Indlæg tagget med Film

Woody Allen – 75

2. december 2010

Jeg nÃ¥ede ikke at nævne det i gÃ¥r, pÃ¥ selve dagen, men Woody Allen fyldte 75 Ã¥r. Og det er nok en rune værd. For denne amerikanske – eller rettere: new yorkske – standup-comedian, forfatter, komiker og ikke mindst filminstruktør har siden tresserne underholdt denne skriverkugle (og mange andre) med sine tragi-komiske fortællinger fra en virkelighed, der nok lugter langt væk af Big Apple, er uudgrundeligt jødisk i en af sine tematikker, men ogsÃ¥ udtryk for en særlig uamerikansk, nærmest europæisk virksomhed, der i bund og grund handler om det alt for menneskelige. Om kærligheden, som vi aldrig bliver færdig med, hvad enten den har ramt os eller ramt forbi os. Sygdommen til døden – og døden selv, som hypokonderen Allen altid har en ironisk distanceret kommentar til. Og livets serie af tilfældigheder, der bliver ved med at fascinere og overraske os.
Selv i de letteste af hans film mærker man, at Allen nok er en instruktør og filmfortæller, der gerne vil underholde os – men ogsÃ¥ en kunstner, der hjertens gerne vil fortælle os noget om den store gÃ¥de, vi stÃ¥r over for hver eneste dag: Livet. Uden at det skal misforstÃ¥s, sÃ¥ ser jeg en lige linje fra William Shakespeares dramatik til Woody Allens New Yorker-komedier. De arbejder begge med det samme rÃ¥stof, omend i hver sin tidsalder og med hver sit sprog.
Woody er i gang med en ny film, “Midnight i Paris”, der skal komme næste Ã¥r, og hans seneste, “You Will Meet A Tall Stranger” fra i Ã¥r har haft premiere. Jeg har dem til gode endnu, og jeg er sikker pÃ¥, at instruktøren vil forsøge at snyde manden med leen, sÃ¥ længe kræfter og helbred tillader det, og vil fortsætte med at lave seværdige film… Til lykke.

Leslie “Høj pistolføring” Nielsen døde i gÃ¥r

29. november 2010

Som bekendt er humor noget, man svært kan blive enig om. Og det er der selvfølgelig skrevet tykke, filosofiske og psykologiske bøger om.

En af de amerikanske skuespillere, der har fÃ¥et denne blogger til at slÃ¥ sig pÃ¥ lÃ¥rene af grin, er Leslie Nielsen, der som navnet antyder har danske aner, idet hans farfar var dansker. Leslie Nielsen, der blev født den. 11. februar 1926 og døde i gÃ¥r, startede sin skuespillerkarriere i 1950 og fungerede de næste 30 Ã¥r som birolleskuespiller i film og pÃ¥ tv. Men flykatastrofekomedien Airplane! (pÃ¥ danske Højt at flyve) forvandlede med et slag Nielsen til at være komisk hovedrolleskuespiller. Med fÃ¥ virkemidler og begrænset mimik fik Nilsen det optimale ud af de absurde situationer og de citatværdige replikker. Og han fandt en perfekt komisk rolle som politikommissær Frank Drebin i “Naked Gun”-filmene (fra 1988 og frem), hvor genreparodien blev kørt helt ud pÃ¥ overdrevet. Især den første “Høj pistolføring”, som de hed pÃ¥ dansk, er en født klassiker blandt lavkomiske, velturnerede film fra forrige Ã¥rhundrede. Nu er Leslie ikke mere, men filmene har vi da lov at more os over.

Nogle morsomme scener fra Naked Gun.

Lou Reed gÃ¥r til filmen…

22. november 2010

Som kendere vil vide læste Lou Reed oprindeligt journalistik og film ved Syracuse University. Det var inden, han forfaldt til rock’n roll. Men han har aldrig rigtig brugt det til noget, før nu, hvor han debuterer som instruktør af filmen “Red Shirley”, som vises pÃ¥ filmfestivalen i Wien.

Filmen, der er en kortfilm pÃ¥ 28 minutter, bestÃ¥r af interviews med Lou Reed 102-Ã¥rige kusine Shirley. Hun fortæller om sin flugt fra nazisterne i Polen, og hvordan hun kom til New York via Montreal. Til The Independent siger Lou Reed om sit familiemedlem: “She has been living in the same apartment for 46 years, which is about 18 blocks away from where I live. She is in a book about garment workers and the people who fought for the union. At the start of the movie the way she is speaking is almost like poetry: we suffered for this, we suffered for that, and it was like, ‘Oh my God, that is a 100-year-old saying that and she deserves a statue, and then if not a statue, a movie'”. Hun taler som poesi. Og vi ved, hvad poesien betyder for Reed. Lou har ogsÃ¥ lavet underlægningsmusik til filmen, for som han selv siger: “There has to be music. There is a reason why silent movies went away. The world is always better with music; everything is better with music. Have you ever sat down and thought what is music? What is it? It’s sound. Sound in rhythm or sound not in rhythm. It’s sound.” Lyd. Musik. I øvrigt er der vist flere film pÃ¥ vej fra Reed. En om en elektrisk bil og en om Tai Chi, som Lou har dyrket i 25 Ã¥r…

Apropos dette og foregÃ¥ende indlæg – Susan Boyle – Perfect Day (hvis du tør…)

Set: Harry Potter og dødsregalierne 1

20. november 2010

Halvandet Ã¥r er gÃ¥et siden Harry Potter og hans venner sidst lagde vejen forbi Ã…rhus. Og her til eftermiddag indtog undertegnede og Fruen den lokale Biocity – sammen med yngstebarnet, en veninde og en betragtelig del af den Ã¥rhusianske befolkning – for at dvæle ved næstesidste kapitel af den filmiske version af Harry Potter-sagaen.

I de foregÃ¥ende film har jeg været godt underholdt. Man mÃ¥ lade forfatterinden J. K. Rowling, at hun har formÃ¥et at skabe en fascinerende fantasyunivers og trække det i og for sig banale plot – kampen mellem det onde og det gode – igennem de mange bind, uden at spændingen eller dramatikken er gÃ¥et fløjten. Og filmene har pÃ¥ tilsvarende vis formÃ¥et at omsætte de ret omfattende fortællinger til filmens sprog uden at tabe den særlige magi pÃ¥ gulvet.

I den forrige film – Harry Potter og halvblodsprinsen – sænkede mørket sig over filmen, og de pubertære skærmydsler afløste de foregÃ¥ende afsnits mere muntre, barnlige tildragelser. I den nye film er mørket endnu mere udtalt. Der lægges tydeligvis op til det sidste opgør med mørket herre.

Og igen sættes trekløveret Harry, Ron, Hermione pÃ¥ en drilsk og besværlig opgave – opstøvningen og tilintetgørelsen af tre objekter, sÃ¥kaldte  horcruxer – der skal føre dem frem til mÃ¥let. Og denne vejen ad hvilken er fermt konstrueret, sÃ¥ det lykkes at holde spændingen i det godt og vel tre timer forestillingen varer. Og det pÃ¥ trods af – filmens eneste Ã¥benlyse svaghed – at den ikke har en rigtig afslutning.

De visuelle effekter er om muligt endnu mere spektakulære end i de foregÃ¥ende afsnit, og jeg synes, de tre hovedpersoner spiller bedre end i forgængeren, hvor en – mÃ¥ske forstÃ¥elig – mathed prægede udfoldelserne. Og sÃ¥ mÃ¥ man endnu engang beundre englænderne for deres formidable evne til at befolke en film med fremragende bipersoner, som kan bære selv en halvsløj film igennem med et i det mindste acceptabelt resultat. Bill Nighy, Rhys Ifans, Helena Bonham Carter og mange flere gør, at man ikke behøver at kigge pÃ¥ armbÃ¥ndsure, pille ved mobilen eller i det hele taget: kede sig.

Ved siden af grundfortællingen følger filmen op på det amourøse tema, som blev anslået i forgængeren. Rons kærlighed til Hermione fungerer som en lille hjælpemotor for den store dramatiske proces, og med antydningen af noget erotisk som et potentiale sørger filmen for, at de unge, der har fulgt Harry fra første færd stadigvæk kan lade sig underholde uden at føle sig infantiliseret.

Hvis jeg selv skulle have valgt dagens film, ville jeg nok have valgt en anden end Harry Potter. Men nÃ¥r det er sagt, sÃ¥ blev den indre drengerøv godt underholdt af den fantasifulde historie. Hermed anbefalet – hvis man alligevel skal i biografen med teenagerne.

Trailers kan du se her.

The American – en dogmefilm?

10. november 2010

Jeg fik lokket fruen med i Grand Teateret i Københavnstrup. Eller lokket er sÃ¥ meget sagt, for efter timer pÃ¥ benene i dronningens hjemby, kunne vi to godt trænge til at læne os tilbage i et par biografsæder og lade hjernerne do the walking. Tilfældet ville, at det blev Anton Corbijns “The American” med George Clooney i hovedrollen (det faktum kan jo overtale en del fruentimmere… men ogsÃ¥ mig, sagde hunden).

Jeg havde ikke rigtig hørt noget om filmen pÃ¥ forhÃ¥nd og lod det markskrigeriske stjerneantal pÃ¥ den store plakat glide relativt hurtigt forbi min shitdetector. Men jeg forbandt instruktøren med en lang række musikfilm, bl.a. den fine “Control” (2007) om Joy Divisions frontfigur Ian Curtis. Men ogsÃ¥ om U2, Metallica og mange flere. I det hele taget er det i den genre, han har slÃ¥et sine fleste folder.

“The American” er – sÃ¥ vidt jeg har kunnet læse mig til – Corbijns debut som spillefilminstruktør. Og en ganske interessant sÃ¥dan. Historien er bestemt ikke ny. Clooney spiller en aldrende hitman m.m., “Jack”, der efter en mislykket aktion i svenske Dalarne, pÃ¥tager sig en sidste opgave for at trække sig tilbage og fÃ¥ et normalt liv med en smuk italiensk luder. Temaet er næsten en kliché. Hvor ofte har man ikke en professionel dræber i konflikten mellem pligt og tilbøjelighed? Men mÃ¥den, hvorpÃ¥ historien fortælles gør en forskel.

Fortælletempoet i filmen er næsten anakronistisk. NÃ¥r man er vænnet til Bourne- og Bond-opskruede sekundhurtige klip, sÃ¥ føles det nærmest som at blive beemet tilbage til halvtredsernes og tressernes spion- og agentfilm at se Corbijns film. Men det er ogsÃ¥ en pÃ¥mindelse om, at spænding ikke altid hænger pÃ¥ ydre dynamik og action. I “The American” ligger den i skuespillernes langsomme fremstilling af personerne og – ikke mindst – i den hele tiden foruroligende præmis: At en hitman aldrig kan stole pÃ¥ nogen, hverken sin overordnede, pigen han gÃ¥r i seng med eller – strengt taget – sig selv…

Er der ikke noget dogme over den film, sagde Fruen med vanlig skarpsindighed. Og jo, det er der. I den forstand, at Corbijn fravælger genrens state of the art-æstetik med frenetisk opskruet fortælletempo, overforbrug af high tech-isenkram, omkostningstunge actionsscener og utallige on location-optagelser i den globale landsby. Corbijns vælger at satse på skildringen af den ensomme dræber og hans historie.

Som sædvanlig skal jeg nok nære mig for at fortælle, hvordan filmen ender. Selv om slutningen ikke ligefrem kan kaldes overraskende. Men det er som antydet vejen derhen, der er interessant. Skitseringen af især Clooneys hovedperson, men ogsÃ¥ de mange fine biroller, og sÃ¥ de moralske, religiøse, psykologiske og emotionelle dilemmaer, der udgør filmens egentlige motor. Ud over at være eye candy for de kvindelige biografgængere, er George Clooney en fin filmskuespiller, der vokser stødt i kvalitet fra film til film. PÃ¥ mange mÃ¥der er han en parallel til Clint Eastwood, der ogsÃ¥ har bevæget sig fra at være en mere eller mindre ubehjælpelig B-film-skuespiller til at være en af de meste markante mandlige aktører i amerikanske film – og en fremragende filminstruktør oven i købet. I denne film fremstÃ¥r Clooney ganske uglamourøs, lidt slidt, ældet, lidende og meget menneskelig i sin skildring af den dræbende anti-helt, der godt ved, at han har sin professions fremtid bag sig og mÃ¥ foretage et eksistentielt valg. Men jeg er ret sikker pÃ¥, at han ikke fÃ¥et færre kvindelige fans efter denne præstation…

The American er en af den slags film, der fortjener at blive set i biografen, men også at få en plads på videoreolen, fordi den med sin særegne tristesse-stemning fortjener mere end et gensyn.

Hermed anbefalet til en kold dag i København eller et andet sted i den globale landsby…