Indlæg tagget med historie

Videoer fra dengang, der ingen videoer var …

2. oktober 2006



Der var engang, hvor der ikke eksisterede videoer. Hvor tidens pop- og rockstjerner mÃ¥tte ty til andre medier for at promovere deres musik. The Beatles var en opfindsomme med hensyn til tv-mediet. Ud over at lave film med musik i – A Hard Days Night, Help! og Let it be skabte de ogsÃ¥ tv-fortællingen Magical Mystery Tour. Faktisk lavede de ogsÃ¥ noget, der kunne være en slags video – før videoen blev opfundet. SÃ¥ledes udsendte de en promotionfilm for sangen “Hello Goodbye”. Det er den første “video”, jeg mindes at have set dengang i tresserne. Læg i øvrigt mærke til uniformerne, som vi kender fra coveret til Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band:

I tresserne var rock – eller som det hed dengang beatmusik – ikke hverdagskost pÃ¥ tv. DR sendte nogle fÃ¥ fremragende udsendelser, og var man blandt de heldige, der kunne se svensk, engelsk eller tysk tv, sÃ¥ var der mulighed for blandt andet at se BBCs Top of the Pops eller den fremragende tyske Beat-Club, hvor jeg havde lejlighed til at opleve næsten alle de store amerikanske og europæiske navne. Fx den fabelagtige gruppe The Move. Se dem give nummeret I can hear the Grass grow fra 1968 i en for den tid typisk sort-hvid scenografi:

I øvrigt kan man læse om Beat-Clubs 40-årige historie på Radio Bremens hjemmeside.

Tak til Uffe for support!

Opdatering: jeg kan ikke lade være med at lægge endnu en video med The Move ind. Hvor den stammer fra, ved jeg ikke. Men musikken er helt ok:

Blackberry Way

Christiania Р35 ̴r

2. oktober 2006

Fristaden Christiania fylder 35 Ã¥r d. 26-9-2006. Dette symbol – pÃ¥ godt og ondt – pÃ¥ forestillingen om et andet samfund, en anden mÃ¥de at leve sammen pÃ¥, har det borgerlige Danmark (eller i hvert fald en del af det…) til stadighed forsøgt at gøre kÃ¥l pÃ¥. Med de seneste planer for omrÃ¥det ser det desværre ud til at lykkes. SÃ¥dan gÃ¥r det, nÃ¥r “normalisering” er ensbetydende med ensretning, disciplinering, konformisme osv. Ethvert rettænkende menneske burde acceptere den forskellighed og mangfoldighed, som Christiania symboliserer… De kan ikke slÃ¥ os ihjel, vi er en del af jer selv…
Læs også om Anjas tur til staden.

Jimi Hendrix – 40 Ã¥rs jubilæum

30. september 2006

I morgen er det 40 Ã¥r siden, Jimi Hendrix for første gang optrÃ¥dte i England. Historien om, hvordan Eric Clapton og de andre medlemmer af gruppen Cream inviterede Jimi op pÃ¥ scenen, og hvordan han “stjal” opmærksomheden fra Slowhand kan man høre (pÃ¥ tysk) pÃ¥ die Zeits hjemmeside: Her! Til historien hører ogsÃ¥, at det var den tidligere legendariske bassist i The Animals, Chas Chandler, der opdagede Hendrix og bragte ham til England. Jimi havde indtil da spillet som backingmusiker hos The Isley Brothers, Little Richard, Sam Cooke og Ike & Tine Turner. Men rollen som sideman var ikke tilfredsstillende for den eksperimenterende individualist og derfor dannede han bandet Jimmy James and The Blue Flames, som han hærgede klubberne i Greenwich Village med – indtil Chas Chandler sÃ¥ ham…  PÃ¥ billedet af tresserbandet The Animals nedenfor er Chas Chandler den unge mand i rød trøje til højre…

Cliff Richard

27. september 2006

Den snart 66-Ã¥rige (10. oktober) popstjerne gennem næsten 50 Ã¥r (pladedebut med Move it i 1957!) – Cliff Richard – kommer til Danmark og besøger Ã…lborg. Still going strong, som man siger. Det er – alt andet lige – imponerende. Jeg tilhører en generation, der endnu kan huske, at der var engang, hvor man enten var til Elvis Presley, Beatles – eller Cliff Richard. Og jeg var til de to første.

Jeg har aldrig haft noget imod Cliff Richard ellers hans muskk, men den har bare ikke slidt mine pladespillere op. Faktisk har jeg kun en plade med Cliff. Jeg fik den – sÃ¥ vidt jeg husker – i fødselsdagsgave. Det er en sÃ¥kaldt EP (hvilket stÃ¥r for Extended Play Record – fordi der var mere en to numre pÃ¥ skiven, i dette tilfælde hele fem numre). Den er fra 1960. Cliff var altsÃ¥ 20 Ã¥r gammel og havde sin berømte backinggruppe The Shadows med Hank B. Marvin pÃ¥ lead guitar, Bruce Welch pÃ¥ rhytm guitar, Tony Meehan pÃ¥ trommer og Jet Harris pÃ¥ bas. Som man kan se pÃ¥ coverets foto stÃ¥r den unge Richard med oplyst ansigt i centrum af billedet, medens skyggerne kan anes i baggrunden – hvor deres skygger meget passende er kastet op mod væggen bagved. Jo, man forstod at lave covers og iscenesætte sine kunstnere dengang! Siden klarede gruppen sig vist meget godt – uden forgrundsfigur.

Jeg foretrækker Cliff fra den tidlige periode, hvor han stadigvæk flirtede med rock-and-roll uden nogenside at blive en rigtig rocker, og skal jeg trække et par pophits frem, som jeg stadigvæk synes holder, så er det Summer Holiday og Out in the Country.

Man kan læse mere om Cliff pÃ¥ – blandt andre steder – Gittes Cliff-side.

Alfabetisme 2 – nogle strøtanker…

26. september 2006

Med-voksenblogger og -gamling Uffe har just skrevet et indlæg med titlen Alfabetisme. Ordet alfabetisme kan man ikke slÃ¥ op i ODS, sÃ¥ Uffe har nok ret i, at det er sproglig nydannelse pÃ¥ dansk, selv om det da findes pÃ¥ andre europæiske sprog. Indlægget handler om skriftkulturens – eller snarere: læsekulturens – forfald. Amerikansk fjernsyn har fÃ¥et Uffe til at mene, at selv veluddannede unge mennesker ikke længere læser bøger. Og det skyldes vel uddannelsessystemernes generelle elendighed og det visuelles dominans i medierne. Og Uffe argumenterer for, at læsekulturen jo ikke har ret lang tid pÃ¥ bagen, og at den nok skal ses som en glorværdig epoke i menneskenes historie. Men – en snart svunden epoke

Der er dog noget, der taler imod alfabetismens forsvinden. Dels er der flere undersøgelser, der har påvist, at mange unge stadigvæk læser bøger til trods for alt det moderne isenkram (var der nogen, der sagde Harry Potter?!). Dels er der ingen tvivl om, at mængden af skrift, som vi bombarderes med (tænk blot på gratisaviserne!) aldrig har været større end nu. Som analfabet er du virkelig på Herrens Mark i vor tid!

Alligevel har Uffe fat i noget. Jeg tror, at det handler om forholdene i Amerika – og mÃ¥ske om de europæiske uddannelsessystemers udvikling i almindelighed. For nogle Ã¥r siden – jeg mener, at det var i 1998 – var jeg i København i embeds medfør og havde der lejlighed til at spise morgenmad med en amerikansk litteraturprofessor – eller snarere: forhenværende litteraturprofessor. Det, der førte os sammen over kaffe og rundstykker, var vores fælles interesse for musik. Han ville snakke jazz. Det gjorde vi sÃ¥, men vi snakkede ogsÃ¥ – sÃ¥dan er det jo, nÃ¥r fagfæller mødes – litteratur, undervisning og lærdom.

Han fortalte mig, at han et par Ã¥r tidligere havde sagt farvel til et vellønnet universitetsjob med pension og hele molevitten, fordi han blev deprimeret over de unges mangel pÃ¥ (ud)dannelse. De vidste intet om amerikansk – eller europæisk litteratur, historie eller kultur. Derfor var det efterhÃ¥nden umuligt for ham at undervise i det, han gerne ville. Hver gang han skulle fortælle om et stykke amerikansk litteratur mÃ¥tte han begynde tilbage ved Adam og Eva, følte han.

Selvfølgelig var der nogle fÃ¥ undtagelser blandt de studerende – og det var lige præcis, hvad der var problemet. Han sÃ¥ en afgrund mellem en lille dannet elite, hvis forældre havde rÃ¥d til at give deres børn en uddannelse, og den store mere eller mindre uuddannede hob. Derfor valgte han at tage sit gode tøj og gÃ¥ – over til en karrière som freelance-skribent ved New York Times…

Jeg mener, at dette kulturelle gab mellem eliten og massen ogsÃ¥ findes i Danmark, og at det mÃ¥ske vokser. Symptomatisk er det, at de borgerlige med jævne mellemrum tager tanken om eliteuddannelser op. Som underviser i dansk m.m. gennem en del Ã¥r har jeg fx set, at vi fÃ¥r flere og flere unge med store stave- og læseproblemer. Man møder fx nyuddannede studenter, der enten er ordblinde eller har store staveproblemer – men det er aldrig blevet opdaget! Vi fÃ¥r flere og flere med dysleksi. Og der skal afsættes flere midler til kompensatorisk undervisning og vejledning (Ã…rhus universitet er i fuld gang med at uddanne et hold adjunkter til denne opgave…).

Jeg har ogsÃ¥ oplevet, at kundskabsniveauet – generelt set – er faldet. Hundredvis af unge mennesker har ingen anelse om den danske grammatiks elementære opbygning. Bare som eksempel.

Ud af en klasse på 28-30 stykker på en mellemlang videregående uddannelse er der måske 5, der læser bøger, aviser osv. jævnligt. Resten læser kun, når de skal. Fx læse lektier. For flertallet gælder det, at de godt kan læse, men uddannelsessystemet har ikke formået at give dem lysten og vanen til at læse jævnligt.

Jeg hælder mere og mere til den opfattelse, at uddannelsessystemet ikke formår at klare den opgave, den på papiret skal klare: at uddanne alle børn og unge godt. Næsten dagligt kan man læse om store problemer med store frafald (fx i erhvervsskolerne), indlæringsproblemer, unge, der ikke kommer i gang med videreuddannelse efter folkeskolen (selv om den officielle politik siger, at 90% skal) osv.

Lige som Uffe er jeg kulturoptimist. Jeg tror ikke pÃ¥, at boglæsningen slet og ret forsvinder ud af vores kultur. Men vores uddannelsessystemer er ikke – pt. – i stand til at gøre det store flertal til boglæsere. Og det, synes jeg, er et problem …