CAPAC

Selv om mange fremstillinger af tressernes hippier og “The Summer of Love” i 1967 beskriver fænomenerne som exceptionelle, så havde også de forudsætninger i den nære fortid. Lige som alle andre tildragelser i de mytificerede tressere. Blandt hippietidens forudsætninger var The Beat Generation, hvis dyrkelse af den personlige og kunstneriske frihed langt hen ad vejen var den samme som hippiernes.Også tanken om fri kærlighed var dem ikke fremmed, selv om det mest var i praksis, den blev udfoldet.

Overgangen fra Beat Generation-perioden til hippietiden symboliseret ved forfatteren Ken “Gøgereden” Keseys og hans “menighed” The Merry Pranksters myteomspundne, rablende gale bustur hen over Amerika i The Magic Bus. Et i bogstavelig forstand gigantisk syretrip, hvor bl.a. den legendariske Neal Cassady medvirkede.Mindre kendt er det, at Ken Kesey og hans Pranksters havde i sinde at forevige busturen i form af en dokumentarfilm,. Det blev ved nogle rå 16-millimeteroptagelser, som aldrig er blevet vist uden for en snæver inderkreds. Før nu. Instruktørparret Alison Ellwood & Alex Gibney har fået lov til at redigere de gamle optagelser sammen til en dokumentarfilm om, hvad der skete dengang  Magic Trip: Ken Kesey’s Search For A Kool Place. Som man kan se af denne smagsprøve, så er der i hvert faldt tale om film, der fint indfanger stemningen af løssluppenhed og ubekymrethed, som prægede tresserne, dér hvor periodens snævre bånd blev løsnet.

Der nåede at opstå for meget hype omkring Tom Hoopers “The King’s Speech” (Kongens Tale) til, at jeg kunne tage mig sammen til at gå i biografen og se den. Så derfor endte den i bunken af dvd’er, som skal ses, når omstændighederne tillader det.
Og det gjorde de så igår, hvor familien i øvrigt havde investeret i en håbløs gang take away fra et firma – en såkaldt grillbar – der excellerer i stegte kyllinger med tilbehør og nok burde kalde sig ved den rette betegnelse: friturebutik (firmaet er nu på min sorte liste…).
Efter måltidet så vi så Kongens Tale. Og det er en god film. Ingen tvivl om det.
En film, der primært lever på sine skuespillerpræstationer. Selve handlingen, der bygger på såkaldt ‘virkelige hændelser’, er ganske banal og lige ud ad landevejen. Det er historien om Kong George VIs vej til tronen. En vej, der har en næsten uoverstigelig forhindring: Den vordende konge – spillet af Colin Firth – er hæmmet af en voldsom stammen. En stammen, der tydeligvis har dybe psykologiske rødder, som filmen antyder uden rigtig for alvor at få spaden under…

Hovedpersonens kamp bliver ikke mindre af, at han ikke bliver konge ved et traditionel arvefølge, da faderen dør. Han tager over, da broderen, den egentlige tronarving, David, abdicerer for at gifte sig med den borgerlige Wallis Simpson. Men disse forhindringer er egentlig udenomsværker. Det er stammeriet, der er Georges kors.

Georges kone, fremragende spillet af Helena Bonham Carter, etablerer forbindelsen mellem den vordende konge og en uortodoks, australsk ‘taleterapeut’ ved navn Lionel Logue (spillet af Geoffrey Rush). Logue har ingen papirer på sine kvalifikationer, men har gjort erfaringer med behandling af granatchokramte australske soldater, som skulle genvidne taleevnen. Set fra det etableredes synsvinkel er Logue en kvaksalver, men han er det bedste tilbud, kongen kan få i den tid, hvor stammeri blev reduceret til et spørgsmål om ‘at tage sig sammen’.

Det er samspillet mellem George – kaldet ‘Bertie’ – og Lionel, der bærer filmen. Forholdet, der udvikler sig til et regulært venskab, kommer ikke bare til at handle om stammen, men om den social afgrund mellem en kongelig og en Mr. Nobody og om det ligeværd, der skal danne grund for ‘terapien’. Filmens humanistiske postulat – som Lionel hævder – er, at det er muligt på tværs af afgrundsdybe sociale forskelle at mødes på en menneskeligt plan.

Colin Firth, der tidligere har gjort kvinder bløde i knæede med sin lidt stive, lidt kejtede udgave af engelsk gentlemanship, er velvalgt til rollen, der må siges at være blandt hans ypperste skuespilpræstationer. Firth passer som fod i hose til den hæmmede, engelske aristokrat og fremstiller Berties fysiske kamp med sin stammen og sine indre dæmoner med overbevisende perfektion.

Lige så overbevisende er Geoffrey Rush i rollen som den egensindige, stædige, uortodokse, Shakespeare-elskende terapeut, der er kompromisløs med hensyn til sine metoder og i sit opgør med Berties indgroede royale former. Seancerne mellem de to er næsten som en slags psykoanalyse eller psykodrama, hvor komiske og dramatiske scener udspiller sig, og hele følelsesregisteret næsten udfoldes for beskueren.. Men den psykologiske dimension – fader- og broderkomplekset, den kærlighedsløse barndom med skiftende nannys osv. – antydes kun. Jeg er dog ikke sikker på, at en større psykologisering af problemet ville have været en fordel for filmen…

Omkring de to hovedpersoner kredser en lang række biroller, der alle er fremragende. Derek Jacobi som den mistroiske, autoritære ærkebiskop, der må se sig fortrængt af Lionel, og Jennifer Ehle som Lionels kloge og loyale kone er blot to eksempler fra birollegalleriet.

Om filmen er helt så stort et kunstværk, som den store medieståhej kunne tyde på, kan vi altid diskutere. Men det er hævet over enhver tvivl, at der er tale om en særdeles vellykket fortælling om et menneskets kamp mod et handicap, der er meget større end den stammen, man hører. Hermed varmt anbefalet.

Trailer

Kriminalromaner læses bedst i biografen. Så kort kan min foreløbige fordom over for tidens kriminalromaner sammenfattes. Efter adskillige forsøg på at læse nogle af de meget omtalte og meget solgte kriminalromaner, må jeg erkende, at jeg synes, de – generelt set – er for dårligt skrevet. Litterært betragtet.
Derfor foretrækker jeg, at se kriminalfortællinger i biografen og på tv, hvor billedmediet kan kompensere for megen litterær hakkelse…

Aftenens filmoplevelse var Henry Millers Anamorph fra 2007 med Willem Dafoe (kendt fra Lars von Triers Anti-Christ) i hovedrollen. Jeg havde fået den ned i indkøbkurven i den lokale brugs, hvor den var til salg for en tier. Jeg faldt for coveret, der signalerede noget Saw-blodigt, og så den kendsgerning, at Willem Dafoe havde hovedrollen. Så kunne det nok ikke gå helt galt…

Og det holdt stik. Willem Dafoes præstation er bestemt med til at hæve niveauet i filmen.

Plottet i filmen kan ikke siges at være specielt opfindsomt eller udspekuleret. Et langt stykke hen ad vejen ligner det, hvad vi har set i andre tilsvarende amerikanske kriminalfilm. En politimand inddrages i en makaber sag om en serial killer, der – som titlen antyder – arrangerer sine mord efter nøje tilrettelagte æstetiske kriterier. Mordenes karakter genopliver mindet om en tidligere række mord, som angiveligt var blevet udført af ‘Uncle Eddie’. Spørgsmålet er så, om der er tale om en såkaldt ‘copy cat’, eller om ‘Uncle Eddie’ alligevel ikke er død, sådan som politiets fortælling om den gamle sag foreskriver.
Stan Aubrey – aka Dafoe – bliver sat på sagen. Og til klicheerne hører, at han er en afdanket politimand, der nærmer sig pensionsalderen, er tvangsneurotisk og lettere fordrukken. Han har også – som det sig hør og bør – en yngre kollega, der er lige så meget konkurrent som samarbejdspartner.
Aubrey går fåmælt i gang med at opvikle den indviklede sag, der snart viser sig at have tråde tilbage til Uncle Eddie og til Aubreys egen forhistorie. Mere skal ikke afsløres her.
Det interessante ved filmen er såmæn ikke de spektakulære mord og deres leg med det æstetiske anamorph-tema, men derimod Willem Dafoes neddæmpede, indadvendte og alt andet end heroiske spil. Her har vi at gøre med en slags moderne anti-helt. Og han får godt modspil af Scott Speedman i rollen som den unge Carl, men også Peter Stomare gør indtryk som den skarpsindige ven og kunstkender Blair Collet.

Til plussiden hører også, at filmen er fortalt i et tempo, der ligger langt fra tidens pulserende actionfilm. Den lever mere ved sin rugende stemning end ved adrenalinfremkaldende handling.

Alt i alt er det en kriminalfilm, der trods mængden af klicheer nok er værd at bruge en almindelige hverdagsaften på – hvis man ellers er til krimi. Især på grund af Willem Dafoe…

PS. Filmen bygger vist ikke på en roman …

Trailer

På min væg bag mig hænger en dansk biografplakat til Marcel Carnés film “Paradisets Børn”. Jeg købte den i forbindelse med filmens danske repremière en gang i firserne. Tegningen var lavet af en gymnasieelev, og jeg fik fat i den gennem Samvirkes plakatudsalg.
Men den egenlige grund var, at Carnés film er en af de film, der har gjort det største indtryk på mig. Første gang jeg så den var på tysk tv en sen nattetime tilbage i halvfjerdserne. Og den poetiske fortælling om en umulig kærlighed i et gøglermiljø væltede mig hen omkuld. Billedligt talt. Gensynet med den var en bekræftelse af den første oplevelse, og siden har filmen været blandt mine absolutte yndlingsfilm.

Nu har jeg så omsider fået den indkøbt på dvd i en nyrestaureret udgave.

DRK sender i denne tid en del spanske film, som er forbigået biografpublikummets næser. Enten, fordi de slet ikke er blevet vist eller kun i kort tid i små biografer. I går aftes havde jeg lejlighed til at se Antonio Gonzáles-Vigils argentinsk-spanske Naranjo en flor, der havde fået den danske titel: Livet er en tango.

På DRs hjemmeside sælges den som en ‘spansk psykologisk thriller’, men det er lidt misvisende. Ganske vist er der psykologi i den. Og thrillertematik (et par mord). Men der er snarere tale om en kulørt, nærmest burlesk, og amoralsk fortælling om et drab og de forviklinger, det medfører, men især om et kærlighedsforhold mellem psykoanalytikeren og tangodanseren Malena og politimanden Carlos.

Kort fortalt sker der det, at hovedpersonen Malena kommer til at slå en mand ihjel, da hun overværer noget, hun opfatter som en voldeligt overgreb på en prostitueret. Drabet fører hende ind i et venskab med den efterladte enke og ind i et kærlighedsforhold til den politimand, der skal tage sig af efterforskningen.

Som thriller betragtet er filmen helt og aldeles mislykket. Den mangler enhver form for spænding. Og det hænger sammen med, at historien fortælles med en understrøm af humor og ironi, som fjerner ethvert spændingsmoment. Det er som om instruktøren ikke rigtig helt er på det rene med, om han vil fortælle en kriminalhistorie eller en psykologisk historie eller noget helt tredje. Resultatet bliver en film, der er et miskmask af krimi, sex, tango, humor osv. og ikke rigtig bliver vedkommende for tilskueren.

Når jeg alligevel blev hængende, så var det, fordi der alligevel var noget fascinerende ved filmens blanding af feministisk udviklingshistorie, tangofascination, sexditto og kriminalhistorie. Man kan måske sige, at filmens kvaliteter ligger i de kulørte og lidt absurde detaljer.

Historiens manglende retning og struktur smitter også af på skuespilpræstationerne. Især de to hovedroller, Malena (Maria Marull) og Carlos (Eduardo Blanco), der agerer, som om de ikke helt ved, hvilket grimasse, der kan passe. Det er selvfølgelig også svært, når psykoanalytikeren mest af alt selv burde gå i psykoanalyse, fordi hun ikke kan finde ud af sin kønsidentitet og først gør det, da hun ramler ind i den stofafhængige, halvkorrupte, semi-intellektuelle, kvindeforbrugende politimand Carlos, som mest af alt minder om et grotesk skikkelse fra Woody Allens univers. Og han kan da slet ikke tage sin rolle som politimand alvorligt.

Filmens slutning er lige så usandsynlig, som filmen er retningsløs. Sammenfattende kan man sige, at det bestemt ikke er en film i Almodovar-klassen, men på den anden side er der noget velgørende ved at se en mislykket film, der er så anderledes end det, man ellers præsenteres for på dansk tv…

Spansk trailer

Frøkenen havde hørt en sang i filmen The Naked Gun (da. Høj Pistolføring). Hun havde fået fat i nogle linjer fra sangen. Bl.a. ‘we as born to ride’. Og så var jeg på sporet af Randy Newman. Og så var der ikke langt – vha. nettet – til at genfinde Newmans dejlige “I love LA”.

Det glædede selvfølgelig Frøkenens gamle fars hjerte, at hun sådan kunne finde smag i en sang af Randy Newman. Det havde hun med garanti ikke gjort, hvis jeg havde spillet det for hende. Men sådan er der så meget i forholdet mellem forældre og børn…

Samtidig dukkede soundtracklisten til filmen op og på listen fik jeg øje på en af mine yndlingspopsange fra tresserne. Carole Kings & Gerry Goffins “I’m into something good”.

Sangen blev verdenskendt, da Herman’s Hermits hittede med den i 1964. Det var i øvrigt gruppens første single, og den blev nr. 1 på hitlisten i bl.a. England. Hvad, jeg ikke vidste dengang, var, at Ethel McCrea – kaldet Earl-Jean – allerede havde hittet med sangen i USA, hvor hendes udgave nåede en 38. plads på Billboards Hot 100.

Earl-Jean havde inden da haft succes som medlem af pigevokalgruppen The Cookies, som bl.a. havde haft et hit med Goffins og Kings “Chains“, som The Beatles siden plankede.

Earl-Jeans udgave er også pop, men ikke så velfriseret som Herman’s Hermits’ pæne popversion. Den har stadigvæk soul i sig i kraft af et heftigt arrangement med saftige håndklap, dirrende backingvokaler og en blæsersektion, som indspilningen kun med besvær kan holde i baggrunden af Earl-Jeans fine pigestemme…

Herman’s Hermits renskurede udgave var en af de sange, der var med til at sikre The British Invasions succes i USA – og den sørgede også for, at en sangskriverduo som Goffin & King ikke blev helt arbejdsløse i en tid, hvor de engelske navne huserede med egne sange. Renskuret eller ikke, så er det en af de popsange, jeg holder mest af fra de tidlige tressere.
PS. I øvrigt har Lasse Helner lavet en udmærket version på sit album Cover.

Den hemmelige kanal DR K fokuserer i den kommende tid på tresserne. Også musikalsk. Fredag den 2. juni vises D. A. Pennebakers dagbog fra Woodstock-festivalen, og den er værd at (gen)se på grund af de mange musikalske indslag, men også som dokument om en tid, der må forekomme unge mennesker i dag noget fremmedartet…

Men allerede den 31. maj – på tirsdag – viser kanalen den amr. instruktør Hal Ashbys film om Rolling Stones USA-turné i 1981 Let’s Spend The Night Together. Filmen er fokuseret på det væsentlige: bandets optræden på scenen. Af en eller anden grund kalder DR K udsendelsen for Time Is On Our Side.

Miss You

Frøkenen og overtegnede skrivekugle tilbragte aftenen i går med at se fjerde kapitel af den fortsatte sage om den inkarnerede sørøver Jack Sparrows færd på de syv verdenshave.

Heldigvis havde jeg undgået det værste forskræp og -omtaler, så jeg kunne læne mig tilbage i minisofaen i Middelfart Panorama og tage hul på endnu en omgang drengerøvsskrøne. For det er, hvad det drejer sig om. Hverken mere eller mindre. Drengerøvshistorier, som også piger kan have fornøjelse af at se. Ikke mindst i kraft af Johnny Depp.

De foregående tre kapitler har alle været flamboyant opsatte fortællinger, der gjorde, hvad de kunne for at overgå selv den mest drengede fantasi. Og det lykkedes dem til fulde – samtidig med, at det hele blev fortalt med en forløsende humor, som især Johnny Depps charmerende, androgyne hippiesørøver var garant for.

I det nye afsnit er nogle af de ledende figurer fra sidst – fx Keira Knightly og Bill Neihy – trådt ud af fortællingen. Og det har været et påskud for at ryste den narrative pose og finde et nyt spor for fortællingen. Og det er velkomment på et tidspunkt, hvor serien godt kunne være på vej ind i et dødvande, for nu at blive i metaforikken.

I stedet for den små Keira har man fået Penelope Cruz (ikke noget dårligt bytte!) i den kombinerede rolle som kaptajn Sortskægs datter, Jack Sparrows dobbeltgænger og forsmåede Hjerter Dame. Kønnene mødes og det slår gnister – og med- og modspillet mellem Depp og Cruz er benzin på fortællingens motor.

Historiens påskud denne gang er, at Sparrow, den engelske og spanske flåde jagter Ungdommens Kilde, hvor man i følge legenden kan vinde evigt liv eller i hvert fald forlængelse af livet, hvis man undgår nogle farer og i øvrigt overholder et ritual, der involverer tårer fra en havfrue og to kalke fra et gammelt, forlist skib.

Og så går ellers den vilde jagt med alle de sørøverklichéer og -ingredienser, man kan forvente. Myteriforsøg, drabelige fægtescener osv. osv.

Filmen er vældig underholdende fra ende til anden, hvis man holder fast i præmissen: At det er underholdning, der ikke udgiver sig for at være hverken mere eller mindre. Kan man hænge sin voksendom på knagen uden for biografsalen og lade det indre legebarn komme frem, så er man sikret 2 ½ times gedigen underholdning.Jeg kedede mig ikke et øjeblik.

Johnny Depp lever helt op til rollen som den durkdrevne, charmerende ærke-sørøver, der filmhistorisk er ganske atypisk med sin blanding af Peter Pansk drengethed og flanerende hippieattitude. Her er noget for både drenge og piger. Og han får godt modspil af de andre. Penelope Cruz passer fint til rollen som den smukke, men også farlige sørøverdatter. Geoffrey Rush fortsætter i flot stil den enbenede Barbossa, der ikke skyr noget middel for at nå sit mål – og det er ikke Ungdommens Kilde. Ian McShane er netop så sort og skummel, som rollen som Sortskæg  kræver. Og Kevin McNally har en fin rolle som matrosen Gibbs, der er Sparrows ikke helt loyale følgesvend.
Og så er der mange fine birollepræstationer. Keith Richard har en lille, men markant scene som Sparrows far, hvor der bliver plads til en vittig bemærkning om Richards hærgede fysiognomi. Også Dame Judy Dench får lov til at stjæle opmærksomheden i en scene i en hestvogn. Nævnes skal også Astrid Berges-Frisbey som den smukke, tilfangetagne havfrue, hvis tåre skal bruges til ritualet, og kommer til at spille et vigtig rolle for historiens afslutning og for filmens romantiske dimension.

Hvordan filmen ender, må du selv i biografen for at opleve. Men tro mig: Der kommer i hvert fald et kapitel mere i denne kulørte piratsaga. Hermed anbefalet.

Trailer

“Som kunstner har man til opgave at aflede folks opmærksomhed og underholde dem. Folk, der er lidt mere begavede, tænder ikke for tv for at se realityshows. De lader sig underholde ved at kigge på malerier af Picasso eller høre musik af Mozart eller film af Bergman. Men de gør det samme, som reality-folket gør. De nyder det. Og så forlader de museet eller biografen og kommer ud i den virkelige verden – og den virkelige verden er rædselsfuld. Man har det forfærdeligt, men så går man i biografen igen og ser Fred Astaire danse i smoking og drikke champagne i halvanden time, og så har man det godt igen. Det er som et glas koldt vand på en varm dag. Så kan man holde det forfærdelige liv ud igen. Det er kunstnerens opgave at servere det glas kolde vand”

(Woody Allen)

For mig er de bedste forudsætninger for en filmoplevelse, at jeg ser filmen uden at have hørt om den i forvejen. Væk er forventninger og -domme. Filmen får lov til at tale sit eget sprog. Helt forudsætningsløst er det selvfølgelig ikke, for man har set mange film og har “indbyggede” æstetiske fordringer, men de værste filtre er ikke slået til…

I går lykkedes det mig at se den spanske film Princesas på DR K. Helt tilfældigt. Jeg havde sat mig i sofaen og tændt for tv’et, lige da filmen startede. Og jeg blev hængende.

Princesas er instrueret af Fernando León de Aranoa og er fra 2005. Og den handler i sin enkelhed om forholdet mellem to prostituerede i Madrid. Caye (spillet af Cadela Pena) og Zulema (Micaela Navárez). Caye forsøger at skrabe penge sammen til en brystoperation, og Zulema sender penge hjem til familien i Den dominikanske Republik, hvor moderen passer hendes søn.

Filmen er temmelig begivenhedsløs. Selv om emnet prostitution måske lægger op til at behage almindelig nyfigenhed med hensyn til jobbets udførelse, så er filmen alt andet end behagesyg. Fokus er de to pigers forhold og dialoger. En nedtonet realisme, hvor pigernes trivielle hverdag væves sammen med drømmene, både de bristede og de levende.

Et vendepunkt i historien er, da Zulema gennembankes af en kunde, der har lokket hende med løfter om nogle vigtige papirer. Begivenheden fører de to piger endnu tættere på hinanden i ømt venskab.

Det, der gør filmen mere end seværdig, er skuespillet. Ikke mindst Candela Pena imponerer med sin afdæmpede, næsten udtryksløse, fremstilling af den desillusionerede Caye, som viser sig at have bevaret sin menneskelighed i en barsk og opslidende verden. Med ganske få virkemidler får hun demonstreret, at Caye er en person med mange lag. Fx i en scene, hvor hun kommer til at afsløre sin professionelle identitet over for en mandlig bekendt, og tårerne i øjnene og et blik siger det hele, uden at et ord falder.

Og Micaela Nevárezs skildring af Zulema, splittet mellem længslen efter sønnen og behovet for at tjene penge til familien langt borte, er en præstation, hvor de forfinede virkemidler er på spil.

Og så er det befriende – ikke mindst i disse sexkøbsforbudstider – at se en film håndtere emnet “prostitution” uden på nogen måde at forfalde til sensationsdyrkelse eller simpel spekulation i nøgenhed og sex. Jovist er der både nøgenhed og sex i filmen, men husarerne kan godt holde sig væk, for filmens fremstilling er langt fra fantasiernes kulørte verden.

Du kan nå at se filmen endnu. Den genudsendes d. 17. maj kl. 15.55 på DR K.

Et ekstra lille plus skal filmen have for sin brug af Manu Chaos sang “Me Illaman Calla (princesas)”: