Indlæg tagget med Film

Eartha Kitt er død, 81

26. december 2008

Det er ikke sÃ¥ forfærdeligt længe siden, jeg skrev om Eartha Kitt. Nu er meldes hun død i en alder af 81. For mig var Earthe Kitt en af den fremtrædende sangerinder, der formÃ¥ede at forene fornem sangfortolkning med en udpræget sans for elegance og en sensualitet, der lÃ¥ langt fra de renskurede, mainstream-poppigers fremtoning. Hun beskrev sig selv som en “sexkilling” og legemliggjorde billedet som Catwoman i den legendariske tresser-tv-udgave af Batman.
Men Eartha var ogsÃ¥ en kvinde med sine egne meninger. SÃ¥ledes blev hun persona non grata i USA, da hun i tresserne leverede en skarp kritik af amerikanernes krigførsel i Vietnam. Ved et selskab hos den daværende præsidentfrue Lady Bird Johnson skulle hun havde udtalt: “I sender dette lands bedste mænd af sted for at blev skudt og lemlæstet. Det er ikke underligt, at de ungerne gør oprør og ryger pot”!. Hun mÃ¥tte forlade Staterne til fordel for Europa – men i Ã¥rene efter gav udviklingen hende ret i kritikken. I 1974 vendte hun tilbage og optrÃ¥dte med stor succes pÃ¥ Broadway. I hele seks Ã¥rtier var Earthe Kitt aktiv som skuespiller og sanger. Underholdningsverdenen er blevet fattigere med hendes bortfald. Hvil i fred, Eatha.

It’s a Wonderful Life – den korte version…

24. december 2008

Det er vist den ultimative Hollywood-Christmas-Feel-Good-film… Se den her i en kort udgave.

link

Stephen Kings film-top-10

13. december 2008

Tiden er inde til listomani. Ethvert medie med respekt for sig selv opremser, hvad de mener har været de bedste plader, dvd’er, bøger osv. For tiden er jeg lidt immun over for disse lister, der ofte forekommer at være temmelig forudsigelige… Men der er  da inspirerende undtagelser. Fx er jeg faldet over horror-forfatteren Stephen Kinks personlige top 10 over seværdige film. Og jeg kan godt lide hans lidt selvudslettende kommentar til rollen som filmkritiker: “Jeg er ikke troværdig, nÃ¥r det drejer sig om film. Tak fx dette Ã¥rs Saw-film. Jeg sad der pÃ¥ mit favoritsæde – tredje række midtfor, sÃ¥ lærredet rejser sig tÃ¥rnhøjt foran mig – og min forhjerne tænkte: Ã…h, mand, det er der dette Ã¥rs største bunke cinematisk hundebræk. Men resten af hjernen tænkte Jeg er i bioooografen! ER DET STORT ELLER HVAD?”. Tal om falsk beskedenhed! For selvfølgelig er en dreven gyserforfatter en god filmkritiker. Han kender jo spillets regler. Og sÃ¥ følger ti skarpe, korte omtaler af filmene: 1. Dark Knight, 2. Slumdog Millionaire, 3.WALL-E, 4. Tropic Thunder, 5. Funny Games, 6. The Bank Job, 7. Lakeview Terrace,8. Ruins,  9. Redbelt, 10. Death Race.
Det er ikke udfolde analyser, King, byder pÃ¥, men smÃ¥ skarpe definitioner, der fÃ¥r en til at ønske, at man havde filmene stÃ¥ende pÃ¥ dvd-hylden. Som nÃ¥r han fx omtaler Batman-filmen pÃ¥ den mÃ¥de, at den “er for hætte-og-tights-filmen hvad Godfather II var for gangster-filmen: en genre-definerende begivenhed”. SÃ¥ er det sagt!  Læs mere her.

“Das Kapital” – som film

7. december 2008

Det skulle være sikkert og vist, at den berømte russiske filminstruktør Sergej Eisenstein (Panserkrydseren Potemkin m.fl.) og den irske forfatter James Joyce (Ulysses, Finnegans Wake m.m.) mødtes en novemberdag i 1929, hvor de blandt andet snakkede om filmatiseringen af Joyces “Ulysses” – og Karl Marx’ “Das Kapital”. Samtalerne fandt sted fÃ¥ dage efter det store børskrak, den Sorte Fredag.
Umiddelbart lyder det som et vidtløftigt projekt. Hvad skulle den joyceske roman og Marx’ økonomiske kritik have med hinanden at gøre? Jo, Joyces roman handlede blandt andet om et subjekt, der ikke er tekstens herre, men pÃ¥ det nærmeste flyder med teksten som en prop i Liffey floden og gÃ¥r i opløsning. Og Kapitalen kan læses som en fortælling omvarernes, pengenes og kapitalens odysse – og om bugøjsernes og proletarerne som marionetter i et økonomisk spil, de ikke er herre over. Eisenstein havde æstetiske forestillinger om et filmsprog, der brød med ikke bare den traditionelle linieære fortællestruktur, men ogsÃ¥ sin egen montage-teknik.

Nu – midt i den aktuelle, globale finansielle krise – tager tyskeren Alexander Kluge – som folk, der læste pÃ¥ universitetet i halvfjerdserne vil huske som medforfatter til bogen ‘Offentlighed og Erfaring’ – trÃ¥den op fra Eisensteins idéer og udsender tre DVD’er med titlen Nachrichten aus der ideologischen Antike, Marx – Eisenstein – Das Kapital, der gennem 55 kapitler forsøger at realisere nogle af Eisensteins tanker, heriblandt fremstillingen af dele af Kapitalen i en visuel og musikalsk form.

The Pretty Things anno 1966

6. december 2008

I 1966 skød instruktøren Anthony West sammen med Caterian Arvat en 14 minutter lang film om og med beatmusikkens slemme, langhÃ¥rede drenge – The Pretty Things. Nu er det omsider muligt at se det meste af filmen – i en god kvalitet – pÃ¥ nettet. Se klippene her (klip 2 finder du i bjælken til højre). Ren og uforfalsket nostalgi.

Johnny Depp – nu med Dante

4. december 2008

Medens Frøkenen og jeg i spænding imødeser Tim Burtons realisering af “Alice in Wonderland” med Johnny Depp som aktør, sÃ¥ indløber nyheden om, at Depp i en kommende film vil spille over for selveste Dante.  Det er Depp selv, der har taget initiativ til projektet, idet hans filmselskab Infinitum Nihil har købt rettighederne til Nich Tosches roman In The Hand Of Dante. Bogen skulle angiveligt handle om Dantes liv i perioden omkring udfærdigelsen af Den Guddommelige Komedie og ogsÃ¥ om nogle af bogens temaer, Helvede og livet efter døden. I følge beskrivelserne af bogen skulle der være tale om en slags litterær Da Vince-mysteriet-Indiana Jones-historie, hvor Tosche fÃ¥r fat i et stjÃ¥let Dante-manuskript, der sender ham pÃ¥ en lang rejse for at finde ud af, om manuset er autentisk. Depp skal selv spille Tosche, og Dante vil dukke op i nogle flash-back-scener, hvor man ser forfatteren kæmpe med sin komedie. Vi imødeser resultatet med tilbageholdt Ã¥ndedræt…

The Big Lebowski – musiksiden

16. november 2008

Det bliver ikke til så meget tv-kiggeri i disse dage. For det meste ser jeg film på computeren, når det bliver til noget. Men i går tog jeg mig sammen til at gense Coen-brødrenes The Big Lebowski, som jeg har haft stående på hylden i folie alt for længe. Filmen om The Dude og hans bowlingvenner er en rigtig skrøne. En slags Cheech & Chong som detektiver for fuld hamp. En af Coen-brødrene morsomste og mest vellykkede film.
Filmen har også et interessant soundtrack og der alluderes flere gange til musikken undervejs. I det hele taget spiller musikken en vital rolle i denne film.
The Dude kan fx ikke fordrage The Eagles, hvis Hotel California bliver spillet i The Gypsies vanvittige sigøjnerudgave. Af samme grund bliver han smidt ud af en taxi. The Dude fortæller ogsÃ¥, at han – højst tvivlsomt – har været roadie for Metallica, der Ã¥benbart var nogle røvhuller. Ifølge The Dude himself.
Ellers byder soundtracket pÃ¥ en række mere eller mindre kendte sange. Bob Dylans The Man in Me fÃ¥r lov at starte og dukker ogsÃ¥ op igen senere i filmen. Den fÃ¥r nærmest rollen som filmens kendingsmelodi. Creedence Clearwater Rivival er pÃ¥ The Dudes kassettebÃ¥nd i den bil, der bÃ¥de bliver stjÃ¥let og sat i brand i filmen. Men mærkeligt nok er der intet Creedence-nummer at finde pÃ¥ cd’en. Det mÃ¥ være noget med rettigheder… Man møder ogsÃ¥ Santanas klassiske udgave af Tito Puentes Oye Como Va, Kenny Rodgers & The First Edition med Mike Newsburys fine Just Dropped In, Elvis Costellos My Mood Swings, Shawn Colvins tidligere omtalte Elvis’ hit Viva Las Vegas, Booker T. & the MGs med Behave Yourself, Stones’ “Dead Flowers” i Townes van Zandts udgave, selveste Captain Beefheart med Her Eyes Are A Blue Million Miles, Nina Simones I Got It Bad , The Eagles og deres Peaceful Easy Feeling, Dean Martin med Standing on the Corner og Debbie Reynolds giver Tammy. Dertil skal lægges noget Henry Manchini og noget klassisk af Mozart og Mussorsky.
I den mere obskure afdeling finder man Gary Burger & The Monks Hate You, Teo Usuellis obskure piacere sequence, Moon Dog med Stamping Ground, Sons of the Pioneers “Tumbing Tumbel Weeds” og Meredith Monks Walking Song.

Townes Van Zandt – Dead flowers – 1991

Java Blues

15. november 2008

For mere end ti Ã¥r siden var jeg pÃ¥ et af disse hersens ledighedskurser, der formodentlig skulle kvalificere en til job. Det var dengang, man endnu mente, at efteruddannelse og opkvalificering var noget at satse pÃ¥. Vi fik til opgave at lave en film. Udstyret med et uhÃ¥ndterligt, gammel vhs-filmkamera og et oldnordisk, analogt klippebord skulle vi skrue en film sammen pÃ¥ to dage. Da jeg i forvejen vidste en del om filmproduktion (havde undervist i det i flere Ã¥r…), sÃ¥ vidste jeg godt, at det galt om ikke at gøre det mere indviklet end nødvendigt. AltsÃ¥: En kort film med en enkel historie. Resultatet blev en stumfilm om kaffebrygning pÃ¥ en kaffemaskine. En tætklippet lille sag, der som underlægningsmusik havde Rick Dankos herlige Java Blues. Det lykkes pÃ¥ mirakuløs vis at fÃ¥ musik og klipning til at gÃ¥ hÃ¥nd i hÃ¥nd. Inspireret af Mel Brooks Silent Movie indlagde vi en enkelt kommentar. Til allersidst i filmen ser man en hÃ¥nd tage en kop kaffe, man hører personen drikke en tÃ¥r og sige: Ahh…
Jeg har filmen endnu – og har flere gange brugt den i undervisning som eksempel pÃ¥, hvordan man som begynder skruer en film sammen…

Rick Danko – Java Blues

Jean Seberg

14. november 2008

Jeg kan ikke huske datoen. Men jeg husker, at jeg faldt pladask for hende, da jeg så hende for første gang i Åndeløs. Med sit meget kønne ansigts regelmæssige træk og det korte drengehår, var hun indbegrebet af den moderne, frisatte kvinde, der pegede frem mod de kommende års kvindefrigørere og feminister, men stadigvæk holdt fast i sin kvindelighed og Forskellen.

I går var det 70 år siden, Seberg blev født i Marshallltown, Iowa. Hun blev opdaget af den fremragende instruktør Otto Preminger, der gav hende hovedrollen i Saint Joan i 1957. Men det var først, da hun blev en del af den franske nybølgefilm omkring Jean-Luc Godard, at hun fik sin berømmelse.

Kendetegnende for hendes status som moderne fri kvinde var, at hun ogsÃ¥ engagerede sig politisk. Blandt andet gav hun sin moralske støtte til Black Panther Party, og det gav hende problemer med det amerikanske FBI, der overvÃ¥gede hendes færden. Hun endte sine dage pÃ¥ bagsædet af en bil, hvor hun døde efter at have indtaget store mængder alkohol og piller – og efter at have mistet et barn. Sikkert ogsÃ¥ under indtryk af FBIs forfølgelse blev hun mere og mere deprimeret og valgte sÃ¥ selvmordet som en udgang pÃ¥ sine lidelser i august 1979. 40 Ã¥r gammel.
Den tyske avis die Zeit bringer en kort billedkavalkade af den kønne skuespillerinde, der har sikret sig en varig plads i min indre biograf.

Jean Seberg – Baby Blue

Juleønsker: nr. 2 – Lou Reed Berlin

9. november 2008

Julian Schnabels film om Reeds opførelse af værket Berlin i St. Ann’s Wareouse, Brooklyn, i 2006 er nu at fÃ¥ pÃ¥ dvd – ogsÃ¥ med danske undertekster. For Lou-domaner…