Indlæg tagget med Film

Dagens film: Winter’s Bone

23. januar 2011

Tæt pÃ¥ hjertet af de forenede stater finder man Ozark Mountains. Og et sted i det store omrÃ¥de møder vi den 17-Ã¥rige Ree Dolly (Jennifer Lawrence), der tager sig af sin Ã¥ndsformørkede mor og sine to mindreÃ¥rige søskende. Miljøet er et fattigt, isoleret lille samfund, der er præget af, at mange er i slægt med hinanden, og af en fattigdom, der driver dem ud i ulovligheder, især fremstilling af crack, for overhovedet at kunne overleve. Det er ogsÃ¥ et miljø, der har sine egne uskrevne regler og normer, fx at man ikke snakker om hinanden – selv om man altsÃ¥ er hinanden nærtstÃ¥ende.
Historien – eller plottet – i filmen er, at Rees far, Jessup, er forsvundet efter en tur i spjældet. Snart viser det sig, at han ikke bare er forsvundet, men med stor sandsynlig er blevet slÃ¥et ihjel af nogle kumpaner. Det er i sig selv en katastrofe for familien. Men sagen forværres af, at faderen inden sin forsvinden pantsatte familiens hus og derfor skal møde op i retten. Gør han ikke det, smides familien ud af huset og mÃ¥, som Ree udtrykker det, leve som omstrejfende hunde i bjergomrÃ¥det.
Der er altså tale om en kriminalistisk fortælling. Og filmen får sin spænding i kraft af plottet, der sætter hele den unge pige eksistens på spil. Et ekstra krydderi til spændingen er, at Ree har alle odds imod sig. Hun møder en mur af vidende tavshed, hvorhen hun end vender sig.

At det lykkes for hende gradvist at komme sandheden om faderens forsvinden og død nærmere, skyldes hendes menneskelige overskud, stædighed, viljestyrke og insisteren på, at blod er tykkere end vand.
Filmen fortælles meget lige ud ad landevejen. Og samtidig med, at man langsomt og uafvendeligt rykker gådens afklaring et stykke nærmere, får man en skildring af det barske, fattige, forråede miljø, hvor en afstumpet, arkaisk moral dominerer, men hvor der også et sted bag alle de tavse ansigter, volden og forarmelsen er en rest af menneskelighed tilbage.
Selv om det kan lyde sÃ¥dan, sÃ¥ er det ikke – i mine øjne – en trist og grÃ¥ film. Netop i kraft af pigen Rees indædte og retfærdige kamp for sin families fremtid  bliver filmen paradoksalt nok meget livsbekræftende.

Jeg vil ikke afsløre noget om afslutningen (mit credo), men instruktøren Debra Granik formÃ¥r at lade spændingen vokse næsten ulideligt med ganske enkle virkemidler. Selv om der handlingsmæssigt ikke sker sÃ¥ meget – bortset fra et par barske scener – så  besidder filmen stor dramatisk styrke i kraft de personlige spændingsforhold og deres udvikling.
Filmens roller spilles af relativt ukendte skuespillere. Og de spiller imponerende i alle roller. Jennifer Lawrence er mere end god i rollen som den unge hovedperson. Hun er Ree, som Bo Green Jensen gjorde opmærksom på i sin anmeldelse af filmen for uges tid siden.
Winter’s Bone er sÃ¥dan en film, der bliver siddende i kroppen pÃ¥ en, længe efter man har forladt biografens mørke. Jeg havde Frøkenen med, og ogsÃ¥ hun syntes, den var god. Og sÃ¥ mÃ¥ det jo passe. Anbefales varmt.
PS. I sin anmeldelse af filmen beklagede Bo Green Jensen sig over brugen af den lokale bluegrass- og folkemusik i filmen, som han fandt pÃ¥klistret. Det er jeg helt og aldeles uenig med ham i. De musikalske indslag er begrænsede og passer fint ind i den ellers alt andet end livlige stemning…

Aftenens film: Det’ indviklet

3. januar 2011

Fruen er til lette, romantiske komedier, og jeg konsumerer dem gerne, hvis ellers de er skruet godt sammen og befolket med skuespillere, der kan puste liv i selv de mest bovlamme replikker og forlene de mest absurde manuskriptudtænkte situationer med en anelse sandsynlighed.
I gÃ¥r havde Fruen sÃ¥ været i det lokale indkøbscenter og havde hjembragt Nancy Meyers “Det’ indviklet” fra 2009. Vi havde set et par trailers og mente, at den nok var værd at spendere en søndag aften pÃ¥.
Temaet i filmen – ‘nÃ¥r der gÃ¥r ild i gamle huse’, nÃ¥r modne mennesker ‘falder ned i kærligheden’ og bliver revet med af lidenskaben og liderligheden – er ikke ny for instruktøren Nancy Meyers. I 2003 udsendte hun den vellykkede “NÃ¥r du mindst venter det” (Something’s Gotta Give) med Jack Nicholson og Diane Keaton i hovedrollerne. SÃ¥ Meyers vidste godt, hvad hun ville, da hun satte Meryl Streep og Alec Baldwin sammen i en historie om et fraskilt, ældre ægtepar, der pÃ¥ den yngste søns graduation day finder ud af, at de slet ikke er færdig med hinanden og fÃ¥r gnisten til at springe.
Som det som oftest er i amerikanske komedier, foregÃ¥r det i den bedre del af middelklassen, hvor det materielle ikke er noget problem. Jane (Streep) er en succesfuld ejer af et stort bageri. Jake (Baldwin) er en veletableret advokat, som har giftet sig med sin meget yngre kvinde med et mindreÃ¥rigt barn pÃ¥ slæb. Begge er de – tilsyneladende i det mindste – kommet videre med deres sÃ¥kaldte liv. Indtil de altsÃ¥ render sammen ved denne hersens graduation-fest – og ender i sengen med hinanden. Ikke bare genfinder de melodien, men den lyder meget bedre end den nogensinde før har gjort. Tju-bang-chokolademand.
Den amerikanske titel pÃ¥ filmen er “It’s complicated” og for en gangs skyld har den danske oversættelse ramt plet. Det’ indviklet, og det er, hvad det er, nÃ¥r det drejer sig om kærlighedens og lidenskabens forviklinger. Og – uden at afsløre for meget – sÃ¥ forbliver det indviklet hele vejen gennem filmen.
De to hovedrolleindehavere spiller rollerne, som blev de betalt for det. Meryl Streep fÃ¥r fint skildret rutsjeturen i de følelsesmæssige ambivalenser hos den voksne kvinde, der pludselig – som en anden Ã¥rsunge – bliver bragt ud af fatning i en affære med sin egen eks-mand. Og den efterhÃ¥nden godt satte bamsefar, Alec Baldwin, er herlig i sin fremstilling af manden, der er løbet sur i rollen som potentiel smÃ¥børnsfar med jævnlige besøg pÃ¥ fertilitetsklinikken og opdager, at han er dybt forelsket i sin eks-kone og begærer hende mere end nogensinde.

De øvrige roller lever knapt op til de tos præstationer, selv om de ikke er ringe. Steve Martin i rollen som amourøs konkurrent til Jake virker ikke helt overbevisende i mine øjne. De øvrigt biroller – især børnenes – fungerer efter hensigten – at levere troværdige situationer til dramaet mellem de to hovedroller – hverken mere eller mindre.
Selve handlingen er hverken overraskende eller specielt original. Og det skal man nok heller ikke forvente af en gennemsnitlig Hollywood-komedie. Filmens eksistensberettigelse er de mange små, fine scener og dialoger mellem Janet og Jake. De formår at gøre det troværdigt, at der også er et liv efter det første kuldsejlede ægteskab. Og de formår at vise, at livsappetit, kærlighedshunger og ægte liderlighed, slet ikke er forbeholdt for de unge, selv om de tror det.
Det’ kompliceret er en sÃ¥kaldt feel-good-film, der især henvender sig til et modent publikum (Frøkenen udvandrede…) og er en understregning af, at vi ikke længere helt og aldeles er underlagt den hjernelamme ungdomsdyrkelse i filmindustrien. Filmen er en let, velspillet bagatel, der glider ned som citronfromagen nytÃ¥rsaften og godt kan give en lyst til at tage en portion mere… Hermed anbefalet (de voksne læsere).

My Blueberry Nights – aftenens film

20. december 2010

Dette er indlæg nr. 6000 i CAPAC-bloggen siden august 2006. Velbekomme.

Her til aften kom jeg til, ganske uforsætligt, at se Wong Kar Wais film “My Blueberry Nights” (2007) pÃ¥ DR2. Det er Wais første engelsksprogede film, og jeg mindes ikke at have set nogen af hans mange kinesiske film. Men med rolleindehavere som Norah Jones (kendt jazzsangerinde i hendes første rolle pÃ¥ det hvide lærred), Jude Law, Rachel Weisz (kendt fra bl.a. The Mumie-serien) og Natalie Portman, sÃ¥ var interessen allerede sÃ¥ stor, at jeg blev hængende i sofaen med resten af familien.

Plottet er – næsten helt Paul Austersk – bygget op om nogle temmelig tilfældige møder mellem nogle individer, der hver især bærer pÃ¥ en ufuldendt historie. Jeremy, en immigrant fra Manchester, England, er landet som cafébestyrer efter at være hægtet af en affære med en russisk pige. Her møder han Lizzie, der leder efter en kæreste, som har brændt hende af – og i øvrigt har to jobs, fordi hun vil skrabe penge sammen til en bil.

Tilfældighederne og – ikke mindst – kærlighedslivets snoede veje og vildveje fører dem sammen og fra hinanden igen (mere vil jeg ikke afsløre). Og flere andre personer krydser deres veje – ikke mindst Lizzys.

Selv om filmen har bÃ¥de en begyndelse og en alt andet end overraskende slutning, sÃ¥ er den især kendetegnet ved at være episodisk. Og ved sin alt andet end moderne, langsomme fortællerytme. Det er længe siden, jeg har set en film, der tog sig sÃ¥ god tid – uden at blive kedelig. Den nærmeste sammenligning, der falder mig ind, er Wim Wenders’ film.

Det er en lille film af den slags, der lever højt pÃ¥ fint ensemblespil i alle rollerne og pÃ¥ sin sans for at skabe stemninger – af ensomhed, fortabthed, ukuelig optimisme osv. Stemninger, der understøttes af en smagfuld fotografering, der dyrker farvernes muligheder i storbyens natteliv. Og sÃ¥ af et udsøgt soundtrack med navne som Norah Jones (selvsagt), Cat Power, Ry Cooder, Otis Redding, Ruth Brown, Mavis Staples, Amos Lee, Cassandra Wilson m.fl.

Ikke mindst Reddings uopslidelige, umistelige udlægning af Try A Little Tenderness skar sig gennem med al sin passion og smerte. Understreget af, at Frøkenen i huset spidsede ører og mente, at det da mÃ¥tte være hendes favorit Gavin Degraw. OgsÃ¥ en slags anerkendelse, selv om der var tale om en forstÃ¥elig vildfarelse…

Filminstruktøren m.m. Blake Edwards er død, 88 år

17. december 2010

DR-Nyhedernes rubrik til nyheden om Blake Edwards’ død er sigende: Instruktøren af Den Lyserøde Panter er død. For der er nok ingen tvivl om, at rigtig mange først og fremmest vil forbinde Edwards med komedieserien med Peter Sellers i hovedrollen som inspektor Jacques Clouseau, som blev lavet i Ã¥rene 1963 til 1983 – og nok var med til at efterlade indtrykket af en instruktør, der primært begik sig i den letbenede underholdning. Men selv om Edwards givetvis havde en forkærlighed for komedien eller lystspillet – hvilket han allerede demonstrerede med film som Pigen Holly (m. Audrey Hepburn) fra 1961 og U-bÃ¥den der rødmede fra 1959 (m. Cary Grant og Tony Curtis) – sÃ¥ havde han ogsÃ¥ andre tangenter at spille pÃ¥. Det sÃ¥ man fx i den stemningsfulde gyser Stemmen i mørket fra 1962 (m. Lee Remick og Glenn Ford) og i den bitre fortælling om et pars alkoholiske deroute i Hektiske Dage (Days of Wine and Roses – med Lee Remick og Jack Lemon i hovedrollerne). To film, der holder og stadigvæk tÃ¥ler at blive set. Hvorfor Edwards ikke opdyrkede de mere alvorlige genrer mere, kan man godt undre sig over, for selv om han nok ikke var en mesterinstruktør, sÃ¥ havde han et solidt hÃ¥ndelag for at skrue en film effektivt sammen. Men mon ikke forklaringen har noget med publikumstal og penge at gøre?
Næsten 50 film nåede han at instruere, og derud over arbejdede han som manuskriptforfatter, skuespiller og producer.

Jean-Luc Godard fylder 80 i dag

3. december 2010

Fransk film gamle enfant terrible Jean-Luc Godard fylder 80 i dag. Og det virker helt forkert. For hvordan kan en sÃ¥dan rebel blive sÃ¥ gammel? Godard var en af de centrale figurer i den nye franske bølge – nouvelle vague – sammen Francois Truffaut, Eric Rohmer, Claude Chabrol og Jacques Rivettes. Hver for sig forsøgte de at give filmkunsten et nyt sprog. Godard gik mest radikalt til værks. Destruktionens poesi har Christian Braad Thomsen kaldt Godards kunst. MÃ¥ske ville det være rigtigere at tale om dekonstruktionens poesi, fordi Godard de-konstruerede filmsproget for at genopfinde filmen sÃ¥ at sige.