Indlæg tagget med Film

Den rigtige James Bond – Sean Connery – fylder 80

25. august 2010

Lad det være sagt med det samme. I mit Bond-univers er der ingen over eller ved siden af Sean Connery. Ikke, fordi han var den første og den, der sÃ¥ at sige grundlage filmsuccessen. Men, fordi han er den bedste Bond gennem tiderne. I ham samledes de kvaliteter, der skal til at give liv til den ret éndimensionelle romanfigur: maskulinitet (bla. i form af stemmen), forførende charme, skærmtække og ikke mindst humor. Og ikke bare humor i almindelighed – for Roger Moore havde ogsÃ¥ humor i form at elegant, engelsk gentlemanhumor – men selvrefleksiv humor, der indebar en ironisk distance til hovedpersonen selv og dermed til selve rollen.
Jeg har bemærket mig, at mange kvinder – selv yngre sÃ¥danne – har et svagt punkt, nÃ¥r talen falder pÃ¥ denne skotske mandchauvinist. Og jeg har en fæl mistanke om, at det hænger sammen med – nÃ¥r vi ser bort fra det med det maskuline udtryk, den dragende stemme osv. – at Sean Connery er en anakronistisk mandstype, som kvinder nostalgisk kan drømme om, men som de under ingen omstændigheder ville kunne leve sammen med og dele seng og opvask med (han ville nok ogsÃ¥ frabede sig det sidste…). En “rigtig” mand, som man sagde engang. Der, som gamle Bogart, mente, at rigtige kvinder forstod betydning af et par flade.
Bond-rollen blev vist bÃ¥de en sejr og en byrde for Connery. Den forfulgte ham og gjorde det svært for ham at etablere en post-Bond skuespillerkarriere. Ikke desto mindre indspillede han en lang række uforglemmelige film – fra Hitchcocks “Marnie” over “The Hill” til “The Untouchables” og Indiana Jones-filmene – som demonstrerede hans karismatiske udstrÃ¥ling pÃ¥ lærredet.
Nu optræder han vist ikke mere. I hvert fald kun i kilt og som svoren skotsk nationalist med golfkøllen ved sin side… Til lykke.

Spaghetti Westerns – erindringsstof

17. august 2010

Cowboyrækkerne blev de kaldt, de forreste to-tre stolerækker i min barndoms biograf i Esbjerg, Phønix Bio. Det var de billigste pladser, nÃ¥r biografen blev fyldt op. Og det var her, der var garanti for hold i nakken. Jeg erindrer kun at have siddet dernede en enkelt gang. Og ikke i Phønix Bio. Det var i Kosmorama, hvor jeg var inde og se Dirch Passer i “Charles’ Tante” med min mor. Kosmorama lÃ¥ et lille stenkast fra Phønix.

De mange søndageftermiddage, jeg tilbragte pÃ¥ Phønix Bios hÃ¥rde plydssæder, sad jeg midt i biografen. Alle pladserne kostede det samme – et par kroner – og der var aldrig fuldt. Hvis der var tyve unger (og en eller to voksne), sÃ¥ var det vist det hele.
Men det var på disse søndage, jeg lærte den amerikanske western og dens mytologi at kende. Afvekslende med ridderfilm, Zorro- og Tarzanfilm og andre B-film fra Hollywoods arkiver løb cowboyfilmeme med John Wayne, Cary Cooper m.fl. over lærredet og blev slugt med barnlig ukritisk appetit. Og min kærlighed til denne særlige alt andet end realistiske genre med dens klare ideologiske overbygning blev grundlagt. Selv halvfjerdsernes ideologikritiske syrebad kunne ikke fjerne min faible for fortællingerne fra de store vidder derovre. Derfor var det også lidt af en skuffelse, da genren i løbet af tresserne og halvfjerdserne og frem stort set gled ud. Og det var en saltvandsindsprøjtning, da de såkaldte spaghetti-western kom frem og gav genren en revival.

Ganske vist var de ikke den rene vare, men i italowesterns rendyrkes genren og dens mytologi med stor næsten tegneserieagtig æstetisk sans – og fÃ¥ kroner. Spaghettifilmene gav mig et velkomment flashback til barndommens timer i Phønix Bios mørke. Og i en periode i halvfjerdserne kom jeg der igen, nÃ¥r jeg besøgte mine forældre. For at se de spaghettifilm, der blev vist. Om aftenen. Stadigvæk var der ikke mange publikummer, men stemningen var intakt i den gamle sal, der stod, som den altid havde gjort.

Phønix Bio er der ikke mere. Kun erindringen. Og med bokssættet Spaghetti Western med hele 20 film og 32 timers underholdning skulle det nok være muligt at genopfriske den lidt. Erindringen altså. 150 kroner alt iberegnet.

Aftenens film: Mig og Melody – Woody Allen

8. juli 2010

I forlængelse af fodboldkampen, hvor spanierne gav det lovende unge, tyske landshold en lektion i dekonstruerende presfodbold, artistiske driblerier og overrumblende afleveringer, sÃ¥ kastede jeg mig over Woody Allens “Whatever Works” (2009), som har fÃ¥et den flade danske titel “Mig og Melody”.
Filmen lægger sig fint i slipstrømmen af Allens mange New Yorker-komedier. En variation over temaer, som allerede blev behandlet i de tidlige hovedværker fra halvfjerdserne, “Annie Hall” og “Manhattan”. Kærlighedsforviklinger og eksistentielle kvaler i den moderne, sekulariserede storby blandt mennesker fra den bedrestillede middelklasse.

Hovedpersonen er Boris Yellnikoff (Larry David), en (i egne øjne) genial fysiker, der er gennemtvangsneurotisk (synger fødselsdagssang, hver gang han vasker hænder…) og pÃ¥taget kynisk i sit forhold til andre mennesker og verden i almindelighed. Han er om ikke Allens alter ego, sÃ¥ dog kalkeret over den type selvovervurderende, hypokondriske, lattervækkende, konstant snakkende mandspersoner, som Woody ofte har portrætteret.
Boris lever alene efter et mislykket ægteskab og et lige sÃ¥ mislykket selvmordsforsøg, hvis eneste resultat var en hinken, som han sÃ¥ siden har kunne kværulere over. Ind i Boris’ verden kommer sÃ¥ den purunge Melody St. Ann Celestine (Evan Rachel Wood), der er pÃ¥ flugt fra sine gale, religiøse forældre. Melody er Boris’ diametrale modsætning. Hun er ung, køn, uvidende, naiv, men slet ikke sÃ¥ dum, som Boris i første omgang vil gøre hende til. Og det gÃ¥r selvfølgelig, som det skal, nÃ¥r modsætninger mødes i kønslivet. En slags kærlighed opstÃ¥r.

Mere om handlingen vil jeg ikke afsløre. For ægteskabsindgåelsen mellem de to umage personer er egentlig kun det point of no return, hvorfra historien for alvor tager sin begyndelse og løber ud i en række morsomme, absurde optrin og hændelser.
Som altid hos Allen, så er det en historie om, hvordan kærlighedslivet forfører og spiller sine puds med de kontrolsyge, rationelle storbymennesker og sender dem steder hen, hvor de ikke troede, de skulle hen. Og undervejs kværner en oplagt, analyserede, diskuterende, ræsonnerende osv. talestrøm og dialog, der dårligt nok lader sig stoppe af et kys.
Som titlen antyder, sÃ¥ er det en film om de tilfældigheder og ustyrligheder i livet, der kan være med til at gøre livet meningsfuldt – i hvert fald for en tid. Den unge, umiddelbare Melody forfører Boris’ i den grad, at hans sortsyn og kynisme til hans egen overraskelse smuldrer lige sÃ¥ langsomt. En livsoptimistisk film af den aldrende Woody Allen, der ellers selv ynder at fremstÃ¥ som pessimist i medierne…
Anbefales enhver Allen-fan og andre, der trænger til intelligent underholdning i sommervarmen.

GÃ¥rsdagens film: The Wolfman

7. juli 2010

Fruen havde været forbi den lokale filmudlejningsshop og hjembragt John Sturbers “The Wolfman” (2010). Vi har begge en svaghed for film om vampyrer, varulve, ulvemænd og lignende overnaturlige fænomener.

The Wolfman er en genindspilning af George Waggners klassiker fra 1941 med Béla Lugosi, Claude Rains og andre af datidens B-film-stjerner i hovedrollen. Waggners film var stilskabende i den forstand, at den satte en standard for, hvordan man efterfølgende fremstillede (var)ulve i Hollywood.
Plottet i de to film er stort set også det samme. En ung mand vender tilbage til sit fædrende hjem efter at have erfaret, at broderen er omkommet under mystiske omstændigheder. Budbringeren er den myrdede broders smukke forlovede. Derefter går jagten på det ulvemenneske, der har forvoldt broderens død.
Som det fremgår af den nye filmatiserings prolog, så handler filmen om den klassiske konflikt mellem menneskets dyriske og civilisatoriske side. Om dyret, der ikke vil dø i mennesket. Og det fortrængtes genkomst. Om fædrenes synder, der går i arv til sønnerne. Og om kvindernes og kærlighedens forløsende og frisættende betydning.
2010-udgaven er en loyal genindspilning, der i store træk følger oplægget fra 1941. Rollerne er godt besat. Anthony Hopkins er god som patriarken, der ved mere end godt er. Han kan det der med at fremstille tilforladelighed og dæmoni pÃ¥ én og samme gang. Benicio del Toro har bÃ¥de fysiognomi og mystisk fremtoning til at fremstille den hjemvendte ‘fortabte søn’, der skal finde sandheden om sin broder – og dermed om sig selv og sin fader. Og den kønne Emily Blunt er et overbevisende valg som den efterladte, lidende forlovede, der ligner den døde mor. OgsÃ¥ birollerne sidder hvor de skal.
Filmen er stemningsfuldt fotograferet i mørke grå-blå nuancer med smukke landskabsbilleder etc. I det hele taget er det stemningen i filmen, der er dens styrke.
Den eneste anke, jeg har mod filmen, er dens splattereffekter. Blod i litervis, kroppe, der flÃ¥s i stumper og stykker, kropsdele, der spredes over alt. Netop det træk ved filmen er overflødig. Her kunne instruktøren have lært noget af Mike Nichols’ halvgamle “Wolf”, hvor uhyggen lÃ¥ i antydningen og det psykologiske spil. Den havde ogsÃ¥ en god portion humor, som fik urimelighederne til at glide lettere ned. Det kan man ikke beskylde The Wolfman for.
Men trods forbeholdet, så er filmen dog et seværdigt stykke underholdning her i sommervarmen.

Dagens film: An Education – Lone Scherfig

27. juni 2010

Der var fruen, der inviterede sig selv og undertegnede i biografen. Og heldigvis var der ikke andet, vi kunne finde behag i denne lørdag end Lone Scherfigs An Education. Min medblogger Uffe har for længe siden refereret filmen udførligt, så det vi jeg her undlade og i stedet bifalde Uffes anbefaling. Gå ind og se den film, hvis du ikke allerede har gjort det!
An Education er en film, der for en overfladisk betragtning ikke syner af meget. En umulig kærlighedshistorie mellem et 16-Ã¥rig kløgtigt, drømmerisk pigebarn og en noget ældre charmerende fusentast. De to er pÃ¥ enhver mÃ¥de hinandens modsætninger (og derfor opstÃ¥r den søde musik, som bekendt): uddannelsesmæssigt, familiært, erfaringsmæssigt osv. Og det ligger næsten i kortene, at det ikke kan ende lykkeligt – i hvert fald ikke pÃ¥ kærlighedens plan. Selve historien er ikke synderlig original. Faktisk temmelig banal.
Men det er lige netop i fremstillingen af banaliteten, Lone Scherfig viser sit mesterskab som instruktør. Det gjorde hun allerede anslagsvis i sin debutfilm fra 1990 “Kajs fødselsdag” og demonstrerede det overbevisende i sin succesfilm “Italiensk for begyndere” ti Ã¥r senere.
Som i “Italiensk for begyndere” formÃ¥r Scherfig i “An Education” at skildre forelskelsen og kærligheden pÃ¥ en hudløs hverdagsnær tragi-komisk facon med en empatisk sans for usikkerheden, det uudtalte, underforstÃ¥ede, subtile i forholdet mellem mennesker. Hos Scherfig er et blik, en tøven, en accentuering ladet med betydning. Hun er  en mester i at fremstille sine personer som de amatører, ja, begyndere de er, nÃ¥r det drejer sig om kærligheden.
Fremstillingen hjælpes selvfølgelig på rette vej med et træfsikkert valg af skuespillere i de centrale roller. Carey Mulligan er med sit kropssprog, sin levende mimik og ubesværede replikhåndtering et fund som den lantent oprørske, skarptungede skolepige, Jenny. Og som hendes mandlige modstykke er Peter Sarsgaard (David) inkarnationen af forførende charme på en grund af mystik.

Men også birollerne er virkelig godt besat. Alfred Molina (kendt fra bl.a. Chocolat) som Jennys fader giver et tåkrummende portræt af en ambitiøs, autoritær faderskikkelse, der først ikke kan se, hvad der er datterens bedste, før det er for sent. Og Cara Seymour som Jennys moder formår med de få scener, hun har, at skildre en moder, der intuitivt forstår datterens længsler, samtidig med, at hun ligger søvnløs, når Jenny er ude i virkeligheden.
Nævnes skal også Emma Thompsons prægtige fortolkning af den kvindelige skoleinspektør, der trods sin velformulerede moralske slagsfærdighed kommer til kort over for Jennys oprørske afsløring af det beståendes tomhed, og Olivia Williams som lærerinden Miss Stubbs, hvis interesse for Jennys karriere er drevet af mere end faglige og pædagogiske interesser.

An Education er kort sagt en lille stor film. En film, der ikke gør meget væsen af sig – i modsætning til  mange amerikanske kærlighedskomedier – men er en berigende oplevelse for et opmærksomt publikum.