Indlæg tagget med Film

Jaws Р35 ̴r

23. juni 2010

I denne uge er det nøjagtig 35 Ã¥r siden, Steven Spielberg lancerede sin boxofficehit-gyser “Jaws”. Forlægget var Peter Benchleys roman fra Ã¥ret før.

Spielberg, der havde øvet sig i thrillergenren med Sugarland Express og Duellen kendte sin filmhistorie (ikke mindst Hitchcock) godt nok til at vide, at publikum ikke ville blive særlig forskrækket over en præ-computeranimations-kunststofhaj, men at forudanelser, antydninger og andre suspense-teknikker plus en stemningsskabende musikalsk baggrund (af John Williams) var det, der skulle til for at få folk frem i sædet og op.

Det lykkedes Spielberg at skabe en film, der i kraft af sin talentfulde udnyttelse af den nærmest mytologiske skræk for hajer og en psykologisk funderet iscenesættelse af det Ã¥ndeløse, isnende gys, skrev sig ind i gyserfilmens række af klassikere. En film, der bÃ¥de kan ses som en banal horrorfilm en fredag aften og som en allegorisk fortælling om det moderne menneske og det fortrængtes tilbagekomst – pÃ¥ et psykologisk og kulturelt plan.

MÃ¥ske man skulle finde den frem fra reolen.

Were gonna need a bigger Boat!

The Blues Brothers Р30 ̴r

20. juni 2010

I dag er det nøjagtig 30 Ã¥r siden, John Landis’ film “The Blues Brothers” havde premiere i USA. Med John Belushi og Dan Aykroyd i hovedrollerne som de to musikelskende, smÃ¥kriminelle brødre Jake og Elwood Blues. En film, der benytter en gakket rammehistorie om brødrenes anstrengelser for at fÃ¥ et band op at stÃ¥ til at præsentere nogle af R&B- og soulmusikkens store kunstnere – Aretha Franklin, John Lee Hooker, The MGs m.fl. – i nogle af deres bedste øjeblikke pÃ¥ et lærred.

Den kulørte historie, der involverede alskens skøre påfund, lige fra The Bluesmobile over brødrenes katolske børnehjem, en morderisk, hævngerrig ex-forlovet til Jake til nazister fra Illinois er bygget op omkring nogle figurer fra tvserien Saturday Night Live, hvor Belushi og Aykroyd har slået deres folder.

Filmen blev en succes med sin vellykkede blanding af crazy National Lampoon-lignende komedie og musikfilm – og er siden blevet fulgt op bÃ¥de som film, teaterforestilling og koncertfænomen. En film, som man kan se igen og igen. Ikke mindst i kraft af musikindslagene.

Hvem vil nogensinde glemme Aretha Franklins seje mutter i sutsko? Ellers Cab Calloways elegante sejt swingende udgave af sin klassiker Minnie the Moocher? Hi-dee hi-dee hi-dee-ho!

Aftenens film: The Bone Collector

31. maj 2010

Fruen havde indkøbt Phillip Noyces krimi “The Bone Collector” (1999) i den lokale videoshop, og jeg lod mig lokke af de bløde sofapuder.

Filmen er en af den slags, der sælges (se blot coveret) på sin hovedrolleindehavere. I dette tilfælde vor tids svar på Sidney Poitier, Denzel Washington, i rollen som den paralyserede forensics expert, Lincoln Rhyme, og skuespillerinden med de største læber i Hollywood, Angelina Jolie, i rollen som Rhymes kriminalteknisk begavede lærling.

Plottet er lige efter den kriminalbog, der er blevet skrevet et par Ã¥r tidligere med manuskriptet til David Finchers succesfulde “Seven”: En bestialsk og udspekuleret morder slagter en række mennesker og efterlader sig kryptiske, iscenesatte spor, som skal lede politiet hen til morderen, hvis ellers de er dygtige nok. SÃ¥dan en slags avanceret rebus, som tilskuerne ikke har en jordisk chance for at gætte med pÃ¥, og som lugter langt væk af at være blevet konstrueret i manuskriptforfatterens lønkammer. Den dramatiske spænding tænkes at opstÃ¥ i gætteriets kapløb med tiden. Kan de to politifolk nÃ¥ at fÃ¥ fat i psykopaten, inden han afliver sit næste offer pÃ¥ spektakulær og pervers vis, som tidens trend kræver?

Men det er sÃ¥ som sÃ¥ med spændingen i filmen. Den slæber sig stille af sted i nogenlunde samme tempo hele filmen igennem. Og slutningen, der i følge traditionen, skal være “overraskende”, er det ikke rigtig, nÃ¥r man først har set flere af den slags krimier.
Denzel Washington har heller ikke de bedste kort på hånden. Han ligger lammet i en hospitalsseng og kan kun bruge munden og en finger. Det kommer der ikke meget skuespilleri ud af, selv om han spiler øjnene op og sveder bravt. At Washington i forvejen er en skuespiller med et begrænset arsenal af udtryksmuligheder, gør det ikke bedre. Det går bedre for Jolie, der har været så heldig at få en interessant karakter i pigen med den traumatiske fortid, men manuskriptet lader hende  i stikken, fordi potentialet ikke rigtig bliver udfoldet. Og det semi-amourøse skæbnefælleskab, som vokser frem  mellem de to politifolk, forbliver et postulat på Lincoln Rhymes udtryksløse læber.

Den mest interessante person i filmen er egentlig karakterskuespilleren Michael Rooker i rollen som det obligatoriske dumme svin af en overordnet, Captain Howard Cheney. Men heller ikke han får lov til andet end at være forudsigelig dum og usympatisk. Det gør han så til gengæld godt.
Filmen er altså en slags Stieg Larsson-krimi light med et fortænkt plot, hvor den elementære spænding er gidsel i et påfaldende konstrueret gætværk, og som mangler hele den postmoderne, nyfeministiske kønskritiske overbygning, der trods alt får Larssons krimier til at skille sig lidt ud i mainstreamkrimilitteraturen. En kvalitetsmæssig B-film, der giver tilskueren det, han eller hun forventes at ville have ved videomaskinen eller i biografens mørke en fredag aften. Underholdningsmetervare, som ikke beskæftiger tilskuerens hjerne et minut efter, man har forladt biografsalens mørke eller familiesofaen.
Heldigvis sluttede filmen af med at afspille Peter Gabriels og Kate Bushs fine, uopslidelige duet “Don’t give up”. Hvorfor den blev afspillet fortaber sig i det uvisse, men sangen er god.

PS. Og sÃ¥ savner jeg den tid, hvor man gjorde sig umage for at give udenlandske film en dansk titel. Selv om jeg godt ved, hvad The Bone Collector betyder, sÃ¥ ville det være sjovere med en dansk titel. Hvad er der galt med “Knoglesamleren”?

Dennis Hopper er død

29. maj 2010

Tilfældet – det pokkers tilfælde – ville, at nyheden tikkede ind pÃ¥ min computer, medens jeg sad og søgte pÃ¥ Youtube efter musik fra tresserne. The Move, Amen Corner, Small Faces…Blackberry Way, If Paradise is half as nice, Itchycoo Park. Og meddelelsen om skuespilleren m.m. Dennis Hoppers død sendte mig straks videre til filmen “Easy Rider” (1969), som han instruerede og spillede en hovedrolle i.

Det var i denne allegoriske motorcykelodyssé, jeg for alvor lagde mærke til Dennis Hopper i en af de mange outsiderroller, som hans skuespillerkarriere har budt pÃ¥. Han havde den for en filmskuespiller væsentlige egenskab, at han kunne levere uforglemmelige, ofte usympatiske, roller og scener. Har man set Easy Rider, sÃ¥ er det svært at glemme billedet af Billy i frynsejakke pÃ¥ Harlyen. Og det er ikke kun, fordi man har set plakaten fra filmen et utal af gange. Man husker ham som den rablende fotograf i Apocalypse Now, den perverse Frank i “Blue Velvet”, den bindegale skurk i actionfilmen “Speed”, den alkoholiske far i “Rumble Fish” eller som modbydelig racist og kvindeforagter i den mindre kendte, men fremragende, Paris Trout (1991).

Som instruktør nÃ¥ede Hopper aldrig op pÃ¥ Easy Riders niveau igen, selv om han lavede flere seværdige film. Men sÃ¥dan gÃ¥r det jo, nÃ¥r man lykkes med en nyskabende moderne film i første hug. En film, om hvis antydningskunst Morten Piil skrev i sin anmeldelse, at “den var sjælden hos en sÃ¥ ung amerikanske instruktør”.

Som skuespiller overlevede han i makante maniac-roller i B-film. For at få brød på bordet til et godt liv, men måske også, fordi han selv var en outsider, en original, en éner og enegænger, der slet ikke passede ind i det konforme Hollywoodmiljø, selv om han nåede at blive tildelt en stjerne på Hollywood Walk Of Fame for et par måneder siden. Nogle gange er priser aflad for undladelsessynder. Af samme grund kastede han sig på sine gamle dage over andre kunstformer som fotografi, maleri og digtning.

Nu er Hopper ikke længere. En alvorlig kræftsygdom satte et punktum for et aldrig uinteressant kunstnerliv – og tilbage er “kun” hans værker. Hvil i fred.

Scene fra Easy Rider (m. The Bands The Weight som underlægning)

Torben sender ogsÃ¥ Hopper pÃ¥ den sidste motorcykeltur…

Aftenens film: The Boat That Rocked

16. maj 2010

SÃ¥ fik jeg mig omsider taget sammen til at se Richard Curtis’ The Boat That Rocked fra 2009. Filmen om den glorværdige periode fra 1966 til 1967, hvor fænomenet piratradioskib ændrede medievirkeligheden afgørende. Filmen er selvfølgelig fiktion men bygger, som det hedder i filmens sprog, pÃ¥ virkelige hændelser.
Rammehistorien, som holder sammen pÃ¥ løjerne, er, at en ung mand, Carl (Tom Sturridge), bliver smidt ud hjemme fra af sin mor, fordi han har røget bÃ¥de almindelig og sjov tobak, og ud til sin gudfader Quentin (spillet meget vanlig akavet charme af Bill Nighy) for at blive genopdraget (eller mÃ¥ske netop ikke…). Hvilket er en eklatant fejltagelse, som Quentin straks gør opmærksom pÃ¥, hvorefter han tilbyder den unge mand en smøg og en joint…

For pÃ¥ bÃ¥den foregÃ¥r alle de grænseoverskridende handlinger, som fordommene almindeligvis forbinder med begrebet “rock’n roll”. Her er stoffer, sprut, sex og frisprog. For den unge Carl bliver det alligevel en slags moderne dannelsesrejse, hvor han skal lære noget om rockens vitalitet, kærlighedens lunefulde veje og omveje -  og om forældrenes skjulte fortid (som heller ikke var meget anderledes end de unges).
Inden for denne ramme fortælles sÃ¥ en række andre historier om livets gang pÃ¥ det lille skib, hvor et hold meget forskellige DJ’s og en lesbisk kok huserer. Den ene er mere skør end den anden, men alle brænder de for musikken, den frie (men besværlige) kærlighed og kammeratskabet i lovløshedens Ã¥bne farvand. Som filmen til rigelighed illustrer med mange smÃ¥ sjove scener fra fastlandet, sÃ¥ har de lovløse DJ’s lytterne pÃ¥ deres side. De unge – og ældre – synger og danser med til tidens rockende toner. Og myndighederne, personificeret af en grotesk, forstokket minister ved navn Dormandy (fortrinligt udstillet af Kenneth Branagh), gør alt, hvad de kan for at sætte en stopper for piratskibet. For som Dormandy gør opmærksom pÃ¥, sÃ¥ er det, hvad politik handler om: At man lovgiver mod det, man ikke kan lide. SÃ¥dan er det vel stadigvæk. Tænk blot pÃ¥ den illegale download…

Filmen lever højt på de mange sjove små scener. På den vis kan filmen godt minde om fx Fire Bryllupper Og En Begravelse, som også er lavet af teamet bag The Boat That Rocked. Og der spilles godt i de forskellige roller. Et lille eksempel er den nærmest ugenkendelige Emma Thompson i rollen som Carls moder, som slet ikke er det dydsmønster, som Carl tror.

Filmen skal nok ikke ses med de alt for historiske briller pÃ¥. Den er en farverig skrøne, der som det stykke renlivede underholdning, den er, fortegner forholdet mellem de gode, idealistiske musikelskere (og nedtoner de alt andet end idealistiske økonomiske interesser, der ogsÃ¥ var pÃ¥ spil) og deres entusiatiske publikum pÃ¥ den ene side, og det anakronistiske establishment, der nærmest er fastfrosset i en forlængst glemt fortid. Og idylliseringen af den Ã¥h sÃ¥ frie kærlighed, hvor skudefulde af lystne kvinder overstrømmer skibet en gang om ugen, ja, den skal nok ogsÃ¥ tages med et drys af den grove salt. SÃ¥ nemt var det heller ikke i tresserne, skal jeg hilse og sige. Men som fri gendigtning af de historiske forhold betragtet er filmen en let, ja ligefrem letbenet, kærlig hyldest til det opbrud, der skete i tresserne, til musikken, kærligheden og det ubekymrede liv og ikke mindst drømmene. Og sÃ¥ har den – selvfølgelig – et lydspor med store hits fra Kinks, Who, Tremeloes, Rolling Stones, Leonard Cohen osv. (dog ikke The Beatles – de har nok været for dyre…).