Indlæg tagget med Film

Gårsdagens filmoplevelse: The Secret Life of Walter Mitty

20. januar 2014

 

To see things thousands of miles away, things hidden behind walls and within rooms, things dangerous to come to, to draw closer, to see and be amazed and to feel that is the purpose of life.”
Read more at http://www.wnd.com/2013/12/walter-mitty-dreams-up-the-purpose-of-life/#1fGhp4T3rb0QjJUz.99
“To see things thousands of miles away, things hidden behind walls and within rooms, things dangerous to come to, to draw closer, to see and be amazed and to feel that is the purpose of life.”
Read more at http://www.wnd.com/2013/12/walter-mitty-dreams-up-the-purpose-of-life/#1fGhp4T3rb0QjJUz.99
“To see things thousands of miles away, things hidden behind walls and within rooms, things dangerous to come to, to draw closer, to see and be amazed and to feel that is the purpose of life.”
Read more at http://www.wnd.com/2013/12/walter-mitty-dreams-up-the-purpose-of-life/#1fGhp4T3rb0QjJUz.99

.

Ben Stiller er mestendels kendt som skuespiller i forskellige komedier – fx Vild med Mary, Meet the Parents (og efterfølgerne) og Nat på Museet. Med The Secret Life of Walter Mitty tager Stiller så det store spring til ikke alene at være hovedrolleskuespiller, men også producent og instruktør. Og filmen bekræfter mig i en fornemmelse, jeg længe har haft i forbindelse med Stiller, nemlig at han måtte indeholde mere end blot den lille uheldige og såre sjove mandsperson, han har skildret så ofte.

The Secret Life of Walter Mitty har tidligere været filmatiseret med Danny Kaye og bygger på en berømt novelle af den amr. forfatter James Thurber. Men fortællingen er efter modellen “frit efter”, idet Stiller fører historien op til nutiden.

Stiller spiller hovedfiguren Walter Mitty, der gennem mange år har arbejdet i arkivet for fotonegativer på det berømte Life magazine. Mitty er en drømmer. Fx drømmer han, at han via et internetdatingbureau kan komme i kontakt med sin arbejdskollega Cheryl. Men da hans liv er så begivenhedsløst, lykkes det ham end ikke at komme igennem med det mindste elektroniske “vink”.

Den dag, hvor vi møder Mitty, er Life blevet opkøbt og en ny chef er ansat til at forestå omdannelsen af Life til et digitalt magasin. Med de fyringer, det vil medføre. Mittys sidste opgave bliver at levere et bestemt negativ til forsiden på den allersidste trykte udgave af den berømte magasin. Et negativ, der udgør selveste “kvintessensen af Life”. Problemet et blot, at lige netop det negativ – nr. 25 – er væk. Det skulle angiveligt være fremsendt til Mitty med flere andre af magasinets berømte fotograf Sean O’Connell (Sean Penn), der er af den gamle skole og kun forholder sig til analog teknologi fra før fax-maskinens tid. Det betyder bl.a. at han kun fotograferer analogt og ikke er til at komme i forbindelse med pr. telefon eller email.

For Mitty bliver situationen en mulighed for at udleve nogle drømme (som han måtte lægge på hylden som 17-årig, da hans fader døde). Han beslutter sig for at finde fotografen Sean og negativet. Og ved hjælp af kollegaen Cheryl og de andre negativer, der rummer nogle spor, begynder Mitty en rejse, der til sidst fører ham hen til fotografen. Rejsen fører ham først til Grønland, dernæst til Island og til sidst til en ukontrolleret del af Afghanistan. Og han kommer ud for nogle oplevelser, der står i grel modsætning til hans hidtidige liv. Han kommer ud at flyve med en stærkt beruset helikopterfører med kærestesorger, er ved at blive ædt af en haj, oplever et Islandsk vulkanudbrud på nærmeste hold og får lov til at opleve en sneleopard gennem O’Connels fotolinse.

Og disse scener udgør nogle af filmens højdepunkter. De er fremstillet med en blanding af nøgen realisme (der er ingen turistglamour over lokaliteterne) og tryllebindende fantasi. Med en kliché: Det er scener, der skal ses og opleves – i biografen. Og jeg vil tillade mig at mene, at Stiller med disse scener afslører den iscenesatte hulhed i mange af tidens såkaldte action- og adventurefilm. Det er mesterligt gjort.

Filmen får – som konventionen for amr. lystspil foreskriver – en relativt lykkelig slutning. Mitty finder O’Connell og negativet og får – vist nok – pigen til sidst. Men det er kun den overfladiske fortælling, for der ligger også en dyb symbolik i selve projektet. Det er ikke tilfældigt, at Mitty arbejder med de teknologisk set forældede negativer. Det er heller ikke spor tiilfældigt, at han arbejder for magasinet Life – Livet. Og det er heller ikke tilfældigt, at han skal finde lige netop det negativ, der indeholder selve kvintessensen af Life, hvis motto er – og bliver printet på læder i filmen:”To see things thousands of miles away, things hidden behind walls and within rooms, things dangerous to come to, to draw closer, to see and be amazed and to feel that is the purpose of life.” Det er formålet med Life, men – forstår vi også – måske også formålet med Livet som sådan.

At det forholder sig sådan understreges af den fine scene, hvor Mitty omsider har fundet O’Connell, der sidder på et bjerg og venter på, at den sjældne sneleopard skal vise sig for fotografen. Da det endelig sker, får Mitty lov til at kigge med gennem linsen og ser dyret – men O’Connell vælger at nyde øjeblikket og ikke fotografere. Fordi fotograferingen udgør en distance til – ja – livet. Det understreges også ironisk nok af det motiv, som negativ nr. 25 gemmer på, og som vi får at se til sidst i filmen…

Hvis man vil det, så ligger der selvfølgelig et stort kritisk potentiale i filmens filosofiske dimension – i forhold til den virkelighed, vi faktisk lever i, hvor den teknologiske distance er blevet endnu mere udtalt end nogensinde før i historien. Og en kritik af en samfundsudvikling, der ikke har forståelse for den type livsfilosofi, som Life repræsenterede. Osv. Jeg vil trygt overlade til læserne/biografgængerne selv at drage deres kritiske konklusioner.

I hvert fald er det lykkedes for Ben Stiller at lave en film, der både formår at underholde som romantisk komedie, actionkomedie og drama – samtidig med, at den har noget på hjerte. Jeg tror ikke, at det er helt tilfældigt, at denne film er blevet til i en tid, hvor USA og resten af verden er i krise og har glemt at der er andet at drømme om end penge, vækst og flere jobs.

Hermed anbefalet.

 

Elvis på film – lydsporene

11. januar 2014

Som tidligere omtalt brugte jeg mange af min barndoms søndagseftermiddage i den lokale biograf Phønix Bio i Esbjerg. Og det var her, jeg indtog den ene film efter den anden med Elvis Presley. Perioden i tresserne, hvor Elvis indspillede sine film, er nok den svageste i mandens karriere. Der er musikalsk set langt mellem snapsene i de film, selv om snapsene er der. Alligvel er det lidt fristende for en gammel nostalgiker, når man nu kan læse, at samtlige soundtracks til filmene nu udsendes i et bokssæt med hele tyve cd’er. Men jeg holder mig i skindet, for der er for få snapse til en pris af ca. 40 £. Men måske kommer den på udsalg en dag…

Her er så en af snapsene:

 

Some People – nu genudgivet på dvd

27. november 2013

I marts måned 2006 (!) skrev jeg følgende:

Et par forkerte klik på tastaturet og min gamle blog forsvandt ud i cyberspace. Heldigvis havde jeg taget en backup, selv om man jo siger: Rigtige mænd tager ikke backup, men de græder meget…

Det er lykkedes mig at få fat i en kopi af filmen “Some people? via Ebay . Oven i købet som DVD. Og det skal blive interessant at se en film, som man kun har set en gang for mere en end 40 år siden. Mon den holder? Husker man rigtigt? Bortset fra min personlige biografiske og helt nostalgiske interesse i filmen, så skulle den være interessant ved at være et dokument for den såkaldte Mod-subkultur, der har spillet og spiller en stor rolle i engelsk ungdomskultur og popmusik. Filmen blev til som led i “the Duke of Edinborough’s anti-juvenile delinquency youth club project?, altså som et slags socialt projekt, der skulle forebygge ungdomskriminalitet. Karl Williams fra All Movie Guide kalder filmen en “corny propaganda film”? og sammenfatter handlingen med disse ord: “a trio of juvenile delinquents in Bristol who lose their driver’s licenses after a 100 mile-per-hour accident on their motorcycles. Bored without their speed machines and alienated in their economically-depressed factory town, they assemble a rock band with the aid and encouragement of Smith (Kenneth More), the choir director of a local church who offers his facilities for rehearsal space. The band becomes involved with a youth awards program devised as a community outreach vehicle by the Duke of Edinburgh and the British government, and despite some lingering moments of dissension, they begin to turn their lives around, encouraged all the while by a hopeful adult community?. Altså tydeligvis en film med et pædagogiske sigte. Det var endnu muligt i 1960’ernes første halvdel… Ikke desto mindre (eller måske er der en sammenhæng…) blev filmen et hit i England dengang.

Valerie Mountain, der havde “a great set of pipes”?, bliver udpeget til at synge filmen, og komponisten, Ron Grainer, der var meget aktiv film- og tv-komponist i perioden og bl.a. har skrevet musik til klassiske BBC-tv-serier som Omega Man og Doctor Who får fat i gruppen the Eagles ved at gå fra pub til pub i Bristol for at finde et lokalt band til filmen. For gruppen, der på det tidspunkt er semi-professionelle og endnu ikke har indspillet en plade, bliver det en appelsin i turbanen. De får lov at indspille hele soundtracket og spiller også med i filmen. Eagles regnes i øvrigt for at være et af de bedste instrumentalgrupper i perioden. Grainer sørger for, at de får en pladekontrakt med Pye Records, der dengang var et af de tre største pladeselskaber i England. Den mest kendte skikkelse i filmen er, som anført, skuespilleren Kenneth More (1914-1982), der var en af den tids førende mandlige skuespillere. More vil være kendt for de fleste, der har fulgt med i engelsk film og engelske tv-serier fra tresserne og frem til ca. 1980.

Mores hustru Angela Douglas spiller pigen Terry og mimer til de sange, som Valerie Mountain indspiller. Blandt skuespillerne finder man også en ung David Hemmings (1941-2003) i rollen som den unge Bert. Hemmings fik et par år senere et stort gennembrud for sin hovedrolle i Antonionis berømte Blow up.

Some people – DVD
Onsdag, d. 15. marts 2006 af CAPAC

Omsider kom den så, DVD’en med filmen “Some people”?. Jeg har endnu ikke fået genset den, blot skimmet cover og indhold. Ud over selve filmen, som må være overført fra VHS, så består DVD’en af to såkaldte Newsreels fra de tidlige 1960’ere og en dokumentarfilm med tilknytning til en anden film fra perioden “The Young Ones”?. DVD’en er udgivet af http://www.thevideobeat.com/ , der har specialiseret sig i udgivelser af “rock’n roll film og tv-serier fra 1950’erne og 1960’erne”?. Og der er mange sjove ting imellem…

Some People – the movie..
Mandag, d. 20. marts 2006 af CAPAC

Omsider fik jeg set Some People, som jeg har indkøbt på Ebay-auktionen. Som ventet var der tale om et VHS-rip overført til DVD. Men absolut i en acceptabel kvalitet med farver og hele pivetøjet. Filmens social-pædagogiske sigte – at bringe unge fartglade mennesker på “rette”? spor – er ikke til at overse med erfaringstyngede øjne. Men bortset fra det (fx i en scene, hvor de tre unge mænd, iført jakkesæt og slips, står skoleret over for den lokale den lokale dommer, der belærer dem om, at de er kommet på gale veje…), så er det en underholdende film. Den er fortalt lige ud af landevejen, og skuespillerne udfylder deres roller godt. Især er det sjovt at se David Hemmings, der gør sig bemærket som ung spradebasse, der med stor forkærlighed fløjter længe efter pigerne (det kunne man jo gøre dengang med succes…).

Filmen giver et godt billede af, hvor kedelige de tidlige tressere også var. Et borgerligt familieliv, hvor farmand sidder gemt bag dagens avis og venter på, at mor bliver færdig i køkkenet, og ungerne ser amerikansk western i fjernsynet, medens de unge ikke kan holde ud at være der og derfor mødes omkring motorcyklerne ved den lokale cafe. Eneste tilbud til de unge er ungdomsklubben, hvor de unge artigt spiller pool og synger i kor…

Men filmen giver også et billede af en tid i opbrud. Den relativt hurtigt klippede indledning med neonlysreklamer, grønne dobbeltdækkerbusser i fart og livlige storbyscener giver et billede af Bristol som en moderne by i materiel fremdrift.

Det opgør med autoriteterne, som ofte tilskrives det mytologiserede “1968″?, er i fuld sving her. Og Kenneth More har rollen som den meget sympatiske, moderne pædagog (frivillig i ungdomsklubben), der forstår, at det handler om at motivere de unge. I en sjov scene, hvor han overrasker sin datter, der er gået i karbad med cowboyjeansene på (for at gøre dem stramme!), viser han blot interesse for projektet i stedet for at holde moralprædiken. Han repræsenterer den forstående far og den forstående pædagog, der ikke vil opdrage, men indddrage og vejlede. Derfor ser han også straks, at han ved at lade de unge spille musik i ungdomsklubben, får dem i tale (og dermed på rette vej…).

Musikstilen er instrumentalmusik à la tidlig The Shadows. Lyden er som Skyggerne, og selv dansetrinnede er kopieret af efter stilen i deres tidlige optræden. Det er også sjovt at se tidens simple teknologi, fx forstærkerne, som ligner (og nok er) let ombyggede højtalere. For slet ikke at tale om moden: piger med højt hår og obligatorisk hovedtørklæde, nylonstrømper, højhælede sko og frakker; fyrene i cowboybukser med opslag og læderjakker og tilbagefriseret hår à la Elvis…

Det var et af de første længere nostalgiske indlæg i capac-bloggen. Og nu i det herrens år 2013 er filmen omsider blevet genudgivet i en rigtig dvd-udgave. Hvis bare man venter længe nok eller noget. I hvert fald har jeg – selvfølgelig – bestilt et eksemplar af den ny dvd. Man er vel nostalgiker…

Et par forkerte klik på tastaturet og min gamle blog forsvandt ud i cyberspace. Heldigvis havde jeg taget en backup, selv om man jo siger: Rigtige mænd tager ikke backup, men de græder meget…

Det er lykkedes mig at få fat i en kopi af filmen “Some people�? via Ebay ;-) . Oven i købet som DVD. Og det skal blive interessant at se en film, som man kun har set en gang for mere en end 40 år siden. Mon den holder? Husker man rigtigt? Bortset fra min personlige biografiske og helt nostalgiske interesse i filmen, så skulle den være interessant ved at være et dokument for den såkaldte Mod-subkultur, der har spillet og spiller en stor rolle i engelsk ungdomskultur og popmusik. Filmen blev til som led i “the Duke of Edinborough’s anti-juvenile delinquency youth club project�?, altså som et slags socialt projekt, der skulle forebygge ungdomskriminalitet. Karl Williams fra All Movie Guide kalder filmen en “corny propaganda film�? og sammenfatter handlingen med disse ord: “a trio of juvenile delinquents in Bristol who lose their driver’s licenses after a 100 mile-per-hour accident on their motorcycles. Bored without their speed machines and alienated in their economically-depressed factory town, they assemble a rock band with the aid and encouragement of Smith (Kenneth More), the choir director of a local church who offers his facilities for rehearsal space. The band becomes involved with a youth awards program devised as a community outreach vehicle by the Duke of Edinburgh and the British government, and despite some lingering moments of dissension, they begin to turn their lives around, encouraged all the while by a hopeful adult community�?. Altså tydeligvis en film med et pædagogiske sigte. Det var endnu muligt i 1960’ernes første halvdel… Ikke desto mindre (eller måske er der en sammenhæng…) blev filmen et hit i England dengang.

Valerie Mountain, der havde “a great set of pipes�?, bliver udpeget til at synge filmen, og komponisten, Ron Grainer, der var meget aktiv film- og tv-komponist i perioden og bl.a. har skrevet musik til klassiske BBC-tv-serier som Omega Man og Doctor Who får fat i gruppen the Eagles ved at gå fra pub til pub i Bristol for at finde et lokalt band til filmen. For gruppen, der på det tidspunkt er semi-professionelle og endnu ikke har indspillet en plade, bliver det en appelsin i turbanen. De får lov at indspille hele soundtracket og spiller også med i filmen. Eagles regnes i øvrigt for at være et af de bedste instrumentalgrupper i perioden. Grainer sørger for, at de får en pladekontrakt med Pye Records, der dengang var et af de tre største pladeselskaber i England. Den mest kendte skikkelse i filmen er, som anført, skuespilleren Kenneth More (1914-1982), der var en af den tids førende mandlige skuespillere. More vil være kendt for de fleste, der har fulgt med i engelsk film og engelske tv-serier fra tresserne og frem til ca. 1980.

Mores hustru Angela Douglas spiller pigen Terry og mimer til de sange, som Valerie Mountain indspiller. Blandt skuespillerne finder man også en ung David Hemmings (1941-2003) i rollen som den unge Bert. Hemmings fik et par år senere et stort gennembrud for sin hovedrolle i Antonionis berømte Blow up.

Some people – DVD
Onsdag, d. 15. marts 2006 af CAPAC

Omsider kom den så, DVD’en med filmen “Some people�?. Jeg har endnu ikke fået genset den, blot skimmet cover og indhold. Ud over selve filmen, som må være overført fra VHS, så består DVD’en af to såkaldte Newsreels fra de tidlige 1960’ere og en dokumentarfilm med tilknytning til en anden film fra perioden “The Young Ones�?. DVD’en er udgivet af http://www.thevideobeat.com/ , der har specialiseret sig i udgivelser af “rock’n roll film og tv-serier fra 1950’erne og 1960’erne�?. Og der er mange sjove ting imellem…

Some People – the movie..
Mandag, d. 20. marts 2006 af CAPAC

Omsider fik jeg set Some People, som jeg har indkøbt på Ebay-auktionen. Som ventet var der tale om et VHS-rip overført til DVD. Men absolut i en acceptabel kvalitet med farver og hele pivetøjet. Filmens social-pædagogiske sigte – at bringe unge fartglade mennesker på “rette�? spor – er ikke til at overse med erfaringstyngede øjne. Men bortset fra det (fx i en scene, hvor de tre unge mænd, iført jakkesæt og slips, står skoleret over for den lokale den lokale dommer, der belærer dem om, at de er kommet på gale veje…), så er det en underholdende film. Den er fortalt lige ud af landevejen, og skuespillerne udfylder deres roller godt. Især er det sjovt at se David Hemmings, der gør sig bemærket som ung spradebasse, der med stor forkærlighed fløjter længe efter pigerne (det kunne man jo gøre dengang med succes…).

Filmen giver et godt billede af, hvor kedelige de tidlige tressere også var. Et borgerligt familieliv, hvor farmand sidder gemt bag dagens avis og venter på, at mor bliver færdig i køkkenet, og ungerne ser amerikansk western i fjernsynet, medens de unge ikke kan holde ud at være der og derfor mødes omkring motorcyklerne ved den lokale cafe. Eneste tilbud til de unge er ungdomsklubben, hvor de unge artigt spiller pool og synger i kor…

Men filmen giver også et billede af en tid i opbrud. Den relativt hurtigt klippede indledning med neonlysreklamer, grønne dobbeltdækkerbusser i fart og livlige storbyscener giver et billede af Bristol som en moderne by i materiel fremdrift.

Det opgør med autoriteterne, som ofte tilskrives det mytologiserede “1968�?, er i fuld sving her. Og Kenneth More har rollen som den meget sympatiske, moderne pædagog (frivillig i ungdomsklubben), der forstår, at det handler om at motivere de unge. I en sjov scene, hvor han overrasker sin datter, der er gået i karbad med cowboyjeansene på (for at gøre dem stramme!), viser han blot interesse for projektet i stedet for at holde moralprædiken. Han repræsenterer den forstående far og den forstående pædagog, der ikke vil opdrage, men indddrage og vejlede. Derfor ser han også straks, at han ved at lade de unge spille musik i ungdomsklubben, får dem i tale (og dermed på rette vej…).

Musikstilen er instrumentalmusik à la tidlig The Shadows. Lyden er som Skyggerne, og selv dansetrinnede er kopieret af efter stilen i deres tidlige optræden. Det er også sjovt at se tidens simple teknologi, fx forstærkerne, som ligner (og nok er) let ombyggede højtalere. For slet ikke at tale om moden: piger med højt hår og obligatorisk hovedtørklæde, nylonstrømper, højhælede sko og frakker; fyrene i cowboybukser med opslag og læderjakker og tilbagefriseret hår à la Elvis…

– See more at: https://www.capac.dk/wordpress/?p=718#sthash.IDlNHz7u.dpuf

Et par forkerte klik på tastaturet og min gamle blog forsvandt ud i cyberspace. Heldigvis havde jeg taget en backup, selv om man jo siger: Rigtige mænd tager ikke backup, men de græder meget…

Det er lykkedes mig at få fat i en kopi af filmen “Some people�? via Ebay ;-) . Oven i købet som DVD. Og det skal blive interessant at se en film, som man kun har set en gang for mere en end 40 år siden. Mon den holder? Husker man rigtigt? Bortset fra min personlige biografiske og helt nostalgiske interesse i filmen, så skulle den være interessant ved at være et dokument for den såkaldte Mod-subkultur, der har spillet og spiller en stor rolle i engelsk ungdomskultur og popmusik. Filmen blev til som led i “the Duke of Edinborough’s anti-juvenile delinquency youth club project�?, altså som et slags socialt projekt, der skulle forebygge ungdomskriminalitet. Karl Williams fra All Movie Guide kalder filmen en “corny propaganda film�? og sammenfatter handlingen med disse ord: “a trio of juvenile delinquents in Bristol who lose their driver’s licenses after a 100 mile-per-hour accident on their motorcycles. Bored without their speed machines and alienated in their economically-depressed factory town, they assemble a rock band with the aid and encouragement of Smith (Kenneth More), the choir director of a local church who offers his facilities for rehearsal space. The band becomes involved with a youth awards program devised as a community outreach vehicle by the Duke of Edinburgh and the British government, and despite some lingering moments of dissension, they begin to turn their lives around, encouraged all the while by a hopeful adult community�?. Altså tydeligvis en film med et pædagogiske sigte. Det var endnu muligt i 1960’ernes første halvdel… Ikke desto mindre (eller måske er der en sammenhæng…) blev filmen et hit i England dengang.

Valerie Mountain, der havde “a great set of pipes�?, bliver udpeget til at synge filmen, og komponisten, Ron Grainer, der var meget aktiv film- og tv-komponist i perioden og bl.a. har skrevet musik til klassiske BBC-tv-serier som Omega Man og Doctor Who får fat i gruppen the Eagles ved at gå fra pub til pub i Bristol for at finde et lokalt band til filmen. For gruppen, der på det tidspunkt er semi-professionelle og endnu ikke har indspillet en plade, bliver det en appelsin i turbanen. De får lov at indspille hele soundtracket og spiller også med i filmen. Eagles regnes i øvrigt for at være et af de bedste instrumentalgrupper i perioden. Grainer sørger for, at de får en pladekontrakt med Pye Records, der dengang var et af de tre største pladeselskaber i England. Den mest kendte skikkelse i filmen er, som anført, skuespilleren Kenneth More (1914-1982), der var en af den tids førende mandlige skuespillere. More vil være kendt for de fleste, der har fulgt med i engelsk film og engelske tv-serier fra tresserne og frem til ca. 1980.

Mores hustru Angela Douglas spiller pigen Terry og mimer til de sange, som Valerie Mountain indspiller. Blandt skuespillerne finder man også en ung David Hemmings (1941-2003) i rollen som den unge Bert. Hemmings fik et par år senere et stort gennembrud for sin hovedrolle i Antonionis berømte Blow up.

Some people – DVD
Onsdag, d. 15. marts 2006 af CAPAC

Omsider kom den så, DVD’en med filmen “Some people�?. Jeg har endnu ikke fået genset den, blot skimmet cover og indhold. Ud over selve filmen, som må være overført fra VHS, så består DVD’en af to såkaldte Newsreels fra de tidlige 1960’ere og en dokumentarfilm med tilknytning til en anden film fra perioden “The Young Ones�?. DVD’en er udgivet af http://www.thevideobeat.com/ , der har specialiseret sig i udgivelser af “rock’n roll film og tv-serier fra 1950’erne og 1960’erne�?. Og der er mange sjove ting imellem…

Some People – the movie..
Mandag, d. 20. marts 2006 af CAPAC

Omsider fik jeg set Some People, som jeg har indkøbt på Ebay-auktionen. Som ventet var der tale om et VHS-rip overført til DVD. Men absolut i en acceptabel kvalitet med farver og hele pivetøjet. Filmens social-pædagogiske sigte – at bringe unge fartglade mennesker på “rette�? spor – er ikke til at overse med erfaringstyngede øjne. Men bortset fra det (fx i en scene, hvor de tre unge mænd, iført jakkesæt og slips, står skoleret over for den lokale den lokale dommer, der belærer dem om, at de er kommet på gale veje…), så er det en underholdende film. Den er fortalt lige ud af landevejen, og skuespillerne udfylder deres roller godt. Især er det sjovt at se David Hemmings, der gør sig bemærket som ung spradebasse, der med stor forkærlighed fløjter længe efter pigerne (det kunne man jo gøre dengang med succes…).

Filmen giver et godt billede af, hvor kedelige de tidlige tressere også var. Et borgerligt familieliv, hvor farmand sidder gemt bag dagens avis og venter på, at mor bliver færdig i køkkenet, og ungerne ser amerikansk western i fjernsynet, medens de unge ikke kan holde ud at være der og derfor mødes omkring motorcyklerne ved den lokale cafe. Eneste tilbud til de unge er ungdomsklubben, hvor de unge artigt spiller pool og synger i kor…

Men filmen giver også et billede af en tid i opbrud. Den relativt hurtigt klippede indledning med neonlysreklamer, grønne dobbeltdækkerbusser i fart og livlige storbyscener giver et billede af Bristol som en moderne by i materiel fremdrift.

Det opgør med autoriteterne, som ofte tilskrives det mytologiserede “1968�?, er i fuld sving her. Og Kenneth More har rollen som den meget sympatiske, moderne pædagog (frivillig i ungdomsklubben), der forstår, at det handler om at motivere de unge. I en sjov scene, hvor han overrasker sin datter, der er gået i karbad med cowboyjeansene på (for at gøre dem stramme!), viser han blot interesse for projektet i stedet for at holde moralprædiken. Han repræsenterer den forstående far og den forstående pædagog, der ikke vil opdrage, men indddrage og vejlede. Derfor ser han også straks, at han ved at lade de unge spille musik i ungdomsklubben, får dem i tale (og dermed på rette vej…).

Musikstilen er instrumentalmusik à la tidlig The Shadows. Lyden er som Skyggerne, og selv dansetrinnede er kopieret af efter stilen i deres tidlige optræden. Det er også sjovt at se tidens simple teknologi, fx forstærkerne, som ligner (og nok er) let ombyggede højtalere. For slet ikke at tale om moden: piger med højt hår og obligatorisk hovedtørklæde, nylonstrømper, højhælede sko og frakker; fyrene i cowboybukser med opslag og læderjakker og tilbagefriseret hår à la Elvis…

– See more at: https://www.capac.dk/wordpress/?p=718#sthash.IDlNHz7u.dpuf

Et par forkerte klik på tastaturet og min gamle blog forsvandt ud i cyberspace. Heldigvis havde jeg taget en backup, selv om man jo siger: Rigtige mænd tager ikke backup, men de græder meget…

Det er lykkedes mig at få fat i en kopi af filmen “Some people�? via Ebay ;-) . Oven i købet som DVD. Og det skal blive interessant at se en film, som man kun har set en gang for mere en end 40 år siden. Mon den holder? Husker man rigtigt? Bortset fra min personlige biografiske og helt nostalgiske interesse i filmen, så skulle den være interessant ved at være et dokument for den såkaldte Mod-subkultur, der har spillet og spiller en stor rolle i engelsk ungdomskultur og popmusik. Filmen blev til som led i “the Duke of Edinborough’s anti-juvenile delinquency youth club project�?, altså som et slags socialt projekt, der skulle forebygge ungdomskriminalitet. Karl Williams fra All Movie Guide kalder filmen en “corny propaganda film�? og sammenfatter handlingen med disse ord: “a trio of juvenile delinquents in Bristol who lose their driver’s licenses after a 100 mile-per-hour accident on their motorcycles. Bored without their speed machines and alienated in their economically-depressed factory town, they assemble a rock band with the aid and encouragement of Smith (Kenneth More), the choir director of a local church who offers his facilities for rehearsal space. The band becomes involved with a youth awards program devised as a community outreach vehicle by the Duke of Edinburgh and the British government, and despite some lingering moments of dissension, they begin to turn their lives around, encouraged all the while by a hopeful adult community�?. Altså tydeligvis en film med et pædagogiske sigte. Det var endnu muligt i 1960’ernes første halvdel… Ikke desto mindre (eller måske er der en sammenhæng…) blev filmen et hit i England dengang.

Valerie Mountain, der havde “a great set of pipes�?, bliver udpeget til at synge filmen, og komponisten, Ron Grainer, der var meget aktiv film- og tv-komponist i perioden og bl.a. har skrevet musik til klassiske BBC-tv-serier som Omega Man og Doctor Who får fat i gruppen the Eagles ved at gå fra pub til pub i Bristol for at finde et lokalt band til filmen. For gruppen, der på det tidspunkt er semi-professionelle og endnu ikke har indspillet en plade, bliver det en appelsin i turbanen. De får lov at indspille hele soundtracket og spiller også med i filmen. Eagles regnes i øvrigt for at være et af de bedste instrumentalgrupper i perioden. Grainer sørger for, at de får en pladekontrakt med Pye Records, der dengang var et af de tre største pladeselskaber i England. Den mest kendte skikkelse i filmen er, som anført, skuespilleren Kenneth More (1914-1982), der var en af den tids førende mandlige skuespillere. More vil være kendt for de fleste, der har fulgt med i engelsk film og engelske tv-serier fra tresserne og frem til ca. 1980.

Mores hustru Angela Douglas spiller pigen Terry og mimer til de sange, som Valerie Mountain indspiller. Blandt skuespillerne finder man også en ung David Hemmings (1941-2003) i rollen som den unge Bert. Hemmings fik et par år senere et stort gennembrud for sin hovedrolle i Antonionis berømte Blow up.

Some people – DVD
Onsdag, d. 15. marts 2006 af CAPAC

Omsider kom den så, DVD’en med filmen “Some people�?. Jeg har endnu ikke fået genset den, blot skimmet cover og indhold. Ud over selve filmen, som må være overført fra VHS, så består DVD’en af to såkaldte Newsreels fra de tidlige 1960’ere og en dokumentarfilm med tilknytning til en anden film fra perioden “The Young Ones�?. DVD’en er udgivet af http://www.thevideobeat.com/ , der har specialiseret sig i udgivelser af “rock’n roll film og tv-serier fra 1950’erne og 1960’erne�?. Og der er mange sjove ting imellem…

Some People – the movie..
Mandag, d. 20. marts 2006 af CAPAC

Omsider fik jeg set Some People, som jeg har indkøbt på Ebay-auktionen. Som ventet var der tale om et VHS-rip overført til DVD. Men absolut i en acceptabel kvalitet med farver og hele pivetøjet. Filmens social-pædagogiske sigte – at bringe unge fartglade mennesker på “rette�? spor – er ikke til at overse med erfaringstyngede øjne. Men bortset fra det (fx i en scene, hvor de tre unge mænd, iført jakkesæt og slips, står skoleret over for den lokale den lokale dommer, der belærer dem om, at de er kommet på gale veje…), så er det en underholdende film. Den er fortalt lige ud af landevejen, og skuespillerne udfylder deres roller godt. Især er det sjovt at se David Hemmings, der gør sig bemærket som ung spradebasse, der med stor forkærlighed fløjter længe efter pigerne (det kunne man jo gøre dengang med succes…).

Filmen giver et godt billede af, hvor kedelige de tidlige tressere også var. Et borgerligt familieliv, hvor farmand sidder gemt bag dagens avis og venter på, at mor bliver færdig i køkkenet, og ungerne ser amerikansk western i fjernsynet, medens de unge ikke kan holde ud at være der og derfor mødes omkring motorcyklerne ved den lokale cafe. Eneste tilbud til de unge er ungdomsklubben, hvor de unge artigt spiller pool og synger i kor…

Men filmen giver også et billede af en tid i opbrud. Den relativt hurtigt klippede indledning med neonlysreklamer, grønne dobbeltdækkerbusser i fart og livlige storbyscener giver et billede af Bristol som en moderne by i materiel fremdrift.

Det opgør med autoriteterne, som ofte tilskrives det mytologiserede “1968�?, er i fuld sving her. Og Kenneth More har rollen som den meget sympatiske, moderne pædagog (frivillig i ungdomsklubben), der forstår, at det handler om at motivere de unge. I en sjov scene, hvor han overrasker sin datter, der er gået i karbad med cowboyjeansene på (for at gøre dem stramme!), viser han blot interesse for projektet i stedet for at holde moralprædiken. Han repræsenterer den forstående far og den forstående pædagog, der ikke vil opdrage, men indddrage og vejlede. Derfor ser han også straks, at han ved at lade de unge spille musik i ungdomsklubben, får dem i tale (og dermed på rette vej…).

Musikstilen er instrumentalmusik à la tidlig The Shadows. Lyden er som Skyggerne, og selv dansetrinnede er kopieret af efter stilen i deres tidlige optræden. Det er også sjovt at se tidens simple teknologi, fx forstærkerne, som ligner (og nok er) let ombyggede højtalere. For slet ikke at tale om moden: piger med højt hår og obligatorisk hovedtørklæde, nylonstrømper, højhælede sko og frakker; fyrene i cowboybukser med opslag og læderjakker og tilbagefriseret hår à la Elvis…

– See more at: https://www.capac.dk/wordpress/?p=718#sthash.IDlNHz7u.dpuf

Set: Captain Phillips

6. november 2013

Forleden så Fruen og jeg Paul Greengrass’ seneste opus, Captain Phillips. Greengrass er ikke en hr. Hvemsomhelst. Han har instrueret bl.a. to af Jason Bourne-filmene og Green Zone. Film, der udmærker sig ved at være nogle af de mest overbevisende og effektive spændingsfilm, der er blevet produceret gennem flere årtier. Derfor var mine forventninger også at få en portion højenergisk, effektiv underholdning. Og lad mig bare afsløre, at det fik jeg. Captain Phillips er en ekstremt velllykket action- og spændingsfilm af bedste Hollywood-skuffe.

Som filmen Green Zone, der handlede om jagten på Sadam Husseins påståede masseødelæggelsesvåben, har Captain Phillips sit udspring i såkaldt “virkelige hændelser”, nemlig piratkapringen af Mærsk-containerskibet Alabama i 2009. Ja, filmen bygger oven i købet på kaptajnens egen fortælling om hændelsen A Captain’s Duty: Somali Pirates, Navy SEALs, and Dangerous Days at Sea fra 2010. Og måske er denne virkelighedsforankring i virkeligheden en svaghed ved Paul Greengrass’ seneste film. Det skal jeg komme tilbage til.

Men filmen er, som allerede anslået, et fermt instrueret stykke Hollywood-underholdning. Greengrass er en mester i at filme og klippe action, så man helt mister pusten og næsten bliver svimmel af adrenalintrykket i blodårerne. Og Tom Hanks leverer en fornem præstation som kaptajnen, der må gå gennem alle strabadserne. Han er fra starten af en mand, der er tynget af bekymringer over fremtiden, sine børns og sin families, men gør sin pligt og drager af sted med skibet Alabama ud i piratfyldt farvand. Og fra starten af ved man jo godt, at hans bange anelser vil blive til blodig virkelighed. Og det gør de.

Uden af afsløre noget af handlingen, så kan jeg godt afsløre, at piratkapringen finder en effektiv løsning. Derimod bliver man ikke ret meget klogere på selve problematikken omkring piratkapringer i havet omkring Somalia. Hverken omkring baggrunden for disse piraters virke eller omkring sikkerhedsforholdene på de angrebne skibe. I hvert fald antydes det kun i løsrevne sætninger, fx når en af piraterne anklager Vesten for at have berøvet de somaliske fiskere deres fiskerimuligheder. Eller når en af sømændene gør gældende, at han er ansat til at sejle med et handelsskib og derfor ikke til at bære og bruge våben. Problematikken ligger der latent, men heller ikke mere. For det er en anden historie, der skal fortælles. Om en af ‘hverdagenes helte’, der gør sin pligt.

Og det er netop på det ideologiske plan, jeg synes, at Paul Greengrass’ seneste film er problematisk. Jeg ser en politisk udvikling i hans filmproduktion fra Bournefilmene over Green Zone og til piratkapringsfilmen. Hvor Bournefilmene var fiktion og i bedste fald kunne læses som kritik af amerikansk efterretningsvirksomhed, så var Green Zone en besk, kritisk kommentar til hele det ideologiske grundlag for krigen i Irak. Men med Captain Phillips er den samfundskritiske dimension erstattet af en ukritisk, samfundsbevarende tænkning.

Og det er filmen, fordi den med sin slutning og sit efterskrift signalerer, at en vis normalitet genskabes efter kapringens overståen. I efterskriftet får vi fx at vide, at kaptajn Phillips er vendt tilbage til sit arbejde. Man kan hævde, at filmens budskab er, at piratkapringen har været en anormal hændelse, hvis løsning retablerer en vis normalitet. Nemlig den globale økonomiske og politiske virkelighed, som vi alle lever i. Billedligt talt, så kan man læse historien om piratkapringen som en fortælling om en anomalis indgriben og forstyrrelse af normaliteten. Piratkapringen er et forvrænget billede på en krise, der kommer udefra – i form af en lille båd med bevæbnede somaliske pirater – og griber forstyrrende ind i normaliteten i form af et handelsskib på vej til Afrika med fødevarer til nødlidende. Og filmen postulerer at ved at ordne piraterne genskaber man den normalitet, der var forud. Dermed skriver filmen sig ind i en ideologisk tendens, der også hersker på den globale politiske scene. Fx her i Europa, hvor kapitalismens krise er blevet opfattet som en udfra kommende anomali, der blot skal løses for at den herskende økonomiske og politiske dagsorden kan retableres igen.

Man man mene, at det her er en tendentiøs politisk læsning af filmen. Og det er det også. Hvad jeg med enkle ord har forsøgt er at levere et stykke ideologikritik. I gamle dage – halvfjerdserne – gik ideologikritikken ud på at afsløre en ‘falsk bevidsthed’, men sådan kan man ikke længere tænke. Som den slovenske filosof Slavoj Zizek har været inde på, så er vi alle ofre for ideologien, der fylder hele vores virkelighed. Derfor kan det være svært at få øje på den, fordi den netop ligger lige for næsen af os. Og Hollywood producerer ideologi, ja er en ideologisk maskine i følge Zizek. Hollywood viser os, hvordan den fungerer. Og Greengrass’ nye film er blot et eksempel på det.

En lækkerbidsken: Marianne Faithfull synger Gainsbourg i 967

19. oktober 2013

Hvad kan man næsten ønske sig mere på sådan en grå, regnvåd efterårslørdag – end en purung, væn Marianne Faithfull, der synger Serge Gainsbourg-sangen “Hier ou demain” i et klip fra Pierre Koralniks ‘glemte’ film Anna, hvor Marianne Faithfull spiller sammen med danske Anna Karina. Sangen oser af både tidlige Faithfull-popfeeling og Gainsbourgs franco-finesse.

Film-trailer (japansk!)

CAPAC anbefaler: The Angels’ share – en film af Ken Loach

15. juni 2013

Fruen og jeg har udviklet en ny tradition. Vi er begyndt at gå i biografen om formiddagen og først på eftermiddagen. Det er der private årsager til, men det har vist sig, at der er fordele ved det. For det første er det nemt at få en rigtig god plads. For det andet er der sjældent fyldt helt op. Og for det tredje, så har man stadigvæk det meste af dagen til rådighed bagefter.
I dag faldt valget af film på den kendte engelske instruktør Ken Loachs The Angels’ share. Og når man har at gøre med Loach-film, så kan man forvente sig en samfundskritisk element. Således også i denne fine lille historie.
Plottet er som taget ud af den grå britiske virkelighed. Fire unge rødder, der har begået forskellige lovbrud, idømmes samfundstjeneste, så de kan betale noget af det tilbage, som de på den ene og anden vis har berøvet samfundet. I første omgang ligner samfundstjenesten meningsløs aktivering af den slags, det danske samfund også kunne finde på at udsætte folk for. De bliver sat til at istandsætte en kommunal ejendom.
Men den behjertede socialarbejder Harry, der er sat på opgaven, får en bedre idé. Han får sympati for roden Robbie, da denne opsøges af og gennembankes af faderen til Robbies kæreste. Harry elsker god whisky, og han får den idé at tage de fire unge banditter med en tur til et skotsk destilleri, så de kan se, hvordan de ædle dråber bliver til.
For Robbie bliver turen et første skridt mod en tilværelse hinsides den kriminelle løbebane. Det viser sig nemlig, at Robbie besidder en udviklet næse for whisky. Han kan som professionelle whiskysniffere præcist beskrive og skelne den ene whisky fra den anden. Oplevelsen bliver også et amoralsk vendepunkt i filmen. For på besøget på whiskydestilleriet får pigen Mo den idé, at de kunne stjæle en særlig ædel og dyr whisky, der er blevet lokaliseret på et skotsk lager. Og som en anden Olsen-bande planlægger  de fire gutter, hvordan de – iført kilts som kamouflage – skal drage mod nord og stjæle noget af den dyre drik.
Ken Loachs kunststykke er, at han viser, hvordan de fire sociale tabere, takket være socialarbejderen Harry, får en chance i livet, men at denne chance har en dobbeltkarakter. Den er både udtryk for et menneskes gode vilje til at hjælpe andre ud over deres situation, men den er samtidig en bekræftelse af den illegale livsførelse, der har præget deres unge liv hidtil. Loach er amoralsk i den forstand, at der ikke er nogen morale om, at hvis blot systemet viser forståelse, så kan de unge kriminelle finde deres plads på den rigtige side af loven. Moralen er snarere, at man sagtens kan få lidt succes i livet ved hjælp af lidt ufine metoder. Man kunne sige, at moralen er udtryk for den moral, der netop kendetegner det kapitalistiske system, som Loach er og altid har været en kritiker af.
Projektet – tyveriet af den fine whisky – lykkes. Og filmen får en slags happy end. Mere skal ikke afsløres. Det vigtigse er vejen derhen. Loach fortæller historien lige ud af landevejen med en realistisk tone, der er gennemvædet af en befriende, boblende humor, som gør, at de fire unge rødders problemer og sorger bliver til at bære. Og de fire spiller deres roller med allerstørste overbevisning. De er som taget ud af den brutale virkelighed på bunden af det britiske samfund. Filmen er et reality show med mening.
Loachs kritiske blik viser sig på flere måder. Dels i skildringen af de fire unge. Fx i skildringen af Robbie, der lever et liv med nedarvet voldelighed, der indebærer en stadig trussel mod ham selv og mod den pige, han venter barn med. Dels i afsløringen af de rige whiskykenderes hykleri. I en kostelig scene vinder en amerikansk mand en tønde whisky til over 1 million pund, men han kan ikke smage, at der er blandet en ringere whisky i tønden, da han endelig får chancen for at smage.
Angels’ share er en realistisk skrøne. Og som sådan rummer den elementer af komedie, tragedie, dokumentaristisk virkelighedsskildring og meget mere. Og det hele er spundet sammen af den erfarne fortællers sikre håndelag. Det er en af de film, man må unde sig selv at se i år, hvis man kun går i biografen i ny og næ. Hermed anbefalet.

Proclaimers “500 Miles” (filmens eneste musikstykke):

Gårsdagens filmoplevelse: Kvartetten – af Dustin Hoffman

3. marts 2013

Fruen ville i biografen. So be it, tænkte jeg. Og valget faldte på den amerikanske skuespiller Dustin Hoffmans instruktørdebut Quartet. Udslagsgivende var nok snarere, at Maggie Smith var i en hovedrollerne. Hende kan hverken Fruen eller jeg blive træt at se på det store hvide lærred.
Kvartetten er en filmatisering af et teaterstykke af Ronald Harwood og handler om et alderdomshjem, landstedet Beecham House, for pensionerede musikere og operasangere. Hvert år fejrer de gamle musikere og sangere komponisten Giuseppe Verdis fødselsdag med en galakoncert – og denne gang skal koncerten være med til at redde Beecham House fra fatale økonomiske problemer.
Centralt i plottet står de fire hovedroller: den livs- og pigeglade Wilfred “Wilf” Bond (Bill Connolly), livsstykket Cecily “Cissy” Robson (Pauline Collins), den stille, resignerende Reginald “Reg” Paget (Tom COurtenay) og den tidligere operadiva Jean Horton (Maggie Smith), som flytter ind et stykke inde i filmens forløb. Sammen skal de fire realisere planen om at opføre kvartetten fra operaen Rigolettos tredje akt  “Bella figlia dell’amore”. Det er i hvert fald den lokale hustyran Cedric Livingstones (Michael Gambon) idé. Men det viser sig at være svært at realisere. For Jean, der tidligere har været gift med Reg (i ni dage!), vil ikke være med. Hun tror ikke, at stemmen kan bære igennem i det høje toneleje og så er der alle de emotionelle mellemregninger i forholdet til Reg at tage højde for. Et ægteskabeligt sidespring med en flot tenor førte – godt hjulpet på vej at champagne – Jean bort fra Reg. Til begges fortrydelse viser det sig…
Men som læseren nok allerede har gættet, så lykkes det alligevel for kvartetten at finde sammen og realisere planen. Hvordan det lykkes, må læseren selv have fornøjelse af at se, men en del af forklaringen er sublim skuespilkunst af høj britisk klasse.
Filmens historie er en bagatel. En ganske banal historie. Styrken i filmen ligger i det samspil mellem hovedrolleindehaverne og i den velsmurte teaterdialog. De spiller, så det er den rene fryd. Og får på smukkeste vis fremstillet alderdommens dilemmaer, dens charme og gebrækkeligheder (fra lettere demens over problemer med prostata, nattetisseri osv.) og kærlighedslivets ustoppelighed. Det tjener skuespillerne og instruktøren til ære, at filmen undgår at få karakter af filmet teater, selv om dialogen er så forfinet som en teaterdialog kun kan være.
Kvartetten er en livsbekræftende film i sin fremstilling af de mange musikglade, vitale ældre mennesker, der kæmper en kamp for at skrabe penge sammen for at redde deres sidste hjem. Og så er det en film, som enhver anglofil må unde sig selv at se – i biografen.

Dagens citat: Hvem startede punken? Bah…

6. januar 2013

“Another thing that pisses me off, talking about who started punk rock music. Was it…the Sex Pistols in England? Was it… the Ramones and the Velvet Underground in New York? “It was the Ramones!”, “It was the Sex Pistols!” Who cares who started it?! It’s music. I don’t know who started it, and I don’t give a shit. The one thing I know is that we did it harder, we did it faster, and we definitely did it with more love, baby. You can’t take that away from us.”

Fra filmen SLC Punk

Citatet kommer ca. 1.55 i dette videoklip:

Dagens filmoplevelse: Jack Reacher

5. januar 2013

Skæbnen – i form af Fruen – ville, at jeg skulle tilbringe noget af dagen i dag i biografen. Og på mit forslag så vi Christopher McQuarries spændingsfilm Jack Reacher med Tom Cruise i hovedrollen. Filmen, hvis premiere blev forsinket på grund af det seneste skoleskyderi i USA, fik en flot anmeldelse i Politiken. Flot nok til, at jeg havde appetit på at se filmen, selv om Tom Cruise ikke er min kop te. Men efter at have set filmen vil jeg gerne indrømme, at Cruise faktisk spiller bedre end mine fordomme ville have det…

Filmen er en filmatisering af forfatteren Lee Childs (aka Jack Grants) serie om Jack Reacher. Om måske har Politikens anmelder ret, når han antyder, at der kan blive tale om en serie af film. I så fald skal den være velkommen…

Filmen starter med en scene, hvor en mand kører op i en parkeringsbygning i en hvid varevogn. Han putter en mønt i parkometeret og sætter sig derefter ned og skyder fem (tilsyneladende) tilfældige mennesker på den anden side af den flod, der løber forbi parkeringsområdet. Kort tid efter, at manden har forladt bygningen ankommer politiet, der finder spor nok til at anholde gerningsmanden – en vis James Barr – i hans hjem. Beviserne peger entydigt på Barr, der opfordres til at underskrive en betingelsesløs tilståelse. Men i stedet anmoder Barr politiet – i skikkelse af politidetektiven Emerson og den offentlige anklager Alex Rodin – om at få fat i en vis Jack Reacher. Fra det øjeblik ændrer filmen sig fra en ganske banal krimi om (endnu) en nedskydningssag til en moderne spændingsfilm med et plot, der har mange lag.

Medens politidetektiven og den offentlige anklager forsøger at finde ud af, hvem denne Jack Reacher er, dukker han uanmeldt op. Reacher er forhenværende medlem af militærpolitiet og kender James Barr og hans forhistorie. Til denne forhistorie hører, at Barr engang før har begået massemord – i militæret – og slap godt fra det. Derfor har Reacher svoret, at hvis Barr igen begik drab, ville han sørge for, at Barr fik sin retfærdige straf.

Politiet vil ikke lade Reacher se beviserne mod Barr, men han får lov til at møde Barr, der ligger i koma efter at være blevet overfaldet af nogle medfanger under en transport. Medens han er der møder han Barrs forsvarsadvokat Helen Rodin, der viser sig også at være datter af den offentlige anklager. Og hun overtaler Reacher til at blive sin efterforsker i sagen. Til gengæld lover hun ham, at han får indblik i alle beviserne. Makkerskabet mellem de to indbygger en spænding i historien, fordi Reacher kun ønsker Barrs død, medens Helen Rodin vil forsvare ham og i sidste ende have ham frifundet, hvis det er muligt.

Som led i sin efterforskning i sagen beder Reacher forsvarsadvokaten om at interviewe de dræbtes familier og selv undersøger han igen gerningsstedet, hvor han opdager nogle ting, der ikke stemmer. Fx at Barr, der var professionel snigskytte, havde valgt et på alle måder uhensigtsmæssigt sted at skyde fra. Efter at være blevet overfaldet på et værtshus kommer Reacher også på sporet af, at nogen er interesseret i at forhindre ham i at gennemføre opklaringarbejdet. Herefter optrævles en kompliceret historie om nogle lyssky bagmænd, der spekulerer i misbrug af offentlige anlægsarbejder, korruption af politiet osv. Lag for lag skrælles plottet løg, inden man når frem til det endelige opgør.

Instruktøren fortæller historien lige ud ad landevejen, og fra det øjeblik, det går op for en, at der er mere i plottet end blot en enkelt dræbers vanvid, sidder man fastnaglet i lænestolen og følger den nådesløse optrævling af den intrikate historie.

Tom Cruise er godt castet til rollen som den omflakkende fhv. militærpolitidetektiv, der er drevet af sin egen sans for retfærdighed mere end lovens. Og så er birollerne besat med mange fine deltagere. Blandt andet instruktøren Werner Herzog i rollen som den dybt usympatiske bagmand bag byggespekulationen.

Filmen har masser af virtuost fotograferet og iscenesat action, men action- og slåskampscenerne bliver afviklet uden af forfalde til det næsten obligatoriske ødelæggelsesorgie. I stedet ligger spændingen i forventnigerne og det psykologiske.

Jack Reacher er en ny heltetype, der føjer sig til fx Jason Bourne-figuren. Med Reacher bevæger vi os væk fra den James Bondske ego- og machotype og over i noget, der nærmest er det modsatte. Reacher er nærmest en anti-helt. En taber, en outsider, der nok står i en højere sags tjeneste – nemlig sandhedens og retfærdighedens – men ellers går sine egne veje. På den måde kan vi sige, at Reacher repræsenterer nogle sider af vor tid individualisme.

Det skal blive spændende at følge figuren, hvis ellers der kommer flere film. Den første film er mere end lovende og et anbefalelsesværdigt appendix til den modernisering af actionsgenren, vi har set gennem det seneste årti. God tur i bio!

Dagens filmoplevelse: Life of Pi

26. december 2012

I de forgangne måneder har jeg flere gange set forfilm til Ang Lees filmatisering af den canadiske forfatter Yann Martels Booker Prize-vindende og meget omtalte roman Life of Pi. Filmen sælges med nogle meget spektakulære klip fra den lange sekvens i filmen, hvor hovedpersonen Pi overlever i en redningsbåd sammen med en bengalsk tiger.

Selv om klippene ikke lyver, så giver de nok også et lidt fortegnet billede af, hvilken film, man i sidste ende får at se. For ganske vist er sekvensen med livet i redningsbåden både spektakulær, smuk, bevægende og meget andet, men filmen er mere end det forfilmen giver indtryk af. Men film skal jo også sælges…

Jeg har desværre ikke læst det litterære forlæg, men filmen er en på samme tid banal fortælling og en filosofisk sådan. Den er banal i den forstand, at den er en historie om en bestemt persons – Pis – liv fra barndommen og frem til voksenlivet med hustru og to børn, og filosofisk i den forstand, at fortællingen også kommer til at handle om forholdet mellem historiefortælling, sandhed og meget andet. Den sidste dimension lægges især ind i filmen i kraft af en rammefortælling.

En mandlig forfatter, der ikke kan få gang i sin egen roman, opsøger den voksne Pi for at høre hans historie. Ved filmens slutning får forfatteren at vide, at den historie han har fortalt nu er hans. Dermed kommer rammefortællingen til at handle om historiernes oprindelse.

Pi, der har fået sit navn efter et parisisk svømmebad, fortæller sin historie til forfatteren. Det er historien om en indisk dreng, der vokser op i Pondicherry, hvor forældrene driver en zoologisk have. Pi interesserer sig for åndelige spørgsmål og søger svar på livet store spørgsmål. Da Pi er 16 år fortæller faderen ham og broderen Ravi, at de skal flytte med til Canada. Familiens zoo kan ikke længere få økonomisk hjælp fra lokalsamfundet, og derfor beslutter faderen at sælge dyrene og starte et nyt liv med familien i Canada. Men sejlturen til endemålet går ikke efter planen. Skibet havarerer under en voldsom storm, hvor Pi redder sig ombord på et redningsbåd, sammen med tigeren Richard Parker (der har fået sit navn ved en fejl), en hyæne og en zebra.

Pis familie omkommer, og Pi kommer ud på en rejse, der handler om at overleve, om at erkende osv. Den lange sekvens i og omkring redningsbåden er uden tvivl filmens hovedstykke. Visuelt flot, bevægende, smukt og meget andet. Man tager sig selv i at sidde og tænke: Fantastisk, hvad man kan lave på film.

Men Pi og den begalske tiger redder sig i land ved Mexicos kyst, hvor deres veje skilles.

I epilogen, hvor forfatteren og Pi snakker om historien, kommer flere filosofiske elementer på bordet. Fx om historien – der er fantastisk – nu også er sand? Pi fortæller, at han på hospitalet bliver opsøgt at nogle repræsentanter for det redderi, der har mistet det sunkne skib. De vil høre Pis opfattelse af, hvorfor skibet gik ned? Men de tror ikke på Pis fantastiske historie. Derfor fortæller Pi dem en anden historie, der måske er mere troværdig, og som i hvert fald stiller de to japanere tilfreds, så de rejser hjem. Pi spørger forfatteren om, hvilken historie han synes er bedst. Og forfatteren vælger den oprindelige.

Er historien om Pis liv en skrøne? Den har i hvert fald elementer, der berettiger til spørgsmålet? De to personers snak om historien kommer til at handle om fiktion over for sandhed. Ikke bare om fiktionen er sand, men også om, hvorvidt fiktionen – hvor utrolig den end måtte være – indeholder en form for sandhed i sig selv.

Anskuet på denne måde, så er filmen Life of Pi en moderne fortælling i den forstand, at den rummer denne metadimension. Den er ikke blot en fantastisk historie, som man sagtens kan nyde i sig selv, men også en fortælling om det at fortælle og om fortællings betydning som sådan. Med mere.

Konventionen foreskriver, at man som anmelder skal lufte sine forbehold. Men jeg har ikke rigtig nogle forbehold over for Ang Lees filmatisering. Jeg synes, den fungerer fint både som fortælling lige ud ad landevejen – og som metafilm. Hermed anbefalet.

Dagens filmoplevelse: Hope Springs…

8. december 2012

Måske er det for meget at tale om en tendens i filmens verden. Men i hvert fald er der gennem de senere år kommet en del film, der på den ene eller anden vis tematiserer voksne menneskers kærlighedsliv. Vi så det med Nancy Meyer’s Something’s Gotta Give, hvor Jack Nicholson og Diane Keaton var det modne par, der fik amorinerne til at danse i luften. Vi har siden set det i Jake Adlers It’s complicated, hvor et fraskilt par (Meryl Streep og Alec Baldwin) finder sammen igen ved deres fælles søns graduation party. Begge film er vældigt underholdende.

Senest er kommet David Frankels Hope Springs, hvor Meryl Streep spiller over for Tommy Lee Jones i en komedie, hvis tema er et seniorægtepars udslukte kærlighedsliv.

Efter 31 års ægteskab, hvor den seksuelle gnist for længst er udslukt, ønsker kvinden Kay (Streep) at få sit ægteskab tilbage, som det udtrykkes. Hun ønsker at ægtemanden Arnold (Jones) igen skal begære hende som da de var helt unge. Da det ikke lykkes at få Arnold til at vågne op ved at gå ind til ham om natten, arrangerer Kay en tur til Maine, hvor de to skal i intensiv parterapi hos Dr. Feld (Steve Carell). Arnold tager – meget modstræbende – med. Og sammen indleder de en både smertelig og morsom rejse, der skal føre dem tilbage i armene på hinanden. Og lad mig bare afsløre det: Projektet lykkes. Hvis man derved forstår, at de redder deres ægteskabelige samliv og genfinder gnisten. Der er altså – helt i Hollywood-traditionens ånd – en happy end. (Selv om man – som en anden Jeronymus – kunne indvende, at en skilsmisse også kunne være en form for happy end. Det afhænger af…).

Der er en fin scene i filmen, der fortæller en hel del om, hvor tabubelagt emnet er, og hvor pinagtigt, det er. Kay undvandrer på et tidspunkt fra en terapisession i frustration og søger hen på et værtshus ved havnen. Her betror hun sig til den kvindelige bartender. Og hun indrømmer over for den fremmede kvinde, at hun ikke får noget sex derhjemme hos Arnold. Hvorefter bartenderen resolut henvender sig til det øvrige stampublikum og beder dem, der ikke får sex, om at løfte hånden. Og det viser sig, at de fleste i lokalet har et problem på det område. Scenen er afvæbnende, fordi den i al sin enkelhed demonstrerer, at et sexløst liv ikke alene kan være et problem for et ældre ægtepar, men for rigtig mange mennesker. For vi lever jo i en tid, hvor fordommen vil, at alle har et rigt sexliv – hele tiden. Uanset om man har kolikbørn, hjemmeboende teenagere eller er komme i den alder, hvor ynglet er fløjet fra reden…

Meryl Streep og Tommy Lee Jones spiller fint og godt de to seniorer, der sammen må finde ud af, at ægteskabet skal revitaliseres, og at det ikke kun næres af det materielle. Det er fint nok med en ny varmepumpe eller et nyt køleskab, men hvis det knirker med kærligheden, så går det ikke i længden. Det er ikke verdens nemmeste roller, de har påtaget sig, men det lykkes med bravour.

Det eneste, jeg har at udsætte på filmen, er, at den er lidt langtrukken. Hele to timer, hvor en stor del af tiden foregår i dr. Felds konsultation, er lige i overkanten. Måske kunne filmen have vundet lidt ved at have været skåret ned med en halv time og ved at have fokuseret lidt mere på, hvad der sket lige efter de to turtelduer havde forladt terapien og var kommet hjem.

Men samlet set er det en anbefalelsesværdig film. En komedie for voksne mennesker. Selv om den altså henvender sig til seniorer, så tror jeg sagtens, at yngre par vil kunne få udbytte af at se den… Hermed anbefalet.

Dagens filmoplevelse: De urørlige

30. november 2012

Jeg bilder mig ind, at det siger noget om den tid, vi lever i, at en fransk film om forholdet mellem en hvid, handicappet rigmand og en mørklødet, fattig indvandrer kan blive en enorm publikumssucces i Frankrig (og andetsteds). Selve teamaet er paradoksalt i en tid, hvor afgrunden mellem de rigeste og de fattigste vokser stødt…

Kunststykket i Olivier Nakaches og Eric Toledanos komedie om forholdet mellem det umage par, rigmanden Philippe (François Cluzet) og den småkriminelle bistandsklient Drisss (Omar Sy) er, at den bruger alle de humanistiske argumenter, det skorter på i den aktuelle krises politiske diskurs. Og at det lykkes for instruktørerne at sælge budskabet om de menneskelige “værdier” (venskab, kærlighed osv.). For filmen er – kort fortalt – ganske forførende og svær ikke at holde af.

Historien, der angiveligt bygger på virkelige hændelser, er for så vidt ganske banal. En rigmand søger en hjælper, og blandt de mange højt kvalificerede ansøgere vælger han den sorte Driss, hvis vigtigste kvalitet nok er, at han ikke er til fals for hvad som helst og i øvrigt følger sin intuition. På en måde ligner de to hinanden. Philippe er fysisk handicappet, Driess er socialt handicappet, som uønsket adoptivbarn i en indvandrerfamilie. De er – på overfladen i det mindste – to modsætninger, der mødes og lader sød musik opstå i form af et skævt venskab.

Egentlig er det ejendommeligt, at man kan få to timer til at gå med at beskrive forholdet mellem en handicappet og hans hjælper. Det passer ikke ind i tidens underholdningstvang. Men faktisk er filmen meget underholdende. Ja, ligefrem morsom og direkte lattervækkende. En bundsympatisk film, der både taler til intellektet og følelserne.

Jeg vil ikke referere historien (selv om jeg kunne…), men fremhæve en enkelt scene, der fortæller noget om, hvad den kan, denne film. Philippe holder fødselsdag for familien. Arrangementet er iscenesat af en af Philippes assistenter, Yvonne, der traditionen tro har inviteret hele familien til en sammenkomst, der – i følge Philippe selv – keder dem alle. En del af arrangementet består i en mindre klassiske koncert. Efter koncerten beder Philippe musikerne om at spille noget af Vivaldis “De fire årstider”. Den del, der drejer sig om sommeren. Bagefter tager Driess ordet og sætter den musik på, som han lytter til. Og til tonerne af Earth, Wind & Fires “Boogie Wonderland” kaster Driess sig ud i en solodans – og lokker flere at gæsterne ud på danskegulvet til en heftig dans. Scenen er smuk,fordi den både understreger det, der adskiler de to hovedpersoner og det, der binder dem sammen – musikken.

Har du ikke andet at lave i weekenden, så tag din kæreste (eller flere af dem) under armen og gå ind og se denne opløftende og meget morsomme franske film.

Se syv film af Jørgen Leth – ganske gratis på nettet – i anledning af mandens 75 års fødselsdag

14. november 2012

Har man ikke andet at adsprede sig med de nærmeste dage, så er der en enestående chance for at se syv film af Jørgen Leth på nettet. Fra den 13. november til den 25. november vises filmene som streams på denne side. Som sagt en enestående chance…

Dagens filmoplevelse: James Bond – Skyfall

3. november 2012

Der går alt for længe mellem mine biografbesøg. Jeg ynder at efterleve Ole “Bogart” Michelsens gamle bon mot ‘film skal ses i biografen’, og det ændrer en 42 tommers fladskærm ikke ved. Men det er for sjældent, hverdags- og ikke mindst arbejdsliv giver plads til den fornøjelse. Men i dag lykkedes det. Oven i købet planlagt.

Rygterne var løbet i forvejen. Anmelderne har stået i kø for at lovprise den nye James Bond-film Skyfall. Og selv om jeg ikke har læst anmeldelserne og selv om jeg pr. instinkt er skeptisk, når anmelderlemmingene unisont griber til superlativerne og overdænger en film med stjerner osv., så må jeg sige, at filmen på ingen måde skuffede mine indprogrammerede forventninger. Det er en rigtig god Bond-film. Den bedste af de tre, der er kommet med Daniel Craig i hovedrollen.

Forklaringen på successen ligger gemt i flere forhold. For det første i selve grundfortællingen, der nærmest er en arketypisk historie om en fjende, der ikke skal findes bag jernmuren eller i en eksotisk lokalitet, men blandt ens egne. Skurken Silva – fremragende spillet af den spanske skuespiller Javier Bardem – er tidligere privilegeret agent og kollega til 007 i den britiske efterretningstjeneste M6.

Plottet er lige så klassisk. Silva er blevet forrådt – “i fædrelandets interesse” forstås – af M6s chef M, i skikkelse af den altid fortrinlige Judy Dench, og derfor er det Silvas mål at gøre kål på M. Omkring dette enkle, klassiske og dramatiske plot udfolde der sig så en række underordnede, men væsentlige og udviklende sidefortællinger. En om det komplicerede, latent erotiske mor-søn-forhold mellem Bond og M. En historie, der får ekstra dynamik, fordi Silva i en scene afslører over for Bond, at M også har forrådt ham – “i fædrelandets tjeneste” forstås.

En anden sidefortælling er forholdet mellem Bond og den kvindelige agent Eve, der handler om forholdet mellem kønnene – og måske i virkeligheden gemmer på en gammel kønsrollefordeling. I hvert fald ender det med, at Eve, der er aktiv i felten sammen med Bond i filmens begyndelse, til slut bliver kontorets nye Miss Moneypenny. Mere skal ikke afsløres om slutningen på filmen. Men de små sidehistorier er med til at nuancere personskildringerne i filmen i en grad, som jeg ikke mindes at have set i James Bond-sammenhæng før. Persongalleriet, der tidligere nærmest har tenderet mod at være karikaturer eller tegneserieskabelonagtige skikkelser får indhold og kød på kroppen her. Og det giver Bond-universet et skud realisme, der klæder den gamle serie rigtig godt.

Et andet forklarende element på filmens vellykkethed er den måde, instruktøren Sam Mendes på samme tid bekræfter filmens actionsdogmatik og suspenderer den. Som jeg tidligere har nævnt i forbindelse med de to foregående film, Casino Royal og Quantum of Solace, så bekender den nye serie af Bond-film sig til den actionæstetik, som fx dyrkedes til fuldkommenhed i trilogien om Jason Bourne. Vanvittigt hurtigt klippede virtuose actionscener, der fastholder publikum i åndeløs spænding. Men også en virtuositet, der – hvis den ikke doseres rigtigt – risikerer at bliver trættende. Ja, udmattende. Men det er lige her, det lykkes for Mendes i filmen.

Filmen starter med en brillant sammenskruet forfølgelsesscene, hvor Bond til fods, i bil, på motorcykel, på taget af et tog og ved hjælp af revolver og gravko (!) jagter en identitetsløs agent, der er sluppet bort med en harddisk, der indeholder navne og data på alle M6s udstationerede agenter. Det lykkes næsten for Bond at få standset skurken, men Eve forhindrer ham i det, fordi hun på Ms ordre skyder – Bond. Den særdeles effektivt fortalte prolog er hele filmen værd. Den er fortalt med et djævelsk drive og leverer en fornem optakt til Bonds genopstandelse og genoptagelse af jagten på skurken – og ikke mindst den bagmand, Silva, der bruger de hemmelige data til at komme ind på livet af M. Det lykkes til sidst. Mere skal som sagt ikke afsløres, men vejen derhen balancerer Mendes mellem relativt rolige passager og spændingseruptioner, der forstærkes af modsætningen i fortælletempo.

Man kan også fremhæve personskildringen som noget, der bidrager til at gøre filmen mere end seværdig. Daniel Craigs Bond-figur blev i Quantum of Solace næsten reduceret til et upersonligt muskelbundt af en monoman dræbermaskine, men i Skyfall gøres han meget mere menneskelig. Dels i kraft af alderens tema. Bond mærker alderen trykke og dumper fx til den prøve, han skal gennemføre for at genoptage arbejdet efter nedskydningen. Fordi han er usikker på aftrækkeren og har svært ved at klare de fysiske tests. Og dels fordi slutscenen åbner døren til Bonds fortid. Han vender hjem til barndomshjemmet, minderne og historien om den forældreløse dreng, der siden blev agent. I det hele taget er det individualhistoriske et nyt krydderi i historien. Fx også i forhold til luderen Sévérine (Bérénice Marlohe), der i en birolle fører Bond hen til Silva. Og jeg tror ikke det er tilfældigt. For et gennemgående tema i de sidste tre Bond-film er den individualistiske agent. Det unikke individ med sin helt egen historie og sin egen personlighed. Dette tema udfoldes i den nye film. Blandt andet sker det i en scene, hvor M over for en undersøgelseskommission skal forklare, hvorfor M6 stadigvæk skal spille en vigtig rolle, forklarer, at M6 står over for en svært identificerbar individuel fjende – og ikke som tidligere en stormagt eller en anden mægtig organisation. Tidligere var virkeligheden sort-hvid. Nu bevæger vi os i individualimens skyggeområder. Vor tids dyrkelse af en på mange måder historieløs og identitetslabil individualisme bliver tematiseret i den nye Bond-film som både en trussel og et potentiale. Det er filmens tidsstempel.

Man kunne fremhæve mange andre kvaliteter ved Skyfall. Den er superbt fotograferet. Birollerne er virkelig godt castet. Fx den altid seværdige Albert Finney som den gamle skytte i barndomshjemmet eller Ralph Fiennes som den nye ansvarlige for efterretningsaktiviteterne. Hvis der overhovedet er noget at kritisere for alvor, så er det måske – men kun måske – at filmen med sine godt 2 og en halv time er lang. For lang? Men døm selv.

Og så skal jeg lige nævne, at Adeles titelsang til Skyfall vinder ved at bliver oplevet i forbindelse med billedsiden. Hermed anbefalet.

Herbert Lom – alias politikommisær Robert Dreyfus – er død, 95 år

27. september 2012

Stillbilledet ovenfor er taget fra filmen The Pink Panther strikes again – nærmere bestemt fra en af de morsomste scener i filmen, hvor politiinspektør Clouseau (spillet af Peter Sellers) forpurrer, at den sindsforvirrede politichef Dreyfus bliver udskrevet fra sindsygehospitalet ved hele tre gange at sende Dreyfuss i vandet i en nærliggende sø. Scenen er til det perfekte grænsende iscenesat slap-stick-komedie, som er afvæbnende morsom i Peter Sellers og Herbert Loms fine samspil. Den tjekkisk-fødte Lom, der meldes død i dag, var med i en lang række spillefilm, men det er især for sin rolle i Blake Edwards Pink Panter-serie han vil blive husket. Hvil i fred.