Indlæg tagget med forskning

Tilbage til Penkowa-sagen: En ny sag om videnskabelig uredelighed

31. august 2011

Som lovet vil jeg vende tilbage til Penkowa-sagen, hvis der dukkede noget nyt og relevant op. Som bekendt har sagen ligget stille længe – i hvert fald i medierne. Men i dag kan Politiken sÃ¥ – med BT som kilde – afsløre, at en af Milena Penkowas nære medarbejdere, den anerkendte og fremtrædende sundhedsforsker, Bente Klarlund, er blevet anmeldt til Udvalget vedrørende uredelighed, anklaget for at have bedrevet systematisk fusk i sin forskning.

Anmelderen er en kollega, professor Henrik Galbo, som i en 23 sider lang anmeldelse gennemgår 21 artikler, Klarlund har lavet sammen med Milena Penkowa. 11 af de analyserede artikler står Klarlund som ansvarlig for. Og Galbos konklusion lader ingen tvivl om fuskeriets karakter:

»I betragtning af ikke blot de åbenlyse svigagtige manipulationer fra Penkowa, men også de mange uoverensstemmelser i andre dele af arbejdet, må man konkludere, at det er sandsynligt, at Bente Klarlund Pedersen valgte at lukke øjnene. At hendes uagtsomhed var bevidst. Man må også se på det indlysende motiv: Bevidst videnskabelig svindel«.

I relation til Penkowas sag er nyheden relevant på flere ledder.

1) Den understreger, hvad jeg flere gange har forsøgt at understrege, at Penkowas sag ikke kun kan anskues som en sag om en enkeltpersons – Penkowas – afsporing som forsker, sÃ¥dan som man tendentielt har gjort i pressen. Penkowa er ogsÃ¥ – forenklet formuleret – et “produkt” af en institutionelt og politisk system, der har muliggjort og mÃ¥ske endda fremmet bedrageriet. Penkowa er med andre ord ikke alene om at gÃ¥ pÃ¥ akkord med de videnskabelige idealer.

2) Nyheden peger pÃ¥ det politiske niveau – og dermed pÃ¥ det politiske ansvar for de skandaløse sager. Som Penkowa er Klarlund inde i varmen hos de magthavende Venstrepolitikere. Hun er udpeget til div. rÃ¥d af sÃ¥vel Lars Løkke Rasmussen, Bertel Haader og Helge Sander. Hun er en af regeringens eliteforskere…

3) Endelig peger nyheden også på et forhold, der måske har været lidt underbelyst indtil videre. Nemlig magtkampene i det videnskabelige mijø. Klarlund har taget til genmæle over for anklagerne og krævet, at blive renset for dem. Uanset om Klarlund har begået noget kritisabelt eller ej, så skal vi ikke være blinde over for det forhold, at videnskabelige konflikter, personlige karriereambitioner og andet godt spiller ind i sagerne. Det kan godt være, at videnskab er en ædel sag, men dens udøvere er ikke nødvendigvis drevet af ædle motiver.

Studenterrådet støtter rektor i Penkowa-sagen

23. juni 2011

En interessant nyhed. StudenterrÃ¥det ved Københavns Universitet bakker rektor op i sagen om Milena Penkowa. Dermed er StudenterrÃ¥det, som formelt repræsenterer 35.000 studerende, i opposition til den store gruppe af forskere – 8 ud af 10 – som ikke har tillid til rektor.

Studenterrådets argument er, at rektors afgang kun vil føre til en handlingslammelse af universitetet. Og at universitetet har mange andre alvorlige problemer end Penkowa-sagen.

Udmeldingen er interessant, fordi den netop – indirekte – rejser debatten om de institutionelle konsekvenser af Penkowa-sagen. Vil en fjernelse af universitetets kransekagefigur løse universitetets problemer – herunder Penkowasagens problemer? Næ, det vil den ikke.

Uanset, hvad man ellers vil mene om rektors alt andet end glorværdige rolle i sagen, sÃ¥ er sagen vel, at han langt hen ad vejen har handlet inden for rammerne af universitetsloven. Og fejlene ufortalt, sÃ¥ har bl.a. kammeradvokatens redegørelse jo understreget, at godt nok har deres været kritisable forhold, men i bund og grund har der ikke været tale om embedsmisbrug eller andet kriminelt. Dertil skal lægges, at rektor faktisk har forholdt sig til kritikken og udvist, hvad StudenterrÃ¥det kalder “tilpas handlekraft”.

At gøre rektor til syndebuk for Penkowa-sagen og dens mange implikationer vil mÃ¥ske mest af alt være et tegn pÃ¥, at man ikke har forstÃ¥et det perspektiv, som Penkowa-sagen har for universitetsloven og -politiken som sÃ¥dan. Derfor er det berettiget, at de studerendes rÃ¥d finder det ‘klart problematisk’, at forskerne i vid omfang ikke bakker rektor op. Det kan man jo sagtens gøre, selv om man udøver kritik af manden.

Milena Penkowa og den ‘uvildige undersøgelse’, der blev tabt pÃ¥ gulvet

14. juni 2011

Som bekendt forhindrede Liberal Alliance, at der bliver iværksat en sÃ¥kaldt ‘uvildig undersøgelse’ af sagen omkring Milena Penkowa. Dermed er der meget, der tyder pÃ¥, at vi mÃ¥ nøjes med at fÃ¥ resultatet af den allerede igangsatte undersøgelse af hendes pÃ¥stÃ¥ede videnskabelige fusk.

Der er al mulig grund til at beklage, at den uvildige undersøgelse ikke bliver til noget. Foreløbigt mÃ¥ vi konstatere, at systemet – universitetet og ministeriet – har hyttet sine egne interesser, idet Kammeradvokatens redegørelse for det første frifandt rektor og universitet for anklagen om at have begÃ¥et væsentlige formelle fejl i hÃ¥ndteringen af sagen, – og ministeriet for det andet ved ikke at forfølge anklagerne mod tidligere forskningsminister Helge Sander og ved fratage Penkowas hendes Elite-Forsker-pris har forsøgt at lægge et slør over egne fejltagelser.

Men hvad med Milena Penkowa selv? Ganske vist har jeg ikke lagt fingre mellem i min omtale af Penkowa i mine tidligere indlæg, men det ændrer ikke ved, at jeg vil insistere på, at hun er uskyldig, indtil andet er bevist. Hun fik en dom for dokumentfalsk etc. Det står ikke til diskussion. Hun blev frifundet af Rigsrevisionen for at have misbrugt forskningsmidler (selv om hun havde tilbagebetalt nogle af dem). Den afgørelse står heller ikke til diskussion, men sender sorteper videre til universitetet og donatorerne, som åbenlyst ikke har haft styr på administrationen af forskningsmidler og -projekter.

Men hvad med den efterlyste ‘uvildige undersøgelse’? Eftersom Milena Penkowa hele vejen igennem har forsvaret sig mod diverse anklager og med rank ryg har insisteret pÃ¥ sin uskyld, sÃ¥ mÃ¥ det siges at være et ekstra nederlag for hende, at det politiske flertal afviser en sÃ¥dan uvildig granskning.

For det, som en ekstern undersøgelse kunne være med til at belyse, er ikke alene om Systemet har begÃ¥et formelle fejl undervejs, men ogsÃ¥ hvorvidt Systemet – det politiske og universitære – fungerer hensigtsmæssigt set ud fra en overordnet samfundsmæssig interesses synspunkt…

I Berlingske siger Milene Penkowa selv: “Jeg er meget ærgerlig over at høre, at der ikke bliver indledt hverken kommissionsundersøgelse eller en uvildig undersøgelse af hele sagen og dens aktører. PÃ¥ trods af nogle Ã¥benlyst selvmodsigende og utilfredsstillende forhold hos de involverede parter, sÃ¥ fÃ¥r vi aldrig kendskab til det fulde omfang af sagen, idet lørdagens politiske beslutning endegyldigt udelukker en uvildig og dybdeborende granskning […] NÃ¥r jeg hidtil har forholdt mig tavs og ikke er hoppet med pÃ¥ de seneste mÃ¥neders mediecirkus, der udspringer fra køen ved hÃ¥ndvasken, sÃ¥ er det fordi, jeg hele tiden har hÃ¥bet pÃ¥, at vi en dag ville se en ægte, dybdeborende, upartisk, og altomfattende ransagelse af alle sagens deltagere. Ingen, ej heller Københavns Universitet, kan være tjent med udeblivelsen af en uvildig undersøgelse. Konsekvensen er, at offentligheden mÃ¥ nøjes med et ensidigt og utilstrækkeligt kendskab til sagen”
Udeblivelsen af en uvildig undersøgelse tjener kun – og mÃ¥ske kun pÃ¥ kort sigt – Systemet. Men ikke samfundets, forskningens eller Penkowas. Fanden hytter sine og lader de andre sejle deres egen sø.

Penkowa-sagen – et politisk efterspil?

1. juni 2011

Jeg har lovet at vende tilbage til Penkowa-sagen, når der kommer vigtigt nyt.

Hvis man har fulgt med i mine skriverier om sagen, vil man vide, at jeg er af den opfattelse, at systemet – universitetet, ministeriet osv. – ikke er tilbøjeligt til at drage radikale konsekvenser af sagen. Hvis sagens mange perspektiver skal have konsekvenser for universitetsloven, forskningspolitiken osv., sÃ¥ skal forandringerne komme udefra – fra de politiske magthavere, dvs. folketinget.

Politiken kan i dag meddele, at der nu er et formelt flertal for en ‘kulegravning’ af hele sagen. Flertallet er opstÃ¥et ved, at den afgÃ¥ende Venstre-kandidat Malou Aamund har forladt tinge og er blevet erstattet af Liberal Alliances Niels Høiby. Og han er tilhænger af en sÃ¥dan undersøgelse. Liberal Alliance vil i dag fremsætte beslutningsforslag om at iværksætte en egentlig undersøgelseskommission.

Men, som der stÃ¥r i artiklen, ‘sÃ¥ vidt kommer det ikke’. Forslaget kommer ikke til afstemning: “I stedet vil der blive skrevet en sÃ¥kaldt beretning i Videnskabsudvalget, der dermed iværksætter en uvildig undersøgelse, som eksempelvis et advokatfirma eller en anden instans kan stÃ¥ for.” Forklaringen skulle angiveligt være, at man derved sparer en masse penge til en dyr kommissionsundersøgelse, samtidig med at man fÃ¥r en uvildig undersøgelse.

I betragtning af, at den siddende regering ellers ikke har været tilbageholdende med at nedsætte udvalg osv., kunne man ogsÃ¥ fÃ¥ den mistanke, at der kan være en politisk begrundelse for at køre sagen uden om en Folketingsbeslutning. Penkowa-skandalen er jo i den grad den siddende regerings skandale. Det er den siddende regering, der har ansvaret for den førte universitets- og forskningspolitik. Og det er ogsÃ¥ regeringen, der har gjort Penkowa til sin egen lille forskerdarling og mønsterforbillede for alle andre forskere. Behandlingen af et beslutningsforslag om en uvildig undersøgelse kunne blive en pÃ¥mindelse om regeringens meddelagtighed i sagen. Og regeringen har mest af alt brug for succeshistorier frem til det kommende valg. Resultatet af den uvildige undersøgelse vil først foreligge længe efter dette valgs afholdelse…

Penkowa og pengene

25. maj 2011

Hvis man har orket at følge med i mine skriverier om Milena Penkowa-sagen, vil man vide, at jeg ikke blot opfatter frk. Penkowa som et yderst ærgerrigt ungt menneske, der ikke skyer noget middel for at realisere sine ambitioner, men ogsÃ¥ – og mÃ¥ske ikke mindst – som symptomatisk udtryk for det universitære (og forskningspolitiske) system, som hendes karriere og den indbefattede ‘skandale’ i stort omfang er et produkt af. Og det er dette perspektiv, der er interessant. Set herfra.

I gÃ¥r havde Information en artikel af interesse for alle os, der interesserer os for Penkowa-sagen og dens perspektiver. Af artiklen fremgÃ¥r det, at Rigsrevisionen ‘stort set’ frikender Milene Penkowa for anklagen om misbrug af betroede forskningsmidler. Rigsrevisionen har gennemgÃ¥et en lang række forskningsprojekter – 12 ialt – som Penkowa har stÃ¥et i spidsen for – og ‘renser stort set’ den unge forsker for mistanken om misbrug.

Med det diskrete forbehold – ‘stort set‘ – sigtes til det forhold, at ogsÃ¥ andre forskere har haft mere end svært ved at holde styr pÃ¥ forskningsmidler fra private sponsorer. Information skriver: “Rapporten viser desuden, at andre forskere har store problemer med at holde styr pÃ¥ pengene. Rigsrevisionens stikprøver af regnskaberne i 23 andre forskningsprojekter pÃ¥ to sundhedsvidenskabelige institutter pÃ¥ KU viser, at journalerne og bilagene i forbindelse med de private bevillinger er mangelfulde. Heller ikke regnskaberne for de pÃ¥gældende forskningsprojekter er altid efter bogen. Rigsrevisionen slÃ¥r blandt andet fast i rapporten, at »(…)den interne kontrol med regnskabsrapporteringen til tilskudsgiver var begrænset. Det samme var kontrollen med, at bevillingerne blev anvendt i overensstemmelse med de konkrete bevillingsbetingelser eller budgettet i bevillingsansøgningen.«

Sagt på en anden og lidt enklere måde: Det er ikke primært Milena Penkowa, der har et problem. Det er universitetet. Rigsrevisionens rapport afslører, at universitetet har massive problemer med håndteringen af den mange private sponsorater, deres bevillingsbetingelser og almindeligt bogholderi i forbindelse med forbruget af midlerne.

Interessant er det ogsÃ¥, at Rigsrevisionen ikke udtaler ‘nogen alvorlig kritik’ af de herskende tilstande, men beskriver de administrative rod og peger pÃ¥ nødvendigheden af at oprette en særlig økonomisk afdeling, der kan tage sig af det administrative. En økonomisk afdeling, der vil være en yderligere administrativ belastning af det i forvejen betrængte universitære styre.

Professor Peter Skærbæk fra Copenhagen Business School har læst Rigsrevisionens rapport og undrer sig over, hvad den skal gøre godt for, når den ikke vil munde ud i en kritik af systemet. Han går endda så vidt som til at betvivle Rigsrevisionens uafhængighed af det politiske system.

Siden Penkowa-sagen begyndte at rulle har det været tydeligt for enhver, der kan læse, at det universitære og politiske system har forsøgt at afværge sagens systemkritiske implikationer. Penkowasagen sætter store spørgsmålstegn ved den måde, universitetet ledes på. Den sætter også store spørgsmålstegn ved den universitets- og forskningspolitik, som den siddende regering har ført gennem mere end et årti. Men i stedet for at besinde sig på den implicite kritik og give plads for selvkritik, eftertanke og måske reformer af universitetets styreform og forskningspolitikken, så vælger man at skåne tidligere forskningsministre, universitetets ledelse og det eksisterende system. Og så ofrer man Penkowa som syndebuk.

At Rigsrevisionens rapport ikke får nogle dybtgående konsekvenser for universitetet, men blot medfører yderligere oprustning af universitetets i forvejen økonomisk belastende administration, ja, det er måske ikke så overraskende endda. Rigsrevisionen er vel, når alt kommer til alt, en instans, der bekræfter det bestående.

Hvis Penkowa-sagens kritiske perspektiver nogensinde skal få betydning, så skal de omsættes til politisk handling. Det er fra det politiske system en evt. forandring skal komme.

Tak til Torben for tilskyndelsen…

Tilbagespoling: Mine skriverier om Penkowa-sagen kan man læse, hvis man følger dette spor (med der er mange…).