Indlæg tagget med Film

P. S. – en lille hjerte-smerte-film

8. august 2009

>Det bliver ikke til meget tv i disse tider. Ikke, fordi jeg savner det. Snarere tværtimod. Og film foretrækker jeg efterhÃ¥nden kun at se pÃ¥ dvd eller i biografen. Der er jo for langt mellem nye – eller i det mindste ukendte – film pÃ¥ de danske kanaler. Genudsendelser derimod…

Men i gÃ¥r tog DR2 sig lidt sammen og sendte Dylan Kidds 2004-filmatisering af Helen Schulmanns roman “P.S.”. En lille bittersød historie om 39-Ã¥rige Louise, der er fraskilt og stadigvæk lever med et ufordøjet minde om sin ungdomskærlighed, der blev revet væk i en trafikulykke. En ung mand med et lignende navn og udseende dukker sÃ¥ op i hendes hverdag og vender op og ned pÃ¥ den, da Louise nærmest tror, det er den døde, der er vendt tilbage.

Abstraherer man lidt fra den lidt Hollowoodsk usandsynlige “spøgelseshistorie”, sÃ¥ er den sÃ¥mæn en fin lille historie om det alment menneskelige problem at fÃ¥ gjort op med fortidens spøjelser og komme videre med sit liv, medens tid er.

>Når jeg alligevel valgte at sidde oppe til efter midnat, så var det, fordi hovedrollen blev spillet af Laura Linney, der er en af mine personlige favoritter blandt nulevende amerikanske, kvindelige skuespillerinder. Og hun skuffede da heller ikke, men fremstiller fint den kærlighedshungrende, frustrerede unge kvinde.

På birollesiden er der også gode præstationer. Gabriel Burne som ex-ægtemanden med sexaholic-problemer; Lois Smith som den kærlige-ærlige moder, som Louise søger tilflugt hos, når problemerne tårner sig op og Paul Rudd som junkie-broderen. Topher Grace, der spiller over for Linney som den unge mand, står derimod kun lige distancen i rollen som begærsobjekt numero uno.


Til gengæld har filmen et udsøgt soundtrack, der passer fint til den sørgmuntre stemning i filmen. Martha Wainwright, Yo La Tengo, Ambulance LTD og det for mig nye bekendtskab, den walisiske singersongwriter Judith Owen, der excellerer i en let jazz-pÃ¥virket stil, som – i smÃ¥ doser i det mindste – passer som fod i hose til hjerte-smertefilm…

Here

30. juli 2009

I nogle Ã¥r, faktisk en del, underviste jeg i noget, man kalder “børne- og ungdomslitteratur”. Jeg har altid haft det svært med den slags etiketter. For mig er der kun litteratur. God og dÃ¥rlig litteratur (pÃ¥ samme mÃ¥de, som P.H. skelnede mellem god og dÃ¥rlig kunst, da han blev stillet spørgsmÃ¥let om, hvad kunst var…) . MÃ¥ske, fordi jeg var sÃ¥ heldig at gÃ¥ pÃ¥ universitetet, da begrebet “det generaliserede tekstbegreb” var à la mode. Siden har mange glemt alt om det. Det generaliserede tekstbegreb.

Inden for den omtalte kategori er der bøger, der har status af at være klassikere. Det vil sige, for nu at gøre det kort, bøger, der som stafetter er gået fra generation til generation. Og er blevet læst med fascination, selv om tiden har sat sine spor. Lad os nævne H. C. Andersens eventyr og historier, Alice i Eventyrland, Peter Pan, Palle Alene i Verden, Peter Pedal og Mis med de blå øjne. Bare for at nævne nogle titler og navne i flæng. Og så Beatrix Potter og hendes unikke tegnede og fortalte univers. Med historien om Peter Kanin som et udmærket eksempel.

I det Potterske univers er der en meget engelsk duft af fantasy. Engelske forfattere som Potter og Lewis kan det der med at skabe et infantilt, næsten hermetisk lukket, fantasiunivers, hvor voksenverdens fortrædeligheder og grimhed holdes ude. Om man kan lide disse universer er vel en smagssag, men jeg har det fint med den slags eskapisme. Jeg holder meget af Peter Plys og Vinden i piletræerne. Meget mere end mine børn, faktisk.

I går så jeg så Chris Nonans film om Miss Potter. Med Renée Zelweger (bla. Bridget Jones-filmene) i hovedrollen som Beatrix Potter. En overraskende vellykket film, der legende let formåede at integrere det forfinede Potterske fantasiunivers i den historisk realistiske fortælling.

Igen måtte jeg beundre englændernes formidabel evne til at realisere en nærmest autentisk historisk og litterær scenografi. Og de engelske skuespilleres sublime kunst. Selv i den mindste birolle spilles der med eftertrykkelig overbevisning. Og hovedrollerne er castet med virkelig sans for historiens muligheder. Renée Zelweger får en til at glemme alt om den forfærdelige anden del af Bridget Jones-sagaen. Ewan Mcgregor er et fund som hendes naive og idealistiske forlægger, der tror på hendes talent og, helt efter bogen, forelsker dig dybt i den jomfruelige frk. Potter. Emily Watson er ligeledes et scoop som forlæggerens søster, der bliver Potters soulmate og støtte i kampen for anerkendelse i forhold til familien og det øvrige samfund. Og så videre. Alt i alt en lille filmisk perle, der nok fik knubbede ord med på vejen af den blaserte filmkritik, men fortjener at blive nydt derhjemme i sofaen.

Miss Potter – Trailer | Movies & TV | SPIKE.com

Harry Potter og pubertetens trængsler

28. juli 2009

I gÃ¥r tilbragte jeg tre timer i selskab med Harry Potter, halvblodsprinsen og det øvrige persongalleri fra det potterske fantasy-univers. Jeg har ikke læst en eneste af bøgerne, men har set de forudgÃ¥ende film. Det har den fordel, at man ikke mÃ¥ler filmene med bøgerne – en klassisk, men svært undgÃ¥elig, fejltagelse. Og selv om vi er nÃ¥et til den næstesidste filmatisering – og en vis metaltræthed ikke helt kan undgÃ¥ at melde sig hos tilskueren – sÃ¥ bestod filmen min shitdetectortest: Jeg kiggede ikke en eneste gang pÃ¥ mit armbÃ¥ndsur i løbet af de tre timer.

Filmen er – til forskel fra de foregÃ¥ende – mere mørk i tonen. Fruen sÃ¥ det straks med sin vanlige skarphed, da hun pÃ¥pegede, at der ikke var ret megen humor i filmen. Og det har hun sÃ¥ sandelig ret i. Selv en scene, hvor Harry og Co. er pÃ¥ besøg i en magisk spøg-og-skæmt-forretning formÃ¥ede kun at løfte lidt pÃ¥ smilebÃ¥ndet. Humor er ikke dette afsnits styrke. Det er alvoren. Alvoren i form af kærlighedens bittersøde indtrængen i ungdomsuniverset med alt, hvad det indebærer. Stormfuld forelskelse, gengældt og ikke-gengældt ditto, jalousiens grønne uhyre, forblændelsen osv. Og alvoren i form af den mørke herres grumme spil (mere skal ikke afsløres).

Filmen lever visuelt helt op til forgængerne og de forventninger, man måtte have. Det er effektfuldt og imponerende, hvad man kan udrette med nutidens computeriserede effekter. Især den indledende scene for de onde slår sig løs gjorde indtryk. Der er også mange fine skuespilpræstationer. Ikke mindst i birollerne. Blandt andet gør Jim Broadbent et vældig godt indtryk i rollen som tilbagevendende eleksir-lærer og nøglefigur i plottet.

Til gengæld kan man ikke helt frikende hovedfigurerne for en vis slitage. Især i de amourøse scener, hvor de tre hovedpersoner momentvis godt kan se ud som om de er “kraftigt medicineret”, som The Guardians anmelder spydigt anfører. Der er ikke noget som kærlighedsscener, der kan vise en skuespillers begrænsninger…

Bortset fra det – og fraværet af et vaskeægte dramatisk klimaks, som de andre film bød pÃ¥ – sÃ¥ er man ganske godt underholdt i det fantasifulde ungdomsunivers. Hermed anbefalet forældre med børn i den alder…

Brenda Joyce – Tarzan-Jane – er død, 92

25. juli 2009

Medens vi er ved dødfaldene, sÃ¥ kommer jeg ikke uden om at omtale Brenda Joyces bortgang den 4. juli i en alder af 92 Ã¥r. Joyce fik æren af at erstatte selveste Maureen O’Sullivan som Jane i Tarzan-filmene, som capac slugte rÃ¥t i barndommens Phønix-bio. Den første – af fem i alt – var Tarzan og Amazonerne fra 1945, hvor hun spillede over for Johnny Weismüller, der – efter manges mening – var den “rigtige” Tarzan. Rollen som Jane krævede ikke det store skuespiltalent. Til gengæld var det vigtigt at have lidt til gÃ¥rden og gaden – og at kunne vække beskyttertrangen hos Tarzan, nÃ¥r man iklædt et nødtørftigt dækkende skørt var udsat for fare derude i den store jungle…

Tarzan og Jane pÃ¥ flodbredden…

Gustne film – erindringsfragment

17. juli 2009

Lurid movies, kalder amerikanerne dem. Gustne film, kunne man mÃ¥ske oversætte det til. Film med nøgenhed og erotik fra dengang pornografien endnu ikke var frigivet, men henvist til undergrunden. Jeg husker sÃ¥ tydeligt, hvordan de pubertære drenge i nabolaget fattede interesse for disse film i form af de ofte tvetydige – erotisk-moraliserende – plakater og udhængsskabenes omhyggeligt udvalgte still-fotos, som ofte lovede meget mere end de kunne holde. De yngste af os mÃ¥tte nøjes med disse visuelle stumper fra erotikkens forjættede land – og sÃ¥ de ældre kammeraters saftige gendigtninger af, hvad der faktisk udspillede sig oppe pÃ¥ lærredet.

En af disse film var Ingmar Bergmans Sommeren med Monika fra 1953. Baseret pÃ¥ Per Anders Fogelströms roman af samme navn og med den vakre Harriett Anderson i hovedrollen. Især et bestemt foto brændte sig fast pÃ¥ nethinden. Den unge Anderson, dybt dekolleteret med lukkede øjne, drømmende udtryk i ansigtet og fugtig hud. Det foto kunne sælge – dengang. I øvrigt gik der mange Ã¥r, inden jeg faktisk fik set filmen.
Tak til Modstrøm for at have sendt mig ned ad erindringen boulevard.