Indlæg tagget med garagerock

The Julie Ruin – pige- og drengepunk

12. august 2015

I min jagt på bands – ikke mindst pigebands – der excellerer i punk- og garagerock er jeg stødt på The Julie Ruin, der blev dannet i 2010 og består af Carmine Covelli, Sara Landeau, Kathleen Hanna, Kathi Wilcox og Kenny Mellman. I 2013 udkom deres foreløbigt eneste album Run Fast, der har alle de kvaliteter, man kan forvente af garagerock, der sparker røv…

Ezra er tilbage med tresserlyd og garagerock

24. juli 2015

Jeg har tidligere averteret lidt for Ezra Furman, der er repræsentant for den retroaktive, unge rock, der åbenlyst bygger videre og oven på tressernes gadedrenge og -pigerock. Den fra garagen og mor og fars kælder. Og nu er han på banen igen med et nyt album, der igen fremturer med denne energiske og betagende holmgang med fortidens uforfalskede rockmusik. Perpetual Motion People hedder pladen. Nybegyndere i Ezra-fanklubben kan begynde her..

King Tuff indtager Verdenscafeen

7. november 2014

Mere garagelyd. Kyle Thomas – alias King Tuff – er en af de unge, der excellerer i garagerock og beskidt grundrock med fængende popmelodier og hvad der ellers hører til. Her har han indtaget NPRs World Cafe med sine sange og sin guitar.

Drenge – Garagerock anno 2013

19. juli 2013

Et eller andet fik mig ind på musiksporet garagerock. Altså den der upolerede, rå, umiddelbare rock uden de store musikalske svinkeærinder, som altid har været en væsentlig del af rockmusikken. Måske var det Savages, der satte det i gang. Men i hvert fald har jeg været lidt omkring – lige fra Kinks første indspilninger over Dr. Feelgood, Undertones og Hunx and his Punx.
Og i dag opdagede jeg så den danske trio Baby in Vain, der snart er pladeaktuelle og får rigtig meget ud af det basale setup af et par stemmer, et par guitarer og trommer.



Og Baby in Vain får selskab af Sheffield-duoen med det pæredanske navn Drenge, der også kan det der med no nonsense-, no bullshit-rock-og-rul

Drenge – Soundcloudstream

The Leaves – et amr. tresser-garageband

17. februar 2011

For ikke så længe siden udkom albummet “All The Good That’s Happening” med The Leaves (genudgivet på mærket Grapefruit). Pladen blev indspillet i efteråret 1966 og blev gruppens sidste udgivelse og har ikke været til at få fat i siden dengang. I hvert fald ikke uden for USA. Den udkom på Capitol Records. Kort tid efter udgivelsen gik medlemmerne hver til sit.

The Leaves var ellers godt på vej på det tidspunkt. Bandet var blevet dannet i 1963 af basisten Jim Pons (som siden gik ind i The Turtles og dernæst spillede med Frank Zappa) sammen med skolekammeraterne John Beck (sang), Bill Rinehart (leadguitar), Tom Ray og Robert Lee Reiner.

Helt efter bogen lærte de sig selv at spille beat – bl.a. inspireret af The Beatles – og begyndte snart efter at spille rundt omkring til diverse fester. Deres første rigtige optræden var til en skolekoncert sammen med Captain Beefheart and his Magic Band. Og de fik lov til at overtage The Byrds’ job hos Ciro’s på Sunset Strip, da Byrds søgte mod højere mål. Og det var her, The Leaves blev optaget af en vis hr. Pat Boone, som så muligheder i bandet og gav dem deres første pladekontrakt.

Efter et mindre hit med den rå, mundharmonikadrevne “Too Many People” indspillede The Leaves så den sang, som de skulle blive kendt for: “Hey Joe“. Den sang, som siden var med til at gøre Jimi Hendrix berømt. The Leaves’ tempofyldte Byrdsagtige garageudgave blev nr. 1 i Los Angeles og kravlede op på en 31. plads på Billboards hitliste. Successen blev fulgt op af et album med samme titel, som gjorde sig pænt lige under Billboards top 100 albumliste.

Efter opløsningen blev gruppen gendannet i 1970, men hurtigt opløst igen. Som tilfældet har været for mange af de talentfulde små tresserbands er The Leaves blevet genopdaget i kraft af de mange fine opsamlinger, der er kommet med musik fra dengang. De var med på det efterhånden berømte bokssæt “Nuggets”, som fik mange bands hentet frem fra glemslens mørke.

I 2000 kom der også en Best Of-plade med titlen: The Leaves are happening. Et godt sted at starte, hvis man er til gammel garagerock. Denne udmærkede samling kan lånes på biblioteket.

Dagens garagerock: Bad Seeds – I’m a King Bee

2. december 2010

Tresserbandet The Bad Seeds (ikke at forveksle med Nick Caves’) var efter sigende det første band, der kom fra flækken Corpus Christi i Texas. En flække, der siden er blevet kendt for flere garagerockbands.

Guitaristen og sangeren Mike Taylor, bassisten Herb Edgeington, lead guitaristen Rod Prince og trommeslageren Robert Donahoe havde alle en fortid i lokale obskure bands, inden de slog de musikalske klude sammen i Bad Seeds. Og det lykkedes dem at få en kontrakt med det lille pladeselskab J-Beck Records i 1966. Tre singleplader blev det til i løbet af ’66: “A Taste of the Same”/”I’m a King Bee”, “All Night Long”/”Sick and Tired” og “Zilch Part 1″/”Zilch Part 2”. Flere af sangene havde Prince og Taylor skrevet.

Især de to førstnævnte singler betragtes af musiknørder og -samlere som klassiske perler inden for den texanske afart af garagerock, som bl.a. havde ladet sig influere af den britiske R&B (Stones, Pretty Things osv.). Gruppen gik i opløsning i sommeren 1966.
Bad Seeds udgave af Slim Harpo “I’m a King Bee” har alle garagerockens kvaliteter. Den er beskidt, rå og swingende. Rolling Stones indspillede også nummeret på deres debutalbum med markant slide guitar ved Brian Jones…