Indlæg tagget med forskning

Virginia E. Johnson – pionersexforsker – er død, 88 Ã¥r

28. juli 2013

Længe før nogen som helst havde tænkt på Joan Ørting, ja, længe før nogen talte om Inge & Sten Hegeler, huserede William H. Master og Virginia E. Johnson i USA med deres forskning udi den menneskelige seksualitets natur.
I de amerikanske medier kan man i disse dage læse nekrologer over Virginia E. Johnson, der der døde i onsdags i en alder af 88 Ã¥r. Johnson var uddannet gynækolog i St. Louis, da hun blev forskningsassistent (og senere hustru) for Masters. Sammen fortsatte de en forskning i seksuallivets fysiologi, som Kinsey Ã¥rtierne før havde grundlagt. Men Masters og Johnson brugte helt andre ‘moderne’ videnskabelige metoder. Hvor Kinsey især kastede lys over seksuallivet gennem kvalitative interviews med mænd og kvinder, hentede Masters og Johnson personerne ind i laboratorierne og iagttog, hvad der sket uder i de seksuelle handlinger. Datidens svar pÃ¥ det, vi i dag betegner som ‘evidensforskning’. Empiriske studier i felten.
Forskningen resulterede i en række værker, som fx “Human sexual response”, “Human sexual inadequacy” og “The pleasure bond: a new look at sexuality and commitment”, bøger, der alle vakte stor opsigt og mødte massiv moralsk fordømmelse, fordi de gennem solid oplysningsarbejde gjorde op med vrangforestillinger og myter om seksuallivet. Fx myten om, at mennesker holder op med at dyrke sex, nÃ¥r de bliver ældre eller myten om, at penis’ størrelse eraltgørende for kvinders seksuelle nydelse. Blot for at nævne et par stykker, der stadigvæk cirkulerer (i sidste uges udgave af Weekendavisen mÃ¥tte Leonora Christine Skov tage endnu en holmggang med den første myte i en boganmeldelse).
Men Masters og Johnson hold sig ikke kun til den videnskabelige udforskning og beskrivelse af de seksuelle fysiologi, men iværksatte også fysiologisk baseret terapi til behandling af almindelige lidelser som impotens, for tidlig sædafgang, udeblivende orgasme osv.
Og med deres pionerarbejde lagde Masters, Johnson og forgængeren Kinsey grunden for hele det sexologiske felt, der siden har floreret over den vestlige verden og har resulteret i diverse selvhjælpsbøger, bladbrevkasser osv. Uden dem, ville nok aldrig have fået Inge og Sten Hegelers seksualoplysning eller Joan Ørtings kændisudgave af samme. Hvil i fred Virginia.

Punktum for Penkowa? – forhÃ¥bentlig ikke. En foreløbig dom i sagen foreligger.

29. juni 2012

Medens jeg var arbejde i gÃ¥r aftes, kom nyheden om, at Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU ) har truffet en afgørelse i sagen om den tidligere hjerneforsker Milena Penkowas pÃ¥stÃ¥ede ‘videnskabelige uredelighed’. Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen, der har fulgt sagen fra starten og skrevet udførligt om den, kommenterer i denne uges udgave af Weekendavisen UVVUs udkast til en dom i de to første sager, der er rejst.

Der er altså ikke tale om den endelige dom i den fulde sag og heller ikke i de to behandlede sager, for Milena Penkowa har mulighed for at komme med indvendinger. Men som Johnsen konstaterer, skal Penkowa hive en stor kanin (eller snarere en masse rotter) op at hatten for at ændre ret meget ved dommens utvetydige underkendelse af Penkowas forskningsindsats. Dommen er klar. I begge sager er der i følge udvalgene tale om »Alvorligt brud på god videnskabelig praksis«.

Johnsen gennemgÃ¥r i detaljer de to sager og udvalgenes granskning af dem og sandsynliggør, at undersøgelsen af dem blot understreger den formodning, man hele tiden har haft omkring Penkowas handlinger, at “Milena Penkowa har afgivet »vildledende og urigtige oplysninger« om de videnskabelige metoder, hun har anvendt, foretaget »konstruktion af data« og »handlet forsætligt«”.

Selv om der altsÃ¥ er et stykke vej til det endelige punktum i undersøgelsen af Penkowas forskningsmæssige uredelighed, sÃ¥ lader Johnsens gennemgang af den foreløbige dom ingen tvivl tilbage om, at Penkowa er blevet afsløret som en svindler og bedrager – og at dommen er af en sÃ¥dan karakter, at Penkowas forskningskarriere mÃ¥ siges ikke alene at være endegyldigt slut, men dommen kaster ogsÃ¥ en vanærende og diskvalificerende skygge over hele karrieren. Penkowa har forsætligt forbrudt sig mod den ‘gode videnskabelige praksis’, og prisen er – forstÃ¥eligt nok – at hun mÃ¥ forlade det videnskabelige samfund i vanære. Selv om Penkowa – der for nylig ogsÃ¥ rejste en fuldstændig perspektivløs injuriesag mod Johnson – vil slÃ¥ sig i tøjret og fortsætte sin don quixotske kamp mod det system, der havde frembragt hende, vil det mest af alt have karakter af teatertorden. Penkowa er færdig.

Men det er Penkowa-sagen (forhÃ¥bentlig) ikke. For som jeg tidligere har været inde pÃ¥, sÃ¥ er sagaen om frøken Penkowas storhed og fald ogsÃ¥ en fortælling om det sÃ¥kaldt ‘moderne’ universitets opstÃ¥en, udvikling og dysfunktionalitet – og om universitets- og uddannelsespolitiken i neoliberalismens konjunktur.

NÃ¥r man oplever en pÃ¥ enhver mÃ¥de – ikke mindst politisk – privilegeret eliteforsker, der pÃ¥ eksemplarisk vis skulle markedsføre det ‘moderne’, erhvervsrettede universitet og en liberalistisk forsknings- og universitetspolitik, blive afsløret som en gemen svindler, sÃ¥ mÃ¥ det nødvendigvis kaste et ubehageligt lys pÃ¥ de universitære og politiske institutioner, som hun er et produkt af. Hvor vigtigt det er at fastholde det kritiske lys’ projektør pÃ¥ universitetet og det politiske system understreges af, at formanden for Københavns Universitets bestyrelse, Nils Strandberg Pedersen, kategorisk afviser, at universitetet pÃ¥ nogen mÃ¥de har et medansvar for Penkowas uredelighed. Til Politiken udtaler Pedersen: »PÃ¥ et universitet stÃ¥r en forsker selv til ansvar for de ting, man laver«. Selv om ledelsen – med rektor i spidsen – tidligere er blevet frikendt af kammeradvokaten for at have begÃ¥et væsentlige formelle fejl i sagen, sÃ¥ viser hele sagsforløbet (læs Johnsons artikler og evt. mine skriverier), at rektor og ledelsen pÃ¥ ingen mÃ¥de kan kan fralægge sig i det mindste et moralsk medansvar for sagens udvikling. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de, sÃ¥ sætter sagen store spørsmÃ¥lstegn ved den Ã¥nd, der hersker i universitetet som institution og i det politiske system.

Strandberg Pedersens kategoriske tørren ansvaret af på den enkelte forsker er systemets immanente selvforsvar, der ikke kan eller vil se på sagen udefra med et systemkritisk blik. Penkowa-sagen er Københavns Universitets svar på Stein Bagger-sagen i det private erhvervsliv. Som Stein Bagger-sagen (han var også systemets kæledægge) sætter også Penkowa-sagen store spørgsmålstegn ved, hvordan systemet (det universitære og politiske) fungerer og hvilke interesser, det tjener. Lige som Bagger-sagen satte spørgsmåltegn ved, hvordan private virksomheder, bankerne og det politiske system fungerer.

Penkowasagen er historisk exceptionel. Og det er ikke tilfældigt, at den ikke opstod i det gamle universitet. Selv om forskere er mennesker og begÃ¥r fejl og ‘forbrydelser’ ud fra egoistiske og andre motiver, sÃ¥ er for mig at se ingen tvivl om, at Penkowas forbrydelser er børn  af en ‘moderne’ universitets-, uddannelses- og forskningsideologi. Hun repræsenterede dens idealer – og demonstrerede dens indre rÃ¥ddenskab.

[Kilder: Politiken, Weekendavisen, Universitetsavisen]

Milena Penkowa interviewes

13. november 2011

Jeg har pÃ¥ intet tidspunkt lavet det fusk, som jeg bliver anklaget for – det gør, at min situation er en anden. Jeg ved, at jeg har ikke gjort de ting, som jeg bliver beskyldt for. Og jeg bliver hængt ud, sÃ¥ alle tror, at det er sandhed. Ingen i den offentlige bevidsthed tænker, at der ligger ikke nogen dom og afgørelse. Men det bliver fremstillet, som om det er sandt“, Milena Penkowa.

Læs interviewet med Milena Penkowa her. Sagen har uden diskussion haft store personlige omkostninger for Penkowa. Ingen kan være tjent med, at sagen trækkes i langdrag. Allermindst Penkowa selv. Jo før den afsluttes, jo før kan der blive draget en lære i det videnskabelige og universitære miljø. Og jo før kan det politiske regnskab gøres op.

Penkowa-sagen: Helge Sander-sporet er igen varmt

13. november 2011

Som nævnt er Milena Penkowa begyndt at røre pÃ¥ sig igen – og slÃ¥ igen. Og vi skal jo ikke glemme, at der er flere skurke i sagen om frk. Penkowa. Hvad blev der fx at Helge Sander-sporet? Kom han ikke lidt let ud af mediernes søgelys, sidst han var der? Noget kunne tyde pÃ¥ det.

I hvert fald kan BTs Lars Fogt i lørdagens udgave af avisen fortælle, at Sander var vidende om, at Penkowa var under anklage for svindel – underslæb, dokumentfalsk og falske anklager mod studerende – dengang han tildelte hende den prestigefyldte Elite-forskpris. Sander skulle i følge Penkowa selv have siddet inde med den viden, der siden hen – under Sanders afløser, Charlotte Sahl-Madsen – begrundede fratagelsen af prisen. Men ikke kun Helge Sander skulle angiveligt have siddet inde med den viden. OgsÃ¥ medlemmerne af det forskningsrÃ¥d, der stod bag prisen. Bl.a. rektor Ralf Hemmingsen.

Hvis Penkowa har ret (og der ikke er tale om de rene revanchisme fra hendes side…), sÃ¥ kaster det et ubehageligt lys over Helge Sanders politisk-ideologiske promovering af Penkowa som ideal for den borgerlige forskningspolitik og forbillede for andre unge forskere. Og dermed over den VKO-regeringens forskningspolitik som sÃ¥dan. Og Københavns Universitets i forvejen stærkt ramponerede omdømme og prestige vil være endnu mere skadet.

Milena Penkowa rør pÃ¥ sig…

11. november 2011

Hvis nogen troede, frk. Milena Penkowa ville lægge sig ned pÃ¥ ryggen og sige be-be efter at have været i mediemaskinen i mÃ¥nedsvis pÃ¥ grund af sin sag om forskningsfusk m.m., sÃ¥ tog man fejl. Efter at have sundet sig lidt har Penkowa taget handsken op og slÃ¥r tilbage. Først mod en tidligere samarbejdspartner inden for fagomrÃ¥det (se forrige indlæg i sagaen om Penkowa) og nu mod filosofiprofessor David Faurholt, der er blevet anmeldt for overtrædelse af navneforbuddet i sagen. Faurholt tager det med ophøjet – ja, man kunne sige stoisk – ro og udtaler til Weekendavisen:

»Folk, der har forstand på den slags, siger til mig, at jeg vil tabe retssagen, og det er så helt i orden. Jeg har aldrig før gjort noget kriminelt, men jeg får nok en bøde på 10.000 kroner eller noget i den retning, og jeg har ikke tænkt mig at appellere. Til gengæld får jeg så lejlighed til at skrive noget mere om Penkowa og rektor Ralf Hemmingsen, for de skal ikke dø i synden«

Nej, de skal ikke ‘dø i synden’. Det er vigtigt, at sagen om dens mange politiske, universitære, forskningsmæssige, videnskabelige osv. facetter bliver kulegravet og analyseret, sÃ¥ universitetets og forskningens værdighed kan blive genoprettet.