Indlæg tagget med Film

Woody Allen – 75

2. december 2010

Jeg nÃ¥ede ikke at nævne det i gÃ¥r, pÃ¥ selve dagen, men Woody Allen fyldte 75 Ã¥r. Og det er nok en rune værd. For denne amerikanske – eller rettere: new yorkske – standup-comedian, forfatter, komiker og ikke mindst filminstruktør har siden tresserne underholdt denne skriverkugle (og mange andre) med sine tragi-komiske fortællinger fra en virkelighed, der nok lugter langt væk af Big Apple, er uudgrundeligt jødisk i en af sine tematikker, men ogsÃ¥ udtryk for en særlig uamerikansk, nærmest europæisk virksomhed, der i bund og grund handler om det alt for menneskelige. Om kærligheden, som vi aldrig bliver færdig med, hvad enten den har ramt os eller ramt forbi os. Sygdommen til døden – og døden selv, som hypokonderen Allen altid har en ironisk distanceret kommentar til. Og livets serie af tilfældigheder, der bliver ved med at fascinere og overraske os.
Selv i de letteste af hans film mærker man, at Allen nok er en instruktør og filmfortæller, der gerne vil underholde os – men ogsÃ¥ en kunstner, der hjertens gerne vil fortælle os noget om den store gÃ¥de, vi stÃ¥r over for hver eneste dag: Livet. Uden at det skal misforstÃ¥s, sÃ¥ ser jeg en lige linje fra William Shakespeares dramatik til Woody Allens New Yorker-komedier. De arbejder begge med det samme rÃ¥stof, omend i hver sin tidsalder og med hver sit sprog.
Woody er i gang med en ny film, “Midnight i Paris”, der skal komme næste Ã¥r, og hans seneste, “You Will Meet A Tall Stranger” fra i Ã¥r har haft premiere. Jeg har dem til gode endnu, og jeg er sikker pÃ¥, at instruktøren vil forsøge at snyde manden med leen, sÃ¥ længe kræfter og helbred tillader det, og vil fortsætte med at lave seværdige film… Til lykke.

Leslie “Høj pistolføring” Nielsen døde i gÃ¥r

29. november 2010

Som bekendt er humor noget, man svært kan blive enig om. Og det er der selvfølgelig skrevet tykke, filosofiske og psykologiske bøger om.

En af de amerikanske skuespillere, der har fÃ¥et denne blogger til at slÃ¥ sig pÃ¥ lÃ¥rene af grin, er Leslie Nielsen, der som navnet antyder har danske aner, idet hans farfar var dansker. Leslie Nielsen, der blev født den. 11. februar 1926 og døde i gÃ¥r, startede sin skuespillerkarriere i 1950 og fungerede de næste 30 Ã¥r som birolleskuespiller i film og pÃ¥ tv. Men flykatastrofekomedien Airplane! (pÃ¥ danske Højt at flyve) forvandlede med et slag Nielsen til at være komisk hovedrolleskuespiller. Med fÃ¥ virkemidler og begrænset mimik fik Nilsen det optimale ud af de absurde situationer og de citatværdige replikker. Og han fandt en perfekt komisk rolle som politikommissær Frank Drebin i “Naked Gun”-filmene (fra 1988 og frem), hvor genreparodien blev kørt helt ud pÃ¥ overdrevet. Især den første “Høj pistolføring”, som de hed pÃ¥ dansk, er en født klassiker blandt lavkomiske, velturnerede film fra forrige Ã¥rhundrede. Nu er Leslie ikke mere, men filmene har vi da lov at more os over.

Nogle morsomme scener fra Naked Gun.

Lou Reed gÃ¥r til filmen…

22. november 2010

Som kendere vil vide læste Lou Reed oprindeligt journalistik og film ved Syracuse University. Det var inden, han forfaldt til rock’n roll. Men han har aldrig rigtig brugt det til noget, før nu, hvor han debuterer som instruktør af filmen “Red Shirley”, som vises pÃ¥ filmfestivalen i Wien.

Filmen, der er en kortfilm pÃ¥ 28 minutter, bestÃ¥r af interviews med Lou Reed 102-Ã¥rige kusine Shirley. Hun fortæller om sin flugt fra nazisterne i Polen, og hvordan hun kom til New York via Montreal. Til The Independent siger Lou Reed om sit familiemedlem: “She has been living in the same apartment for 46 years, which is about 18 blocks away from where I live. She is in a book about garment workers and the people who fought for the union. At the start of the movie the way she is speaking is almost like poetry: we suffered for this, we suffered for that, and it was like, ‘Oh my God, that is a 100-year-old saying that and she deserves a statue, and then if not a statue, a movie'”. Hun taler som poesi. Og vi ved, hvad poesien betyder for Reed. Lou har ogsÃ¥ lavet underlægningsmusik til filmen, for som han selv siger: “There has to be music. There is a reason why silent movies went away. The world is always better with music; everything is better with music. Have you ever sat down and thought what is music? What is it? It’s sound. Sound in rhythm or sound not in rhythm. It’s sound.” Lyd. Musik. I øvrigt er der vist flere film pÃ¥ vej fra Reed. En om en elektrisk bil og en om Tai Chi, som Lou har dyrket i 25 Ã¥r…

Apropos dette og foregÃ¥ende indlæg – Susan Boyle – Perfect Day (hvis du tør…)

Set: Harry Potter og dødsregalierne 1

20. november 2010

Halvandet Ã¥r er gÃ¥et siden Harry Potter og hans venner sidst lagde vejen forbi Ã…rhus. Og her til eftermiddag indtog undertegnede og Fruen den lokale Biocity – sammen med yngstebarnet, en veninde og en betragtelig del af den Ã¥rhusianske befolkning – for at dvæle ved næstesidste kapitel af den filmiske version af Harry Potter-sagaen.

I de foregÃ¥ende film har jeg været godt underholdt. Man mÃ¥ lade forfatterinden J. K. Rowling, at hun har formÃ¥et at skabe en fascinerende fantasyunivers og trække det i og for sig banale plot – kampen mellem det onde og det gode – igennem de mange bind, uden at spændingen eller dramatikken er gÃ¥et fløjten. Og filmene har pÃ¥ tilsvarende vis formÃ¥et at omsætte de ret omfattende fortællinger til filmens sprog uden at tabe den særlige magi pÃ¥ gulvet.

I den forrige film – Harry Potter og halvblodsprinsen – sænkede mørket sig over filmen, og de pubertære skærmydsler afløste de foregÃ¥ende afsnits mere muntre, barnlige tildragelser. I den nye film er mørket endnu mere udtalt. Der lægges tydeligvis op til det sidste opgør med mørket herre.

Og igen sættes trekløveret Harry, Ron, Hermione pÃ¥ en drilsk og besværlig opgave – opstøvningen og tilintetgørelsen af tre objekter, sÃ¥kaldte  horcruxer – der skal føre dem frem til mÃ¥let. Og denne vejen ad hvilken er fermt konstrueret, sÃ¥ det lykkes at holde spændingen i det godt og vel tre timer forestillingen varer. Og det pÃ¥ trods af – filmens eneste Ã¥benlyse svaghed – at den ikke har en rigtig afslutning.

De visuelle effekter er om muligt endnu mere spektakulære end i de foregÃ¥ende afsnit, og jeg synes, de tre hovedpersoner spiller bedre end i forgængeren, hvor en – mÃ¥ske forstÃ¥elig – mathed prægede udfoldelserne. Og sÃ¥ mÃ¥ man endnu engang beundre englænderne for deres formidable evne til at befolke en film med fremragende bipersoner, som kan bære selv en halvsløj film igennem med et i det mindste acceptabelt resultat. Bill Nighy, Rhys Ifans, Helena Bonham Carter og mange flere gør, at man ikke behøver at kigge pÃ¥ armbÃ¥ndsure, pille ved mobilen eller i det hele taget: kede sig.

Ved siden af grundfortællingen følger filmen op på det amourøse tema, som blev anslået i forgængeren. Rons kærlighed til Hermione fungerer som en lille hjælpemotor for den store dramatiske proces, og med antydningen af noget erotisk som et potentiale sørger filmen for, at de unge, der har fulgt Harry fra første færd stadigvæk kan lade sig underholde uden at føle sig infantiliseret.

Hvis jeg selv skulle have valgt dagens film, ville jeg nok have valgt en anden end Harry Potter. Men nÃ¥r det er sagt, sÃ¥ blev den indre drengerøv godt underholdt af den fantasifulde historie. Hermed anbefalet – hvis man alligevel skal i biografen med teenagerne.

Trailers kan du se her.

The American – en dogmefilm?

10. november 2010

Jeg fik lokket fruen med i Grand Teateret i Københavnstrup. Eller lokket er sÃ¥ meget sagt, for efter timer pÃ¥ benene i dronningens hjemby, kunne vi to godt trænge til at læne os tilbage i et par biografsæder og lade hjernerne do the walking. Tilfældet ville, at det blev Anton Corbijns “The American” med George Clooney i hovedrollen (det faktum kan jo overtale en del fruentimmere… men ogsÃ¥ mig, sagde hunden).

Jeg havde ikke rigtig hørt noget om filmen pÃ¥ forhÃ¥nd og lod det markskrigeriske stjerneantal pÃ¥ den store plakat glide relativt hurtigt forbi min shitdetector. Men jeg forbandt instruktøren med en lang række musikfilm, bl.a. den fine “Control” (2007) om Joy Divisions frontfigur Ian Curtis. Men ogsÃ¥ om U2, Metallica og mange flere. I det hele taget er det i den genre, han har slÃ¥et sine fleste folder.

“The American” er – sÃ¥ vidt jeg har kunnet læse mig til – Corbijns debut som spillefilminstruktør. Og en ganske interessant sÃ¥dan. Historien er bestemt ikke ny. Clooney spiller en aldrende hitman m.m., “Jack”, der efter en mislykket aktion i svenske Dalarne, pÃ¥tager sig en sidste opgave for at trække sig tilbage og fÃ¥ et normalt liv med en smuk italiensk luder. Temaet er næsten en kliché. Hvor ofte har man ikke en professionel dræber i konflikten mellem pligt og tilbøjelighed? Men mÃ¥den, hvorpÃ¥ historien fortælles gør en forskel.

Fortælletempoet i filmen er næsten anakronistisk. NÃ¥r man er vænnet til Bourne- og Bond-opskruede sekundhurtige klip, sÃ¥ føles det nærmest som at blive beemet tilbage til halvtredsernes og tressernes spion- og agentfilm at se Corbijns film. Men det er ogsÃ¥ en pÃ¥mindelse om, at spænding ikke altid hænger pÃ¥ ydre dynamik og action. I “The American” ligger den i skuespillernes langsomme fremstilling af personerne og – ikke mindst – i den hele tiden foruroligende præmis: At en hitman aldrig kan stole pÃ¥ nogen, hverken sin overordnede, pigen han gÃ¥r i seng med eller – strengt taget – sig selv…

Er der ikke noget dogme over den film, sagde Fruen med vanlig skarpsindighed. Og jo, det er der. I den forstand, at Corbijn fravælger genrens state of the art-æstetik med frenetisk opskruet fortælletempo, overforbrug af high tech-isenkram, omkostningstunge actionsscener og utallige on location-optagelser i den globale landsby. Corbijns vælger at satse på skildringen af den ensomme dræber og hans historie.

Som sædvanlig skal jeg nok nære mig for at fortælle, hvordan filmen ender. Selv om slutningen ikke ligefrem kan kaldes overraskende. Men det er som antydet vejen derhen, der er interessant. Skitseringen af især Clooneys hovedperson, men ogsÃ¥ de mange fine biroller, og sÃ¥ de moralske, religiøse, psykologiske og emotionelle dilemmaer, der udgør filmens egentlige motor. Ud over at være eye candy for de kvindelige biografgængere, er George Clooney en fin filmskuespiller, der vokser stødt i kvalitet fra film til film. PÃ¥ mange mÃ¥der er han en parallel til Clint Eastwood, der ogsÃ¥ har bevæget sig fra at være en mere eller mindre ubehjælpelig B-film-skuespiller til at være en af de meste markante mandlige aktører i amerikanske film – og en fremragende filminstruktør oven i købet. I denne film fremstÃ¥r Clooney ganske uglamourøs, lidt slidt, ældet, lidende og meget menneskelig i sin skildring af den dræbende anti-helt, der godt ved, at han har sin professions fremtid bag sig og mÃ¥ foretage et eksistentielt valg. Men jeg er ret sikker pÃ¥, at han ikke fÃ¥et færre kvindelige fans efter denne præstation…

The American er en af den slags film, der fortjener at blive set i biografen, men også at få en plads på videoreolen, fordi den med sin særegne tristesse-stemning fortjener mere end et gensyn.

Hermed anbefalet til en kold dag i København eller et andet sted i den globale landsby…

Nostalgi: klassiske sci-fi-film fra anno dazumal

26. oktober 2010

Som antydet, sÃ¥ er fjernsynet ikke det alter, jeg bøjer mig for i disse tider. Det bliver ikke til ret meget. Mestendels i weekenderne. SÃ¥ derfor er dvd-afspilleren det sted, hvor jeg fÃ¥r afløb for mine cineastiske tilbøjeligheder. Og forleden faldt jeg over et bokssæt, som jeg mÃ¥tte have indlemmet i min lille samling – ikke mindst, fordi jeg fik den til røverpris. Det drejer sig om Classic Sci-Fi Collection fra 2007. SÃ¥ vidt jeg husker, var det Jørgen Stegelman, der engang omtalte den og sikrede den en plads bag i min erindring. PÃ¥ de ialt syv dvd’er finder man en række film, som jeg sÃ¥ i sort-hvid pÃ¥ tysk tv, da jeg endnu boede hjemme hos mine forældre. Tyskerne var nemlig flittige til at genudsende alle de gamle halvtredsersciencefictionfilm med jævne mellemrum. Og havde de ikke andet at byde pÃ¥, sÃ¥ havde de stemning nok til konkurrence med nutidens isenkram og computerhalløj. Boksen indeholder følgende: Invasion Of The Bodysnatchers / Thing From Another World / Incredible Shrinking Man / This Island Earth / Creature From The Black Lagoon / It Came From Outer Space. Alle sammen hører til mine favoritter fra dengang.

Mere her.

The Squid and the Whale – aftenens film

26. oktober 2010

Jeg tror, den her film er god, sagde Fruen. Jeg var ogsåmest til sinds til at glide tilbage i sofaen efter en måder travl fridag af den slags, hvor man ikke nåede det, man havde sat sig for, men til gengæld blev nødt til at tage sig af en masse andet, der skubbede sig ind foran en. Og da fruen så gjorde mig opmærksom på, at Laura Linney var med – og Jeff Daniels – så gled jeg ned bag kaffekoppen.
Og heldigvis for det. For Noah Baumbachs film “The Squid and the Whale” (2005) er en af disse hersens små undseelige perler, som amerikansk film en gang imellem formår at lave i skyggen af det brølende, larmende, blinkende og markskrigeriske Hollywood. En selvbiografisk baseret fortælling om et forfatterægtepar og deres to drenge – og deres liv, efter bruddet mellem forældrene.

Det biografiske, næsten litterære manuskriptforlæg afslører sig hurtigt i fortællingens til det absurde grænsende, detaljerede hverdagsrealisme. Der er noget næsten Woody Allensk over den tragi-humoristiske beskrivelse af den næsten dysfunktionelle Brooklynfamilies forsøg på at få det post-ægteskabelige liv til at fungere bare nogenlunde. Til forskel fra Allen befinder vi os et trin længere ned af den sociale rangstige, og autenticiteten er nok en grad skarpere. Som i de bedste Allenfilm er Baumbach skånselsløs ærlig – men også loyal og kærlig – i sin udlevering af forældreparret og deres to drenge.

Den alt andet end glamourøst udseende moderfigur i Linneys gestaltning. En kvinde, der følelsesmæssigt er ude i torvene, men forsøger at skabe mening i livet for sig selv og sine to rebelske drenge. Og faderen, Jeff Daniels’ fløjlsjakkeklædte, skæggede litteraturunderviser, der er brændt ud som forfatter, jagter piger på sin ældste søns alder og forsvarer sin faderværdighed helt ud i det absurde.

De to drenge er et studie i sig selv. Den ældste søn Frank, der har identificeret sig med akademikerfaderens elitære holdninger til kunst og litteratur i en sådan grad, at han bliver pågrebet i plagiarisme og påtaget belæsthed. En tur via en jordbunden psykolog får ændret på den vildfarelse. Og lillebroderen, der reagerer fysisk over for forældrenes separation ved at drikke spiritus i lange baner og smøre sin fremmasturberede sæd ud over reoler og skabe på skolen.

Skuespillet er intet mindre en fremragende i denne lille film. Linney viser endnu engang, at hun er en af de bedste amerikanske skuespillerinder i disse år. Nøgent, nuanceret og udtrykfuldt indfanger hun den lille grå forfatterspire med sin kunst. Og Jeff Daniels formår at forlene sin akademikermand med både sårbar-, skrøbelighed og intellektuel forstokkethed, så det ligner noget, der er taget lige ud af virkeligheden. Hvad han nok også er. Og drengenes spil er også i en klasse for sig. Instruktøren har åbenbart et godt greb om børn. Dertil skal lægges en dialog, der formår at trække hverdagen ind i biografmørket uden at ende i den mest platte banalitet.

Helt i tråd med filmens natur, så ender historien ikke i nogen happy end. Uden at jeg skal afsløre hvordan. Men alligevel er det en i den grad livsbekræftende og opløftende film, der illustrerer, at filmkunsten stadigvæk har noget at byde på- også når den ikke griber til 3D og computeranimation. Anbefales.

PS. Og så skal jeg ikke lige glemme at nævne lydsporet, der byder på Lou Reed, John Phillips, Bert Jansch (ikke mindst), Loudon Wainwright, Kate & Anna McGarrigle, Blossom Dearie, Pink Floyd, The Cars m.m.

Trailer

Skuespilleren Tony Curtis er død, 85 år

30. september 2010

I gÃ¥r døde Tony Curtis. Og da jeg hørte nyheden sprang billederne fra Billy Wilders klassiker “Some Like It Hot” (1959) op pÃ¥ den indre skærm, og blev lidt efter fulgt af billeder og scener fra tv-serien De Uheldige Helte, hvor Curtis spillede over for og sammen med Roger Moore.
Som Billy Wilder var Tony Curtis af indvandrerbaggrund. Hans forældre var ungarske jøder, og hans borgerlige navn var Bernard Schwartz. Men det kan kunne man ikke hedde, hvis man kom fra The Bronx og ville gøre sig i showbizz. Efter at have aftjent sin værnepligt under krigen tog han en skuespilleruddannelse, og blev hurtigt spottet af en talentspejder, der kunne se, at Curtis havde, hvad der skulle til for at sætte unge pigers hjerter (og skød) i brand. Tony var ikke alene en flot fyr, han var ogsÃ¥ en smuk mand. I 1948 fik han kontrakt med Universal Studios og tog navneforandring til Tony Curtis. Han var da 23 Ã¥r gammel. Hans gennembrud kom i 1957, hvor han spillede over for Burt Lancaster i James Hills The Sweet Smell Of Succes, som i kritikerkredse etablerede ham som en filmskuespiller, man skulle holde øje med og sørgede for, at der var efterspørgsel efter hans kunnen. Selv om det gik op og ned i showbiz – det gør det jo altid – sÃ¥ havde Curtis vinden i ryggen i resten af sin karriere. Han havde udseendet og talentet med sig – og kunne spille bÃ¥de dramatiske og komiske roller. Over 100 film blev det til. Til sin fortrydelse fik han aldrig en Oscar, men en enkelt nominering blev det dog til, nemlig for sin rolle som fange pÃ¥ flugt i The Defiant Ones, hvor han var lænket til Sidney Poitier. For mig vil Curtis altid være forbundet med de to indledningsvist omtalte titler. Og for min skyld kunne han gerne have fÃ¥et en Oscar for rollen som Joe i Some Like It Hot. PÃ¥ den anden side, sÃ¥ fik han lov til at spille sammen med Marilyn Monroe – og det kan ingen Oscar slÃ¥… Hvil i fred.

Alfred Hitchcocks lydspor…

31. august 2010

Om kort tid udsendes komponisten Bernhard Hermanns musik til Alfreds Hitchcocks film The Wrong Man, Vertigo og North By Northwest på vinyl.
Uden denne underlægningsmusik ville Hitchcocks film ikke have været det samme. Film er en multimediegenre, et sammenfald af mange kunstarter i et.
Men giver det mening at lytte til musikken uden billederne? NÃ¥r der er tale om regulære soundtracks, komponeret til de levende billeder? Er det sÃ¥danne plader, man sætter i cd’en som et andet stykke musik? Eller er det fortrinsvis filmbuffs, der har glæde af dem? Et publikum mÃ¥ der i hvert fald være.

2 x Bruce Willis

30. august 2010

Det er blevet sagt, at man bedst “læser” kriminalromaner i biografen. Og noget er der om snakken. I hvert fald har jeg for en tid opgivet at læse moderne kriminalromaner, fordi de ganske enkelt er for dÃ¥rligt skrevet. Sproget hæver sig ikke over daglig rugbrødsjournalistisk niveau. Klicheerne stÃ¥r i kø.

Derfor holder jeg mig til filmiske krimier, og denne weekend fik jeg omsider set et par stykker. Nemlig Richard Donners “16 Blocks” fra 2006 og Paul McGuigans “Lucky Number Slevin” fra samme Ã¥r. Begge med Bruce Willis i en hovedrolle. Den sidste kendsgerning skyldes, at jeg pÃ¥ fredagens obligatoriske indkøbsraid impulskøbte en af disse hersens tre-film-i-en-pakke formedelst 29 kroner. Fælles for de tre film var – surprise – at Bruce Willis pÃ¥ plakaten.

Jeg har nemlig en svaghed for Bruce Willis. I rækken af mandlige skuespillere, der sÃ¥ at sige altid spiller en maskulin enegænger og (anti)helt – en nærmest arketypisk figur i amerikansk film og litteratur – rager han op. Ikke, fordi han har et stort register at spille pÃ¥ som filmskuespiller. For det har han ikke. Men, fordi han mestrer sine begrænsninger til perfektion. Han bliver bedre og bedre fra film til film og forstÃ¥r at dosere sine kunstneriske virkemidler med overlegenhed. Som hos en af hans skarpeste konkurrenter i métieren, Clint Eastwood, synes jeg, man kan mærke, at man har at gøre med et musikalsk menneske, der kender betydningen af timing, tempo, pauseren osv. Og de er jo begge store musikelskere.

Weekendens to film er vidt forskellige. Donners “16 Blocks” har et – befriende – enkelt plot. En ældre, drikfældig, desillusioneret politimand, Jack Mosley (Willis), fÃ¥r modstræbende til opgave at køre et angiveligt ubetydeligt vidne til retten, der ligger 16 husblokke fra politistationen. Hvad, Mosley ikke ved, er, at vidnet – herligt spillet af hip-hop-stjernen Mos Def – skal vidne mod Mosleys korrupte kolleger, der vil gøre alt, hvad der stÃ¥r i deres magt, for at forhindre ham i at nÃ¥ frem til retsbygningen.

I en central scene i filmens start tvinges Mosley ud i et etisk dilemma: Valget mellem at dække over sine korrupte politivenner (og indirekte sin egen anløbne karriere) eller tage sit ansvar pÃ¥ sig og bringe vidnet frem. Og – uden at afsløre for meget – sÃ¥ vælger Mosley selvfølgelig rigtigt, viser, at han inderst inde er et godt menneske – som vidnet Eddie ogsÃ¥ pÃ¥peger – der trods skuffelser og moralsk deroute godt kan finde tilbage pÃ¥ dyden smalle sti. For mennesker KAN forandre sig som Eddie – tugthuskandidaten – flere gange understreger (med henvisning til forbryderne Chuck Berry og Barry White!) og selv eksemplificerer i filmens slutning.

Mosleys valg fører det umage par – den tavse indesluttede, fordrukne Mosley og den evigt snakkende Eddie – sammen og ind i et fælleskab af fremtvungen tillid og loyalitet, der i sidste ende bliver en slags venskab. Og sammen kaster de sig ud i en ulige kamp mod en bundkorrupt politistyrke. Slutningen pÃ¥ filmen er ikke overraskende. Og det er da heller ikke den, der er interessant, men vejen derhen. Og vejen er brolagt med fermt klippet aktion, som Hollywood er eksperter i at levere, og solidt skuespil i alle roller. Ikke mindst David Morse i rollen som glat, fidel, truende, lokkende ven og fjende i en figur er brillant. Og det er en ren og skær fornøjelse at se Bruce Willis agere ældre, nedslidt “grÃ¥ guld” som en kærkommen kommentar til den Ã¥ndløse og forudsigelige ungdomsdyrkelse i amerikansk film (og vestlig kultur i det hele taget). Filmen fik blandet kritik, da den kom frem. Den negative, mest fordi filmen tilsyneladende ikke bringer noget nyt til torvs. Nyhedshungeren fÃ¥r anmelderne til at overse, at der er tale om en lille velturneret perle i sin genre.

“Lucky Number Slevin” er en helt anden type krimi, der med sin indbyggede overraskelse nærmest ligner klassikeren The Usual Suspects. Uden at afsløre for meget, sÃ¥ er en del af filmens plot, at intet er, som det ser ud til at være. Og selv om man fÃ¥r pointen tidligt i filmen i godt skjult form, sÃ¥ er det først sent i filmen, at tingenes rette sammenhæng rigtig gÃ¥r op for en.

Temaet i filmen er ældgammelt: Hævn. En ung mand ved navn Slevin Kelevra (Josh Harnet) bliver – tilsyneladende ved en tilfældighed – viklet ind i en konflikt om spillegæld, mord og gengældelse mellem to gangsterimperier, ledet af “Chefen” (Morgan Freeman) og “Rabbineren” (Ben Kingsley). Harnet er intet mindre end fremragende i rollen som den unge mand, der som en anden Cary Grant bliver forveklet med en anden og rodet grundigt ind i et djævelsk plot, som der ikke er nogen flugtvej ud af (henvisningen til Hitchcocks Menneskejagt er eksplicit i filmen!). Ja, faktisk er det Harnet, der har førertrøjen pÃ¥ i denne film. PÃ¥ sidelinjen stÃ¥r ekspertlejemorderen Goodcat (Bruce Willis). En ret sÃ¥ éndimensionel rolle, som Willis udfylder perfekt med sin pokerfjæs og sine forførende talegaver. Men rollen er ikke pÃ¥ niveau med den tidligere omtalte.

En parallel fortælling er kærlighedsforholdet mellem Slevin og pigen Lindsay (overbevisende og morsomt spillet af Lucy Liu, der blev kendt for sin medvirken i advokatserien Ally McBeal). I denne bogstaveligt talt indviklede sidehistorie bliver der plads til ikke blot romantik men også velgørende humor.

Det komplekse plot i filmen fortælles med stor professionalisme og sans for basal suspense. Der afsløres hverken for meget eller for lidt undervejs, før den afgørende overraskelse sættes ind. Og det er underholdende og godt gjort. Som “16 Blocks” er “Lucky Number Slevin” et vellykket, -fortalt og -spillet genrestykke, der ikke lægger nye alen til filmkunsten, men pÃ¥ den anden side konsoliderer kriminalfilmen som genre og fremtidssikrer den nogle Ã¥r endnu.