Lana del Rey og H&M-skandalen
2. november 2012
De sidste dage har jeg haft fornøjelsen af at se den kønne, amerikanske kultsangerinde Lana del Rey agere fotomodel for den store svenske koncern Hennes & Mauritz. Det er ikke første gang, koncernen bruger mediekändisser til at promovere firmaets tøj. Men sammenblandingen af medieglamour og stangtøj sættes i relief af den skandale, der ruller lige for øjeblikket. Svensk tv har i en dokumentarudsendelse ‘afsløret’, at lokale arbejdere på H&Ms fabrikker i Cambodia arbejder under ‘slavelignende forhold’. For en sulteløn på 2-3 kroner om dagen og en arbejdsbelastning, der får arbejderne til at segne af træthed og udmattelse laves der tøj, som forbrugere i Vesten kan købe til relativt lave priser. Udsendelse har – forventeligt – skabt debat. Nogle svenske modeblogs og en del forbrugere boycotter nu firmaet, der selv melder hus forbi og hævder, at man ikke kan genkende det billede som dokumentaren giver. H&M har 94.000 ansatte i 47 lande.
Debatten om tøj- og andre produktionsfirmaers forpligtelse over for de lokalt ansatte er ikke ny. Som firmaets kommunikationschef Vibeke Holann Kjenner fra Norge udtrykker det, så er det forhold ‘At mindstelønnen ikke er mulig at leve for er et brancheproblem i mange produktionslande’. Debatten om H&Ms manglende ‘samfundssind’ og forhold til menneskerettighederne får let et frelst skær over sig. Indignationen og harmen, vreden og boycotreaktionen er forståelig, men også en kende naiv. For man må spørge sig selv, om det overhovedet ville være muligt for et firma som H&M at producere tøj så billigt som tilfældet er, hvis ikke arbejds- og lønvilkårene var så ringe? Firmaet producerer jo ikke tøj for de vesterlandske forbrugeres blå øjnes skyld, men for at tjene penge. Og hvis du betaler en løn, der er højere end det niveau, der er i producentlandet, så taber du i konkurrencen til andre producenter. Det er konkurrencens ubønhørlige lov. Det er nok ikke tilfældigt, at netop firmaer, der producerer tøj, hører blandt de mest indtjenende virksomheder her i landet…
For nogle år siden var der en debat om børnearbejde på vestlige fabrikker i Asien. Kritikken var den samme som i dag. Hvorfor behandler de vestlige firmaer ikke deres arbejdere ordentligt. Men som en udtrykte det, måtte man også spørge sig selv: Vil det hjælpe at tage arbejdet fra disse mennesker, når de ikke har andet at leve af? For det er virkeligheden nogle steder.
Her sidder jeg i min billige sorte t-shirt og mine lige så billige cowboybukser, som jeg har købt hos COOP for længe siden. Og jeg ved godt, at de må være produceret til en meget lav timeløn et sted derude østpå. Men det ville ikke være anderledes, hvis jeg havde købt en mærkevare-t-shirt hos et af de store danske tøjfirmaer. I hvert fald vil jeg ikke vide, under hvilke forhold, den var blevet til.
Hvad stiller vi op med problemet? H&M-skandalen er en illustration af det, vi i offentligheden kalder ‘globalisering’. Vi møder den også, når rumænske og ukrainske arbejdere kommer til Danmark og overtager danske chaufførers arbejde for en månedsløn på 300 euro. Globaliseringen indebærer, at virksomheder flytter deres produktion derhen, hvor den er billigst at udføre. Og det vil oftest sige derhen, hvor lønnen er lavest. Ofte steder, hvor de lokale ikke rigtigt har et alternativ.
Problematikken er en konflikt mellem etik og profit. Og der er ikke meget, der tyder på, at etik vejer tungest i vægtskålen. Og jeg tror heller ikke debatten om H&M vil ændre radikalt på problemet. Om nogle måneder vil den være glemt, og tøjsalget vil fortsætte med en ny kändis på plakaten. – Men måske flytter H&M produktionen væk fra Cambodia og til Bangladesh eller Afrika. For det er jo det, der også sker. På et tidspunkt vil lønningerne stige der, hvor produktionen ligger. Og firmaerne vil flytte derhen, hvor der er større profit at hente. Tøjproduktionen flyttede fra Herningområdet til Polen og så videre. Og ukrainske og polske chauffører vil blive afløst af andre nationaliteter.
Kan vi stoppe globaliseringen?
