CAPAC

Jeg nåede ikke at nævne det i går, på selve dagen, men Woody Allen fyldte 75 år. Og det er nok en rune værd. For denne amerikanske – eller rettere: new yorkske – standup-comedian, forfatter, komiker og ikke mindst filminstruktør har siden tresserne underholdt denne skriverkugle (og mange andre) med sine tragi-komiske fortællinger fra en virkelighed, der nok lugter langt væk af Big Apple, er uudgrundeligt jødisk i en af sine tematikker, men også udtryk for en særlig uamerikansk, nærmest europæisk virksomhed, der i bund og grund handler om det alt for menneskelige. Om kærligheden, som vi aldrig bliver færdig med, hvad enten den har ramt os eller ramt forbi os. Sygdommen til døden – og døden selv, som hypokonderen Allen altid har en ironisk distanceret kommentar til. Og livets serie af tilfældigheder, der bliver ved med at fascinere og overraske os.
Selv i de letteste af hans film mærker man, at Allen nok er en instruktør og filmfortæller, der gerne vil underholde os – men også en kunstner, der hjertens gerne vil fortælle os noget om den store gåde, vi står over for hver eneste dag: Livet. Uden at det skal misforstås, så ser jeg en lige linje fra William Shakespeares dramatik til Woody Allens New Yorker-komedier. De arbejder begge med det samme råstof, omend i hver sin tidsalder og med hver sit sprog.
Woody er i gang med en ny film, “Midnight i Paris”, der skal komme næste år, og hans seneste, “You Will Meet A Tall Stranger” fra i år har haft premiere. Jeg har dem til gode endnu, og jeg er sikker på, at instruktøren vil forsøge at snyde manden med leen, så længe kræfter og helbred tillader det, og vil fortsætte med at lave seværdige film… Til lykke.

Som bekendt er humor noget, man svært kan blive enig om. Og det er der selvfølgelig skrevet tykke, filosofiske og psykologiske bøger om.

En af de amerikanske skuespillere, der har fået denne blogger til at slå sig på lårene af grin, er Leslie Nielsen, der som navnet antyder har danske aner, idet hans farfar var dansker. Leslie Nielsen, der blev født den. 11. februar 1926 og døde i går, startede sin skuespillerkarriere i 1950 og fungerede de næste 30 år som birolleskuespiller i film og på tv. Men flykatastrofekomedien Airplane! (på danske Højt at flyve) forvandlede med et slag Nielsen til at være komisk hovedrolleskuespiller. Med få virkemidler og begrænset mimik fik Nilsen det optimale ud af de absurde situationer og de citatværdige replikker. Og han fandt en perfekt komisk rolle som politikommissær Frank Drebin i “Naked Gun”-filmene (fra 1988 og frem), hvor genreparodien blev kørt helt ud på overdrevet. Især den første “Høj pistolføring”, som de hed på dansk, er en født klassiker blandt lavkomiske, velturnerede film fra forrige århundrede. Nu er Leslie ikke mere, men filmene har vi da lov at more os over.

Nogle morsomme scener fra Naked Gun.

Som kendere vil vide læste Lou Reed oprindeligt journalistik og film ved Syracuse University. Det var inden, han forfaldt til rock’n roll. Men han har aldrig rigtig brugt det til noget, før nu, hvor han debuterer som instruktør af filmen “Red Shirley”, som vises på filmfestivalen i Wien.

Filmen, der er en kortfilm på 28 minutter, består af interviews med Lou Reed 102-årige kusine Shirley. Hun fortæller om sin flugt fra nazisterne i Polen, og hvordan hun kom til New York via Montreal. Til The Independent siger Lou Reed om sit familiemedlem: “She has been living in the same apartment for 46 years, which is about 18 blocks away from where I live. She is in a book about garment workers and the people who fought for the union. At the start of the movie the way she is speaking is almost like poetry: we suffered for this, we suffered for that, and it was like, ‘Oh my God, that is a 100-year-old saying that and she deserves a statue, and then if not a statue, a movie'”. Hun taler som poesi. Og vi ved, hvad poesien betyder for Reed. Lou har også lavet underlægningsmusik til filmen, for som han selv siger: “There has to be music. There is a reason why silent movies went away. The world is always better with music; everything is better with music. Have you ever sat down and thought what is music? What is it? It’s sound. Sound in rhythm or sound not in rhythm. It’s sound.” Lyd. Musik. I øvrigt er der vist flere film på vej fra Reed. En om en elektrisk bil og en om Tai Chi, som Lou har dyrket i 25 år…

Apropos dette og foregående indlæg – Susan Boyle – Perfect Day (hvis du tør…)

Halvandet år er gået siden Harry Potter og hans venner sidst lagde vejen forbi århus. Og her til eftermiddag indtog undertegnede og Fruen den lokale Biocity – sammen med yngstebarnet, en veninde og en betragtelig del af den århusianske befolkning – for at dvæle ved næstesidste kapitel af den filmiske version af Harry Potter-sagaen.

I de foregående film har jeg været godt underholdt. Man må lade forfatterinden J. K. Rowling, at hun har formået at skabe en fascinerende fantasyunivers og trække det i og for sig banale plot – kampen mellem det onde og det gode – igennem de mange bind, uden at spændingen eller dramatikken er gået fløjten. Og filmene har på tilsvarende vis formået at omsætte de ret omfattende fortællinger til filmens sprog uden at tabe den særlige magi på gulvet.

I den forrige film – Harry Potter og halvblodsprinsen – sænkede mørket sig over filmen, og de pubertære skærmydsler afløste de foregående afsnits mere muntre, barnlige tildragelser. I den nye film er mørket endnu mere udtalt. Der lægges tydeligvis op til det sidste opgør med mørket herre.

Og igen sættes trekløveret Harry, Ron, Hermione på en drilsk og besværlig opgave – opstøvningen og tilintetgørelsen af tre objekter, såkaldte  horcruxer – der skal føre dem frem til målet. Og denne vejen ad hvilken er fermt konstrueret, så det lykkes at holde spændingen i det godt og vel tre timer forestillingen varer. Og det på trods af – filmens eneste åbenlyse svaghed – at den ikke har en rigtig afslutning.

De visuelle effekter er om muligt endnu mere spektakulære end i de foregående afsnit, og jeg synes, de tre hovedpersoner spiller bedre end i forgængeren, hvor en – måske forståelig – mathed prægede udfoldelserne. Og så må man endnu engang beundre englænderne for deres formidable evne til at befolke en film med fremragende bipersoner, som kan bære selv en halvsløj film igennem med et i det mindste acceptabelt resultat. Bill Nighy, Rhys Ifans, Helena Bonham Carter og mange flere gør, at man ikke behøver at kigge på armbåndsure, pille ved mobilen eller i det hele taget: kede sig.

Ved siden af grundfortællingen følger filmen op på det amourøse tema, som blev anslået i forgængeren. Rons kærlighed til Hermione fungerer som en lille hjælpemotor for den store dramatiske proces, og med antydningen af noget erotisk som et potentiale sørger filmen for, at de unge, der har fulgt Harry fra første færd stadigvæk kan lade sig underholde uden at føle sig infantiliseret.

Hvis jeg selv skulle have valgt dagens film, ville jeg nok have valgt en anden end Harry Potter. Men når det er sagt, så blev den indre drengerøv godt underholdt af den fantasifulde historie. Hermed anbefalet – hvis man alligevel skal i biografen med teenagerne.

Trailers kan du se her.

Jeg fik lokket fruen med i Grand Teateret i Københavnstrup. Eller lokket er så meget sagt, for efter timer på benene i dronningens hjemby, kunne vi to godt trænge til at læne os tilbage i et par biografsæder og lade hjernerne do the walking. Tilfældet ville, at det blev Anton Corbijns “The American” med George Clooney i hovedrollen (det faktum kan jo overtale en del fruentimmere… men også mig, sagde hunden).

Jeg havde ikke rigtig hørt noget om filmen på forhånd og lod det markskrigeriske stjerneantal på den store plakat glide relativt hurtigt forbi min shitdetector. Men jeg forbandt instruktøren med en lang række musikfilm, bl.a. den fine “Control” (2007) om Joy Divisions frontfigur Ian Curtis. Men også om U2, Metallica og mange flere. I det hele taget er det i den genre, han har slået sine fleste folder.

“The American” er – så vidt jeg har kunnet læse mig til – Corbijns debut som spillefilminstruktør. Og en ganske interessant sådan. Historien er bestemt ikke ny. Clooney spiller en aldrende hitman m.m., “Jack”, der efter en mislykket aktion i svenske Dalarne, påtager sig en sidste opgave for at trække sig tilbage og få et normalt liv med en smuk italiensk luder. Temaet er næsten en kliché. Hvor ofte har man ikke en professionel dræber i konflikten mellem pligt og tilbøjelighed? Men måden, hvorpå historien fortælles gør en forskel.

Fortælletempoet i filmen er næsten anakronistisk. Når man er vænnet til Bourne- og Bond-opskruede sekundhurtige klip, så føles det nærmest som at blive beemet tilbage til halvtredsernes og tressernes spion- og agentfilm at se Corbijns film. Men det er også en påmindelse om, at spænding ikke altid hænger på ydre dynamik og action. I “The American” ligger den i skuespillernes langsomme fremstilling af personerne og – ikke mindst – i den hele tiden foruroligende præmis: At en hitman aldrig kan stole på nogen, hverken sin overordnede, pigen han går i seng med eller – strengt taget – sig selv…

Er der ikke noget dogme over den film, sagde Fruen med vanlig skarpsindighed. Og jo, det er der. I den forstand, at Corbijn fravælger genrens state of the art-æstetik med frenetisk opskruet fortælletempo, overforbrug af high tech-isenkram, omkostningstunge actionsscener og utallige on location-optagelser i den globale landsby. Corbijns vælger at satse på skildringen af den ensomme dræber og hans historie.

Som sædvanlig skal jeg nok nære mig for at fortælle, hvordan filmen ender. Selv om slutningen ikke ligefrem kan kaldes overraskende. Men det er som antydet vejen derhen, der er interessant. Skitseringen af især Clooneys hovedperson, men også de mange fine biroller, og så de moralske, religiøse, psykologiske og emotionelle dilemmaer, der udgør filmens egentlige motor. Ud over at være eye candy for de kvindelige biografgængere, er George Clooney en fin filmskuespiller, der vokser stødt i kvalitet fra film til film. På mange måder er han en parallel til Clint Eastwood, der også har bevæget sig fra at være en mere eller mindre ubehjælpelig B-film-skuespiller til at være en af de meste markante mandlige aktører i amerikanske film – og en fremragende filminstruktør oven i købet. I denne film fremstår Clooney ganske uglamourøs, lidt slidt, ældet, lidende og meget menneskelig i sin skildring af den dræbende anti-helt, der godt ved, at han har sin professions fremtid bag sig og må foretage et eksistentielt valg. Men jeg er ret sikker på, at han ikke fået færre kvindelige fans efter denne præstation…

The American er en af den slags film, der fortjener at blive set i biografen, men også at få en plads på videoreolen, fordi den med sin særegne tristesse-stemning fortjener mere end et gensyn.

Hermed anbefalet til en kold dag i København eller et andet sted i den globale landsby…

Som antydet, så er fjernsynet ikke det alter, jeg bøjer mig for i disse tider. Det bliver ikke til ret meget. Mestendels i weekenderne. Så derfor er dvd-afspilleren det sted, hvor jeg får afløb for mine cineastiske tilbøjeligheder. Og forleden faldt jeg over et bokssæt, som jeg måtte have indlemmet i min lille samling – ikke mindst, fordi jeg fik den til røverpris. Det drejer sig om Classic Sci-Fi Collection fra 2007. Så vidt jeg husker, var det Jørgen Stegelman, der engang omtalte den og sikrede den en plads bag i min erindring. På de ialt syv dvd’er finder man en række film, som jeg så i sort-hvid på tysk tv, da jeg endnu boede hjemme hos mine forældre. Tyskerne var nemlig flittige til at genudsende alle de gamle halvtredsersciencefictionfilm med jævne mellemrum. Og havde de ikke andet at byde på, så havde de stemning nok til konkurrence med nutidens isenkram og computerhalløj. Boksen indeholder følgende: Invasion Of The Bodysnatchers / Thing From Another World / Incredible Shrinking Man / This Island Earth / Creature From The Black Lagoon / It Came From Outer Space. Alle sammen hører til mine favoritter fra dengang.

Mere her.

Jeg tror, den her film er god, sagde Fruen. Jeg var også mest til sinds til at glide tilbage i sofaen efter en travl fridag af den slags, hvor man ikke nåede det, man havde sat sig for, men til gengæld blev nødt til at tage sig af en masse andet, der skubbede sig ind foran en. Og da fruen så gjorde mig opmærksom på, at Laura Linney var med – og Jeff Daniels – så gled jeg ned bag kaffekoppen.
Og heldigvis for det. For Noah Baumbachs film “The Squid and the Whale” (2005) er en af disse hersens små undseelige perler, som amerikansk film en gang imellem formår at lave i skyggen af det brølende, larmende, blinkende og markskrigeriske Hollywood. En selvbiografisk baseret fortælling om et forfatterægtepar og deres to drenge – og deres liv, efter bruddet mellem forældrene.

Det biografiske, næsten litterære manuskriptforlæg afslører sig hurtigt i fortællingens til det absurde grænsende, detaljerede hverdagsrealisme. Der er noget næsten Woody Allensk over den tragi-humoristiske beskrivelse af den næsten dysfunktionelle Brooklynfamilies forsøg på at få det post-ægteskabelige liv til at fungere bare nogenlunde. Til forskel fra Allen befinder vi os et trin længere ned af den sociale rangstige, og autenticiteten er nok en grad skarpere. Som i de bedste Allenfilm er Baumbach skånselsløs ærlig – men også loyal og kærlig – i sin udlevering af forældreparret og deres to drenge.

Den alt andet end glamourøst udseende moderfigur i Linneys gestaltning. En kvinde, der følelsesmæssigt er ude i torvene, men forsøger at skabe mening i livet for sig selv og sine to rebelske drenge. Og faderen, Jeff Daniels’ fløjlsjakkeklædte, skæggede litteraturunderviser, der er brændt ud som forfatter, jagter piger på sin ældste søns alder og forsvarer sin faderværdighed helt ud i det absurde.

De to drenge er et studie i sig selv. Den ældste søn Frank, der har identificeret sig med akademikerfaderens elitære holdninger til kunst og litteratur i en sådan grad, at han bliver pågrebet i plagiarisme og påtaget belæsthed. En tur via en jordbunden psykolog får ændret på den vildfarelse. Og lillebroderen, der reagerer fysisk over for forældrenes separation ved at drikke spiritus i lange baner og smøre sin fremmasturberede sæd ud over reoler og skabe på skolen.

Skuespillet er intet mindre en fremragende i denne lille film. Linney viser endnu engang, at hun er en af de bedste amerikanske skuespillerinder i disse år. Nøgent, nuanceret og udtrykfuldt indfanger hun den lille grå forfatterspire med sin kunst. Og Jeff Daniels formår at forlene sin akademikermand med både sårbar-, skrøbelighed og intellektuel forstokkethed, så det ligner noget, der er taget lige ud af virkeligheden. Hvad han nok også er. Og drengenes spil er også i en klasse for sig. Instruktøren har åbenbart et godt greb om børn. Dertil skal lægges en dialog, der formår at trække hverdagen ind i biografmørket uden at ende i den mest platte banalitet.

Helt i tråd med filmens natur, så ender historien ikke i nogen happy end. Uden at jeg skal afsløre hvordan. Men alligevel er det en i den grad livsbekræftende og opløftende film, der illustrerer, at filmkunsten stadigvæk har noget at byde på- også når den ikke griber til 3D og computeranimation. Anbefales.

PS. Og så skal jeg ikke lige glemme at nævne lydsporet, der byder på Lou Reed, John Phillips, Bert Jansch (ikke mindst), Loudon Wainwright, Kate & Anna McGarrigle, Blossom Dearie, Pink Floyd, The Cars m.m.

Trailer

I går døde Tony Curtis. Og da jeg hørte nyheden sprang billederne fra Billy Wilders klassiker “Some Like It Hot” (1959) op på den indre skærm, og blev lidt efter fulgt af billeder og scener fra tv-serien De Uheldige Helte, hvor Curtis spillede over for og sammen med Roger Moore.
Som Billy Wilder var Tony Curtis af indvandrerbaggrund. Hans forældre var ungarske jøder, og hans borgerlige navn var Bernard Schwartz. Men det kan kunne man ikke hedde, hvis man kom fra The Bronx og ville gøre sig i showbizz. Efter at have aftjent sin værnepligt under krigen tog han en skuespilleruddannelse, og blev hurtigt spottet af en talentspejder, der kunne se, at Curtis havde, hvad der skulle til for at sætte unge pigers hjerter (og skød) i brand. Tony var ikke alene en flot fyr, han var også en smuk mand. I 1948 fik han kontrakt med Universal Studios og tog navneforandring til Tony Curtis. Han var da 23 år gammel. Hans gennembrud kom i 1957, hvor han spillede over for Burt Lancaster i James Hills The Sweet Smell Of Succes, som i kritikerkredse etablerede ham som en filmskuespiller, man skulle holde øje med og sørgede for, at der var efterspørgsel efter hans kunnen. Selv om det gik op og ned i showbiz – det gør det jo altid – så havde Curtis vinden i ryggen i resten af sin karriere. Han havde udseendet og talentet med sig – og kunne spille både dramatiske og komiske roller. Over 100 film blev det til. Til sin fortrydelse fik han aldrig en Oscar, men en enkelt nominering blev det dog til, nemlig for sin rolle som fange på flugt i The Defiant Ones, hvor han var lænket til Sidney Poitier. For mig vil Curtis altid være forbundet med de to indledningsvist omtalte titler. Og for min skyld kunne han gerne have fået en Oscar for rollen som Joe i Some Like It Hot. På den anden side, så fik han lov til at spille sammen med Marilyn Monroe – og det kan ingen Oscar slå… Hvil i fred.

Om kort tid udsendes komponisten Bernhard Hermanns musik til Alfreds Hitchcocks film The Wrong Man, Vertigo og North By Northwest på vinyl.
Uden denne underlægningsmusik ville Hitchcocks film ikke have været det samme. Film er en multimediegenre, et sammenfald af mange kunstarter i et.
Men giver det mening at lytte til musikken uden billederne? Når der er tale om regulære soundtracks, komponeret til de levende billeder? Er det sådanne plader, man sætter i cd’en som et andet stykke musik? Eller er det fortrinsvis filmbuffs, der har glæde af dem? Et publikum må der i hvert fald være.

Det er blevet sagt, at man bedst “læser” kriminalromaner i biografen. Og noget er der om snakken. I hvert fald har jeg for en tid opgivet at læse moderne kriminalromaner, fordi de ganske enkelt er for dårligt skrevet. Sproget hæver sig ikke over daglig rugbrødsjournalistisk niveau. Klicheerne står i kø.

Derfor holder jeg mig til filmiske krimier, og denne weekend fik jeg omsider set et par stykker. Nemlig Richard Donners “16 Blocks” fra 2006 og Paul McGuigans “Lucky Number Slevin” fra samme år. Begge med Bruce Willis i en hovedrolle. Den sidste kendsgerning skyldes, at jeg på fredagens obligatoriske indkøbsraid impulskøbte en af disse hersens tre-film-i-en-pakke formedelst 29 kroner. Fælles for de tre film var – surprise – at Bruce Willis på plakaten.

Jeg har nemlig en svaghed for Bruce Willis. I rækken af mandlige skuespillere, der så at sige altid spiller en maskulin enegænger og (anti)helt – en nærmest arketypisk figur i amerikansk film og litteratur – rager han op. Ikke, fordi han har et stort register at spille på som filmskuespiller. For det har han ikke. Men, fordi han mestrer sine begrænsninger til perfektion. Han bliver bedre og bedre fra film til film og forstår at dosere sine kunstneriske virkemidler med overlegenhed. Som hos en af hans skarpeste konkurrenter i métieren, Clint Eastwood, synes jeg, man kan mærke, at man har at gøre med et musikalsk menneske, der kender betydningen af timing, tempo, pauseren osv. Og de er jo begge store musikelskere.

Weekendens to film er vidt forskellige. Donners “16 Blocks” har et – befriende – enkelt plot. En ældre, drikfældig, desillusioneret politimand, Jack Mosley (Willis), får modstræbende til opgave at køre et angiveligt ubetydeligt vidne til retten, der ligger 16 husblokke fra politistationen. Hvad, Mosley ikke ved, er, at vidnet – herligt spillet af hip-hop-stjernen Mos Def – skal vidne mod Mosleys korrupte kolleger, der vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at forhindre ham i at nå frem til retsbygningen.

I en central scene i filmens start tvinges Mosley ud i et etisk dilemma: Valget mellem at dække over sine korrupte politivenner (og indirekte sin egen anløbne karriere) eller tage sit ansvar på sig og bringe vidnet frem. Og – uden at afsløre for meget – så vælger Mosley selvfølgelig rigtigt, viser, at han inderst inde er et godt menneske – som vidnet Eddie også påpeger – der trods skuffelser og moralsk deroute godt kan finde tilbage på dyden smalle sti. For mennesker KAN forandre sig som Eddie – tugthuskandidaten – flere gange understreger (med henvisning til forbryderne Chuck Berry og Barry White!) og selv eksemplificerer i filmens slutning.

Mosleys valg fører det umage par – den tavse indesluttede, fordrukne Mosley og den evigt snakkende Eddie – sammen og ind i et fælleskab af fremtvungen tillid og loyalitet, der i sidste ende bliver en slags venskab. Og sammen kaster de sig ud i en ulige kamp mod en bundkorrupt politistyrke. Slutningen på filmen er ikke overraskende. Og det er da heller ikke den, der er interessant, men vejen derhen. Og vejen er brolagt med fermt klippet aktion, som Hollywood er eksperter i at levere, og solidt skuespil i alle roller. Ikke mindst David Morse i rollen som glat, fidel, truende, lokkende ven og fjende i en figur er brillant. Og det er en ren og skær fornøjelse at se Bruce Willis agere ældre, nedslidt “grå guld” som en kærkommen kommentar til den åndløse og forudsigelige ungdomsdyrkelse i amerikansk film (og vestlig kultur i det hele taget). Filmen fik blandet kritik, da den kom frem. Den negative, mest fordi filmen tilsyneladende ikke bringer noget nyt til torvs. Nyhedshungeren får anmelderne til at overse, at der er tale om en lille velturneret perle i sin genre.

“Lucky Number Slevin” er en helt anden type krimi, der med sin indbyggede overraskelse nærmest ligner klassikeren The Usual Suspects. Uden at afsløre for meget, så er en del af filmens plot, at intet er, som det ser ud til at være. Og selv om man får pointen tidligt i filmen i godt skjult form, så er det først sent i filmen, at tingenes rette sammenhæng rigtig går op for en.

Temaet i filmen er ældgammelt: Hævn. En ung mand ved navn Slevin Kelevra (Josh Harnet) bliver – tilsyneladende ved en tilfældighed – viklet ind i en konflikt om spillegæld, mord og gengældelse mellem to gangsterimperier, ledet af “Chefen” (Morgan Freeman) og “Rabbineren” (Ben Kingsley). Harnet er intet mindre end fremragende i rollen som den unge mand, der som en anden Cary Grant bliver forveklet med en anden og rodet grundigt ind i et djævelsk plot, som der ikke er nogen flugtvej ud af (henvisningen til Hitchcocks Menneskejagt er eksplicit i filmen!). Ja, faktisk er det Harnet, der har førertrøjen på i denne film. På sidelinjen står ekspertlejemorderen Goodcat (Bruce Willis). En ret så éndimensionel rolle, som Willis udfylder perfekt med sin pokerfjæs og sine forførende talegaver. Men rollen er ikke på niveau med den tidligere omtalte.

En parallel fortælling er kærlighedsforholdet mellem Slevin og pigen Lindsay (overbevisende og morsomt spillet af Lucy Liu, der blev kendt for sin medvirken i advokatserien Ally McBeal). I denne bogstaveligt talt indviklede sidehistorie bliver der plads til ikke blot romantik men også velgørende humor.

Det komplekse plot i filmen fortælles med stor professionalisme og sans for basal suspense. Der afsløres hverken for meget eller for lidt undervejs, før den afgørende overraskelse sættes ind. Og det er underholdende og godt gjort. Som “16 Blocks” er “Lucky Number Slevin” et vellykket, -fortalt og -spillet genrestykke, der ikke lægger nye alen til filmkunsten, men på den anden side konsoliderer kriminalfilmen som genre og fremtidssikrer den nogle år endnu.

Lad det være sagt med det samme. I mit Bond-univers er der ingen over eller ved siden af Sean Connery. Ikke, fordi han var den første og den, der så at sige grundlage filmsuccessen. Men, fordi han er den bedste Bond gennem tiderne. I ham samledes de kvaliteter, der skal til at give liv til den ret éndimensionelle romanfigur: maskulinitet (bla. i form af stemmen), forførende charme, skærmtække og ikke mindst humor. Og ikke bare humor i almindelighed – for Roger Moore havde også humor i form at elegant, engelsk gentlemanhumor – men selvrefleksiv humor, der indebar en ironisk distance til hovedpersonen selv og dermed til selve rollen.
Jeg har bemærket mig, at mange kvinder – selv yngre sådanne – har et svagt punkt, når talen falder på denne skotske mandchauvinist. Og jeg har en fæl mistanke om, at det hænger sammen med – når vi ser bort fra det med det maskuline udtryk, den dragende stemme osv. – at Sean Connery er en anakronistisk mandstype, som kvinder nostalgisk kan drømme om, men som de under ingen omstændigheder ville kunne leve sammen med og dele seng og opvask med (han ville nok også frabede sig det sidste…). En “rigtig” mand, som man sagde engang. Der, som gamle Bogart, mente, at rigtige kvinder forstod betydning af et par flade.
Bond-rollen blev vist både en sejr og en byrde for Connery. Den forfulgte ham og gjorde det svært for ham at etablere en post-Bond skuespillerkarriere. Ikke desto mindre indspillede han en lang række uforglemmelige film – fra Hitchcocks “Marnie” over “The Hill” til “The Untouchables” og Indiana Jones-filmene – som demonstrerede hans karismatiske udstråling på lærredet.
Nu optræder han vist ikke mere. I hvert fald kun i kilt og som svoren skotsk nationalist med golfkøllen ved sin side… Til lykke.

Cowboyrækkerne blev de kaldt, de forreste to-tre stolerækker i min barndoms biograf i Esbjerg, Phønix Bio. Det var de billigste pladser, når biografen blev fyldt op. Og det var her, der var garanti for hold i nakken. Jeg erindrer kun at have siddet dernede en enkelt gang. Og ikke i Phønix Bio. Det var i Kosmorama, hvor jeg var inde og se Dirch Passer i “Charles’ Tante” med min mor. Kosmorama lå et lille stenkast fra Phønix.

De mange søndageftermiddage, jeg tilbragte på Phønix Bios hårde plydssæder, sad jeg midt i biografen. Alle pladserne kostede det samme – et par kroner – og der var aldrig fuldt. Hvis der var tyve unger (og en eller to voksne), så var det vist det hele.
Men det var på disse søndage, jeg lærte den amerikanske western og dens mytologi at kende. Afvekslende med ridderfilm, Zorro- og Tarzanfilm og andre B-film fra Hollywoods arkiver løb cowboyfilmeme med John Wayne, Cary Cooper m.fl. over lærredet og blev slugt med barnlig ukritisk appetit. Og min kærlighed til denne særlige alt andet end realistiske genre med dens klare ideologiske overbygning blev grundlagt. Selv halvfjerdsernes ideologikritiske syrebad kunne ikke fjerne min faible for fortællingerne fra de store vidder derovre. Derfor var det også lidt af en skuffelse, da genren i løbet af tresserne og halvfjerdserne og frem stort set gled ud. Og det var en saltvandsindsprøjtning, da de såkaldte spaghetti-western kom frem og gav genren en revival.

Ganske vist var de ikke den rene vare, men i italowesterns rendyrkes genren og dens mytologi med stor næsten tegneserieagtig æstetisk sans – og få kroner. Spaghettifilmene gav mig et velkomment flashback til barndommens timer i Phønix Bios mørke. Og i en periode i halvfjerdserne kom jeg der igen, når jeg besøgte mine forældre. For at se de spaghettifilm, der blev vist. Om aftenen. Stadigvæk var der ikke mange publikummer, men stemningen var intakt i den gamle sal, der stod, som den altid havde gjort.

Phønix Bio er der ikke mere. Kun erindringen. Og med bokssættet Spaghetti Western med hele 20 film og 32 timers underholdning skulle det nok være muligt at genopfriske den lidt. Erindringen altså. 150 kroner alt iberegnet.

I forlængelse af fodboldkampen, hvor spanierne gav det lovende unge, tyske landshold en lektion i dekonstruerende presfodbold, artistiske driblerier og overrumblende afleveringer, så kastede jeg mig over Woody Allens “Whatever Works” (2009), som har fået den flade danske titel “Mig og Melody”.
Filmen lægger sig fint i slipstrømmen af Allens mange New Yorker-komedier. En variation over temaer, som allerede blev behandlet i de tidlige hovedværker fra halvfjerdserne, “Annie Hall” og “Manhattan”. Kærlighedsforviklinger og eksistentielle kvaler i den moderne, sekulariserede storby blandt mennesker fra den bedrestillede middelklasse.

Hovedpersonen er Boris Yellnikoff (Larry David), en (i egne øjne) genial fysiker, der er gennemtvangsneurotisk (synger fødselsdagssang, hver gang han vasker hænder…) og påtaget kynisk i sit forhold til andre mennesker og verden i almindelighed. Han er om ikke Allens alter ego, så dog kalkeret over den type selvovervurderende, hypokondriske, lattervækkende, konstant snakkende mandspersoner, som Woody ofte har portrætteret.
Boris lever alene efter et mislykket ægteskab og et lige så mislykket selvmordsforsøg, hvis eneste resultat var en hinken, som han så siden har kunne kværulere over. Ind i Boris’ verden kommer så den purunge Melody St. Ann Celestine (Evan Rachel Wood), der er på flugt fra sine gale, religiøse forældre. Melody er Boris’ diametrale modsætning. Hun er ung, køn, uvidende, naiv, men slet ikke så dum, som Boris i første omgang vil gøre hende til. Og det går selvfølgelig, som det skal, når modsætninger mødes i kønslivet. En slags kærlighed opstår.

Mere om handlingen vil jeg ikke afsløre. For ægteskabsindgåelsen mellem de to umage personer er egentlig kun det point of no return, hvorfra historien for alvor tager sin begyndelse og løber ud i en række morsomme, absurde optrin og hændelser.
Som altid hos Allen, så er det en historie om, hvordan kærlighedslivet forfører og spiller sine puds med de kontrolsyge, rationelle storbymennesker og sender dem steder hen, hvor de ikke troede, de skulle hen. Og undervejs kværner en oplagt, analyserede, diskuterende, ræsonnerende osv. talestrøm og dialog, der dårligt nok lader sig stoppe af et kys.
Som titlen antyder, så er det en film om de tilfældigheder og ustyrligheder i livet, der kan være med til at gøre livet meningsfuldt – i hvert fald for en tid. Den unge, umiddelbare Melody forfører Boris’ i den grad, at hans sortsyn og kynisme til hans egen overraskelse smuldrer lige så langsomt. En livsoptimistisk film af den aldrende Woody Allen, der ellers selv ynder at fremstå som pessimist i medierne…
Anbefales enhver Allen-fan og andre, der trænger til intelligent underholdning i sommervarmen.

Fruen havde været forbi den lokale filmudlejningsshop og hjembragt John Sturbers “The Wolfman” (2010). Vi har begge en svaghed for film om vampyrer, varulve, ulvemænd og lignende overnaturlige fænomener.

The Wolfman er en genindspilning af George Waggners klassiker fra 1941 med Béla Lugosi, Claude Rains og andre af datidens B-film-stjerner i hovedrollen. Waggners film var stilskabende i den forstand, at den satte en standard for, hvordan man efterfølgende fremstillede (var)ulve i Hollywood.
Plottet i de to film er stort set også det samme. En ung mand vender tilbage til sit fædrende hjem efter at have erfaret, at broderen er omkommet under mystiske omstændigheder. Budbringeren er den myrdede broders smukke forlovede. Derefter går jagten på det ulvemenneske, der har forvoldt broderens død.
Som det fremgår af den nye filmatiserings prolog, så handler filmen om den klassiske konflikt mellem menneskets dyriske og civilisatoriske side. Om dyret, der ikke vil dø i mennesket. Og det fortrængtes genkomst. Om fædrenes synder, der går i arv til sønnerne. Og om kvindernes og kærlighedens forløsende og frisættende betydning.
2010-udgaven er en loyal genindspilning, der i store træk følger oplægget fra 1941. Rollerne er godt besat. Anthony Hopkins er god som patriarken, der ved mere end godt er. Han kan det der med at fremstille tilforladelighed og dæmoni på én og samme gang. Benicio del Toro har både fysiognomi og mystisk fremtoning til at fremstille den hjemvendte ‘fortabte søn’, der skal finde sandheden om sin broder – og dermed om sig selv og sin fader. Og den kønne Emily Blunt er et overbevisende valg som den efterladte, lidende forlovede, der ligner den døde mor. Også birollerne sidder hvor de skal.
Filmen er stemningsfuldt fotograferet i mørke grå-blå nuancer med smukke landskabsbilleder etc. I det hele taget er det stemningen i filmen, der er dens styrke.
Den eneste anke, jeg har mod filmen, er dens splattereffekter. Blod i litervis, kroppe, der flås i stumper og stykker, kropsdele, der spredes over alt. Netop det træk ved filmen er overflødig. Her kunne instruktøren have lært noget af Mike Nichols’ halvgamle “Wolf”, hvor uhyggen lå i antydningen og det psykologiske spil. Den havde også en god portion humor, som fik urimelighederne til at glide lettere ned. Det kan man ikke beskylde The Wolfman for.
Men trods forbeholdet, så er filmen dog et seværdigt stykke underholdning her i sommervarmen.

Der var fruen, der inviterede sig selv og undertegnede i biografen. Og heldigvis var der ikke andet, vi kunne finde behag i denne lørdag end Lone Scherfigs An Education. Min medblogger Uffe har for længe siden refereret filmen udførligt, så det vi jeg her undlade og i stedet bifalde Uffes anbefaling. Gå ind og se den film, hvis du ikke allerede har gjort det!
An Education er en film, der for en overfladisk betragtning ikke syner af meget. En umulig kærlighedshistorie mellem et 16-årig kløgtigt, drømmerisk pigebarn og en noget ældre charmerende fusentast. De to er på enhver måde hinandens modsætninger (og derfor opstår den søde musik, som bekendt): uddannelsesmæssigt, familiært, erfaringsmæssigt osv. Og det ligger næsten i kortene, at det ikke kan ende lykkeligt – i hvert fald ikke på kærlighedens plan. Selve historien er ikke synderlig original. Faktisk temmelig banal.
Men det er lige netop i fremstillingen af banaliteten, Lone Scherfig viser sit mesterskab som instruktør. Det gjorde hun allerede anslagsvis i sin debutfilm fra 1990 “Kajs fødselsdag” og demonstrerede det overbevisende i sin succesfilm “Italiensk for begyndere” ti år senere.
Som i “Italiensk for begyndere” formår Scherfig i “An Education” at skildre forelskelsen og kærligheden på en hudløs hverdagsnær tragi-komisk facon med en empatisk sans for usikkerheden, det uudtalte, underforståede, subtile i forholdet mellem mennesker. Hos Scherfig er et blik, en tøven, en accentuering ladet med betydning. Hun er en mester i at fremstille sine personer som de amatører, ja, begyndere de er, når det drejer sig om kærligheden.
Fremstillingen hjælpes selvfølgelig på rette vej med et træfsikkert valg af skuespillere i de centrale roller. Carey Mulligan er med sit kropssprog, sin levende mimik og ubesværede replikhåndtering et fund som den latent oprørske, skarptungede skolepige, Jenny. Og som hendes mandlige modstykke er Peter Sarsgaard (David) inkarnationen af forførende charme på en grund af mystik.

Men også birollerne er virkelig godt besat. Alfred Molina (kendt fra bl.a. Chocolat) som Jennys fader giver et tåkrummende portræt af en ambitiøs, autoritær faderskikkelse, der først ikke kan se, hvad der er datterens bedste, før det er for sent. Og Cara Seymour som Jennys moder formår med de få scener, hun har, at skildre en moder, der intuitivt forstår datterens længsler, samtidig med, at hun ligger søvnløs, når Jenny er ude i virkeligheden.
Nævnes skal også Emma Thompsons prægtige fortolkning af den kvindelige skoleinspektør, der trods sin velformulerede moralske slagsfærdighed kommer til kort over for Jennys oprørske afsløring af det beståendes tomhed, og Olivia Williams som lærerinden Miss Stubbs, hvis interesse for Jennys karriere er drevet af mere end faglige og pædagogiske interesser.

An Education er kort sagt en lille stor film. En film, der ikke gør meget væsen af sig – i modsætning til  mange amerikanske kærlighedskomedier – men er en berigende oplevelse for et opmærksomt publikum.