CAPAC

Garagerocken har sine kultikoner. 13th Floor Elevators er et af dem. Et andet er The Monks.

Monks er historien om en håndfuld amerikanske GIs, der i tresserne er udstationeret i Tyskland. Som andre unge amerikanere har de fået halvtredserrockogrul ind med modermælken eller snarere udstødningsgassen i fars garage, og i Europa får de ørerne op for den engelske beat, der er ved at sætte den musikalske dagsorden i teenagernes eksplosive univers.

Måske hjulpet godt på vej af kedsomheden i det amerikanske baseliv udvikler The Monks deres egen distinkte, skarpkantede udgave af garagerock. Med hjælp fra et par tyske bekendte, Walter Nieman (kunststuderende i Essen) og Karl Remy (designstuderende i Ulm) brandes The Monks som en slags antipoder til The Beatles, længe for brands var noget man talte om. I stedet for Liverpooldrengenes grydeklip får Monks munkefrisurer, sort tøj og dyster fremtoning, men holder fast i den utæmmede energi, som The Beatles udfoldede i Hamborgdagene.

The Monks’ musikalske koncept var garagerocken med den rå, upolerede lyd, fokus på den simple, repetitive rytme, frenetisk brug af guitarer – og tekster med bid i. Bandet bestod af Gary Burger (lead guitar og forsanger), Larry Clark (orgel og sang), Dave Day (banjo, rytmeguitar og sang), Eddie Shaw (bas og sang) og Roger Johnston (trommer og sang). Dave Day og Roger Johnston døde i hhv. 2004 og 2008.

Monks fik indspillet et album Black Monk Time (1965), der i dag er en kultplade, som er genudgivet flere gange, og gruppen betragtes i dag som en af de væsentlige inspirationskilder for både New Yorker-scenen omkring Velvet Underground og den tyske progressive Krautrock. Der er også udkommet et par opsamlingscd’er med tidlige numre med gruppen: The Early Years 1964-1965 (2009), Demo Tapes 1965 (2007) og Five Upstart Americans (1999).

Historien om The Monks har været genstand for en meget rost dokumentarfilm Monks: The Transatlantic Feedback, instrueret af Dietmar Post og Lucia Palacios (2006). Filmen, der i 2008 modtog den tyske Grimme-pris (tyskenes svar på den amr. Emmy-Award for tv-produktioner) har for nylig været vist i Cinemateket og er udgivet på dvd.

Apropos film, så vil filmbuffs vide, at The Monks er med på soundtracket til Cohen-brødrenes kultfilm The Big Lebowski med nummeret “I Hate You”.

Gruppen har selvfølgelig også en officiel hjemmeside med mange oplysninger, fotos osv.

Det skal også nævnes, at der i forbindelse med filmen og den fornyede interesse for The Monks er blevet udgivet en dobbelt-hyldest-cd med titlen Silver Monk Time (Play Loud! Productions 2006). Tracklisten ser sådan ud:

CD 1

1. minimal monk (MENSE REENTS)
2. monk time (ALEC EMPIRE / GARY BURGER)
3. momks no time (MOUSE ON MARS)
4. monk chant (THE RAINCOATS)
5. were ever / oh, how to do now (27 / 11)
6. monk hop (JASON FORREST)
7. blast off (CYCLE)
8. we do wie do (FEHLFARBEN)
9. drunken maria (THE GOSSIP)
10. complication (JON SPENCER / SOLEX)
11. silver monk time (SILVER APPLES / ALAN VEGA)
12. shut up (FLOATING DI MOREL)
13. tumbling monks (GUDRUN GUT)
14. kuchhuche (NISTA NIJE NISTA)

CD 2

1. the transatlantic feedback (F.S.K.)
2. higgle-dy piggle-dy (THE FALL)
3. complication (DIE GOLDENEN ZITRONEN / CHICKS ON SPEED)
4. i can’t get over you (BARBARA MANNING / THE GO-LUCKYS)
5. boys are girls and girls are boys (PTV 3 [PSYCHIC TV])
6. sei still (DOC SCHOKO)
7. oh, how to do now (S.Y.P.H.)
8. i hate you (ALEXANDER HACKE)
9. shut up (INTERNATIONAL NOISE CONSPIRACY)
10. cuckoo (THE 5.6.7.8’S)
11. that’s my girl (THE HAVLETONES)
12. i hate you (SINGAPORE SLING)
13. blaster (MICHAELA MELIÁN)
14. it is charles time (CHARLES WILP / MONKS)
15. beware – the transatlantic feedback (FAUST / GARY BURGER)

Hvad Marilyn Monroe havde været for min fars generation, blev Brigitte Bardot for min generation. Sexbomben over dem alle. Indbegrebet af det nye frisind, der bruste frem i løbet af tresserne, og som hun allerede foregreb med sin rolle i Roger Vadims skandale-succes Og Gud Skabte Kvinden fra 1956. Med sit blonde udseende, sine svungne kurver og sit franske pikanteri var hun med til at støbe et af de dominerende kvindeidealer i tressernes og halvfjerdsernes mediebillede. BB, som franskmændene kaldte hende, var ikke nogen stor skuespillerinde. Men i filmverdenen betød – og betyder – det mindre, hvis et attraktivt udseende kan kompensere for det manglende talent – og det kunne det. Heller ikke som sangerinde var BB begavet med et stort talent. Men – hvis man som undertegnede har en frankofil svaghed for franske chantøser, der med sexappeal og frankofon charme kan få en til at glemme stemmepragtens øvrige mangler, så kan man godt lægge øre til BB. Og det er der nu for alvor mulighed. For der er udkommet et bokssæt med hele 12 EP-cd’er, der dokumenterer hendes vokale udfoldelser fra 1958 til 1979. Men skynd dig, det er en limited edition(og den er tærskedyr)…

Det var Mae West, der sagde: “When I’m good, I’m very good. When I’m bad, I’m better” (i filmen I’m No Angel). Og mere rammende overskrift kan man næppe finde for den fine udgivelse på to dvd’er, som Sony har sendt på gaden med titlen “Bad Girls of Film Noir”. For som enhver elsker af denne genre vil vide, så var de gode piger da både smukke og indtagende, men det var de slemme også – plus noget mere og dragende. Tænk blot på Billy Wilder-klassikeren “Double Indemnity“, der virkelig brandede Barbara Stanwick som en slem, slem pige.På dvd-sættet, der er lige på trapperne, kan man (gen)opleve dejlige damer som Evelyn Keyes (kultnoirfilmen “The Killer That Stalked New York”, 1950), Gloria Grahame (“The Glass Wall” 1955), Lizabeth Scott (“Two of a Kind”, 1951 og “Bad for Each Other”, 1953), Janis Carter (“Night Editor”, 1946) og Cleo Moore (den nu glemte blonde skønhed er repræsenteret med hele tre film: “One Girls Confession” fra 1953,”Women’s Prison” fra 1955 og “Cage” fra 1950 og “Over-Exposed” fra 1956). Udgivelsen må siges at være gefundeness fressen for enhver filmbuff med svaghed for melodramatisk film noir og slemme, slemme piger, der lige ved, hvordan de skal snøre de dumme, dumme mænd. En oplagt mulighed for at genopleve nogle halvt glemte film og de smukke damer, der var med. Er noteret på min ønskeliste.

Det var slet ikke meningen, men når man har en rygrad som et stykke kogt makaroni og alligevel skal ind i boghandlen, så skal det gå galt. Og jeg var da heller ikke mere end lige kommet ind bag glasdøren, før Morten Pills leksikon om “Danske Filminstruktører” nærmest sprang mig i møde. Og jeg har en svaghed for både gode håndbøger – og for Informations mangeårige nestor på filmområdet, Morten Piil. Morten Pills små filmomtaler i fredagsudgaven af Information er en af den væsentlige grunde til, at jeg stadigvæk holder avisen (i weekenden). Og jeg har haft stor glæde af hans to andre leksikalske værker, Gyldendals Filmguide og Danske filmskuespillere. Så der var ikke nogen vej uden om. Kun ned i indkøbsposen. Der var også et par andre, som jeg måske vender tilbage til…

En cameo rolle eller cameo optræden er en kort optræden, hvor fx en filminstruktør, en politiker eller end anden kendt person for en kort bemærkning dukker op i et teaterstykke, et tv-program eller en film. I filmens verden har disse cameoer ofte karakter af en signatur, en diskret hyldest til cameorolleindehaveren eller en allusion af en art. Og blandt film buffs er det en yndet sport at spotte cameoer rundt omkring i filmhistorien. Da jeg selv havde min nørdede periode i gymnasieårene var det sjovt at spotte cameoer i franske nybølgefilm – og i Alfred Hitchcocks film, hvor Alfred som regel selv var med som signatur. Nu har en af youtube-brugerne lavet en lille film med en hel de af cameoerne, som Hitchcock lavede. Det er sjovt, men måske også lidt usportsligt!?

Det skulle være sikkert og vist, at skuespiller og (amatør)musiker Johnny Depp går i gang med at dreje en dokumentarfilm om Rolling Stone Keith Richard. Som bekendt er de to gonzos kommet tæt på hinanden som medvirkende i tredje ombæring af sagaen om Pirates in the Carribean, hvor Richard spiller en lille, men indtryksfuld rolle som pirat og fader til Jack Sparrow. Det er ikke første gang, Depp forsøger sig som instruktør. Sidste var i 1997, hvor han udsendte The Brave med Marlon Brando i hovedrollen. Det skal blive spændende at se, hvad Depp får ud af sit con amore-projekt. I hvert fald er dt på tide, at nogen laver en film om gamle Keef.

Danmarks public-service-organ samler penge ind til de nødlidende i Haiti og kvinder i Afrika. Og selv om jeg under både haitianerne og de afrikanske kvinder hver en mønt og mere til, så er jeg fortrukket til min hule, hvorfra jeg kan høre lyden fra det stortanlagte show, som jo er en uundgåelig del af sådan en udsendelse. Lige så uundgåelig som Amen i kirken. Og så pludselig – sikkert uden nogen som helst direkte forbindelse – kom jeg i tanke om dengang, jeg var inde i den hedengangne esbjergensiske biograf Kosmorama i Kongensgade og se “Cabaret”. året var 1972, og jeg var sådan cirka halvvejs gennem gymnasiet, og vidste endnu ikke, at jeg året efter ville forlade min hjemby for stedse. Jeg så mange film i de tre år – mange gode film – og mange af den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Den ret frie filmatisering af Christoffer Isherwoods roman (og dramatiseringen af samme) faldt især i god jord på grund af sine musikalske indslag, som Bob Fosse havde instrueret med sans for koreografi og musikalitet. Jeg har vist ikke set den fra ende til anden siden dengang (men har for nyligt købt den til dvd-hylden). Men nu dukkede sangen “Money Makes The World Go Around” og glimt fra Liza Minellis og Joel Grays scene op på erindringens lærred. Der skal så lidt til.

En af fordommene mod Elvis Presley lyder, at han indspillede 33 film, hvor han demonstrerede, at han ikke kunne spille skuespil og indsang en række sange, der burde forblive i glemmebogen. Men helt så sort-hvidt er det nu ikke.

Som jeg flere gange har slået til lyd for – baseret på de mange timer, jeg tilbragte med Elvis-filmene i min barndoms Phønix-bio – så er der lytteværdige sange på de mange soundtracks, der fulgte filmene. I forbindelse med The Kings 75-års fødselsdag har Elvis-industrien valgt at genudgive 8 af disse soundtracks i fuldstændige udgaver til favorable priser.Filmene er i forvejen i handlen og kan oven i købet fås til ligeledes favorable priser.

En del af fordommen går på Elvis’ evner som skuespiller. Og det er ganske vist, at han ikke var noget naturtalent. Men så var det heller ikke værre. Faktisk er han – ikke mindst vurderet med det niveau, vi bydes nu om stunder i mange amerikanske film og tv-serier – ganske habil i flere af scenerne. Et eksempel er filmen Viva Las Vegas! fra 1964 (hans film nr. 15). Blandt inkarnerede Elvis-fans er den en af de absolutte favoritter. Og en af forklaringerne er nok, at han får modspil af det rødhårede livsstykke Ann Margaret, der ud over at se uforskammet godt ud (en kriterium for at få rollen som Elvis-modspiller) både kunne spille skuespil, danse og synge.

Samtidig er de sange, man finder i filmen, nogle af de bedste filmsange, man kan finde med Elvis. Det er først med den nye genudgivelse af musikken til filmen, at man har mulighed for at lytte til hele lydsporet. Det vil sige Elvis’ egen sange, de to duetter med Ann Margaret og hendes to soloer. De to hidtidige udgivelser har ikke været komplette. Og Ann Margarets egne bidrag har man kun kunnet finde på en obskur boks fra Bear Family Records, hvor hendes sangkarriere belyses.

Med sangskrivere som Doc Pomus & Mort Shuman (titelsangen og nummeret “I Need Somebody To Lean On”), Ray Charles (“What’d I Say”, som Elvis giver en forrygende udgave af), Fred Wise & Randy Starr (standarden “Yellow Rose Of Texas/The Eyes Of Texas”) er grunden lagt for en vis sangskrivermæssig soliditet. Dertil skal lægges en genremæssig variation med ballader, bluesede sager, rock og latin – som til sammen gør det mere end almindeligt underholdende at lytte til.

Jeg har ikke fået anskaffet mig den nye cd (endnu), men har haft fornøjelsen af at gense filmen. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Ann Margarets selskab såre forståeligt har haft en elektrificerende indflydelse på Elvis’ præstationer. Hvilket man jo godt kan forstå.

Elvis og Ann Margaret øver sig på dansen.

Den engelske skuespillerinde Jean Simmons, der døde i går 80 år gammel, var en af de filmskuespillerinder, der fra første bevægelse på lærredet blev bemærket af den unge capac i biografens dybe mørke. Ikke blot var hun notorisk smuk, men havde også et ansigt med karakter – og så kunne hun spille skuespil. Hamlet, Elmar Gantry, Spartacus og – sent i karrieren – tv-serien Tornfuglene er blot et par eksempler på hendes præstationer i en alenlang filmografi. Med hendes bortgang slukket endnu et af de få Hollywoodikoner med glamour og star quality. Fotoet ovenfor er et stillfoto fra Spartacus.

Ryggen smerter endnu og minder en om, at man ikke grøn længere, og kroppens restituering går langsommere. Meget langsommere. Og hvad er et bedre middel mod kroppens forfald og tankernes henfalden til melankoli og selvmedlidenhed end at lytte til The Beatles? Ikke ret meget i mit lille univers.

Så derfor smed jeg Julie Taymors film “Across the Universe” i computeren og satte mig på kanten af stolen, hvor jeg sidder bedst pt. Filmen er en lille, banal fortælling, der er centreret om den unge Jude fra Liverpool og hans møde med amerikanerinden Lucy fra en forstad på den amerikanske østkyst. Jude flygter fra det trøstesløse boligkvarter i nærheden af dokkerne i Liverpool og forlader sin girlfriend og moderen for at opsøge sin biologiske far i USA, hvorefter han tager ophold som illegal gæst beskyttet af nye venners gæstfrihed.

Her møder han så Lucy og en række unge mennesker, der bliver kammerater og venner. Og tiden er årene omkring 1968 med hippier, psychedelia, Vietnamkrig, stoffer osv. Det er – lad os bare slå det fast – ikke en ny historie. Og historien fortælles heller ikke med en ny vinkel. Den er både nostalgisk og – hvis man skal være kritisk – anakronistisk. Det er gammel vin. Men derfor kan det jo godt smage.

Det særlige ved filmen er, at rygradden og drivkraften i filmen er Beatles-sange. Og det er faktisk godt tænkt af instruktøren og folkene bag filmen, at barbere mange af sangene ned til uakkompagnerede vokalnumre. Som når den unge Jude i filmen begyndelse synger “Girl” (fra Rubber Soul) så man igen opdager, hvor dejlig en sang, det vitterlig er – og giver en endnu mere lyst til at vende tilbage til originalen.

Filmen er først og fremmest en hyldest til Lennons og Mccartneys sangskriverkunst, og som sådan lykkes filmen i det store hele, selv om der er et par svipsere. Især Bonos I am the Wallrus falder lidt til jorden, fordi den handler mere om Bono Superstar end noget som helst andet. Det går langt bedre for Joe Cocker, der er et fund som bumsen og hippien, der synger “Come Together”.

Men det er især de relativt ubeskrevne navne i rollerne som Judy (Jim Sturgess), Lucy (Evan Rachel Wood), Prudence (T.V. Carpio) m.fl., der puster støvet ud af ens ører og genopfrisker den følelse, man havde første gang, man blev bevæget af disse sange. Filmen fik blandet kritik, da den kom frem. Og jeg var også forbeholden over for projektet, da jeg havde set de første klip. Men selv om der ikke er tale om et filmisk mesterværk, så er det en vellykket film på sine egne præmisser. Og de unge skuespillere er velvalgte i de forskellige roller. De spiller godt og rørende. En film, der henvender sig både til det følsomme teenagesegment, der oplever den stormende forelskelse for første (eller anden) gang og for gamle Beatlesfans, der ikke kan få nok at den sangskat.

Hvad stiller man op, når lænden smerter ved den mindste bevægelse, og man har det bedst med at sidde let foroverbøjet på en kontorstol? Jo, man smækker en dvd i maskinen og håber, man for en stund kan abstrahere fra den konstant stikkende pine lige dér, hvor ryggen ender. Og hvad kunne være mere passende end omsider at få set hele Pirates of the Caribbean Ved Verdens Ende!?

Jeg har set de to første film i biografen og har hver gang været vældigt fornøjet over de drengede løjer, der bringer minder om gamle sørøverhelte – Erroll Flynn m.fl. – frem. Da jeg havde set toeren, gik jeg imidlertid død i pirater. Og det er sådan set ikke filmenes skyld. Sådan har jeg det generelt med det, man i filmindustriens kalder, sequels. Jeg gik også død i Harry Potter-sagaen for eksempel.

Men nu, hvor al snakken om piraterne er mere eller mindre forstummet i medierne, så tog jeg den så op. Og måtte konstatere, at den fuldt ud holdt mål med de to første omgange. En kulørt historie om at sejle til dødsriget og tilbage igen, om liv, død, magt, frihed – og kærlighedens (u)mulighed. Drengerøvslitteratur i levende billeder for fulde gardiner. Fortalt med tempo, humor og alle de effekter, moderne filmteknologi giver mulighed for at bringe i anvendelse.

Og der spilles så løssluppent i alle roller, at man kunne få en mistanke om, at skuespillerne faktisk har haft det sjovt, medens optagelserne stod på. Johnny Depp er allerede blevet skamrost for sin udgave af den durkdrevne og rævesnu Jack Sparrow, der bogstaveligt talt går gennem ild, vand og kærlighed for at bevare sin frihed og sit elskede skib The Black Pearl. Keira Knightley er vokset med opgaven som den piratificerede ungmø, der længes både mod Sparrow og Will og til sidst træffer et valg. Og birollerne er et studie i sig selv. Der er ingen nittere imellem. Selv gode gamle Keith Richard har fået en rolle, der passer til ham som fod i hose. Og han ser mere hærget ud end nogensinde!

Det lykkedes momentvis at glemme lumbagoen og stort set at glemme, at jeg ikke længere er 12 år og sidder i Phønix Bios mørke søndag eftermiddag. Og bedre anbefaling kan sådan en film vel ikke få?

Woody Allen er en af mine favoritinstruktører. Og jeg har en lille drøm om at have alle hans film stående på reolen som dvd eller blue-ray (eller hvad det næste nu bliver…), når jeg engang trækker mig tilbage til mit otiums refugium. Jeg har bemærket mig, at hans seneste film er blevet modtaget med den for kritikere almindelige ambivalens, hvor man dels anerkender mandens status, men samtidig efterlyser nytænkning i stedet for det samme tematiske løbebånd.

Men det er netop en af kvaliteter ved Allen: At han vender tilbage til de samme temaer og figurer igen og igen. En lang række af hans film er variationer over temaet med den lille hypokondriske, småintellektuelle, snakkende mandsling (Allens alter ego) og hans forhold til kvinder, sex, karriere og andre banaliteter i metropolen New York. Hvis der overhovedet er noget nyt i denne tematik, så er det i selve variationen, i selve gentagelsens form. Måden temaet fortælles på.

Og variationen hos Allen kommer fx i valget af medspillere. I Hollywood Ending fra 2002, som jeg sad mutters alene og så natten mellem første nytårsdag og den 2. januar, har Allen med vanlig sikker sans og smag valgt den smukke og talentfulde Tea Léoni til rollen som ex-konen, der ikke helt er færdig med sin ex-mand uden rigtig at indse det. Og omkring denne akse af ufordøjet kærlighedsliv spiller en håndfuld velvalgte biroller. Mark Rydell som den bekvemmlighedsjødiske agent, der vil gå til yderligheder for at få en filmkontrakt i hus. Treat Williams som den flotte, maskuline repræsentant for hankønnet, som konen nu ved at gifte sig med og som er en ulige konkurrent til Allens hovedperson på alle ledder og kanter – bortset lige fra det med snakkesaligheden. Og så videre. Allen er en mester i at caste sine film med smukke og talentfulde skuespillerinder, som han kan spille op mod, og birollerne, der passer som fod i hose til rollerne. Tag bare valget af flødebollen George Hamilton i rollen som den selvoptagede Ed.

I Hollywood Ending spiller Allen en instruktør med karrieren bag sig. Han har ikke indspillet en rigtig spillefilm længe og lever af at lave reklamefilm. Men med ex-konens mellemkomst får han så mulighed for at indspille en film, som hun har skrevet manus til. Det ender med, at Val, som Allen hedder i filmen, bliver blind af psykosomatiske årsager og må gennemføre optagelserne med diverse inkompetente hjælpere ved hånden. Mere skal ikke afsløres. Og selve det absurde forløb er sådan set også underordnet. Det er de mange velturnerede, komiske situationer med deres opfindsomme replikskifter, der er sagen. Der er, som Fruen i huset med vanlig skarphed så, noget frygteligt banalt og hverdagsagtigt over scenerierne i Allens film. Det er hverdagens lommeuld, det drejer sig om. Kærestesorger, helbredsbekymringer osv. Og de store overordnede projekter er “bare” påskud for at synke ned i trivialiteterne, som vi alle jo i virkeligheden er interesserede i og afhængige af.

Hollywood Ending er måske ikke årgangs-Woody Allen, men den er en fin lille komedie, som rager højt op over meget af det, vi bliver spist af med på de tv-danske kanaler. Og så kan man være heldig at få den for en slik i diverse udsalgskasser…

I musikpressen – bl.a Gaffa – kan man læse, at Sir Paul Mccartney har henvendt sig til instruktøren af Lennonfilmen Nowhere Boy, fordi han mente, at portrættet af tante Mimi var fejlagtigt. Til Daily Mail siger Macca, at han fortalte instruktøren, at Mimi ikke var så led, som filmen gør hende til. Hun var en skrap kone med et godt hjerte. Instruktøren lyttede til Macca og korrigerede i manus. Macca havde også andre ændringsforslag til filmen og afslog en personlig invitation til premieren fra instruktøren.

Den sidstnævnte handling kan vel kun forstås som en uudtalt afstandtagen fra filmen. Og Macca er selvfølgelig i sin gode ret til at mene, hvad han vil om filmen, men han går galt i byen, hvis han tror, det handler om den virkelige Mimi eller den virkelige John. Filmen er en fiktion. Oven i købet en fiktion baseret på Lennons halvsøsters erindringer om Lennon. Den handler altså ikke om, hvordan Macca husker Mimi (eller John), men om, hvordan instruktøren opfatter halvsøster Julias erindringer om osv. Filmen er fiktion. Som man plejer at skrive i den slags film: “frit efter”. Macca skulle have holdt sig for god til den slags og have nøjedes med at blive hjemme på premiereaftenen…

Torbens udførlige omtale af Don Johnsons 60-års fødselsdag sendte mig en tur tilbage til firserne. Dengang, hvor den amerikanske detektivserie Miami Vice løb over skærmen med Johnson og Philip Michael Thomas i hovedrollerne som to lapse med skydere, hurtige biler og lige så hurtige damer i det solrige Miami. Jeg så nu og da serien, men blev aldrig rigtig indfanget af yuppidetektivernes univers. Til gengæld gik Jan Hammers musikalske tema lige ind. Den tjekkiskfødte Hammer (med en glorværdig fortid i John McLaughlins Mahavisnu Orchestra) leverede et af firsernes mest fængende temaer og var med til at sende seriens lydspor til tops på den amerikanske hitliste med flere platinplader som resultat. To Grammyer – en for Bedste Popinstrumental Udførelse og en for Bedste Instrumentalkomposition – blev det også til. Det skal dog tilføjes, at omtalte soundtrack var spækket med kendte navne som Glenn Frey (Eagles), Chaka Khan, Phil Collins (m. monsterhittet “In the Air Tonight”) og Tina Turner. Selv om temaet er meget firseragtig med sin dyrkelse af electronicalyd og high-tech-produktion, så synes jeg stadigvæk den dag i dag, at stykket fænger.

I mit cineastiske univers er kriteriet for, at en film er rigtig god, at den kan ses igen og igen, uden at man rigtig bliver færdig med den. Det gælder fx flere af Hitchcocks film (Vertigo!), Blade Runner, Silence of the Lambs og Roman Polanskis Chinatown. Sidstnævnte er netop kommet i en såkaldt Centennial Edition med righoldigt ekstramateriale.

Jeg vil i den forbindelse komme med en indrømmelse. Den første gang, jeg så den film, var jeg dybt fascineret, men fattede ikke det komplicerede plots sammenvævning af magtinteresser, vandressourcer, incestuøse relationer osv. Det gik bedre anden gang. Og måske var det ikke helt tilfældigt – det med den manglende forståelse – for det er måske en af filmens pointer (It’s Chinatown): tingenes komplicerede sammenhæng.

Chinatown er et smukt eksempel på, at når den kollektive kunstart, filmen, går op i den berømte højere enhed, hvor et intelligent manuskript med rappe dialoger (af den slags filmbuffs elsker at citere udenad: “I damn near lost my nose, and I like it. I like breathing through it.”), perfekt casting i alle roller, sublim fotografering og musikalsk klipning m.m. falder i hak, så er der ikke ret meget, der kan konkurrere med det.

Chinatown er ikke kun en særdeles vellykket stykke film noir-krimi overført til farvefilm. Den er et studie i det alt for menneskelige på linje med de græske dramaer og Shakespeares skuespil. Et filmisk mesterværk, som vil blive stående, når alle Polanskis andre film måske er gået i glemmebogen.