Indlæg tagget med Film

Blade Runner – runs again…

11. juli 2009

Jeg har omtalt Ridley Scotts “Blade Runner” flere gange i bloggen. Der er og bliver en af mine favoritter udi Science Fiction-genren. Og i dag lykkedes det mig så at få fingre “Five Disc Ultimate Collector’s Edition”, der indeholder den nærmest kultiske arbejdskopi, den originale udgave, instruktørens endelige version og timevis af ekstramateriale. I Kvickly til en brøkdel af den vejledende udsalgspris. Så gjorde det ikke så meget, at kartoflerne var lidt for dyre…

Karl Malden er død, 97

2. juli 2009

Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg har set den amerikanske skuespiller Karl Malden på film eller tv. Han var indbegrebet af en kvalitets-karakterskuespiller, der både – og ofte – kunne fremstille den almindelige mand på gaden og mere specielle roller, som fx præsten i On The Waterfront. Som jeg husker det, svigtede hans præstationer aldrig. Med sin letgenkendelige fysionomi har han været en vigtig ingrediens på min filmstrimmel, lige siden jeg som grønskolling sad i Fønix-bio og så cowboy-film. Nu er han ikke mere, men vi leve videre i min – og sikkert mange andres – filmiske erindring.

W.C. Fields Movie Collection – Så er (sommer)underholdningen reddet

1. juli 2009

Som fan af W. C. Fields må man kende sin besøgelsestid. Og besøgelsestiden er nu, hvor man kan få 17 af Fields film i et boksæt for ca. 150 kroner (inkl. forsendelse og VAT!). Hos en dansk forhandler har jeg set den fornylig på tilbud til 599,- kr. Mon nu musklerne i mellemgulvet kan klare en tur her i varmen!?”

Single DVD’er:

* It’s a Gift (1934)
* My Little Chickadee (1940)
* Never Give a Sucker an Even Break (Tøffelhelten, 1941)

Double DVD’er:

* You’re Telling Me! (1934) / Man on the Flying Trapeze (1935)
* The Old Fashioned Way (1934) / Poppy (1936)
* You Can’t Cheat an Honest Man (1939) / Six of a Kind (1934)
* The Bank Dick (1940) / Follow the Boys (1944)
* International House (1933) / Million Dollar Legs (1932)
* Mississippi (1935) / The Big Broadcast of 1938 (1938)
* Tillie and Gus (1933) / If I Had a Million (1932)

TILBAGESPOLING.

 

Helle Virkner er død, 83

10. juni 2009

For os ugebladslæsere kan det ikke komme helt overraskende, at den folkekære skuespillerinde Helle Virkner nu meldes død i en alder af 83. En kræftlidelse har fulgt hende den sidste tid. Alligevel gav det et lille rif i hjertet, da meddelsen dukkede op på skærmen. Selv om Helle Virkner i dag nok især huskes for sine glansroller i Huset på Christianshavn og Matador, så er det altid den unge, smukke, pæne pige fra halvtredsernes og de tidlige tresseres lystspil, der dukker op på min indre skærm. Hvil i fred.

Poeten og Lillemor (1959)

Mick Jagger vil redde Hitchcocks barndomsbiograf

7. juni 2009

I april omtalte jeg de londonske planer om at omdanne Alfred Hitchcocks barndomsbiograf EMD i det nordlige London til en sekt.kirke. I den forbindelse nævnte jeg, at bl.a. Beatles og Stones havde trådt deres ungdommelige sko dér.Og nu forlyder det, at selveste Mick Jagger har erklæret sin støtte til dem, der vil bevare kulturstedet for eftertiden. Til NME siger han bl.a.: “Cinemas and live venues like the Granada where the Stones played in the early days, learning our craft on the way, are the lifeblood of our cultural history…It’s heartbreaking to hear about such a beautiful, important historical building and centre of entertainment being lost to the local community. I fully support the campaign to keep it open and provide film, music and the arts for generations to come.”. Sådan Mick, op på barrikaderne!

Morten Korch anno 2009

27. maj 2009

Et venligt menneske har foræret familien nogle Morten Korch-filmatiseringer. Det er, mellem os sagt, mange år siden, jeg så en af de film. Siden er det kun blevet til glimt, når tv har vist dem. Det er ikke, fordi jeg egentlig har noget mod den genre, selv om den selvfølgelig giver et forløjet og romantiseret billede af, hvordan det engang var på landet. Men et eller andet sted i folkesjælen ligger Morten Korch-idyllen med al dens forlorne, biedermeierske hygge og “folkelighed” og vugger som en forestilling om, hvordan det burde være derude på landet. Som en kulørt brik i det Danmarks-billede, som Dansk Folkeparti dagdrømmer om. Et driftigt liv i pagt med dyr og anden natur – og med kærlighed mellem en mand og en kvinde (som kender sin plads) og happy-end, ja, i enden af filmen. Så er det, jeg tænker, hvordan mon en Morten Korch-film ville tage sig ud, hvis den skulle udspille sig i vor tids moderne, industrialiserede, teknologiske landbrug? Med store økonomiske problemer, gylletanke så store som søer, svinestalde med titusindvis af svin, der bliver maltrakteret – pisket med plastikkæppe – i profittens tjeneste? Er du dus med himlens fugle og skovens grønne trææer?

Piggies

Charlotte Gainsbourg – Cannes 2009

25. maj 2009

Charlotte Gainsbourg sørgede for, at dansk film ikke gik i glemmebogen ved dette års Cannes-festival. Med sin (vist nok) både imponerende og klitorektomisk chokerende præstation i Lars von Triers Anti-Christ sikrede hun sig prisen for bedste kvindelige hovedrolle. Og dét ville hendes far, afdøde Serge, sikkert havde syntes godt om, hvilket hun da heller ikke undlod at gøre opmærksom på. Vi benytter lige lejligheden til at gøre opmærksom – endnu engang – på, at hun også er en udmærket sangerinde inden for den franske chancon-tradition, som Serge også excellerede i…

Emmanuelle i 3D

24. maj 2009

Det er svært at lave erotiske film. Film, hvor erotikken siver fra lærredet og ned i salen. Jeg snakker selvfølgelig ikke om pornografiske film, selv om pornografiske film vel også kan være erotiske og vice versa. Siden jeg sammen med Niels Jørgen så Shakespeares hemmelige sexliv og Uden en trævl har det stået klart for mig, at der ikke opstår erotisk stemning, bare fordi røven går op og ned, eller fordi man ser en dame som naturen har skabt hende. Antallet af skuffelser – når det gælder film, der er er udskreget som erotiske – er alenlang. En af dem var den franske serie om Emanuelle. Så vidt jeg husker, nåede jeg ikke at se hverken nr. 1 eller 2 fra ende til anden. For at sige det lige ud, så kedede jeg mig gudsjammerligt. Nu kan man så læse, at netop Emmanuelle serien skal genudsende i 3D-versioner. Det er sikker lige så ophidsende som Gøg og Gokke i farver…

Anti-Christ

20. maj 2009

Rygterne om Lars von Triers seneste film Anti-Christ er løbet som en steppebrand gennem medierne. Og uden at have set andet end småstumper af filmen kan man konstatere, at den har formået at provokere såvel filmfolk som – mindre overraskende – store dele af pressen. Filmen viser “stærke sexscener”, en scene med seksuel selvødelæggelse m.m. Endnu engang er man vidne til det fænomen, at moralsk provokerende elementer spærrer for en diskussion af selve filmens intentioner og kvaliteter. Det samme skete fx, da Marlon Brando smurte bagen på Maria Schneider i Den Sidste Tango i Paris…
Jeg har bemærket mig, at de medvirkende skuespillere har haft en helt anden positiv attitude. Og i dette filmklip, kan man høre Charlotte Gainsbourgs forsvar for sin rolle og for filmen. Mon ikke det er en god idé at vente med at dømme filmen til man har set den?

Aftenens tidsfordriv: Die Hard 4

10. maj 2009

I går aftes så jeg omsider Bruce Willis’ fjerde ombæring som politimanden Mclane, der ordner ærterne for – ja, stort set – hele verden. Jeg har set de foregående tre og har været godt underholdt. Hverken mere eller mindre. Underholdt på den betingelse, at man kan sluge kameler. Og kamelen i denne sammenhæng er den ærkeamerikanske dyrkelse af individualisten – den ensomme ulv, der ikke kan få familielivet til at fungere – der gør det, der er nødvendigt, for at redde verden. En moderne, men allerede lidt bedaget, udgave af halvtredsernes gun-slinger-hævner fra de store western-sagaer.

Hvis man lader de kritiske briller ligge på hylden og accepterer, at hovedpersonen med indlysende selvfølgelighed kan bekæmpe fx en kamphelikopter og et jagerfly, så er man godt underholdt i et par timer af historien om, hvordan øretæver kan ordne et globalt (=amerikansk) it-sammenbrud tilvejebragt af en tidligere offentlig ansat it-ansvarlig.

Den formildende omstændighed ved Die Hard-filmene er Bruce Willis, der selv i de mest alvorlige scener kan trække på smilebåndet og fyre en humoristisk one-liner af.


Sound-tracket er ikke det store, men der er dog en enkelt skæring, der træder frem. I en scene, hvor Mclane skal akklimatisere den unge it-nørd, som både har medansvar for katastrofen og for dens overvindelse, lytter de til Creedence Clearwater Revivals “Fortunate Son” på bilradioen. For Mclane er det klassisk rock, for nørden alt andet end det. Sangen er selvfølgelig ikke tilfældig valgt. Den er som skabt til hovedpersonen John Mclane, der heller ikke er født med en sølvske i munden:

Some folks are born made to wave the flag,
Ooh, theyre red, white and blue.
And when the band plays hail to the chief,
Ooh, they point the cannon at you, lord,

It aint me, it aint me, I aint no senators son, son.
It aint me, it aint me; I aint no fortunate one, no,

Yeah!
Some folks are born silver spoon in hand,
Lord, dont they help themselves, oh.
But when the taxman comes to the door,
Lord, the house looks like a rummage sale, yes,

It aint me, it aint me, I aint no millionaires son, no.
It aint me, it aint me; I aint no fortunate one, no.

Some folks inherit star spangled eyes,
Ooh, they send you down to war, lord,
And when you ask them, how much should we give?
Ooh, they only answer more! more! more! yoh,

It aint me, it aint me, I aint no military son, son.
It aint me, it aint me; I aint no fortunate one, one.

It aint me, it aint me, I aint no fortunate one, no no no,
It aint me, it aint me, I aint no fortunate son, no no no…

 

Audrey Hepburn – 80 år den 4. maj

6. maj 2009

Audrey Hepburn ville være blevet firs år for et par dage siden, hvis ikke en kræftsygdom allerede i 1993 satte en stopper for hendes liv.
Hepburn er – i mine øjne – en af de sidste store ikoner, der besad den aura, som Hollywood-filmenes store navne besad. Men ikke kun det. Hun var – og er – et stilikon, der stadigvæk inspirere modehuse og -magasiner verden rundt, når der skal nyt tøj i damernes klædeskabe. Også for verdens mænd var hun noget særligt. Ikke den bombastiske svulmende Hollywood-sexappeal, som var repræsenteret af Marilyn Monroe, Jane Mainsfield m.fl., men en piget, elegant, forfinet, central-europæisk erotisk udstråling, der var noget helt særligt – og kunne få mange mandehjerter til at banke lidt hurtigere. Fotogen i en sjælden grad var hun også. Jeg har ledt med lys og lygte efter et foto, der kunne vise en sprække i den næsten alt for perfekte iscenesættelse, som hendes æstetisk nydelsesfulde fremtrædender var. Og har kun fundet ovenstående. Men selv, når hun skulle sætte en plade i ovnen, var der styr på iscenesættelsen… Stort til lykke med dagen.

Audrey reciterer Moon River …

The Girl in the Cafe

25. april 2009

Man må bøde for sine laster. Og capac går ikke ind i en plade- og dvd-butik for at forlade den tomhændet igen. Med sig hjem havde han bl.a. den BBC-producerede filmperle The Girl in the Cafe med den meget charmerende Kelly Macdonald i den kvindelige hovedrolle og den altid fortræffelige Bill Nighy i den mandlige ditto. Jeg har skrevet udførligt om min første oplevelse med filmen her.

J. G. Ballard, forfatter, er død 78 år

20. april 2009

Den engelske forfatter J. G. Ballard har ladet pennen falde, har slukket pc’en, i en alder af 78 år. Dødsårsagen angives at være følgerne af en prostata-kræftsygdom.
Ballard har især skrevet romaner og noveller og betragtes som en af fornyerne af science-fiction-genren. Jeg har ikke læst alt, hvad Ballard har skrevet, men to af hans romaner har været store læseoplevelser for undertegnede. Eller rettere: læse- og filmoplevelser. Det drejer sig om den selvbiografisk funderede Empire of the Sun fra 1984, hvori han fortæller om en drengs oplevelser i Shanghai i årene under anden verdenskrig. Steven Spielberg leverede en fremragende filmatisering af bogen i 1987.
Den anden bog er Crash fra 1973. Også denne bog er blevet filmatiseret, nemlig af David Cronenberg. Efter min mening er det en af de allerbedste film fra de seneste 25 års filmkunst. En tankevækkende, allegorisk fortælling om menneskets fetichistiske dyrkelse og afhængighed af teknologien (i form af automobilet). Den dysforisk-kritisk fremstilling af mennesket i den moderne tidsalder, hvor mennesket er i sine teknologifikserede drifters vold.
Tak for oplevelserne Ballard. Og hvil i fred.

Opdatering: Klaus gør mig opmærksom på, at Ballard skrev sine tekster på en gammel Remington – og derfor ikke på en PC. Vi bekagler.

Beach Boys – Endless Harmony

18. april 2009

I den forgangne uge fik jeg taget mig sammen til at se dokumentar-filmen om The Beach Boys Endless Harmony fra 2001. Filmen er lavet i den udmærkede VH1-serie, og den markedsfører sig selv med undertitlen “The definitive Story in their own Words”. Den slags skal man selvfølgelig altid tage med en sæk groft vejsalt. I det hele taget skal den slags biografiske fortællinger tages med forbehold. Også biografier og dokumentarfilm er en slags fiktioner. Vi får ikke Sandheden, men derfor kan der jo godt være noget sandt og oplysende at hente…
Når jeg alligevel havde investeret i fllmen var det, fordi den indeholder hel- eller delvise 45 liveudgaver af gruppens kendte sange. Heraf mange sjældne optagelser. Og som bonus 5.1 surround sound audio-udgaver af California Girls, Kiss me Baby, Surf’s Up, God Only Knows, Long Promised Road, Sail on Sailor og Do it Again. Så pengene kunne ikke være helt spildt, hvis filmen skulle vise sig at være en skuffelse.


Det var den så ikke. Dokumentaren tegner faktisk et fint, nuanceret billede af det talent- og succesfulde bands historie fra begyndelsen og frem til de første år efter Carl Wilsons død i 1998.
Hvis man kender lidt til gruppens historie, vil man vide, at Wilson-brødrenes fader, Murray, i karrierens start spillede en problematisk rolle som både inspirator og som tyrannisk manager. Dette billede bekræftes af filmen, hvor de interviewede – medlemmerne af gruppen – både giver udtryk for mandens musikalske talent, men også for hans stadig mere egocentriske dominans, som til sidst gør, at de må fyre ham på gråt papir.
En anden kendt mytologisk historie er historien om den begavede og talentfulde Brian Wilson, der lider af sceneskræk, hader turnélivet og får større og større psykiske problemer for til sidst at isolere sig selv fra omverden i årevis. Også denne historie får vi i en ganske usminket version – fortalt af Brian selv, brødrene, Al Jardine og andre i gruppens nærhed.


Noget af det fascinerende ved filmen er, at den fremhæver de forskellige gruppemedlemmers til dels oversete kvaliteter. Al Jardine fremstår i sin egen fremtræden og gennem de andres kommentarer som den seriøse sanger og guitarist, der ikke involverer sig i gruppens eksperimenteren med stoffer i tresserne. Dennis Wilson er den på en og samme tid oversete talentfulde sangskriver og et menneske, der lider af et menneskeligt underskud, som han forgæves forsøger at kompensere for i en evig jagt efter sex, stoffer, alkohol osv.
Den selvsikre, høje forgrundfigur, Mike Love viser sig at være den skarpe analytiker, hvis kommentarer sætter mange ting på plads. Og endelig er der Carl Wilson, der omtales som gruppens “bevidsthed”. Det er ham med den formidable stemme, og det er ham, der i en lang periode er det anker, der sørger for, at gruppen ikke flyder målløst rundt.
Og så er der den “femte” Beach Boy, Bruce Johnston, der træder ind i stedet for Brian Wilson, da dennes problemer tager overhånd. Bruce er elskværdigheden selv. En talentfuld musiker og sangskriver, der bare nyder den succes, som han bliver en del af og udviser stor respekt for gruppens kunstneriske potentiale.


Filmen er fuld af små sjove oplysninger og anekdoter. Fx er det sjovt at høre, at Bruce Johnsson synes, at albummet Sunflower (1970) er gruppens bedste. Fordi indspilningen af den gik lydefrit. Lige så overraskende er det at høre mesteren selv, Brian Wilson, udnævne Love You til sit favoritalbum. Ikke Pet Sounds eller Surf’s Up.
Interessant er det også at få dokumenteret, hvor stort et navn bandet var i dets storhedstid. Med det ene singlehit efter hinanden i en imponerende rækkefølge. Selv da The Beatles kom på banen og trak den internationale opmærksomhed væk fra Stranddrengene, fortsatte de ufortrødent med at sende sange op på listen. Samtidig med, at Beatles gjorde Brian Wilson erkendt jalous og kickstartede en kreativ udfoldelse, der via Pet Sounds fik Lennon & Mccartney til at yde deres ypperste i form af Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band.
Og man kan blive ved. Der er den forstemmende og alt for genkendelige historie om pladeselskabets købmand, der ikke interesserer sig en tøddel for musik, men blot vil fastholde gruppen i deres surfer-automobil-image med hurtige singlehits og overhovedet ikke har forståelse for musikken på fx Pet Sounds. Og aldrig får det. Og der er den lige så forudsigelige historie om de avancerede skæringers elendige kommercielle gennemslagskraft…


Og så er der som sagt de mange fine optagelser med gruppen. Optagelser, som understreger, at gruppen også var et imponerede live-act. Og som har givet mig lyst til at gå på genopdagelse på gruppens få live-indspilninger…

“Det mandarinskivebolsjefarvede, strømlinjede superhyl møder Pumpehus-slænget” – som film…

17. april 2009

Da jeg var en 13-15 år brugte jeg megen tid på det lokale skolebibliotek for at synke ned i obskure bøger, der kunne fortælle mig noget om den dragende og frastødende voksenverden, som ventede mig lige om lidt. Og jeg kan huske, at jeg med stor appetit og lyst kastede mig over Tom Wolfes beretning om Ken Keasey og The Merry Prankster med den danske titel “Det mandarinskivebolsjefarvede, strømlinjede superhyl møder Pumpehus-slænget”. Ikke mindst det farvestrålende, hippe omslag (med en dominerende orange farve, så vidt jeg husker) tiltrak mig som en magnet. Jeg tror ikke, at jeg forstod halvdelen af, hvad jeg læste. Men sådan er det jo med læsningen i den alder. Først med tiden går det op for en, hvad man har slugt med åbne og modtagelige øjne og ører.
Nu kan jeg så læse på nettet at selvsamme værk, hvis engelske titel er “The Kandy-Kolored Tangerine-Flake Streamline Baby”, skal filmatiseres. Det er den anerkendte instruktør Gus Van Zant, der påtager sig den “umulige” opgave at overføre boen til lærredet…