Indlæg tagget med forskning

Helge Sanders politiske blamage

13. februar 2011

Der er ikke noget nyt i, at politikere kan være drevet af andre end politisk-idealistiske motiver. Der er heller ikke noget nyt i, at politikere kan bilde sig selv ind, at de kan slippe godt fra at forlade den politiske dyd smalle sti. Alligevel kan det godt undre en, at de fristes til at gøre det. For – især i de alvorligste sager sker der oftest det, at de før eller siden bliver trævlet op. Jeg forudser, at det vil ske med Birthe Rønn og den “glemte” konvention. Før eller siden vil det stÃ¥ lysende klart, hvilke bureaukratiske og politiske motiver, der lÃ¥ bag “glemsomheden”. Det samme gælder for den tidligere videnskabsminister Helge Sanders famøse, anonyme anklager i Penkowa-sagen.
I Politiken i dag kan man læse, at formanden for Det Frie ForskningsrÃ¥d for Sundhed og Sygdomme (FSS), professor Jens Christian Djurhuus, nu i en idrekte henvendelse til den ferierende Sander opfordrer ham til at afsløre, hvem der stÃ¥r bag anklagerne. Og det er en yderst pinligt dilemma, Sander befinder sig i. Afslører han ikke, om det var Penkowa, sÃ¥ vil mistanken om magtmisbrug hænge som en tung sky over hans hoved i lang, lang tid fremover og hans troværdighed som politiker vil have lidt et alvorligt knæk. Afslører han, hvem der stod bag – og at det mÃ¥ske og sandsynligvis, som rygterne vil vide, er Penkowa – sÃ¥ er han lige vidt. Han har sat dansk sundhedsvidenskabelig forsknings fremtid og arbejdsvilkÃ¥r pÃ¥ spil for at promovere sin ‘veninde’ og har dermed blameret sig selv om seriøs politiker. Det bedste Sander kan hÃ¥be pÃ¥, er – ved at lægge kortene pÃ¥ bordet – at sagen hurtigere vil blive klarlagt, og at han derfor hurtigere vil kunne komme videre med sit liv…

Milena Penkowa: hjerneforskningens mytomane svar på Stein Bagger?

13. februar 2011

Information følger op pÃ¥ Weekendavisens dybdeboringer i Penkowa-sagen og forsøger i artiklen “NÃ¥r mÃ¥let hærger midlet” at spore oprindelsen til bedrageriet, løgnene og forfalskningerne. Det bliver en rejse tilbage til folkeskolen. Billedet af en dygtig, ambitiøs pige, der tidligt gÃ¥r sine egne veje og gør konkurrencementaliteten til drivkraften i sit liv. Allerede som ponyrytter – og vinder af sølv- og guldmedaljer – stÃ¥r det klart, at hun ikke interesserer sig for hestene som andre hestepiger. Det er at vinde, der interesserer hende.
Den kendte psykolog Jørn Beckmann, som har beskæftiget sig med at udfærdige psykologiske profiler af kriminelle har fulgt sagen nøje og giver et bud på, hvad der er galt med Penkowa. Hun er mytoman. Citat:

“»Det er startet med en pige, der er knaldgodt begavet og vil spæne frem sÃ¥ stærkt, at det er umuligt. Og sÃ¥ har hun løjet lidt hist og her. Men i længden er hun blevet spundet ind i sin egen historie pÃ¥ en mÃ¥de, hvor den ene løgn efterfølger den anden i jagten pÃ¥ at gøre alting perfekt.«

Penkowas fantastiske priser, kunne hun måske have fået uden at kriminalisere sig, men det var ikke nok.

Tilbage står et smuldret billede af en kvinde, hvis ambitioner måske korrumperede hendes faglige stolthed. Måske har Milena Penkowa været exceptionelt kynisk, eller måske har hendes fuskeri været for nemt.

»Den, der har ordet i sin magt, kan jo være en kolossal magtfaktor i vores samfund. Det gjorde sig gældende for Stein Bagger og Anna Castberg, og det gør sig gældende for Milena Penkowa. Folk på deres vej har lagt sig ned over for deres farverige facon.«

Hvis anklagerne mod den tidligere forsker holder, har hun ikke bare været kriminel for at skaffe sig penge, vurderer Jørn Beckmann.

»Den her sag ligner Bagger eller Castbergs på den måde, at hun reklamerer med sine fornemme resultater, selv om de reelt set ikke eksisterer. Det er den slags mytomaner, der ikke tænker på andet end at være fejlfri. Perfektion er målet, og midlet kan være alt mellem himmel og jord.«

Man kan sige, »at Penkowa er blevet offer for det konkurrencesamfund, som hun ellers har været så begejstret for,.« vurderer Beckmann.

Tanken om at være fejlfri har altid været mÃ¥let i Milena Penkowas karriere. MÃ¥ske er selv samme karriere nu dræbt af den selv samme tanke.”

Læs artiklen her.

Rottenettet strammes om Helge Sander

11. februar 2011

Efter at have luftet Gravhunden kastede jeg mig med appetit over Weekendavisens forsidehistorie “Venindens vendetta” om den tidl. forskningsminister Helge Sanders alliance med den skandaliserede “hjerneforsker” Milena Penkowa. Og jeg satte mig for at læse artiklen som djævelens advokat, fordi jeg i den forløbne uge havde bemærket, at Sander med hans egne ord ‘var i sin gode ret’ til at stille spørgsmÃ¥l til ForskningsrÃ¥det for Sundhed og Sygdomme. SpørgsmÃ¥l, som var fabrikeret af en anden mand eller kvinde. SpørgsmÃ¥l, der havde injurierende, ærekrænkende og bagvaskende karakter.
Men efter læsningen af Poul Pilegaard Johnsens artikel fÃ¥r djævelens advokat ikke et ben til jorden. Helge Sander har muligvis været i sin gode ret – i sin egenskab af minister – til at stille spørgsmÃ¥l. Men artiklens detaljerede dokumentation viser, at det slet ikke er legitimitetens af selve handlingen, der er til debat. Det er det overordnede formÃ¥l – at promovere veninden Penkowa.
Inden de famøse anklager bliver fremført har rÃ¥det i alt ni gange afslÃ¥et bevillinger, som Penkowa har ansøgt om. Hver gang med faglige argumenter. Mistankerne om rÃ¥dets sammenspisthed og indavl afvises blankt af to større undersøgelser. Den sidste gennemført af Sanders egen departementschef Inge Thygesen, som konkluderer sin undersøgelse med, at der ikke er noget at komme efter for kritikerne. En konklusion, som hun de facto ikke skulle gøre…
Alligevel ignorerer Sander frifindelsen af rådet og bruger sine egne mistanker til at ændre lovgivningen på området, så rådets arbejde med bevillinger nu er hæmmet af en dyrt og tidskrævende bureaukrati.
Af Johnsens fremstilling er det tydeligt, at Sander er drevet af andre motiver end de rent fagligt-videnskabelige. Og man kan næsten ikke fritage sig fra at tænke at anklagerne om nepotisme, sammenspisthed osv. mest af alt ligner en projektion…
Til sidst i artiklen sætter Johnsen trumf pÃ¥ med endnu en afsløring. Denne gang drejer det sig om forbigÃ¥elsen af en af de mest fremtrædende forskere pÃ¥ de medicinske omrÃ¥de, professor Niels Borregaard. Borregaard er indstillet til – to gange – til ledige pladser i ForskningsrÃ¥det for Sundhed og Sygdomme (FSS) og Det Strategiske ForskningsrÃ¥d, men Sander underkender indstillingerne – i strid med gængs praksis pÃ¥ omrÃ¥det. Først da Sander afløses pÃ¥ ministerpladsen tildeles Borregaard straks pladserne og bliver oven i købet formand for FSS.
Det er muligt, at Sander ikke har begÃ¥et nogen formel fejl, strengt taget, men tilbage stÃ¥r man med indtrykket af en minister, der er korrumperet af sin egen ‘personlige relation’ til en ung dame, hvis forsknings seriøsitet i dag er mere end tvivlsom.

Penkowasagen fortsat: Rektors rolle skal undersøges

10. februar 2011

Det politiske systems langsommelighed i Penkowasagen har længe undret mig. Medens sagen og dens saftige detaljer har bredt sig i alle afkroge af medieverdenen – selv her i blogland – sÃ¥ har de magthavende politikere været pÃ¥faldende tavse og handlingslammede. Og det kan jo godt undre, nÃ¥r man tager Penkowas status som eliteforskningsdarling i regeringspartiet Venstre og regeringens ansvar for universitetets nuværende ledelsesform i betragtning.

Men nu kommer Charlotte Sahl-Madsen (K) sÃ¥ omsider ud af sit musehul (jeg havde nær skrevet: rottehul…) med et formelt ønske om at fÃ¥ rektor Hemmingsens rolle undersøgt. Man kunne mene, at hun pÃ¥ nuværende tidspunkt heller ikke har noget valg længere. Rektor har selv sørget for at gøre sin person interessant ved sin særlige indsat i sagen. Den konkrete anledning til ministerens udmelding er, at universitet netop har afleveret en redegørelse til ministeriet om, hvordan man vil tackle sagen. Og i den omtales rektors rolle ikke…

Sahl-Madsen udtaler: “Alle har en interesse i, at vi fÃ¥r belyst denne sag, sÃ¥ der ikke bagefter stÃ¥r ubesvarede spørgsmÃ¥l. Jeg har imidlertid ikke fundet Københavns Universitets beskrivelse af, hvordan de vil hÃ¥ndtere det videre forløb dækkende”. Man kan kun bifalde det første. SpørgsmÃ¥let er sÃ¥, om vi kommer helt til bunds i sagen, hvis det er universitetets bestyrelse, der skal forestÃ¥ gennemtrevlingen af sagens detaljer? Jeg mener, at det tidligere krav fra de 58 forskere om en uvildig tilbundsgÃ¥ende undersøgelse er ufravigelig…

Og Helge Sander forsøger stadigvæk at holde skæg (politik) for sig og snot (‘personlige relationer’) for sig. Jeg vil ikke vædde en 50 ører pÃ¥, at den taktik holder ret længe…

Nu er Jyllands-Posten også efter Sander: Penkowasagen fortsat

9. februar 2011

NÃ¥r det ellers sÃ¥ regeringstro organ Jyllands-Posten ogsÃ¥ kaster sig over Penkowasagen – og den tidligere videnskabsminister Helge Sanders rolle i samme – sÃ¥ kunne det tages om udtryk for, at Sander har en rigtig skidt sag. For nu at udtrykke det sÃ¥ledes. I en artikel i dag angribes han af den tidligere formand for ForskningsrÃ¥dt for Sundhed og Sygdom, Lars Fugger, for at have ændret lovgrundlaget for rÃ¥dets arbejde pÃ¥ basis af sÃ¥kaldt “anonyme” anklager om nepotisme m.m. mod rÃ¥det. De pÃ¥gældende anklager fremførtes af Sander i en mail til rÃ¥det. Og Jyllands-Posten kolporterer ogsÃ¥ det rygte, at de anonyme anklager i virkeligheden stammer fra Sanders personlige veninde, Milena Pankowa… Lars Fugger citeres for at sige: “Vi var ikke i tvivl om, at det var Milena Penkowa, som havde formuleret de anonyme spørgsmÃ¥l som en straf, fordi hun ikke havde fÃ¥et penge.”
Ikke alene er det kritisabelt, hvis Sander har foretaget en lovændring pÃ¥ baggrund af “anonyme” anklager, som en tidligere undersøgelse, foretaget af videnskabsministeriet selv, havde afvist som værende grundløse; men endnu værre bliver det, hvis Fugger har ret i, at Milena Pankowa gemmer sig bag de anonyme anklager. Hvis Fugger har ret i sin pÃ¥stand, sÃ¥ stÃ¥r Sander i lort til halsen…