CAPAC

Medens jeg var arbejde i går aftes, kom nyheden om, at Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU ) har truffet en afgørelse i sagen om den tidligere hjerneforsker Milena Penkowas påståede ‘videnskabelige uredelighed’. Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen, der har fulgt sagen fra starten og skrevet udførligt om den, kommenterer i denne uges udgave af Weekendavisen UVVUs udkast til en dom i de to første sager, der er rejst.

Der er altså ikke tale om den endelige dom i den fulde sag og heller ikke i de to behandlede sager, for Milena Penkowa har mulighed for at komme med indvendinger. Men som Johnsen konstaterer, skal Penkowa hive en stor kanin (eller snarere en masse rotter) op at hatten for at ændre ret meget ved dommens utvetydige underkendelse af Penkowas forskningsindsats. Dommen er klar. I begge sager er der i følge udvalgene tale om »Alvorligt brud på god videnskabelig praksis«.

Johnsen gennemgår i detaljer de to sager og udvalgenes granskning af dem og sandsynliggør, at undersøgelsen af dem blot understreger den formodning, man hele tiden har haft omkring Penkowas handlinger, at “Milena Penkowa har afgivet »vildledende og urigtige oplysninger« om de videnskabelige metoder, hun har anvendt, foretaget »konstruktion af data« og »handlet forsætligt«”.

Selv om der altså er et stykke vej til det endelige punktum i undersøgelsen af Penkowas forskningsmæssige uredelighed, så lader Johnsens gennemgang af den foreløbige dom ingen tvivl tilbage om, at Penkowa er blevet afsløret som en svindler og bedrager – og at dommen er af en sådan karakter, at Penkowas forskningskarriere må siges ikke alene at være endegyldigt slut, men dommen kaster også en vanærende og diskvalificerende skygge over hele karrieren. Penkowa har forsætligt forbrudt sig mod den ‘gode videnskabelige praksis’, og prisen er – forståeligt nok – at hun må forlade det videnskabelige samfund i vanære. Selv om Penkowa – der for nylig også rejste en fuldstændig perspektivløs injuriesag mod Johnson – vil slå sig i tøjret og fortsætte sin don quixotske kamp mod det system, der havde frembragt hende, vil det mest af alt have karakter af teatertorden. Penkowa er færdig.

Men det er Penkowa-sagen (forhåbentlig) ikke. For som jeg tidligere har været inde på, så er sagaen om frøken Penkowas storhed og fald også en fortælling om det såkaldt ‘moderne’ universitets opståen, udvikling og dysfunktionalitet – og om universitets- og uddannelsespolitiken i neoliberalismens konjunktur.

Når man oplever en på enhver måde – ikke mindst politisk – privilegeret eliteforsker, der på eksemplarisk vis skulle markedsføre det ‘moderne’, erhvervsrettede universitet og en liberalistisk forsknings- og universitetspolitik, blive afsløret som en gemen svindler, så må det nødvendigvis kaste et ubehageligt lys på de universitære og politiske institutioner, som hun er et produkt af. Hvor vigtigt det er at fastholde det kritiske lys’ projektør på universitetet og det politiske system understreges af, at formanden for Københavns Universitets bestyrelse, Nils Strandberg Pedersen, kategorisk afviser, at universitetet på nogen måde har et medansvar for Penkowas uredelighed. Til Politiken udtaler Pedersen: »På et universitet står en forsker selv til ansvar for de ting, man laver«. Selv om ledelsen – med rektor i spidsen – tidligere er blevet frikendt af kammeradvokaten for at have begået væsentlige formelle fejl i sagen, så viser hele sagsforløbet (læs Johnsons artikler og evt. mine skriverier), at rektor og ledelsen på ingen måde kan kan fralægge sig i det mindste et moralsk medansvar for sagens udvikling. Sagt på en anden måde, så sætter sagen store spørsmålstegn ved den ånd, der hersker i universitetet som institution og i det politiske system.

Strandberg Pedersens kategoriske tørren ansvaret af på den enkelte forsker er systemets immanente selvforsvar, der ikke kan eller vil se på sagen udefra med et systemkritisk blik. Penkowa-sagen er Københavns Universitets svar på Stein Bagger-sagen i det private erhvervsliv. Som Stein Bagger-sagen (han var også systemets kæledægge) sætter også Penkowa-sagen store spørgsmålstegn ved, hvordan systemet (det universitære og politiske) fungerer og hvilke interesser, det tjener. Lige som Bagger-sagen satte spørgsmåltegn ved, hvordan private virksomheder, bankerne og det politiske system fungerer.

Penkowasagen er historisk exceptionel. Og det er ikke tilfældigt, at den ikke opstod i det gamle universitet. Selv om forskere er mennesker og begår fejl og ‘forbrydelser’ ud fra egoistiske og andre motiver, så er for mig at se ingen tvivl om, at Penkowas forbrydelser er børn  af en ‘moderne’ universitets-, uddannelses- og forskningsideologi. Hun repræsenterede dens idealer – og demonstrerede dens indre råddenskab.

[Kilder: Politiken, Weekendavisen, Universitetsavisen]

“Jeg har på intet tidspunkt lavet det fusk, som jeg bliver anklaget for – det gør, at min situation er en anden. Jeg ved, at jeg har ikke gjort de ting, som jeg bliver beskyldt for. Og jeg bliver hængt ud, så alle tror, at det er sandhed. Ingen i den offentlige bevidsthed tænker, at der ligger ikke nogen dom og afgørelse. Men det bliver fremstillet, som om det er sandt“, Milena Penkowa.

Læs interviewet med Milena Penkowa her. Sagen har uden diskussion haft store personlige omkostninger for Penkowa. Ingen kan være tjent med, at sagen trækkes i langdrag. Allermindst Penkowa selv. Jo før den afsluttes, jo før kan der blive draget en lære i det videnskabelige og universitære miljø. Og jo før kan det politiske regnskab gøres op.

Som nævnt er Milena Penkowa begyndt at røre på sig igen – og slå igen. Og vi skal jo ikke glemme, at der er flere skurke i sagen om frk. Penkowa. Hvad blev der fx at Helge Sander-sporet? Kom han ikke lidt let ud af mediernes søgelys, sidst han var der? Noget kunne tyde på det.

I hvert fald kan BTs Lars Fogt i lørdagens udgave af avisen fortælle, at Sander var vidende om, at Penkowa var under anklage for svindel – underslæb, dokumentfalsk og falske anklager mod studerende – dengang han tildelte hende den prestigefyldte Elite-forskpris. Sander skulle i følge Penkowa selv have siddet inde med den viden, der siden hen – under Sanders afløser, Charlotte Sahl-Madsen – begrundede fratagelsen af prisen. Men ikke kun Helge Sander skulle angiveligt have siddet inde med den viden. Også medlemmerne af det forskningsråd, der stod bag prisen. Bl.a. rektor Ralf Hemmingsen.

Hvis Penkowa har ret (og der ikke er tale om de rene revanchisme fra hendes side…), så kaster det et ubehageligt lys over Helge Sanders politisk-ideologiske promovering af Penkowa som ideal for den borgerlige forskningspolitik og forbillede for andre unge forskere. Og dermed over den VKO-regeringens forskningspolitik som sådan. Og Københavns Universitets i forvejen stærkt ramponerede omdømme og prestige vil være endnu mere skadet.

Hvis nogen troede, frk. Milena Penkowa ville lægge sig ned på ryggen og sige be-be efter at have været i mediemaskinen i månedsvis på grund af sin sag om forskningsfusk m.m., så tog man fejl. Efter at have sundet sig lidt har Penkowa taget handsken op og slår tilbage. Først mod en tidligere samarbejdspartner inden for fagområdet (se forrige indlæg i sagaen om Penkowa) og nu mod filosofiprofessor David Faurholt, der er blevet anmeldt for overtrædelse af navneforbuddet i sagen. Faurholt tager det med ophøjet – ja, man kunne sige stoisk – ro og udtaler til Weekendavisen:

»Folk, der har forstand på den slags, siger til mig, at jeg vil tabe retssagen, og det er så helt i orden. Jeg har aldrig før gjort noget kriminelt, men jeg får nok en bøde på 10.000 kroner eller noget i den retning, og jeg har ikke tænkt mig at appellere. Til gengæld får jeg så lejlighed til at skrive noget mere om Penkowa og rektor Ralf Hemmingsen, for de skal ikke dø i synden«

Nej, de skal ikke ‘dø i synden’. Det er vigtigt, at sagen om dens mange politiske, universitære, forskningsmæssige, videnskabelige osv. facetter bliver kulegravet og analyseret, så universitetets og forskningens værdighed kan blive genoprettet.

Som lovet vil jeg vende tilbage til Penkowa-sagen, hvis der dukkede noget nyt og relevant op. Som bekendt har sagen ligget stille længe – i hvert fald i medierne. Men i dag kan Politiken så – med BT som kilde – afsløre, at en af Milena Penkowas nære medarbejdere, den anerkendte og fremtrædende sundhedsforsker, Bente Klarlund, er blevet anmeldt til Udvalget vedrørende uredelighed, anklaget for at have bedrevet systematisk fusk i sin forskning.

Anmelderen er en kollega, professor Henrik Galbo, som i en 23 sider lang anmeldelse gennemgår 21 artikler, Klarlund har lavet sammen med Milena Penkowa. 11 af de analyserede artikler står Klarlund som ansvarlig for. Og Galbos konklusion lader ingen tvivl om fuskeriets karakter:

»I betragtning af ikke blot de åbenlyse svigagtige manipulationer fra Penkowa, men også de mange uoverensstemmelser i andre dele af arbejdet, må man konkludere, at det er sandsynligt, at Bente Klarlund Pedersen valgte at lukke øjnene. At hendes uagtsomhed var bevidst. Man må også se på det indlysende motiv: Bevidst videnskabelig svindel«.

I relation til Penkowas sag er nyheden relevant på flere ledder.

1) Den understreger, hvad jeg flere gange har forsøgt at understrege, at Penkowas sag ikke kun kan anskues som en sag om en enkeltpersons – Penkowas – afsporing som forsker, sådan som man tendentielt har gjort i pressen. Penkowa er også – forenklet formuleret – et “produkt” af en institutionelt og politisk system, der har muliggjort og måske endda fremmet bedrageriet. Penkowa er med andre ord ikke alene om at gå på akkord med de videnskabelige idealer.

2) Nyheden peger på det politiske niveau – og dermed på det politiske ansvar for de skandaløse sager. Som Penkowa er Klarlund inde i varmen hos de magthavende Venstrepolitikere. Hun er udpeget til div. råd af såvel Lars Løkke Rasmussen, Bertel Haader og Helge Sander. Hun er en af regeringens eliteforskere…

3) Endelig peger nyheden også på et forhold, der måske har været lidt underbelyst indtil videre. Nemlig magtkampene i det videnskabelige mijø. Klarlund har taget til genmæle over for anklagerne og krævet, at blive renset for dem. Uanset om Klarlund har begået noget kritisabelt eller ej, så skal vi ikke være blinde over for det forhold, at videnskabelige konflikter, personlige karriereambitioner og andet godt spiller ind i sagerne. Det kan godt være, at videnskab er en ædel sag, men dens udøvere er ikke nødvendigvis drevet af ædle motiver.

En interessant nyhed. Studenterrådet ved Københavns Universitet bakker rektor op i sagen om Milena Penkowa. Dermed er Studenterrådet, som formelt repræsenterer 35.000 studerende, i opposition til den store gruppe af forskere – 8 ud af 10 – som ikke har tillid til rektor.

Studenterrådets argument er, at rektors afgang kun vil føre til en handlingslammelse af universitetet. Og at universitetet har mange andre alvorlige problemer end Penkowa-sagen.

Udmeldingen er interessant, fordi den netop – indirekte – rejser debatten om de institutionelle konsekvenser af Penkowa-sagen. Vil en fjernelse af universitetets kransekagefigur løse universitetets problemer – herunder Penkowasagens problemer? Næ, det vil den ikke.

Uanset, hvad man ellers vil mene om rektors alt andet end glorværdige rolle i sagen, så er sagen vel, at han langt hen ad vejen har handlet inden for rammerne af universitetsloven. Og fejlene ufortalt, så har bl.a. kammeradvokatens redegørelse jo understreget, at godt nok har deres været kritisable forhold, men i bund og grund har der ikke været tale om embedsmisbrug eller andet kriminelt. Dertil skal lægges, at rektor faktisk har forholdt sig til kritikken og udvist, hvad Studenterrådet kalder “tilpas handlekraft”.

At gøre rektor til syndebuk for Penkowa-sagen og dens mange implikationer vil måske mest af alt være et tegn på, at man ikke har forstået det perspektiv, som Penkowa-sagen har for universitetsloven og -politiken som sådan. Derfor er det berettiget, at de studerendes råd finder det ‘klart problematisk’, at forskerne i vid omfang ikke bakker rektor op. Det kan man jo sagtens gøre, selv om man udøver kritik af manden.

Som bekendt forhindrede Liberal Alliance, at der bliver iværksat en såkaldt ‘uvildig undersøgelse’ af sagen omkring Milena Penkowa. Dermed er der meget, der tyder på, at vi må nøjes med at få resultatet af den allerede igangsatte undersøgelse af hendes påståede videnskabelige fusk.

Der er al mulig grund til at beklage, at den uvildige undersøgelse ikke bliver til noget. Foreløbigt må vi konstatere, at systemet – universitetet og ministeriet – har hyttet sine egne interesser, idet Kammeradvokatens redegørelse for det første frifandt rektor og universitet for anklagen om at have begået væsentlige formelle fejl i håndteringen af sagen, – og ministeriet for det andet ved ikke at forfølge anklagerne mod tidligere forskningsminister Helge Sander og ved fratage Penkowas hendes Elite-Forsker-pris har forsøgt at lægge et slør over egne fejltagelser.

Men hvad med Milena Penkowa selv? Ganske vist har jeg ikke lagt fingre mellem i min omtale af Penkowa i mine tidligere indlæg, men det ændrer ikke ved, at jeg vil insistere på, at hun er uskyldig, indtil andet er bevist. Hun fik en dom for dokumentfalsk etc. Det står ikke til diskussion. Hun blev frifundet af Rigsrevisionen for at have misbrugt forskningsmidler (selv om hun havde tilbagebetalt nogle af dem). Den afgørelse står heller ikke til diskussion, men sender sorteper videre til universitetet og donatorerne, som åbenlyst ikke har haft styr på administrationen af forskningsmidler og -projekter.

Men hvad med den efterlyste ‘uvildige undersøgelse’? Eftersom Milena Penkowa hele vejen igennem har forsvaret sig mod diverse anklager og med rank ryg har insisteret på sin uskyld, så må det siges at være et ekstra nederlag for hende, at det politiske flertal afviser en sådan uvildig granskning.

For det, som en ekstern undersøgelse kunne være med til at belyse, er ikke alene om Systemet har begået formelle fejl undervejs, men også hvorvidt Systemet – det politiske og universitære – fungerer hensigtsmæssigt set ud fra en overordnet samfundsmæssig interesses synspunkt…

I Berlingske siger Milene Penkowa selv: “Jeg er meget ærgerlig over at høre, at der ikke bliver indledt hverken kommissionsundersøgelse eller en uvildig undersøgelse af hele sagen og dens aktører. På trods af nogle åbenlyst selvmodsigende og utilfredsstillende forhold hos de involverede parter, så får vi aldrig kendskab til det fulde omfang af sagen, idet lørdagens politiske beslutning endegyldigt udelukker en uvildig og dybdeborende granskning [...] Når jeg hidtil har forholdt mig tavs og ikke er hoppet med på de seneste måneders mediecirkus, der udspringer fra køen ved håndvasken, så er det fordi, jeg hele tiden har håbet på, at vi en dag ville se en ægte, dybdeborende, upartisk, og altomfattende ransagelse af alle sagens deltagere. Ingen, ej heller Københavns Universitet, kan være tjent med udeblivelsen af en uvildig undersøgelse. Konsekvensen er, at offentligheden må nøjes med et ensidigt og utilstrækkeligt kendskab til sagen”
Udeblivelsen af en uvildig undersøgelse tjener kun – og måske kun på kort sigt – Systemet. Men ikke samfundets, forskningens eller Penkowas. Fanden hytter sine og lader de andre sejle deres egen sø.

Jeg har lovet at vende tilbage til Penkowa-sagen, når der kommer vigtigt nyt.

Hvis man har fulgt med i mine skriverier om sagen, vil man vide, at jeg er af den opfattelse, at systemet – universitetet, ministeriet osv. – ikke er tilbøjeligt til at drage radikale konsekvenser af sagen. Hvis sagens mange perspektiver skal have konsekvenser for universitetsloven, forskningspolitiken osv., så skal forandringerne komme udefra – fra de politiske magthavere, dvs. folketinget.

Politiken kan i dag meddele, at der nu er et formelt flertal for en ‘kulegravning’ af hele sagen. Flertallet er opstået ved, at den afgående Venstre-kandidat Malou Aamund har forladt tinge og er blevet erstattet af Liberal Alliances Niels Høiby. Og han er tilhænger af en sådan undersøgelse. Liberal Alliance vil i dag fremsætte beslutningsforslag om at iværksætte en egentlig undersøgelseskommission.

Men, som der står i artiklen, ‘så vidt kommer det ikke’. Forslaget kommer ikke til afstemning: “I stedet vil der blive skrevet en såkaldt beretning i Videnskabsudvalget, der dermed iværksætter en uvildig undersøgelse, som eksempelvis et advokatfirma eller en anden instans kan stå for.” Forklaringen skulle angiveligt være, at man derved sparer en masse penge til en dyr kommissionsundersøgelse, samtidig med at man får en uvildig undersøgelse.

I betragtning af, at den siddende regering ellers ikke har været tilbageholdende med at nedsætte udvalg osv., kunne man også få den mistanke, at der kan være en politisk begrundelse for at køre sagen uden om en Folketingsbeslutning. Penkowa-skandalen er jo i den grad den siddende regerings skandale. Det er den siddende regering, der har ansvaret for den førte universitets- og forskningspolitik. Og det er også regeringen, der har gjort Penkowa til sin egen lille forskerdarling og mønsterforbillede for alle andre forskere. Behandlingen af et beslutningsforslag om en uvildig undersøgelse kunne blive en påmindelse om regeringens meddelagtighed i sagen. Og regeringen har mest af alt brug for succeshistorier frem til det kommende valg. Resultatet af den uvildige undersøgelse vil først foreligge længe efter dette valgs afholdelse…

Hvis man har orket at følge med i mine skriverier om Milena Penkowa-sagen, vil man vide, at jeg ikke blot opfatter frk. Penkowa som et yderst ærgerrigt ungt menneske, der ikke skyer noget middel for at realisere sine ambitioner, men også – og måske ikke mindst – som symptomatisk udtryk for det universitære (og forskningspolitiske) system, som hendes karriere og den indbefattede ‘skandale’ i stort omfang er et produkt af. Og det er dette perspektiv, der er interessant. Set herfra.

I går havde Information en artikel af interesse for alle os, der interesserer os for Penkowa-sagen og dens perspektiver. Af artiklen fremgår det, at Rigsrevisionen ‘stort set’ frikender Milene Penkowa for anklagen om misbrug af betroede forskningsmidler. Rigsrevisionen har gennemgået en lang række forskningsprojekter – 12 ialt – som Penkowa har stået i spidsen for – og ‘renser stort set’ den unge forsker for mistanken om misbrug.

Med det diskrete forbehold – ‘stort set‘ – sigtes til det forhold, at også andre forskere har haft mere end svært ved at holde styr på forskningsmidler fra private sponsorer. Information skriver: “Rapporten viser desuden, at andre forskere har store problemer med at holde styr på pengene. Rigsrevisionens stikprøver af regnskaberne i 23 andre forskningsprojekter på to sundhedsvidenskabelige institutter på KU viser, at journalerne og bilagene i forbindelse med de private bevillinger er mangelfulde. Heller ikke regnskaberne for de pågældende forskningsprojekter er altid efter bogen. Rigsrevisionen slår blandt andet fast i rapporten, at »(…)den interne kontrol med regnskabsrapporteringen til tilskudsgiver var begrænset. Det samme var kontrollen med, at bevillingerne blev anvendt i overensstemmelse med de konkrete bevillingsbetingelser eller budgettet i bevillingsansøgningen.«

Sagt på en anden og lidt enklere måde: Det er ikke primært Milena Penkowa, der har et problem. Det er universitetet. Rigsrevisionens rapport afslører, at universitetet har massive problemer med håndteringen af den mange private sponsorater, deres bevillingsbetingelser og almindeligt bogholderi i forbindelse med forbruget af midlerne.

Interessant er det også, at Rigsrevisionen ikke udtaler ‘nogen alvorlig kritik’ af de herskende tilstande, men beskriver de administrative rod og peger på nødvendigheden af at oprette en særlig økonomisk afdeling, der kan tage sig af det administrative. En økonomisk afdeling, der vil være en yderligere administrativ belastning af det i forvejen betrængte universitære styre.

Professor Peter Skærbæk fra Copenhagen Business School har læst Rigsrevisionens rapport og undrer sig over, hvad den skal gøre godt for, når den ikke vil munde ud i en kritik af systemet. Han går endda så vidt som til at betvivle Rigsrevisionens uafhængighed af det politiske system.

Siden Penkowa-sagen begyndte at rulle har det været tydeligt for enhver, der kan læse, at det universitære og politiske system har forsøgt at afværge sagens systemkritiske implikationer. Penkowasagen sætter store spørgsmålstegn ved den måde, universitetet ledes på. Den sætter også store spørgsmålstegn ved den universitets- og forskningspolitik, som den siddende regering har ført gennem mere end et årti. Men i stedet for at besinde sig på den implicite kritik og give plads for selvkritik, eftertanke og måske reformer af universitetets styreform og forskningspolitikken, så vælger man at skåne tidligere forskningsministre, universitetets ledelse og det eksisterende system. Og så ofrer man Penkowa som syndebuk.

At Rigsrevisionens rapport ikke får nogle dybtgående konsekvenser for universitetet, men blot medfører yderligere oprustning af universitetets i forvejen økonomisk belastende administration, ja, det er måske ikke så overraskende endda. Rigsrevisionen er vel, når alt kommer til alt, en instans, der bekræfter det bestående.

Hvis Penkowa-sagens kritiske perspektiver nogensinde skal få betydning, så skal de omsættes til politisk handling. Det er fra det politiske system en evt. forandring skal komme.

Tak til Torben for tilskyndelsen…

Tilbagespoling: Mine skriverier om Penkowa-sagen kan man læse, hvis man følger dette spor (med der er mange…).

“Penkowa’er vil der komme mange flere af i fremtiden.”

Efter at kammeradvokatens redegørelse i den såkaldte Penkowa-sag kom for en dag, har pressen tilsyneladende tabt pusten og skriver ikke stolpe op og stolpe ned om “skandalen”. Selv om man kunne mene, at redegørelsens overordnede pointer ikke er er overraskende. Pressens inaktivitet kan være udtryk for, at man ikke mener, der er mere suppe at koge på den pind (i hvert fald indtil undersøgelsen af Penkowas forskningsartikler kommer…), eller at pressen bare er sprunget til den næste nyhedstue. For sådan er det. Selv en tsunami og en atomar katastrofe taber på et tidspunkt nyhedens interesse…

Men Penkowa-sagen rummer så mange problemstillinger, at den burde kunne holde mange nysgerrige journalister beskæftiget i lang tid frem. Først og fremmest er der spørgsmålet om, hvorvidt Milena Penkowa blot har været forskningens svar på Stein Bagger – en person med en kriminel personlighedsbrist – eller om hun også er et produkt af det uddannelses- og universitetssystem, hun har kørt om hjørner med.

Lektor Bo Beier Thorup er ikke i tvivl. I en artikel i gårsdagens udgave af Politiken ser lektoren en direkte årsags-virknings-sammenhæng mellem de såkaldte ‘papirløse’, digitale eksamensformer, hvor gymnasieelever og universitetsstuderende kan bruge (og misbruge) internettets muligheder for fildeling (“afskrift”, “plagiat” osv.), og opkomstens af fremtidige Penkowaer.

Artiklen kan let opfattes som en computerukyndig lektors maskinstormeri, fordi den er reduktiv. Den beror på den banale forestilling, at man ved at fastholde ‘gammeldags’ papirbaserede eksamensformer, så kan man dæmme op for svindel og humbug i uddannelsessystemet. Men – hvis det er rigtigt læst – så er det en nærsynet kritik, der giver de moderne teknologiske muligheder skylden for den moralske skoling, som uddannelsessystemet giver de unge.

Hvis vi i fremtiden får flere Penkowaer, så hænger det sammen med, at uddannelsessystemet (og det omkringliggende samfund…) fremmer umoralsk adfærd ved fx at tilskynde til hensynsløs konkurrence, elitedyrkelse osv. Et lille eksempel understreger denne moralske opløsningstendens, som er systemet iboende. For et par uger siden kunne man læse, at Roskilde Universitets Center, ville gradbøje sanktionerne for snyd med eksamensopgaver osv. Fx skulle førsteårsstuderende slippe billigere end ældre studerende. Argumentet var, at sådan gjorde man i udlandet.

Jeg tror ikke et øjeblik på, at man helt kan undgå fænomener som Penkowa-sagen. Men jeg er også overbevist om, at et system, der fremmer konkurrence (ikke at forveksle med kappestrid), kvantitativ meritering, egoisme, dyrker eliten osv., også fremmer og producerer Penkowaer. At skyde skylden på digitale eksamensformer er at sætte kikkerten for det blinde øje. Problemet stikker meget dybere end som så…