Når man er vokset op i sidste halvdel af det 20. århundrede, så har man været vidne til fotografiets og filmens forandring af kulturen. Og ikoniske, uforglemmelige billeder er blevet uløseligt forbundet med historiske begivenheder i samme århundrede. Jeg blev mindet om det i går, hvor en af historierne i medierne var den private virksomhed Facebooks bortcensureringen af et billede af en lille nøgen, vietnamesisk pige, der flygtede fra amerikanske napalmbombardementer under Vietnamkrigen. Du kan fx se det på denne side.
Og i dag kan man sÃ¥ læse om Greta Zimmer Friedman, der er død af lungebetændelse i en fremskreden alder af 92. Greta Friedman blev berømt, da hun som 21-Ã¥rig blev kysset af den amerikanske marinesoldat George Mendosa pÃ¥ Times Square i New York den 14. august 1945. Et foto, der blev et – af mange – billeder pÃ¥ afslutningen af 2. Verdenskrig.
Eksemplerne på sådanne fotos er legio. Men man kan ikke lade være med at tænke, at disse fotos tilhører en svunden tid og at denne tid måske er forbi med det digitale fotos opkomst. Vil det 21. århundrede byde på tilsvarende ikoniske fotos? Eller vil det hele drunkne i vores fælles, konstante dokumentation af alt, hvad der foregår på kloden?
Så fik jeg omsider snøvlet mig ind og se udstillingen Robert Mapplethorpe On the Edge i det aarhusianske kunsttempel Aros. En udstilling, der er en nødvendighed for enhver med interesse for det 20. århundredes kunst og fotokunst, for rockmusikken og kulturen i almindelighed. Lad mig bare erindre om, at Mapplethorpe er manden bag mange af (ex-kæresten) Patti Smiths pladecoverfotos, begyndende med det ikoniske billede på Horses.
Mapplethorpes sort-hvide fotos besidder en særlig erotisk ladet sensualitet, hvad enten han fotograferer en anemone eller en mandepik. Jeg vil ind og se udstillingen igen inden længe og kan kun opfordre andre til at gøre det samme.
Henry Stanford Diltz hører til eliten af fotografer, der har indfanget musikkens ikoner pÃ¥, ja, ikonisk vis. Coverfotoet til Crosby, Stills og Nash’ første album (tidligere omtalt), Life Magazine coverfotoet af en ung Paul McCartney med fru Linda McCartney og coverfotoet af The Doors pÃ¥ Morrison Hotel Albummet. Bare for at nævne et par at de fotos, man aldrig glemmer. PÃ¥ denne side kan du gense nogle af disse fornemme optagelser. Den 77-Ã¥rige Diltz er stadigvæk aktiv…
Rolling Stones har altid været et fotogent band. Og som avisen Die Zeit pÃ¥peger, sÃ¥ er bandets berømmelse ogsÃ¥ lig med deres fotografers berømmelse. Stones er blevet forevigt af nogle af det tyvende Ã¥rhundredes store fotografer, fx Helmut Newton, Anton Corbijn, Linda McCartney og Annie Leibovitz. Følg dette link og se 11 udvalgte, fascinerende fotos af rockdinosaurusserne. Mange af fotografernes billeder er nu blevet samlet i et stort – fem kilo tungt – coffee table bind fra forlaget Taschen. 522 sider, der kan erhverves for den nette sum af 99.99 euro.
Vi skal ikke glemme fotografiet. Og vil i den forbindelse gøre opmærksom pÃ¥ en lille udstilling, der vises i København med fotos af Bent Rej. Fotos af Rolling Stones i deres unge dage. Jeg har tidligere omtalt Rej – her. Og her. SÃ¥ hvis man er til fine sort-hvide fotos med nostalgisk dybde, sÃ¥ er muligheden der fra og med med den 30. november.
Uden en række professionelle fotografer og amatørfotografer ville rockens og poppens historie ikke have været den samme. Ja, jeg fristes til at mene, at fotografiet er lige sÃ¥ vigtig en del af popkúlturen som selve musikken. MÃ¥ske en overdrivelse, men sÃ¥ alligevel ikke helt. Populærkulturen og dens musik har fra starten været ikonisk og – fotogen.
Man bliver mindet om det ved nyheden om, at Chris Stein – guitarist i Blondie – nu har fÃ¥et udgivet sin egen fotobog Chris Stein/Negative: Me, Blondie and the Advent of Punk, hvor han deler sine personlige fotos fra halvfjerdserne og firserne. Endnu en mulighed for at dykke ned i rockens ikoniske sider. Og det er en amatørfotografs insiderfotos. Ovenfor kan man se Chris Steins egen selfie fra en tid, hvor begrebet selfie endnu ikke eksisterede.
Jovist, man forstÃ¥r godt, at Stein var vild med at fotografere Blondie…
“Al fotografi er en standsning af tiden, der opfordrer os til at erindre og genkalde det, der var – et tabt nu, der forekommer sÃ¥ nært og sÃ¥ fjernt” skriver Rikke Rosenberg indledningsvist den flotte fotobog Alle er kommet. Livet er en strøm, og vi gribes alle af ønsket om at standse bevægelsen, fastfryse livets øjeblikke, udsætte dødens komme. Men som filosoffen Roland Barthes var inde pÃ¥ i sin fotobog Det lysende kammer, sÃ¥ er fotos ogsÃ¥ billeder, hvor man kigger ind i andre øjne, øjne, der ser en anden tid. Og det kan – som Barthes diskret antyder – være en svimlende erkendelse.
Alle er kommet dækker over fire Ã¥rtier, begyndende med de tidlige firsere og sÃ¥ frem til dette Ã¥r. Og den 400 sider store bog er – heldigvis – delt op i tolv tematiske afsnit. Det første afsnit hedder Ung eller Med en dyb indsigt, der snart igen forsvinder, og bestÃ¥r af portrætfotos og snapshots fra ungdommens fester. Stemningsmæssigt fortsætter det ind i kapitel to om Halvfemserne, hvor hovedpersonerne og vennerne stadigvæk er unge og barnløse, og der er plads til fest og vist nok glade dage. Men der er ogsÃ¥ kapitler, hvor temaerne snævrer sig ind til fx portrætter (af Sanne Gottlieb, Signe Høirup Wille Jørgensen eller Anna Maria Helgadóttir). Kapitlet Lovebites er ogsÃ¥ en slags portrætkapitel, hvor hovedpersonen blot er det band, som Sigrún var en del af – dengang. Udover selve fotografierne, der er mange, store og flotte, sÃ¥ bestÃ¥r bogen ogsÃ¥ af et kapitel med tekster af SigÅ•un selv, Benn Q. Holm, Klaus Lynggaard, Torben Sangil, Diana Tørslev Møller og Signe Høirup Wille Jensen. Tekster, der hver pÃ¥ sin facon sætter billederne i perspektiv. Endelig er der ogsÃ¥, som det sig hør og bør, en registrant, der fortæller om de enkelte fotos indhold og historie. SÃ¥ vi andree, der ikke var med dengang, ogsÃ¥ kan følge med.
Hvad er det sÃ¥ man oplever, nÃ¥r man synker ned i alle disse fotos? Jo, dels er den den velkendte fornemmelse – som vi alle kender, nÃ¥r vi fordyber os i vores egne fotoalbums – af forduftede stemninger, g(l)emte følelser. Og dels er det ogsÃ¥ en oplevelse af at være – i bogstaveligste forstand – udenforstÃ¥ende i nogle situationer og scener fra andre menneskers liv. Et dobbelthed af bÃ¥de intitimitet og fremmedhed, der i høj grad fremkaldes af Sigrúns fotoæstetik. En æstetik, der bÃ¥de mestrer det strengt iscenesatte glamour- og modelfoto – som fx i coverfotoet – og i særdeleshed en æstetik, der ligger meget tæt pÃ¥ hverdagsfotografiets med dets karakter af tilfældighed og u(s)poleret realisme. Jeg holder allermest af de billeder, der fremstÃ¥ som mindst ‘kunstneriske’, fordi de har en særlig sanselighed og uhÃ¥ndgribelig autenticitet.
Alle er kommet er – som alle gode fotobøger – sÃ¥dan en bog, man let fortaber sig i, og som fører en bort fra den aktuelle virkelighed til en tabt verden af i gÃ¥r. En pÃ¥mindelse om, at livet gÃ¥r sin gang, og det er op til os selv at holde fast i erindringen og livet. Hermed anbefalet alle billedelskere.
Sigrún Gudbrandsdóttir. Alle er kommet – Portraits & Parties 1983-2013. Fotografisk Center. Er udkommet.
En smagsprøve – her bandet Trains, Boats & Planes fotograferet i Stengade i 1994:
Manipulation med og iscenesættelse af fotografiske motiver er en praksis, der er lige så gammel som fotografiet selv. Hvem husker ikke de famøse manipulationer, der foregik i den unge Sovjetstat eller nazisternes tendentiøse leg med fotomediet?
OgsÃ¥ rocken har sine eksempler pÃ¥ iscenesættelser. Fx det berømt-berygtede coverfoto pÃ¥ The Whos Who’s Next, hvor de fire bandmedlemmer tilsyneladende har ladet deres vand op ad en betonmonolit og er i færd med at lyne op efter gjort gerning. Men helt sÃ¥ enkelt var det ikke . For ikke alle fire kunne, da de skulle af hensyn til fotografen, og derfor mÃ¥tte en vandkande tages i brug, sÃ¥ det sÃ¥ det kom til at se realistisk ud. i forhold til ideen.
På siden Metal floss kan man læse om andre bagrundshistorier for berømte og kendte pladecovers af fx The Beatles, Wilco, Velvet Underground m.fl. Det er lige her.
Hvis man ikke nåede at få fat i et eksemplar af stjernefotografen Harry Bensons fotografi af The Beatles i en berømt pudekamp (til en pris af 10.000 kr.), så er der nu mulighed for at få fat i bogen, der følger Beatles i de formative år fra 1964-66. Det er Taschen, der udgiver bogen i en begrænset oplag.
Skotten Harry Benson er en af vor tids mest berømte fotografer, der bl.a. har fotodokumenteret den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, har fotograferet alle de amerikanske præsidenter fra Rosevelt og frem og Robert Kennedy, da han blev skudt. Skal man tro Benson selv, sÃ¥ var tiden, han tilbragte sammen med The Beatles en af de lykkeligste i hans professionelle karriere. Bogen viser Beatles pÃ¥ scenen, i ‘kamp’ med Beatlemaniske fans, under arbejdet med A Hard Day’s Night-filmen og sÃ¥ det berømte billede, hvor de fire slÃ¥s med puder i en seng. Et af Benson favoritfotos.
Billedet viser er titlen pÃ¥ et digt af Klaus Rifbjerg. Det stÃ¥r at læse i digtsamlingen med den sigende titel Mytologier. Og digtet handler netop om fotografiets mytologiserende virkning. Og i efterkrigstiden – ikke mindst i tresserne, hvor fototeknologien udviklede sig med hast – tog mytologiseringen rigt fat.
Et af de omrÃ¥der, hvor mytologiseringen har udfoldet sig med bravour, er rockfotografiet. SÃ¥ledes er det svært at tænke pÃ¥ Bob Dylans famøse bliven-elektrisk i 1966 – uden at fÃ¥ billeder fra Barry Feinsteins kamera til at dukke op for det indre øje. Feinstein var pÃ¥ vegne af LIFE magazine med, da Dylan og The Band turnerede i Europa i 1966 – og hans billeder var med til at skabe myten om den elektriske Dylan – og dermed om Dylan som sÃ¥dan.
Men på det tidspunkt havde Feinstein allerede været i gang med Dylan. Han havde taget fotografiet til omslaget på albummet The Times The Are a-Changing (1964). Han var også med, da The Band og Dylan i 1974 turnerede sammen, og lavede det stemningsfulde foto på coveret til Before the Flood.
Men ikke kun Dylan blev mytologiseret af Feinsteins kamera. Det gjorde mange andre rockmusikere. Fx George Harrison, der kan takke Feinstein for at blive foreviget med havenisser pÃ¥ All Things Must Pass. Han fik ogsÃ¥ æren for The Rolling Stones’ famøse lokumbillede, der var tænkt til Beggars Banquet, men mÃ¥tte nøjes med at bliver netop – mytologisk, fordi pladeselskabet Decca ikke kunne forlige sig med lokumsgrafittien.
Det jødiskfødte enebarn Barry Feinstein blev fotograf ved en tilfældighed efter at være droppet ud af universitetet efter kun et års studier. Han havde taget nogle fotos ved et væddeløb, og det førte til, at han blev ansat som assistent ved LIFE. Samtidig arbejdede han som produktionsassistent hos Columbia Pictures, hvor han fik mulighed for at fotografere mange af halvtredsernes store stjerner, fx Judy Garland, Marlene Dietrich og Marlon Brando.
Som fotoet på George Harrison-albummet eksemplificerer var en af Feinsteins kvaliteter som fotograf en udpræget sans for påfaldende detaljer og overraskende momenter. Havenisserne gør, at man ikke lige glemmer det billede. Det samme gælder billedet af pilleglasset, som han tog efter Marilyn Monroes død.
I begyndelsen af 1960’erne mødte han sÃ¥ Dylans manager Albert Grossman, og han sørgede for, at Feinstein kom til at fotodokumenterer ikke bare Dylan, men store dele af miljøet omkring Greenwich Village, hvor folkbølgen tog sit udgangspunkt. Feinstein fortsatte op gennem tresserne med at indfange rockens ikoner – fx Donovan, Eric Clapton, Janis Joplin og Gram Parsons – men mÃ¥tte som mange andre fotografer erkende, at det blev sværere og sværere at fÃ¥ adgang til stjernerne de efterfølgende Ã¥rtier.
Barry Feinstein døde den 20. oktober i Kingston, New York
Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det. [Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare]
Cicero, år 43 f. Kr.
Manden bag CAPAC
Hvem eller hvad er Capac?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internettider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 15 år.
Velkommen.
Kontakt
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er emailadressen følgende:
capac[SNABELA]capac.dk
Capac: About this weblog
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog. And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification of the
danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 15 years.
Welcome
Omtale af musik etc. / Reviewing music etc.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Om brug af billeder – The use of internet photos etc.
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er “frie” eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”. -Joni Mitchell
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
