CAPAC

“Al fotografi er en standsning af tiden, der opfordrer os til at erindre og genkalde det, der var – et tabt nu, der forekommer så nært og så fjernt” skriver Rikke Rosenberg indledningsvist den flotte fotobog Alle er kommet. Livet er en strøm, og vi gribes alle af ønsket om at standse bevægelsen, fastfryse livets øjeblikke, udsætte dødens komme. Men som filosoffen Roland Barthes var inde på i sin fotobog Det lysende kammer, så er fotos også billeder, hvor man kigger ind i andre øjne, øjne, der ser en anden tid. Og det kan – som Barthes diskret antyder – være en svimlende erkendelse.

Alle er kommet dækker over fire årtier, begyndende med de tidlige firsere og så frem til dette år. Og den 400 sider store bog er – heldigvis – delt op i tolv tematiske afsnit. Det første afsnit hedder Ung eller Med en dyb indsigt, der snart igen forsvinder, og består af portrætfotos og snapshots fra ungdommens fester. Stemningsmæssigt fortsætter det ind i kapitel to om Halvfemserne, hvor hovedpersonerne og vennerne stadigvæk er unge og barnløse, og der er plads til fest og vist nok glade dage. Men der er også kapitler, hvor temaerne snævrer sig ind til fx portrætter (af Sanne Gottlieb, Signe Høirup Wille Jørgensen eller Anna Maria Helgadóttir). Kapitlet Lovebites er også en slags portrætkapitel, hvor hovedpersonen blot er det band, som Sigrún var en del af – dengang. Udover selve fotografierne, der er mange, store og flotte, så består bogen også af et kapitel med tekster af Sigŕun selv, Benn Q. Holm, Klaus Lynggaard, Torben Sangil, Diana Tørslev Møller og Signe Høirup Wille Jensen. Tekster, der hver på sin facon sætter billederne i perspektiv. Endelig er der også, som det sig hør og bør, en registrant, der fortæller om de enkelte fotos indhold og historie. Så vi andree, der ikke var med dengang, også kan følge med.

Hvad er det så man oplever, når man synker ned i alle disse fotos? Jo, dels er den den velkendte fornemmelse – som vi alle kender, når vi fordyber os i vores egne fotoalbums – af forduftede stemninger, g(l)emte følelser. Og dels er det også en oplevelse af at være – i bogstaveligste forstand – udenforstående i nogle situationer og scener fra andre menneskers liv. Et dobbelthed af både intitimitet og fremmedhed, der i høj grad fremkaldes af Sigrúns fotoæstetik. En æstetik, der både mestrer det strengt iscenesatte glamour- og modelfoto – som fx i coverfotoet – og i særdeleshed en æstetik, der ligger meget tæt på hverdagsfotografiets med dets karakter af tilfældighed og u(s)poleret realisme. Jeg holder allermest af de billeder, der fremstå som mindst ‘kunstneriske’, fordi de har en særlig sanselighed og uhåndgribelig autenticitet.

Alle er kommet er – som alle gode fotobøger – sådan en bog, man let fortaber sig i, og som fører en bort fra den aktuelle virkelighed til en tabt verden af i går. En påmindelse om, at livet går sin gang, og det er op til os selv at holde fast i erindringen og livet. Hermed anbefalet alle billedelskere.

Sigrún Gudbrandsdóttir. Alle er kommet – Portraits & Parties 1983-2013. Fotografisk Center. Er udkommet.

En smagsprøve – her bandet Trains, Boats & Planes fotograferet i Stengade i 1994:

Hvis man ikke nåede at få fat i et eksemplar af stjernefotografen Harry Bensons fotografi af The Beatles i en berømt pudekamp (til en pris af 10.000 kr.), så er der nu mulighed for at få fat i bogen, der følger Beatles i de formative år fra 1964-66. Det er Taschen, der udgiver bogen i en begrænset oplag.

Skotten Harry Benson er en af vor tids mest berømte fotografer, der bl.a. har fotodokumenteret den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, har fotograferet alle de amerikanske præsidenter fra Rosevelt og frem og Robert Kennedy, da han blev skudt. Skal man tro Benson selv, så var tiden, han tilbragte sammen med The Beatles en af de lykkeligste i hans professionelle karriere. Bogen viser Beatles på scenen, i ‘kamp’ med Beatlemaniske fans, under arbejdet med A Hard Day’s Night-filmen og så det berømte billede, hvor de fire slås med puder i en seng. Et af Benson favoritfotos.

En forsmag på bogen kan man finde her.

Billedet viser er titlen på et digt af Klaus Rifbjerg. Det står at læse i digtsamlingen med den sigende titel Mytologier. Og digtet handler netop om fotografiets mytologiserende virkning. Og i efterkrigstiden – ikke mindst i tresserne, hvor fototeknologien udviklede sig med hast – tog mytologiseringen rigt fat.

Et af de områder, hvor mytologiseringen har udfoldet sig med bravour, er rockfotografiet. Således er det svært at tænke på Bob Dylans famøse bliven-elektrisk i 1966 – uden at få billeder fra Barry Feinsteins kamera til at dukke op for det indre øje. Feinstein var på vegne af LIFE magazine med, da Dylan og The Band turnerede i Europa i 1966 – og hans billeder var med til at skabe myten om den elektriske Dylan – og dermed om Dylan som sådan.

Men på det tidspunkt havde Feinstein allerede været i gang med Dylan. Han havde taget fotografiet til omslaget på albummet The Times The Are a-Changing (1964). Han var også med, da The Band og Dylan i 1974 turnerede sammen, og lavede det stemningsfulde foto på coveret til Before the Flood.

Men ikke kun Dylan blev mytologiseret af Feinsteins kamera. Det gjorde mange andre rockmusikere. Fx George Harrison, der kan takke Feinstein for at blive foreviget med havenisser på All Things Must Pass. Han fik også æren for The Rolling Stones’ famøse lokumbillede, der var tænkt til Beggars Banquet, men måtte nøjes med at bliver netop – mytologisk, fordi pladeselskabet Decca ikke kunne forlige sig med lokumsgrafittien.

Det jødiskfødte enebarn Barry Feinstein blev fotograf ved en tilfældighed  efter at være droppet ud af universitetet efter kun et års studier. Han havde taget nogle fotos ved et væddeløb, og det førte til, at han blev ansat som assistent ved LIFE. Samtidig arbejdede han som produktionsassistent hos Columbia Pictures, hvor han fik mulighed for at fotografere mange af halvtredsernes store stjerner, fx Judy Garland, Marlene Dietrich og Marlon Brando.

Som fotoet på George Harrison-albummet eksemplificerer var en af Feinsteins kvaliteter som fotograf en udpræget sans for påfaldende detaljer og overraskende momenter. Havenisserne gør, at man ikke lige glemmer det billede. Det samme gælder billedet af pilleglasset, som han tog efter Marilyn Monroes død.

I begyndelsen af 1960′erne mødte han så Dylans manager Albert Grossman, og han sørgede for, at Feinstein kom til at fotodokumenterer ikke bare Dylan, men store dele af miljøet omkring Greenwich Village, hvor folkbølgen tog sit udgangspunkt. Feinstein fortsatte op gennem tresserne med at indfange rockens ikoner – fx Donovan, Eric Clapton, Janis Joplin og Gram Parsons – men måtte som mange andre fotografer erkende, at det blev sværere og sværere at få adgang til stjernerne de efterfølgende årtier.

Barry Feinstein døde den 20. oktober i Kingston, New York

Tilbagespoling: For Dylanologer – Real Moments

Nej, overskriften sigter ikke til en alternativ dødsårsag for Amy. Det var sprutten, der gjorde det. Men derimod til det forhold, at coverfotoet på hendes posthume plade Lioness: Hidden Treasures er taget af den canadiske rockmusiker Bryan Adams, der også er fotograf.

Hvornår fotoet er taget vides ikke med sikkerhed, men jeg synes, at det fint indfanger frk. Winehouse, som vi husker hende i hendes Sturm und Drang-periode, lige før hendes liv kørte helt af sporet.

Bryan Adams deltog ved Amys begravelse, men ønsker ikke at uddybe, hvordan deres forhold i øvrigt var. Men man forstår, at han gav hende husly i en periode, hvor hun havde brug for venlig gæstfrihed – og han skrev en sang til hende, “Flower Grown Wild“. Den titel siger vist mere end mange ord i en talestrøm…

At Bryan Adams er en mere end habil fotograf kan man forvisse sig om ved at besøge manden hjemmeside. Her kan man se en hel række af hans snapshots.