Indlæg tagget med filosofi

Toiletter og ideologi

4. maj 2016

Farvel til Umberto Eco, 84 år

20. februar 2016

Samme dag som forfatteren til At dræbe en sangfugl – Haper Lee – døde i en høj alder, døde ogsÃ¥ en af Europas store intellektuelle. Nemlig italieneren Umberto Eco, der især er kendt for sin gennembrudsroman Rosens Navn. Eco var et sjældent eksempel pÃ¥ en intellektuel, hvis virke strakte sig fra seriøs forskning i middelalderen og semiotiken over succesfuld romanforfatteri og til kritisk og tankevækkende kulturanalyse. Der findes meget fÃ¥ forfattere i Europa, der tÃ¥ler sammenligning med ham – om nogen overhovedet. I stedet for at nekrografere mere, vil jeg lade ham selv fÃ¥ ordet og fortælle hÃ¥befulde, unge forfattere noget om deres fælles gerning.

En filosof er død: André Glcukmann

11. november 2015

Den franske filosof og forfatter Andrë Glucksmann er død, 78 Ã¥r gammel. Han blev berømt – i Frankrig og uden for – da han kom frem som en af de sÃ¥kaldt “nye filosoffer” (Berneard-Henry Lévy, Pascal Bruckner, Jean-Marie Benoist m.fl.), der fra forskelligt udgangspunkt udøvede en slags moderne magtkritik. I Glucksmanns tilfælde rettede kritikken sig bÃ¥de mod det politiske og det som han sÃ¥ som de filosofiske forudsætninger. Glucksmann blev især kendt for sin bog om Mestertænkerne (Les maitres penseurs), der herhjemme kom i en udmærket norsk oversættelse. Der var tale om en meget intellektuel kritik – og set i bagklogskabens lys var Glucksmann nok med til at bære ved til det bÃ¥l, der siden brændte og blev kendt som opgøret med halvfjerdsernes ungdoms- og studenteroprør og – ikke mindst – studentermarxismen. Hvil i fred du gamle.

Dagens citat af filosoffen Ernst Bloch

29. maj 2014

ernst-bloch

Nazis sprechen betrügend, aber zu Menschen, die Kommunisten völlig wahr, aber nur von Sachen.”

Dansk oversættelse: “Nazister taler bedragerisk, men til mennesker, kommunisterne taler helt sandt, men kun om fakta

– mÃ¥ske kunne man erstatte (ikke identificere!) “nazister” med “Dansk Folkeparti” og “kommunister” med “den danske venstrefløj”!? Tænk pÃ¥ den netop overstÃ¥ede EU-afstemning. DF vandt stort. Hvorfor? Jeg tror, at det er, fordi DF bedre end deres politiske modstandere – herunder dem pÃ¥ venstrefløjen – forstÃ¥r at tale til følelserne. Tænk blot pÃ¥ Morten Messerschmidts plakat: Mere Danmark, mindre EU – det er muligt. Budskabet taler ikke til fornuften, ikke om økonomi og politik, men til danskeres følelser for nationen og for EU. Folkebevægelsen mod EU forsøgte sig med et kortfattet slogan – Skal EU bestemme alt? – men det er stadigvæk et budskab, der primært taler til hovedet med sin forudsigelige magtkritik…

Ernst Bloch, Erbschaft dieser Zeit, Gesamtausgabe Bd. 4, Frankfurt am Main 1985, S. 153, men citatet går selvsagt tilbage til nazitiden.

Kapitalismen er en religion

13. februar 2014

I disse dage er vi vidner til et tidliger stort parti dødskamp. Jeg tænker selvfølgelig pÃ¥ balladen om Socialistisk Folkeparti. Senest ‘kampen’ om formandsposten som ikke blev nogen kamp, idet den nye formand blev valgt uden modstander og med akklamation. Det er en i bund og grund trist historie om et parti, der af navn var bÃ¥de socialistisk og folkeligt, men som mødte sin skæbne, da staten/regeringen ville sælge DONG-aktier til de ultrakapitalistiske spekulanter i Goldmann Sachs. Som et andet skib Titanic sejlede SF ind i isbjerget og sank. Og ned i de kolde vand gled drømmen om socialisme, troen pÃ¥ folkeligheden og demokratiet.

Samtidig har vi været vidne til et politisk skred hen over midten – fra venstre mod højre. Politikere sadler om og gÃ¥r mod højre. Ole Sohn er blot et lysende eksempel pÃ¥ denne tidstypiske bevægelse fra rødt mod sort.

Hvad er forklaringen pÃ¥ denne sære bevægelse? Vi befinder os i en globale økonomisk krise endnu, selv om danske politikere helst vil se indad og fortæller os at eksporttallene er gode og væksten i de private firmaer i bedring osv. SÃ¥ man kunne mÃ¥ske tro, at krisestemningen ville være til fordel for venstreorienterede tanker om en anden samfundsmodel? Men nej. Der er alt for mange indicier, der peger pÃ¥, at kapitalismen har sejret ad h…… til. Overalt i samfundet er der tegn pÃ¥, at kapitalismens logik slÃ¥r igennem. Finansministeren vil have en ‘konkurrencestat’ i stedet for et velfærdsamfund. Alle uddannelser skal være erhvervsrelevante og rettes ind mod erhvervslivets behov. Og de enkelte borgere reduceres i stadig højere grad til at være udbyttelig ‘arbejdskraft’ i en eller anden procentuel størrelse. Fortsæt selv.

Som den afdøde tysk-jødiske filosof og litterat Walther Benjamin levende beskrev det i et fragment fra 1921 (fÃ¥ Ã¥r før kapitalismen krakkede for alvor i Wall Street), sÃ¥ har kapitalismen udviklet en religiøs struktur. Den er blevet religion. PÃ¥ en afstand af næsten 100 Ã¥r ser Benjamin nogle træk, som vi sagtens kan genkende i dag. For det første er kapitalismen blevet en ren, ekstrem kultreligion uden særlig dogmatik og uden nogen teologi. Det betyder, at tilbederne af religionen ikke taler samme sprog eller dyrker en bestemt gud. Men de dyrker alle kapitalismens udbytning af arbejdskraften og dens søgen efter profit. Et andet træk, der slÃ¥r Benjamin er, at denne kult har, hvad han kalder ‘en permanent varighed’. Modsat andre religioner helligholder kapitalismen ikke fx søndage og særlige festdage, hvor religiøse ceremonier og handlinger foregÃ¥r. I kapitalismen er hver dag, hverdagen, en fest for kapitalismen. For det tredje hævder Benjamin, sÃ¥ er kapitalismen den første religion, der ikke er sonende. Den er derimod forgældende. En gældsbevidsthed, der efter Benjamins mening peger i retning af kultens fald pÃ¥ et tidspunkt.

I stedet for at stille en soning i udsigt, sørger kulten for at gøre skylds- og gældsbevidstheden universel, at hamre den ind i bevidstheden, som han udtrykker det. Det svarer – hvis eller jeg forstÃ¥r Benjamin ret – til den moderne slovenske filosof Slavoj Zizeks forestilling om, hvordan ideologi skal tænkes nu til dags. Ideologien er ikke længer noget, man kan stÃ¥ uden for. Den omslutter hele vores virkelighed – og derfor er det svært at ‘gennemskue’ den, som den traditionelle ideologikritik foreskriver. Det ligger ogsÃ¥ i denne religions eller kults selvforstÃ¥else, at den mÃ¥ fortsætte sin fortvivlede bevægelse til den bitre ende. Ingen soning er mulig inden for systemets rammer – først nÃ¥r kapitalismen engang mÃ¥ give op er soning mulig.

Benjamins tanker er svære og filosofiske og trækker pÃ¥ bÃ¥de Marx, Freud, Nietzsche m.fl. Men vi kan i det mindste bruge dem til at forstÃ¥, at kapitalismen – som Marx i øvrigt ogsÃ¥ var inde pÃ¥ hist og pist – ikke kun er et i snævert forstand økonomisk system, men ogsÃ¥ et system, der lægger beslag pÃ¥ vore hjerner og følelser. Selv i de mest banale handlinger i hverdagen bliver vi indskrevet i dens kult.

Og mÃ¥ske bidrager Benjamins tanker ogsÃ¥ til en forstÃ¥else af, hvorfor den sÃ¥kaldte venstrefløj (SF, venstresocialdemokrater, Enhedsliste…) sÃ¥ let lader sig forføre af borgerlige ‘ansvarlighed’, ‘markedet’ osv. Det er meget nemmere at bekræfte den gældende religion end at begynde at sætte spørgsmÃ¥lstegn ved den. Benjamins fragment er netop et godt eksempel pÃ¥, hvor svært det er at tænke kapitalismens Ã¥ndelige dimension.

Hermed er bolden givet op.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...