Indlæg tagget med historie

Mordet på John F. Kennedy

22. november 2006

Hvor var du, da du hørte nyheden om Kennedy-mordet? Som man kan se ude til højre, så er det i dag årsdagen for de skæbnesvangre skud i Dallas i 1963, og på det indre biograflærred kører den grynede film med Jackie Kennedy, der kravler om til sin døende mand, samtidig med at stumper af den konspirationsmytologi, der siden blev skabt omkring denne begivenhed dukker op som små stjerneskud på novemberhimlen.
Selv stod jeg uden for gymnastiklokalet på Vestre Skole og ventede på, at læreren ville komme og lukke os ind til den ramme lugt af drengeomklædningslokale og svabergulvklude. Det var en en lidt mørk, lidt kold morgen, hvor vi 9-10-årige drenge stod i det svage lys fra lampen ved indgangsdøren. Politik var ikke noget, der overhovedet havde inficeret min drengebevidsthed. Det var længe før det nyhedsbombardement, som børn udsættes for i dag. Alligevel satte det gentagne budskab om den populære amerikanske præsidents bratte død sig som en mærkelig uro i min krop. En murrende fornemmelse, der først klingede af flere dage efter. Endnu en uskyld var mistet.
PS. Billedet nedenfor viser stedet. Det er til højre uden for den bagerste åbne dør.


John F & Robert Kennedy

Min lille grønne rejsegrammofon 3

20. november 2006

Garrard SP4
SP 4

SÃ¥ lykkedes det at komme lidt nærmere den kære gamle rejsegrammofon. Vi har at gøre med en Garrard 4SP. Modellen pÃ¥ de øverste 4 fotos kommer meget tæt pÃ¥. Jeg husker den grønne farve som værende en anelse lysere, men mÃ¥ske har erindringen gjort den lysere – som sÃ¥ meget andet. Ellers passer den fint. Der har Ã¥benbart været flere varianter af 4SP. I hvert fald tror jeg, at den afbillede model har indbygget forstærker og højtaler. Højtaleren er sÃ¥ gemt bag det beige forstykke. Min rejsegrammofon var, som tidligere nævnt, koblet til mine forældres gamle radio. Pladetallerken og pickuparm var lyse.

I øvrigt faldt jeg over en side, hvor der er masser af gamle grammofoner at skue: www.grammofoon.com . Hvis noget skulle have nostalgiske interesser i den retning…

Everything is illuminated – en anbefaling…

20. november 2006

Søndage kan være svære at komme igennem, især hvis man er fjorten, og der ikke er kammerater ved hÃ¥nden, og man er kørt lidt træt i Sims 2. Derfor mÃ¥tte jeg – fædre kan Ã¥benbart altid bruges i sÃ¥dan en situation – drage til det lokale videoudlejningssted med pigebarnet for at se, om de havde noget, man kunne fordrive sÃ¥dan en søndag med. Vi havde første kigget biografprogrammerne igennem, men der var ikke noget, vi begge kunne gÃ¥ ind for. Og det vil almindeligvis sige: En ungdommelig film med flotte unge mænd, gerne lidt sjov, og gerne lidt romantik (men ikke for meget)… SÃ¥ vi endte i videoforretningen. Pirates of the Caribean II havde de ikke (kommer pÃ¥ fredag) og heller ikke Madagascar, som var udlÃ¥nt. Og nÃ¥r man er fjorten, og ikke lige kan fÃ¥ det, man gerne vil have, sÃ¥ kan det hele være lige meget
Og hvad gør man sÃ¥? Overlader beslutningsprocessen til far – samtidig med, at man forbeholder sig ret til at kritisere og vrænge ad forslagene. Af erfaring ved jeg, at det godt kan lade sig gøre at finde noget, der vil falde i frøkenens smag, alligevel. Hvis man kan finde en film med en dejlig filmhelt, fx Johnny Depp eller Elijah Wood – en film, som hun ikke har set eller hørt om, sÃ¥ glider den som regel ned. Derfor faldt mit valg pÃ¥ den relativt nye Everything is illuminated (2005) af Liev Schreiber med Elijah Wood i hovedrollen. Læs mere »

Mælkeflasker – lidt mere erindringsstof…

19. november 2006

I omtalen af de esbjergensiske mælkevogne omtales mælkeflasker, der står oven på de ældste vogne. Som nævnt blev mælk og fløde tappet fra mælkevognene; siden blev produkterne solgt i klare mælkeflasker. Det var mere hygiejnisk.

Den røde mælkevogn, jeg husker fra min barndom, kørte de klare flasker ud til folk.

På Arlas hjemmeside kan man læse, at det var slut med de klare flasker i 1959, hvor man gik over til de buttede brune flasker. Årsagen var, at de beskyttede mælkeprodukterne bedre mod sollyset. Endnu et fremskridt for sundheden. De brune flasker holdt man fast i frem til ca. 1971 (afhængigt af, hvor i landet, man boede). De måtte vige pladsen for engangsemballagen, fordi de dels krævede et større flaskerenseri, og dels fordi man begyndte at homogenisere mælken, hvilket krævede nyt maskineri og dermed mere plads.

De brune mælkeflasker var lukket med cirkulære metalfolier, der havde forskellige farver afhængigt af, hvad der var i. Rød, blÃ¥ og grøn, sÃ¥ vidt jeg husker. Var skummetmælkens folie gul? Jeg tror det. Folierne foldede vi børn sammen om egerne pÃ¥ vores cykler, for det sÃ¥ flot ud med alle de farver, nÃ¥r man kom kørende…

Nogle af denne blogs læsere vil sikkert kunne huske de ganske irriterende plastikposer (og den tilhørende orange holder), som var blandt de første engangsemballager. De blev aldrig en stor succes. Jeg kan huske, at min mor altid var uheldig med disse poser. Enten tabte hun dem på gulvet, så der var mælk over det hele, eller også fik hun klippet et forkert hul, så vi hældte mælk alle mulige andre steder end der, hvor det skulle hen. De fik dog lov til at eksistere helt frem til midten af halvfjerdserne. Så vidt jeg husker var de også lidt billigere end de andre nye papemballager.

I begyndelsen af 1960’erne er der problemer med mælkeeksporten, hvilket fÃ¥r staten til at lave en “Hjemmemarkedsordning”, der skal sætte fut i den indenlandske afsætning. Afgifterne sættes ned pÃ¥ mælk, ost og smør – og der sættes ogsÃ¥ gang i reklameaktiviteterne. Blandt andet kommer de velkendte Karolinepiger pÃ¥ banen for at markedsføre landbrugsprodukterne inden- og udenlands. Det sker i 1961.

Ã…ret efter kommer Karolines køkken – og (for der er altid en musikalsk forbindelse i denne blog!) Mælkepopperne. Samme Ã¥r som The Beatles udsendte She Loves You, som Arla-folkene skriver. Mælkepopperne var steder, hvor unge kunne drikke milkshakes og høre popmusik pÃ¥ jukeboxen, hvor der var 100 numre at vælge imellem. Det var stort – dengang.

SÃ¥dan en mælkepop var der ogsÃ¥ i Esbjerg. Husker jeg ikke helt forkert lÃ¥ den i Nørregade i nærheden af det nuværende Torvet (og jeg husker nok forkert, for nettets informationer fortæller mig, at den lÃ¥ i Skolegade). Jeg nÃ¥ede desværre aldrig at komme der. Prøvede at overtale min mor til at tage mig med der, hvilket hun – forstÃ¥eligt nok – afslog. Jeg var for ung til selv at gÃ¥ derind, men kiggede langt efter de unge inde i poppen, nÃ¥r vi kom forbi.

Mælkepopperne stoppede i 1965. En sjov ting er, at politiet og forældrene var meget begejstrede for Mælkepopperne. Dengang var man bekymrede for, at de unge “hang pÃ¥ gadehjørnerne” og kom ud i noget “snavs”. Det har vel ikke ændret sig sÃ¥ meget: Der skal gøres noget for de unge…

Mælkepoppen Låsbybanke, 1963

Se også Arlas omtale af Mælkepoppen på Axeltorv i København.

Gaslys – endnu et erindringsglimt…

18. november 2006

På Esbjerg Billedarkivs hjemmside kan man blandt andet finde et foto, der viser en lygtemand renser en gasgadelygte på Gl. Vardevej i Esbjerg. Han cykel står lænet op ad lygtepælen. Selv står han på toppen af medbragt stige og renser gaslygtens indre.

Der var ca. 700 sÃ¥danne gaslygter i byen. Fotografiet er fra 1952, Ã¥ret før jeg blev født. I baggrunden kan man se Tovværksfabrikken, hvor min klassekammerat Hans’ far arbejdede. I nærheden lÃ¥ GrÃ¥dyb Badet, hvor jeg fik mit midlertidige traumatiske forhold til klorbade. Lidt længere ude ad Gl. Vardevej lÃ¥ EFBs gamle stadion, og pÃ¥ den anden side af Vardevej ved Vognbølparken den fodboldbane, hvor eleverne fra Vestre Skole spillede bold.
Gasgadelygterne var der stadigvæk i min barndom. Hvilket Ã¥r de forsvandt husker jeg ikke, men det har nok været omkring 1960. Hver eftermiddag, nÃ¥r skumringen faldt pÃ¥, gik der lygtemænd rundt og tændte lygterne. Jeg har tit stÃ¥et og lænet mig op ad den lygte, der stod pÃ¥ hjørnet af NygÃ¥rdsvej og Sjællandsgade lige ud for den lejlighed, hvor “Basse” og hans familie boede. Jeg kan endnu i mine hÃ¥ndflader genkalde fornemmelsen af lygtens rillede, grÃ¥malede jern.
Der var en særlig stemning, når gaslysene var tændt. Det er nok ikke tilfældigt, at gaslyset leverede titlen på en berømt film. Det var et varmere og blødere lys. En overgang gik Bent og jeg tur, når lysene var tændt. For at snakke sammen og få tiden til at gå. Det var blandt andet i vinterperioden, hvor lyset fra lygterne fik sneen til at skinne på en særlig måde. Så vidt jeg husker blev lygterne solgt til liebhavere, der stillede dem op i deres haver. Sidst jeg var i Esbjerg, så jeg en i en have i nærheden af Vognsbølparken.

PS. Desværre er det ikke muligt at vise gode fotos fra arkivet.