Indlæg tagget med Film

En film set: Min lejlighed i Paris

8. april 2015

Med skam må jeg meddele, at jeg ikke har været i biografen alt for længe. Til trods for, at der har været gode tilbud nok og jeg i julegave fik et gavekort til flere biografbesøg. Måske er jeg bare blevet for tung bagi og har ladet arbejdet veje for tungt.

Nuvel. Kommer man ikke af sted i tide, så må man ty til digitale medier som DVD’er, Blue-Ray og .streamingtjenester. I tilfældet My Old Lady af Israel Horovitz – dansk titel: Min lejlighed i Paris – endte det med, at jeg købte DVD’en til fuld pris, fordi den lige er udkommet.

Det var mest Maggie Smith, der havde vakt min interesse. For hun har aldrig været bedre, end hun er her i sit livs efterår. Og det siger ikke så lidt. Så da jeg læste om hendes rolle som besværlig ældre dame i en stor, fransk lejlighed, så var jeg ikke i tvivl. Det kunne ikke gå galt.

Filmen er en charmerende bagatel, der er bygget op omkring en fransk specialitet på ejendomsområdet. Viager hedder specialiteten og betyder: Man køber en ejendom af en person. I stedet for at betale med engangsbeløb og lånearrangementer, så betaler man et månedligt afdrag til sælgeren. Det betyder, at m an er tvunget til at vente med at overtage huset, indtil sælger afgår ved døden. I filmen får den sære ordning et ekstra tvist, fordi hovedpersonen Mathias Gold (spillet af Kevin Kline) arver lejligheden af sin far – men med indhold i form af gamle Mathilde Girard (Maggie Smith) og hendes voksne datter Chloé (Kristin Scott Thomas).

Amerikaneren Mathias – kaldet Jim – kommer anstigende fra USA for at overtage lejligheden. Han er blanket af efter tre skilsmisser og har oven i købet et alkoholproblem som balast. Og til hans overraskelse – ja, chok – bliver han blot stillet over for et krav om en månedlig betaling til fru Girard på 2400 euro.

Men – viageren er blot et påskud, en mcguffin, for at fortælle en lille og såre banal historie om en amerikansk mands møde med fransk, ja europæisk (for fru Girard er englænderinde), og – lad os bare afsløre det – med romantikken. Den voksne romantik.

Jim får allernådigst lov til at flytte ind i et af lejlighedens mange værelser – mod passende betaling – og starter sin kamp for at få solgt lejligheden. Det giver anledning til at masse små morsomme episoder og en masse forviklinger. Det viser sig nemlig snart, at Jim og fru Girard er meget tættere knyttet til hinanden, end de vidste. Jims afdøde far var nemlig fru Girards hemmelige elsker og store kærlighed. Og denne kendsgerning giver anledning til mange granskninger af begges fortid.

Jeg skal ikke afsløre, hvordan historien slutter – bortset fra det forhold, at Jim ikke får solgt sin lejlighed. For det er vejen derhen, der er interessant. Og vejen er et regulært kammarspil, hvor de tre skuespillere viser sig fra deres bedste sider. Maggie Smith lægger endnu en alen til sit format, selv om man ikke skulle tro, det var muligt. Og hun passer som fod i hose til rollen som den gamle og meget engelske engelsklærerinde med den heftige ungdom. Og Kevin Kline er behageligt afdæmpet og uhollywoodsk i sit spil over for de to damer. Kristin Scott Thomas er bedre, end man har set hende længe og viser, at hun virkelig har noget at byde på, når blot hun får den rigtige rolle.

Filmen er en lille (a)moralsk fortælling om livets uforudsigelighed og ustyrlighed. Der sker ikke meget på handlingsplanet, til gengæld sker der alverden på replikplanet. Livshistorier foldes ud og vikles ind i hinanden på den mest charmerende og forførende vis. Og filmen, der er en engelsk-amerikansk-fransk coproduktion, fremstår som den hybrid den er. Her er både noget umiskendeligt fransk over fremstillingen af den franske mikromiljø, noget ureducerbart engelsk (i kraft af de to brillante englænderinder) og noget amerikansk i kraft af Klines ramponerede anti-helt.

Som sagt en lille bagatel, men af den slags, der bliver ved med at pusle i hovedet på en, længe efter den er oplevet. Hermed anbefalet.

Amy Winehouse – dokumenteret

18. marts 2015

Amy Winehouses korte liv var så kulørt, at det nærmest kaldte på en dokumentation. Og det er, hvad der sker i juli måned, hvor en dokumentarfilm om sangerinden bliver lanceret. Selv om der ikke er noget glorværdig over at dø af alkoholforgiftning i en alder af kun 27, så fortjener Amy en sådan minderune, fordi hun gjorde britisk populærmusik så meget mere interessant i den korte tid, hvor hun brændte sit lys.

Et film-ikon er udslukt – Anita Ekberg, 83 år

11. januar 2015

Den svenske skuespillerinde og sexbombe Anita Ekberg er død, 83 år. Hun huskes bedst for sin rolle som den badende skønhed Sylvia i Federico Fellinis La Dolce Vita – Det søde liv – fra 1960. Ekberg var en af de sidste store spillefilm-ikoner af Hollywoodsk format. Nu er hun ikke mere.

Nedtælling til Elvis 2…

7. januar 2015

Man skal nok være mere end almindelig fan af Elvis for at investere i den oppulente boks med alle hans filmsoundtracks. Perioden, hvor Elvis forsvandt i Hollywoods filmhelvede betragtes almindeligvis som den musikalsk svageste tid i mandens karriere. Men måske er tiden ved hans 80-årsdag ind til at revurdere filmsangene lidt? I hvert fald er der stor kvalitetsforskel på de ialt 27 film, Elvis lavede, og på de sange, der fulgte med. Måske skulle Ernst Jørgensen eller en anden Elvis-kender lytte det hele igennem og lave et bokssæt med cremen af sange fra de mange lydspor?! Hermed er ideen givet videre.

elvispresley-elvisatthemovies-doublecd-482860

PS. Der findes faktisk allerede en lille opsamling med noget af det bedste fra filmene, nemlig dobbeltcd’en Elvis at the Movies med 40 numre. Så vidt jeg kan se, er der numre fra de fleste af filmene (RCA/Sony).

Endnu et dødsfald: filminstruktøren Mike Nichols er død, 83 år gammel

20. november 2014

Den tyskfødte filminstruktør Mike Nichols er død. New York Times har allerede skrevet en nekrolog. Her vil jeg blot henvise til mit indlæg om hans berømmede film The Graduate – Fagre voksne verden – som gjorde et stort indtryk på den unge capac og stadigvæk er med i min  personlige kanon over uomgængelige film.

Allehelgensaften…

31. oktober 2014

I aften er det Allehelgensaften – eller som de angelsaksiske lande foretrækker at kalde den: Halloween. Endnu et stykke primært amerikansk kultur er blevet importeret og kommercielt udnyttet til fulde i Europa og lille Danmark. Bortset fra et enkelt lille græskar, der står uden for døren til casa capac, så har denne amerikanisering ikke fået adgang til hjemmet – og vil ikke få det med min gode vilje.

I forbindelse med begivenheden, så har DRs filmanmelder lavet en lille liste over uhyggelige film, man passende kan se for at komme i den rette hollywoodske halloweensteming. Det drejer sig om John Carpenters Maskernes Nat, den japanske The Ring af Hideo Nakata og endelig Børnehjemmet af J. A. Baoyna. Alle tre er absolut seværdige film. Den sidstnævnte har jeg skrevet udførligt om i bloggen. Og jeg kunne have lyst til at anbefale en enkelt, ældre film, der også kan få de små hår til at løfte sig på arm og nakke.

Filmen er Robert Aldrichs thriller Hush…Husk Sweet Charlotte fra 1964 med Bette Davies i hovedrollen. Den gjorde et gyseligt indtryk på mig, da jeg så den i tresserne.

En anden ældre film, der også egner sig til formålet, er Jack Claytons The Innocents fra 1961 med Deborah Kerr og Michael Redgrave i hovedrollerne. Det er en såkaldt gotisk horror-film, der skaber uhyggen ved hjælp af spøgelser og børn, der er blevet besat. Også den virkede efter hensigten på den unge capac tilbage i tresserne…

Grateful Dead – 50

24. oktober 2014

Også den legendariske, californiske band The Grateful Dead nærmer sig 50-års-jubilæet. Og det skal selvfølgelig markeres med manér. Hvad det kaster af sig af musikalske udgivelser, må vi vente og se, men det er allerede nu blevet meddelt, at der kommer en stor dokumentarfilm om gruppen. Med Martin Scorsese som “excecutive producer” og Amir Bar-Lev som instruktør. I følge Deadline Hollywood vil filmen indeholde hidtil usete optagelser af bandet på scenen og bag scenen og interviews med de gruppemedlemmer, der stadigvæk er i live og aktive på musikscenen. Et must for deadheads…

Northern Soul – nu som film

21. oktober 2014

Jeg har flere gange tidligere omtalt fænomenet “northern soul”, altså britternes dyrkelse af obskure soulsingler fra tresserne og halvfjerdserne. Og The Independent kan berette, at fænomenet er mere populært end nogensinde før. Northern Soul er ikke kun en musikinteresse, men har over årene udviklet sig til en ungdomsbevægelse og -subkultur på linje med halvtredsernes Teddy Bears, tressernes Mods og halvfjerdsernes Punks. En bevægelse, der defineres af musikken, men også af tøjet og ikke mindst fællesskabet om dansen.

Og nu er der så lavet en low budget film, der fortæller om fænomenet. Den er i de britiske biografer nu. Om den nogensinde kommer her til landet er tvivlsomt, men den kan også fås på dvd og blue-ray fra og med denne uge. Der er også kommet en 3-cd-boks med soundtrack fra filmen – med nogle af de allerbedste northern soul-skæringer….

At se en film med ørerne: Elizabethtown

18. august 2014

Jeg tror nok, at jeg har nævnt den før, Cameron Crowes romantiske komedie Elizabethtown. Og i går aftes blev den så genudsendt sent på DR3, og jeg fik en chance for at se den fra ende til anden.

Eller se er så meget sagt, for filmen i sig selv er en Hollywoodbagatel af letteste slags. Det er historien om en ung karrieremand, der mister sin kæreste, påfører sit firma et milliardtab (mindre kan ikke gøre det…) og midt i denne elendighed mister sin far og må tage sig af faderens begravelse. Det fører så til en rejse til Elizabethtown i Kentucky for at hente faderens afsjælede legeme og bringe ham tilbage til familiens skød, hvor den sidste rejse så efter planen skulle gennemføres. Men på flyet til Elizabethtown støder den unge Drew (Orlando Bloom) så ind i stewardessen Claire (Kirsten Dunst) og så er den romantiske komedie sat på skinner.

Det umage par er selvfølgelig skabt til hinanden og skal blot gå gennem nogle mere eller mindre absurde optrin og hændelser for til slut at få hinanden. Det gør ikke så meget, at jeg her afslører filmens happy end, for dels ligger det allerede i Hollywood-kortene, at det kun kan gå sådan. Og for det andet, så er det slet ikke historien, der gør filmen værd at bruge lidt tid på, selv om den er både velspillet og -fortalt, – men derimod et særdeles iørefaldende og omfattende soundtrack med en perlerække af gode sange og musikstykker. Så omfattende, at der er udkommet hele to cd’er med musik fra filmen. Mange af sangene er kendte sager, men der er også relativt ukendte godbidder på lydsporet.

 

Volume 1

60B (Etown Theme) – Nancy Wilson
It’ll All Work Out – Tom Petty and the Heartbreakers
My Father’s Gun – Elton John
10 (This Time Around) – Helen Stellar
Come Pick Me Up – Ryan Adams
Where to Begin – My Morning Jacket
Long Ride Home – Patty Griffin
Sugar Blue – Jeff Finlin
Don’t I Hold You – Wheat
Shut Us Down – Lindsey Buckingham
Let It Out (Let It All Hang Out) – The Hombres
Hard Times (Come Again No More) – Eastmountainsouth
Jesus Was a Cross Maker – The Hollies
Square One – Tom Petty
Same in Any Language – I Nine

Volume 2

Learning to Fly – Tom Petty and the Heartbreakers
English Girls Approximately – Ryan Adams
Jesus Was A Crossmaker – Rachael Yamagata
Funky Nassau Pt. 1 – Beginning of the End
Loro – Pinback
Moon River – Patty Griffin
Summerlong – Kathleen Edwards
…Passing By – Ulrich Schnauss
You Can’t Hurry Love – The Concretes
River Road – Nancy Wilson
Same in Any Language – Ruckus
What Are They Doing in Heaven Today – Washington Phillips
Words – Ryan Adams
Big Love (Live)- Lindsey Buckingham
I Can’t Get Next To You – The Temptations

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Exit Robin Williams – amerikansk skuespiller

12. august 2014

Ved meddelelsen om Robin Williams alt for tidlige død for egen hånd gled mine tanker lynhurtigt gennem de sidste tre år af mit liv, hvor jeg har mødt et skræmmende højt antal mennesker, der lider af depression (ofte i kombination med angstsymptomer og andet). Som oftest har jeg først fået det at vide efter at vi har snakket sammen i længere tid, for typisk for de depressionsramte, så kan man som hovedregel ikke se på personen, at han/hun lider af en depression. Det er først, når man får skrabet lidt i den sociale overflade af “jamen-jeg-har-det-godt-og-det går-fint”, at den indre dæmon viser noget af sit ansigt. På min natlektyrehylde ligger en bog med titlen The Noonday Demon, og dens mange hundrede af sider handler netop om denne dæmon, der i disse år plager alt for mange mennesker. Ofte i en sådan grad, at de har svært ved at fungere i en familie og i et almindeligt job.

Robin Williams var – kan man læse – en af disse depressionsramte.

Hans skuespillergerning vil blive endevendt den kommende tid i medierne. Selv vil jeg nøjes med at anbefale en enkelt film eller to i mandens værk. Film, der begge viser mange af mandens faglige kvaliteter som skuespiller, blandt andet og ikke mindst dobbelthed af indre smerte eller uro og ydre normalitet.

Den ene film er Awakenings fra 1990, hvor Williams spiller lægen Dr. Malcolm Sayer, der vækker en række katatoniske patienter af en dyb søvn med et nyt medikament, L-Dopa. Filmen bygger på neurologen Oliver Sacks oplevelser og er – set i lyset af dagens meddelelse – en lang og smuk hyldest til livet.

Den anden – og måske lidt oversete – film er thrilleren Insomnia fra 2002, hvor Williams spiller over for Al Pacino og Hilary Swank. Filmen, der er et remake af en norsk film med samme titel, er en sublim thriller, og Williams udfylder med sin dobbeltbundethed rollen som en mistænkt med bravour. Måske ikke en af Williams største roller, men bestemt en af hans bedste.

 

Gensyn med Bob Hoskins: Neverland

8. juni 2014

Den 29. april 2014 døde den fremragende skuespiller Bob Hoskins. Og lige nu kan man på DR 1 se den sidste tv-forestilling, han var med i. Det drejer sig om den britiske Peter Pan-serie Neverland, der er en slags forhistorie om den kendte historie  om Peter Pan-figuren. En fortælling om, hvordan rejsen til Neverland – Ønskeøen – kommer i stand første gang. Og her har Bob Hoskins rollen som sørøveren Smee. En rolle, som han forventligt udfylder helt og overbevisende. Andel og sidste del vises i morgen kl. 16.35 – og man kan sagtens følge med, selv om man ikke fik set afsnit 1.

Fotoet (et still fra serien) viser Smee sammen med sørøverkaptajnen i Anna Friels skikkelse.

 

En filmoplevelse: Smagen af rust og ben

7. juni 2014

Jacques Audiards film Smagen af rust og ben har længe stået på min liste over film, jeg gerne ville se. Fordi den har fået mange fine ord med på vejen. Men jeg nåede ikke at få den set, da den blev vist i biografen, så det var ikke svært at få den med hjem på dvd, da jeg forleden faldt over den i en lokal mediebutik.

Smagen af rust og ben er en kærlighedsfilm, der ligger så langt fra amerikanske, romantiske film, som man næsten kan tænke sig. Vi er langt fra den velbjergede middel- eller overklasse, der ikke belemres med problemer som forbrug, penge, bolig osv. Tværtimod befinder vi os i den nederste del af den franske samfundspyramide.

Vi møder her den maskuline, hårde negl Ali (spillet af Matthias Schoenaerts), der slår sig ned hos sin søster og svoger med sin femårige søn. Bag sig har Ali et brudt forhold til drengens moder, og drengen er mere en belastning end noget andet for Ali, der lever fra hånden til munden med småjobs som udsmider, sikkerhedsvagt og slagsbroder i lokale, småkriminelt iscenesatte slåskampe med indbyggede væddemål. Forholdet til kvinder er lige så elementært som Alis forhold til arbejde og familie. Han knalder dem, han møder. Og det er det – indtil han render ind i Stephanie (Marion Cotillard), som han hjælper hjem fra en aften på et diskotek, hvor hun har fået tærsk.

Stephanie er også en af samfundsbundens skæbner, men dog lidt over Ali. Hun har job som træner af spækhuggere i en forlystelsespark. Og en dag går det galt på arbejde, og Stephanie vågner op på hospitalet, hvor hun har fået amputeret begge ben. Hun er på enhver måde sendt til tælling. Hendes liv er slået helt itu. Men hun har Alis telefonnummer og instinktivt kontakter hun ham, og med den næsten dyriske Ali som hjælper finder Stephanie tilbage til livet og – kærligheden. For Stephanie, der også har haft en kompliceret kærlighedsliv med ubetydelige engangsaffærer, bliver langsomt forført af Alis brutale og simple maskulinitet. Sød musik opstår i hjerterne på de to, selv om Ali ikke med det samme kan høre melodien.

Smagen af rust og ben udspiller sig på bagsiden af feriestedet Antibes, og miljøbeskrivelsen er lige så rå og uforfinet som skildringen af parret og deres omgivende personer. Og filmen er filmet i en lidt nervøs og flakkende ekspressionistisk stil, der passer godt til selve historien.

Hvordan filmen ender må du selv finde ud af, men i hvert fald er det en usædvanlig kærlighedsfilm, der ikk e hæmmes af romantiske klichéer eller utroværdige persontegninger. Måske er det netop derfor, den kommer tæt på den virkelighed, vi mener findes uden for filmens verden? Hermed anbefalet.

D-Dag – for 70 år siden

6. juni 2014

I dag er det halvfjerds år siden, de allierede styrker gik i land i Normandiet i en af de sidste store militære operationer, der satte en stopper for nazismen. Begivenheden var et centralt tema i min familie, da jeg var dreng. Besættelsestiden lå kun få år tilbage, og jeg måtte lægge øre til mange fortællinger og skrøner om den tid og om krigen i det hele taget. Min far var sømand og mange af hans kolleger i handelsflåde var involveret i de allieredes operationer. Således var der en del, der var med til at sikre, at logistikken fungerede optimalt den 6. juni 1944. Men en del af dem mistede også livet i det arbejde.

2. Verdenskrig var også central i folkeskolens historieundervisning under devisen: Det må aldrig gentage sig. Jeg slugte historierne råt, men myterne og beretningerne er siden blevet blødt op med kritiske vurderinger og de altid skræmmende data omkring krigens tab af menneskeliv. D-Dagen var en slagtebænk, selv om tabene var relativt begrænsede. De officielle tal hævder, at de samlede tab var omkring 10000 menneskeliv. Hvor forfærdeligt landgangen var har vi siden hen fået fortalt af de overlevende og af forfattere og filmskabere, der har forsøgt med stor held at genopføre nogle af hændelserne – baseret på erindringer og historiske beretninger – for os i fiktionens form. Man kan blot nævne filmen Saving Private Ryan eller tv-serien Band of Brothers.

Du er ikke alene – en film om Sebastian

8. februar 2014

Jeg har brugt lidt af dagen til at se Jan Christian Mollestads dokumentarfilm om Sebastian, Du er ikke alene – filmen om Sebastian. Den blev vist på DR K forleden og kan stadigvæk ses på DRs hjemmeside online nogle dage endnu. Det er lige her.

Filmen er tilegnet mindet om Torben Bille, der døde sidste år, og som i filmen medvirker som Sebastians levnedsfortæller, der binder enderne sammen og giver et fugleperspektiv på Sebastians karriere som musiker.

Det er en film, der fortjener at få mange seere blandt musikelskere, fordi understreger, hvor stor og uomgængelig en sangskriver Sebastian er. Punktum. Og den er fuld af små fine scener. En scene, jeg faldt helt for, er den, hvor Sebastian akkompagnerer sit gamle idol Donovan i en improviseret udgave af “Catch the Wind”. Men se selv filmen og nyd de mange fine optagelser med Sebastian og alle dem, har har arbejdet sammen med.

 

Den film er et must: Inside Llewyn Davis

29. januar 2014

De utrolige, talentfulde Coen-brødre har begået en film om en folkemusiker på tressernes New York-folkscene Inside Llewyn Davis. Filmen er baseret på Dave Van Ronks selvbiografi The Mayour of MacDougal Street, og at dømme efter omtalerne, der løber i forvejen for den danske premiere i marts, så er det en film, der stilistisk minder om brødrenes Barton Fink og har musikken som noget af det væsentligste. Man kan høre lidt af soundtracket i denne trailer – og man kommer hurtigt til at tænke på tresserne og en vis ung hr. Zimmerman…

PS. Bob Dylan er også med på soundtracket med “Farewell”, der stammer fra optagelserne af The Times They Are A-Changin.