Indlæg tagget med fotografi

Ikoniske fotos fra det 20. århundrede

11. september 2016

Når man er vokset op i sidste halvdel af det 20. århundrede, så har man været vidne til fotografiets og filmens forandring af kulturen. Og ikoniske, uforglemmelige billeder er blevet uløseligt forbundet med historiske begivenheder i samme århundrede. Jeg blev mindet om det i går, hvor en af historierne i medierne var den private virksomhed Facebooks bortcensureringen af et billede af en lille nøgen, vietnamesisk pige, der flygtede fra amerikanske napalmbombardementer under Vietnamkrigen. Du kan fx se det på denne side.

Og i dag kan man så læse om Greta Zimmer Friedman, der er død af lungebetændelse i en fremskreden alder af 92. Greta Friedman blev berømt, da hun som 21-årig blev kysset af den amerikanske marinesoldat George Mendosa på Times Square i New York den 14. august 1945. Et foto, der blev et – af mange – billeder på afslutningen af 2. Verdenskrig.

Eksemplerne på sådanne fotos er legio. Men man kan ikke lade være med at tænke, at disse fotos tilhører en svunden tid og at denne tid måske er forbi med det digitale fotos opkomst. Vil det 21. århundrede byde på tilsvarende ikoniske fotos? Eller vil det hele drunkne i vores fælles, konstante dokumentation af alt, hvad der foregår på kloden?

På kanten med Robert Mapplethorpe

10. juli 2016

Så fik jeg omsider snøvlet mig ind og se udstillingen Robert Mapplethorpe On the Edge i det aarhusianske kunsttempel Aros. En udstilling, der er en nødvendighed for enhver med interesse for det 20. århundredes kunst og fotokunst, for rockmusikken og kulturen i almindelighed. Lad mig bare erindre om, at Mapplethorpe er manden bag mange af (ex-kæresten) Patti Smiths pladecoverfotos, begyndende med det ikoniske billede på Horses.

Mapplethorpes sort-hvide fotos besidder en særlig erotisk ladet sensualitet, hvad enten han fotograferer en anemone eller en mandepik. Jeg vil ind og se udstillingen igen inden længe og kan kun opfordre andre til at gøre det samme.

En musikfotograf: Henry Stanford Diltz

25. april 2015

Henry Stanford Diltz hører til eliten af fotografer, der har indfanget musikkens ikoner på, ja, ikonisk vis. Coverfotoet til Crosby, Stills og Nash’ første album (tidligere omtalt), Life Magazine coverfotoet af en ung Paul McCartney med fru Linda McCartney og coverfotoet af The Doors på Morrison Hotel Albummet. Bare for at nævne et par at de fotos, man aldrig glemmer. På denne side kan du gense nogle af disse fornemme optagelser. Den 77-årige Diltz er stadigvæk aktiv…

Rolling Stones – et fotogent band

17. januar 2015

Rolling Stones har altid været et fotogent band. Og som avisen Die Zeit påpeger, så er bandets berømmelse også lig med deres fotografers berømmelse. Stones er blevet forevigt af nogle af det tyvende århundredes store fotografer, fx Helmut Newton, Anton Corbijn, Linda McCartney og Annie Leibovitz. Følg dette link og se 11 udvalgte, fascinerende fotos af rockdinosaurusserne. Mange af fotografernes billeder er nu blevet samlet i et stort  – fem kilo tungt – coffee table bind fra forlaget Taschen. 522 sider, der kan erhverves for den nette sum af 99.99 euro.

Bent Rej og Rolling Stones – fotos fra en svunden tid

26. november 2014

Vi skal ikke glemme fotografiet. Og vil i den forbindelse gøre opmærksom på en lille udstilling, der vises i København med fotos af Bent Rej. Fotos af Rolling Stones i deres unge dage. Jeg har tidligere omtalt Rej – her. Og her. Så hvis man er til fine sort-hvide fotos med nostalgisk dybde, så er muligheden der fra og med med den 30. november.

Chris Stein fotograferer

24. oktober 2014

Uden en række professionelle fotografer og amatørfotografer ville rockens og poppens historie ikke have været den samme. Ja, jeg fristes til at mene, at fotografiet er lige så vigtig en del af popkúlturen som selve musikken. Måske en overdrivelse, men så alligevel ikke helt. Populærkulturen og dens musik har fra starten været ikonisk og – fotogen.

Man bliver mindet om det ved nyheden om, at Chris Stein – guitarist i Blondie – nu har fået udgivet sin egen fotobog Chris Stein/Negative: Me, Blondie and the Advent of Punk, hvor han deler sine personlige fotos fra halvfjerdserne og firserne. Endnu en mulighed for at dykke ned i rockens ikoniske sider. Og det er en amatørfotografs insiderfotos. Ovenfor kan man se Chris Steins egen selfie fra en tid, hvor begrebet selfie endnu ikke eksisterede.

Jovist, man forstår godt, at Stein var vild med at fotografere Blondie…

Capac anbefaler: Sigrún Gudbrandsdóttir: Alle Er Kommet – Portraits & Parties 1983-2013

21. november 2013

“Al fotografi er en standsning af tiden, der opfordrer os til at erindre og genkalde det, der var – et tabt nu, der forekommer så nært og så fjernt” skriver Rikke Rosenberg indledningsvist den flotte fotobog Alle er kommet. Livet er en strøm, og vi gribes alle af ønsket om at standse bevægelsen, fastfryse livets øjeblikke, udsætte dødens komme. Men som filosoffen Roland Barthes var inde på i sin fotobog Det lysende kammer, så er fotos også billeder, hvor man kigger ind i andre øjne, øjne, der ser en anden tid. Og det kan – som Barthes diskret antyder – være en svimlende erkendelse.

Alle er kommet dækker over fire årtier, begyndende med de tidlige firsere og så frem til dette år. Og den 400 sider store bog er – heldigvis – delt op i tolv tematiske afsnit. Det første afsnit hedder Ung eller Med en dyb indsigt, der snart igen forsvinder, og består af portrætfotos og snapshots fra ungdommens fester. Stemningsmæssigt fortsætter det ind i kapitel to om Halvfemserne, hvor hovedpersonerne og vennerne stadigvæk er unge og barnløse, og der er plads til fest og vist nok glade dage. Men der er også kapitler, hvor temaerne snævrer sig ind til fx portrætter (af Sanne Gottlieb, Signe Høirup Wille Jørgensen eller Anna Maria Helgadóttir). Kapitlet Lovebites er også en slags portrætkapitel, hvor hovedpersonen blot er det band, som Sigrún var en del af – dengang. Udover selve fotografierne, der er mange, store og flotte, så består bogen også af et kapitel med tekster af SigÅ•un selv, Benn Q. Holm, Klaus Lynggaard, Torben Sangil, Diana Tørslev Møller og Signe Høirup Wille Jensen. Tekster, der hver på sin facon sætter billederne i perspektiv. Endelig er der også, som det sig hør og bør, en registrant, der fortæller om de enkelte fotos indhold og historie. Så vi andree, der ikke var med dengang, også kan følge med.

Hvad er det så man oplever, når man synker ned i alle disse fotos? Jo, dels er den den velkendte fornemmelse – som vi alle kender, når vi fordyber os i vores egne fotoalbums – af forduftede stemninger, g(l)emte følelser. Og dels er det også en oplevelse af at være – i bogstaveligste forstand – udenforstående i nogle situationer og scener fra andre menneskers liv. Et dobbelthed af både intitimitet og fremmedhed, der i høj grad fremkaldes af Sigrúns fotoæstetik. En æstetik, der både mestrer det strengt iscenesatte glamour- og modelfoto – som fx i coverfotoet – og i særdeleshed en æstetik, der ligger meget tæt på hverdagsfotografiets med dets karakter af tilfældighed og u(s)poleret realisme. Jeg holder allermest af de billeder, der fremstå som mindst ‘kunstneriske’, fordi de har en særlig sanselighed og uhåndgribelig autenticitet.

Alle er kommet er – som alle gode fotobøger – sådan en bog, man let fortaber sig i, og som fører en bort fra den aktuelle virkelighed til en tabt verden af i går. En påmindelse om, at livet går sin gang, og det er op til os selv at holde fast i erindringen og livet. Hermed anbefalet alle billedelskere.

Sigrún Gudbrandsdóttir. Alle er kommet – Portraits & Parties 1983-2013. Fotografisk Center. Er udkommet.

En smagsprøve – her bandet Trains, Boats & Planes fotograferet i Stengade i 1994:

Når man ikke kan tisse – og andre historier fra rockens albumcovers

8. august 2013

Manipulation med og iscenesættelse af fotografiske motiver er en praksis, der er lige så gammel som fotografiet selv. Hvem husker ikke de famøse manipulationer, der foregik i den unge Sovjetstat eller nazisternes tendentiøse leg med fotomediet?
Også rocken har sine eksempler på iscenesættelser. Fx det berømt-berygtede coverfoto på The Whos Who’s Next, hvor de fire bandmedlemmer tilsyneladende har ladet deres vand op ad en betonmonolit og er i færd med at lyne op efter gjort gerning. Men helt så enkelt var det ikke . For ikke alle fire kunne, da de skulle af hensyn til fotografen, og derfor måtte en vandkande tages i brug, så det så det kom til at se realistisk ud. i forhold til ideen.
På siden Metal floss kan man læse om andre bagrundshistorier for berømte og kendte pladecovers af fx The Beatles, Wilco, Velvet Underground m.fl. Det er lige her.

Harry Benson – The Beatles On the Road 1964-1966

27. maj 2012

Hvis man ikke nåede at få fat i et eksemplar af stjernefotografen Harry Bensons fotografi af The Beatles i en berømt pudekamp (til en pris af 10.000 kr.), så er der nu mulighed for at få fat i bogen, der følger Beatles i de formative år fra 1964-66. Det er Taschen, der udgiver bogen i en begrænset oplag.

Skotten Harry Benson er en af vor tids mest berømte fotografer, der bl.a. har fotodokumenteret den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, har fotograferet alle de amerikanske præsidenter fra Rosevelt og frem og Robert Kennedy, da han blev skudt. Skal man tro Benson selv, så var tiden, han tilbragte sammen med The Beatles en af de lykkeligste i hans professionelle karriere. Bogen viser Beatles på scenen, i ‘kamp’ med Beatlemaniske fans, under arbejdet med A Hard Day’s Night-filmen og så det berømte billede, hvor de fire slås med puder i en seng. Et af Benson favoritfotos.

En forsmag på bogen kan man finde her.

Barry Feinstein – rockfotograf m.m. – er død, 80 år

4. november 2011

Billedet viser er titlen på et digt af Klaus Rifbjerg. Det står at læse i digtsamlingen med den sigende titel Mytologier. Og digtet handler netop om fotografiets mytologiserende virkning. Og i efterkrigstiden – ikke mindst i tresserne, hvor fototeknologien udviklede sig med hast – tog mytologiseringen rigt fat.

Et af de områder, hvor mytologiseringen har udfoldet sig med bravour, er rockfotografiet. Således er det svært at tænke på Bob Dylans famøse bliven-elektrisk i 1966 – uden at få billeder fra Barry Feinsteins kamera til at dukke op for det indre øje. Feinstein var på vegne af LIFE magazine med, da Dylan og The Band turnerede i Europa i 1966 – og hans billeder var med til at skabe myten om den elektriske Dylan – og dermed om Dylan som sådan.

Men på det tidspunkt havde Feinstein allerede været i gang med Dylan. Han havde taget fotografiet til omslaget på albummet The Times The Are a-Changing (1964). Han var også med, da The Band og Dylan i 1974 turnerede sammen, og lavede det stemningsfulde foto på coveret til Before the Flood.

Men ikke kun Dylan blev mytologiseret af Feinsteins kamera. Det gjorde mange andre rockmusikere. Fx George Harrison, der kan takke Feinstein for at blive foreviget med havenisser på All Things Must Pass. Han fik også æren for The Rolling Stones’ famøse lokumbillede, der var tænkt til Beggars Banquet, men måtte nøjes med at bliver netop – mytologisk, fordi pladeselskabet Decca ikke kunne forlige sig med lokumsgrafittien.

Det jødiskfødte enebarn Barry Feinstein blev fotograf ved en tilfældighed  efter at være droppet ud af universitetet efter kun et års studier. Han havde taget nogle fotos ved et væddeløb, og det førte til, at han blev ansat som assistent ved LIFE. Samtidig arbejdede han som produktionsassistent hos Columbia Pictures, hvor han fik mulighed for at fotografere mange af halvtredsernes store stjerner, fx Judy Garland, Marlene Dietrich og Marlon Brando.

Som fotoet på George Harrison-albummet eksemplificerer var en af Feinsteins kvaliteter som fotograf en udpræget sans for påfaldende detaljer og overraskende momenter. Havenisserne gør, at man ikke lige glemmer det billede. Det samme gælder billedet af pilleglasset, som han tog efter Marilyn Monroes død.

I begyndelsen af 1960’erne mødte han så Dylans manager Albert Grossman, og han sørgede for, at Feinstein kom til at fotodokumenterer ikke bare Dylan, men store dele af miljøet omkring Greenwich Village, hvor folkbølgen tog sit udgangspunkt. Feinstein fortsatte op gennem tresserne med at indfange rockens ikoner – fx Donovan, Eric Clapton, Janis Joplin og Gram Parsons – men måtte som mange andre fotografer erkende, at det blev sværere og sværere at få adgang til stjernerne de efterfølgende årtier.

Barry Feinstein døde den 20. oktober i Kingston, New York

Tilbagespoling: For Dylanologer – Real Moments

Amy Winehouse – skudt af Bryan Adams

2. november 2011

Nej, overskriften sigter ikke til en alternativ dødsårsag for Amy. Det var sprutten, der gjorde det. Men derimod til det forhold, at coverfotoet på hendes posthume plade Lioness: Hidden Treasures er taget af den canadiske rockmusiker Bryan Adams, der også er fotograf.

Hvornår fotoet er taget vides ikke med sikkerhed, men jeg synes, at det fint indfanger frk. Winehouse, som vi husker hende i hendes Sturm und Drang-periode, lige før hendes liv kørte helt af sporet.

Bryan Adams deltog ved Amys begravelse, men ønsker ikke at uddybe, hvordan deres forhold i øvrigt var. Men man forstår, at han gav hende husly i en periode, hvor hun havde brug for venlig gæstfrihed – og han skrev en sang til hende, “Flower Grown Wild“. Den titel siger vist mere end mange ord i en talestrøm…

At Bryan Adams er en mere end habil fotograf kan man forvisse sig om ved at besøge manden hjemmeside. Her kan man se en hel række af hans snapshots.

En dag i The Beatles’ liv

7. februar 2011

Tresserne var ikke bare et årti, hvor musikken blomstrede op med ungdomskulturen. Det var også et årti, hvor fotografiet – sammen med de levende biller i biograferne og på tv – fik en betydning, som det ikke havde haft tidligere. Det var det årti, hvor fotografiet for alvor blev hvermandseje i kraft af pocketkameraerne, som blev billigere og billigere og i kraft af farverne, som også blev almindelige.
Billederne var også en væsentlig del af årtiets mytologisering. Tænk på Vietnamkrigen, Kennedymordet, Woodstockfestivalen, månelandingen osv. Og straks strømmer bestemte billeder hen over den indre skærm. Det samme gælder for The Beatles og beatmusikkens udøvere i det hele taget. Billedet viser, som Rifbjerg skrev i et afmytologiserende digt.
Noget, der kan rokke ved myterne – eller i det mindste bløde dem op og nuancere dem – er, når der dukker nye fotografier op. Fotografier, man ikke tidligere har set. Sådan som tilfældet er med Don McCullins snapshots i bogen “A Day In The Life Of The Beatles”, som udkom for nylig.
I september måned 1968, kort tid efter udgivelsen af “Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” fik McCullin til opgave at følge Beatles en hel dag og fotodokumentere. Cullin havde allerede et renommé som krigsfotograf og de fire mopheads var i forvejen forvænt med at have alskens kendte fotografer til at forevige sig og var med på ideen med det samme. Som McCartney udtrykte det: Fotografiet var kulturens frontlinje.
Bogen udkom i forbindelse med 30-året for John Lennons død. Og det gør et vist indtryk, at John Lennon et sted på et af fotografierne agerer død.. Men ellers er der tale om fascinerende, uglamourøse fotografier af de fire på udvalgte steder som fx. McCartneys have, ved Themsens bredder osv. Et must for enhver Beatlemaniker…

Elvis som ung hvalp

17. januar 2011

I mine gemmer har jeg et A4-stort sort-hvidt foto af Elvis Presley. Jeg fik det af min mor, da jeg var en 8-9 år gammel. Jeg havde fået øje på fotoet på en stander på Københavns Hovedbanegård. Elvis var mit første idol. Jeg var fan. Og allerede dengang synes jeg, der var noget særligt over billederne af Elvis. Ingen tvivl om det: Han blev iscenesat. Branded, som man vil sige i dag.
Jeg synes stadigvæk, der er noget særligt dragende over billederne af rockens ukronede konge. En særlig aura, der nok i høj grad hænger sammen med mandens ambivalente forhold til sin berømmelse. En mærkelig blanding af nær- og fravær.
Fotografier er besnærende og lover ofte en autenticitet, som ikke holder. Jeg tror, det har med selve fotograferingen at gøre. Når vi bliver fotograferet indstiller vi os ubevidst på det. Og det kan spores i fotoet. Fotografiet er stort set altid en iscenesættelse. Af samme grund længes mange fotografer efter det øjeblik, hvor “offeret” ikke er bevidst om situationen og derfor fremtræder som “naturlig”. Men det er selvfølgelig også en illusion, eftersom det er fotografen, der vælger at fastfryse netop det øjeblik, inden for den ramme.
For øjeblikket kan man se en række fotografier af den 21-årige Elvis Presley på The Smithsonian Institution’s National Portrait Gallery. Billederne er taget af den ligeledes unge fotograf Alfred Wertheimer (dengang 26 år), som havde fået til opgave af RCA at fotografere Elvis på turné og ved andre offentlige optrædener. Men Wertheimer var mere end blot en pressefotograf. Han tog også billeder af kunstneren bag scenen i noget, der ligner private situationer. På galleriets hjemmeside kan man se en række af fotografierne i god opløsning. Fx “The Kiss”, hvor Elvis tungekysser med en dejlig, ung dame under brandtrappen ved Mosque Theater. Eller Elvis, der bestiller sin morgenmad på jernbanestationen, Chattanooga, Tennessee, hvor raceadskillelsen er indskrevet i billedet. Eller Elvis, der henslængt i sofaen, koncentreret læser i bunken af fanmails.

Treat me nice – 1957

Dick Matthews – Beatlesfotograf – er død, 80

14. november 2010

Manden bagerst på fotoet ovenfor er Dick Matthews. En amatørfotograf fra Liverpool, som fik æren af at tage nogle af de allerførste snapshots af Beatles, før de blev store. Omkring 200 billeder fik Matthews taget. En del af dem kan man se på denne side. Nogle af billederne er siden indgået i berømmelsens fotomappe. Matthews døde den 11. november af et hjertetilfælde, 80 år gammel.

Tresserne, kålrabikulturen og melbollementaliteten – en fotograf ser tilbage

15. juni 2010

I går aftes kunne man på P1 høre fotografen Bent Rej fortælle om dengang i tresserne, hvor han fotograferede de musikere og kunstnere, som i årene efter blev ikoner for de generationer, der voksede op: Beatles, Stones, Dylan, Hendrix og så videre. Sikkert til den nyfigne interviewers skuffelse så var Bent Rej ikke specielt imponeret af sin bedrift. Han var en pressefotograf på arbejde og var der tilfældigvis, da Beatles kom til Danmark. Og der var ikke noget særligt i, at han blev gode venner med Brian Jones fra The Rolling Stones, som boede in cognito hos Rej og konen som “konens fætter fra landet”. Rej mente, at han nok havde brug for lidt fred og ro. Og Bent kunne til gengæld bo hos Brian i London, når han ville. Bent tog sine billeder og takkede af, da stjernerne blev så store, at det blev besværligt at få adgang til dem. Med Rejs eget ordvalg, så blev scenen grim – efter 1967. Han skulle i øvrigt også videre. Han ville være reklamefotograf.

Nu har han så doneret sin samling af foto til det nye museum for rock, Danmarks Rockmuseum.

I det seneste nummer af DSBs Ud & Se (som kan hentes ned som pdf-fil hos DSB) kan man se et udvalg af Rejs fotografier. Her er den unge, uskyldigt udseende Marianne Faithfull, en ung Keith Richard med hund, en svedig Lennon, der trykker Help! af i mikrofonen, et pasfotolignende snapshot af Peter Noone (Herman’s Hermits) m.fl. Og fotografierne ledsages af en tekst af Lasse Ellegaard, hvor man kan mærke, at Lasse var med, da det sneede og endnu har følelsen af de strømførende lag i sig. Drømmen er ikke slukt…

Rolling Stones i Finland 1965