CAPAC

Forbipasserende gør mig opmærksom på dagens leder i Politiken (og tak for det!): “Penkowa-sagen er et symbol på regeringens uddannelsespolitik“. Lederskribenten skærer lige ind til benet. Sagen er ikke bare udtryk for en ung, overambitiøs, overselvvurderende dames fejlen, men symbol på “en årelang nedbrydning af de akademiske standarder ved landets universiteter under anførsel af skiftende ’videnskabsministre’ uden ringeste forståelse for eller personlig erfaring med, hvad videnskabelig forskning eller uddannelse overhovedet er for noget.” Skribenten fortsætter: “Forhenværende videnskabsminister Helge Sanders slagord ’Fra forskning til faktura’ var i akademisk forstand langt mere ødelæggende for universitetet end Penkowa-sagen, og det samme kan siges om den nuværende minister Charlotte Sahl-Madsens idé om etårige kandidatuddannelser – for blot at nævne to eksempler. ”
Milena Penkowa er en tragi-komisk figur, hvis karriere må siges at være tabt. Men de virkelige skurke er politikerne, der med hovedet oppe i de ideologiske tåger uden nogen som helst forstand på videnskab og forskning tåger rundt og ødelægger dansk akademia. Penkowa-skandalen vil en dag være fortid, men hvis vi skal redde noget af stumperne, så skal vi have nogle kvalificerede politikere på uddannelses- og videnskabsfeltet. Det har vi ikke haft meget længe…

Opgaven ligger lige til højrebenet: Hvis Milena Penkowa har snydt med sin doktorafhandling, hvordan står det så til med alle de andre omkring 100 artikler, hun er forfatter til? Det skal et uvildigt panel af internationale forskere nu undersøge til bunds. Spændende.

Apropos: Subø-sagen i Norge.

Jeg har ventet på, at det skulle ske: At de studerende kom på banen og krævede en uvildig undersøgelse af Penkowa-sagen. For dybest set er det dem, det drejer sig om. Det er de studerende, der er universitets grundlag og fremtid. Det er dem, der skal leve med den første politik på området. Og så er det også dem, der oprindeligt fik lavinen til at rulle. Det sidste er værd at huske på, nu hvor fokus er på Milena, Ralph og Helge.

PS. Mere i Universitetsavisen. Professorer skriver til bestyrelsen igen. Underskriftindsamling. Ga-gung-ga-da-gung…

PPS. Lars Løkke Rasmussen vil ikke røre ved sagen med en ildrager. I det hele taget vil han helst ikke have flere sager… Men Penkowa-sagens ‘politiske forbindelse’ stopper åbenbart ikke ved dumme Sander. For han har også involveret Lars Barfoed. Tja, de konservastive kan da heller ikke holde sig ude af noget som helst snavs…

– og meddeler, at han har ‘virkelig’ tænkt over sagen, men ‘sidder ikke tilbage med en dårlig smag i munden’. Ser vi bort fra de orale associationer, udtalelsen kunne give anledning til, så er det mest interessante nok, at han mener, at de famøse spørgsmål, som han videresendte – og som menes at stamme fra selveste rottefængersken Pankowa – ‘har vist sig at være rimelige’. Dermed kan han vel kun mene, at hans efterfølgende lovændring for FSS’s arbejde – og besværliggørelse af rådets arbejde – retroaktivt har givet de injurierende spørgsmål mening eller hvad? [link]

Ja, et par millioner til forskning er rare at have – især når det kan bruges til tant og fjas… Politiken.

Selvfølgelig, havde jeg nær sagt, er Penkowasagen også omtalt i denne uges udgave af Weekendavisen. Ikke på forsiden som sidst, men på side 3 – hele side 3. Og selv om der ikke er noget nyt at hente, så er Poul Pilgaard Johnsens helsidesartikel interessant læsning. Han tager udgangspunkt i det forhold, at sagens seneste udvikling har forskudt opmærksomheden fra den centrale person – Milena Penkowa – til henholdsvis rektor Hemmingsen og Helge Sander.
Pilegaard træder et skridt tilbage og prøver at se på de to herrer på afstand.
Det kommer rektor til gode. Som man siger, så skal tvivlen komme den anklagede til gode, og det gør Pilegaard, idet han prøver at forklare nogle af rektors fejlbedømmelser som udslag almindelig menneskelig adfærd. Det gælder fx historien om telefonopkaldet til Spanien, som skulle dokumentere, at Penkowa faktisk havde foretaget rotteforsøg dernede. Her hæfter Pilegaards sig ved, at rektors accept af forklaringen bygger på den tillid, vi som mennesker pr. definition udviser over for et andet menneske – indtil andet er bevist.
Pilegaards argumentation frikender ikke rektor i sagen, men gøre plads for en god portion almindelig menneskelig fejlen. Indirekte er det dog også en kritik af den måde, det universitære system fungerer på. Magtfuldkommenheden. Men det nævner Pilegaard ikke.
Langt værre ser det ud for ex-minister Sander, der i følge Pilegaard står med en regulær tilståelsessag. Alt tyder på, at de famøse spørgsmål til FSS var fabrikeret af Milena Penkowa – og at Sander var det villige sendebud for spørgsmålene. Nyligt udgivne dokumenter hos Forsknings- og Innovationsstyrelsen peger næsten entydigt på, at Penkowa var forfatteren, og at Sander ikke alene gør sig skyldig i utilbørlig vennetjenesteri, men også i decideret embedsmisbrug. Pilegaard lægger ikke fingre imellem. Læs artiklen.

Selv om jeg ikke har fået læst Weekendavisen endnu, så sover Penkowa-sagen ikke. Universitetsavisen beretter, at rektor Ralph Hemmingsen uderkendte sit eget fagudvalg i forbindelse med vurderingen af Penkowas doktorafhandling. Citat:

“Da Milena Penkowas første doktordisputats blev enstemmigt afvist af de tre professorer, som bedømte den, var det rutinemæ¦ssigt op til Det Forskningsstrategiske Udvalg (dengang hed det blot Forskningsudvalget) at afgøre, om disputatsbedømmelsen var foretaget korrekt. Det fandt udvalget, at den var, bekræfter udvalgets daværende formand, Elsebeth Lynge.

Derfor forbløffede det flere medlemmer, at dekan Ralf Hemmingsen uden kendt fortilfælde besluttede at sende den afviste doktorafhandling videre til ny bedømmelse hos en norsk og en svensk ekspert, der kvitterede med en begmand til de oprindelige bedømmere – og indirekte til medlemmerne af Det Forskningsstrategiske Udvalg.”. Læs mere om den magtfuldkomne rektors adfærd her.

Omsider en dag, hvor pressen ikke producerer nyheder om Penkowa-sagen i en lind strøm. Men i morgen er det fredag, og vi får se, hvad Weekendavisen har at byde på. Og så alligevel. Helt Penkowa-fri-dag er det ikke. Berlingskes IT-kommentaro og blogger Dorte Toft har et indlæg, der prøver at perspektivere sagen i forhold til den lokale andedams universitetsmiljø.
For Penkowa-sagen er ikke den eneste svindel-og-snyd-sag, den danske universtetsverden kan prale af. Og ikke kun Københavns Universitet har den tvivlsomme ære. Toft henviser til århus Universitet og sagerne om den karismatiske autismeforsker, der kassebedrøvede for 10 millioner, om Dandy-tyggegummifirmaet og den eksterne forskningsfinansiering og – endelig – sagen om den tidligere kontroversielle psykologiprofessor Helmuth Nyborgs problemer med data, metoder og konklusioner.
Selv om der er forskelle på de forskellige sager – og Penkowa-sagen skiller sig ud ved sin langvarighed og sine forgreninger til rektor og det politiske lag (Sander) – så er der også mange paralleller. Og som Toft demonstrerer med sin gennemgang af Nyborg-sagen, så tyder Penkowa- og Nyborgsagen på, at universiteterne – sådan som de er struktureret nu om stunder – ikke er i stand til at kvalitetssikre forskningen.
Med andre ord så peger de nævnte sager på ikke alene universitetsledelsernes ansvar (og manglende vilje og evne) for sagernes forløb og udvikling; men de peger også på politikernes ansvar i og med, at det er dem, der har bestemt, at universiteternes skal ledes på udemokratis vis à la virksomheder. I bedste fald kan vi derfor håbe på, at Penkowa-sagen med tiden vil føre til en reform af universiteternes ledelse og struktur.

I TV-Avisen kræver flere forskere rektor Ralph Hemmingsens afgang efter afsløringerne af hans rolle i det, vi kender som Penkowa-sagen. Hemmingen svarer på spørgmål om Syddansk Universitet tidlige advarsel om svindel i forbindelse med doktordisputatsen, sagen om den opdukkende døde moder, om bagklogskabens lys og om sagens betydning for forskningens og universitetets pris og – ikke mindst – rektors ansvar. Rektor Hemmingsen svarer egentlig ganske godt for sig, men det er – i mine øjene – tydeligt, at en væsentlig del af forklaringen på sagens langtrukne udvikling ligger i magtens centrering om rektor og ledelsen. Det kommer bl.a. til udtryk, når Hemmingsen dels forklarer, hvordan han selv har forsøgt at få svar på nogle af de mange spørgsmål tidligt i forløbet, medens han på den anden side ikke han huske flere ting, fx et brev, hvor Penkowa omtaler sin moders begravelse. Hemmingsen mener ikke, at sagen ‘skal lægge universitet og forskningen ned’, fordi den slags sager kan opstå i store virksomheder, og han har ingen planer om at gå af, men vil følge sagen til dørs. Sagen fortsætter altså.. Se klippet her (indslaget begyder ca. halvvejs inde i programmet).

Socialdemokraterne sender nu sorteper videre til statsminister Lars Løkke Rasmussen, der skal svare på, om Helge Sander havde loven på sin side, da han nægtede at afsløre sin(e) kilde(r) til de famøse spørgsmål til Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme . Professor og ekspert i forvaltningsret Rasmus Prehn ved CBS mener, at Sander ikke kan hemmeligholde kilden, fordi det omhandler det tjenestelige område.

Der er ikke noget nyt i, at politikere kan være drevet af andre end politisk-idealistiske motiver. Der er heller ikke noget nyt i, at politikere kan bilde sig selv ind, at de kan slippe godt fra at forlade den politiske dyd smalle sti. Alligevel kan det godt undre en, at de fristes til at gøre det. For – især i de alvorligste sager sker der oftest det, at de før eller siden bliver trævlet op. Jeg forudser, at det vil ske med Birthe Rønn og den “glemte” konvention. Før eller siden vil det stå lysende klart, hvilke bureaukratiske og politiske motiver, der lå bag “glemsomheden”. Det samme gælder for den tidligere videnskabsminister Helge Sanders famøse, anonyme anklager i Penkowa-sagen.
I Politiken i dag kan man læse, at formanden for Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdomme (FSS), professor Jens Christian Djurhuus, nu i en idrekte henvendelse til den ferierende Sander opfordrer ham til at afsløre, hvem der står bag anklagerne. Og det er en yderst pinligt dilemma, Sander befinder sig i. Afslører han ikke, om det var Penkowa, så vil mistanken om magtmisbrug hænge som en tung sky over hans hoved i lang, lang tid fremover og hans troværdighed som politiker vil have lidt et alvorligt knæk. Afslører han, hvem der stod bag – og at det måske og sandsynligvis, som rygterne vil vide, er Penkowa – så er han lige vidt. Han har sat dansk sundhedsvidenskabelig forsknings fremtid og arbejdsvilkår på spil for at promovere sin ‘veninde’ og har dermed blameret sig selv om seriøs politiker. Det bedste Sander kan håbe på, er – ved at lægge kortene på bordet – at sagen hurtigere vil blive klarlagt, og at han derfor hurtigere vil kunne komme videre med sit liv…

Information følger op på Weekendavisens dybdeboringer i Penkowa-sagen og forsøger i artiklen “Når målet hærger midlet” at spore oprindelsen til bedrageriet, løgnene og forfalskningerne. Det bliver en rejse tilbage til folkeskolen. Billedet af en dygtig, ambitiøs pige, der tidligt går sine egne veje og gør konkurrencementaliteten til drivkraften i sit liv. Allerede som ponyrytter – og vinder af sølv- og guldmedaljer – står det klart, at hun ikke interesserer sig for hestene som andre hestepiger. Det er at vinde, der interesserer hende.
Den kendte psykolog Jørn Beckmann, som har beskæftiget sig med at udfærdige psykologiske profiler af kriminelle har fulgt sagen nøje og giver et bud på, hvad der er galt med Penkowa. Hun er mytoman. Citat:

“»Det er startet med en pige, der er knaldgodt begavet og vil spæne frem så stærkt, at det er umuligt. Og så har hun løjet lidt hist og her. Men i længden er hun blevet spundet ind i sin egen historie på en måde, hvor den ene løgn efterfølger den anden i jagten på at gøre alting perfekt.«

Penkowas fantastiske priser, kunne hun måske have fået uden at kriminalisere sig, men det var ikke nok.

Tilbage står et smuldret billede af en kvinde, hvis ambitioner måske korrumperede hendes faglige stolthed. Måske har Milena Penkowa været exceptionelt kynisk, eller måske har hendes fuskeri været for nemt.

»Den, der har ordet i sin magt, kan jo være en kolossal magtfaktor i vores samfund. Det gjorde sig gældende for Stein Bagger og Anna Castberg, og det gør sig gældende for Milena Penkowa. Folk på deres vej har lagt sig ned over for deres farverige facon.«

Hvis anklagerne mod den tidligere forsker holder, har hun ikke bare været kriminel for at skaffe sig penge, vurderer Jørn Beckmann.

»Den her sag ligner Bagger eller Castbergs på den måde, at hun reklamerer med sine fornemme resultater, selv om de reelt set ikke eksisterer. Det er den slags mytomaner, der ikke tænker på andet end at være fejlfri. Perfektion er målet, og midlet kan være alt mellem himmel og jord.«

Man kan sige, »at Penkowa er blevet offer for det konkurrencesamfund, som hun ellers har været så begejstret for,.« vurderer Beckmann.

Tanken om at være fejlfri har altid været målet i Milena Penkowas karriere. Måske er selv samme karriere nu dræbt af den selv samme tanke.”

Læs artiklen her.

Efter at have luftet Gravhunden kastede jeg mig med appetit over Weekendavisens forsidehistorie “Venindens vendetta” om den tidl. forskningsminister Helge Sanders alliance med den skandaliserede “hjerneforsker” Milena Penkowa. Og jeg satte mig for at læse artiklen som djævelens advokat, fordi jeg i den forløbne uge havde bemærket, at Sander med hans egne ord ‘var i sin gode ret’ til at stille spørgsmål til Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme. Spørgsmål, som var fabrikeret af en anden mand eller kvinde. Spørgsmål, der havde injurierende, ærekrænkende og bagvaskende karakter.
Men efter læsningen af Poul Pilegaard Johnsens artikel får djævelens advokat ikke et ben til jorden. Helge Sander har muligvis været i sin gode ret – i sin egenskab af minister – til at stille spørgsmål. Men artiklens detaljerede dokumentation viser, at det slet ikke er legitimitetens af selve handlingen, der er til debat. Det er det overordnede formål – at promovere veninden Penkowa.
Inden de famøse anklager bliver fremført har rådet i alt ni gange afslået bevillinger, som Penkowa har ansøgt om. Hver gang med faglige argumenter. Mistankerne om rådets sammenspisthed og indavl afvises blankt af to større undersøgelser. Den sidste gennemført af Sanders egen departementschef Inge Thygesen, som konkluderer sin undersøgelse med, at der ikke er noget at komme efter for kritikerne. En konklusion, som hun de facto ikke skulle gøre…
Alligevel ignorerer Sander frifindelsen af rådet og bruger sine egne mistanker til at ændre lovgivningen på området, så rådets arbejde med bevillinger nu er hæmmet af en dyrt og tidskrævende bureaukrati.
Af Johnsens fremstilling er det tydeligt, at Sander er drevet af andre motiver end de rent fagligt-videnskabelige. Og man kan næsten ikke fritage sig fra at tænke at anklagerne om nepotisme, sammenspisthed osv. mest af alt ligner en projektion…
Til sidst i artiklen sætter Johnsen trumf på med endnu en afsløring. Denne gang drejer det sig om forbigåelsen af en af de mest fremtrædende forskere på de medicinske område, professor Niels Borregaard. Borregaard er indstillet til – to gange – til ledige pladser i Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme (FSS) og Det Strategiske Forskningsråd, men Sander underkender indstillingerne – i strid med gængs praksis på området. Først da Sander afløses på ministerpladsen tildeles Borregaard straks pladserne og bliver oven i købet formand for FSS.
Det er muligt, at Sander ikke har begået nogen formel fejl, strengt taget, men tilbage står man med indtrykket af en minister, der er korrumperet af sin egen ‘personlige relation’ til en ung dame, hvis forsknings seriøsitet i dag er mere end tvivlsom.

Det politiske systems langsommelighed i Penkowasagen har længe undret mig. Medens sagen og dens saftige detaljer har bredt sig i alle afkroge af medieverdenen – selv her i blogland – så har de magthavende politikere været påfaldende tavse og handlingslammede. Og det kan jo godt undre, når man tager Penkowas status som eliteforskningsdarling i regeringspartiet Venstre og regeringens ansvar for universitetets nuværende ledelsesform i betragtning.

Men nu kommer Charlotte Sahl-Madsen (K) så omsider ud af sit musehul (jeg havde nær skrevet: rottehul…) med et formelt ønske om at få rektor Hemmingsens rolle undersøgt. Man kunne mene, at hun på nuværende tidspunkt heller ikke har noget valg længere. Rektor har selv sørget for at gøre sin person interessant ved sin særlige indsat i sagen. Den konkrete anledning til ministerens udmelding er, at universitet netop har afleveret en redegørelse til ministeriet om, hvordan man vil tackle sagen. Og i den omtales rektors rolle ikke…

Sahl-Madsen udtaler: “Alle har en interesse i, at vi får belyst denne sag, så der ikke bagefter står ubesvarede spørgsmål. Jeg har imidlertid ikke fundet Københavns Universitets beskrivelse af, hvordan de vil håndtere det videre forløb dækkende”. Man kan kun bifalde det første. Spørgsmålet er så, om vi kommer helt til bunds i sagen, hvis det er universitetets bestyrelse, der skal forestå gennemtrevlingen af sagens detaljer? Jeg mener, at det tidligere krav fra de 58 forskere om en uvildig tilbundsgående undersøgelse er ufravigelig…

Og Helge Sander forsøger stadigvæk at holde skæg (politik) for sig og snot (‘personlige relationer’) for sig. Jeg vil ikke vædde en 50 ører på, at den taktik holder ret længe…

Når det ellers så regeringstro organ Jyllands-Posten også kaster sig over Penkowasagen – og den tidligere videnskabsminister Helge Sanders rolle i samme – så kunne det tages om udtryk for, at Sander har en rigtig skidt sag. For nu at udtrykke det således. I en artikel i dag angribes han af den tidligere formand for Forskningsrådt for Sundhed og Sygdom, Lars Fugger, for at have ændret lovgrundlaget for rådets arbejde på basis af såkaldt “anonyme” anklager om nepotisme m.m. mod rådet. De pågældende anklager fremførtes af Sander i en mail til rådet. Og Jyllands-Posten kolporterer også det rygte, at de anonyme anklager i virkeligheden stammer fra Sanders personlige veninde, Milena Pankowa… Lars Fugger citeres for at sige: “Vi var ikke i tvivl om, at det var Milena Penkowa, som havde formuleret de anonyme spørgsmål som en straf, fordi hun ikke havde fået penge.”
Ikke alene er det kritisabelt, hvis Sander har foretaget en lovændring på baggrund af “anonyme” anklager, som en tidligere undersøgelse, foretaget af videnskabsministeriet selv, havde afvist som værende grundløse; men endnu værre bliver det, hvis Fugger har ret i, at Milena Pankowa gemmer sig bag de anonyme anklager. Hvis Fugger har ret i sin påstand, så står Sander i lort til halsen…