Indlæg tagget med forskning

Penkowa – en enlig svale eller et symptom?

13. maj 2011

“Penkowa’er vil der komme mange flere af i fremtiden.”

Efter at kammeradvokatens redegørelse i den sÃ¥kaldte Penkowa-sag kom for en dag, har pressen tilsyneladende tabt pusten og skriver ikke stolpe op og stolpe ned om “skandalen”. Selv om man kunne mene, at redegørelsens overordnede pointer ikke er er overraskende. Pressens inaktivitet kan være udtryk for, at man ikke mener, der er mere suppe at koge pÃ¥ den pind (i hvert fald indtil undersøgelsen af Penkowas forskningsartikler kommer…), eller at pressen bare er sprunget til den næste nyhedstue. For sÃ¥dan er det. Selv en tsunami og en atomar katastrofe taber pÃ¥ et tidspunkt nyhedens interesse…

Men Penkowa-sagen rummer sÃ¥ mange problemstillinger, at den burde kunne holde mange nysgerrige journalister beskæftiget i lang tid frem. Først og fremmest er der spørgsmÃ¥let om, hvorvidt Milena Penkowa blot har været forskningens svar pÃ¥ Stein Bagger – en person med en kriminel personlighedsbrist – eller om hun ogsÃ¥ er et produkt af det uddannelses- og universitetssystem, hun har kørt om hjørner med.

Lektor Bo Beier Thorup er ikke i tvivl. I en artikel i gÃ¥rsdagens udgave af Politiken ser lektoren en direkte Ã¥rsags-virknings-sammenhæng mellem de sÃ¥kaldte ‘papirløse’, digitale eksamensformer, hvor gymnasieelever og universitetsstuderende kan bruge (og misbruge) internettets muligheder for fildeling (“afskrift”, “plagiat” osv.), og opkomstens af fremtidige Penkowaer.

Artiklen kan let opfattes som en computerukyndig lektors maskinstormeri, fordi den er reduktiv. Den beror pÃ¥ den banale forestilling, at man ved at fastholde ‘gammeldags’ papirbaserede eksamensformer, sÃ¥ kan man dæmme op for svindel og humbug i uddannelsessystemet. Men – hvis det er rigtigt læst – sÃ¥ er det en nærsynet kritik, der giver de moderne teknologiske muligheder skylden for den moralske skoling, som uddannelsessystemet giver de unge.

Hvis vi i fremtiden fÃ¥r flere Penkowaer, sÃ¥ hænger det sammen med, at uddannelsessystemet (og det omkringliggende samfund…) fremmer umoralsk adfærd ved fx at tilskynde til hensynsløs konkurrence, elitedyrkelse osv. Et lille eksempel understreger denne moralske opløsningstendens, som er systemet iboende. For et par uger siden kunne man læse, at Roskilde Universitets Center, ville gradbøje sanktionerne for snyd med eksamensopgaver osv. Fx skulle førsteÃ¥rsstuderende slippe billigere end ældre studerende. Argumentet var, at sÃ¥dan gjorde man i udlandet.

Jeg tror ikke et øjeblik pÃ¥, at man helt kan undgÃ¥ fænomener som Penkowa-sagen. Men jeg er ogsÃ¥ overbevist om, at et system, der fremmer konkurrence (ikke at forveksle med kappestrid), kvantitativ meritering, egoisme, dyrker eliten osv., ogsÃ¥ fremmer og producerer Penkowaer. At skyde skylden pÃ¥ digitale eksamensformer er at sætte kikkerten for det blinde øje. Problemet stikker meget dybere end som sÃ¥…

Læren af Penkowasagen

19. april 2011

For et stykke tid siden pÃ¥lagde jeg mig selv ikke at skrive om Penkowasagen, før der kom nyt og væsentligt frem om sagen. Det sker i dag, hvor rektor Ralf Hemmingsen har et kronik i Politiken med titlen: “Det kan vi lære af Penkowasagen”. Eftersom rektor Hemmingsen har været en af de centrale figurer i sagen,  mÃ¥ kronikken ses som et vigtigt partsindlæg i udlægningen af den celebre sag og dens betydning for universitetet, forskningen og samfundet i det hele taget.

Det interessante ved Hemmingsens kronik er ikke så meget, hvad den faktisk fremlægger, men måske snarere de spørgsmål, den ikke stiller eller svarer på. Forenklet sagt bygger Hemmingsen sin vurdering på det forhold, at kammeradvokaten som bekendt i sin 700 sider store, skriftbaserede redegørelse nok har fremført alvorlig kritik, men ikke fundamentalt har problematiseret rektors eller bestyrelsens rolle.

Hemmingsen bruger dette grundlag til at fremføre nogle beklagelser (som i følge Hemmingsen er synonyme med: undskyldninger) for en række fejl, han har begået undervejs. Fx at lægge mere vægt på Penkowas stjernestatus end på hendes formelle cv, håndteringen af Penkowas oprindelige disputats og negligeringen af den student, der fik lavinen til at rulle. Derefter opregner Hemmingsen en række tiltag, der er iværksat for at forebygge tilsvarende problemer i fremtiden. Oprettelsen af en ombudsmand for studerende, forbedret skoling af forskerspirer i forskningsetik etc. Med mere.
Rektor Hemmingsen er af den formening, at Penkowasagen kun har skadet universitetets internationale anerkendelse pÃ¥ kort sigt – og at man kan retablere omdømmet gennem hurtig damage control. Det kan man sÃ¥ tro eller lade være.
Hvad, rektor ikke fÃ¥r sat spørgsmÃ¥lstegn ved, er, om det aktuelle, centraliserede ledelse af universitet overhovedet er kompetent til at forebygge og imødegÃ¥ problemer som dem, der er opstÃ¥et med Penkowa? Denne fundamentale problematisering ligger mellem linjerne, nÃ¥r Hemmingsen fx perspektiverer Penkowasagens pÃ¥stÃ¥ede undtagelseskarakter med følgende bemærkninger: “Alene pÃ¥ Københavns Universitet publicerer 4.000 forskere Ã¥rligt mere end 12.000 videnskabelige artikler i danske og internationale tidsskrifter. Til sammenligning er Penkowas samlede forfatterskab pÃ¥ omkring 150 artikler skrevet over ca. ti Ã¥r.

En af de ting, der – efter min mening – har været tydelig i det lange sagsforløb har været, at universitetsledelsen hverken har haft tilstrækkeligt overblik over sagen eller tilstrækkelig indsigt i dens detaljer, medens den udviklede sig. Det var takket være pressens research og dybdeboringer, sagen for alvor tog fart. Og fraværet af tilstrækkeligt overblik og indsigt er netop et kritisk signalement af en centralistisk, enerÃ¥dig universitetsledelse.

I modsætning til Hemmingsen tror jeg ikke, at en sag som Penkowasagen ville have udviklet sig så imposant, som tilfældet er, hvis vi havde haft at gøre med en mere demokratisk ledelsesform, hvor decentralisering af beslutningsprocesser og ansvar var på dagsordenen. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at vi får Penkowasagen under den aktuelle styrelseslov.

Rektor Hemmingsens kronik er samlet set et systembekræftende partsindlæg, der ikke formÃ¥r at rejse de egentlige, tungtvejende spørgsmÃ¥l om universitetets og dansk forsknings fremtid. Hemmingsen vil sige undskyld, lappe pÃ¥ skaderne og foretage nogle udbedringer – men ikke betvivle institutionens habitus som sÃ¥dan. Derfor er det sidste ord ikke sagt om sagen og den fulde lære langtfra draget endnu…

Penkowa-sagen: Syndebuk eller forfulgt uskyldighed?

7. april 2011

Hvor stÃ¥r Penkowa-sagen i dag? Som bekendt valgte universitetets bestyrelse ud fra kammeradvokatens redegørelse at konkludere, at forløbet ikke skulle have større konsekvenser for universitetets ledelse – selv om der var begÃ¥et procedurefejl undervejs. Og forskningsministeren forsøgte at imødekomme kritikerne ved at pÃ¥lægge universitet et ‘skærpet tilsyn’.

Hvad man ikke opnÃ¥ede med disse to handlinger var dels at fÃ¥ iværksat en ekstern, uvildig, tilbundsgÃ¥ende undersøgelse af sagen, sÃ¥dan som mange forskere, medier og politikere har krævet, og dels en cementering af det bestÃ¥ende system. Der er ikke blevet sat spørgsmÃ¥lstegn ved hverken den politiske styring af universiteterne eller forskningen – og universitetets styreform er heller ikke blevet betvivlet. En bieffekt af denne situation er, at ansvaret for misèren nu tynger endnu mere pÃ¥ sagens hovedperson, Milena Penkowa. Man kunne kalde det en syndebukeffekt.

Det er lige netop denne syndebukeffekt, Milena Penkowa tematiserer, nÃ¥r hun over for Ekstrabladet hævder, at der ‘er et komplot i gang’ mod hendes person og hendes forskning. Inden vi skynder os og stemple Penkowa som paranoid, sÃ¥ skal vi lige huske pÃ¥, at selv en paranoiker godt kan have ret i sin pÃ¥stand om, at nogen forfølger hende. Selv om der er kommet artige ting frem om Penkowas adfærd – senest den famøse sag om manipulation af fotos i en videnskabelig artikel og om de ph.d-studerende, der er kommet i klemme pÃ¥ grund af Penkowas problemer – sÃ¥ skal vi huske pÃ¥, at sagen om hendes pÃ¥stÃ¥ede ‘videnskabelige uredelighed’ endnu ikke er afsluttet.

Og selv om det – med den viden, vi har indtil videre om hendes handlinger – er svært kun at se hende som en forfulgt uskyldighed, sÃ¥ skal vi ikke være blinde for, at systemet dels kan have behov for en syndebuk, og at andre forskere kan have en alt andet end faglig interesse i at fÃ¥ Penkowa ‘ned med nakken’, som hun selv formulerer det.

Det er muligt, at den efterlyste uvildige, eksterne, tilbundsgående undersøgelse af hele forløbet ikke vil kunne få juridiske konsekvenser, som det har været påpeget bl.a. i Weekendavisen. Men den vil kunne få politiske konsekvenser. Og det er sådan set sagens humle. Som jeg for længe siden pointerede, så er Penkowa-sagen især interessant som et symptom.

[kilder: Børsen, Politiken, Ekstrabladet]

Penkowa-sagen: Oppositionen gør klar til storvask?

29. marts 2011

Balladen om Milena Penkowa og universitetets – og forskningsministeriets hÃ¥ndtering af sagen fortsætter. Hvad men i øvrigt vil mene om sagens foreløbige udvikling med universitetsbestyrelsens og forskningsministerens reaktioner pÃ¥ kammeradvokatens redegørelse, sÃ¥ er en ting i hvert fald nogenlunde indiskutabel: At det ikke ændrer noget ved det bestÃ¥ende. SpørgsmÃ¥let er sÃ¥, om oppositionen vil gøre noget ved tingenes tilstand. I følge Universitetsavisen gør oppositionen klar til storvask i kulisserne. Her i bloggen vil vi se det, før vi tror pÃ¥ det…

Dagens Pengekowa: andre 79.000 kr. (mis)brugt

28. marts 2011

Selv om bestyrelsen for Københavns Universitet har frikendt sig selv og universitetsledelsen for urent trav, sÃ¥ kører sagen roligt videre. Hørslev-fonden har kontaktet Københavns Universitet for at fÃ¥ en forklaring pÃ¥, at Penkowa har brugt 79.000 kr ud af et bevilliget beløb pÃ¥ 100.000 kr til andre formÃ¥l end til indkøb af forskningsmaterialer (rotter?), som pengene var øremærket til. Penkowa har – i følge Price Waterhouse Coopers, som har gennemgÃ¥et bilagene – brugt pengene pÃ¥ personale og rejser.

Det overrasker selvfølgelig ikke denne blogs læsere, at Penkowa har (mis)brugt midlerne. Men den lille sag kaster endnu engang et beskæmmende lys pÃ¥ Københavns Universitet og dets administration. Eftersom universitetet jo har frikendt sig selv, og forskningsministeren har sat universitet ‘under skærpet overvÃ¥gning’, sÃ¥ sker der nok ikke umiddelbart mere ved denne afsløring. Men ormen gnaver videre i det rÃ¥dne æble…. [kilde: Politiken]

Penkowa-sagen: Hvad forskningsministeren ikke ville

25. marts 2011

Den førende pen i sagen om Milena Penkowa, Weekendavisens journalist, Poul Pilgaard Johnsen bruger det meste af denne weekends første sektions side 2 til at opsumere, hvad der er sket den forløbne uge. Og det er artig læsning for alle, der følger denne spegede, underholdende og lærerige sag. Som jeg tidligere har været inde pÃ¥, sÃ¥ var det ganske forudsigeligt, at universitetets bestyrelse pÃ¥ grundlag af kammeradvokatens – og dvs. universitets egen advokats – skriftlige redegørelse for forløbet ville bakke op om rektor og universitetets ledelse. Det var ogsÃ¥ forudsigeligt, at forskningsminister Sahl-Madsen i en eller anden forstand ville tage frifindelsen ad notam.

Med et vist held lykkedes det for forskningsministeren at fÃ¥ store dele af pressen overbevist om sin handlekraftighed, da hun meldte ud, at universitetet og dets ledelse havde begÃ¥et proceduremæssige fejl og derfor ville blive sat under “skærpet opsyn”. Men Johnsen lader sig ikke imponere af denne tilsyneladende handlekraft. I stedet konstaterer han tørt, at dette opsyn – som vi ellers kun kender fra de islamiske frisskoler – i bund og grund handler om, at universitet skal følge de forvaltningsregler, der er, nøje. Fx huske at lave notater, nÃ¥r rektor gennemfører en telefonsamtale med en forsker i Spanien osv. Det interessante ved ministerens store armbevægelser og slÃ¥en i bolledejen er, hvad hun ikke vil: Nemlig at gennemføre den uvildige undersøgelse, som flere hundrede forskere, medier og politikere har krævet. Med sit stunt formÃ¥ede ministeren – for en kort tid i hvert fald – at bortlede interessen fra dette væsentlige punkt. Men ogsÃ¥ kun i kort tid…

Spørgsmålet er, som situationen er lige nu, om den uvildige undersøgelse kommer. Det afhænger helt af den parlamentariske situation. Kan oppositionen i tide mønstre et flertal for det? Er Liberal Alliance, som har krævet undersøgelsen, til at stole på eller kan en udsigt til at få del af magtkagen efter et kommende valg få dem til at ændre holdning? Det er ikke til at vide.

Johnsen kommer også ind på en uvildig undersøgelses status. Den vil ikke have nogen juridisk retsvirkning. Og en undersøgelseskomité vil uden tvivl blive genstand for kritik fra Milena Penkowa, der jo ikke har holdt sig tilbage med inhabilitetsanklager over for andre bedømmere.

Hvilken interesse har offentligheden sÃ¥ i en sÃ¥dan uvildig undersøgelse? Dens rationalitet er lige præcis, at den vil kunne se pÃ¥ sagens aspekter udefra, kritisk granske den mÃ¥de universitetet fungerer pÃ¥, herunder ledelsens evne til at sikre dansk forskings redelighed osv. I modsætning til den interne undersøgelse og ministeriets opsyn, vil kun en ekstern undersøgelse kunne hævde den tvivl, der er skabt om universitetets kompetence, og være med til at retablere universitetets omdømme – nationalt og internationalt. En ekstern uvildig undersøgelse vil have betydning politisk og kulturelt.

Penkowa-sagen ruller videre…

24. marts 2011

Lige sÃ¥ forudsigeligt, det var, at universitetets bestyrelse og kammeradvokatens redegørelse frikendte rektor og den samlede ledelse for anklagen om ‘usaglig forvaltning’ i Penkowa-sagen, lige sÃ¥ forudsigeligt er det, at den 700 sider lange redegørelse vil blive gransket nøje og flere detaljer i sagen vil komme for offentlighedens lys.

I dag kan man læse, at Milena Penkowa aktivt har pÃ¥virket valget af medlemmer til det ekspertudvalg, der skulle gennemgÃ¥ Penkowas doktorafhandling, efter at det var blevet forkastet pÃ¥ grund af sit videnskabelige niveau (i.e. videnskabelig uredelighed). Professor Albert Gjedde, nuværende institutleder pÃ¥ universitetet og en af kræfterne bag den verserende sag om Penkowa, blev sÃ¥ledes vraget, fordi Penkowa mente, at han var inhabil. En pÃ¥stand, der ikke blev begrundet. Og universitetets akter vedr. denne inhabilitetserklæring er siden forsvundet…
En anden norsk fhv. professor blev godkendt, men først efter at Penkowa havde sat spørgsmålstegn ved hans habilitet.

Denne lille afsløring føjer endnu en lille brik til det nuancerede billede, vi efterhÃ¥nden har kunnet danne os af Penkowa og hendes sagskompleks. Det bekræfter billedet af Penkowa som en person, der bestemt ikke sætter sit lys under en skæppe, for nu at formulere det diplomatisk. Samtidig fÃ¥r vi endnu et element til belysning af universitetsledelsens Ã¥benlyse vanskeligheder i hÃ¥ndteringen af denne sag. Hvis ledelsen, som kammeradvokatens redegørelse Ã¥benbart indikerer, formelt set har handlet korrekt – omend ikke uproblematisk eller ukritisabelt – sÃ¥ reflekterer en lille episode som denne, hvorfor der er al mulig grund til at spørge, om den autonomi og den virksomhedsstruktur, som universitetet, er defineret af, er i stand til at forvalte det videnskabelige arbejde pÃ¥ en forsvarlig mÃ¥de? Hvis en enkelt forskerspire – oven i købet svindelanklaget – kan køre rundt med ledelsen pÃ¥ denne mÃ¥de, sÃ¥ er det et klart svaghedstegn hos en centralistisk, enevældig universitetsstyreform. [kilder: Politiken, DR]

Mere mystik: Hvem ringede rektor Hemmingsen til i Spanien (om nogen)?

Penkowa: Kammeradvokaten og tvivlens status

23. marts 2011

PÃ¥ engelsk siger man “The Benefit of the Doubt”, nÃ¥r tvivlen skal komme en anklaget til gode. Det er et godt og sundt princip, fordi der i sager om skyld sjældent er enkle sandheder pÃ¥ spil.

I sagen om Penkowa kommer tvivlen ind på en anden led. Kammeradvokatens afgørelse om at frifinde rektor og universitetets ledelse i sagen om Milena Penkowa er allerede betvivlet. Kan én mand, oven i købet universitetets egen kammeradvokat, vurdere sagens mange aspekter grundigt nok?

dag rejses der allerede tvivl om denne grundig – til trods for redegørelsens 700 siders dokumentation. Politikere og fagpersoner har kritiseret, at nøglepersoner i sagen ikke er blevet hørt – blandt andet det bedømmelsesudvalg, der i sin tid forkastede Penkowas doktordisputats. Men kammeradvokaten afviser blot kritikken.

Selve det forhold, at redegørelsen allerede ved sin fremlæggelse betvivles fra mange sider understreger svagheden ved en sÃ¥dan intern undersøgelse. Tvivlens skygge hænger som en atomsky over Københavns Universitet. Og man mÃ¥ ogsÃ¥ spørge, om det er rimeligt at se bort fra det forhold, at 400 anerkendte forskere i dette land har skrevet under pÃ¥ et krav om, at der foretages en uvildig, ekstern undersøgelse? Bør tvivlen ikke komme kritikerne – og offentligheden – til gode?

I går kunne man høre rektor udtale sig på tv. Han brugte en metafor. Han talte om, at universitetet og dets ledelse havde stået for et pres. Som om universitetet var en slags trygkoger. Billedet er ganske sigende for den autonomi og magtfuldkommenhed, der skabt på universitetsområdet. Men kan samfundet i længden leve med et universitet, der sådan kan lukke sig om sin egen eksklusivitet og ignorere den kritik, der kommer fra dens mange ansatte og fra verden udenfor?

PS. Læs også dette indlæg i Børsen og regeringens håndtering af DSB-cheffyringen og rektor Hemmingsen-sagen.

Penkowa-sagen: Ledelsens frifindelse

22. marts 2011

Som det allerede er omtalt i kommentarfeltet, har Københavns Universitets bestyrelse pÃ¥ grundlag af  Kammeradvokatens 700 sider store redegørelse om den sÃ¥kaldte Penkowa-sag pure frifundet universitetets ledelse, der har været under anklage for ‘usaglig forvaltning’. Der er dog mindre skønhedsfejl, og universitetet skal forbedre sine rutiner og sit beredskab,bl.a. nÃ¥r det gælder dokumentation af sagsbehandling og sikring af studerendes retsstilling.

Med afgørelsen kan man sige, at ledelsen lukker sig omkring sin egen magtfuldkommenhed. Den ene hånd vasker den anden. Og nu kan vi så forvente at Videnskabsministeriet lige så forudsigeligt vil tage afgørelsen ad notam. Og så er den skid slået eller hvad?

Det, der er opnået ved denne handling er dels, at Milena Penkowa bliver reduceret til et enkelt råddent æble i kurven. Hendes adfærd separeres fra universitets fungeren og individualiseres. Penkowa bliver gjort til syndebuk. Den lille buk, der skal ofres for at rense ledelsen.

Dels vælger man at overhøre 400 forskeres krav om en uvildig undersøgelse. Og det kan man da kalde en desavouering af format. Vi alene vide. Uoplyst enevælde anno 2011. Og man ignorerer offentlighedens voldsomme kritik af sagen og dens forløb.

Men frifindelsen vil ikke kunne vaske den plet væk, som universitetet og dansk forskning er blevet forsynet med i kraft af denne spektakulære sag. Og mit gæt er, at den vil forfølge universitetet i fremtiden – og dukke op med jævne mellemrum som en ubehagelig pÃ¥mindelse om, hvad universitet er blevet til i den aktuelle politiske konjunktur.

Hvad vil kunne ændre ved den situation, der er blevet skabt med denne afgørelse? Vil en ihærdig presse kunne grave ting frem, der vil fremtvinge en ekstern undersøgelse? Og vil pressen bruge tid, penge og energi pÃ¥ det? Eller vil oppositionen i Folketinget lytte til det videnskabelige samfund og offentligheden – og i demokratiets interesse – gennemtrumfe en sÃ¥dan uvildig undersøgelse? Vi fÃ¥r se.

Kammeradvokatens redegørelse kan nedhentes i sin fulde længe her.

Penkowasagen: Bliver rektor fyret?

21. marts 2011

I dag og i morgen holder Københavns Universitets bestyrelse møde om universitets håndtering af den famøse sag om Milena Penkowa. Og spørgsmålet er, om møderne vil resultere i den uvildige undersøgelse, som længe har været efterlyst fra mange sider, bl.a. fra en lang række forskere.

Til grund for møderne ligger Kammeradvokatens flere hundrede sider lange redegørelse for sagens forløb.

I dagens udgave af Politiken analyserer Jacob Fuglsang de mulige perspektiver af møderne. Vil møderne munde ud i 1. en opbakning til universitetsledelsen? (Fuglsang mener nej, pÃ¥ grund af rektors delvise indrømmelser og beklagelser…) eller vil bestyrelsen 2. afskedige rektor eller kræve radikale ændringer i universitetsledelsen organisation (nej, mener Fuglsang, for “det ville være et brud pÃ¥ det parløb, som bestyrelsesformand og rektor gennem hele forløbet har kørt”). 3. Bestyrelsen vil krybe til korset og imødekomme kravet om en uvildig undersøgelse, som mere end 400 forskere har krævet. Det mÃ¥ blive udfaldet, mener Fuglsang, for det er den eneste udvej, der findes, hvis tilliden til universitets ledelse skal genoprettes.

Men den sidste løsning er mÃ¥ske i virkeligheden den mest pinagtige. For en uvildig undersøgelse vil ikke alene blotlægge Milena Penkowas handlinger, men ogsÃ¥ universitets ledelsens – herunder rektors og bestyrelsens – adfærd og mÃ¥ske nok sÃ¥ interessant Helge Sanders og Videnskabsministeriets rolle. Det politiske perspektiv gør sagen til en meget varm kartoffel for den siddende videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K). Dels, fordi den trækker trÃ¥de ind i hendes ministerium, men ogsÃ¥ fordi – som Fuglsang rigtig pÃ¥peger – en uvildig undersøgelse vil være en dom over den borgerligt sanktionerede enstrengede universitetsstruktur. Den vil sandsynligvis afsløre, hvorfor ledelsen og bestyrelsen har været afmægtige i hÃ¥ndteringen af sagen og derfor har været nødsaget til at eksportere problemet til uvildige personer.

Fuglsangs udmærkede analyse er værd at læse, fordi den kredser om det virkeligt interessante i sagen om Penkowa. Og det er ikke Milena Penkowas svindel og humbug, for i det store spil er hun kun en lille ubetydelig detalje, men spørgsmålet om, hvordan man skal drive de vigtigste vidensinstitutioner i landet: universiteterne. En sober, gennemarbejdet, uvildig undersøgelse af sagens forløb vil kunne være en veritabel bombe under den universitets- og forskningspolitik, der har været ført siden 2001. Og i bedste fald være med til at retablere universitetet i sin egen ret.