Indlæg tagget med Film

Aftenens filmoplevelse: Their Finest Hour

5. maj 2017

theirfinesthourplakat

Det er længe siden, jeg har været i biografen. Meget længe. Og det skyldes til dels dovenskab og magelighed (fladskærmen er jo lige der…) og travlhed (arbejde med lang transporttid). Men det skyldes ogsÃ¥ og nok ikke mindst, at jeg synes, der har været meget langt mellem de filmiske snapse. Der har ikke rigtig været film, jeg gad bruge 100 kroner og en aften pÃ¥.

Men i går aftes lykkedes det så. Fruen ville også gerne have mig ud af huset, så det passede fint. Og inde i biografmørket ventede Lone Scherfigs seneste opus Their Finest.

Måske siger det noget om min lidt forfinede smag udi filmens verden, at jeg denne torsdag aften fik hele salen for mig selv. Og det er vist første gang, jeg har haft fornøjelse af at sidde mutters alene i en sal med plads til mere end hundrede publikummer. De restende publikummer foretrak film som Guardians of the Galaxy vol. 2 og Ghost in the Shell og Fast and Furious. Synd for dem, for de gik glip af noget.

Scherfigs film, der vist er hendes fjerde rent udenlandske produktion, er uden tvivl den bedste film, jeg har set fra hendes hånd. Og det siger ikke så lidt, når man har iItaliensk for begyndere og An Education på samvittigheden. Men det forekommer mig, at instruktøren i den nye film er vokset lidt på alle parametre.

Filmen handler om en ung kvinde, der får job som manuskriptmedarbejder på en propagandafilm, der under 2. Verdenskrig skal få 30 millioner biografforbrugende briter til at bakke om omkring den britiske og allierede kamp mod nazismen. Catrine Cole (smukt spillet af Gemma Arterton) tror, det er et sekretærjob, hun har fået, men hun skal skrive de kvindelige dialoger, som ingen af de andre (mænd) forstår sig på eller har noget til overs for, hvilket kommer til udtryk i nedsættende bemærkninger. Men det viser sig hurtigt, at Catrine kan langt mere en blot turnere feminine dialoger.

Ud over fortællingens hovedspor – skabelse af propagandafilmen – fortælles en række underordnede historier. En kærlighedshistorie, en historie om en falleret ældre skuespiller, der fÃ¥r en ny chance og genopblomstring af karrieren og en hÃ¥ndfuld mindre tilløb til sideløbende historier. Og det hele væves smukt sammen i en historisk ramme, hvor Scherfig overbevisende og smukt fÃ¥r fremstillet England under krigen. Man mærker, at filmen er lavet i et land, hvor man har en beundringsværdig, ja misundelsesværdig, evne til at genskabe svundne tider pÃ¥ film. Og noget lignende kunne man sige om skuespillerpræstationerne i filmen. Det er svært at forestille sig en ret bedre casting end den, der er pÃ¥ spil her. Gemma Arterton har den sødme, der skal til for at overbevise publikum om, at hun bÃ¥de har ben i næsen og rummer et god portion romantik. Sam Claflin som kollegaen Buckley rammer den kantede, lidt mandschauvinistiske hjemmefrontskæmpende manusforfatter med et (viser det sig) følsomt hjerte ganske præcist og Bill Neighy lægger endnu et par lag af kvalitet pÃ¥ sin fremstilling af den lidt bedagede skuespiller, der via en mindre rolle i filmen bliver en af filmens redningsmænd. Og sÃ¥ er der alle de fine, fine birollepræstationer (men se dem selv).

Propagandafilmen kommer i hus og bliver en succes. Mere vil jeg ikke afsløre, men ellers er filmen fuld af små finurlige drejninger og overraskelse, der får filmen som helhed til at vokse på lærredet. Som jeg sagde til den unge mand, der lukkede mig ud af biografen bagefter, så burde salen have været fuld til bristepunktet, hvis der havde været nogen rimelig- og refærdighed til. Men det er der som bekendt ikke. Jeg tror dog, at jeg fik kontrolløren overtalt til at bruge en aften på filmen. Og måske også dig kære læser!?

PS. Inden jeg kom ind i salen, nÃ¥ede jeg at læse et interview med Lone Scherfig (i Politiken). Det drejede sig bl.a. om, hvorvidt Lone Scherfig var feminist eller ej. UnderforstÃ¥et, at filmens fortælling om Catrine Coles succes som manuskriptforfatter skulle være en slags feministisk lærestykke. Men det vil jeg tillade mig at mene mest af alt er udtryk for en tidstypisk, ideologisk overfortolkning. Fortællingen om Coles vej til et liv som manuskriptforfatter er først og fremmest en historie om et talent, der ikke kan holdes nede af samtidens moralske normer – hvad enten de er mandlige eller ej. Cathrine Cole sejrer, fordi det er det hun vil, ikke blot fordi hun er kvinde.

Lou Reed på lærredet

2. december 2016

I gÃ¥r aftes kom jeg helt tilfældigt til at se det meste af Wim Wenders’ film Faraway, So Close!f fra 1993.


Og det ærgrer mig lidt, at det var tilfældighedernes spil – jacta est alea! – der fik mig ind i filmen, for jeg er en stor beundrer af denne tyske instruktør, der laver nogle film, der pÃ¥ deres egen langsommelige, lidt gammeldags facon skaber særprægede stemninger, som man ikke finder andre steder – og derfor demonstrerer, hvad filmkunsten kan, nÃ¥r den er god. Filmen handler – for nu at gøre det meget kort – om en engel, der falder og bliver menneske i Wenders yndlingsby, Berlin.

Desværre er jeg ramt af en kraftig influenza, og filmen, der varer ca. to og en halv time, blev sendte relativt sent, sÃ¥ jeg gik i seng, inden filmen var slut (med en beslutning om at se filmen igen, nÃ¥r omstændighederne tillader det). Men – heldigvis – nÃ¥ede jeg at se Lou Reed optræde i filmen. Han har en lille rolle som sig selv. Først ser man ham sidde med sin guitar (se foto ovenfor) og spille lidt af sangen “Berlin”. Lidt senere ser man ham i en koncertsituation, hvor han spiller “Why can’t i be good”, og han dukker ogsÃ¥ op som sig selv i en lille scene med englen Karl. Nok til at gøre filmen ekstra interessant for mig.

PS. SÃ¥ vidt jeg ved og har kunnet researche mig til, sÃ¥ findes sangen “Why can’t I be good” kun pÃ¥ soundtracket til filmen – og en maxisingle, der blev udsendt i forbindelse med filmen, hvor ogsÃ¥ Nick Cave bidrager med en sang. Desværre. For det er en sang, der minder meget om et af mine yndlingsalbum med Reed, Magic and loss, der kom Ã¥ret før filmen. MÃ¥ske er der tale om et “outtake” fra den plade!?

Dylans tavshed

16. oktober 2016

Dagbladet The Independent bruger en hel artikel pÃ¥ det forhold, at Bob Dylan har reageret pÃ¥ sin Nobel-pris-tildeling med larmende tavshed. Den ’sande Dylan-mÃ¥de’ kalder avisen det. Og noget er der om snakken. Det fik mig til at tænke over Tod Haynes film I’m not there, der blev vist pÃ¥ DRK i gÃ¥r aftes. I filmen, der er ‘inspireret af Bob Dylans sange og hans mange liv’, som der stÃ¥r i forteksterne, ser man en ung udgave af Dylan (fremstillet af diverse skuespillere), der stÃ¥r frem og siger noget i retning af: “En sang kan stÃ¥ pÃ¥ to ben”. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: Sangen – sangene – har deres eget liv. Og de skal forstÃ¥s og opleves som sÃ¥dan. Ikke som sange, bag hvilke der gemmer sig en uudgrundelig person (Robert Zimmerman/Bob Dylan), men netop som selvstændige værker, der skal læse og forstÃ¥ som sÃ¥dan. Og det slog mig, at Haynes film er et smukt bud pÃ¥ en holdbar forstÃ¥else af fænomenet Bob Dylan, der nu har fÃ¥et Nobelprisen. Vi forstÃ¥r først og kun storheden i hans kunst, hvis vi “glemmer” manden bag sangene og holder os til de sange, han har givet os og fortsat giver os. Haynes film har mere at sige os end mangen en tyk bog, der svælger i mandens private liv. – Og Dylans aktuelle tavshed understreger lige netop dette synspunkt.

Hitchcocks 37 cameoer

14. august 2016

En cameo er en “gæsteoptræden”, nÃ¥r en kendt person har en kortvarig optræden i en film eller et teaterstykke. I filmkunsten er det en yndet sport at have cameoer. Især Alfred Hitchcock gjordet det nærmest til sit visitkort eller vandmærke, nÃ¥r han selv dukkede op i sine egne film. Og det er der nogen, der har lavet en lille film om. Da jeg som ganske ung fik smag for filmkunsten var cameo-jagten (sammen med fx jagten pÃ¥ filmcitater) en yndet sport.

GÃ¥rsdagens filmoplevelse – Jason Bourne

29. juli 2016

images

”Du kender hans navn” står der med hvide bogstaver hen over ansigtet på skuespilleren Matt Damon – alias Jason Bourne, CIA-agenten, der i tre nyklassiske film har kæmpet sig ud af sit hukommelsestab og genfundet sin oprindelige identitet som samfundsborgeren David Webb.

Og det var med svært negligerbare forventninger, jeg i går aftes gik ind og se fjerde kapitel om Jason Bourne (jeg ser lige bort fra ”Bourne Legacy”, der havde en anden hovedperson og er en slags parentes i historien). For hvordan ville det nu gå, når Matt Damon og instruktøren Paul Greengrass ikke havde den oprindelige præmis at holde sig til?

Bourne-figuren har i en vis forstand stået og faldet med ideen om, at han var en mand, der skulle genvinde sin hukommelse for at blive sig selv (igen). Kunne man komme op med en ny, overbevisende præmis, der kunne legitimere, at man fortsatte fortællingen om Jason Bourne og hans kamp mod efterretningstjenesten CIA og hele dens vidtforgrenede netværk? Og svaret er i sin korthed: Ja.

Der er gÃ¥et mere end et Ã¥rti, siden vi forlod Jason Bourne i en flod i Bourne Ultimatum. I mellemtiden har han blandt andet ernæret sig som bokser i grænselandet mellem Grækenland og Albanien. Men hans tidligere allierede, CIA-agenten Nicky Parsons (Julia Stiles), hacker sig – pÃ¥ Island -  ind i hjertet pÃ¥ CIAs computernetværk og finder beviser pÃ¥, at de mørklagte aktiviteter, som Bourne var en del af (ikke mindst det sÃ¥kaldte Treadstone-program), slet ikke er skrinlagte. Tværtimod er der et nyt og mere radikalt og omfattende program klar til at blive søsat. Dertil kommer, at Parsons ogsÃ¥ kan dokumentere, at Bourne godt nok har fundet ud af, hvem han egentlig er, men at der er mere historik, han ikke kender til. Ikke mindst faderens historie og rolle i det intrikate spil.

Man kan måske sige, at Greengrass og Co. løfter blikket lidt og begynder at se individet Jason Bourne i  en større kontekst og i et lidt større perspektiv, der omfatter såvel slægtens (familiens) som efterretningstjenestens og nationens historie. Og dørene i fortællingen står nu vidt åbne – både mod fortiden og mod fremtiden. Med et lille, radikalt greb, indskrives Jason Bournes individuelle livshistorie i en større fortælling om den fædrene slægt og nationen. Han er ikke kun, som han tror, Jason Bourne alias David Webb, men som alle os andre et produkt af en slægtshistorie og som sådan en lille del af en meget større samfundshistorie. Bourne skal nu forholde sig til, at han både har en forhistorie, som han kun kender lidt til (igen i glimt) og en ukendt og uafklaret rolle i efterretningstjenestens skumle planer.

Med den nye, belastende viden gemt på et usb-stick må Jason Bourne nu vende tilbage fra sit eksil i det græske grænseland og genoptage sin sandhedssøgen og sin kamp mod sin tidligere arbejdsgiver. Og dermed iscenesættes en fortælling, der i stort og småt lever helt op til det høje narrative og æstetiske niveau, de første tre Bourne-film har skabt. Spektakulære, logistisk krævende sekvenser og scener, suverænt klippede, tempofyldte forfølgelsesscener, sanseligt nærværende slagsmålsscener osv.

Man kunne give mange eksempler. Men lad mig blot fremhæve den lange sekvens tidligt i filmen, hvor Nicky Parsons og David Bourne skal mødes på en stor plads i Athen, hvor pladsen er optaget af voldsomme, politiske demonstrationer. Her opgraderes og overgås de tilsvarende sekvenser fra de foregående film dramatisk, logistisk og spændingsmæssigt. Det er virtuost og medrivende i en sjælden grad.

Fortællingen får også et nyt lag i kraft af nye bærende kræfter på skuespillersiden. Den altid seværdige, aldrende Tommy Lee Jones har fået rolle som den ny CIA-chef og spiller rollen med glans og overgår sine forgængere i alle ondskabens og nederdrægtighedens facetter. Vincent Cassel brillerer som filmens ærke-asset, der har som sin privilegerede opgave at gøre det af med Jason Bourne. En opgave, hvor personlige hævnmotiver smelter helt sammen med professionalisme og gør figuren endnu mere giftig og betændt end nogen af forgængerne.

Og i CIA-chefens nærmeste kreds lyser den unge Alicia Vikander op som CIA-agenten Heather Lee med speciale i moderne overvÃ¥gningsteknologi. I fortællingen repræsenterer hun (som hun ogsÃ¥ selv understreger) den ny generation – i kraft af sine teknologiske kundskaber. Men mÃ¥ske ogsÃ¥, fordi hun kommer til at repræsentere den tvivl og splittelse, som Jason Bourne har været og er bærer af: mellem kritisk, sandhedssøgende opgør med fortiden (og med fortidens korrupte aktører og ideologi – CIA, nationen og hele den vestlige hemisfære) og en loyalitet mod sin oprindelse og baggrund. Et splittelse, der eksisterer i bedste velgÃ¥ende ved filmens afslutning og peger ud over filmen mod flere historier…

Med den bemærkning har jeg næsten afsløret mere end nødvendigt. Og jeg vil i hvert fald ikke afsløre mere om den fine og meget underholdende fortælling.

Da jeg sidst omtalte Bourne Ultimatum lod jeg fortællingen om Bourne indlejre i en civilisationshistorisk rammefortælling ved at se Bourne som en ny variant af den mytologiske Odysseus. En fortælling, der sÃ¥ at sige grundlægger de vesterlandske fortællinger om sandheds- og identitetssøgende individer. Og det taler da ogsÃ¥ til fordel for Jason Bourne-filmene, at de godt nok kan henregnes til kitschet Hollywood-underholdning pÃ¥ linje med James Bond-serien, Marvel-filmatiseringerne m.m., men samtidig er det svært, ja nærmest umuligt, ikke at indlæse en dimension af civilisationsforstÃ¥else og –kritik i disse film.

Hvis de tre første film i serien kan læses – som jeg har gjort det – som en odyssee, hvor den rejsende (Bourne) vender hjem og finder sig selv, så får Bourne-figuren i fjerde kapitel, hvad jeg vil kalde en mere radikal og almen betydning. Han bliver et billede ikke bare på den occidentlale helt, ærke-europæeren Odysseus, men et billede på den utilpassede borger i almindelighed i den vestlige hemisfære. Slet og ret. Lad mig prøve at forklare.

Da Bourne vender tilbage er der gået 12 år. Vi lever i tiden efter 9/11, men stadigvæk i en tid, defineret af post-Bush-æraens terrorismefjendebillede. Vi lever også i tiden efter finanskrisen, hvor de globale og sociale forskelle er blevet endnu tydeligere og markante, og hvor der rundt om i verden ulmer utilfredshed og oprør mod den herskende verdensorden. Og det er i denne periode, der blandt andet præges af social uro (illustreret smuk med kampscenerne fra Athen) og med tilsvarende politisk fokus og accent på omfattende overvågning af borgerne i verdens lande, ikke mindst de vestlige. I de seneste uger har vi fået indtil flere eksempler på, at Bushs erklærende kamp mod terrorismen nok foregår uden for den vestlige verden (fx i Syrien og Irak), men nu i højere grad foregår inde i samfundene, hvor enkeltindivider udfører terroristiske handlinger.

Handlinger, der med stor tydelighed illustrerer to ting. For det første at terroren ikke længere primært kan forstås og angribes som en mere eller mindre klart definerbar ydre fjende – à la Islamisk Stat – men må forstås som singulære, individualistiske aktioner, der er svært definerbare – ud over lige netop det terroristiske moment. For det andet illustrerer de aktuelle handlinger, at den omfattende overvågning af civilsamfundet nok fungerer i den forstand, at man sidder inde med en masse informationer om de enkelte borgere, men at denne viden netop ikke forhindrer terroren i at slå igennem her og der. Selv om man kender de potentielle terrorister, er man paradoksalt nok ganske magtesløse over for terroren, når den rammer.

Man kan måske driste sig til at hævde, at et fællestræk for den moderne individualistiske terrorist er, at han/hun (eller en mindre gruppe)  er fanget i et dilemma mellem en (mental, social, kulturel, religiøs osv.) utilpassethed og utilfredshed i det bestående vestlige samfund og en normalitet, der for en overfladisk betragtning kan fortolkes som tilpassethed (”integration” osv.), men ikke er det. Dette gælder fx for såvel Breivik i Norge som lastbilføreren i Nice. Et dilemma, som jeg vil påstå, at mange af os i et vist omfang er bærere af i det liv, vi lever i vestlige, kapitalistiske samfund. Og som Jason Bourne altså også er bærer af.

Det er lige præcist dette dilemma, Jason Bourne er fanget i – og forsøger at slippe ud af. Hidtil ved at bekæmpe sine gamle arbejdsgivere og kolleger og slippe ud af deres greb.

Den nye film viser dog, at denne kamp i en vis forstand er umulig. Uanset hvor mange assets og gamle kolleger, Bourne får gjort kål på, uanset hvor mange afsløringer og sandheder, han får for en dag, så ændrer det ikke ved, at ”bureauet”, som CIA kaldes, transformeres, vokser og fornys – og fortsætter sin snedige, intrigerende og komplicerede kamp for ”nationen” under overskriften ”patriotisme”.

Hvad patriotismen nærmere bestemt dækker får vi ikke præcist sat ord på, men historierne antyder, at det handler om den amerikansk-vestlige kapitalistiske økonomi og hele dens kulturelle og ideologiske overbygning med forlorne frihedsidealer osv. En kamp, der føres med stadigt mere sofistikerede teknologiske værktøjer – og i et tendentielt totaliserende omfang, som hele tiden sker på bekostning af de idealer, man formelt set forsvarer, frihedsrettigheder, menneskerettigheder osv. For det er paradokset. Det illustreres smukt i filmen af, at CIA forsøger at true skaberen af det sociale medie Deep Dream, Aaron Kalloor (Riz Ahmed), til at stille firmaets software i CIAs tjeneste, så man kan spore brugerne. Men Kalloor er ikke tilbøjelig til at lade sig presse og hævder, at brugernes privatliv netop er deres frihed.

Lad mig bare afsløre, at Bourne heller ikke denne gang på nogen måde slipper ud af dilemmaet. Han er – som vi andre borgere– fanget i de indre modsætninger i en normalitet mellem overfladisk tilpassethed og latent ubehag og rebellion, mellem ”patriotisme” og desperation. Og det peger dels frem mod flere mulige film i serien, fordi det er en styrket præmis (vinder Bourne kampen eller falder han til patten?!), og viser, at den nye Bourne-film er et fornemt, meget vellykket eksempel på en mainstream-action-film, der også har en civilisationskritisk dimension i sit hjerte.