CAPAC

Ja, i dag er det 50 år siden USAs præsident John F Kennedy blev skudt i Dallas Texas. En disse mytologiske, historiske begivenheder, der har givet anledning til masser af bøger, film, tv-udsendelser osv. – uden at man er blevet fuldstændig klogere på, hvad der faktisk skete dengang – om hvem der stod bag. Af samme grund er drabet også genstand for den kollektive sport, der hedder ‘konspirationsteorier’. Om vi nogensinde får en fyldestgørende forklaring på, hvem der stod bag drabet og hvilke motiver, der var på spil, er et åbent spørgsmål. Dermed har jeg også sagt, at jeg tvivler på den officielle forklaring om, at det var en mands værk. Der er for mange indicier, der peger på noget andet… Konspirationsteoretikerne har plantet en tvivl i mit sind.

Fotoet ovenfor blev taget af amatørfotografen Mary Moorman lige efter Kennedy blev skudt. Hun var også en af de vidner, der ikke blev afhørt i forbindelse med den første efterforskning. Først mange år efter fortalte hun sin historie. Det kan du læse om her.

I dag er det 69 år siden Enola Gay smed atombomben Little Boy over Hiroshima. Som denne video fra British Pathé fortæller, så blev det en dag, der rystede verden.

Den kolde krig ovre, Berlinmuren er faldet og kernevåbenkrig har fået en anden betydning og status end den havde i de første par årtier efter Anden Verdenskrig. Men faren er der stadigvæk et eller andet sted (Nordkorea, Iran…).

Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at markere dagen på end at spille et nummer med den store amerikanske humorist og musiker Tom Lehrer, der netop dengang i tresserne var en stemme for den amerikanske samvittighed. Her er han med en sang, der nok er mere aktuel. Den handler om amerikanernes tilbøjelighed til at sende sine marinesoldater af sted, når landets interesser bliver truet et sted ude i den store verden. Og det har ikke ændret sig en tøddel siden dengang…

Den gamle by i Aarbus har fået den idé at genskabe nogle boliger sådan som de så ud får årtier siden. Bl.a. et kollektiv fra halvfjerdserne. I dag var jeg inde og bese lejlighederne og det var en nostalgitur tilbage til dengang mange af mine studiekammerater boede i kollektiv eller bofællesskab. Det sjove ved udstillingen er, at man har genskabt den tid ned i de mindste detaljer. Fra farverne på væggene til reolerne med politisk litteratur og ditto musik til den store obligatoriske tepotte.

Sidste år omkring dette tidspunkt på året skrev jeg et lille mindeord om homoaktivisten Axel Axgil, der netop var død i en fremskreden alder af 96 år. Jeg mente dengang, at Axel og hans livspartner Eigil fortjente anerkendelse for deres pionerindsats for homoseksuelle menneskers rettigheder i et samfund, der stadigvæk ikke er fri for homofobi. Og det mener jeg stadigvæk.

I dagens udgave af Politiken kan man læse, at det socialdemokratiske byrådsmedlem i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen, mener, at den såkaldte Axgil-pris, der uddeles af Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce skal have et andet navn, fordi det er kommet frem, at Eigil Axgill under Anden Verdenskrig nærede sympatier for nazistyret og oven i købet lod sig indrullere som tysk soldat med naziuniform. Oplysningen om Eigils nazifortid kommer frem i Axels bog “Kampen for kærligheden”, der netop er udkommet.

Men man må spørge, om ungdommens letsindige omgang med nazismen, er nok til at diskvalificere Eigil som forbillede for senere generationer af homoseksuelle? Skal nazifortiden endnu engang være et stempel, et stigma, der skal bæres og synliggøres – mange år efter og uden hensynstagen til, hvad personen har foretaget sig i de mellemliggende år?

Homoseksuelle er mennesker som alle andre. De begår fejl. De løber oven i købet ind i modsigelsesfulde fejltagelser som i Eigils tilfælde, når han sympatiserede med en -isme, der forfulgte og udryddede homoseksuelle på linje med jøder, kommunister og andre, der ikke passede ind i det ariske ideal. Vi har set den slags diskvalifikationer til hudløshed siden slutningen af Anden Verdenskrig.

For det første skal vi huske på, at nazisympatier og racistiske holdninger overhovedet ikke var ualmindelige i 30′erne og under besættelsen. Man får let det indtryk, at der var tale om undtagelsestilfælde, når nogen afsløres for deres nazisympatier. Det er en msiforståelse. Man kunne måske formulere det på den måde, at naziideologien var en del af tidsånden. Som en historiker engang udtrykte det: Før Anden Verdenskrig var vi alle racister. Selvfølgelig en sandhed med modifikation. Men den siger noget om tidsånden.

Selvfølgelig er det svært at undskylde en nazifortid, men det vi kan forlange og forvente er, at de involverede siden hen gør op med deres fortid. Ikke nødvendigvis i fuld offentlighed – sådan som vor tids borgerlige inkvisitorer forlanger af gamle venstreorienterede – men ved at leve et liv, der modsiger denne fortid. Og det kan man jo netop sige, at en person som Eigil Axgil har gjort ved at kæmpe og arbejde for homoseksuelles rettigheder.

Det hører med til det at være menneske, at vi fejler og går af de forkerte stier i livet. Og det hører også til menneskelivet, at vi kan blive klogere og ændre holdning til det, vi har gjort. Når Axel ikke har gjort det tidligere – offentligt – hænger det givetvis sammen med, at det ville være et ekstra kors at bære rundt på, når man i forvejen tilhørte en diskrimineret del af befolkningen. Men med sine handlinger gjorde han en forskel i forhold til tiden i naziuniform.

Selvfølgelig skal vi ikke trække på skuldrene af folk, der aktivt har været med til at udrydde jøder o.a. og på anden måde begå forbrydelser mod menneskeheden. Men ellers bør vi vi tilgive de ideologiske vildfarelser, når der gøres op med dem aktivt. Ellers kommer vi ikke videre. Derfor mener jeg, at Lars Aslan Rasmussens forslag blot bidrager til den form for historieforfalskning og -udviskning, der ikke kan rumme menneskelige fejltagelser og menneskelige modsætninger – og derfor modvirker fremskridtet…

I dag skriver vi den 9. april, og det er 72 år siden, soldater fra det nazistiske Tyskland besatte landet. For os, der blev født i tiåret efter besættelsen, vil datoen ruske op i gammel lærdom fra skolen og i personligt oplevede anekdoter, som forældre og andre ældre familiemedlemmer videregav. Men i årene frem er det gået tilbage med historieformidlingen i det danske skolesystem. Og man behøver ikke – som undertegnede – at have opholdt sig i dette system for at indse, at det generelt set står sløjt til med den historiske viden.

Det er en gammel, men ikke desto mindre holdbar, indsigt, at man bedst forstår sin egen tid og det, vi kalder ‘samfundsudviklingen’, hvis man har en forståelse af, hvad man kommer af og fra. Den historiske viden giver en nogle koordinater til læsning af det kort, man bruger for at orientere sig i verden. Derfor kan man godt blive lidt bekymret for de generationer, der ikke har fået koordinaterne på plads. Fx vil jeg hævde, at det er umuligt at forstå det europæiske projekt – EU – uden at se det i sammenhæng med 1. og 2. Verdenskrig og hele den konfliktfyldte historie, der førte frem til krigene. Har man ikke dette perspektiv med, kommer EU blot til at handle om handel og økonomi. Det,vi hører om hver dag i tv-nyhederne og andetsteds i medielandskabet.

Det er også fraværet af en generel historisk viden, der indebærer en trussel mod demokratiet. I dag ser vi jævnligt politikere fra især højrefløjen – fx Søren Espersen fra DF, der vil lukke munden på Günter Grass eller i forbindelse med Muhammed-tegningesagen – give udtryk for decideret udemokratiske holdninger. Sådanne holdninger ville have haft meget sværere ved at komme frem i medierne dengang uddannelserne havde en tydeligere historisk dannelsesdimension. Det skal ikke forstås sådan, at de ikke var der, de udemokratiske holdninger, men sandsynligheden for, at en journalist ville have konfronteret vedkommende med ubehagelige spørgsmål om det demokratiske sindelag var større.

Kald det bare kulturpessimisme eller -skepticisme, men når jeg i dagens avis kan læse, at man i ramme alvor mener, at den historiske forståelse af 2. Verdenskrig kan formidles via Twitter og Facebook, så tager jeg mig til hovedet. Selv om jeg er gammel medielærer og ihærdig bruger af de sociale medier – og bestemt ikke undervurderer deres betydning. Men til de sociale mediers betydning hører ikke, at de – som bøger og veltilrettelagt undervisning – kan formidle seriøs, struktureret, vidensbaseret formidling af historie. De kan muligvis fungere som et supplement, men ikke træde i stedet for en regulær, kontinuerlig historieformidling.

Desværre er der en tendens i uddannelsessystemet til, at de nye medier får rollen som surrogat for den undervisning og de bøger, der ikke i øvrigt er råd til at give ungdommen. Der er en manglende forståelse for, at internettets og de nye mediers enorme informationsmængder først for alvor bliver relevante, når man er udstyret med en portion (ud)dannelse, der gør det muligt at orientere sig på informationshavet.