Indlæg tagget med filosofi

Det røde blæk – filosoffen Slavoj Zizek giver betydning til Occupy Wall Street

17. november 2011

Dagens citat:

“Lad mig fortælle dig en vidunderlig, gammel vittighed fra Kommunismens tidsalder. En fyr blev sendt til Sibirien fra Østtyskland. Han vidste, at hans post ville blive læst af censorer, sÃ¥ han sagde til sine venner: ‘Lad os lave en kode. Hvis du fÃ¥r et brev fra mig, som er skrevet med blÃ¥t blæk,sÃ¥ er det sandt,hvad jeg skriver. Hvis det er skrevet med rødt blæk, sÃ¥ er det løgn’. Efter en mÃ¥neds tid fik hans venner det første brev. Alt var skrevet med blÃ¥t. Brevet fortalte: ‘Her er alt vidunderligt. Butikkerne er fulde af god mad. Biograferne viser gode film fra Vesten. Lejlighederne er store og luksuøse. Det eneste, du ikke kan fÃ¥, er rødt blæk’.

Det er sÃ¥dan vi lever. Vi har alle de frihedsgrader, vi ønsker. Men vi mangler det røde blæk: et sprog til at artikulere vores ikke-frihed. Den mÃ¥de, vi har lært at tale om frihed pÃ¥ – krig mod terror osv. – gør friheden falsk. Og det er hvad I gør nu her. I giver os alt det røde blæk.

Fra en tale, som den slovenske filosof Slavoj Zizek holdt ved et Occupy Wall Street-møde i oktober i år. Læs hele talen her.

Claude Levi-Strauss er død, 100 år

4. november 2009

Den verdensberømte franske antropolog Claude Levi-Strauss er død i alder af 100 år. Med udgangspunkt i Roman Jakobsons strukturelle sprogvidenskab grundlagde Levi-Strauss den såkaldte strukturale antropologi, hvis grundlæggende tanke var, at menneskets liv er styret af ubevidste strukturale systemer. Selv om Claude vist ikke brød sig meget om at blive opfattet som strukturalist, så fik hans forskning afgørende indflydelse på den strømning i fransk åndsliv og filosofi, som netop blev navngivet: strukturalismen.
I et af sine sidste interviews gav Levi-Strauss udtryk for, at han ikke mente, der var nogen som helst mening med livet. Og af samme grund var han lidt tiltrukket af buddhismen, fordi denne religion efter hans mening dels ikke havde nogen personlig gud, og dels gjorde fraværet af mening, ikke-meningen, til den yderste sandhed. Og sÃ¥ tilføjede han – pÃ¥ tærsklen til døden – at tanken om at gÃ¥ over i intetheden ikke behagede ham, men heller ikke foruroligede ham. SÃ¥dan.

Er sex arbejde? – en svensk afhandling om svensk og tysk prostitutionspolitik

22. februar 2009

I denne blog har jeg tidligere undret mig over betegnelsen “sexarbejde”, fordi jeg mente, at det en selvmodsigelse. Og derfor fangede titlen pÃ¥ Susanne Sodillets ph.d-afhandling straks min interesse, da jeg tilfældigvis faldt over den i en svensk avis.

Bogen, der er fra i år (kan bestilles her) ved på et idéhistorisk grundlag at sammenligne politiken på prostitutionsområdet i to så forskellige lande som Sverige og Tyskland med særlig hensynstagen til feminismens / kvindefrigørelsens betydning for udmøntningen af en sådan politik. De to lande er jo som bekendt end med nærmest diametralt modsatte lovgivninger. I Sverige har man indført et forbud mod købesex. I Tyskland har man lovliggjort prostitution. Set fra den danske andedam må en sådan undersøgelse også vække interesse, fordi feminismen uden tvivl også spiller en rolle for debatten herhjemme.


En af de bærende teser i den mere end 600 sider store afhandling skulle være (jeg bygger på diverse bogomtaler, da jeg ikke har fået fat i bogen endnu) at den svenske feminismes meget positive forhold til statsmagten skulle være afgørende for, hvorfor den svenske prostitutionslov fik den udmøntning, den har fået.

Hvorimod de tyske feminister har lidt af en historisk betinget skræk for statsmagten. Og det har haft væsentlig betydning for legaliseringen og afkriminaliseringen af prostitution. Hvor de tyske feminister efter erfaringerne fra tiden efter nazi-tiden fandt det nødvendigt med en venstreradikal magtkritik af staten, dér har de svenske søstre betragtet staten i Folkshemmet som en slags neutral agent for demokratiet. Det springende punkt er, at de to forskellige forhold til staten og magtkritiken også indebærer to forskellige holdninger til det enkelte menneskes personlige frihed.


I Sverige (og man kan her drage visse paralleller til den danske diskussion) kommer denne problematik til udtryk i offergørelsen af den prostituerede. Den prostituerede kvinde tematiseres som et offer for den mandlige seksualitet. Det er en opfattelse af den prostituerede kvinde som pÃ¥ forhÃ¥nd udelukker, at man kan opfatte den prostituerede kvinde som et handlende og ansvarligt menneske. Som forudsætning ligger hypotesen om, at samfundet – det svenske – bygger pÃ¥ sociale relationer, der er domineret af en patriarkalsk rangorden.

En af afhandlingens pointer er, at dette tankesæt afsætter en tilsvarende løsning. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: den svenske prostitutionslovgivning fratager den prostituerede kvinde muligheden for at handle og være ansvarlig…


Afhandlingen munder ud i en slags Ã¥ben konklusion (hvis man kan sige det…). Nemlig, at undersøgelsen peger pÃ¥, at politiken pÃ¥ prostitutionsomrÃ¥det ikke bør være sort-hvid, enten-eller. Vi mÃ¥ bÃ¥de erkende, at de prostituerede er selvstændige, handlende og ansvarlige mennesker, og udøve magtkritik. Vi skal ogsÃ¥ forstÃ¥, at fænomener som trafficking i høj grad handler om migrationspolitik og fattigdomsbekæmpelse.


Selv i refereret form synes denne svenske afhandling at falde på et tørt sted i prostitutionsdebatten. Og ikke mindst den danske, hvor en forstokket feminisme  er på spil. Bogen bør hurtigst muligt oversættes til dansk. For er der noget debatten mangler, så er det et højt informationsniveau og viden.

Claude L̩vi-Strauss Р100 ̴r i dag

28. november 2008

I dag fylder den berømte belgiske filosof, etno- og antropolog Claude Lévi-Strauss 100 Ã¥r. Sammen med sprogforskeren og vennen Roman Jakobson betragtes Lévi-Strauss i dag som en af strukturalismens store grundlæggere. Den Lévi-Strausske strukturalisme bestod blandt andet i, at han mente, at menneskene i deres forhold til naturen og livet i det hele taget var afhængige af fortællinger – myter – der basalt set byggede pÃ¥ invariable strukurer, der kunne genfindes i de forskellige kulturer. Det kunne kun forstÃ¥s sÃ¥ledes, at det ikke var menneskene, der tænkte sig selv ind i myterne, men omvendt: Myterne, der tænkte sig ind i menneskene…
Lévi-Strauss’ rénommé skyldes blandt andet hovedværket Strukturel antropologi fra 1958. Selv var Lévi-Strauss vist ikke udelt begejstret for at blive klassificeret som strukturalist. Men ingen intellektuel er vel begejstret for at blive indlemmet i nogen -isme eller for at fÃ¥ pÃ¥klistret et mærkat. I den kommende tid vil han blive fejret i den akademiske verden – og ikke mindst i Frankrig.
Die Zeit markerer ogsÃ¥ dagen med en artikel, der peger pÃ¥ andre kvaliteter i mandens værk. Ja, det er rigtignok alt sammen. Han er den store strukturelle antropolog, men “det er kun den halve sandhed. Jubilaren har nemlig ogsÃ¥ gjort en anden opdagelse, der bringer alle dem, der roser ham i forlegenhed. PÃ¥ sine forskningsrejser stødte Lévi-Strauss pÃ¥ en stammekultur, der forekom ham at være bÃ¥de irritabelt og særdeles farlig. Den plyndrede naturen, ødelagde landskabet, tilbad abelignende guddomme, massakrerede sin egne og var berygtet for sine historiske blodbad. I mellemtiden har denne stammekultur besejret alle sine konkurrenter og behersker nu verden. Dens navn er ‘civilisationen’.!

Platon midt imod

8. september 2008

Da capac gik i gymnasiet var Johs. Sløks og kompagnis “De europæiske ideers historie” grundbog, der gav et velskrevet, sammenhængende vue over netop de europæiske ideers historie. I den slags nødvendige og velsmurte præsentationer kan alt selvfølgelig ikke tages med, og det hele kommer let til at se mere lydefrit og glat ud, end det i virkeligheden var og er. SÃ¥dan er det jo med pædagogisk sekundærelitteratur.

I “oldtimerne” fik vi sÃ¥ledes problematiseret den græske gudelære, Aristoteles og Platon ved at fÃ¥ indblik i grækernes subkulturelle dyrkelse af dionysiske kulter og anden hedensk tankevirksomhed. De dominerende tænkere og de herskende tanker har altid været modsagt.


I dagens die Zeit kan man læse om nyopdaget Platon-kritik, der er fundet i den lille græske by Oinoanda. I to meters højde har en vis Diogenes fra Oinoanda ladet indhugge en kritik af aftenlandets filosofiske helt, Platon. Først roses Platon, fordi han opfatter verden som skabt. Dernæst kritiseres han for ikke at drage konsekvensen heraf: Verden er ikke uforgængelig. Den vil gÃ¥ under en dag. PÃ¥ kun 11 linjer sammenfattes denne fundamentale kritik. MÃ¥ske en slags intellektuel grafitti fra hedenold… Læs mere her.