…fik jeg anskaffet mig et eksemplar af Lars von Triers debutspillefilm “Forbrydelsens element”. Jeg har den ganske vist på vhs-bånd, men… En rigtig postmoderne krimi eller – om man vil – anti-krimi. Med humor. Glæder mig til at gense folkevognsboblen blive bollet…
Smagsprøver: Italiensk udgave!
Hvis man synes, at Harry Potter-filmene er værd at se, selv om de er ret ungdommelige, og hvis man synes, at fantasy er noget, der er værd at beskæftige sig med – selv om man vist nok er blevet voksen – så bør man unde sig selv at se den for længst berømmede mexikanske instruktør Guillermo del Toros film Pans Labyrint ((den spanske titel er El laberinto del Fauno, Faunens labyrint, og instruktøren har faktisk gjort opmærksom på, at det ikke er Pan, der er på spil, hvilket man også tilskuer hurtigt finder ud af. Jeg tror, at filmkøbmændene har været på spil…)).
Det er i særdeleshed en film for voksne. Ikke kun på grund af nogle stærkt ubehagelige og realistiske voldsscener, men også på grund af dens politisk-historiske ramme – tiden lige efter den spanske borgerkrig – som man bør have et vist grundlæggende kendskab til for at få det fulde udbytte af filmoplevelsen.
Jeg skal her (af hensyn til dem, der har filmen til gode) afstå fra at give et egentligt handlingsreferat. Men filmen er en slags allegorisk fortælling, der bevæger sig smidigt mellem det barnlige fantasi- og eventyrplan og så den grusomme historiske virkelighed, som barnet også lever i. Men, der er ikke bare tale om et barn, der lever i sin egen drømmeverden. Snarere er der tale om, at den historiske realitet er indlejret i en magisk-eventyrlig verden (markeret af en fortælleramme), som kun den lille pige kan se, men som faktisk har indflydelse på de voksnes virkelighed.
Den lille pige, Ofelia, er sammen med sin moder ved skæbnens ugunst havnet hos et monster af en fallangistleder, der sammen med sine allierede bekæmper modstandsgrupper i de nærliggende bjerge. Ofelia er en lille bogorm, der – til moderens fortrydelse – tager næring fra litteraturens velgørende fortællinger. Og måske derfor er hun åben for betydningen af den nærliggende labyrint? Eller også er hun – som fortælleren vil det – den prinsesse, der skal vende tilbage til den anden verden, når først hun har gennemgået tre prøvelser?
Tager vi fortællingen på ordet, så er der mere mellem himmel og jord. Virkeligheden er magisk, men vi kan ikke alle se det, selv om sporene er der.
Filmen er en vidunderlig fabel. Den er fantastisk filmet, skuespillerpræstationerne er i top og iscenesættelsen lydefri. Og den kan læses på mange ledder. Som en hyldest til det magiske, til barnets fantasi og litteraturens kraft, som et kritisk opgør med Franco-fascismen i den spanske forhistorie, som en historie om oversete kvinders styrke (og mandlig dumhed) og meget mere.
Nu skal jeg bare have fat i samme instruktørs anden fantasy-fabel The Devil’s Backbone og hans Dracula-historie Cronos. Og så ellers god fornøjelse til jer, der har Pans Labyrint til gode.
Gårsdagens sene filmindtagelse bestod af George Mihalkas Len Deighton-filmatisering Bullet to Beijing (opfindsom dansk titel: Den røde død) fra 1995.
I hovedrollen er – og det var den væsentligste årsag til at investere 25 kr i dvd’en – Michael Caine som den engelske agent Harry Palmer, der efter 30 års tro tjeneste blive kasseret af en skrankepave-overordnet, fordi Harry tilhører “fortiden”. Straks står der selvfølgelig en skurk til rådighed med et tilbud om ekstraordinær pensionsopsparing, så Palmer ikke kan sige nej, da han først har omregnet dollarsbeløbet til pund… Skurken spilles af den ligeledes fremragende Michael Gambon, der residerer i et gammelt zarpalads i Skt. Petersborg.
Palmer får til opgave at rejse til Bejing for at finde et kemikalie – filmens macguffin – der udgør en trussel mod menneskeheden. Selv om tingene (selvfølgelig) er mere indviklede, end de først ser ud til at være, så er handlingen lige ud ad landevejen, sådan som den ofte er hos den effektive Len Deighton. Rollerne er godt typecastede, men det store tandhjul i fortællingen er og bliver Caine, der med underdreven humor og tilbagelænet spil charmerer sig gennem løjerne.
Handlingen udspiller sig i halvfemserne, altså efter murens fald. Skurkene er gamle KGB-folk, fire mafiabander plus det løse. Skt. Petersborg lægger pittoreske rammer til den obligatoriske forfølgelsesscene, der meget underholdende foregår i udrangerede østbiler og et par speedbåde anno dazumal.
Vi befinder os langt fra Hollywood-action også med hensyn til tempoet. Men, det er netop en charme ved filmen, denne duft af gamle før-Mission-Very-Impossible-dage. Filmen er en en absolut værdig follow-up til den gamle Deighton-filmatisering Lynaction Ipcress fra 1965, og der er da diskrete allusioner til den gamle seværdige agentfilm. Hermed anbefales krimifans, der ikke gider se sommergenudsendelser og doping-Tour-de-France…
Medens Carsten følger op på favoritterne, har blogbestyreren forsøgt at erindre den seneste melodi, men har end ikke kunnet huske kunstneren. Så den kommer nok ikke med på Bond-hitlisten. Der er også andre, som ikke har været helt vellykkede, efter capacs beskedne smag. Som ynder af The Beatles, Wings og Paul Mccartney i det hele taget, må jeg indrømme, at Live And Let Die aldrig rigtig har appelleret til mig. Den har nok Bond-elementer af dramatik og bulder-og-brag, men i Wings-sangkataloget ligger den langt nede. I det hele taget synes jeg, det er en atypisk Wings-sang. Også i Bond-sang-skatten ligger den i bunden. Det samme gælder Duran Durans View To A Kill. Som tidligere nævnt, kan capac ikke rigtig se noget i den gruppe. I den nederste halvdel ligger også Tina Turner, Garbage og Sheryl Crow…
Og lad os så slutte dette Bondfangeri af med klassikeren over dem alle, Goldfinger, fremført af den tidligere fabriksarbejderske Shirley Bassey:
DR havde lagt beslag på det meste af sendefladen med et såkaldt indsamlingshow til fordel for AIDS-ramte i Afrika. Blogbestyreren bryder sig ikke om den slags underholdningsshow, hvor publikum bliver underholdt, stjerner og tv-folk promoverer sig selv og den kronisk dårlige velfærdsstatssamvittighed har mulighed for at blive lettet en smule. AIDS-katastofen er for alvorlig til at blive gjort til genstand for letbenet underholdning. Det næste bliver vel et dansktopshow til fordel for Dafur…
Nå, men Fruen og datteren tog resolut i videobiksen for at finde den nemme løsning på situationen. Og aftenens film var Curtis Hansons seneste opus In her Shoes (2005) med Cameron Diaz, Toni Colette og Shirley MacLaine i hovedrollerne som henholdsvis det umage søskendepar og deres perifere mormor.
Curtis Hanson er en mere end ferm filminstruktør. Det beviste han med den helt igennem vellykkede film-noir-kriminalfilm L.A.Confidential (1997), der nærmest har fået status af nyklassiker. Efter den lavede han den ligeledes vellykkede Wonder Boys (2000), hvor Hollywood-flødebollen Michael Douglas viste, at han faktisk er en god skuespiller i rollen som udbrændt forfatter.
Alligevel var blogbestyrerens forventninger lidt beherskede. Halvlunkne Hollywood-lystspil, der lever højt på kendisser i hovedrollerne, er der nok af. Og når klicheerne står i kø på manuskriptsiderne kan man have sine bange anelser. Alene de to søstre er helt efter Hollywood-kliché-håndbogen: Den “dumme”, sexede blondine, der kun kan én ting (det med mændene) og den mørke, tykke (efter amerikansk mediestandard i hvert fald) jurist-søster med de store hornbriller, som kan så meget, men netop ikke det med mændende (og det er åbenbart det saliggørende for en kvinde over there…). Dertil kom så flere andre klichéer som fx den skrækkelige stedmoder osv.
Selve plottet er også en stor kliché. To diametralt forskellige søstre, der er bundet til hinanden af søsterkærlighed og -solidaritet, skal så meget ondt igennem før de får løst deres indbyrdes problemer, deres egne problemer (med mændene, med mindreværdskomplekserne, med de familiære lig i lasten og spøgelser fra fortiden etc.) for at de kan forenes med den tabte mormor til den “grimme” søsters alternative rasta-inspirerede bryllup. En i bund og grund venlig film, der plæderer for de rigtige værdier – kærlighed, venskab, tilgivelse osv. – som måske ikke altid dominerer i den amerikanske hverdags virkelighed.
Alligevel lykkes filmen. Og det er i kraft af Curtis Hansons ferme instruktion, der sikkert og roligt lader skuespillerne fremstille nogle skæbneramte mennesker af kød og blod. Selv Hollywood-godten Cameron Diaz viser, at hun godt kan spille skuespil, når bare hun får en rolle med kød på og en instruktør, der kan vride det bedste ud af hendes begrænsede skuespillertalent. En tredjedel inde i filmen har Hanson vendt vrangen ud på det klichétunge manuskript og fået det transformeret til en rørende fortælling om livets ups-and-downs for to piger, der har mistet deres elskede, sindslidende mor ved en trafikulykke.
En enkelt scene i filmen demonstrer, hvordan Hanson formår at menneskeliggøre klicheerne og gøre personerne vedkommende for publikum. Diaz, der i filmen heder Maggie, har omsider fået et job på et ældrecenter og skal blandt andet servicere en sengeliggende, svagtseende tidligere litteraturprofessor. Han er vant til at få læst op for sig. Men Maggie er nærmest ordblind (“dum” blondine…) og forsøger at undslå sig – dog uden held. Ex-professoren gennemskuer i et splitsekund, hvor pigens problem er, og beder hende om at læse i det tempo, hun nu formår. Langsomt får hun hakket sig igennem et digt af Bishop (“One Art”), hvorefter professoren overhører hende i hendes fortolkning af teksten. Det viser sig, at hun trods sit læsehandicap har fattet digterens hensigt. I scenen, der er ganske kort, får instruktøren vist, at den “dumme” blondine slet ikke er dum, men blot har været uheldig med sin skolegang og sit liv i øvrigt, og at den pensionerede professor stadigvæk har greb om den livspædagogik, der griber ud over pensa og bekendtgørelsesbestemmelser og løfter den enkelte videre i livet.
Der spilles også solidt i filmen. Toni Colette fylder rollen godt ud som den kiksede søster, der forkæler sig med dyre sko, som hun næsten aldrig bruger. Shirley Mclaine fortsætter sin række af præstationer som sej ældre kvinde, der i det ydre er en kyniker, men under angoratrøjen bærer et hjerte af guld. Dertil kommer en række gode birollepræstationer. Ingen nævnt, ingen glemt.
Filmen er selvfølgelig kun en bagatel. En feel-good-film, som man kan adsprede sig med en lørdag aften, hvor det ligger lige for at gøre det. Men derfor må den jo godt være velturneret. Og det er den.
I øvrigt er filmen et sjovt eksempel på, hvor godt det virker at bruge digte i film. Ikke mindre en tre digte læses op i løbet af den halvanden time, filmen ruller over skærmen. Og med stor emotionel effekt. Også selv om det er e.e.cummings bryllups-traditions-digt “I carry your heart with me…”, fordi det er Maggies overraskelse til søsterens bryllup.
For nylig omtalte jeg filmen Pigen i cafeen, hvor Bill Nighy spiller en kantet, kejtet og skævt charmerende embedsmand, der falls in love, som det så smukt og rammende hedder på engelsk.
Nu ser jeg så tilfældigvis, at en ny film med Nighy er på vej. En film, hvor han får modspil af to andre mageløse skuespillere, nemlig Dame Judi Dench og Kate Blanchet. I filmen Notes on a Scandal spiller Nighy ægtemanden til Kate Blanchets lærerinde, der kommer til en ny skole og kommer i kløerne på den ældre, singlekvinde i Judi Denchs udgave . Filmen, der bygger på en roman af Zöe Heller og har musik af selveste Phillip Glass, er en fortælling om menneskelige passioner og hemmeligheder, og hvad de kan føre med sig.
Barbara Covett (Dench) ser en slags soulmate, ven m.m. i den nye lærerinde Sheba Hart (Blanchet), men da Sheba indleder en affære med en af skoleeleverne, bruger Barbara affæren til at få magten over Sheba. Men samtidig begynder hun uafvidende at åbne op for sine egne hemmeligheder, og det får konsekvenser… Hvad det ender med, må vi vente at se, når filmen – forhåbentlig – får premiere herhjemme. Men man kan få en forsmag på filmens hjemmeside, hvor der både er trailer og clips og meget mere.
I øvrigt har Bill Nighy fået sin egen infoside – her.
Læser, at den amerikanske sanger og sangskriver Arlo Guthrie giver koncert på radio NRP. Arlo, der er søn af ingen ringere end folkemusiklegenden Woody Guthrie (og Marjorie Guthrie, der var en kendt danserinde i Martha Grahams dansetrup) skrev sig ind i musikhistorien med concept-albummet Alice’s Restaurant – eller Alice’s Restaurant Massacree – der var en slags ungdomsoprørets – og hippedrømmenes runeindskrift over den amerikanske drøms illusion. Pladen gjorde sig vist ikke så godt på hitlisterne (sangen om Alice var for langt til de amr. FM-stationer), men blev kult for mange dengang. Oven i købet blev sangen gjort til genstand for en film af Arthur Penn. En fremragende film.
Arlo er stadigvæk meget aktiv som musiker med et politisk engagement og har også besøgt Danmark inden for de seneste år. Senest så jeg ham på tv, hvor han sammen med nogle venner var på turné i det område, hvor orkanen Katherina hærgede…
