CAPAC

Information følger op på Weekendavisens dybdeboringer i Penkowa-sagen og forsøger i artiklen “Når målet hærger midlet” at spore oprindelsen til bedrageriet, løgnene og forfalskningerne. Det bliver en rejse tilbage til folkeskolen. Billedet af en dygtig, ambitiøs pige, der tidligt går sine egne veje og gør konkurrencementaliteten til drivkraften i sit liv. Allerede som ponyrytter – og vinder af sølv- og guldmedaljer – står det klart, at hun ikke interesserer sig for hestene som andre hestepiger. Det er at vinde, der interesserer hende.
Den kendte psykolog Jørn Beckmann, som har beskæftiget sig med at udfærdige psykologiske profiler af kriminelle har fulgt sagen nøje og giver et bud på, hvad der er galt med Penkowa. Hun er mytoman. Citat:

“»Det er startet med en pige, der er knaldgodt begavet og vil spæne frem så stærkt, at det er umuligt. Og så har hun løjet lidt hist og her. Men i længden er hun blevet spundet ind i sin egen historie på en måde, hvor den ene løgn efterfølger den anden i jagten på at gøre alting perfekt.«

Penkowas fantastiske priser, kunne hun måske have fået uden at kriminalisere sig, men det var ikke nok.

Tilbage står et smuldret billede af en kvinde, hvis ambitioner måske korrumperede hendes faglige stolthed. Måske har Milena Penkowa været exceptionelt kynisk, eller måske har hendes fuskeri været for nemt.

»Den, der har ordet i sin magt, kan jo være en kolossal magtfaktor i vores samfund. Det gjorde sig gældende for Stein Bagger og Anna Castberg, og det gør sig gældende for Milena Penkowa. Folk på deres vej har lagt sig ned over for deres farverige facon.«

Hvis anklagerne mod den tidligere forsker holder, har hun ikke bare været kriminel for at skaffe sig penge, vurderer Jørn Beckmann.

»Den her sag ligner Bagger eller Castbergs på den måde, at hun reklamerer med sine fornemme resultater, selv om de reelt set ikke eksisterer. Det er den slags mytomaner, der ikke tænker på andet end at være fejlfri. Perfektion er målet, og midlet kan være alt mellem himmel og jord.«

Man kan sige, »at Penkowa er blevet offer for det konkurrencesamfund, som hun ellers har været så begejstret for,.« vurderer Beckmann.

Tanken om at være fejlfri har altid været målet i Milena Penkowas karriere. Måske er selv samme karriere nu dræbt af den selv samme tanke.”

Læs artiklen her.

Efter at have luftet Gravhunden kastede jeg mig med appetit over Weekendavisens forsidehistorie “Venindens vendetta” om den tidl. forskningsminister Helge Sanders alliance med den skandaliserede “hjerneforsker” Milena Penkowa. Og jeg satte mig for at læse artiklen som djævelens advokat, fordi jeg i den forløbne uge havde bemærket, at Sander med hans egne ord ‘var i sin gode ret’ til at stille spørgsmål til Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme. Spørgsmål, som var fabrikeret af en anden mand eller kvinde. Spørgsmål, der havde injurierende, ærekrænkende og bagvaskende karakter.
Men efter læsningen af Poul Pilegaard Johnsens artikel får djævelens advokat ikke et ben til jorden. Helge Sander har muligvis været i sin gode ret – i sin egenskab af minister – til at stille spørgsmål. Men artiklens detaljerede dokumentation viser, at det slet ikke er legitimitetens af selve handlingen, der er til debat. Det er det overordnede formål – at promovere veninden Penkowa.
Inden de famøse anklager bliver fremført har rådet i alt ni gange afslået bevillinger, som Penkowa har ansøgt om. Hver gang med faglige argumenter. Mistankerne om rådets sammenspisthed og indavl afvises blankt af to større undersøgelser. Den sidste gennemført af Sanders egen departementschef Inge Thygesen, som konkluderer sin undersøgelse med, at der ikke er noget at komme efter for kritikerne. En konklusion, som hun de facto ikke skulle gøre…
Alligevel ignorerer Sander frifindelsen af rådet og bruger sine egne mistanker til at ændre lovgivningen på området, så rådets arbejde med bevillinger nu er hæmmet af en dyrt og tidskrævende bureaukrati.
Af Johnsens fremstilling er det tydeligt, at Sander er drevet af andre motiver end de rent fagligt-videnskabelige. Og man kan næsten ikke fritage sig fra at tænke at anklagerne om nepotisme, sammenspisthed osv. mest af alt ligner en projektion…
Til sidst i artiklen sætter Johnsen trumf på med endnu en afsløring. Denne gang drejer det sig om forbigåelsen af en af de mest fremtrædende forskere på de medicinske område, professor Niels Borregaard. Borregaard er indstillet til – to gange – til ledige pladser i Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme (FSS) og Det Strategiske Forskningsråd, men Sander underkender indstillingerne – i strid med gængs praksis på området. Først da Sander afløses på ministerpladsen tildeles Borregaard straks pladserne og bliver oven i købet formand for FSS.
Det er muligt, at Sander ikke har begået nogen formel fejl, strengt taget, men tilbage står man med indtrykket af en minister, der er korrumperet af sin egen ‘personlige relation’ til en ung dame, hvis forsknings seriøsitet i dag er mere end tvivlsom.

Det politiske systems langsommelighed i Penkowasagen har længe undret mig. Medens sagen og dens saftige detaljer har bredt sig i alle afkroge af medieverdenen – selv her i blogland – så har de magthavende politikere været påfaldende tavse og handlingslammede. Og det kan jo godt undre, når man tager Penkowas status som eliteforskningsdarling i regeringspartiet Venstre og regeringens ansvar for universitetets nuværende ledelsesform i betragtning.

Men nu kommer Charlotte Sahl-Madsen (K) så omsider ud af sit musehul (jeg havde nær skrevet: rottehul…) med et formelt ønske om at få rektor Hemmingsens rolle undersøgt. Man kunne mene, at hun på nuværende tidspunkt heller ikke har noget valg længere. Rektor har selv sørget for at gøre sin person interessant ved sin særlige indsat i sagen. Den konkrete anledning til ministerens udmelding er, at universitet netop har afleveret en redegørelse til ministeriet om, hvordan man vil tackle sagen. Og i den omtales rektors rolle ikke…

Sahl-Madsen udtaler: “Alle har en interesse i, at vi får belyst denne sag, så der ikke bagefter står ubesvarede spørgsmål. Jeg har imidlertid ikke fundet Københavns Universitets beskrivelse af, hvordan de vil håndtere det videre forløb dækkende”. Man kan kun bifalde det første. Spørgsmålet er så, om vi kommer helt til bunds i sagen, hvis det er universitetets bestyrelse, der skal forestå gennemtrevlingen af sagens detaljer? Jeg mener, at det tidligere krav fra de 58 forskere om en uvildig tilbundsgående undersøgelse er ufravigelig…

Og Helge Sander forsøger stadigvæk at holde skæg (politik) for sig og snot (‘personlige relationer’) for sig. Jeg vil ikke vædde en 50 ører på, at den taktik holder ret længe…

Når det ellers så regeringstro organ Jyllands-Posten også kaster sig over Penkowasagen – og den tidligere videnskabsminister Helge Sanders rolle i samme – så kunne det tages om udtryk for, at Sander har en rigtig skidt sag. For nu at udtrykke det således. I en artikel i dag angribes han af den tidligere formand for Forskningsrådt for Sundhed og Sygdom, Lars Fugger, for at have ændret lovgrundlaget for rådets arbejde på basis af såkaldt “anonyme” anklager om nepotisme m.m. mod rådet. De pågældende anklager fremførtes af Sander i en mail til rådet. Og Jyllands-Posten kolporterer også det rygte, at de anonyme anklager i virkeligheden stammer fra Sanders personlige veninde, Milena Pankowa… Lars Fugger citeres for at sige: “Vi var ikke i tvivl om, at det var Milena Penkowa, som havde formuleret de anonyme spørgsmål som en straf, fordi hun ikke havde fået penge.”
Ikke alene er det kritisabelt, hvis Sander har foretaget en lovændring på baggrund af “anonyme” anklager, som en tidligere undersøgelse, foretaget af videnskabsministeriet selv, havde afvist som værende grundløse; men endnu værre bliver det, hvis Fugger har ret i, at Milena Pankowa gemmer sig bag de anonyme anklager. Hvis Fugger har ret i sin påstand, så står Sander i lort til halsen…

I Penkowa-sagen overgår virkeligheden næsten ens værste fantasier. Hvad skal det ikke ende med? I dag kan man – som “forbipasserende” allerede har påpeget i en kommentar – læse, at Helge Sanders håndvaskeri forleden ikke har hjulpet. Han trækkes langsomt men sikkert ind i sagen. I følge Weekeavisens Poul Pilegaard Johnsen har Sander – angiveligt for at promovere Penkowa – indirekte insinueret, at Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme var styret af nepotisme. Weekendaviser skriver mere i weekenden. Foreløbigt kan man læse Berlingske og Politiken.

Det burde jo ske efter de seneste ugers afsløringer i Pankowa-sagen. Pankowas situation ser mere og mere håbløs ud. Og rektor Hemmingsens rolle i sagen bliver også mere og mere umulig at forsvare. Og nu kommer vi så til den tredje aktør i Pankowa-sagen, nemlig den tidligere forskningsminister Helge Sander, som ikke blot er en nær ven af Pankowa, men også har stået i forreste række, da hun skulle promoveres som mønstereksempel på en nutidig eliteforsker.

I dag fortæller medierne, at S, SF og EL vil have en undersøgelse af Sanders rolle i sagen. Sander har i går vasket hænder i offentligheden og påpeget, at ikke han, men Det Fire Forskningsråd, har givet Milena Pankowa Eliteforskprisen – og at han som minister ikke har følt sig forpligtet til at blande sig i sagen. Ikke mindst det sidste kan man af mange grunde sætte spørgsmålstegn ved. Fx : Kan en minister med ansvar for universiteterne se gennem fingre med, at landets største universitet bringes i misry i udlandet, fordi den af ham sanktionerede ledelse ikke magter sin opgave? Bare som eksempel. Nu må vi håbe, at Weekendavisen m.fl. kender deres besøgelsestid og graver i Sanders rolle… Hver en sten bør vendes i denne betændte sag.

Rigsrevisoren er også gået ind i sagen…

Ja, man kunne næsten forudse, at det måtte komme. Efter rektor Hemmingsens indrømmelse af, at noget er ravruskende galt med frk. Penkowas forskning, kræver de forskere, der først afviste Penkowas skandaliserede disputats, nu oprejsning. Rektor Hemmingsen underkendte nemlig deres vurdering og sendte opgaven videre til to udenlandske forskere. Det er universitetets politianmeldelse af Penkowa, som får de danske forskere til at kræve oprejsning, fordi de heri ser en indirekte indrømmelse af, at deres vurdering var korrekt. Rebet strammes om Ralf Hemmingsens hals…

Læs også: “Bestyrelsesformand: Penkowa er en bedrager “. Men er det kun Penkowa, der er problemet?

En sag, er ikke vil dø…. Ingen navne. Ingen nævnt, ingen glemt.

link

Opdatering: Politiken har nu opdateret sin nyhed, og det fremgår af den pågældende hjerneforsker er frk. Milena Pankowa og anmelderen er rektor Hemmingsen fra Københavns Universitet. Ehem…

Opdatering 2: Brækkende nyt – Rektor Hemmingsen er nu åbenbart indstillet på at få sagen om Penkowa kulegravet. Gælder det også hans eget intrikate forhold til Penkowa, mon?

Kulegravningen

Sagen om en kendt hjerneforsker bliver gradvist mere og mere beskidt og betændt. I dag kan Politiken afsløre, at ‘ledelsen på Københavns Universitet’ i over et år så gennem fingre med, at ‘en kendt forsker’ (du kan selv gætte…) fabrikerede falske beviser mod en studentermedhjælper og derved forsøgte at tørre en anklage om underslæb og dokumentfalsk af på ham.
Ikke alene lod ledelsen som ingenting, men indstillede også den navnløse forsker til en millionpris. Og forskeren blev også forfremmet otte måneder senere, selv om politiet på det tidspunkt havde rejst tiltage mod vedkommende. Først da Rigsadvokaten kom ind i billedet mere et år senere revnede ballonen og luften slap for alvor ud til offentligheden…
Rektor er tavs og skjuler sig bag forvaltningsloven, der angiveligt forbyder ham at udtage sig i personalesager (også når der er tale om kriminelle forhold?!).
Den mistænkeliggjorte studentermedhjælper er siden blevet fuldstændig renset og har – selvfølgelig – krævet at sagen blev undersøgt til bunds. Men det blev afvist, sådan som det også skete, da 58 fremtrædende forskere gentog kravet og stadigvæk gentager det.

Der er mange ting, der kan korrumpere mennesker. Penge, sex og magtbegær for eksempel. I den aktuelle, skandaløse sag tegner der sig efterhånden et omrids af en højst speget sag, hvor en mere end ambitiøs forsker indgår en mesalliance med en rektor, hvis dømmekraft synes at være påvirket af det ‘forhold’ til den kvindelige forsker, han har stået i. En sag, hvor mange andre motiver end de rent forskningsmæssige har været i spil.
Universitetets renommé har allerede lidt alvorlig skade af sagen. Og jo før man får kastet lys over sagens slibrige detaljer, jo større er chancen for hurtigt at få genoprettet universitets omdømme i omverdenen. Prisen er til at overse: en afsporet forskerkarriere, en rektor og en alt for loyal bestyrelse.

Som AagePK andetsteds gør opmærksom på, så er der navneforbud i sagen. Vi vil prøve at overholde det, når navnet ikke direkte fremgår af de referede artikler. Ikke så meget af hensyn til den anklagede forsker, som vi jo alle ved, hvem er, men for at understrege, hvor absurd denne intrikate sag (bestående af flere sager) faktisk er…

I følge Politiken har frk Penkowa tilbagebetalt 276000 kr. til Københavns Universitet. Pengene stammer fra den forskningsstøtte, som den unge forsker har modtaget via IMK Almene Fond. Efter anklager om at have misbrugt midlerne til private formål – middage, advokatregninger osv. – har universitetet returneret penge til fonden. Og nu returnerer Penkowa altså penge til universitetet.
Men i følge Penkowa selv skal det ikke ses som en indrømmelse af misbruget. Hun siger:”Det var så absolut min og andres opfattelse, at det var relevant for min forskning at anvende juridisk bistand. Hele beløbet er anvendt til at besvare de forsknings- og arbejdsrelaterede spørgsmål, der opstod i anledning af behandlingen i Praksisudvalget”. Det må forstås således, at det er en del af acceptabel videnskabelig praksis at engagere advokater for at forsvare sig mod anklager om fx videnskabelige uredelighed. Tja. Argumentet er vel lige så holdbart som rektor Hemmingsens påstand om, at det er rimeligt at godkende en doktorafhandling, selv om den ikke kan dokumentere centrale elementer (rotteforsøgene), med den begrundelse, at det på den anden side ikke kunne udelukkes, at forsøgene faktisk var gennemført…

Den sag bliver mere og mere speget – og underholdende.