Ben Stiller er mestendels kendt som skuespiller i forskellige komedier – fx Vild med Mary, Meet the Parents (og efterfølgerne) og Nat pÃ¥ Museet. Med The Secret Life of Walter Mitty tager Stiller sÃ¥ det store spring til ikke alene at være hovedrolleskuespiller, men ogsÃ¥ producent og instruktør. Og filmen bekræfter mig i en fornemmelse, jeg længe har haft i forbindelse med Stiller, nemlig at han mÃ¥tte indeholde mere end blot den lille uheldige og sÃ¥re sjove mandsperson, han har skildret sÃ¥ ofte.
The Secret Life of Walter Mitty har tidligere været filmatiseret med Danny Kaye og bygger pÃ¥ en berømt novelle af den amr. forfatter James Thurber. Men fortællingen er efter modellen “frit efter”, idet Stiller fører historien op til nutiden.
Stiller spiller hovedfiguren Walter Mitty, der gennem mange Ã¥r har arbejdet i arkivet for fotonegativer pÃ¥ det berømte Life magazine. Mitty er en drømmer. Fx drømmer han, at han via et internetdatingbureau kan komme i kontakt med sin arbejdskollega Cheryl. Men da hans liv er sÃ¥ begivenhedsløst, lykkes det ham end ikke at komme igennem med det mindste elektroniske “vink”.
Den dag, hvor vi møder Mitty, er Life blevet opkøbt og en ny chef er ansat til at forestÃ¥ omdannelsen af Life til et digitalt magasin. Med de fyringer, det vil medføre. Mittys sidste opgave bliver at levere et bestemt negativ til forsiden pÃ¥ den allersidste trykte udgave af den berømte magasin. Et negativ, der udgør selveste “kvintessensen af Life”. Problemet et blot, at lige netop det negativ – nr. 25 – er væk. Det skulle angiveligt være fremsendt til Mitty med flere andre af magasinets berømte fotograf Sean O’Connell (Sean Penn), der er af den gamle skole og kun forholder sig til teknologi fra før fax-maskinens tid. Det betyder bl.a. at han kun fotograferer analogt og ikke er til at komme i forbindelse med pr. telefon eller email.
Filmen fÃ¥r – som konventionen for amr. lystspil foreskriver – en relativt happy ending. Mitty finder O’Connell og negativet og fÃ¥r – vist nok – pigen til sidst. Men det er kun den overfladiske fortælling, for der ligger ogsÃ¥ en dyb symbolik i selve projektet. Det er ikke tilfældigt, at Mitty arbejder med de teknologisk set forældede negativer. Det er heller ikke spor tiilfældigt, at han arbejder for magasinet Life – Livet. Og det er heller ikke tilfældigt, at han skal finde lige netop det negativ, der indeholder selve kvintessensen af Life, hvis motto er – og bliver printet pÃ¥ læder i filmen:”To see things thousands of miles away, things hidden behind walls and within rooms, things dangerous to come to, to draw closer, to see and be amazed and to feel that is the purpose of life.â€. Det er formÃ¥let med Life, men – forstÃ¥r vi ogsÃ¥ – mÃ¥ske ogsÃ¥ formÃ¥let med Livet som sÃ¥dan. At det forholder sig sÃ¥dan understreges af den fine scene, hvor Mitty omsider har fundet O’Connell, der sidder pÃ¥ et bjerg og venter pÃ¥, at den sjældne sneleopard skal vise sig for fotografen. Da det endelig sker, fÃ¥r Mitty lov til at kigge med gennem linsen og ser dyret – men O’Connell vælger at nyde øjeblikket og ikke fotografere. Fordi fotograferingen udgør en distance til – ja – livet. Det understreges ogsÃ¥ ironisk nok af det motiv, som negativ nr. 25 gemmer pÃ¥, og som vi fÃ¥r at se til sidst i filmen…
Hvis man vil det, sÃ¥ ligger der selvfølgelig et stort kritisk potentiale i filmens filosofiske dimension – i forhold til den virkelighed, vi faktisk lever i, hvor den teknologiske distance er blevet endnu mere udtalt end nogensinde før i historien. Og en kritik af en samfundsudvikling, der ikke har forstÃ¥else for den type livsfilosofi, som Life repræsenterede. Osv. Jeg vil trygt overlade til læserne/biografgængerne selv at drage deres kritiske konklusioner.
I hvert fald er det lykkedes for Ben Stiller at lave en film, der bÃ¥de formÃ¥r at underholde som romantisk komedie, actionkomedie og drama – samtidig med, at den har noget pÃ¥ hjerte. Jeg tror ikke, at det er helt tilfældigt, at denne film er blevet til i en tid, hvor USA og resten af verden er i krise og har glemt at der er andet at drømme om en penge, vækst og flere jobs.
Som tidligere omtalt brugte jeg mange af min barndoms søndagseftermiddage i den lokale biograf Phønix Bio i Esbjerg. Og det var her, jeg indtog den ene film efter den anden med Elvis Presley. Perioden i tresserne, hvor Elvis indspillede sine film, er nok den svageste i mandens karriere. Der er musikalsk set langt mellem snapsene i de film, selv om snapsene er der. Alligvel er det lidt fristende for en gammel nostalgiker, nÃ¥r man nu kan læse, at samtlige soundtracks til filmene nu udsendes i et bokssæt med hele tyve cd’er. Men jeg holder mig i skindet, for der er for fÃ¥ snapse til en pris af ca. 40 £. Men mÃ¥ske kommer den pÃ¥ udsalg en dag…
Et par forkerte klik på tastaturet og min gamle blog forsvandt ud i cyberspace. Heldigvis havde jeg taget en backup, selv om man jo siger: Rigtige mænd tager ikke backup, men de græder meget…
Det er lykkedes mig at fÃ¥ fat i en kopi af filmen “Some people? via Ebay . Oven i købet som DVD. Og det skal blive interessant at se en film, som man kun har set en gang for mere en end 40 Ã¥r siden. Mon den holder? Husker man rigtigt? Bortset fra min personlige biografiske og helt nostalgiske interesse i filmen, sÃ¥ skulle den være interessant ved at være et dokument for den sÃ¥kaldte Mod-subkultur, der har spillet og spiller en stor rolle i engelsk ungdomskultur og popmusik. Filmen blev til som led i “the Duke of Edinborough’s anti-juvenile delinquency youth club project?, altsÃ¥ som et slags socialt projekt, der skulle forebygge ungdomskriminalitet. Karl Williams fra All Movie Guide kalder filmen en “corny propaganda film”? og sammenfatter handlingen med disse ord: “a trio of juvenile delinquents in Bristol who lose their driver’s licenses after a 100 mile-per-hour accident on their motorcycles. Bored without their speed machines and alienated in their economically-depressed factory town, they assemble a rock band with the aid and encouragement of Smith (Kenneth More), the choir director of a local church who offers his facilities for rehearsal space. The band becomes involved with a youth awards program devised as a community outreach vehicle by the Duke of Edinburgh and the British government, and despite some lingering moments of dissension, they begin to turn their lives around, encouraged all the while by a hopeful adult community?. AltsÃ¥ tydeligvis en film med et pædagogiske sigte. Det var endnu muligt i 1960’ernes første halvdel… Ikke desto mindre (eller mÃ¥ske er der en sammenhæng…) blev filmen et hit i England dengang.
Valerie Mountain, der havde “a great set of pipes”?, bliver udpeget til at synge filmen, og komponisten, Ron Grainer, der var meget aktiv film- og tv-komponist i perioden og bl.a. har skrevet musik til klassiske BBC-tv-serier som Omega Man og Doctor Who fÃ¥r fat i gruppen the Eagles ved at gÃ¥ fra pub til pub i Bristol for at finde et lokalt band til filmen. For gruppen, der pÃ¥ det tidspunkt er semi-professionelle og endnu ikke har indspillet en plade, bliver det en appelsin i turbanen. De fÃ¥r lov at indspille hele soundtracket og spiller ogsÃ¥ med i filmen. Eagles regnes i øvrigt for at være et af de bedste instrumentalgrupper i perioden. Grainer sørger for, at de fÃ¥r en pladekontrakt med Pye Records, der dengang var et af de tre største pladeselskaber i England. Den mest kendte skikkelse i filmen er, som anført, skuespilleren Kenneth More (1914-1982), der var en af den tids førende mandlige skuespillere. More vil være kendt for de fleste, der har fulgt med i engelsk film og engelske tv-serier fra tresserne og frem til ca. 1980.
Mores hustru Angela Douglas spiller pigen Terry og mimer til de sange, som Valerie Mountain indspiller. Blandt skuespillerne finder man også en ung David Hemmings (1941-2003) i rollen som den unge Bert. Hemmings fik et par år senere et stort gennembrud for sin hovedrolle i Antonionis berømte Blow up.
Some people – DVD Onsdag, d. 15. marts 2006 af CAPAC
Omsider kom den sÃ¥, DVD’en med filmen “Some people”?. Jeg har endnu ikke fÃ¥et genset den, blot skimmet cover og indhold. Ud over selve filmen, som mÃ¥ være overført fra VHS, sÃ¥ bestÃ¥r DVD’en af to sÃ¥kaldte Newsreels fra de tidlige 1960’ere og en dokumentarfilm med tilknytning til en anden film fra perioden “The Young Ones”?. DVD’en er udgivet af http://www.thevideobeat.com/ , der har specialiseret sig i udgivelser af “rock’n roll film og tv-serier fra 1950’erne og 1960’erne”?. Og der er mange sjove ting imellem…
Some People – the movie.. Mandag, d. 20. marts 2006 af CAPAC
Omsider fik jeg set Some People, som jeg har indkøbt pÃ¥ Ebay-auktionen. Som ventet var der tale om et VHS-rip overført til DVD. Men absolut i en acceptabel kvalitet med farver og hele pivetøjet. Filmens social-pædagogiske sigte – at bringe unge fartglade mennesker pÃ¥ “rette”? spor – er ikke til at overse med erfaringstyngede øjne. Men bortset fra det (fx i en scene, hvor de tre unge mænd, iført jakkesæt og slips, stÃ¥r skoleret over for den lokale den lokale dommer, der belærer dem om, at de er kommet pÃ¥ gale veje…), sÃ¥ er det en underholdende film. Den er fortalt lige ud af landevejen, og skuespillerne udfylder deres roller godt. Især er det sjovt at se David Hemmings, der gør sig bemærket som ung spradebasse, der med stor forkærlighed fløjter længe efter pigerne (det kunne man jo gøre dengang med succes…).
Filmen giver et godt billede af, hvor kedelige de tidlige tressere også var. Et borgerligt familieliv, hvor farmand sidder gemt bag dagens avis og venter på, at mor bliver færdig i køkkenet, og ungerne ser amerikansk western i fjernsynet, medens de unge ikke kan holde ud at være der og derfor mødes omkring motorcyklerne ved den lokale cafe. Eneste tilbud til de unge er ungdomsklubben, hvor de unge artigt spiller pool og synger i kor…
Men filmen giver også et billede af en tid i opbrud. Den relativt hurtigt klippede indledning med neonlysreklamer, grønne dobbeltdækkerbusser i fart og livlige storbyscener giver et billede af Bristol som en moderne by i materiel fremdrift.
Det opgør med autoriteterne, som ofte tilskrives det mytologiserede “1968″?, er i fuld sving her. Og Kenneth More har rollen som den meget sympatiske, moderne pædagog (frivillig i ungdomsklubben), der forstÃ¥r, at det handler om at motivere de unge. I en sjov scene, hvor han overrasker sin datter, der er gÃ¥et i karbad med cowboyjeansene pÃ¥ (for at gøre dem stramme!), viser han blot interesse for projektet i stedet for at holde moralprædiken. Han repræsenterer den forstÃ¥ende far og den forstÃ¥ende pædagog, der ikke vil opdrage, men indddrage og vejlede. Derfor ser han ogsÃ¥ straks, at han ved at lade de unge spille musik i ungdomsklubben, fÃ¥r dem i tale (og dermed pÃ¥ rette vej…).
Musikstilen er instrumentalmusik à la tidlig The Shadows. Lyden er som Skyggerne, og selv dansetrinnede er kopieret af efter stilen i deres tidlige optræden. Det er også sjovt at se tidens simple teknologi, fx forstærkerne, som ligner (og nok er) let ombyggede højtalere. For slet ikke at tale om moden: piger med højt hår og obligatorisk hovedtørklæde, nylonstrømper, højhælede sko og frakker; fyrene i cowboybukser med opslag og læderjakker og tilbagefriseret hår à la Elvis…
Det var et af de første længere nostalgiske indlæg i capac-bloggen. Og nu i det herrens Ã¥r 2013 er filmen omsider blevet genudgivet i en rigtig dvd-udgave. Hvis bare man venter længe nok eller noget. I hvert fald har jeg – selvfølgelig – bestilt et eksemplar af den ny dvd. Man er vel nostalgiker…
Et par forkerte klik på tastaturet og min gamle blog forsvandt ud i cyberspace. Heldigvis havde jeg taget en backup, selv om man jo siger: Rigtige mænd tager ikke backup, men de græder meget…
Det er lykkedes mig at få fat i en kopi af filmen “Some people�? via Ebay . Oven i købet som DVD. Og det skal blive interessant at se en film, som man kun har set en gang for mere en end 40 år siden. Mon den holder? Husker man rigtigt? Bortset fra min personlige biografiske og helt nostalgiske interesse i filmen, så skulle den være interessant ved at være et dokument for den såkaldte Mod-subkultur, der har spillet og spiller en stor rolle i engelsk ungdomskultur og popmusik. Filmen blev til som led i “the Duke of Edinborough’s anti-juvenile delinquency youth club project�?, altså som et slags socialt projekt, der skulle forebygge ungdomskriminalitet. Karl Williams fra All Movie Guide kalder filmen en “corny propaganda film�? og sammenfatter handlingen med disse ord: “a trio of juvenile delinquents in Bristol who lose their driver’s licenses after a 100 mile-per-hour accident on their motorcycles. Bored without their speed machines and alienated in their economically-depressed factory town, they assemble a rock band with the aid and encouragement of Smith (Kenneth More), the choir director of a local church who offers his facilities for rehearsal space. The band becomes involved with a youth awards program devised as a community outreach vehicle by the Duke of Edinburgh and the British government, and despite some lingering moments of dissension, they begin to turn their lives around, encouraged all the while by a hopeful adult community�?. Altså tydeligvis en film med et pædagogiske sigte. Det var endnu muligt i 1960’ernes første halvdel… Ikke desto mindre (eller måske er der en sammenhæng…) blev filmen et hit i England dengang.
Valerie Mountain, der havde “a great set of pipes�?, bliver udpeget til at synge filmen, og komponisten, Ron Grainer, der var meget aktiv film- og tv-komponist i perioden og bl.a. har skrevet musik til klassiske BBC-tv-serier som Omega Man og Doctor Who får fat i gruppen the Eagles ved at gå fra pub til pub i Bristol for at finde et lokalt band til filmen. For gruppen, der på det tidspunkt er semi-professionelle og endnu ikke har indspillet en plade, bliver det en appelsin i turbanen. De får lov at indspille hele soundtracket og spiller også med i filmen. Eagles regnes i øvrigt for at være et af de bedste instrumentalgrupper i perioden. Grainer sørger for, at de får en pladekontrakt med Pye Records, der dengang var et af de tre største pladeselskaber i England. Den mest kendte skikkelse i filmen er, som anført, skuespilleren Kenneth More (1914-1982), der var en af den tids førende mandlige skuespillere. More vil være kendt for de fleste, der har fulgt med i engelsk film og engelske tv-serier fra tresserne og frem til ca. 1980.
Mores hustru Angela Douglas spiller pigen Terry og mimer til de sange, som Valerie Mountain indspiller. Blandt skuespillerne finder man også en ung David Hemmings (1941-2003) i rollen som den unge Bert. Hemmings fik et par år senere et stort gennembrud for sin hovedrolle i Antonionis berømte Blow up.
Some people – DVD
Onsdag, d. 15. marts 2006 af CAPAC
Omsider kom den så, DVD’en med filmen “Some people�?. Jeg har endnu ikke fået genset den, blot skimmet cover og indhold. Ud over selve filmen, som må være overført fra VHS, så består DVD’en af to såkaldte Newsreels fra de tidlige 1960’ere og en dokumentarfilm med tilknytning til en anden film fra perioden “The Young Ones�?. DVD’en er udgivet af http://www.thevideobeat.com/ , der har specialiseret sig i udgivelser af “rock’n roll film og tv-serier fra 1950’erne og 1960’erne�?. Og der er mange sjove ting imellem…
Some People – the movie..
Mandag, d. 20. marts 2006 af CAPAC
Omsider fik jeg set Some People, som jeg har indkøbt på Ebay-auktionen. Som ventet var der tale om et VHS-rip overført til DVD. Men absolut i en acceptabel kvalitet med farver og hele pivetøjet. Filmens social-pædagogiske sigte – at bringe unge fartglade mennesker på “rette�? spor – er ikke til at overse med erfaringstyngede øjne. Men bortset fra det (fx i en scene, hvor de tre unge mænd, iført jakkesæt og slips, står skoleret over for den lokale den lokale dommer, der belærer dem om, at de er kommet på gale veje…), så er det en underholdende film. Den er fortalt lige ud af landevejen, og skuespillerne udfylder deres roller godt. Især er det sjovt at se David Hemmings, der gør sig bemærket som ung spradebasse, der med stor forkærlighed fløjter længe efter pigerne (det kunne man jo gøre dengang med succes…).
Filmen giver et godt billede af, hvor kedelige de tidlige tressere også var. Et borgerligt familieliv, hvor farmand sidder gemt bag dagens avis og venter på, at mor bliver færdig i køkkenet, og ungerne ser amerikansk western i fjernsynet, medens de unge ikke kan holde ud at være der og derfor mødes omkring motorcyklerne ved den lokale cafe. Eneste tilbud til de unge er ungdomsklubben, hvor de unge artigt spiller pool og synger i kor…
Men filmen giver også et billede af en tid i opbrud. Den relativt hurtigt klippede indledning med neonlysreklamer, grønne dobbeltdækkerbusser i fart og livlige storbyscener giver et billede af Bristol som en moderne by i materiel fremdrift.
Det opgør med autoriteterne, som ofte tilskrives det mytologiserede “1968�?, er i fuld sving her. Og Kenneth More har rollen som den meget sympatiske, moderne pædagog (frivillig i ungdomsklubben), der forstår, at det handler om at motivere de unge. I en sjov scene, hvor han overrasker sin datter, der er gået i karbad med cowboyjeansene på (for at gøre dem stramme!), viser han blot interesse for projektet i stedet for at holde moralprædiken. Han repræsenterer den forstående far og den forstående pædagog, der ikke vil opdrage, men indddrage og vejlede. Derfor ser han også straks, at han ved at lade de unge spille musik i ungdomsklubben, får dem i tale (og dermed på rette vej…).
Musikstilen er instrumentalmusik à la tidlig The Shadows. Lyden er som Skyggerne, og selv dansetrinnede er kopieret af efter stilen i deres tidlige optræden. Det er også sjovt at se tidens simple teknologi, fx forstærkerne, som ligner (og nok er) let ombyggede højtalere. For slet ikke at tale om moden: piger med højt hår og obligatorisk hovedtørklæde, nylonstrømper, højhælede sko og frakker; fyrene i cowboybukser med opslag og læderjakker og tilbagefriseret hår à la Elvis…
– See more at: http://www.capac.dk/wordpress/?p=718#sthash.IDlNHz7u.dpuf
Et par forkerte klik på tastaturet og min gamle blog forsvandt ud i cyberspace. Heldigvis havde jeg taget en backup, selv om man jo siger: Rigtige mænd tager ikke backup, men de græder meget…
Det er lykkedes mig at få fat i en kopi af filmen “Some people�? via Ebay . Oven i købet som DVD. Og det skal blive interessant at se en film, som man kun har set en gang for mere en end 40 år siden. Mon den holder? Husker man rigtigt? Bortset fra min personlige biografiske og helt nostalgiske interesse i filmen, så skulle den være interessant ved at være et dokument for den såkaldte Mod-subkultur, der har spillet og spiller en stor rolle i engelsk ungdomskultur og popmusik. Filmen blev til som led i “the Duke of Edinborough’s anti-juvenile delinquency youth club project�?, altså som et slags socialt projekt, der skulle forebygge ungdomskriminalitet. Karl Williams fra All Movie Guide kalder filmen en “corny propaganda film�? og sammenfatter handlingen med disse ord: “a trio of juvenile delinquents in Bristol who lose their driver’s licenses after a 100 mile-per-hour accident on their motorcycles. Bored without their speed machines and alienated in their economically-depressed factory town, they assemble a rock band with the aid and encouragement of Smith (Kenneth More), the choir director of a local church who offers his facilities for rehearsal space. The band becomes involved with a youth awards program devised as a community outreach vehicle by the Duke of Edinburgh and the British government, and despite some lingering moments of dissension, they begin to turn their lives around, encouraged all the while by a hopeful adult community�?. Altså tydeligvis en film med et pædagogiske sigte. Det var endnu muligt i 1960’ernes første halvdel… Ikke desto mindre (eller måske er der en sammenhæng…) blev filmen et hit i England dengang.
Valerie Mountain, der havde “a great set of pipes�?, bliver udpeget til at synge filmen, og komponisten, Ron Grainer, der var meget aktiv film- og tv-komponist i perioden og bl.a. har skrevet musik til klassiske BBC-tv-serier som Omega Man og Doctor Who får fat i gruppen the Eagles ved at gå fra pub til pub i Bristol for at finde et lokalt band til filmen. For gruppen, der på det tidspunkt er semi-professionelle og endnu ikke har indspillet en plade, bliver det en appelsin i turbanen. De får lov at indspille hele soundtracket og spiller også med i filmen. Eagles regnes i øvrigt for at være et af de bedste instrumentalgrupper i perioden. Grainer sørger for, at de får en pladekontrakt med Pye Records, der dengang var et af de tre største pladeselskaber i England. Den mest kendte skikkelse i filmen er, som anført, skuespilleren Kenneth More (1914-1982), der var en af den tids førende mandlige skuespillere. More vil være kendt for de fleste, der har fulgt med i engelsk film og engelske tv-serier fra tresserne og frem til ca. 1980.
Mores hustru Angela Douglas spiller pigen Terry og mimer til de sange, som Valerie Mountain indspiller. Blandt skuespillerne finder man også en ung David Hemmings (1941-2003) i rollen som den unge Bert. Hemmings fik et par år senere et stort gennembrud for sin hovedrolle i Antonionis berømte Blow up.
Some people – DVD
Onsdag, d. 15. marts 2006 af CAPAC
Omsider kom den så, DVD’en med filmen “Some people�?. Jeg har endnu ikke fået genset den, blot skimmet cover og indhold. Ud over selve filmen, som må være overført fra VHS, så består DVD’en af to såkaldte Newsreels fra de tidlige 1960’ere og en dokumentarfilm med tilknytning til en anden film fra perioden “The Young Ones�?. DVD’en er udgivet af http://www.thevideobeat.com/ , der har specialiseret sig i udgivelser af “rock’n roll film og tv-serier fra 1950’erne og 1960’erne�?. Og der er mange sjove ting imellem…
Some People – the movie..
Mandag, d. 20. marts 2006 af CAPAC
Omsider fik jeg set Some People, som jeg har indkøbt på Ebay-auktionen. Som ventet var der tale om et VHS-rip overført til DVD. Men absolut i en acceptabel kvalitet med farver og hele pivetøjet. Filmens social-pædagogiske sigte – at bringe unge fartglade mennesker på “rette�? spor – er ikke til at overse med erfaringstyngede øjne. Men bortset fra det (fx i en scene, hvor de tre unge mænd, iført jakkesæt og slips, står skoleret over for den lokale den lokale dommer, der belærer dem om, at de er kommet på gale veje…), så er det en underholdende film. Den er fortalt lige ud af landevejen, og skuespillerne udfylder deres roller godt. Især er det sjovt at se David Hemmings, der gør sig bemærket som ung spradebasse, der med stor forkærlighed fløjter længe efter pigerne (det kunne man jo gøre dengang med succes…).
Filmen giver et godt billede af, hvor kedelige de tidlige tressere også var. Et borgerligt familieliv, hvor farmand sidder gemt bag dagens avis og venter på, at mor bliver færdig i køkkenet, og ungerne ser amerikansk western i fjernsynet, medens de unge ikke kan holde ud at være der og derfor mødes omkring motorcyklerne ved den lokale cafe. Eneste tilbud til de unge er ungdomsklubben, hvor de unge artigt spiller pool og synger i kor…
Men filmen giver også et billede af en tid i opbrud. Den relativt hurtigt klippede indledning med neonlysreklamer, grønne dobbeltdækkerbusser i fart og livlige storbyscener giver et billede af Bristol som en moderne by i materiel fremdrift.
Det opgør med autoriteterne, som ofte tilskrives det mytologiserede “1968�?, er i fuld sving her. Og Kenneth More har rollen som den meget sympatiske, moderne pædagog (frivillig i ungdomsklubben), der forstår, at det handler om at motivere de unge. I en sjov scene, hvor han overrasker sin datter, der er gået i karbad med cowboyjeansene på (for at gøre dem stramme!), viser han blot interesse for projektet i stedet for at holde moralprædiken. Han repræsenterer den forstående far og den forstående pædagog, der ikke vil opdrage, men indddrage og vejlede. Derfor ser han også straks, at han ved at lade de unge spille musik i ungdomsklubben, får dem i tale (og dermed på rette vej…).
Musikstilen er instrumentalmusik à la tidlig The Shadows. Lyden er som Skyggerne, og selv dansetrinnede er kopieret af efter stilen i deres tidlige optræden. Det er også sjovt at se tidens simple teknologi, fx forstærkerne, som ligner (og nok er) let ombyggede højtalere. For slet ikke at tale om moden: piger med højt hår og obligatorisk hovedtørklæde, nylonstrømper, højhælede sko og frakker; fyrene i cowboybukser med opslag og læderjakker og tilbagefriseret hår à la Elvis…
– See more at: http://www.capac.dk/wordpress/?p=718#sthash.IDlNHz7u.dpuf
Et par forkerte klik på tastaturet og min gamle blog forsvandt ud i cyberspace. Heldigvis havde jeg taget en backup, selv om man jo siger: Rigtige mænd tager ikke backup, men de græder meget…
Det er lykkedes mig at få fat i en kopi af filmen “Some people�? via Ebay . Oven i købet som DVD. Og det skal blive interessant at se en film, som man kun har set en gang for mere en end 40 år siden. Mon den holder? Husker man rigtigt? Bortset fra min personlige biografiske og helt nostalgiske interesse i filmen, så skulle den være interessant ved at være et dokument for den såkaldte Mod-subkultur, der har spillet og spiller en stor rolle i engelsk ungdomskultur og popmusik. Filmen blev til som led i “the Duke of Edinborough’s anti-juvenile delinquency youth club project�?, altså som et slags socialt projekt, der skulle forebygge ungdomskriminalitet. Karl Williams fra All Movie Guide kalder filmen en “corny propaganda film�? og sammenfatter handlingen med disse ord: “a trio of juvenile delinquents in Bristol who lose their driver’s licenses after a 100 mile-per-hour accident on their motorcycles. Bored without their speed machines and alienated in their economically-depressed factory town, they assemble a rock band with the aid and encouragement of Smith (Kenneth More), the choir director of a local church who offers his facilities for rehearsal space. The band becomes involved with a youth awards program devised as a community outreach vehicle by the Duke of Edinburgh and the British government, and despite some lingering moments of dissension, they begin to turn their lives around, encouraged all the while by a hopeful adult community�?. Altså tydeligvis en film med et pædagogiske sigte. Det var endnu muligt i 1960’ernes første halvdel… Ikke desto mindre (eller måske er der en sammenhæng…) blev filmen et hit i England dengang.
Valerie Mountain, der havde “a great set of pipes�?, bliver udpeget til at synge filmen, og komponisten, Ron Grainer, der var meget aktiv film- og tv-komponist i perioden og bl.a. har skrevet musik til klassiske BBC-tv-serier som Omega Man og Doctor Who får fat i gruppen the Eagles ved at gå fra pub til pub i Bristol for at finde et lokalt band til filmen. For gruppen, der på det tidspunkt er semi-professionelle og endnu ikke har indspillet en plade, bliver det en appelsin i turbanen. De får lov at indspille hele soundtracket og spiller også med i filmen. Eagles regnes i øvrigt for at være et af de bedste instrumentalgrupper i perioden. Grainer sørger for, at de får en pladekontrakt med Pye Records, der dengang var et af de tre største pladeselskaber i England. Den mest kendte skikkelse i filmen er, som anført, skuespilleren Kenneth More (1914-1982), der var en af den tids førende mandlige skuespillere. More vil være kendt for de fleste, der har fulgt med i engelsk film og engelske tv-serier fra tresserne og frem til ca. 1980.
Mores hustru Angela Douglas spiller pigen Terry og mimer til de sange, som Valerie Mountain indspiller. Blandt skuespillerne finder man også en ung David Hemmings (1941-2003) i rollen som den unge Bert. Hemmings fik et par år senere et stort gennembrud for sin hovedrolle i Antonionis berømte Blow up.
Some people – DVD
Onsdag, d. 15. marts 2006 af CAPAC
Omsider kom den så, DVD’en med filmen “Some people�?. Jeg har endnu ikke fået genset den, blot skimmet cover og indhold. Ud over selve filmen, som må være overført fra VHS, så består DVD’en af to såkaldte Newsreels fra de tidlige 1960’ere og en dokumentarfilm med tilknytning til en anden film fra perioden “The Young Ones�?. DVD’en er udgivet af http://www.thevideobeat.com/ , der har specialiseret sig i udgivelser af “rock’n roll film og tv-serier fra 1950’erne og 1960’erne�?. Og der er mange sjove ting imellem…
Some People – the movie..
Mandag, d. 20. marts 2006 af CAPAC
Omsider fik jeg set Some People, som jeg har indkøbt på Ebay-auktionen. Som ventet var der tale om et VHS-rip overført til DVD. Men absolut i en acceptabel kvalitet med farver og hele pivetøjet. Filmens social-pædagogiske sigte – at bringe unge fartglade mennesker på “rette�? spor – er ikke til at overse med erfaringstyngede øjne. Men bortset fra det (fx i en scene, hvor de tre unge mænd, iført jakkesæt og slips, står skoleret over for den lokale den lokale dommer, der belærer dem om, at de er kommet på gale veje…), så er det en underholdende film. Den er fortalt lige ud af landevejen, og skuespillerne udfylder deres roller godt. Især er det sjovt at se David Hemmings, der gør sig bemærket som ung spradebasse, der med stor forkærlighed fløjter længe efter pigerne (det kunne man jo gøre dengang med succes…).
Filmen giver et godt billede af, hvor kedelige de tidlige tressere også var. Et borgerligt familieliv, hvor farmand sidder gemt bag dagens avis og venter på, at mor bliver færdig i køkkenet, og ungerne ser amerikansk western i fjernsynet, medens de unge ikke kan holde ud at være der og derfor mødes omkring motorcyklerne ved den lokale cafe. Eneste tilbud til de unge er ungdomsklubben, hvor de unge artigt spiller pool og synger i kor…
Men filmen giver også et billede af en tid i opbrud. Den relativt hurtigt klippede indledning med neonlysreklamer, grønne dobbeltdækkerbusser i fart og livlige storbyscener giver et billede af Bristol som en moderne by i materiel fremdrift.
Det opgør med autoriteterne, som ofte tilskrives det mytologiserede “1968�?, er i fuld sving her. Og Kenneth More har rollen som den meget sympatiske, moderne pædagog (frivillig i ungdomsklubben), der forstår, at det handler om at motivere de unge. I en sjov scene, hvor han overrasker sin datter, der er gået i karbad med cowboyjeansene på (for at gøre dem stramme!), viser han blot interesse for projektet i stedet for at holde moralprædiken. Han repræsenterer den forstående far og den forstående pædagog, der ikke vil opdrage, men indddrage og vejlede. Derfor ser han også straks, at han ved at lade de unge spille musik i ungdomsklubben, får dem i tale (og dermed på rette vej…).
Musikstilen er instrumentalmusik à la tidlig The Shadows. Lyden er som Skyggerne, og selv dansetrinnede er kopieret af efter stilen i deres tidlige optræden. Det er også sjovt at se tidens simple teknologi, fx forstærkerne, som ligner (og nok er) let ombyggede højtalere. For slet ikke at tale om moden: piger med højt hår og obligatorisk hovedtørklæde, nylonstrømper, højhælede sko og frakker; fyrene i cowboybukser med opslag og læderjakker og tilbagefriseret hår à la Elvis…
– See more at: http://www.capac.dk/wordpress/?p=718#sthash.IDlNHz7u.dpuf
Forleden sÃ¥ Fruen og jeg Paul Greengrass’ seneste opus, Captain Phillips. Greengrass er ikke en hr. Hvemsomhelst. Han har instrueret bl.a. to af Jason Bourne-filmene og Green Zone. Film, der udmærker sig ved at være nogle af de mest overbevisende og effektive spændingsfilm, der er blevet produceret gennem flere Ã¥rtier. Derfor var mine forventninger ogsÃ¥ at fÃ¥ en portion højenergisk, effektiv underholdning. Og lad mig bare afsløre, at det fik jeg. Captain Phillips er en ekstremt velllykket action- og spændingsfilm af bedste Hollywood-skuffe.
Som filmen Green Zone, der handlede om jagten pÃ¥ Sadam Husseins pÃ¥stÃ¥ede masseødelæggelsesvÃ¥ben, har Captain Phillips sit udspring i sÃ¥kaldt “virkelige hændelser”, nemlig piratkapringen af Mærsk-containerskibet Alabama i 2009. Ja, filmen bygger oven i købet pÃ¥ kaptajnens egen fortælling om hændelsen A Captain’s Duty: Somali Pirates, Navy SEALs, and Dangerous Days at Sea fra 2010. Og mÃ¥ske er denne virkelighedsforankring i virkeligheden en svaghed ved Paul Greengrass’ seneste film. Det skal jeg komme tilbage til.
Men filmen er, som allerede anslået, et fermt instrueret stykke Hollywood-underholdning. Greengrass er en mester i at filme og klippe action, så man helt mister pusten og næsten bliver svimmel af adrenalintrykket i blodårerne. Og Tom Hanks leverer en fornem præstation som kaptajnen, der må gå gennem alle strabadserne. Han er fra starten af en mand, der er tynget af bekymringer over fremtiden, sine børns og sin families, men gør sin pligt og drager af sted med skibet Alabama ud i piratfyldt farvand. Og fra starten af ved man jo godt, at hans bange anelser vil blive til blodig virkelighed. Og det gør de.
Uden af afsløre noget af handlingen, sÃ¥ kan jeg godt afsløre, at piratkapringen finder en effektiv løsning. Derimod bliver man ikke ret meget klogere pÃ¥ selve problematikken omkring piratkapringer i havet omkring Somalia. Hverken omkring baggrunden for disse piraters virke eller omkring sikkerhedsforholdene pÃ¥ de angrebne skibe. I hvert fald antydes det kun i løsrevne sætninger, fx nÃ¥r en af piraterne anklager Vesten for at have berøvet de somaliske fiskere deres fiskerimuligheder. Eller nÃ¥r en af sømændene gør gældende, at han er ansat til at sejle med et handelsskib og derfor ikke til at bære og bruge vÃ¥ben. Problematikken ligger der latent, men heller ikke mere. For det er en anden historie, der skal fortælles. Om en af ‘hverdagenes helte’, der gør sin pligt.
Og det er netop pÃ¥ det ideologiske plan, jeg synes, at Paul Greengrass’ seneste film er problematisk. Jeg ser en politisk udvikling i hans filmproduktion fra Bournefilmene over Green Zone og til piratkapringsfilmen. Hvor Bournefilmene var fiktion og i bedste fald kunne læses som kritik af amerikansk efterretningsvirksomhed, sÃ¥ var Green Zone en besk, kritisk kommentar til hele det ideologiske grundlag for krigen i Irak. Men med Captain Phillips er den samfundskritiske dimension erstattet af en ukritisk, samfundsbevarende tænkning.
Og det er filmen, fordi den med sin slutning og sit efterskrift signalerer, at en vis normalitet genskabes efter kapringens overstÃ¥en. I efterskriftet fÃ¥r vi fx at vide, at kaptajn Phillips er vendt tilbage til sit arbejde. Man kan hævde, at filmens budskab er, at piratkapringen har været en anormal hændelse, hvis løsning retablerer en vis normalitet. Nemlig den globale økonomiske og politiske virkelighed, som vi alle lever i. Billedligt talt, sÃ¥ kan man læse historien om piratkapringen som en fortælling om en anomalis indgriben og forstyrrelse af normaliteten. Piratkapringen er et forvrænget billede pÃ¥ en krise, der kommer udefra – i form af en lille bÃ¥d med bevæbnede somaliske pirater – og griber forstyrrende ind i normaliteten i form af et handelsskib pÃ¥ vej til Afrika med fødevarer til nødlidende. Og filmen postulerer at ved at ordne piraterne genskaber man den normalitet, der var forud. Dermed skriver filmen sig ind i en ideologisk tendens, der ogsÃ¥ hersker pÃ¥ den globale politiske scene. Fx her i Europa, hvor kapitalismens krise er blevet opfattet som en udfra kommende anomali, der blot skal løses for at den herskende økonomiske og politiske dagsorden kan retableres igen.
Man man mene, at det her er en tendentiøs politisk læsning af filmen. Og det er det ogsÃ¥. Hvad jeg med enkle ord har forsøgt er at levere et stykke ideologikritik. I gamle dage – halvfjerdserne – gik ideologikritikken ud pÃ¥ at afsløre en ‘falsk bevidsthed’, men sÃ¥dan kan man ikke længere tænke. Som den slovenske filosof Slavoj Zizek har været inde pÃ¥, sÃ¥ er vi alle ofre for ideologien, der fylder hele vores virkelighed. Derfor kan det være svært at fÃ¥ øje pÃ¥ den, fordi den netop ligger lige for næsen af os. Og Hollywood producerer ideologi, ja er en ideologisk maskine i følge Zizek. Hollywood viser os, hvordan den fungerer. Og Greengrass’ nye film er blot et eksempel pÃ¥ det.
Hvad kan man næsten ønske sig mere pÃ¥ sÃ¥dan en grÃ¥, regnvÃ¥d efterÃ¥rslørdag – end en purung, væn Marianne Faithfull, der synger Serge Gainsbourg-sangen “Hier ou demain” i et klip fra Pierre Koralniks ‘glemte’ film Anna, hvor Marianne Faithfull spiller sammen med danske Anna Karina. Sangen oser af bÃ¥de tidlige Faithfull-popfeeling og Gainsbourgs franco-finesse.
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen. Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet. Og det gør jeg så gennem min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Capac har kørt i 11 år.
Velkommen.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Fordanskning: Vi er hver især frietil at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af. at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Omtale af musik og andre kulturfrembringelser
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at ebøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
Om brug af billeder
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er "frie" eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
. Oven i købet som DVD. Og det skal blive interessant at se en film, som man kun har set en gang for mere en end 40 år siden. Mon den holder? Husker man rigtigt? Bortset fra min personlige biografiske og helt nostalgiske interesse i filmen, så skulle den være interessant ved at være et dokument for den såkaldte Mod-subkultur, der har spillet og spiller en stor rolle i engelsk ungdomskultur og popmusik. Filmen blev til som led i “the Duke of Edinborough’s anti-juvenile delinquency youth club project�?, altså som et slags socialt projekt, der skulle forebygge ungdomskriminalitet. Karl Williams fra All Movie Guide kalder filmen en “corny propaganda film�? og sammenfatter handlingen med disse ord: “a trio of juvenile delinquents in Bristol who lose their driver’s licenses after a 100 mile-per-hour accident on their motorcycles. Bored without their speed machines and alienated in their economically-depressed factory town, they assemble a rock band with the aid and encouragement of Smith (Kenneth More), the choir director of a local church who offers his facilities for rehearsal space. The band becomes involved with a youth awards program devised as a community outreach vehicle by the Duke of Edinburgh and the British government, and despite some lingering moments of dissension, they begin to turn their lives around, encouraged all the while by a hopeful adult community�?. Altså tydeligvis en film med et pædagogiske sigte. Det var endnu muligt i 1960’ernes første halvdel… Ikke desto mindre (eller måske er der en sammenhæng…) blev filmen et hit i England dengang.
