Indlæg tagget med forskning

Penkowa – en enlig svale eller et symptom?

13. maj 2011

“Penkowa’er vil der komme mange flere af i fremtiden.”

Efter at kammeradvokatens redegørelse i den sÃ¥kaldte Penkowa-sag kom for en dag, har pressen tilsyneladende tabt pusten og skriver ikke stolpe op og stolpe ned om “skandalen”. Selv om man kunne mene, at redegørelsens overordnede pointer ikke er er overraskende. Pressens inaktivitet kan være udtryk for, at man ikke mener, der er mere suppe at koge pÃ¥ den pind (i hvert fald indtil undersøgelsen af Penkowas forskningsartikler kommer…), eller at pressen bare er sprunget til den næste nyhedstue. For sÃ¥dan er det. Selv en tsunami og en atomar katastrofe taber pÃ¥ et tidspunkt nyhedens interesse…

Men Penkowa-sagen rummer sÃ¥ mange problemstillinger, at den burde kunne holde mange nysgerrige journalister beskæftiget i lang tid frem. Først og fremmest er der spørgsmÃ¥let om, hvorvidt Milena Penkowa blot har været forskningens svar pÃ¥ Stein Bagger – en person med en kriminel personlighedsbrist – eller om hun ogsÃ¥ er et produkt af det uddannelses- og universitetssystem, hun har kørt om hjørner med.

Lektor Bo Beier Thorup er ikke i tvivl. I en artikel i gÃ¥rsdagens udgave af Politiken ser lektoren en direkte Ã¥rsags-virknings-sammenhæng mellem de sÃ¥kaldte ‘papirløse’, digitale eksamensformer, hvor gymnasieelever og universitetsstuderende kan bruge (og misbruge) internettets muligheder for fildeling (“afskrift”, “plagiat” osv.), og opkomstens af fremtidige Penkowaer.

Artiklen kan let opfattes som en computerukyndig lektors maskinstormeri, fordi den er reduktiv. Den beror pÃ¥ den banale forestilling, at man ved at fastholde ‘gammeldags’ papirbaserede eksamensformer, sÃ¥ kan man dæmme op for svindel og humbug i uddannelsessystemet. Men – hvis det er rigtigt læst – sÃ¥ er det en nærsynet kritik, der giver de moderne teknologiske muligheder skylden for den moralske skoling, som uddannelsessystemet giver de unge.

Hvis vi i fremtiden fÃ¥r flere Penkowaer, sÃ¥ hænger det sammen med, at uddannelsessystemet (og det omkringliggende samfund…) fremmer umoralsk adfærd ved fx at tilskynde til hensynsløs konkurrence, elitedyrkelse osv. Et lille eksempel understreger denne moralske opløsningstendens, som er systemet iboende. For et par uger siden kunne man læse, at Roskilde Universitets Center, ville gradbøje sanktionerne for snyd med eksamensopgaver osv. Fx skulle førsteÃ¥rsstuderende slippe billigere end ældre studerende. Argumentet var, at sÃ¥dan gjorde man i udlandet.

Jeg tror ikke et øjeblik pÃ¥, at man helt kan undgÃ¥ fænomener som Penkowa-sagen. Men jeg er ogsÃ¥ overbevist om, at et system, der fremmer konkurrence (ikke at forveksle med kappestrid), kvantitativ meritering, egoisme, dyrker eliten osv., ogsÃ¥ fremmer og producerer Penkowaer. At skyde skylden pÃ¥ digitale eksamensformer er at sætte kikkerten for det blinde øje. Problemet stikker meget dybere end som sÃ¥…

Læren af Penkowasagen

19. april 2011

For et stykke tid siden pÃ¥lagde jeg mig selv ikke at skrive om Penkowasagen, før der kom nyt og væsentligt frem om sagen. Det sker i dag, hvor rektor Ralf Hemmingsen har et kronik i Politiken med titlen: “Det kan vi lære af Penkowasagen”. Eftersom rektor Hemmingsen har været en af de centrale figurer i sagen,  mÃ¥ kronikken ses som et vigtigt partsindlæg i udlægningen af den celebre sag og dens betydning for universitetet, forskningen og samfundet i det hele taget.

Det interessante ved Hemmingsens kronik er ikke så meget, hvad den faktisk fremlægger, men måske snarere de spørgsmål, den ikke stiller eller svarer på. Forenklet sagt bygger Hemmingsen sin vurdering på det forhold, at kammeradvokaten som bekendt i sin 700 sider store, skriftbaserede redegørelse nok har fremført alvorlig kritik, men ikke fundamentalt har problematiseret rektors eller bestyrelsens rolle.

Hemmingsen bruger dette grundlag til at fremføre nogle beklagelser (som i følge Hemmingsen er synonyme med: undskyldninger) for en række fejl, han har begået undervejs. Fx at lægge mere vægt på Penkowas stjernestatus end på hendes formelle cv, håndteringen af Penkowas oprindelige disputats og negligeringen af den student, der fik lavinen til at rulle. Derefter opregner Hemmingsen en række tiltag, der er iværksat for at forebygge tilsvarende problemer i fremtiden. Oprettelsen af en ombudsmand for studerende, forbedret skoling af forskerspirer i forskningsetik etc. Med mere.
Rektor Hemmingsen er af den formening, at Penkowasagen kun har skadet universitetets internationale anerkendelse pÃ¥ kort sigt – og at man kan retablere omdømmet gennem hurtig damage control. Det kan man sÃ¥ tro eller lade være.
Hvad, rektor ikke fÃ¥r sat spørgsmÃ¥lstegn ved, er, om det aktuelle, centraliserede ledelse af universitet overhovedet er kompetent til at forebygge og imødegÃ¥ problemer som dem, der er opstÃ¥et med Penkowa? Denne fundamentale problematisering ligger mellem linjerne, nÃ¥r Hemmingsen fx perspektiverer Penkowasagens pÃ¥stÃ¥ede undtagelseskarakter med følgende bemærkninger: “Alene pÃ¥ Københavns Universitet publicerer 4.000 forskere Ã¥rligt mere end 12.000 videnskabelige artikler i danske og internationale tidsskrifter. Til sammenligning er Penkowas samlede forfatterskab pÃ¥ omkring 150 artikler skrevet over ca. ti Ã¥r.

En af de ting, der – efter min mening – har været tydelig i det lange sagsforløb har været, at universitetsledelsen hverken har haft tilstrækkeligt overblik over sagen eller tilstrækkelig indsigt i dens detaljer, medens den udviklede sig. Det var takket være pressens research og dybdeboringer, sagen for alvor tog fart. Og fraværet af tilstrækkeligt overblik og indsigt er netop et kritisk signalement af en centralistisk, enerÃ¥dig universitetsledelse.

I modsætning til Hemmingsen tror jeg ikke, at en sag som Penkowasagen ville have udviklet sig så imposant, som tilfældet er, hvis vi havde haft at gøre med en mere demokratisk ledelsesform, hvor decentralisering af beslutningsprocesser og ansvar var på dagsordenen. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at vi får Penkowasagen under den aktuelle styrelseslov.

Rektor Hemmingsens kronik er samlet set et systembekræftende partsindlæg, der ikke formÃ¥r at rejse de egentlige, tungtvejende spørgsmÃ¥l om universitetets og dansk forsknings fremtid. Hemmingsen vil sige undskyld, lappe pÃ¥ skaderne og foretage nogle udbedringer – men ikke betvivle institutionens habitus som sÃ¥dan. Derfor er det sidste ord ikke sagt om sagen og den fulde lære langtfra draget endnu…

Penkowa-sagen: Syndebuk eller forfulgt uskyldighed?

7. april 2011

Hvor stÃ¥r Penkowa-sagen i dag? Som bekendt valgte universitetets bestyrelse ud fra kammeradvokatens redegørelse at konkludere, at forløbet ikke skulle have større konsekvenser for universitetets ledelse – selv om der var begÃ¥et procedurefejl undervejs. Og forskningsministeren forsøgte at imødekomme kritikerne ved at pÃ¥lægge universitet et ‘skærpet tilsyn’.

Hvad man ikke opnÃ¥ede med disse to handlinger var dels at fÃ¥ iværksat en ekstern, uvildig, tilbundsgÃ¥ende undersøgelse af sagen, sÃ¥dan som mange forskere, medier og politikere har krævet, og dels en cementering af det bestÃ¥ende system. Der er ikke blevet sat spørgsmÃ¥lstegn ved hverken den politiske styring af universiteterne eller forskningen – og universitetets styreform er heller ikke blevet betvivlet. En bieffekt af denne situation er, at ansvaret for misèren nu tynger endnu mere pÃ¥ sagens hovedperson, Milena Penkowa. Man kunne kalde det en syndebukeffekt.

Det er lige netop denne syndebukeffekt, Milena Penkowa tematiserer, nÃ¥r hun over for Ekstrabladet hævder, at der ‘er et komplot i gang’ mod hendes person og hendes forskning. Inden vi skynder os og stemple Penkowa som paranoid, sÃ¥ skal vi lige huske pÃ¥, at selv en paranoiker godt kan have ret i sin pÃ¥stand om, at nogen forfølger hende. Selv om der er kommet artige ting frem om Penkowas adfærd – senest den famøse sag om manipulation af fotos i en videnskabelig artikel og om de ph.d-studerende, der er kommet i klemme pÃ¥ grund af Penkowas problemer – sÃ¥ skal vi huske pÃ¥, at sagen om hendes pÃ¥stÃ¥ede ‘videnskabelige uredelighed’ endnu ikke er afsluttet.

Og selv om det – med den viden, vi har indtil videre om hendes handlinger – er svært kun at se hende som en forfulgt uskyldighed, sÃ¥ skal vi ikke være blinde for, at systemet dels kan have behov for en syndebuk, og at andre forskere kan have en alt andet end faglig interesse i at fÃ¥ Penkowa ‘ned med nakken’, som hun selv formulerer det.

Det er muligt, at den efterlyste uvildige, eksterne, tilbundsgående undersøgelse af hele forløbet ikke vil kunne få juridiske konsekvenser, som det har været påpeget bl.a. i Weekendavisen. Men den vil kunne få politiske konsekvenser. Og det er sådan set sagens humle. Som jeg for længe siden pointerede, så er Penkowa-sagen især interessant som et symptom.

[kilder: Børsen, Politiken, Ekstrabladet]

Penkowa-sagen: Oppositionen gør klar til storvask?

29. marts 2011

Balladen om Milena Penkowa og universitetets – og forskningsministeriets hÃ¥ndtering af sagen fortsætter. Hvad men i øvrigt vil mene om sagens foreløbige udvikling med universitetsbestyrelsens og forskningsministerens reaktioner pÃ¥ kammeradvokatens redegørelse, sÃ¥ er en ting i hvert fald nogenlunde indiskutabel: At det ikke ændrer noget ved det bestÃ¥ende. SpørgsmÃ¥let er sÃ¥, om oppositionen vil gøre noget ved tingenes tilstand. I følge Universitetsavisen gør oppositionen klar til storvask i kulisserne. Her i bloggen vil vi se det, før vi tror pÃ¥ det…

Dagens Pengekowa: andre 79.000 kr. (mis)brugt

28. marts 2011

Selv om bestyrelsen for Københavns Universitet har frikendt sig selv og universitetsledelsen for urent trav, sÃ¥ kører sagen roligt videre. Hørslev-fonden har kontaktet Københavns Universitet for at fÃ¥ en forklaring pÃ¥, at Penkowa har brugt 79.000 kr ud af et bevilliget beløb pÃ¥ 100.000 kr til andre formÃ¥l end til indkøb af forskningsmaterialer (rotter?), som pengene var øremærket til. Penkowa har – i følge Price Waterhouse Coopers, som har gennemgÃ¥et bilagene – brugt pengene pÃ¥ personale og rejser.

Det overrasker selvfølgelig ikke denne blogs læsere, at Penkowa har (mis)brugt midlerne. Men den lille sag kaster endnu engang et beskæmmende lys pÃ¥ Københavns Universitet og dets administration. Eftersom universitetet jo har frikendt sig selv, og forskningsministeren har sat universitet ‘under skærpet overvÃ¥gning’, sÃ¥ sker der nok ikke umiddelbart mere ved denne afsløring. Men ormen gnaver videre i det rÃ¥dne æble…. [kilde: Politiken]