Indlæg tagget med forskning

Penkowa-sagen: Pengestrømmen vender…

20. januar 2011

I følge Politiken har frk Penkowa tilbagebetalt 276000 kr. til Københavns Universitet. Pengene stammer fra den forskningsstøtte, som den unge forsker har modtaget via IMK Almene Fond. Efter anklager om at have misbrugt midlerne til private formÃ¥l – middage, advokatregninger osv. – har universitetet returneret penge til fonden. Og nu returnerer Penkowa altsÃ¥ penge til universitetet.
Men i følge Penkowa selv skal det ikke ses som en indrømmelse af misbruget. Hun siger:”Det var sÃ¥ absolut min og andres opfattelse, at det var relevant for min forskning at anvende juridisk bistand. Hele beløbet er anvendt til at besvare de forsknings- og arbejdsrelaterede spørgsmÃ¥l, der opstod i anledning af behandlingen i Praksisudvalget”. Det mÃ¥ forstÃ¥s sÃ¥ledes, at det er en del af acceptabel videnskabelig praksis at engagere advokater for at forsvare sig mod anklager om fx videnskabelige uredelighed. Tja. Argumentet er vel lige sÃ¥ holdbart som rektor Hemmingsens pÃ¥stand om, at det er rimeligt at godkende en doktorafhandling, selv om den ikke kan dokumentere centrale elementer (rotteforsøgene), med den begrundelse, at det pÃ¥ den anden side ikke kunne udelukkes, at forsøgene faktisk var gennemført…

Den sag bliver mere og mere speget – og underholdende.

Penkowa-sagen ruller videre: Kammeradvokaten ind over

19. januar 2011

Kristelig Dagblad fortæller i dag, at bestyrelsen for Københavns Universitet efter et timelangt møde er nÃ¥et frem til sit udgangspunkt: At man stadigvæk har “fuld tillid” til rektor Ralf Hemmingsen. Alligevel har bestyrelsen valgt at imødekomme de 58 professorer, der har krævet en tilbundsgÃ¥ende, uvildig undersøgelse, og har besluttet af universitetet i samarbejde med Kammeradvokaten skal udarbejde en redegørelse for sagens forløb. Hvordan de to ting hænger sammen, kan man sÃ¥ fundere over…

Sagen, der ikke ville dø: Milena Penkowa

23. december 2010

I gÃ¥r kom det frem, at en række ‘fremtrædende forskere fra danske universiteter, heraf 36 professorer’ rejser krav om en ekstern, uvildig og ’tilbundsgÃ¥ende’ undersøgelse af sagen om hjerneforskeren Milena Penkowa, herunder af rektor Ralf Hemmingsens rolle i sagen. Kravet rejses i et brev til Københavns Universitets bestyrelse. Henvendelsen er interessant, fordi den kun kan forstÃ¥s som en kritik af universitetsledelsen og dennes hÃ¥ndtering af sagen. Det understreges da ogsÃ¥ af en af professorerne, Olaf Paulson, der til Politiken siger, at ‘det ikke kun er lødigheden af Penkowas videnskabelige resultater, der bør undersøges, men ogsÃ¥ Københavns Universitets hÃ¥ndtering af sagen’. Universitetets rektor nævnes ikke eksplicit, men han er i sigtekornet, for i fredags gav universitetsbestyrelsen udtryk for, at den havde accepteret en ‘fortrolig’ redegørelsen om sagen fra rektor.
I dag afviser bestyrelsen sÃ¥ at gennemføre en ekstern granskning af sagens detaljer med henvisning til at Penkowas pÃ¥stÃ¥ede videnskabelige uredelig allerede behandles af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed. Samtidig peger bestyrelsen pÃ¥, at flere af underskriverne af kravet er part i sagen og derfor ikke uvildige. Til gengæld forholder bestyrelsens tals- og formand, Niels Strandberg Pedersen, sig ikke til den del af kravet, der gælder universitetets – herunder rektors -rolle i sagen.
Det er – set udefra – svært at forstÃ¥, hvorfor det skulle være et problem, at nogle af underskriverne har været ‘part i sagen’ og derfor ikke ‘uvildige’. En redelig ekstern, faglig kvalificeret, tilbundsgÃ¥ende undersøgelse ville jo netop afsløre, om de involverede havde snavs pÃ¥ hænderne! Argumentet ligner mest af alt et forsøg pÃ¥ at dreje opmærksomheden bort fra universitetets egen betændte rolle i sagen.
I sidste udgave af Weekendavisen kunne man sÃ¥ledes læse, at universitetets rektor har haft en vigtig finger med i godkendelsen af Penkowas doktorafhandling, som i første omgang blev afvist af et professorudvalg og derefter godkendt – efter at universitetet pÃ¥ rektor Hemmingsens foranledning ganske usædvanlig havde lavet et nyt udvalg til bedømmelse af afhandlingen. Detaljerne af forløbet er ikke klare, og Hemmingsen henholder sig til sin tavshedspligt i følge personaleloven.
Senest har rektor gjort sig bemærket ved at tilbagebetale ca. 2 millioner kroner, som Penkowa har modtaget til sin forskning, men angiveligt har misbrugt til andre formål. Også over denne beslutnings detaljer hænger et tågeslør.
Men set udefra sÃ¥ er det det klart, at en ekstern undersøgelse af sagen – med det rette mandat til at gÃ¥ til bunds – mÃ¥ være den eneste farbare vej til at fÃ¥ kastet lys over sagens detaljer, hvilket er i offentlighedens interesse. Som situationen er nu, tegner der sig et billede af et universitet, der ikke vil stÃ¥ ved sine gerninger og tror, det tjener sin egen sag ved tavshed, fortielser osv. Sagen om den feterede eliteforsker Penkowa er givetvis skadelig for universitetets omdømme. Men det vil være endnu mere skadeligt, hvis universitetets strategi i sagen lykkes og institutionen fremover skal leve med halve sandheder, løgne, fortielser, sladder osv. Til gengæld vil universitetet pÃ¥ lidt længere sigt kunne skabe respekt om sig selv ved at fÃ¥ skabt fuld klarhed omkring denne historiske sag – ogsÃ¥ selv om prisen mÃ¥ske vil blive høj for sÃ¥vel Penkowa som universitetsledelsen…

At hytte sit eget skind: Penkowa-sagen igen

17. december 2010

Sagen om hjerneforskeren Milena Penkowas pÃ¥stÃ¥ede misbrug af betroede forskningsmidler og “videnskabelig uredelighed” vil ikke sÃ¥dan dø. Forleden kom det frem, at hun havde valgt en sÃ¥kaldt ‘frivillig’ opsigelse, og det lÃ¥ i luften, at denne udgang skulle tage trykket af sagen. Men nu kommer det sÃ¥ frem, at den frivillige fratrædelse skulle dække over, at hun reelt stod til fyring og bortvisning. Det er Weekendavisen, der kommer med oplysningen. Sammesteds kan man læse, at Københavns universitet tilbagebetaler to millioner kroner i IMK Almene Fond i følge en ‘hemmelig aftale’. Allerede med den oplysning mÃ¥ man spørge, hvad der mon har førsteprioritet i denne sag? Afsløringen af den unge stjerneforskers uhæderlighed og anløbne moral som forsker (og de perspektiver, det lægger pÃ¥ den forskningspolitik, der føres i dette land…) eller universitetets – og ikke mindst universitetsledelsens – renommé? Som det fremstÃ¥r nu, fÃ¥r man et billede af et universitet, der næsten for enhver pris vil forsøge at sløre og hemmeligholde, at ledelsen ikke har hÃ¥nd i hanke med sine forskere.
Weekendavisen fremfører ogsÃ¥, at sagen om Penkowas videnskabelige uredelighed er vokset, idet op mod 100 artikler nu er under mistanke for at være resultat af ‘sjusk’ og ‘fusk’.
Offentligheden og det videnskabelige miljø mÃ¥ have en klar interesse i, at sagen vedr. frk. Penkowa undersøges til bunds. Det handler i bund og grund om videnskabens anseelse i befolkningen, og tilliden til, at vi har en redelig forskning i dette land stÃ¥r og falder med, at der bliver ryddet op i den slags sager. Men offentligheden har ogsÃ¥ et klar interesse i at fÃ¥ afdækket universitetets mummespil i denne sag. For det vil kaste en ubehagelig lys over, hvordan universiteterne fungere i disse Ã¥r i en borgerlig-liberalistisk konjunktur. Penkowa-sagen er eksemplarisk. Jeg mindes ikke at have set en sag i Danmark af sÃ¥danne dimensioner, hvor en forsker, der er blevet fremhævet som forbillede for andre og rollemodel for magthaverne, stÃ¥r for fald pÃ¥ grund af embedsmisbrug og videnskabelig uredelighed. Meget tyder pÃ¥, at det er en ny variant af historien om Kejserens nye klæder. Men det er ikke kun frk. Penkowa, der vil stÃ¥ afklædt til det bare skind, hvis anklagerne holder stik. Det vil ogsÃ¥ universitetets ledelse og forskningsministeren …

Tilbagespoling

Politisk Koldkrigsforskning – Peter Wivel som genfødt ideologikritiker

2. september 2009

I min grønne ungdom, da jeg forlod gymnasiets dannelseskuvøse og betrådte Århus Universitets smukke gule bygninger for at studere nordisk sprog og litteratur havde jeg en vag forestilling om, at forskning og videnskab var aktiviteter, der ikke var besmittet med politik og i al væsentlighed var om ikke objektive aktiviteter, så dog nøgterne og præget af den sunde, klare fornuft.

Men den vildfarelse blev jeg hurtigt revet ud af. For jeg befandt mig midt i de siden hen sÃ¥ dæmoniserede marxistiske dage i halvfjerdsernes start, hvor der netop blev sat spørgsmÃ¥lstegn ved forskningens, videnskabens, universitetets og andre institutioners upartiskhed. Det var faktisk en af de store fortjenester, universitetsmarxismen gjorde sig: At afsløre, hvilke interesser der var pÃ¥ spil i forskning, videnskab, fag osv. I mit fag – litteratur- og sprogfaget dansk – fik denne kritiske aktivitet navnet “ideologikritik”. Og der udkom mange skrifter og bøger under den overskrift.

Dengang skrev en ung venstreorienteret mand med langt hår og afghanerpels ved navn Peter Wivel en læseværdig, ideologikritisk bog om folkeskolen ud fra marxistisk vinkel (i øvrigt illustreret af Claus Deleuran) [1. “Slaveanstalten”, Peter Wivel, Høst & søns forlag, 1972.]. I gårsdagens udgave af Politiken vender samme Peter Wivel tilbage til problematikken vedr. forskning, ideologi og politik i en artikel om koldkrigsforskeren Bent Jensen. Og selv om Wivel for længst har skiftet afghanerpelsen og det lange hår ud med mørkt jakkesæt og kort frisure, så kan man med god vilje godt genkende den ideologikritiske tanke fra dengang i hans artikel om Bent Jensen og dennes politiske forviklinger.

Artiklen handler om benævnteJensens forfølgelse af en bestemt journalist (alle der kender til sagen vil vide, hvem vi taler om!), der angiveligt skulle have virket som “KGB-agent” i den kolde krigs tid. Den handler ogsÃ¥ om forskningspolitik og forskning, der er blevet politiseret i en hidtil ukendt grad. Nemlig den forskning, der foregÃ¥r pÃ¥ Center for Koldkrigsforskning med samme Bent Jensen i spidsen. Et forskningscenter, der blev etableret, fordi Dansk Folkeparti ville det. Og som kostede et andet, anerkendt humanistisk forskningscenter livet: Humanistisk Forskningscenter. Endelig handler artiklen især om, hvad der sker, nÃ¥r man kaster med sten, nÃ¥r man selv – dvs. Bent Jensen – bor i et hus af glas.

Artiklen er værd at læse, fordi Wivel skriver i et nedtonet sprog, hvor det væsentlige stÃ¥r mellem linjerne. Faktisk fungerer Peter Wivel som den lille dreng i H. C. Andersens historie om Kejserens nye klæder, der peger pÃ¥ Kejseren – i dette tilfælde forskeren Bent Jensen – og siger: Han har jo ikke noget tøj pÃ¥! Andersens lille dreng var mÃ¥ske den første ideologikritiker i dette land. Med andre ord bliver Jensen klædt af til det bare skin som forsker. En forsker, der i den grad er blind over for sine egne ideologiske og politiske sympatier, at han kommer til at smadre sit lille glashus.

Det er ogsÃ¥ indirekte en fortælling om, hvor grueligt galt, det kan gÃ¥, nÃ¥r politikere (Dansk Folkeparti), fordi de vil have en bestemt sandhed frem, blander sig i, hvem der skal forske og i hvad, i stedet for at lade dem, der har de faglige kvalifikationer til det, foretage de rette valg. Læs den lille artikel her. Den er et glimrende eksempel pÃ¥, at halvfjerdsernes ideologikritik hverken helt er gÃ¥et i glemmebogen eller har mistet sin relevans…