CAPAC

I denne uge er det nøjagtig 35 år siden, Steven Spielberg lancerede sin boxofficehit-gyser “Jaws”. Forlægget var Peter Benchleys roman fra året før.

Spielberg, der havde øvet sig i thrillergenren med Sugarland Express og Duellen kendte sin filmhistorie (ikke mindst Hitchcock) godt nok til at vide, at publikum ikke ville blive særlig forskrækket over en præ-computeranimations-kunststofhaj, men at forudanelser, antydninger og andre suspense-teknikker plus en stemningsskabende musikalsk baggrund (af John Williams) var det, der skulle til for at få folk frem i sædet og op.

Det lykkedes Spielberg at skabe en film, der i kraft af sin talentfulde udnyttelse af den nærmest mytologiske skræk for hajer og en psykologisk funderet iscenesættelse af det åndeløse, isnende gys, skrev sig ind i gyserfilmens række af klassikere. En film, der både kan ses som en banal horrorfilm en fredag aften og som en allegorisk fortælling om det moderne menneske og det fortrængtes tilbagekomst – på et psykologisk og kulturelt plan.

Måske man skulle finde den frem fra reolen.

Were gonna need a bigger Boat!

I dag er det nøjagtig 30 år siden, John Landis’ film “The Blues Brothers” havde premiere i USA. Med John Belushi og Dan Aykroyd i hovedrollerne som de to musikelskende, småkriminelle brødre Jake og Elwood Blues. En film, der benytter en gakket rammehistorie om brødrenes anstrengelser for at få et band op at stå til at præsentere nogle af R&B- og soulmusikkens store kunstnere – Aretha Franklin, John Lee Hooker, The MGs m.fl. – i nogle af deres bedste øjeblikke på et lærred.

Den kulørte historie, der involverede alskens skøre påfund, lige fra The Bluesmobile over brødrenes katolske børnehjem, en morderisk, hævngerrig ex-forlovet til Jake til nazister fra Illinois er bygget op omkring nogle figurer fra tvserien Saturday Night Live, hvor Belushi og Aykroyd har slået deres folder.

Filmen blev en succes med sin vellykkede blanding af crazy National Lampoon-lignende komedie og musikfilm – og er siden blevet fulgt op både som film, teaterforestilling og koncertfænomen. En film, som man kan se igen og igen. Ikke mindst i kraft af musikindslagene.

Hvem vil nogensinde glemme Aretha Franklins seje mutter i sutsko? Ellers Cab Calloways elegante sejt swingende udgave af sin klassiker Minnie the Moocher? Hi-dee hi-dee hi-dee-ho!

Fruen havde indkøbt Phillip Noyces krimi “The Bone Collector” (1999) i den lokale videoshop, og jeg lod mig lokke af de bløde sofapuder.

Filmen er en af den slags, der sælges (se blot coveret) på sin hovedrolleindehavere. I dette tilfælde vor tids svar på Sidney Poitier, Denzel Washington, i rollen som den paralyserede forensics expert, Lincoln Rhyme, og skuespillerinden med de største læber i Hollywood, Angelina Jolie, i rollen som Rhymes kriminalteknisk begavede lærling.

Plottet er lige efter den kriminalbog, der er blevet skrevet et par år tidligere med manuskriptet til David Finchers succesfulde “Seven”: En bestialsk og udspekuleret morder slagter en række mennesker og efterlader sig kryptiske, iscenesatte spor, som skal lede politiet hen til morderen, hvis ellers de er dygtige nok. Sådan en slags avanceret rebus, som tilskuerne ikke har en jordisk chance for at gætte med på, og som lugter langt væk af at være blevet konstrueret i manuskriptforfatterens lønkammer. Den dramatiske spænding tænkes at opstå i gætteriets kapløb med tiden. Kan de to politifolk nå at få fat i psykopaten, inden han afliver sit næste offer på spektakulær og pervers vis, som tidens trend kræver?

Men det er så som så med spændingen i filmen. Den slæber sig stille af sted i nogenlunde samme tempo hele filmen igennem. Og slutningen, der i følge traditionen, skal være “overraskende”, er det ikke rigtig, når man først har set flere af den slags krimier.
Denzel Washington har heller ikke de bedste kort på hånden. Han ligger lammet i en hospitalsseng og kan kun bruge munden og en finger. Det kommer der ikke meget skuespilleri ud af, selv om han spiler øjnene op og sveder bravt. At Washington i forvejen er en skuespiller med et begrænset arsenal af udtryksmuligheder, gør det ikke bedre. Det går bedre for Jolie, der har været så heldig at få en interessant karakter i pigen med den traumatiske fortid, men manuskriptet lader hende  i stikken, fordi potentialet ikke rigtig bliver udfoldet. Og det semi-amourøse skæbnefælleskab, som vokser frem  mellem de to politifolk, forbliver et postulat på Lincoln Rhymes udtryksløse læber.

Den mest interessante person i filmen er egentlig karakterskuespilleren Michael Rooker i rollen som det obligatoriske dumme svin af en overordnet, Captain Howard Cheney. Men heller ikke han får lov til andet end at være forudsigelig dum og usympatisk. Det gør han så til gengæld godt.
Filmen er altså en slags Stieg Larsson-krimi light med et fortænkt plot, hvor den elementære spænding er gidsel i et påfaldende konstrueret gætværk, og som mangler hele den postmoderne, nyfeministiske kønskritiske overbygning, der trods alt får Larssons krimier til at skille sig lidt ud i mainstreamkrimilitteraturen. En kvalitetsmæssig B-film, der giver tilskueren det, han eller hun forventes at ville have ved videomaskinen eller i biografens mørke en fredag aften. Underholdningsmetervare, som ikke beskæftiger tilskuerens hjerne et minut efter, man har forladt biografsalens mørke eller familiesofaen.
Heldigvis sluttede filmen af med at afspille Peter Gabriels og Kate Bushs fine, uopslidelige duet “Don’t give up”. Hvorfor den blev afspillet fortaber sig i det uvisse, men sangen er god.

PS. Og så savner jeg den tid, hvor man gjorde sig umage for at give udenlandske film en dansk titel. Selv om jeg godt ved, hvad The Bone Collector betyder, så ville det være sjovere med en dansk titel. Hvad er der galt med “Knoglesamleren”?

Tilfældet – det pokkers tilfælde – ville, at nyheden tikkede ind på min computer, medens jeg sad og søgte på Youtube efter musik fra tresserne. The Move, Amen Corner, Small Faces…Blackberry Way, If Paradise is half as nice, Itchycoo Park. Og meddelelsen om skuespilleren m.m. Dennis Hoppers død sendte mig straks videre til filmen “Easy Rider” (1969), som han instruerede og spillede en hovedrolle i.

Det var i denne allegoriske motorcykelodyssé, jeg for alvor lagde mærke til Dennis Hopper i en af de mange outsiderroller, som hans skuespillerkarriere har budt på. Han havde den for en filmskuespiller væsentlige egenskab, at han kunne levere uforglemmelige, ofte usympatiske, roller og scener. Har man set Easy Rider, så er det svært at glemme billedet af Billy i frynsejakke på Harlyen. Og det er ikke kun, fordi man har set plakaten fra filmen et utal af gange. Man husker ham som den rablende fotograf i Apocalypse Now, den perverse Frank i “Blue Velvet”, den bindegale skurk i actionfilmen “Speed”, den alkoholiske far i “Rumble Fish” eller som modbydelig racist og kvindeforagter i den mindre kendte, men fremragende, Paris Trout (1991).

Som instruktør nåede Hopper aldrig op på Easy Riders niveau igen, selv om han lavede flere seværdige film. Men sådan går det jo, når man lykkes med en nyskabende moderne film i første hug. En film, om hvis antydningskunst Morten Piil skrev i sin anmeldelse, at “den var sjælden hos en så ung amerikanske instruktør”.

Som skuespiller overlevede han i makante maniac-roller i B-film. For at få brød på bordet til et godt liv, men måske også, fordi han selv var en outsider, en original, en éner og enegænger, der slet ikke passede ind i det konforme Hollywoodmiljø, selv om han nåede at blive tildelt en stjerne på Hollywood Walk Of Fame for et par måneder siden. Nogle gange er priser aflad for undladelsessynder. Af samme grund kastede han sig på sine gamle dage over andre kunstformer som fotografi, maleri og digtning.

Nu er Hopper ikke længere. En alvorlig kræftsygdom satte et punktum for et aldrig uinteressant kunstnerliv – og tilbage er “kun” hans værker. Hvil i fred.

Scene fra Easy Rider (m. The Bands The Weight som underlægning)

Torben sender også Hopper på den sidste motorcykeltur…

Så fik jeg mig omsider taget sammen til at se Richard Curtis’ The Boat That Rocked fra 2009. Filmen om den glorværdige periode fra 1966 til 1967, hvor fænomenet piratradioskib ændrede medievirkeligheden afgørende. Filmen er selvfølgelig fiktion men bygger, som det hedder i filmens sprog, på virkelige hændelser.
Rammehistorien, som holder sammen på løjerne, er, at en ung mand, Carl (Tom Sturridge), bliver smidt ud hjemme fra af sin mor, fordi han har røget både almindelig og sjov tobak, og ud til sin gudfader Quentin (spillet meget vanlig akavet charme af Bill Nighy) for at blive genopdraget (eller måske netop ikke…). Hvilket er en eklatant fejltagelse, som Quentin straks gør opmærksom på, hvorefter han tilbyder den unge mand en smøg og en joint…

For på båden foregår alle de grænseoverskridende handlinger, som fordommene almindeligvis forbinder med begrebet “rock’n roll”. Her er stoffer, sprut, sex og frisprog. For den unge Carl bliver det alligevel en slags moderne dannelsesrejse, hvor han skal lære noget om rockens vitalitet, kærlighedens lunefulde veje og omveje -  og om forældrenes skjulte fortid (som heller ikke var meget anderledes end de unges).
Inden for denne ramme fortælles så en række andre historier om livets gang på det lille skib, hvor et hold meget forskellige DJ’s og en lesbisk kok huserer. Den ene er mere skør end den anden, men alle brænder de for musikken, den frie (men besværlige) kærlighed og kammeratskabet i lovløshedens åbne farvand. Som filmen til rigelighed illustrer med mange små sjove scener fra fastlandet, så har de lovløse DJ’s lytterne på deres side. De unge – og ældre – synger og danser med til tidens rockende toner. Og myndighederne, personificeret af en grotesk, forstokket minister ved navn Dormandy (fortrinligt udstillet af Kenneth Branagh), gør alt, hvad de kan for at sætte en stopper for piratskibet. For som Dormandy gør opmærksom på, så er det, hvad politik handler om: At man lovgiver mod det, man ikke kan lide. Sådan er det vel stadigvæk. Tænk blot på den illegale download…

Filmen lever højt på de mange sjove små scener. På den vis kan filmen godt minde om fx Fire Bryllupper Og En Begravelse, som også er lavet af teamet bag The Boat That Rocked. Og der spilles godt i de forskellige roller. Et lille eksempel er den nærmest ugenkendelige Emma Thompson i rollen som Carls moder, som slet ikke er det dydsmønster, som Carl tror.

Filmen skal nok ikke ses med de alt for historiske briller på. Den er en farverig skrøne, der som det stykke renlivede underholdning, den er, fortegner forholdet mellem de gode, idealistiske musikelskere (og nedtoner de alt andet end idealistiske økonomiske interesser, der også var på spil) og deres entusiatiske publikum på den ene side, og det anakronistiske establishment, der nærmest er fastfrosset i en forlængst glemt fortid. Og idylliseringen af den åh så frie kærlighed, hvor skudefulde af lystne kvinder overstrømmer skibet en gang om ugen, ja, den skal nok også tages med et drys af den grove salt. Så nemt var det heller ikke i tresserne, skal jeg hilse og sige. Men som fri gendigtning af de historiske forhold betragtet er filmen en let, ja ligefrem letbenet, kærlig hyldest til det opbrud, der skete i tresserne, til musikken, kærligheden og det ubekymrede liv og ikke mindst drømmene. Og så har den – selvfølgelig – et lydspor med store hits fra Kinks, Who, Tremeloes, Rolling Stones, Leonard Cohen osv. (dog ikke The Beatles – de har nok været for dyre…).

The Beatles er for længst blevet historie. Levende historie. Deres remasterede album sælger godt. Deres jordiske gods auktioneres til skyhøje priser. Senest er en sjælden båndoptagelse af den famøse “Jesus”-pressekonference, som Beatles holdt på King Edward Hotel i Toronto i 1966 dukket op og sat til salg. Båndet – vist nok det eneste eksisterende – forventes at indbringe i omegnen af 13-17.000 £.

Og så forlyder det også, at Beatles vil dukke op som zombies på biograflærredet. Det drejer sig om en filmatisering af Alan Goldshers zombieroman Paul is Undead, hvor John Lennon angiveligt slagter de andre Beatles og lader dem vende tilbage som zombies for at massakrere og lave hits, hvor Mick Jagger optræder som zombie-jæger osv. Altså grove løjer, som man siger.

Det fik mig til at tænke på dengang Beatles blev genstand for en tv-animation i kølvandet på Beatlemania. Det var – selvfølgelig – amerikanerne, der kastede sig over ideen og lavede en hel række små episoder i årene 1965-69. Cirka 40 blev det til. Hver episode byggede på en af Beatlessangene. Så vidt jeg husker kom de aldrig til Europa. I hvert fald ikke inden for en radius, som mine forældres antenne kunne opfange. Og man måtte nøjes med at læse om fænomenet i popblade osv. Nu hvor vi har nettets utømmelige arkiver er det så muligt at se de uskyldige løjer. Youtube osv. har de fleste af dem. De er også udsendt på dvd. Det er ikke, fordi man gik glip af så meget dengang, men det er corny at se på.

I går fik jeg så omsider set James Bond-filmen Quantum of Solace – på dvd.
Som bekendt blev Bond-serien tilført nyt blod og ny energi i forgængeren Casino Royal, hvor Daniel Craig overtog hovedrollen efter Pierce Brosnan for at redefinere rollen, og man – dvs. folkene bag filmen – skiftede fortællespor, væk fra de stadigt mere komplicerede og uklare plots og eksorbitant voksende teknologiske udfoldelser – og (tilbage) til grundfortællingen om det godes kamp mod det onde i en mere low-key-teknologisk, men også opskruet action-udgave.

Som titlen Casino Royal antydede, så vendte man i en vis forstand tilbage til seriens begyndelse (Casino Royal var titlen på den første Bond-roman fra 1953), til de oprindelige dyder i fortællingen, for at forny genren og komme videre. Og det var også på høje tid. Serien – dens overfladiske underholdningsværdier ufortalt – havde bevæget sig ind i et morads af fortænkte plots og tomme, omend spektakulære, udenomsværker. Tilbage til grundfortællingen. Det er altid en god medicin. Spørg bare Lars von Trier og Dogme-instruktørerne.
Genopfindelsen af James Bond-filmene sker ikke uden respekt for det særlige mytologiske univers, som serien har udviklet. Der er løbende allusioner til de foregående film. Lige fra den obligatoriske, opfindsomme indlednings- og afslutningsvignet og temasangen til et olieindsmurt lig af en underskøn ung dame – sidstnævnte sender tankerne hen til den forgyldte dame i Goldfinger, og der er noget næsten prosaisk_symbolsk i dette bytte mellem guld og olie…

Men samtidig er der ofret noget på fortællingens alter. Q – seriens svar på Georg Gearløs i Anders And-bladene – er helt borte. Og hans efterkrigsoptimistiske teknofetichisme er reduceret til moderne mobiltelefon og web-teknologi. For selvfølgelig er vi ikke tilbage i stenalderen. Også dyrkelsen af den engelske overklassegentlemans high-society-vaner med dyr champagne og martinier i tide og utide er gået fløjten.
Den største fornyelse ligger dels i den opskruede, sindsygt hurtigt klippede, actionfortælling. Man har taget ved lære af tidens actionsæstetik. Blandt andet fra Bourne-trilogien. Quantum of Solace starter lige på og hårdt med en virtuost fotograferet, hasarderet biljagt – og fortsætter stort set i samme tempo filmen igennem. Og dels ligger innovationen i selve Bond-figuren. Måske især her.

I forbindelse med Casino Royal skrev jeg følgende: “Han er en helt anden type end de foregående engelske gentlemen. Det meste af den dunst af overklasseengelsk arrogance og selvhøjtidelighed, der hang over Roger More og Pierce Brosnan, er forduftet, til fordel for fokusering på en muskuløs, stærkt individualistisk he-man-type. En fighter, der går i et med sin funktion. En agent-maskine, der gør, hvad den forventes at gøre, men også har et hjerte, der for en kort bemærkning blottes i filmen og derved garanterer mandens menneskelighed. I en af filmens centrale scener ser man Bond og den kvindelige hovedperson analysere hinanden med velturnerede replikker. I denne scene får man præsenteret Bond-figuren som en person, der nærmest ingen fortid har og som er effektiv, næsten følelsesløs og intelligent. Er han forældreløs, som kvinden påstår? Det forbliver ubesvaret. I den scene skæres Bond-figuren til som en type, der kun har et minimum af fortid og den håndfuld kvaliteter, der skal til for at udgøre en moderne actionhelt. Den nye Bond-figur er ikke “pæn” som Brosnan. Der er mere mand over ham (jeg forstår godt damernes begejstring..). Og så er han en god skuespiller, der forstår at økonomisere med de begrænsede midler, der ligger i rollen.”

I Quantum of Solace stiliseres karakteren yderligere. Uden at afsløre noget om slutningen, så bliver det klart, at Bond-karakterens forhistorie, kærligheds- og sjæleliv er underordnet funktionen som supereffektiv, loyal agent og dræbermaskine. Hvis Jason Bourne-figuren var en nærmest humanistisk actionhelt, der kæmpede mod overmagten for at genvinde sin erindring og dermed sin menneskelighed, så er den nye Bond en actionshelt, der sætter klammer om de dele af personligheden, der ville kunne hæmme ham i rollen som hypereffektiv, næste maskinel, agent.

Plottet i filmen er helt efter bogen. En kamp mellem de gode og de onde, iscenesat en global klimakontekst. En af navn grøn -  Greene – organisation er i virkeligheden en hensynsløs, udspekuleret magt- og pengebegærlig organisation med forbindelser her, der og allevegne. Og der er selvfølgelig kun en, der kan gøre livet surt for denne organisation. Bond. Seriens dyrkelse af individualisten er intakt.

Quantum of Solace føjer ikke mange tommer til Casino Royal. Som denne er det et stykke veldrejet effektiv, adrenalinprovokerende underholdning, der skal nydes, medens løjerne foregår. Dens eneste handicap er, at den ikke udvikler den fornyelse, som forgængeren leverede.

Casino Royal

Medens familien så en amerikansk feelgoodfilm fortrak jeg til computeren for at se Julien Temples dokumentar om Joe Strummer. Ikke just en feelgoodfilm, og så alligevel. For det er en film, der til trods for hovedpersonens omtumlede og kaotiske livsførelse og alt for tidlige død på grund af en hjertefejl indgyder publikum håb og tro på musikken, kunsten, livet og fremtiden.

Den spillefilmlange dokumentar følger Strummer til dørs fra tiden før The Clash til hans genopblomstring med The Mescaleros og den pludselige død på sofaen i hjemmet. Med masser af optagelser af den evigt snakkende, tænkende og skrivende Strummer, koncertoptagelser og vidnesbyrd fra gamle gruppemedlemmer i Clash, kvinderne i Strummers liv, kendte fans – som Johnny Depp, Bono, Steve Buscemi, Martin Scorsese, Jim Jarmush m.fl. – og andet vækkes Strummer til live igen i erindringen. Der er ikke – som tilfældet er i mange rockdokumentarer – et skønmaleri, men et nuanceret portræt af en mand, der trak vejret gennem sin kunst og var ved at blive kvalt af den succes og kommercialisering, som The Clash blev genstand for i de ti år, hvor de var på banen. Joe Strummer fremstår som et sammensat menneske. En i bredeste forstand politisk og kunstnerisk idealist og drømmer, der ville mere med sin sangskrivning og musik end blot at underholde, men også et menneske, der havde begge benene på jorden som familiefar og i de kompromisser, som en grådig musikbranche afkræver af sine brugere.

De bedste optagelser i filmen er optagelserne med Strummer selv og så de vitale klip fra koncerter med Clash, Mescaleros og Strummer selv. Men i det hele taget er det en fin film, der ikke vil slippe taget i en bagefter. Og man nødes til at finde musikken frem fra hylderne og lytte igen for at genopdage den ild, der brændte bag alt, hvad Strummer havde med at gøre. Anbefales varmt.

PS. Filmen kan findes billigt rundt om i videobutikkerne – og youtube har den også i klips…

I en regnvåd århus by fik Fruen og jeg den pludselige indskydelse at gå i biffen. Valget faldt på instruktøren Paul Greengrass’ ”Green Zone” med Matt Damon i hovedrollen.

Greengrass er især kendt for sin Bourne-trilogi; tre film, der – i mine øjne – er uovertruffen action gennem det seneste årti. Heldigvis havde jeg ikke fået læst anmeldelser af Green Zone og var derfor ikke generet af andre fordomme end dem, der kommer af, at have set netop Bourne-filmene. Ville Green Zone leve op til de forventninger, man kunne have i retning af adreanlinsusende action og et mere end drevent plot? Og ville temaet – Irakkrigen og dens legitimering i påstanden om, at Saddam Hussein havde gemt masseødelæggelsesvåben – være en trussel mod filmens underholdningskvaliteter? Kan man lave god action ud af en historie, man kender i forvejen – i hvert fald i grundtrækkene? Og svaret er: Ja, det kan man.

Filmen lever helt op til Bourne-trilogien som actionfilm. Og der er da også klare forbindelseslinjer til disse. Der klippes i et tilsvarende ultrahøjt tempo, måske endda lidt højere, selv om det er svært at måle. Som tilskuer er man tvunget til at være koncenteret hele tiden for ikke at falde af i svinget. Og det er ment som et kompliment. En væsentlig del af det adrenalin-kick, man får, er via klipningen. Tempoets anslag lægges i en af de allerførste scener, hvor soldaten Miller (Damon) sammen med sine mænd skal undersøge et påstået lager af masseødelæggelsesvåben. Og derefter skrues tempoet kun op for at afsluttes med en virtuost klippet forfølgelsesscene, hvor Miller og hans håndgangne mænd jager en højtstående irakisk general, samtidig med, at både Miller og generalen jages af andre enheder fra de amerikanske styrker. En jagt, der forgår i en irakisk by smalle gader i bil og til fods – og fra luften i kamphelikoptere.
Fotograferingen har en særlig naturalistisk nervøsitet over sig. Håndholdte kameraer giver mange de hektiske scener et særligt anstrøg af autencitet og realisme. Man føler, at man selv er med til fods, i bil eller i luften. Og det bidrager til spændingen og adrenalinsuset.
Filmens præmis er lige så klar som tilfældet var med Bournefilmene. I Green Zone lægges den frem i den omtalte scene, hvor Miller og co. leder efter masseødelæggelsesvåben og – på næsten symbolsk vis – finder en fabrik, der har lavet toiletter. Det er den tredje mislykkede undersøgelse Miller har været med til, og mistanken melder sig: Hvad er sandheden om de påståede masseødelæggelsesvåben? Præmissen er, at påstanden – og dermed hovedargumentet for krigen – er en fiktion, en løgn, en forbrydelse. Og spørgsmålet, som driver filmen frem, er: Hvad og Hvem står bag?
Som i Bournefilmene hviler det detektiviske arbejde på en enkelt mands skuldre. Og akkurat som Bourne kan Miller kun stole på sine egne instinkter og moralske integritet. Han er fanget i et net af konflikter mellem på den ene side sin overordnede Clark Poundstone (fremragende spillet af Greg Kinnear), der er indbegrebet af en regeringsloyal, kynisk embedsmand, der gerne skrotter sandheden, hvis bare sejren er i sigte (og den skjulte dagorden forbliver skjult); og på den anden side den garvede, lidt slidte CIA-mand, Martin Brown (Brendan Gleeson), der kender den gråmelerede politiske virkelighed i Irak efter mange års arbejde – og indser, at den officielle politik vil føre lige lukt ud i borgerkrig. ( I øvrigt er det velgørende for en gangs skyld, at se en CIA-mand positivt fremstillet…).

Hertil skal lægges, at Millers egne folk er splittede mellem loyalitet og dissens i forhold til de overordnede, og at Miller bliver nødt til at alliere sig med en civil iraker, “Freddy”, der ved noget og kommer til at fungere som folkets repræsentant i det intrikate politiske spil.
Hvordan det ender, vil jeg ikke afsløre, men Greengrass lader os følge den idealistiske Miller, som vil det gode, gennem en hektisk fortælling, der både bekræfter den amerikanske myte om enspænderen, der skaber orden i kaos osv., og fordommen om politik som værende kyniske magtinteresser under en klar fernis af løgne.

Selv om filmen først og fremmest er et stykke renlivet underholdning, så er den også en højaktuel, kritisk kommentar til Vestens – og ikke mindst USA’s – manglende bearbejdning af Irakkrigen i Obamaæraen. Hvornår kommer ransagelsen? Hvornår kommer opgøret med den amerikanske udenrigspolitik? Og hvem skal stå til ansvar for, hvad der skete, da de allierede gik ind i krigen på falske præmisser? Osv.

Selv om filmen kun er film og af gode grunde må forenkle politiken, så banaliserer den ikke Irakkrigen. Og den formår at lægge små tankevækkende elementer ind undervejs. Som fx vedrørende mediernes betrængte situation i tiden efter Golfkrigen, hvor – som det er blevet udtrykt – sandheden var det første offer. Journalisten Lawrie Dayne må således indse, at hendes tillid til en højtstående regeringsembedsmand gør hende og Washington Post, som hun arbejder for, til godtroende agenter for den grundlæggende løgn bag krigen.
Et andet, kosteligt eksempel. I den allersidste scene ser man Miller og hans folk køre af sted langs en af de mange veje, hvor vejsidebomberne siden ville detonere, og gennem et kæmpemæssigt område med olieraffinaderier… Point taken?

Kort sagt: En film, man bør unde sig selv, hvis man er til intelligent underholdning, der varer lidt længere end filmens faktiske længde.

Trailer til Green Zone

Den har længe stået på min ønskeseddel over dvd-boks-samlinger. Og så satte de den på tilbud, som jeg ikke kunne modstå. Så nu står den på reolen…

Det siger sikkert noget om den islandske kriminalfilm Jar City, at jeg først omtaler den en uges tid, efter den er blevet vist på DRK. Men forklaringen er, at den har spøgt i min bevidsthed siden. Billeder og stemninger er dukket op med mellemrum. Og selv om DRK ikke skulle finde på at vise den igen, så kan man godt se den alligevel, for den er kommet på dvd.
Når Jar City (2006)  er værd at omtale, så er det ikke, fordi den er synderlig original som kriminalhistorie betragtet. I sin grundstruktur er det en traditionel detektivhistorie, en whodunnit-fortælling, om et mord og dets opklaring. Nej, det interessante ved Jar City ligger i udenomsværkerne, imiljøskildringen, persongalleriet og stemningen.
Hvis man – som undertegnede – er tilbøjelig til at forbinde Island med varme kilder, gejsere og ture på hesteryg i en underskøn natur, så får man sin opfattelse grundigt revideret af instruktøren Baltasar Kormákurs kuldslåede, nøgterne, realistiske skildring af det islandske velfærdssamfund bagside (før finanskrisen). Skal man pege på sammenligninger, så må det være visse engelske krimier, der også kan det der med at fremstille samfundets bund uden æstetisk filter.
Jar City er en filmatisering af den deroppe vældig populære forfatter Arnaldur Indriðasons tredje bind om politikommisær Erlendurs arbejde på den nordatlantiske ø. Mýrin er den islandske titel.
En mand findes myrdet i en kælderlejlighed, hvor en fæl stank af død og forrådnelse slår politifolkene i møde. Ved siden af liget finder man et lille fotografi af en gravplads, hvor en fireårig pige blev begravet tilbage i halvfjerdserne. Og med dette foto i hånden begynder Erlendur og hans unge kollega sammenbidt og møjsommeligt at stykke puslespillet sammen til en opklaring af mordet. Det viser sig at være en grum intrikat historie om seksuel afspresning, uønsket svangerskab, en korrupt politimand og hans kriminelle venner, genetiske lidelse, fortidens uafrystelige synder, løgne, fortrængninger og meget mere.

Undervejs føres vi gennem det ene trøstesløse miljø efter det andet. Betonslummet, hvor Erlendur leve sit liv i tavshed med take-away-måltider, kolde og forblæste marker og kirkegårde, junkiehuler osv. Filmen fortælles lige ud ad landevejen, uden action og i en rolig rytme. Dramatikken og spændingen kommer fra politimanden Erlendurs vedholdende og systematiske afdækning af det ene spor efter det andet.
Persongalleriet i filmen er så langt fra amerikanske stjerneglamour, som man vel kan tænke sig. Ingvar Eggert Sigurðsson, der spiller Erlendur, ligner mest af alt en af dem, der sidder på en bænk henne ved indkøbscenteret med en lille pose bajere ved sin side. Og også de andre er som trukket ud af den kedelige hverdag.
Erlendur er da heller ikke nogen helt. Han er indbegrebet af en politimand, der går i et med sit job, samtidig med, at ham uden videre held forsøger at være far for sin tyveårige junkiedatter, der perifert er knyttet til det miljø, hvori mordet er begået. Som sådan er han vel en kliché fra krimilitteraturen. Den ensomme, forknytte arbejdsnarkoman, der betaler prisen i form af et forkvaklet familieliv, som han forsøgsvis reparerer på, selv om det er udsigtsløst.
Selv om kriminalhistorien altså ikke er nyskabende, men holder sig til kendte stereotyper og klicheer, så er filmen uafrystelig i fremstilling af det islandske samfunds vrangside og dens fortabte sjæle.
Filmen blev en kæmpesucces i hjemlandet, og det hedder sig, at amerikanerne vil lave en af deres remakes af filmen. Det kan godt være, at Stieg Larsson-filmatiseringerne har reddet de dansk biografer endnu engang, men Jar City fortjener lige så mange tilskuere. Mindst.

Den hemmelige kanal, DR2, har fået en lillebroder eller -søster, DRK. K for Kultur. Og selv om meget af det er genbrug fra DRs store arkiv, så er der stadigvæk gode oplevelser at hente. Således kan man i aften se eller gense den afdøde instruktør Lindsay Andersons allegoriske beretning om et oprør på en engelsk public school – if…. Allegorisk, fordi filmen dengang blev læst ind i tressernes modkulturelle strømninger med studenter- og ungdomsoprør. Og hvad kunne bedre billedliggøre det beståendes forstokkethed end en sådan skole i England?

Filmen blev et gennembrud for den unge skuespiller Malcolm McDonald, der i det år og et par år frem fremstod som en af sin generations bedste mandlige skuespillere. Anderson brugte ham også i de to fortsættelser af if..., Oh, Lucky Man! (med herlig musik af The Animals’ tangentspiller Alan Price) og Britannia Hospital. Og McDonald skrev sig for alvor ind i filmhistorien med sin rolle i Stanley Kubricks filmatisering af Anthony Burgess’ dystopiske film A Clockwork Orange i 1971.
if… er ikke nogen realistisk film. Ganske vist giver den et afslørende billede af den engelske public schools forstokkede hakkeord, men oprøret beskrives satirisk og i nogle drømmerisk-surrealistiske scener, der i den grad var i pagt med tidsånden dengang. Og det er ikke for meget at sige, at if… hører til blandt den række af film, der kunstnerisk loyalt destillerede samme tidsånds frihedgørelsestrang og optimisme i kunstnerisk form. Jeg så den første gang i premiereåret, hvor jeg nok ikke helt fangede det politiske budskab i filmen. Ikke desto mindre var jeg dybt fascineret af filmens visionære kraft og dens flertydige afslutning…
Anbefales.

I går aftes fik jeg omsider tid og ro til at se en film på dvd. Efter omhyggeligt endnu engang at have undgået at træde i tv-lorten, satte jeg Peter Hedges’ film “Dan in real Life” (2007) i maskinen. Den let markskrigeriske danske titel er “Min brors kæreste”. Jeg kan godt lide at se en film, som jeg ikke har forventninger til, og kunne ikke huske andet om denne film end, at jeg havde set en appetitvækkende trailer engang. Og nu havde fruen så fået filmen sammen med Alf og damerne, så den lå på stuebordet og lige til højre fod, som man siger.

Som den danske titel mere end antyder, så er der tale om en af disse hersens amerikanske romantiske komedier, hvor man for gud ved hvilken gang gennemspiller temaet: ad kærlighedens veje og ikke mindst vildveje frem til en happy end. Men vi ved også, at det ikke er forudsigeligheden, der trækker, men vejen hen til den vist nok lykkelige slutning i parforholdets havn. Og skuespilleriet. Og med skuespilkræfter som Steve Carell (kendt fra Saturday Night Live m.m), Juliette Binoche (der er chocolade for enhver romantisk film), Dianne Wiest (alt for lidt brugt i amerikanske film) og John Mahoney (Fraziers far) var et vist kvalitetsniveau garanteret. På papiret i hvert fald.

Dan in real Life handler – som den amerikansk titel antyder – om en enkemand, der med succes lever af  at skrive “pædagogiske” klummer om livet i almindelighed og familielivet i særdeleshed, og som må sande, at Livet og Kærligheden er større end nogen life–coach nogensinde vil kunne forstå. Dan har mistet sin højt elskede kone nogle år tidligere og kæmper nu med en hverdag, der inkluderer tre piger i og omkring den giftige pubertetsalder. Det centrale handlingsforløb er forlagt til en familiesammenkomst i et hus på landet, hvor Dans ufrivillige enkemandsstand bliver til et tilbagevendende debatemne. På et tidspunkt sender familiens overhoved, moderen (Wiest), Dan af sted med en besked om at “get lost”. Hvad han så også gør, idet han møder en underskøn dame (Binoche) i en boghandel. Problemet er blot, at damen er brorens kæreste, og hun er på vej til familiesammenkomsten.

Jovist, man ved jo godt, hvordan sådan en indviklet historie ender. Og trådene redes da også ud. Så meget kan jeg godt afsløre uden at skuffe nogen. Hvad der gør denne lille film værd at se trods forudsigeligheden er de mange små fine scener undervejs, hvor hverdagslivets tragikomik og absurditet indfanges af godt skuespil og veldrejede dialoger. Livets banaliteteter og familielivets karakter af himmel-og-helvede gribes i de små scenerier og fremkalder både smil på læben og måske også en klump i halsen, hvis man ellers er anlagt for det.

Det er ikke nogen stor film af den slags der overhældes med nomineringer, men netop en lille film af den slags, der bevæger sig ned på hverdagsniveau (à la Hollywood) og promoverer de “sande værdier” i en verden, der i stort omfang har skrottet de samme værdier til fordel for karriere, penge og magt.

PS. Læg også mærke til det udmærkede lydspor, hvor den norske sanger og sangskriver Sondre Lerche har stået for de fleste af sangene.
Et enkelt Pete Townsend-nummer er også med i en central scene, hvor Dan spiller og synger det til sin hjerter dame. Let My Love Open The Door. Her med Townsend selv:

Skuespilleren Fess Parker meldes død i en alder af 85 år. Det var Fess Parker, der i 1954, året efter min fødsel, optrådte i Disney-tv-produktionen “Davy Crockett, Indian Fighter”, hvor pelshuen med hale for første gang dukkede op. Pelshuen var udslag af Disneysk fantasi, da ingen af de oprindelige afbildninger af Davy Crockett viste ham med andet end en almindelig hat, hvis han da overhovedet havde noget på sin isse. Det var også i den film, en af min barndoms store hits dukkede op, “Ballad of Davy Crockett”, som vor egen Preben Uglebjerg gav til bedste i en dansk udgave. Præriens bedste mand. I USA hittede sangen på en førsteplads i Bill Hayes udgave. Og siden er den blevet kopieret af flere andre, blandt andre Tennessee Ernie Ford.
Filmsuccessen blev fulgt op af endnu to film i 1955, “Crockett Goes to Washington” og “Davy Crockett at the Alamo”. Og for at det ikke skal være løgn, så klippede Disneykoncernen de tre film sammen til en senere hen, “Davy Crockett, King of the Wild Frontier”. Jeg kan stadigvæk ikke huske, om jeg har set tv-filmen eller biograffilmene. Måske var det bare sangen, omtalen af filmen, tegneserier og fotos i blade, der gjorde Davy Crockett til en helt i min barndom. Og fik mig til at drømme om at eje sådan en hue.

DR2 – den hemmelige kanal – har fået en lillebroder (el. -søster). DR K. K for kultur. Og selv om min veninden Gertrud påpeger, at meget af det er genbrug, så er der også indslag af nyere karakter. Således viser kanalen i aften første del af den Catherine O’Sullivan Shors amerikanske dokumentarfilm Andy Warhol’s Factory People fra 2008. Filmen – der varer ca. 3 timer og er i tre dele – beskriver kulturhistorien omkring The Factory og portrætterer personerne omkring Andy. Første del kommer i aften kl. 21.40. For alle med hang til det miljø.