Indlæg tagget med historie

9. april

9. april 2016

Så lakonisk sammenfatter Wikipedia, hvad denne dag betød i 1940. Nazitysklands besættelse af Danmark og andre områder i Norden. 76 år siden og man kan også godt mærke, at begivenheden for alvor er ved at blive historie og ved at glide ud af mange danskeres hukommelse. Både den selvoplevede og den skoleindlærte. Og det er trist, for vi lever også i en tidsalder, hvor krigstilstande og besættelser er hverdag for mange andre mennesker ude i verden. Og det danske samfund er oven i købet aktivt involveret i nogle af konflikterne. 

Heldigvis kom befrielsen nogle år senere. Men hvor frie er vi her 76 år senere? Det forekommer mig at vi i allerhøjeste grad er underlagt et amerikansk militært og ideologisk hegemoni, som gennemsyrer vores liv og tænkemåde i en grad, der ikke fortjener tillægsordet “fri”. 

 

I atombombens skygge: Hiroshima for 70 år siden

6. august 2015

I dag er det nøjagtig 70 år siden, amerikanerne kastede “Little boy” over Hiroshima og indledte atomkrigsæraen med frygtelige konsekvenser for japanerne. Jeg var endnu ikke født dengang, men begivenheden har spillet en stor rolle i min bevidsthed, da jeg voksede op under den kolde krig, hvor truslen om en atomkrig var på tapetet. Henvisningerne til erfaringerne fra Hiroshima og Nagasaki var utallige.

Men – og det er vigtigt at huske på – selv om vi formelt set er ude af den kolde krig, så består risikoen for en atomkrig stadigvæk. Som den amerikanske intellektuelle Noam Chomsky har påpeget, så består risikoen stadigvæk, fordi amerikanerne med Obama i spidsen har sørget for at opgradere deres atomarsenal, medens andre lande – inklusive Rusland, Kina m.fl. – har deres lagre. Store nok til at efterlade jorden som en afbrændt køkkenhave. Der er god grund tll bekymring, men vi skal ikke være bange, for – som  hans magnus enzensberger  påpegede – vi ryger allesammen, når det sker… We will all go together, when we go ..

 

9. april – for 75 år siden

9. april 2015

Lånt fra www.illegalpresse.dk

Longing for the Past

6. oktober 2014

På fire cd’er med ialt 90 optagelser dokumenterer David Murray seks årtiers musik fra Sydøstasien. Musik, der blev optaget og nedlagt på 78″-plader og siden gled lidt i g(l)emmebogen, hvorfra de så er hentet frem igen. Med udgivelsen følger en stor bog – 272 sider – der fortæller om musikken. Boksen er kommet på det lille forlag Dust to Digital, der har specialiseret sig i historiske optagelser, og har allerede modtaget en pris for at have reddet musikken for nutidige ører.

En arbejdersøn vender hjem: Billy Bragg i Barking, Essex

18. juni 2014

Billy Bragg vender tilbage til fødebyen. En historisk og kulturel rejse, man kan lære af. Og hvad sker der med pubberne? De forsvinder i England. Et stykke arbejderkultur forsvinder stille og roligt. Fuck de sociale medier…

For 39 år siden: Vietnamkrigen lakker mod enden

4. maj 2014

I nyhederne kan man læse, at det i disse majdage er 39 år siden, Vietnamkrigen sluttede med USA som den store taber. Det var en krig, der for alvor blev en krig i medierne – og en krig, der gjorde mange unge i Vesten politisk engagerede. Det var dengang, man begyndte at tale om en “verdensopinion” – mod krigen.

Hiroo Onoda er død, 91 år gammel

17. januar 2014

I 1981 udsendte det progressive engelske band Camel deres ottende studioalbum Nude. Det var et konceptalbum, hvor sangene var baseret på den sande historie om den japanske soldat Hiroo Onoda, der nægtede at tro på, at 2. Verdenskrig var ovre og derfor levede videre på en afsides liggende ø, Lubang.

I dag kan man så læse i de udenlandske og danske medier, at Hiroo Onoda er død 91 år gammel. Hiroo vendte tilbage til efterkrigscivilisationen i 1974, hvor han fik en heltemodtagelse, fordi han på mange måder inkarnerede det gamle Japan, som krigen lagde i ruiner.

Mordet på præsident John F Kennedy

22. november 2013

Ja, i dag er det 50 år siden USAs præsident John F Kennedy blev skudt i Dallas Texas. En disse mytologiske, historiske begivenheder, der har givet anledning til masser af bøger, film, tv-udsendelser osv. – uden at man er blevet fuldstændig klogere på, hvad der faktisk skete dengang – om hvem der stod bag. Af samme grund er drabet også genstand for den kollektive sport, der hedder ‘konspirationsteorier’. Om vi nogensinde får en fyldestgørende forklaring på, hvem der stod bag drabet og hvilke motiver, der var på spil, er et åbent spørgsmål. Dermed har jeg også sagt, at jeg tvivler på den officielle forklaring om, at det var en mands værk. Der er for mange indicier, der peger på noget andet… Konspirationsteoretikerne har plantet en tvivl i mit sind.

Fotoet ovenfor blev taget af amatørfotografen Mary Moorman lige efter Kennedy blev skudt. Hun var også en af de vidner, der ikke blev afhørt i forbindelse med den første efterforskning. Først mange år efter fortalte hun sin historie. Det kan du læse om her.

Hiroshima – 6.august 1945

6. august 2013

I dag er det 69 år siden Enola Gay smed atombomben Little Boy over Hiroshima. Som denne video fra British Pathé fortæller, så blev det en dag, der rystede verden.

Den kolde krig ovre, Berlinmuren er faldet og kernevåbenkrig har fået en anden betydning og status end den havde i de første par årtier efter Anden Verdenskrig. Men faren er der stadigvæk et eller andet sted (Nordkorea, Iran…).

Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at markere dagen på end at spille et nummer med den store amerikanske humorist og musiker Tom Lehrer, der netop dengang i tresserne var en stemme for den amerikanske samvittighed. Her er han med en sang, der nok er mere aktuel. Den handler om amerikanernes tilbøjelighed til at sende sine marinesoldater af sted, når landets interesser bliver truet et sted ude i den store verden. Og det har ikke ændret sig en tøddel siden dengang…

Nostalgitur til halvfjerdserne

28. juli 2013

Den gamle by i Aarbus har fået den idé at genskabe nogle boliger sådan som de så ud får årtier siden. Bl.a. et kollektiv fra halvfjerdserne. I dag var jeg inde og bese lejlighederne og det var en nostalgitur tilbage til dengang mange af mine studiekammerater boede i kollektiv eller bofællesskab. Det sjove ved udstillingen er, at man har genskabt den tid ned i de mindste detaljer. Fra farverne på væggene til reolerne med politisk litteratur og ditto musik til den store obligatoriske tepotte.

Specielt interessant var det at gense nogle af de grammofoner, båndoptagere med videre, der var almindelige og populære dengang. Som fx Tandberg båndoptageren ovenfor. Eller Philips grammofonen
Bang og Olufsens berømmede Beogram 1000 var der selvfølgelig også
Og her i selskab med en Sebastian-plade og Første maj-albummet
Udstillingen var peppet om med diverse digitale hjælpemidler, fx digitale kort, hvor man kan få noget at vide om tiden, et spejl, hvor man kunne prøve noget af den tids ‘mode’ (se nedenfor) eller en illusion om et ungt bar, der er gået i brusebad sammen…
I det hele taget er det en udstilling, som man bør unde sig at se, hvis man har historisk eller nostalgisk interesse for halvfjerdserne.
Alle fotos er taget af mig.

Homoseksualitet – og nazismens spøgelse. Om Axel Agil og nazifortiden.

4. oktober 2012

Sidste år omkring dette tidspunkt på året skrev jeg et lille mindeord om homoaktivisten Axel Axgil, der netop var død i en fremskreden alder af 96 år. Jeg mente dengang, at Axel og hans livspartner Eigil fortjente anerkendelse for deres pionerindsats for homoseksuelle menneskers rettigheder i et samfund, der stadigvæk ikke er fri for homofobi. Og det mener jeg stadigvæk.

I dagens udgave af Politiken kan man læse, at det socialdemokratiske byrådsmedlem i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen, mener, at den såkaldte Axgil-pris, der uddeles af Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce skal have et andet navn, fordi det er kommet frem, at Eigil Axgill under Anden Verdenskrig nærede sympatier for nazistyret og oven i købet lod sig indrullere som tysk soldat med naziuniform. Oplysningen om Eigils nazifortid kommer frem i Axels bog “Kampen for kærligheden”, der netop er udkommet.

Men man må spørge, om ungdommens letsindige omgang med nazismen, er nok til at diskvalificere Eigil som forbillede for senere generationer af homoseksuelle? Skal nazifortiden endnu engang være et stempel, et stigma, der skal bæres og synliggøres – mange år efter og uden hensynstagen til, hvad personen har foretaget sig i de mellemliggende år?

Homoseksuelle er mennesker som alle andre. De begår fejl. De løber oven i købet ind i modsigelsesfulde fejltagelser som i Eigils tilfælde, når han sympatiserede med en -isme, der forfulgte og udryddede homoseksuelle på linje med jøder, kommunister og andre, der ikke passede ind i det ariske ideal. Vi har set den slags diskvalifikationer til hudløshed siden slutningen af Anden Verdenskrig.

For det første skal vi huske på, at nazisympatier og racistiske holdninger overhovedet ikke var ualmindelige i 30’erne og under besættelsen. Man får let det indtryk, at der var tale om undtagelsestilfælde, når nogen afsløres for deres nazisympatier. Det er en msiforståelse. Man kunne måske formulere det på den måde, at naziideologien var en del af tidsånden. Som en historiker engang udtrykte det: Før Anden Verdenskrig var vi alle racister. Selvfølgelig en sandhed med modifikation. Men den siger noget om tidsånden.

Selvfølgelig er det svært at undskylde en nazifortid, men det vi kan forlange og forvente er, at de involverede siden hen gør op med deres fortid. Ikke nødvendigvis i fuld offentlighed – sådan som vor tids borgerlige inkvisitorer forlanger af gamle venstreorienterede – men ved at leve et liv, der modsiger denne fortid. Og det kan man jo netop sige, at en person som Eigil Axgil har gjort ved at kæmpe og arbejde for homoseksuelles rettigheder.

Det hører med til det at være menneske, at vi fejler og går af de forkerte stier i livet. Og det hører også til menneskelivet, at vi kan blive klogere og ændre holdning til det, vi har gjort. Når Axel ikke har gjort det tidligere – offentligt – hænger det givetvis sammen med, at det ville være et ekstra kors at bære rundt på, når man i forvejen tilhørte en diskrimineret del af befolkningen. Men med sine handlinger gjorde han en forskel i forhold til tiden i naziuniform.

Selvfølgelig skal vi ikke trække på skuldrene af folk, der aktivt har været med til at udrydde jøder o.a. og på anden måde begå forbrydelser mod menneskeheden. Men ellers bør vi vi tilgive de ideologiske vildfarelser, når der gøres op med dem aktivt. Ellers kommer vi ikke videre. Derfor mener jeg, at Lars Aslan Rasmussens forslag blot bidrager til den form for historieforfalskning og -udviskning, der ikke kan rumme menneskelige fejltagelser og menneskelige modsætninger – og derfor modvirker fremskridtet…

Anden Verdenskrig som Twitter-føljeton – en kulturpessimistisk note i dagens anledning.

9. april 2012

I dag skriver vi den 9. april, og det er 72 år siden, soldater fra det nazistiske Tyskland besatte landet. For os, der blev født i tiåret efter besættelsen, vil datoen ruske op i gammel lærdom fra skolen og i personligt oplevede anekdoter, som forældre og andre ældre familiemedlemmer videregav. Men i årene frem er det gået tilbage med historieformidlingen i det danske skolesystem. Og man behøver ikke – som undertegnede – at have opholdt sig i dette system for at indse, at det generelt set står sløjt til med den historiske viden.

Det er en gammel, men ikke desto mindre holdbar, indsigt, at man bedst forstår sin egen tid og det, vi kalder ‘samfundsudviklingen’, hvis man har en forståelse af, hvad man kommer af og fra. Den historiske viden giver en nogle koordinater til læsning af det kort, man bruger for at orientere sig i verden. Derfor kan man godt blive lidt bekymret for de generationer, der ikke har fået koordinaterne på plads. Fx vil jeg hævde, at det er umuligt at forstå det europæiske projekt – EU – uden at se det i sammenhæng med 1. og 2. Verdenskrig og hele den konfliktfyldte historie, der førte frem til krigene. Har man ikke dette perspektiv med, kommer EU blot til at handle om handel og økonomi. Det,vi hører om hver dag i tv-nyhederne og andetsteds i medielandskabet.

Det er også fraværet af en generel historisk viden, der indebærer en trussel mod demokratiet. I dag ser vi jævnligt politikere fra især højrefløjen – fx Søren Espersen fra DF, der vil lukke munden på Günter Grass eller i forbindelse med Muhammed-tegningesagen – give udtryk for decideret udemokratiske holdninger. Sådanne holdninger ville have haft meget sværere ved at komme frem i medierne dengang uddannelserne havde en tydeligere historisk dannelsesdimension. Det skal ikke forstås sådan, at de ikke var der, de udemokratiske holdninger, men sandsynligheden for, at en journalist ville have konfronteret vedkommende med ubehagelige spørgsmål om det demokratiske sindelag var større.

Kald det bare kulturpessimisme eller –skepticisme, men når jeg i dagens avis kan læse, at man i ramme alvor mener, at den historiske forståelse af 2. Verdenskrig kan formidles via Twitter og Facebook, så tager jeg mig til hovedet. Selv om jeg er gammel medielærer og ihærdig bruger af de sociale medier – og bestemt ikke undervurderer deres betydning. Men til de sociale mediers betydning hører ikke, at de – som bøger og veltilrettelagt undervisning – kan formidle seriøs, struktureret, vidensbaseret formidling af historie. De kan muligvis fungere som et supplement, men ikke træde i stedet for en regulær, kontinuerlig historieformidling.

Desværre er der en tendens i uddannelsessystemet til, at de nye medier får rollen som surrogat for den undervisning og de bøger, der ikke i øvrigt er råd til at give ungdommen. Der er en manglende forståelse for, at internettets og de nye mediers enorme informationsmængder først for alvor bliver relevante, når man er udstyret med en portion (ud)dannelse, der gør det muligt at orientere sig på informationshavet.

Brian Mikkelsen og dagpengeperioden

7. september 2011

På DR sender man pt. – på grund af det forestående folketingsvalg – en udsendelsesrække med titlen “Spørg partierne”. Folketingskandidater er i studiet og skal bl.a. besvare spørgsmål fra lytterne.

I mandags var de Konservative på banen, bl.a. repræsenteret af Brian Mikkelsen. En lytter ringede ind og spurgte Mikkelsen, hvad meningen var med at reducere dagpengeperioden fra 4 til 2 år i en krisetid, hvor der var færre jobs at søge. Og Mikkelsen svarede med et påstand, som flere borgerlige politikere med jævne mellemrum har fremført: at kortere dagpengeperiode får flere i arbejde. Spørgeren kunne ikke rigtig se logikken i, at en kortere periode skulle skabe flere jobs. Og så var det Mikkelsen kom med det argument, som han selv opfattede som den bedste illustration. Nemlig dengang i tresserne, hvor kvinderne kom ud på arbejsmarkedet. – Ministeren gentog endda sin pointe.

Men Mikkelsen kunne dårligt have valgt et ringere argument. Enten er Mikkelsen fuldstændig uvidende om den økonomiske og politiske udvikling i tresserne – eller også satser han kynisk på, at vælgerne er det. For situationen i tresserne underbygger på ingen måde hans ideologiske påstand. Tværtimod. I følge Danmarks Statistik faldt ledigheden fra 1960 til 1970 fra 39.000 til 20.000. Danmark befandt sig i en periode, hvor landet gik over fra at være et landbrugs- til et industriland, og som var præget af højkonjunktur og historisk hidtil uset vækst, der gjorde, at arbejdspladserne skreg på arbejdskraft. Derfor blev det aktuelt og relevant at hente kvinderne ind fra kødgryderne. Det var også i denne periode, før krisen satte ind i starten af halvfjerdserne, at de første “fremmedarbejdere” fra bl.a. Jugoslavien blev hentet til landet. Det var en periode, som man kunne kalde den borgerlige politikers våde drøm: masser af vækst, masser af arbejdskraftressourcer, voksende forbrug osv. Men en historisk set exceptionel periode, der blev afløst af det ene kriseårti efter det andet.

Mikkelsen kunne ikke have valgt en dårligere illustration af sin ideologiske pointe, og det er en skræmmende tanke, at manden endnu en tid bærer titlen Økonomi- og erhvervsminister. Man kunne også formulere det sådan: Det var historieforfalskning for åben mikrofon. Bare en skam, at journalisten ikke samlede den op…

Ole Sohn og opgøret med DKP-tiden

19. oktober 2010

Forleden skrev jeg i anledning af den fornyede interesse for SF-eren Ole Sohns fortid som medlem af og formand for Danmarks Kommunistiske Parti (1987-91): “Der skal da ikke herske tvivl om, at Ole Sohn, formand for DKP i årene 1987-1991, hvor partiet de facto blev afviklet, som flertallet af DKP’ere havde et nærmest forelsket forhold til den såkaldt realiserede socialisme bag jerntæppet. Prisen for dkp’ernes loyalitet over for de store partier i DDR og Sovjet var, at de havde mere end svært ved at forholde sig kritisk til, hvad der skete derovre. Og der var noget næsten skizofrent over denne attitude.”

I mellemtiden har Ole Sohn valgt at gå til pressen og meddele, at hans medlemskab af DKP og DKPs politik var en fejltagelse. Sohn har med andre ord valgt at imødekomme de borgerlige kritikere, der har forlangt en “undskyldning”. Vi kan så diskutere, om det var et klogt træk, sådan at forkaste sin fortid!?

For det er ikke helt slut med “sagen” med Sohns beklagelse. Mindst et spørgsmål ulmer endnu. Vidste Sohn, at DKP et stykke af vejen var finansieret af Sovjets kommunistiske parti? Sohn har erklæret, at den sovjetiske finansiering gik op for ham, da han opdagede, at fakturaer til betaling af trykningen af Land og Folk blev overfaktureret. Men har han ikke inden da haft en fornemmelse? Dette spørgsmål rejste den danske forsker Morten Thing i gårsdagens P1 Orientering.

Man kan også vende den om og spørge, om ikke det er udtryk for forstillet naivitet, når Sohn således stiller sin oprindelige, påståede uvidenhed til skue? Pengestrømmen fra Sovjets kommunistiske parti til de europæiske søsterpartier har været kendt i mange, mange år. Og en historisk interesseret person som Sohn kan næppe have været uvidende om, at det foregik. Især ikke, når han sad som formand og medlem af centralkommiteen.

Når nu Sohn har sluppet katten ud af sækken, så kan han lige så godt være helt ærlig og sige det, som det var. Og så i øvrigt huske på ikke at smide barnet ud med badevandet. Sovjetkommunismens politiske afsporing har været et politisk lærestykke af dimensioner, men det betyder ikke at det socialistiske tankegods i almindelighed skal forvises til historiens losseplads. Det er nok værd at huske på i en tid, hvor SF bevæger sig mere og mere bort fra dette tankegods i retning af en midtersøgende borgerlighed. For det er måske det mest interessant ved Sohn-“sagen”: At Sohns bearbejdning og erkendelse af sin politiske fortids holdninger og fejltagelser jo skal omsættes i aktuel og fremtidig politik.

Apropos ovenstående, så har udviklingsminister Søren Pind, der er kendt for at være – lad os diplomatisk formulere det sådan – en impulsiv politisk kommentator, som nu og da taler lidt hurtigere end han tænker, valgt at trække nazikortet op af lommen.

Ole Sohn og DDR – en ikke-sag

15. oktober 2010

Suk. Regeringen og dens proselytter i medierne – Jyllands Posten og BT ikke mindst – fik ikke megen suppe ud af Thorning Schmidts såkaldte “skattesag” og leder nu med lys og lygte efter andre “sager”, der kan bringe oppositionen i miskredit. Og det siger en hel del om magthavernes desperate situation, at man nu griber ned i mølposen for at hente Ole Sohn op endnu engang. Sidst det sket blev det ikke til ret meget mere end politiske moralske opstød fra de borgerlige, der solede sig i bagklogskabens blændende lys.

Men i et gammelt brev, hentet op fra det tyske rigsarkiv, Das Bundesarchiv, formaster en ung Ole Sohn sig til at rose DDR-staten, fordi den fx har afskaffet arbejdsløsheden, bolignøden og har sikret unge en uddannelse og andre basale rettigheder. Og han roser også DDR for at have spillet en væsentlig rolle i arbejdet for fred, sikkerhed og afspænding i koldkrigseftertiden. Én ting, at Sohn således har formastet til at rose DDR. En næsten større “forbrydelse” er, at han siden hen har ændret sit syn på DDR og sine egne gamle holdninger. Uha. Uha.

Der skal da ikke herske tvivl om, at Ole Sohn – formand for DKP i årene 1987-1991, hvor partiet de facto blev afviklet – som flertallet af DKP’ere havde et nærmest forelsket forhold til den såkaldt realiserede socialisme bag jerntæppet. Prisen for dkp’ernes loyalitet over for de store partier i DDR og Sovjet var, at de havde mere end svært ved at forholde sig kritisk til, hvad der skete derovre. Og der var noget næsten skizofrent over denne attitude. Læs fx Arne Hardis’ udmærkede biografi om forfatteren og maleren Hans Scherfig. Et fint studie i den politiske enøjethed, som et DKP-medlemskab medførte.

Men siden DKPs sammenbrud har Ole Sohn i den ene bog efter den anden, i artikler og ikke mindst i sine politiske handlinger (han har været SF’er i tyve år!) bearbejdet sine hidtidige positioner. Han har ikke, som de borgerlige revanchister – med DFs Søren Espersen i spidsen – helst vil have det stået frem i fuld offentlighed og bekendt sine synder og sin skyld. Kritikken af Sohn er båret af en for de magthavende borgerlige kritikere symptomatisk ahistorisk tilgang. Vi så det i tv-udsendelsesrækken om de “røde lejesvende”. Og vi ser det nu. Espersen og konsorter har et så traumatisk forhold til “68” og halvfjerdserne, at de ikke har sans for, at der er gået tre årtier, og at Berlin-muren for længst er faldet. Kun i hovedet på folk som Espersen står muren stadigvæk…

Den nye “sag” er efter min bedste vurdering en fis i en hornlygte. Der er ikke fugls føde på den. Og det tror jeg, de fleste vælgere har indset. De vil trække på skuldrende og kigge over mod Lene Espersen, der fortsætter med at kvaje sig, og mod Lars Løkke Rasmussen, der efter Rigsrevisionens seneste udspil sidder til halsen i “sagen” om forkælelsen af de private hospitaler. Man skal ikke smide med sten, når man selv sidder i et glashus…
Og i øvrigt – vores aktuelle situation taget i betragtning – så kunne den borgerlige regering måske lære noget af den gamle DDR-stat med hensyn til beskæftigelse af borgerne, uddannelse osv.!