Indlæg tagget med filosofi

Toiletter og ideologi

4. maj 2016

Farvel til Umberto Eco, 84 år

20. februar 2016

Samme dag som forfatteren til At dræbe en sangfugl – Haper Lee – døde i en høj alder, døde også en af Europas store intellektuelle. Nemlig italieneren Umberto Eco, der især er kendt for sin gennembrudsroman Rosens Navn. Eco var et sjældent eksempel på en intellektuel, hvis virke strakte sig fra seriøs forskning i middelalderen og semiotiken over succesfuld romanforfatteri og til kritisk og tankevækkende kulturanalyse. Der findes meget få forfattere i Europa, der tåler sammenligning med ham – om nogen overhovedet. I stedet for at nekrografere mere, vil jeg lade ham selv få ordet og fortælle håbefulde, unge forfattere noget om deres fælles gerning.

En filosof er død: André Glcukmann

11. november 2015

Den franske filosof og forfatter Andrë Glucksmann er død, 78 år gammel. Han blev berømt – i Frankrig og uden for – da han kom frem som en af de såkaldt “nye filosoffer” (Berneard-Henry Lévy, Pascal Bruckner, Jean-Marie Benoist m.fl.), der fra forskelligt udgangspunkt udøvede en slags moderne magtkritik. I Glucksmanns tilfælde rettede kritikken sig både mod det politiske og det som han så som de filosofiske forudsætninger. Glucksmann blev især kendt for sin bog om Mestertænkerne (Les maitres penseurs), der herhjemme kom i en udmærket norsk oversættelse. Der var tale om en meget intellektuel kritik – og set i bagklogskabens lys var Glucksmann nok med til at bære ved til det bål, der siden brændte og blev kendt som opgøret med halvfjerdsernes ungdoms- og studenteroprør og – ikke mindst – studentermarxismen. Hvil i fred du gamle.

Dagens citat af filosoffen Ernst Bloch

29. maj 2014

ernst-bloch

Nazis sprechen betrügend, aber zu Menschen, die Kommunisten völlig wahr, aber nur von Sachen.”

Dansk oversættelse: “Nazister taler bedragerisk, men til mennesker, kommunisterne taler helt sandt, men kun om fakta

– måske kunne man erstatte (ikke identificere!) “nazister” med “Dansk Folkeparti” og “kommunister” med “den danske venstrefløj”!? Tænk på den netop overståede EU-afstemning. DF vandt stort. Hvorfor? Jeg tror, at det er, fordi DF bedre end deres politiske modstandere – herunder dem på venstrefløjen – forstår at tale til følelserne. Tænk blot på Morten Messerschmidts plakat: Mere Danmark, mindre EU – det er muligt. Budskabet taler ikke til fornuften, ikke om økonomi og politik, men til danskeres følelser for nationen og for EU. Folkebevægelsen mod EU forsøgte sig med et kortfattet slogan – Skal EU bestemme alt? – men det er stadigvæk et budskab, der primært taler til hovedet med sin forudsigelige magtkritik…

Ernst Bloch, Erbschaft dieser Zeit, Gesamtausgabe Bd. 4, Frankfurt am Main 1985, S. 153, men citatet går selvsagt tilbage til nazitiden.

Kapitalismen er en religion

13. februar 2014

I disse dage er vi vidner til et tidligere stort parti dødskamp. Jeg tænker selvfølgelig på balladen om Socialistisk Folkeparti. Senest ‘kampen’ om formandsposten, som ikke blev nogen kamp, idet den nye formand blev valgt uden modstander og med akklamation. Det er en i bund og grund trist historie om et parti, der af navn var både socialistisk og folkeligt, men som mødte sin skæbne, da staten/regeringen ville sælge DONG-aktier til de ultrakapitalistiske spekulanter i Goldmann Sachs. Som et andet skib Titanic sejlede SF ind i isbjerget og sank. Og ned i de kolde vand gled drømmen om socialisme, troen på folkeligheden og demokratiet.

Samtidig har vi været vidne til et politisk skred hen over midten – fra venstre mod højre. Politikere sadler om og går mod højre. Ole Sohn er blot et lysende eksempel på denne tidstypiske bevægelse fra rødt mod sort.

Hvad er forklaringen på denne sære bevægelse? Vi befinder os i en globale økonomisk krise endnu, selv om danske politikere helst vil se indad og fortæller os at eksporttallene er gode og væksten i de private firmaer i bedring osv. Så man kunne måske tro, at krisestemningen ville være til fordel for venstreorienterede tanker om en anden samfundsmodel? Men nej. Der er alt for mange indicier, der peger på, at kapitalismen har sejret ad h…… til. Overalt i samfundet er der tegn på, at kapitalismens logik slår igennem. Finansministeren vil have en ‘konkurrencestat’ i stedet for et velfærdsamfund. Alle uddannelser skal være erhvervsrelevante og rettes ind mod erhvervslivets behov. Og de enkelte borgere reduceres i stadig højere grad til at være udbyttelig ‘arbejdskraft’ i en eller anden procentuel størrelse. Fortsæt selv.

Som den afdøde tysk-jødiske filosof og litterat Walther Benjamin levende beskrev det i et fragment fra 1921 (få år før kapitalismen krakkede for alvor i Wall Street), så har kapitalismen udviklet en religiøs struktur. Den er blevet religion. På en afstand af næsten 100 år ser Benjamin nogle træk, som vi sagtens kan genkende i dag. For det første er kapitalismen blevet en ren, ekstrem kultreligion uden særlig dogmatik og uden nogen teologi. Det betyder, at tilbederne af religionen ikke taler samme sprog eller dyrker en bestemt gud. Men de dyrker alle kapitalismens udbytning af arbejdskraften og dens søgen efter profit. Et andet træk, der slår Benjamin er, at denne kult har, hvad han kalder ‘en permanent varighed’. Modsat andre religioner helligholder kapitalismen ikke fx søndage og særlige festdage, hvor religiøse ceremonier og handlinger foregår. I kapitalismen er hver dag, hverdagen, en fest for kapitalismen. For det tredje hævder Benjamin, så er kapitalismen den første religion, der ikke er sonende. Den er derimod forgældende. En gældsbevidsthed, der efter Benjamins mening peger i retning af kultens fald på et tidspunkt.

I stedet for at stille en soning i udsigt, sørger kulten for at gøre skylds- og gældsbevidstheden universel, at hamre den ind i bevidstheden, som han udtrykker det. Det svarer – hvis eller jeg forstår Benjamin ret – til den moderne slovenske filosof Slavoj Zizeks forestilling om, hvordan ideologi skal tænkes nu til dags. Ideologien er ikke længer noget, man kan stå uden for. Den omslutter hele vores virkelighed – og derfor er det svært at ‘gennemskue’ den, som den traditionelle ideologikritik foreskriver. Det ligger også i denne religions eller kults selvforståelse, at den må fortsætte sin fortvivlede bevægelse til den bitre ende. Ingen soning er mulig inden for systemets rammer – først når kapitalismen engang må give op er soning mulig.

Benjamins tanker er svære og filosofiske og trækker på både Marx, Freud, Nietzsche m.fl. Men vi kan i det mindste bruge dem til at forstå, at kapitalismen – som Marx i øvrigt også var inde på hist og pist – ikke kun er et i snævert forstand økonomisk system, men også et system, der lægger beslag på vore hjerner og følelser. Selv i de mest banale handlinger i hverdagen bliver vi indskrevet i dens kult.

Og måske bidrager Benjamins tanker også til en forståelse af, hvorfor den såkaldte venstrefløj (SF, venstresocialdemokrater, Enhedsliste…) så let lader sig forføre af borgerlige ‘ansvarlighed’, ‘markedet’ osv. Det er meget nemmere at bekræfte den gældende religion end at begynde at sætte spørgsmålstegn ved den. Benjamins fragment er netop et godt eksempel på, hvor svært det er at tænke kapitalismens åndelige dimension.

Hermed er bolden givet op.

Det røde blæk – filosoffen Slavoj Zizek giver betydning til Occupy Wall Street

17. november 2011

Dagens citat:

“Lad mig fortælle dig en vidunderlig, gammel vittighed fra Kommunismens tidsalder. En fyr blev sendt til Sibirien fra Østtyskland. Han vidste, at hans post ville blive læst af censorer, så han sagde til sine venner: ‘Lad os lave en kode. Hvis du får et brev fra mig, som er skrevet med blåt blæk,så er det sandt,hvad jeg skriver. Hvis det er skrevet med rødt blæk, så er det løgn’. Efter en måneds tid fik hans venner det første brev. Alt var skrevet med blåt. Brevet fortalte: ‘Her er alt vidunderligt. Butikkerne er fulde af god mad. Biograferne viser gode film fra Vesten. Lejlighederne er store og luksuøse. Det eneste, du ikke kan få, er rødt blæk’.

Det er sådan vi lever. Vi har alle de frihedsgrader, vi ønsker. Men vi mangler det røde blæk: et sprog til at artikulere vores ikke-frihed. Den måde, vi har lært at tale om frihed på – krig mod terror osv. – gør friheden falsk. Og det er hvad I gør nu her. I giver os alt det røde blæk.

Fra en tale, som den slovenske filosof Slavoj Zizek holdt ved et Occupy Wall Street-møde i oktober i år. Læs hele talen her.

Claude Levi-Strauss er død, 100 år

4. november 2009

Den verdensberømte franske antropolog Claude Levi-Strauss er død i alder af 100 år. Med udgangspunkt i Roman Jakobsons strukturelle sprogvidenskab grundlagde Levi-Strauss den såkaldte strukturale antropologi, hvis grundlæggende tanke var, at menneskets liv er styret af ubevidste strukturale systemer. Selv om Claude vist ikke brød sig meget om at blive opfattet som strukturalist, så fik hans forskning afgørende indflydelse på den strømning i fransk åndsliv og filosofi, som netop blev navngivet: strukturalismen.
I et af sine sidste interviews gav Levi-Strauss udtryk for, at han ikke mente, der var nogen som helst mening med livet. Og af samme grund var han lidt tiltrukket af buddhismen, fordi denne religion efter hans mening dels ikke havde nogen personlig gud, og dels gjorde fraværet af mening, ikke-meningen, til den yderste sandhed. Og så tilføjede han – på tærsklen til døden – at tanken om at gå over i intetheden ikke behagede ham, men heller ikke foruroligede ham. Sådan.

Er sex arbejde? – en svensk afhandling om svensk og tysk prostitutionspolitik

22. februar 2009

I denne blog har jeg tidligere undret mig over betegnelsen “sexarbejde”, fordi jeg mente, at det en selvmodsigelse. Og derfor fangede titlen på Susanne Sodillets ph.d-afhandling straks min interesse, da jeg tilfældigvis faldt over den i en svensk avis.

Bogen, der er fra i år (kan bestilles her) ved på et idéhistorisk grundlag at sammenligne politiken på prostitutionsområdet i to så forskellige lande som Sverige og Tyskland med særlig hensynstagen til feminismens / kvindefrigørelsens betydning for udmøntningen af en sådan politik. De to lande er jo som bekendt end med nærmest diametralt modsatte lovgivninger. I Sverige har man indført et forbud mod købesex. I Tyskland har man lovliggjort prostitution. Set fra den danske andedam må en sådan undersøgelse også vække interesse, fordi feminismen uden tvivl også spiller en rolle for debatten herhjemme.


En af de bærende teser i den mere end 600 sider store afhandling skulle være (jeg bygger på diverse bogomtaler, da jeg ikke har fået fat i bogen endnu) at den svenske feminismes meget positive forhold til statsmagten skulle være afgørende for, hvorfor den svenske prostitutionslov fik den udmøntning, den har fået.

Hvorimod de tyske feminister har lidt af en historisk betinget skræk for statsmagten. Og det har haft væsentlig betydning for legaliseringen og afkriminaliseringen af prostitution. Hvor de tyske feminister efter erfaringerne fra tiden efter nazi-tiden fandt det nødvendigt med en venstreradikal magtkritik af staten, dér har de svenske søstre betragtet staten i Folkshemmet som en slags neutral agent for demokratiet. Det springende punkt er, at de to forskellige forhold til staten og magtkritiken også indebærer to forskellige holdninger til det enkelte menneskes personlige frihed.


I Sverige (og man kan her drage visse paralleller til den danske diskussion) kommer denne problematik til udtryk i offergørelsen af den prostituerede. Den prostituerede kvinde tematiseres som et offer for den mandlige seksualitet. Det er en opfattelse af den prostituerede kvinde som på forhånd udelukker, at man kan opfatte den prostituerede kvinde som et handlende og ansvarligt menneske. Som forudsætning ligger hypotesen om, at samfundet – det svenske – bygger på sociale relationer, der er domineret af en patriarkalsk rangorden.

En af afhandlingens pointer er, at dette tankesæt afsætter en tilsvarende løsning. Sagt på en anden måde: den svenske prostitutionslovgivning fratager den prostituerede kvinde muligheden for at handle og være ansvarlig…


Afhandlingen munder ud i en slags åben konklusion (hvis man kan sige det…). Nemlig, at undersøgelsen peger på, at politiken på prostitutionsområdet ikke bør være sort-hvid, enten-eller. Vi må både erkende, at de prostituerede er selvstændige, handlende og ansvarlige mennesker, og udøve magtkritik. Vi skal også forstå, at fænomener som trafficking i høj grad handler om migrationspolitik og fattigdomsbekæmpelse.


Selv i refereret form synes denne svenske afhandling at falde på et tørt sted i prostitutionsdebatten. Og ikke mindst den danske, hvor en forstokket feminisme  er på spil. Bogen bør hurtigst muligt oversættes til dansk. For er der noget debatten mangler, så er det et højt informationsniveau og viden.

Claude Lévi-Strauss – 100 år i dag

28. november 2008

I dag fylder den berømte belgiske filosof, etno- og antropolog Claude Lévi-Strauss 100 år. Sammen med sprogforskeren og vennen Roman Jakobson betragtes Lévi-Strauss i dag som en af strukturalismens store grundlæggere. Den Lévi-Strausske strukturalisme bestod blandt andet i, at han mente, at menneskene i deres forhold til naturen og livet i det hele taget var afhængige af fortællinger – myter – der basalt set byggede på invariable strukurer, der kunne genfindes i de forskellige kulturer. Det kunne kun forstås således, at det ikke var menneskene, der tænkte sig selv ind i myterne, men omvendt: Myterne, der tænkte sig ind i menneskene…
Lévi-Strauss’ rénommé skyldes blandt andet hovedværket Strukturel antropologi fra 1958. Selv var Lévi-Strauss vist ikke udelt begejstret for at blive klassificeret som strukturalist. Men ingen intellektuel er vel begejstret for at blive indlemmet i nogen -isme eller for at få påklistret et mærkat. I den kommende tid vil han blive fejret i den akademiske verden – og ikke mindst i Frankrig.
Die Zeit markerer også dagen med en artikel, der peger på andre kvaliteter i mandens værk. Ja, det er rigtignok alt sammen. Han er den store strukturelle antropolog, men “det er kun den halve sandhed. Jubilaren har nemlig også gjort en anden opdagelse, der bringer alle dem, der roser ham i forlegenhed. På sine forskningsrejser stødte Lévi-Strauss på en stammekultur, der forekom ham at være både irritabelt og særdeles farlig. Den plyndrede naturen, ødelagde landskabet, tilbad abelignende guddomme, massakrerede sin egne og var berygtet for sine historiske blodbad. I mellemtiden har denne stammekultur besejret alle sine konkurrenter og behersker nu verden. Dens navn er ‘civilisationen’.!

Platon midt imod

8. september 2008

Da capac gik i gymnasiet var Johs. Sløks og kompagnis “De europæiske ideers historie” grundbog, der gav et velskrevet, sammenhængende vue over netop de europæiske ideers historie. I den slags nødvendige og velsmurte præsentationer kan alt selvfølgelig ikke tages med, og det hele kommer let til at se mere lydefrit og glat ud, end det i virkeligheden var og er. Sådan er det jo med pædagogisk sekundærelitteratur.

I “oldtimerne” fik vi således problematiseret den græske gudelære, Aristoteles og Platon ved at få indblik i grækernes subkulturelle dyrkelse af dionysiske kulter og anden hedensk tankevirksomhed. De dominerende tænkere og de herskende tanker har altid været modsagt.


I dagens die Zeit kan man læse om nyopdaget Platon-kritik, der er fundet i den lille græske by Oinoanda. I to meters højde har en vis Diogenes fra Oinoanda ladet indhugge en kritik af aftenlandets filosofiske helt, Platon. Først roses Platon, fordi han opfatter verden som skabt. Dernæst kritiseres han for ikke at drage konsekvensen heraf: Verden er ikke uforgængelig. Den vil gå under en dag. På kun 11 linjer sammenfattes denne fundamentale kritik. Måske en slags intellektuel grafitti fra hedenold… Læs mere her.


Dagens postklods: Rüdiger Safranski – Ein Meister aus Deutschland

11. juni 2008

Et lille spinkelt feminint postbud overbragte mig 538 sider om en af de mest indflydelsesrige og sære tyske filosoffer, Martin Heidegger. Det er Bos skyld. Han kunne også lade være med at omtale den så begejstret…

Walter Benjamin på biblioteket…

7. juni 2008

Filosoffen Walter Benjamin på biblioteket – et fantastisk billede, synes jeg….