Indlæg tagget med historie

Esbjergensisk

23. september 2006

Voksenbloggernes udsendte på den lysegrønne ø, Irene, har været – lidt melankolsk – inde på fænomenet dialekter. Og spørger mig så, om jeg taler dialekt.

Jeg kommer fra den vestjyske by Esbjerg og havde indtil ca. 1980 ikke tænkt over esbjergensisk som en dialekt. Men jeg blev klogere. I 1980 havde jeg boet Århus i syv år og læst på universitetet lige sålænge. Så forestillingen om, at der skulle være noget dialektalt tilbage, ja, blot en dialektal tone, i min version af modersmålet, lå mig meget fjernt.

Men – en kærestes mor belærte mig om noget andet. Jeg husker endnu den første gang jeg snakkede i telefon med hende, så sagde hun: Kommer du fra Esbjerg? Jeg blev mildest talt paf. Siden har jeg været bevidst om, at der er dialektale elementer i mit sprog. Fx sker det, at jeg bruger fælleskønsbetegnelse om navneord, selv om jeg som gammel dansklærer godt kan kende forskel. Jeg kan finde at sige: en hus. Det gør eller gjorde man, hvor jeg kommer fra. Mine studerende på østkysten har moret sig et par gange over det. Og hver gang har det udløst en diskussion om forholdet mellem dialekter, rigsdansk og retskrivning.

Andre ting er forsvundet. Jeg siger ikke længere: Ud’ å æ gad’. Men en lille rest er tilbage. Vendinger dukker op, som min kone ikke kender osv. For mig som dansklærer har det været en påmindelse om, at rigsdansk ret beset er en abstraktion. Selv om dialekterne efterhånden ubønhørligt udviskes.

Opdatering: Esbjerg var i min barndom en udpræget fiskerby og søfartsby. Det indebar blandt andet, at jeg ofte kom i kontakt med fiskerfamilier fra det øvrige Vestjylland – helt op til Skagen. Dertil kommer, at min familie er en farlig cocktail af sønderjyder (el. som min farmor sagde med tydelig foragt: synnetysker‘!), fanniker (mere præcist: sønderhoninger!) og folk fra området omkring Hvilsted, Onsted og Skibby i det østjyske. Så jeg fik efterhånden et godt øre for det dialektale sprog – blot ikke mit eget altså, i hvert fald ikke i første omgang…

They’re Coming to Take Me Away Ha-Haaa!

20. september 2006

Melodier og sangtekster har det, som tidligere nævnt i min gamle blog, med at dukke op i mit hovede som kommentarer til verdens gang. Sent i gÃ¥r, efter at have hørt nyheder om militærkup i Thailand, blotlagte politiske løgnagtigheder i Bulgarien og det lokale absurde spareteater i Ã…rhus kommune dukkede den lille landeplage anno 1966 They’re coming to take me away Ha-Haa! op i mit hovede med sin stampende rytme og teksten, der begynder sÃ¥dan her:
“Remember when you ran away / And I got on my knees and begged you /Not to go/ because I´d go beserk?/ WELL, /You left me anyhow and/ Then the days got worse and/ worse/ And now you see I´ve gone completely/ out of my mind/ AND/ (chorus 1)/ They´re coming to take me away,/Haha, they´re coming to take me away,/ Ho ho, hee/hee, ha ha,/ To the funny farm/ Where Life is Beautiful all the time/ And I´ll be happy/ to see/Those Nice Young Men/ In their Clean White Coats/ And they´re coming to take/ me AWAY,/ HA HAAAA /osv.” (Hele teksten findes bl.a. her, hvor man ogsÃ¥ kan høre en realmedia-version) Læs mere »

The Masked Marauders

18. september 2006

Vi lytter til The Masked Marauders (1969, Deity Records) efter at have foretaget nogle rock-arkæologiske udgravninger i musiklageret. Anledningen er dobbelt. Dels omtalte Henrik bandet Klaatu, der her lidt med marodørerne at gøre, og dels har jeg har set, at gruppens indspilninger – som sÃ¥ meget andet rock-nostalgi – er blevet genudgivet pÃ¥ cd under titlen The Complete Diety Recordings.

Historien om de maskerede marodører ville i øvrigt dengang i 1969, at der var tale om et supersamarbejde mellem Mick Jagger, Bob Dylan, Paul Mccartney, John Lennon og George Harrison. Og at pladen var produceret af legenden Al Cooper. Det hele viste sig siden at være en practical joke. Læs mere »

Barndommens tegneserier

17. september 2006

Henrik har beamet mig tilbage til barndommen med sin omtale af humoristiske tegneserier. Dengang blev det ikke til sÃ¥ mange regulære blade. Det var forældrenes økonomi ikke til. Selv om min far da i ny og næ slæbte nogle med. Det var for det meste Bill & Ben-cowboy-tegneserier, Commando-hæfter (krigsliderlige historier om de heroiske amerikaneres kamp mod Fritz og “de gule”), Anders And og Co. og et par andre. Næh, det var især via avisen – Vestkysten, som den hed dengang – og diverse ugeblade: Søndags BT, Familie-Journalen, Hjemmet m.fl., tegneserielysten blev styret. Striber som: Knold og Tot, Klaus Kludder, Ferd’nand, Mads & Misse, Carlt, Jens Lyn, Busser og Blondie, Basserne, Alfredo (Af Cosper), Hans & Grete, Rasmus Klump, Olfert m.fl. Det var Ã¥ndehuller i hverdagen.

Tilføjelse: se i øvrigt mit nye link til Lambiek Comiclopedia – en on-line leksikon over tegneserietegnere…

Klaus Lynggaard – en musikanmelder

15. september 2006


I dagens Information anmeldes Klaus Lynggaards nye bog Et kullet klarsyn, der bestÃ¥r af et skønsomt udvalg af Lynggaards skriverier i samme avis fra perioden 1992-2006. Anmelderen er vennen, den jævnaldrende filmanmelder pÃ¥ Weekendavisen, Bo Green Jensen. Green gør fra starten af opmærksom pÃ¥, at han, der har drukket andet end kaffe og røget andet end tobak med Lynggaard – og mere end én gang – er helt og aldeles inhabil. Hvorefter han leverer et meget fint portræt af en af sin generations nok bedste rockmusikanmeldere (Jensen var en af de andre…). Det er et billede af den lidenskabelige skribent og musiksamler, der dropper en i øvrigt mere end lovende litterær forfatterkarriere til fordel for det at skrive om rockmusikken (i bredeste forstand). Men Green stryger ham ikke bare med hÃ¥ret, selv om artiklen oser af dyb respekt for Lynggaards evner som formidler af sin passions frembringelser og flere gange kanoniserer hans artikler. Som den kender af Lynggaard, Green er, gÃ¥r han ogsÃ¥ i clinch med hans undertiden noget kategoriske underkendelse af visse kunstnere, som fx Michael Falch og Poul Krebs, og anfægter ogsÃ¥ hans vurdering af visse pladers holdbarhed; det gælder fx Marc Bolans Electric Warrior og The Slider m.fl.

Reflekterende sin inhabilitet kommer Green ogsÃ¥ ind pÃ¥ spørgsmÃ¥let om generationssamtidigheden. Er det, fordi Lynggaard fylder 50 (som Green), at han synes, de “gamle navne” (Dylan osv.) er begyndt at skrive deres bedste sange? Og man mærker en latent frygt for, at det ogsÃ¥ er denne samtidighed, der præger vurderingen af Lynggaard. I hvert fald lidt. Men – som jeg ser det – sÃ¥ har alderen kun betydning pÃ¥ den mÃ¥de, at ca. 25 Ã¥rs intens beskæftigelse med en musik, der lidenskabeligt har optaget en og fortsat gør det, giver et overblik og en dyb forstÃ¥else, som man nødvendigvis ikke kan have som nyudsprunget anmelder. Dertil kommer selvfølgelig, som Green ogsÃ¥ pointerer, at man har nogle fælles referencer, som indiskutabelt har med tiden at gøre. Fx at begge fik en Donovan-single som den første plade eller begejstredes for bogen Der gror aldrig mos pÃ¥ en rullesten fra 1970 (den første egentlige samling af dansk rockkritik).