fortælle og om fortællings betydning som sådan. Med mere.

Konventionen foreskriver, at man som anmelder skal lufte sine forbehold. Men jeg har ikke rigtig nogle forbehold over for Ang Lees filmatisering. Jeg synes, den fungerer fint både som fortælling lige ud ad landevejen – og som metafilm. Hermed anbefalet.

Måske er det for meget at tale om en tendens i filmens verden. Men i hvert fald er der gennem de senere år kommet en del film, der på den ene eller anden vis tematiserer voksne menneskers kærlighedsliv. Vi så det med Nancy Meyer’s Something’s Gotta Give, hvor Jack Nicholson og Diane Keaton var det modne par, der fik amorinerne til at danse i luften. Vi har siden set det i Jake Adlers It’s complicated, hvor et fraskilt par (Meryl Streep og Alec Baldwin) finder sammen igen ved deres fælles søns graduation party. Begge film er vældigt underholdende.

Senest er kommet David Frankels Hope Springs, hvor Meryl Streep spiller over for Tommy Lee Jones i en komedie, hvis tema er et seniorægtepars udslukte kærlighedsliv.

Efter 31 års ægteskab, hvor den seksuelle gnist for længst er udslukt, ønsker kvinden Kay (Streep) at få sit ægteskab tilbage, som det udtrykkes. Hun ønsker at ægtemanden Arnold (Jones) igen skal begære hende som da de var helt unge. Da det ikke lykkes at få Arnold til at vågne op ved at gå ind til ham om natten, arrangerer Kay en tur til Maine, hvor de to skal i intensiv parterapi hos Dr. Feld (Steve Carell). Arnold tager – meget modstræbende – med. Og sammen indleder de en både smertelig og morsom rejse, der skal føre dem tilbage i armene på hinanden. Og lad mig bare afsløre det: Projektet lykkes. Hvis man derved forstår, at de redder deres ægteskabelige samliv og genfinder gnisten. Der er altså – helt i Hollywood-traditionens ånd – en happy end. (Selv om man – som en anden Jeronymus – kunne indvende, at en skilsmisse også kunne være en form for happy end. Det afhænger af…).

Der er en fin scene i filmen, der fortæller en hel del om, hvor tabubelagt emnet er, og hvor pinagtigt, det er. Kay undvandrer på et tidspunkt fra en terapisession i frustration og søger hen på et værtshus ved havnen. Her betror hun sig til den kvindelige bartender. Og hun indrømmer over for den fremmede kvinde, at hun ikke får noget sex derhjemme hos Arnold. Hvorefter bartenderen resolut henvender sig til det øvrige stampublikum og beder dem, der ikke får sex, om at løfte hånden. Og det viser sig, at de fleste i lokalet har et problem på det område. Scenen er afvæbnende, fordi den i al sin enkelhed demonstrerer, at et sexløst liv ikke alene kan være et problem for et ældre ægtepar, men for rigtig mange mennesker. For vi lever jo i en tid, hvor fordommen vil, at alle har et rigt sexliv – hele tiden. Uanset om man har kolikbørn, hjemmeboende teenagere eller er komme i den alder, hvor ynglet er fløjet fra reden…

Meryl Streep og Tommy Lee Jones spiller fint og godt de to seniorer, der sammen må finde ud af, at ægteskabet skal revitaliseres, og at det ikke kun næres af det materielle. Det er fint nok med en ny varmepumpe eller et nyt køleskab, men hvis det knirker med kærligheden, så går det ikke i længden. Det er ikke verdens nemmeste roller, de har påtaget sig, men det lykkes med bravour.

Det eneste, jeg har at udsætte på filmen, er, at den er lidt langtrukken. Hele to timer, hvor en stor del af tiden foregår i dr. Felds konsultation, er lige i overkanten. Måske kunne filmen have vundet lidt ved at have været skåret ned med en halv time og ved at have fokuseret lidt mere på, hvad der sket lige efter de to turtelduer havde forladt terapien og var kommet hjem.

Men samlet set er det en anbefalelsesværdig film. En komedie for voksne mennesker. Selv om den altså henvender sig til seniorer, så tror jeg sagtens, at yngre par vil kunne få udbytte af at se den… Hermed anbefalet.

Jeg bilder mig ind, at det siger noget om den tid, vi lever i, at en fransk film om forholdet mellem en hvid, handicappet rigmand og en mørklødet, fattig indvandrer kan blive en enorm publikumssucces i Frankrig (og andetsteds). Selve teamaet er paradoksalt i en tid, hvor afgrunden mellem de rigeste og de fattigste vokser stødt…

Kunststykket i Olivier Nakaches og Eric Toledanos komedie om forholdet mellem det umage par, rigmanden Philippe (François Cluzet) og den småkriminelle bistandsklient Drisss (Omar Sy) er, at den bruger alle de humanistiske argumenter, det skorter på i den aktuelle krises politiske diskurs. Og at det lykkes for instruktørerne at sælge budskabet om de menneskelige “værdier” (venskab, kærlighed osv.). For filmen er – kort fortalt – ganske forførende og svær ikke at holde af.

Historien, der angiveligt bygger på virkelige hændelser, er for så vidt ganske banal. En rigmand søger en hjælper, og blandt de mange højt kvalificerede ansøgere vælger han den sorte Driss, hvis vigtigste kvalitet nok er, at han ikke er til fals for hvad som helst og i øvrigt følger sin intuition. På en måde ligner de to hinanden. Philippe er fysisk handicappet, Driess er socialt handicappet, som uønsket adoptivbarn i en indvandrerfamilie. De er – på overfladen i det mindste – to modsætninger, der mødes og lader sød musik opstå i form af et skævt venskab.

Egentlig er det ejendommeligt, at man kan få to timer til at gå med at beskrive forholdet mellem en handicappet og hans hjælper. Det passer ikke ind i tidens underholdningstvang. Men faktisk er filmen meget underholdende. Ja, ligefrem morsom og direkte lattervækkende. En bundsympatisk film, der både taler til intellektet og følelserne.

Jeg vil ikke referere historien (selv om jeg kunne…), men fremhæve en enkelt scene, der fortæller noget om, hvad den kan, denne film. Philippe holder fødselsdag for familien. Arrangementet er iscenesat af en af Philippes assistenter, Yvonne, der traditionen tro har inviteret hele familien til en sammenkomst, der – i følge Philippe selv – keder dem alle. En del af arrangementet består i en mindre klassiske koncert. Efter koncerten beder Philippe musikerne om at spille noget af Vivaldis “De fire årstider”. Den del, der drejer sig om sommeren. Bagefter tager Driess ordet og sætter den musik på, som han lytter til. Og til tonerne af Earth, Wind & Fires “Boogie Wonderland” kaster Driess sig ud i en solodans – og lokker flere at gæsterne ud på danskegulvet til en heftig dans. Scenen er smuk,fordi den både understreger det, der adskiler de to hovedpersoner og det, der binder dem sammen – musikken.

Har du ikke andet at lave i weekenden, så tag din kæreste (eller flere af dem) under armen og gå ind og se denne opløftende og meget morsomme franske film.

Har man ikke andet at adsprede sig med de nærmeste dage, så er der en enestående chance for at se syv film af Jørgen Leth på nettet. Fra den 13. november til den 25. november vises filmene som streams på denne side. Som sagt en enestående chance…

Der går alt for længe mellem mine biografbesøg. Jeg ynder at efterleve Ole “Bogart” Michelsens gamle bon mot ‘film skal ses i biografen’, og det ændrer en 42 tommers fladskærm ikke ved. Men det er for sjældent, hverdags- og ikke mindst arbejdsliv giver plads til den fornøjelse. Men i dag lykkedes det. Oven i købet planlagt.

Rygterne var løbet i forvejen. Anmelderne har stået i kø for at lovprise den nye James Bond-film Skyfall. Og selv om jeg ikke har læst anmeldelserne og selv om jeg pr. instinkt er skeptisk, når anmelderlemmingene unisont griber til superlativerne og overdænger en film med stjerner osv., så må jeg sige, at filmen på ingen måde skuffede mine indprogrammerede forventninger. Det er en rigtig god Bond-film. Den bedste af de tre, der er kommet med Daniel Craig i hovedrollen.

Forklaringen på successen ligger gemt i flere forhold. For det første i selve grundfortællingen, der nærmest er en arketypisk historie om en fjende, der ikke skal findes bag jernmuren eller i en eksotisk lokalitet, men blandt ens egne. Skurken Silva – fremragende spillet af den spanske skuespiller Javier Bardem – er tidligere privilegeret agent og kollega til 007 i den britiske efterretningstjeneste M6.

Plottet er lige så klassisk. Silva er blevet forrådt – “i fædrelandets interesse” forstås – af M6s chef M, i skikkelse af den altid fortrinlige Judy Dench, og derfor er det Silvas mål at gøre kål på M. Omkring dette enkle, klassiske og dramatiske plot udfolde der sig så en række underordnede, men væsentlige og udviklende sidefortællinger. En om det komplicerede, latent erotiske mor-søn-forhold mellem Bond og M. En historie, der får ekstra dynamik, fordi Silva i en scene afslører over for Bond, at M også har forrådt ham – “i fædrelandets tjeneste” forstås.

En anden sidefortælling er forholdet mellem Bond og den kvindelige agent Eve, der handler om forholdet mellem kønnene – og måske i virkeligheden gemmer på en gammel kønsrollefordeling. I hvert fald ender det med, at Eve, der er aktiv i felten sammen med Bond i filmens begyndelse, til slut bliver kontorets nye Miss Moneypenny. Mere skal ikke afsløres om slutningen på filmen. Men de små sidehistorier er med til at nuancere personskildringerne i filmen i en grad, som jeg ikke mindes at have set i James Bond-sammenhæng før. Persongalleriet, der tidligere nærmest har tenderet mod at være karikaturer eller tegneserieskabelonagtige skikkelser får indhold og kød på kroppen her. Og det giver Bond-universet et skud realisme, der klæder den gamle serie rigtig godt.

Et andet forklarende element på filmens vellykkethed er den måde, instruktøren Sam Mendes på samme tid bekræfter filmens actionsdogmatik og suspenderer den. Som jeg tidligere har nævnt i forbindelse med de to foregående film, Casino Royal og Quantum of Solace, så bekender den nye serie af Bond-film sig til den actionæstetik, som fx dyrkedes til fuldkommenhed i trilogien om Jason Bourne. Vanvittigt hurtigt klippede virtuose actionscener, der fastholder publikum i åndeløs spænding. Men også en virtuositet, der – hvis den ikke doseres rigtigt – risikerer at bliver trættende. Ja, udmattende. Men det er lige her, det lykkes for Mendes i filmen.

Filmen starter med en brillant sammenskruet forfølgelsesscene, hvor Bond til fods, i bil, på motorcykel, på taget af et tog og ved hjælp af revolver og gravko (!) jagter en identitetsløs agent, der er sluppet bort med en harddisk, der indeholder navne og data på alle M6s udstationerede agenter. Det lykkes næsten for Bond at få standset skurken, men Eve forhindrer ham i det, fordi hun på Ms ordre skyder – Bond. Den særdeles effektivt fortalte prolog er hele filmen værd. Den er fortalt med et djævelsk drive og leverer en fornem optakt til Bonds genopstandelse og genoptagelse af jagten på skurken – og ikke mindst den bagmand, Silva, der bruger de hemmelige data til at komme ind på livet af M. Det lykkes til sidst. Mere skal som sagt ikke afsløres, men vejen derhen balancerer Mendes mellem relativt rolige passager og spændingseruptioner, der forstærkes af modsætningen i fortælletempo.

Man kan også fremhæve personskildringen som noget, der bidrager til at gøre filmen mere end seværdig. Daniel Craigs Bond-figur blev i Quantum of Solace næsten reduceret til et upersonligt muskelbundt af en monoman dræbermaskine, men i Skyfall gøres han meget mere menneskelig. Dels i kraft af alderens tema. Bond mærker alderen trykke og dumper fx til den prøve, han skal gennemføre for at genoptage arbejdet efter nedskydningen. Fordi han er usikker på aftrækkeren og har svært ved at klare de fysiske tests. Og dels fordi slutscenen åbner døren til Bonds fortid. Han vender hjem til barndomshjemmet, minderne og historien om den forældreløse dreng, der siden blev agent. I det hele taget er det individualhistoriske et nyt krydderi i historien. Fx også i forhold til luderen Sévérine (Bérénice Marlohe), der i en birolle fører Bond hen til Silva. Og jeg tror ikke det er tilfældigt. For et gennemgående tema i de sidste tre Bond-film er den individualistiske agent. Det unikke individ med sin helt egen historie og sin egen personlighed. Dette tema udfoldes i den nye film. Blandt andet sker det i en scene, hvor M over for en undersøgelseskommission skal forklare, hvorfor M6 stadigvæk skal spille en vigtig rolle, forklarer, at M6 står over for en svært identificerbar individuel fjende – og ikke som tidligere en stormagt eller en anden mægtig organisation. Tidligere var virkeligheden sort-hvid. Nu bevæger vi os i individualimens skyggeområder. Vor tids dyrkelse af en på mange måder historieløs og identitetslabil individualisme bliver tematiseret i den nye Bond-film som både en trussel og et potentiale. Det er filmens tidsstempel.

Man kunne fremhæve mange andre kvaliteter ved Skyfall. Den er superbt fotograferet. Birollerne er virkelig godt castet. Fx den altid seværdige Albert Finney som den gamle skytte i barndomshjemmet eller Ralph Fiennes som den nye ansvarlige for efterretningsaktiviteterne. Hvis der overhovedet er noget at kritisere for alvor, så er det måske – men kun måske – at filmen med sine godt 2 og en halv time er lang. For lang? Men døm selv.

Og så skal jeg lige nævne, at Adeles titelsang til Skyfall vinder ved at bliver oplevet i forbindelse med billedsiden. Hermed anbefalet.

Stillbilledet ovenfor er taget fra filmen The Pink Panther strikes again – nærmere bestemt fra en af de morsomste scener i filmen, hvor politiinspektør Clouseau (spillet af Peter Sellers) forpurrer, at den sindsforvirrede politichef Dreyfus bliver udskrevet fra sindsygehospitalet ved hele tre gange at sende Dreyfuss i vandet i en nærliggende sø. Scenen er til det perfekte grænsende iscenesat slap-stick-komedie, som er afvæbnende morsom i Peter Sellers og Herbert Loms fine samspil. Den tjekkisk-fødte Lom, der meldes død i dag, var med i en lang række spillefilm, men det er især for sin rolle i Blake Edwards Pink Panter-serie han vil blive husket. Hvil i fred.

Denne film er en damefilm. Målgruppen er uden tvivl kvinder, der finder glæde i pladderromantiske fortællinger. Det skal ikke (kun) forstås som en fordom, men i høj grad som en anbefaling.

Med fruen under armen gik jeg med ind og se Susanne Biers nye film Den skaldede frisør. Vel vidende, hvad jeg gik ind til. For jeg havde læst interviews og omtaler af filmen og vidste godt, hvad Bier ville med filmen. Nemlig lave en helt igennem romantisk film. Og når præmissen er sådan, så nytter det ikke at kritisere den for at være lige netop – romantisk. Ergo slog jeg det kritiske filter fra – og var beredt på også at sluge en del kameler. For når romantikken tager over, så må man ofte tage nogle urimeligheder med i købet. Jeg tænker ikke her på, at hovedpersonen Ida, spillet af Trine Dyrholm, er kræftpatient og bliver kærlighedsobjekt for mange kvinders hede drømmehelt, Pierce Brosnan, i rollen som den rige frugt- og grøntproducent Philip. Det sker såmæn også derude i virkeligheden, at kærligheden rammer på den måde. Selv om mangen en amerikanske film helst vil det anderledes.

Næ, jeg tænker på alle de klicheer, der let kan følge med i købet, når først man lader fantasien folde sig ud i det romantiske tema. Fx lokaliteten. Det foregår selvfølgelig ikke i København, hvor Ida ellers lever sit liv med mand, hus, sygdom og et job som damefrisør. Nej, romantikken skal selvfølgelig udfolde sit et pittoresk og eksotisk sted. I dette tilfælde i en lille italiensk by ved kysten, hvor citronerne er modne og naturskønheden er i kappestrid med et indtagende, charmerende arkitektonisk forfald, som danner en nærmest perfekt ramme om en hyperromantisk fortælling. Og denne kamel slugte jeg gerne, selv om jeg synes, at Bier laver et veritabelt over-kill med alle sine åh så smukke optagelser af byen, havet, solnedgangen, kysten osv. Der gik postkort i det.

En anden kliché er den normalt-dysfunktionelle familie, som de forelskede par skal slås med. For det viser sig, at Ida, der rejser alene til Italien for at deltage i sin datters bryllup, forelsker sig i brudgommens far, og derved får de så at sige samme familiære ramme at agere inden for. Og hvilken ramme! Idas mand tropper op med den unge blondine fra firmaets bogholderi, som han har bedrevet utroskab med. Philips søn viser sig at være bøsse. Og sønnens papmor, Benedikte – spillet af Paprika Steen – er en både grotesk, selvoptaget  maneater oget  skrækbillede på et anoreksiprovokerende moderdyr.

Men man sluger gerne disse og andre urimeligheder, fordi deres funktion er at være kontrast til den romantiske fortælling om den kræftsyge blonde, skaldede damefrisør og den modne, livsforbitrede rigmand, der bogstaveligt talt støder sammen (i en bilgarage) og oplever, at kærligheden overvinder alt. Sygdom, bitterhed, familieliv, utroskab osv. For sådan er det jo i en romantisk film.

Skuespilleriet er godt uden at være imponerende. Trine Dyrholm fylder sin rolle som den skaldede frisør godt ud. Hverken mere eller mindre. Pierce Brosnan er lige netop så maskulint-kejtet-charmerende, som man (det kvindelige publikum ikke mindst) kan forvente og håbe på. Hvor overbevisende han er som kvindebetvinger, vil jeg overlade til damerne at bedømme. Mit indtryk var, at det virkede der i biografens mørke.

Ellers er der grund til at fremhæve Molly Blixt Egelind, der leverer et bevægende, levende portræt af den vordende brud, der med store, tårevædede øjne er splittet i sin tvivl om valget af livsledsager. Det gør hun godt. Også Kim Bodnia gør en rigtig god figur som Idas mand, der knepper uden om med kontorassistenten og undskylder sig med, at der har været så hårdt for ham at stå side om side med sin kræftsyge kone. Bodnia får med stor humor fremstillet manden i al hans maskuline ynkelighed. Og han får fint modspil af Christiane Schaumburg-Müllers, der har fået den utaknemmelige rolle som den dumme blondine, som ægtemanden har dyrket på familiens sofa. Christiane Schaumburg-Müller får det optimale ud af denne kliché og er et af de rigtig morsomme indslag i filmen. Bodnia og Schaumburg-Müller er med til at løfte den ellers lidt gumpetunge humor i filmen. Det samme kan man sige om Bodil Jørgensen i rollen som frisørkollegaen Vibe og Birthe Neuman som Philips kontroansatte. Desværre får de to damer ikke så megen plads i filmen.

For at få sådan en romantisk komedie til at glide ubesværet ned som det, den er, uforpligtende underholdning, så kræves det, at dialogen kører som smurt og instruktionen ligeså. Det kniber det med. Dialogen er mærkbart konstrueret undervejs, hvor de humoriske bemærkninger virker lidt for fortænkte. Og selve selve klipningen mangler lidt tempo og rytme. Det er ikke gjort med at lade Dean Martin synge “That’s amore” og lade mandolinerne klinge i baggrunden. Den skaldede frisør når ikke samme højder som Susanne Biers hovedværk Den eneste ene. Men jeg har ladet mig fortælle, at damerne kan lide filmen. Og det er jo det vigtigste. Så gør det ikke så meget, at jeg er lidt forbeholden. Hermed anbefalet.