Indlæg tagget med Film

Lou Reed på lærredet

2. december 2016

I går aftes kom jeg helt tilfældigt til at se det meste af Wim Wenders’ film Faraway, So Close!f fra 1993.


Og det ærgrer mig lidt, at det var tilfældighedernes spil – jacta est alea! – der fik mig ind i filmen, for jeg er en stor beundrer af denne tyske instruktør, der laver nogle film, der på deres egen langsommelige, lidt gammeldags facon skaber særprægede stemninger, som man ikke finder andre steder – og derfor demonstrerer, hvad filmkunsten kan, når den er god. Filmen handler – for nu at gøre det meget kort – om en engel, der falder og bliver menneske i Wenders yndlingsby, Berlin.

Desværre er jeg ramt af en kraftig influenza, og filmen, der varer ca. to og en halv time, blev sendte relativt sent, så jeg gik i seng, inden filmen var slut (med en beslutning om at se filmen igen, når omstændighederne tillader det). Men – heldigvis – nåede jeg at se Lou Reed optræde i filmen. Han har en lille rolle som sig selv. Først ser man ham sidde med sin guitar (se foto ovenfor) og spille lidt af sangen “Berlin”. Lidt senere ser man ham i en koncertsituation, hvor han spiller “Why can’t i be good”, og han dukker også op som sig selv i en lille scene med englen Karl. Nok til at gøre filmen ekstra interessant for mig.

PS. Så vidt jeg ved og har kunnet researche mig til, så findes sangen “Why can’t I be good” kun på soundtracket til filmen – og en maxisingle, der blev udsendt i forbindelse med filmen, hvor også Nick Cave bidrager med en sang. Desværre. For det er en sang, der minder meget om et af mine yndlingsalbum med Reed, Magic and loss, der kom året før filmen. Måske er der tale om et “outtake” fra den plade!?

Dylans tavshed

16. oktober 2016

Dagbladet The Independent bruger en hel artikel på det forhold, at Bob Dylan har reageret på sin Nobel-pris-tildeling med larmende tavshed. Den ’sande Dylan-måde’ kalder avisen det. Og noget er der om snakken. Det fik mig til at tænke over Tod Haynes film I’m not there, der blev vist på DRK i går aftes. I filmen, der er ‘inspireret af Bob Dylans sange og hans mange liv’, som der står i forteksterne, ser man en ung udgave af Dylan (fremstillet af diverse skuespillere), der står frem og siger noget i retning af: “En sang kan stå på to ben”. Sagt på en anden måde: Sangen – sangene – har deres eget liv. Og de skal forstås og opleves som sådan. Ikke som sange, bag hvilke der gemmer sig en uudgrundelig person (Robert Zimmerman/Bob Dylan), men netop som selvstændige værker, der skal læse og forstå som sådan. Og det slog mig, at Haynes film er et smukt bud på en holdbar forståelse af fænomenet Bob Dylan, der nu har fået Nobelprisen. Vi forstår først og kun storheden i hans kunst, hvis vi “glemmer” manden bag sangene og holder os til de sange, han har givet os og fortsat giver os. Haynes film har mere at sige os end mangen en tyk bog, der svælger i mandens private liv. – Og Dylans aktuelle tavshed understreger lige netop dette synspunkt.

Hitchcocks 37 cameoer

14. august 2016

En cameo er en “gæsteoptræden”, når en kendt person har en kortvarig optræden i en film eller et teaterstykke. I filmkunsten er det en yndet sport at have cameoer. Især Alfred Hitchcock gjordet det nærmest til sit visitkort eller vandmærke, når han selv dukkede op i sine egne film. Og det er der nogen, der har lavet en lille film om. Da jeg som ganske ung fik smag for filmkunsten var cameo-jagten (sammen med fx jagten på filmcitater) en yndet sport.

Gårsdagens filmoplevelse – Jason Bourne

29. juli 2016

images

”Du kender hans navn” står der med hvide bogstaver hen over ansigtet på skuespilleren Matt Damon – alias Jason Bourne, CIA-agenten, der i tre nyklassiske film har kæmpet sig ud af sit hukommelsestab og genfundet sin oprindelige identitet som samfundsborgeren David Webb.

Og det var med svært negligerbare forventninger, jeg i går aftes gik ind og se fjerde kapitel om Jason Bourne (jeg ser lige bort fra ”Bourne Legacy”, der havde en anden hovedperson og er en slags parentes i historien). For hvordan ville det nu gå, når Matt Damon og instruktøren Paul Greengrass ikke havde den oprindelige præmis at holde sig til?

Bourne-figuren har i en vis forstand stået og faldet med ideen om, at han var en mand, der skulle genvinde sin hukommelse for at blive sig selv (igen). Kunne man komme op med en ny, overbevisende præmis, der kunne legitimere, at man fortsatte fortællingen om Jason Bourne og hans kamp mod efterretningstjenesten CIA og hele dens vidtforgrenede netværk? Og svaret er i sin korthed: Ja.

Der er gået mere end et årti, siden vi forlod Jason Bourne i en flod i Bourne Ultimatum. I mellemtiden har han blandt andet ernæret sig som bokser i grænselandet mellem Grækenland og Albanien. Men hans tidligere allierede, CIA-agenten Nicky Parsons (Julia Stiles), hacker sig – på Island –  ind i hjertet på CIAs computernetværk og finder beviser på, at de mørklagte aktiviteter, som Bourne var en del af (ikke mindst det såkaldte Treadstone-program), slet ikke er skrinlagte. Tværtimod er der et nyt og mere radikalt og omfattende program klar til at blive søsat. Dertil kommer, at Parsons også kan dokumentere, at Bourne godt nok har fundet ud af, hvem han egentlig er, men at der er mere historik, han ikke kender til. Ikke mindst faderens historie og rolle i det intrikate spil.

Man kan måske sige, at Greengrass og Co. løfter blikket lidt og begynder at se individet Jason Bourne i  en større kontekst og i et lidt større perspektiv, der omfatter såvel slægtens (familiens) som efterretningstjenestens og nationens historie. Og dørene i fortællingen står nu vidt åbne – både mod fortiden og mod fremtiden. Med et lille, radikalt greb, indskrives Jason Bournes individuelle livshistorie i en større fortælling om den fædrene slægt og nationen. Han er ikke kun, som han tror, Jason Bourne alias David Webb, men som alle os andre et produkt af en slægtshistorie og som sådan en lille del af en meget større samfundshistorie. Bourne skal nu forholde sig til, at han både har en forhistorie, som han kun kender lidt til (igen i glimt) og en ukendt og uafklaret rolle i efterretningstjenestens skumle planer.

Med den nye, belastende viden gemt på et usb-stick må Jason Bourne nu vende tilbage fra sit eksil i det græske grænseland og genoptage sin sandhedssøgen og sin kamp mod sin tidligere arbejdsgiver. Og dermed iscenesættes en fortælling, der i stort og småt lever helt op til det høje narrative og æstetiske niveau, de første tre Bourne-film har skabt. Spektakulære, logistisk krævende sekvenser og scener, suverænt klippede, tempofyldte forfølgelsesscener, sanseligt nærværende slagsmålsscener osv.

Man kunne give mange eksempler. Men lad mig blot fremhæve den lange sekvens tidligt i filmen, hvor Nicky Parsons og David Bourne skal mødes på en stor plads i Athen, hvor pladsen er optaget af voldsomme, politiske demonstrationer. Her opgraderes og overgås de tilsvarende sekvenser fra de foregående film dramatisk, logistisk og spændingsmæssigt. Det er virtuost og medrivende i en sjælden grad.

Fortællingen får også et nyt lag i kraft af nye bærende kræfter på skuespillersiden. Den altid seværdige, aldrende Tommy Lee Jones har fået rolle som den ny CIA-chef og spiller rollen med glans og overgår sine forgængere i alle ondskabens og nederdrægtighedens facetter. Vincent Cassel brillerer som filmens ærke-asset, der har som sin privilegerede opgave at gøre det af med Jason Bourne. En opgave, hvor personlige hævnmotiver smelter helt sammen med professionalisme og gør figuren endnu mere giftig og betændt end nogen af forgængerne.

Og i CIA-chefens nærmeste kreds lyser den unge Alicia Vikander op som CIA-agenten Heather Lee med speciale i moderne overvågningsteknologi. I fortællingen repræsenterer hun (som hun også selv understreger) den ny generation – i kraft af sine teknologiske kundskaber. Men måske også, fordi hun kommer til at repræsentere den tvivl og splittelse, som Jason Bourne har været og er bærer af: mellem kritisk, sandhedssøgende opgør med fortiden (og med fortidens korrupte aktører og ideologi – CIA, nationen og hele den vestlige hemisfære) og en loyalitet mod sin oprindelse og baggrund. Et splittelse, der eksisterer i bedste velgående ved filmens afslutning og peger ud over filmen mod flere historier…

Med den bemærkning har jeg næsten afsløret mere end nødvendigt. Og jeg vil i hvert fald ikke afsløre mere om den fine og meget underholdende fortælling.

Da jeg sidst omtalte Bourne Ultimatum lod jeg fortællingen om Bourne indlejre i en civilisationshistorisk rammefortælling ved at se Bourne som en ny variant af den mytologiske Odysseus. En fortælling, der så at sige grundlægger de vesterlandske fortællinger om sandheds- og identitetssøgende individer. Og det taler da også til fordel for Jason Bourne-filmene, at de godt nok kan henregnes til kitschet Hollywood-underholdning på linje med James Bond-serien, Marvel-filmatiseringerne m.m., men samtidig er det svært, ja nærmest umuligt, ikke at indlæse en dimension af civilisationsforståelse og –kritik i disse film.

Hvis de tre første film i serien kan læses – som jeg har gjort det – som en odyssee, hvor den rejsende (Bourne) vender hjem og finder sig selv, så får Bourne-figuren i fjerde kapitel, hvad jeg vil kalde en mere radikal og almen betydning. Han bliver et billede ikke bare på den occidentlale helt, ærke-europæeren Odysseus, men et billede på den utilpassede borger i almindelighed i den vestlige hemisfære. Slet og ret. Lad mig prøve at forklare.

Da Bourne vender tilbage er der gået 12 år. Vi lever i tiden efter 9/11, men stadigvæk i en tid, defineret af post-Bush-æraens terrorismefjendebillede. Vi lever også i tiden efter finanskrisen, hvor de globale og sociale forskelle er blevet endnu tydeligere og markante, og hvor der rundt om i verden ulmer utilfredshed og oprør mod den herskende verdensorden. Og det er i denne periode, der blandt andet præges af social uro (illustreret smuk med kampscenerne fra Athen) og med tilsvarende politisk fokus og accent på omfattende overvågning af borgerne i verdens lande, ikke mindst de vestlige. I de seneste uger har vi fået indtil flere eksempler på, at Bushs erklærende kamp mod terrorismen nok foregår uden for den vestlige verden (fx i Syrien og Irak), men nu i højere grad foregår inde i samfundene, hvor enkeltindivider udfører terroristiske handlinger.

Handlinger, der med stor tydelighed illustrerer to ting. For det første at terroren ikke længere primært kan forstås og angribes som en mere eller mindre klart definerbar ydre fjende – à la Islamisk Stat – men må forstås som singulære, individualistiske aktioner, der er svært definerbare – ud over lige netop det terroristiske moment. For det andet illustrerer de aktuelle handlinger, at den omfattende overvågning af civilsamfundet nok fungerer i den forstand, at man sidder inde med en masse informationer om de enkelte borgere, men at denne viden netop ikke forhindrer terroren i at slå igennem her og der. Selv om man kender de potentielle terrorister, er man paradoksalt nok ganske magtesløse over for terroren, når den rammer.

Man kan måske driste sig til at hævde, at et fællestræk for den moderne individualistiske terrorist er, at han/hun (eller en mindre gruppe)  er fanget i et dilemma mellem en (mental, social, kulturel, religiøs osv.) utilpassethed og utilfredshed i det bestående vestlige samfund og en normalitet, der for en overfladisk betragtning kan fortolkes som tilpassethed (”integration” osv.), men ikke er det. Dette gælder fx for såvel Breivik i Norge som lastbilføreren i Nice. Et dilemma, som jeg vil påstå, at mange af os i et vist omfang er bærere af i det liv, vi lever i vestlige, kapitalistiske samfund. Og som Jason Bourne altså også er bærer af.

Det er lige præcist dette dilemma, Jason Bourne er fanget i – og forsøger at slippe ud af. Hidtil ved at bekæmpe sine gamle arbejdsgivere og kolleger og slippe ud af deres greb.

Den nye film viser dog, at denne kamp i en vis forstand er umulig. Uanset hvor mange assets og gamle kolleger, Bourne får gjort kål på, uanset hvor mange afsløringer og sandheder, han får for en dag, så ændrer det ikke ved, at ”bureauet”, som CIA kaldes, transformeres, vokser og fornys – og fortsætter sin snedige, intrigerende og komplicerede kamp for ”nationen” under overskriften ”patriotisme”.

Hvad patriotismen nærmere bestemt dækker får vi ikke præcist sat ord på, men historierne antyder, at det handler om den amerikansk-vestlige kapitalistiske økonomi og hele dens kulturelle og ideologiske overbygning med forlorne frihedsidealer osv. En kamp, der føres med stadigt mere sofistikerede teknologiske værktøjer – og i et tendentielt totaliserende omfang, som hele tiden sker på bekostning af de idealer, man formelt set forsvarer, frihedsrettigheder, menneskerettigheder osv. For det er paradokset. Det illustreres smukt i filmen af, at CIA forsøger at true skaberen af det sociale medie Deep Dream, Aaron Kalloor (Riz Ahmed), til at stille firmaets software i CIAs tjeneste, så man kan spore brugerne. Men Kalloor er ikke tilbøjelig til at lade sig presse og hævder, at brugernes privatliv netop er deres frihed.

Lad mig bare afsløre, at Bourne heller ikke denne gang på nogen måde slipper ud af dilemmaet. Han er – som vi andre borgere– fanget i de indre modsætninger i en normalitet mellem overfladisk tilpassethed og latent ubehag og rebellion, mellem ”patriotisme” og desperation. Og det peger dels frem mod flere mulige film i serien, fordi det er en styrket præmis (vinder Bourne kampen eller falder han til patten?!), og viser, at den nye Bourne-film er et fornemt, meget vellykket eksempel på en mainstream-action-film, der også har en civilisationskritisk dimension i sit hjerte.

Aftenens filmoplevelse: Wild Man Blues

15. juli 2016

Den har efterhånden stået længe på min dvd-hylde, Wild Man Blues. Jeg købte den i det hedengangne FONA på udsalg for 30 kr. Men i går var tv-programmet om muligt endnu mere nedslående, end det plejer at være, så jeg fandt filmen frem for at se den.

Filmen er en dokumentation af Woody Allens Europaturné i 1996, hvor han med et New Orleans-jazz-band rejser rundt i de europæiske storbyer og giver koncert. Barbara Kopple står for instruktionen og filmoptagelsen. Og – måske forventeligt – filmen kommer mere til at handle om hovedpersonen end om noget som helst andet.

Og som portræt af Woody Allen er filmen alle pengene værd. Den bekræfter, at der går en lige linje fra privatmennesket Allen til de evigt snakkende, neurotiske, hypokondriske m.m. hovedpersoner, han skildrer i sine egne film. Ja, undervejs oplever man næsten dokumentaren som endnu en Woody Allen-film. Og det er et kompliment til instruktøren og filmmageren Barbara Kopple. Man fornemmer, at hun kan sin Woody Allen på fingerspidserne.

Men filmen viser også, at Woody Allen også er en mere end ferm klarinetspiller, selv om han forsøger at nedgøre sig selv som musiker. I bandet med klarinetten i munden bliver Allen et med sit instrument og kan for en stund koble af fra sin identitet som paparazziforfulgt ægtemand til en tidligere adoptivdatter, feteret filmmager og ærke-New Yorker. Og det passer ham tydeligvis godt, selv om ham hele tiden kværulerer og forsøger at snakke sig fri af livet på turné.

Wild Man Blues er en film, man vil holde af, hvis man – som undertegnede – er fan af Woody Allen, men også hvis man bare holder af New Orleans-jazz. Det eneste, man kunne indvende, er, at musikken godt kunne fylde mere i filmen, end den faktisk gør. Det ville være oplagt med en hel koncertfilm med det gode band.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 5012345678910...Sidste »