Indlæg tagget med Film

Nostalgi: klassiske sci-fi-film fra anno dazumal

26. oktober 2010

Som antydet, sÃ¥ er fjernsynet ikke det alter, jeg bøjer mig for i disse tider. Det bliver ikke til ret meget. Mestendels i weekenderne. SÃ¥ derfor er dvd-afspilleren det sted, hvor jeg fÃ¥r afløb for mine cineastiske tilbøjeligheder. Og forleden faldt jeg over et bokssæt, som jeg mÃ¥tte have indlemmet i min lille samling – ikke mindst, fordi jeg fik den til røverpris. Det drejer sig om Classic Sci-Fi Collection fra 2007. SÃ¥ vidt jeg husker, var det Jørgen Stegelman, der engang omtalte den og sikrede den en plads bag i min erindring. PÃ¥ de ialt syv dvd’er finder man en række film, som jeg sÃ¥ i sort-hvid pÃ¥ tysk tv, da jeg endnu boede hjemme hos mine forældre. Tyskerne var nemlig flittige til at genudsende alle de gamle halvtredsersciencefictionfilm med jævne mellemrum. Og havde de ikke andet at byde pÃ¥, sÃ¥ havde de stemning nok til konkurrence med nutidens isenkram og computerhalløj. Boksen indeholder følgende: Invasion Of The Bodysnatchers / Thing From Another World / Incredible Shrinking Man / This Island Earth / Creature From The Black Lagoon / It Came From Outer Space. Alle sammen hører til mine favoritter fra dengang.

Mere her.

The Squid and the Whale – aftenens film

26. oktober 2010

Jeg tror, den her film er god, sagde Fruen. Jeg var ogsÃ¥ mest til sinds til at glide tilbage i sofaen efter en pÃ¥ mange mÃ¥der travl fridag af den slags, hvor man ikke nÃ¥ede det, man havde sat sig for, men til gengæld blev nødt til at tage sig af en masse andet, der skubbede sig ind foran en. Og da fruen sÃ¥ gjorde mig opmærksom pÃ¥, at Laura Linney var med – og Jeff Daniels – sÃ¥ gled jeg ned bag kaffekoppen.
Og heldigvis for det. For Noah Baumbachs film “The Squid and the Whale” (2005)  er en af disse hersens smÃ¥ undseelige perler, som amerikansk film en gang imellem formÃ¥r at lave i skyggen af det brølende, larmende, blinkende og markskrigeriske Hollywood. En selvbiografisk baseret fortælling om et forfatterægtepar og deres to drenge – og deres liv, efter bruddet mellem forældrene.

Det biografiske, næsten litterære manuskriptforlæg afslører sig hurtigt i fortællingens til det absurde grænsende, detaljerede hverdagsrealisme. Der er noget næsten Woody Allensk over den tragi-humoristiske beskrivelse af den næsten dysfunktionelle Brooklynfamilies forsøg pÃ¥ at fÃ¥ det post-ægteskabelige liv til at fungere bare nogenlunde. Til forskel fra Allen befinder vi os et trin længere ned af den sociale rangstige, og autenticiteten er nok en grad skarpere. Som i de bedste Allenfilm er Baumbach skÃ¥nselsløs ærlig – men ogsÃ¥ loyal og kærlig – i sin udlevering af forældreparret og deres to drenge.

Den alt andet end glamourøst udseende moderfigur i Linneys gestaltning. En kvinde, der følelsesmæssigt er ude i torvene, men forsøger at skabe mening i livet for sig selv og sine to rebelske drenge. Og faderen, Jeff Daniels’ fløjlsjakkeklædte, skæggede litteraturunderviser, der er brændt ud som forfatter, jagter piger pÃ¥ sin ældste søns alder og forsvarer sin faderværdighed helt ud i det absurde.

De to drenge er et studie i sig selv. Den ældste søn Frank, der har identificeret sig med akademikerfaderens elitære holdninger til kunst og litteratur i en sådan grad, at han bliver pågrebet i plagiarisme og påtaget belæsthed. En tur via en jordbunden psykolog får ændret på den vildfarelsen. Og lillebroderen, der reagerer fysisk over for forældrenes seperation ved at drikke spiritus i lange baner og smøre sin fremmasturberede sæd ud over reoler og skabe på skolen.

Skuespillet er intet mindre en fremragende i denne lille film. Linney viser endnu engang, at hun er en af de bedste amerikanske skuespillerinder i disse år. Nøgent, nuanceret og udtrykfuldt indfanger hun den lille grå forfatterspire med sin kunst.  Og Jeff Daniels formår at forlene sin akademikermand med både sårbar-, skrøbelighed og intellektuel forstokkethed, så ligner noget, der er taget lige ud af virkeligheden. Hvad han nok også er. Og drengenes spil er også i en klasse for sig. Instruktøren har åbenbart et godt greb om børn. Dertil skal lægges en dialog, der formår at trække hverdagen ind i biografmørket uden at ende i den mest platte banalitet.

Helt i trÃ¥d med filmens natur, sÃ¥ ender historien ikke i nogen happy end. Uden at jeg skal afsløre hvordan. Men alligevel er det en i den grad livsbekræftende og opløftende film, der illustrerer, at filmkunsten stadigvæk har noget at byde pÃ¥ – ogsÃ¥ nÃ¥r den ikke griber til 3D og computeranimation. Anbefales.

PS. Og så skal jeg ikke lige glemme at nævne lydsporet, der byder på Lou Reed, John Phillips, Bert Jansch (ikke mindst), Loudon Wainwright, Kate & Anna McGarrigle, Blossom Dearie, Pink Floyd, The Cars m.m.

Trailer

Skuespilleren Tony Curtis er død, 85 år

30. september 2010

I gÃ¥r døde Tony Curtis. Og da jeg hørte nyheden sprang billederne fra Billy Wilders klassiker “Some Like It Hot” (1959) op pÃ¥ den indre skærm, og blev lidt efter fulgt af billeder og scener fra tv-serien De Uheldige Helte, hvor Curtis spillede over for og sammen med Roger Moore.
Som Billy Wilder var Tony Curtis af indvandrerbaggrund. Hans forældre var ungarske jøder, og hans borgerlige navn var Bernard Schwartz. Men det kan kunne man ikke hedde, hvis man kom fra The Bronx og ville gøre sig i showbizz. Efter at have aftjent sin værnepligt under krigen tog han en skuespilleruddannelse, og blev hurtigt spottet af en talentspejder, der kunne se, at Curtis havde, hvad der skulle til for at sætte unge pigers hjerter (og skød) i brand. Tony var ikke alene en flot fyr, han var ogsÃ¥ en smuk mand. I 1948 fik han kontrakt med Universal Studios og tog navneforandring til Tony Curtis. Han var da 23 Ã¥r gammel. Hans gennembrud kom i 1957, hvor han spillede over for Burt Lancaster i James Hills The Sweet Smell Of Succes, som i kritikerkredse etablerede ham som en filmskuespiller, man skulle holde øje med og sørgede for, at der var efterspørgsel efter hans kunnen. Selv om det gik op og ned i showbiz – det gør det jo altid – sÃ¥ havde Curtis vinden i ryggen i resten af sin karriere. Han havde udseendet og talentet med sig – og kunne spille bÃ¥de dramatiske og komiske roller. Over 100 film blev det til. Til sin fortrydelse fik han aldrig en Oscar, men en enkelt nominering blev det dog til, nemlig for sin rolle som fange pÃ¥ flugt i The Defiant Ones, hvor han var lænket til Sidney Poitier. For mig vil Curtis altid være forbundet med de to indledningsvist omtalte titler. Og for min skyld kunne han gerne have fÃ¥et en Oscar for rollen som Joe i Some Like It Hot. PÃ¥ den anden side, sÃ¥ fik han lov til at spille sammen med Marilyn Monroe – og det kan ingen Oscar slÃ¥… Hvil i fred.

Alfred Hitchcocks lydspor…

31. august 2010

Om kort tid udsendes komponisten Bernhard Hermanns musik til Alfreds Hitchcocks film The Wrong Man, Vertigo og North By Northwest på vinyl.
Uden denne underlægningsmusik ville Hitchcocks film ikke have været det samme. Film er en multimediegenre, et sammenfald af mange kunstarter i et.
Men giver det mening at lytte til musikken uden billederne? NÃ¥r der er tale om regulære soundtracks, komponeret til de levende billeder? Er det sÃ¥danne plader, man sætter i cd’en som et andet stykke musik? Eller er det fortrinsvis filmbuffs, der har glæde af dem? Et publikum mÃ¥ der i hvert fald være.

2 x Bruce Willis

30. august 2010

Det er blevet sagt, at man bedst “læser” kriminalromaner i biografen. Og noget er der om snakken. I hvert fald har jeg for en tid opgivet at læse moderne kriminalromaner, fordi de ganske enkelt er for dÃ¥rligt skrevet. Sproget hæver sig ikke over daglig rugbrødsjournalistisk niveau. Klicheerne stÃ¥r i kø.

Derfor holder jeg mig til filmiske krimier, og denne weekend fik jeg omsider set et par stykker. Nemlig Richard Donners “16 Blocks” fra 2006 og Paul McGuigans “Lucky Number Slevin” fra samme Ã¥r. Begge med Bruce Willis i en hovedrolle. Den sidste kendsgerning skyldes, at jeg pÃ¥ fredagens obligatoriske indkøbsraid impulskøbte en af disse hersens tre-film-i-en-pakke formedelst 29 kroner. Fælles for de tre film var – surprise – at Bruce Willis pÃ¥ plakaten.

Jeg har nemlig en svaghed for Bruce Willis. I rækken af mandlige skuespillere, der sÃ¥ at sige altid spiller en maskulin enegænger og (anti)helt – en nærmest arketypisk figur i amerikansk film og litteratur – rager han op. Ikke, fordi han har et stort register at spille pÃ¥ som filmskuespiller. For det har han ikke. Men, fordi han mestrer sine begrænsninger til perfektion. Han bliver bedre og bedre fra film til film og forstÃ¥r at dosere sine kunstneriske virkemidler med overlegenhed. Som hos en af hans skarpeste konkurrenter i métieren, Clint Eastwood, synes jeg, man kan mærke, at man har at gøre med et musikalsk menneske, der kender betydningen af timing, tempo, pauseren osv. Og de er jo begge store musikelskere.

Weekendens to film er vidt forskellige. Donners “16 Blocks” har et – befriende – enkelt plot. En ældre, drikfældig, desillusioneret politimand, Jack Mosley (Willis), fÃ¥r modstræbende til opgave at køre et angiveligt ubetydeligt vidne til retten, der ligger 16 husblokke fra politistationen. Hvad, Mosley ikke ved, er, at vidnet – herligt spillet af hip-hop-stjernen Mos Def – skal vidne mod Mosleys korrupte kolleger, der vil gøre alt, hvad der stÃ¥r i deres magt, for at forhindre ham i at nÃ¥ frem til retsbygningen.

I en central scene i filmens start tvinges Mosley ud i et etisk dilemma: Valget mellem at dække over sine korrupte politivenner (og indirekte sin egen anløbne karriere) eller tage sit ansvar pÃ¥ sig og bringe vidnet frem. Og – uden at afsløre for meget – sÃ¥ vælger Mosley selvfølgelig rigtigt, viser, at han inderst inde er et godt menneske – som vidnet Eddie ogsÃ¥ pÃ¥peger – der trods skuffelser og moralsk deroute godt kan finde tilbage pÃ¥ dyden smalle sti. For mennesker KAN forandre sig som Eddie – tugthuskandidaten – flere gange understreger (med henvisning til forbryderne Chuck Berry og Barry White!) og selv eksemplificerer i filmens slutning.

Mosleys valg fører det umage par – den tavse indesluttede, fordrukne Mosley og den evigt snakkende Eddie – sammen og ind i et fælleskab af fremtvungen tillid og loyalitet, der i sidste ende bliver en slags venskab. Og sammen kaster de sig ud i en ulige kamp mod en bundkorrupt politistyrke. Slutningen pÃ¥ filmen er ikke overraskende. Og det er da heller ikke den, der er interessant, men vejen derhen. Og vejen er brolagt med fermt klippet aktion, som Hollywood er eksperter i at levere, og solidt skuespil i alle roller. Ikke mindst David Morse i rollen som glat, fidel, truende, lokkende ven og fjende i en figur er brillant. Og det er en ren og skær fornøjelse at se Bruce Willis agere ældre, nedslidt “grÃ¥ guld” som en kærkommen kommentar til den Ã¥ndløse og forudsigelige ungdomsdyrkelse i amerikansk film (og vestlig kultur i det hele taget). Filmen fik blandet kritik, da den kom frem. Den negative, mest fordi filmen tilsyneladende ikke bringer noget nyt til torvs. Nyhedshungeren fÃ¥r anmelderne til at overse, at der er tale om en lille velturneret perle i sin genre.

“Lucky Number Slevin” er en helt anden type krimi, der med sin indbyggede overraskelse nærmest ligner klassikeren The Usual Suspects. Uden at afsløre for meget, sÃ¥ er en del af filmens plot, at intet er, som det ser ud til at være. Og selv om man fÃ¥r pointen tidligt i filmen i godt skjult form, sÃ¥ er det først sent i filmen, at tingenes rette sammenhæng rigtig gÃ¥r op for en.

Temaet i filmen er ældgammelt: Hævn. En ung mand ved navn Slevin Kelevra (Josh Harnet) bliver – tilsyneladende ved en tilfældighed – viklet ind i en konflikt om spillegæld, mord og gengældelse mellem to gangsterimperier, ledet af “Chefen” (Morgan Freeman) og “Rabbineren” (Ben Kingsley). Harnet er intet mindre end fremragende i rollen som den unge mand, der som en anden Cary Grant bliver forveklet med en anden og rodet grundigt ind i et djævelsk plot, som der ikke er nogen flugtvej ud af (henvisningen til Hitchcocks Menneskejagt er eksplicit i filmen!). Ja, faktisk er det Harnet, der har førertrøjen pÃ¥ i denne film. PÃ¥ sidelinjen stÃ¥r ekspertlejemorderen Goodcat (Bruce Willis). En ret sÃ¥ éndimensionel rolle, som Willis udfylder perfekt med sin pokerfjæs og sine forførende talegaver. Men rollen er ikke pÃ¥ niveau med den tidligere omtalte.

En parallel fortælling er kærlighedsforholdet mellem Slevin og pigen Lindsay (overbevisende og morsomt spillet af Lucy Liu, der blev kendt for sin medvirken i advokatserien Ally McBeal). I denne bogstaveligt talt indviklede sidehistorie bliver der plads til ikke blot romantik men også velgørende humor.

Det komplekse plot i filmen fortælles med stor professionalisme og sans for basal suspense. Der afsløres hverken for meget eller for lidt undervejs, før den afgørende overraskelse sættes ind. Og det er underholdende og godt gjort. Som “16 Blocks” er “Lucky Number Slevin” et vellykket, -fortalt og -spillet genrestykke, der ikke lægger nye alen til filmkunsten, men pÃ¥ den anden side konsoliderer kriminalfilmen som genre og fremtidssikrer den nogle Ã¥r endnu.