Indlæg tagget med Film

En lille filmoplevelse: I am David

5. september 2015

Tv er genudsendelsernes medie par excellence. Antallet af spillefilm, der genudsendes er legio. Og derfor kan det være svært for en filmelsker som mig at fÃ¥ det behov dækket ind (og – nej – jeg abonnerer ikke pÃ¥ diverse filmstreamingstjenester, af nogenlunde samme grunde som jeg ikke abonnerer pÃ¥ musikstreamingstjenester…). Men i gÃ¥r faldt jeg lidt tilfældigt ind pÃ¥ DRK kl. 22:30, hvor man viste den amerikanske film Jeg er David. Paul Feigs filmatisering af Anne Holms roman af samme titel.

Det viste sig at være en film af den slags, der ikke gør noget stort væsen ud af sig. Den fortæller en enkel historie om drengen David, der flygter fra en stalinistisk arbejdslejr i Bulgarien og begiver sig pÃ¥ en rejse til København for at blive genforenet med sin moder. Rejsen er ogsÃ¥ en rejse ind i menneskenes virkelighed, for David kender kun livet i fangelejren og har ikke et tillidsfuld forhold til voksne. SÃ¥ det er bÃ¥de en rejse til genforeningen med moderen og en rejse mod det at være et menneske. Og den symbolik kan man jo lægge en masse ned i…

Historien fortælles ganske traditionelt med flashbacks til livet i lejren, hvor drengens forhistorie op til flugten fortælles i signifikante glimt. Og ellers fortælles den i scener, hvor han møder forskellige mennesker, der hver på deres måde er med til at løsne op for den lille drengs følelser og tanker. Slutningen er ganske forudsigelig. Og det er heller ikke den, der filmen seværdig. Det er den rolige fortælling og de diskrete, men fine skuespilpræstationer under vejs.

Filmen fik vist blandet modtagelse og dårlig kritik af nogle anmeldere. Jeg synes, man skal se den, fordi den er en fin lille fortælling, der ligger alenlangt fra de store, dyre produktioner, der dominerer dagens filmmarked.

Og sÃ¥ slutter den af med en fin lille sang af Damien Rice – som jeg næsten havde glemt…

GÃ¥rsdagens filmoplevelse: Irrational man – Woody Allen

17. august 2015

Fruen ville i biografen. Og vi endte efter kort tids granskning af repertoiret i Aarhus i en mikroskopisk sal til Woody Allens nye og 48. film Irrational Man. Og jeg må sige, at filmen helt levede op til de mange forventninger, jeg gennem årene har opbygget i forhold til Woody Allens filmmageri.

Handlingen er sÃ¥dan set meget enkel. Filosofiprofessoren Abe Lucas (fornemt fremstillet af Joaquin Phoenix) ankommer til universitetet i Braylin. Og Abe er indbegrebet af en Allensk anti-helt. En mand, som livet har vendt ryggen. Han har mistet sin elskede kone til en ven, han har mistet en god ven, der blev slÃ¥et ihjel i militærtjenesten og han har ogsÃ¥ mistet livslysten og -troen. Og han fÃ¥r sÃ¥ tiden til at gÃ¥ med at docere sin udgave af filosofisk nihilisme over for de modtagelige studerende. Og ved siden af begæres han af en kollegas kone og en ung studine, der begge lader sig forføre af Abes livstræthed og sÃ¥rbarhed. Postulatet – det Allenske postulat – er, at en pÃ¥ enhver mÃ¥de impotent mand, der er nede pÃ¥ alle fire, er tiltrækkende pÃ¥ det sÃ¥kaldt svage køn.  

Men Abe genvinder sin appetit pÃ¥ livet med alt hvad de indebærer, herunder erotiske forhold til omtalte kvinder. Og det, der tricker hans omvendelse er forestillingen om det perfekte drab. Sammen med studinen overhører han en konversation ved et bord i en restaurant, hvor de besøgende taler om en bestemt usympatisk dommer. Og det sætter Abe pÃ¥ sporet af fantasien om et drab – og realiseringen af dette drab. Men netop i fortællingen om Abes genkomst og udlevelsen af fantasien om det perfekte drab – noget der fylder i hvert fald sidste tredjedel af filmen – viser Woody Allens sig som en af filmkunstens helt store moralister. PÃ¥ linje med forbilleder som Bergman, de Sica m.fl. Uden af ville afsløre noget om filmens alt andet end overraskende slutning, sÃ¥ trækker Allen sÃ¥ at sige gulvtæppet væk under hele den filosofiske diskurs, som kører gennem filmens dialoger og især italesat af Abe Lucas. Ikke sÃ¥dan at forstÃ¥, at Allen er anti-filosofisk. Snarere sÃ¥dan, at Allens egen filosofiske og moralske tilgang til livet skinner igennem og sejrer til sidst. 

Joaquin Phoenix bærer i høj grad filmen. Ikke kun hovedpersonen Abe Lucas, men hele filmen. Emma Stone er sød som studinen Jill, men matcher – i mine øjne – ikke helt Phoenix’ fremstilling af en plaget mand. Birollerne er til gengæld godt besat, akkurat som man kan forvente, nÃ¥r Allen har udvalgt dem. Og man kan mærke, at Allen har mange film pÃ¥ samvittigheden. Fortællingen og fotograferingen er lydefri og en ren nydelse. Som altid hos Allen snakker de medvirkende konstant, men det virker helt naturligt, hvilket netop viser mesterens styrke. 

Irrational Man er allerede blevet udskreget til at være en af Allens store film. Det vil jeg overlade til andre at debattere. Men i hvert fald er det en helt vellykket Woody Allen-film. Og som det gælder for alle rigtige film, ikke mindst Woody Allen-film, sÃ¥ skal den helst ses i biografen. Her kommer den helt til sin ret. Hermed anbefalet alle Allen-fans – og kommende fans.

Mere 50 Ã¥r: Help – Beatles’ anden film

30. juli 2015

I gÃ¥r var det – i følge siden Beatles Bible – 50 Ã¥r siden, filmen Help! havde premiere. Det foregik pÃ¥ Londons PIccadilly Circus i biografen Pavilion, hvor bl.a. medlemmer af de britiske kongefamilie var til stede. Om de har raslet med juvelerne ved den begivenhed, fremgÃ¥r ikke af oplysningerne. Men sÃ¥ er begivenheden i hvert fald en passende anledning til at genhøre pladen i sin fulde længde.

Seneste filmoplevelse: Steppeulven

9. juli 2015

steppeulven.jpg

Så fik jeg omsider set Ole Christian Madsens film Steppeulven. Og den har været værd at vente på. Jeg havde nok været lidt skeptisk på forhånd: Kunne man få en god film ud af historien om Eik Skaløe? Men det kunne man altså godt.

Filmen om Skaløe, der blev verdensberømt i Danmark for sit bidrag til beatgruppen Steppeulvene og – ikke mindst – deres berømte album Hip, er pÃ¥ mange mÃ¥der vellykket. Som man kan læse i indledningen er filmen bygget frit over Skaløes biografi og efterladte skriverier. Og det er nok vigtigt at holde fast i, at der er tale om en fortolkning af et levet liv. En fiktion med andre ord. Men det betyder ikke, at filmen bare skal ses som løgn og forbandet digt. Den har faktisk noget at fortælle om bÃ¥de personene Skaløe og den tid, tresserne, han var en del af.

Filmen følger nogenlunde kronologisk den unge Skaløes liv – fra tiden omkring hans første møde med kvinden i hans liv, Iben, og til selvmordet, han udfører i oktober 1968 pÃ¥ grænsen mellem Indien og Parkistan. Og filmen, der har manus af digteren Bo Hr. Hansen og instruktøren selv, lader Skaløe føre ordet gennem hele filmen. Det er Skaløes tekst, der bærer fortællingen. Og det er et bÃ¥de nærliggende og klogt valg. Og gennem Skaløes ord fÃ¥r vi et billede af et ungt menneske, der helt i tressernes ungdomsmodkulturelle Ã¥nd drives af en ubændig frihedstrang og -søgen. En frihedstrang, der er spaltet mellem den politiske frihedstrang, som Skaløe hurtigt opgiver eller i hvert fald nedtoner, og den indre frihedstrang. Som filmens undertekst fortæller: For at ændre verden mÃ¥ du ændre dig selv. Og det bliver en slags rød trÃ¥d for Skaløe.

Han starter med at protestere mod atomkraft og fÃ¥r tærsk af politiet for at sætte plakater op. Dernæst er han overbevist om, at forandringen skal sket gennem forandringen af en selv. Men fortællingen om denne stærke frihedstrang, der greb mange unge dengang, er ogsÃ¥ fotrællingen om de illusioner, der bar den. Fx illusionen om den absolutte frihed. Hurtigt viser det sig, at friheden kun findes i forhold til nogle grænser. Den absolutte frihed er en umulig drøm – eller (mÃ¥ske) døden. I livet har friheden sine grænser. Det illustreres pÃ¥ smukkeste vis i filmens helt centrale tema: kærligheden mellem Eik og pigen Iben. De vil begge friheden – ogsÃ¥ i deres kærlighed. Men fÃ¥r begge at mærke, at kærligheden er alt andet en nogen absolut frihed. Ja, at kærligheden mÃ¥ske i virkeligheden – i hvert fald filmens virkelighed – er en uovervindelig ufrihed.

Til gengæld viser filmen mÃ¥ske ogsÃ¥, at kærligheden er langt stærkere end frihedstrangen. Kærligheden overkrider nemlig en lang række grænser. Og det illustreres smukt i den scene, hvor Iben – efter at have fundet en varig plads i livet som skuespiller pÃ¥ Odinteateret i Holstebro og en ægtemand i teaterverdenen – siger farvel til Eik, der er pÃ¥ vej mod Østen. PÃ¥ vej ud af den restaurant, hvor det mødes, vender hun sig om og siger: Jeg elsker dig Eik. En kærlighed, der er stærkere end Friheden. Og ogsÃ¥ pÃ¥ den mÃ¥de er filmen et barn af tressernes rebelske Ã¥nd: All you need is love.

Filmen er ogsÃ¥ vellykket pÃ¥ det biografiske plan, fordi den punkterer myten om Skaløes tid i Steppeulvene. Tiden omkring denne beatgruppen fortælles loyalt og overbevisende. Men filmen fortæller ogsÃ¥ en helt anden og vægtigere historie om Skaløe, der har et langt større og vigtigere projekt end sangskrivningen, nemlig den roman, “Bien”, han vil skrive og arbejder pÃ¥ lige til det sidste. Han nÃ¥r dog ikke at blive færdig med den. Den forbliver et (uudgivet) fragment. Og mÃ¥ske kan man driste sig til at opfatte dette projekt, som det egentlige frihedsprojekt: kunsten, romanen eller digtningen som det sted, hvor friheden for alvor er mulig, selv om det kun er i ufuldstændig form? SÃ¥dan vælger jeg i hvert fald at læse historien om Eik.

Filmen er velfortalt og loyal over for hovedpersonen, hans miljø og den tid, han lever i. Man mærker, at manusforfatterne har  haft både sym- og empati, da de skrev deres historie.  Og derfor får man et troværdigt billede af både Skaløe, hans miljø og tresserne. Og det er en stor kvalitet i en tid, hvor netop den tid betragtes som politisk ukorrekt og lægges for had i mange kredse. Enhver, der interesserer sig for tresserne som modkulturel periode, bør se denne film. Hermed anbefalet.

PS. Filmen har et lydspor, der dels rummer originalt soundtrack og dels en række numre fra den tid – med navne som Alrune Rod, Beefeaters og selvsagt Steppeulvene. Desværre er soundtracket ikke udgivet. Det kunne det godt fortjene. Men det er ogsÃ¥ den eneste anke, jeg har over filmen.

Gårsdagens filmoplevelse: Mr. Turner (Mike Leigh)

25. juni 2015

Jeg er et fjols til at gå i biografen for tiden. Og det betyder, at jeg går glip af store filmoplevelser. Således havde jeg planer om at se min yndlingsinstruktør Mike Leighs seneste værk Mr. Turner – om maleren J.M.W Turner (1775-1851) – i forvisning om, at hvis nogen i denne verden kunne lave en film om en maler, så måtte det være Mr. Leigh. Men jeg nåede det ikke, inden den var pillet af lærredet i de lokale biografer.

Og så der jo kun the next best thing: DVD-, Blue Ray-teknologien og on-line-streamingen. Og da jeg for nylig har erhvervet mig muligheden for sidstnævnte, så blev det pludselig muligt at se Mr. Turner i HD-kvalitet. Og som sagt så gjort.

Og filmen lever helt op til mine allerhøjeste forventninger. Men den imposante skuespiller Timothy Spall (kendt fra flere nyere fantasyfilm blandt andet) i sin vel nok største og mest overbevisende rolle som Turner fortæller Leigh i sit helt eget sprog historien om denne berømte malers liv, levned og død. Og typisk for Leigh, så vælger han ikke de nemme løsninger. Vi får således ikke en kunsthistorisk tilgang, hvor hovedvægten er lagt på det, der foregår ved lærredet, men snarere et decentreret perspektiv – rettet mod alt der, der fører frem til penselstrøgene.

Truner fremstilles som en kunstner par excellence. En mand, der – ikke uden en klar parallel til Leigh selv – tydeligvis lever og ånder (for) sin kunst. De mennesker, han omgås, spiller en yderst perifer rolle. Lige fra husbestyrerinden, der sørger for at Turner opretholder livet – og står model til et enkelt samleje, til ex-konen og døtrene, hvis besøg Turner kun modvilligt accepterer. Ikke engang et nyt barnebarn og en af døtrene for tidlige bortgang synes at bekymre ham. Den eneste figur han har en vis nærhedsrelation til er faderen, der bor hos Turner og arbejder for ham – køber materialer og mad, barberer ham og så videre. Og så den enke, han sidst i livet vælger at leve sammen med.

Nej, det er kunsten, livet gælder. Og i en fin scene afslører Turner, hvor meget kunsten virkelig betyder for ham. En industrimand opsøger ham og kigger på hans billeder – og vil købe dem alle sammen for 120.000 £ (rigtig mange penge dengang…). Manden har skabt sin formue ved at sælge pennespidser og vil forsøde sit liv ved at købe noget, han kan lide. Og han kan lide Turners malerier. Men – Turner afviser blankt tilbuddet – for han vil donere sit værk til det britiske folk, der skal kunne nyde billederne uden at betale for det. Og sådan tænker en idealist. Turner er idealist, når det kommer til værket.

Ellers følger vi Turner, der bruger meget af sit aktive liv til at hente inspiration fra rejser og ture, hvor han med sine skitsebøger indfanger alle de detaljer, der skal indgå i billederne. Han går endog så langt som til at lade sig binde i masten på et skib for at kunne opleve vejrliget. Selv på et bordelbesøg, hvor han deler værelse med en ung prostitueret, bruger han tiden på at male hende liggende på sengen – og på at bryde ud i gråd, der nok er udløst af den store æstetiske oplevelse, han har ved at skitsere pigens krop. Han har et eminent blik for det æstetiske. Det illustreres også af en lille scene, hvor han sidder i stuen hos den kvinde, han lejer et værelse af og som han siden flytter sammen med. Og han komplimenterer hende for hendes dybe skønhed og sammenligner buen på hendes næse med den tilsvarende bue på en klasisk statue. I små scener og momenter i filmen viser Leigh, at Turners blik på virkeligheden er den inkarnerede kunstners blik. Og det styrer ham hele vejen gennem livet.

Og Leigh fortæller historien på sin egen utvungne facon, hvor man ikke fornemmer nogen præmis eller noget stramt defineret plot. Og i et smukt farvevalg, der både indfanger tiden og noget af tonen i Turners malerier, som man for det meste kun ser på afstand.

Timothy Spall spiller Turner så overbevisende, at man forledes til at tro, at sådan må Turner have været og set ud. Og han får smukt modspil af de mange andre figurer i filmen, der helt lever op til britisk teater- og filmkunsts høje niveau for skuespilpræstation. Med Mr. Turner har Mike Leigh ikke blot leveret en værdig opfølger til mesterværket Another Year , men endnu et mesterværk i sin helt egen ret. Og har endnu engang demonstreret, at han hører til den lille udvalgte skare af unikke filminstruktører, der ikke lader sig drukne i filmindustriens kommercialisme og holder den kunstneriske fane så højt som muligt. Hvis man elsker film – filmkunst – er denne film ikke til at komme uden om.

Â