Indlæg tagget med historie

Jagten på de røde lejesvende 2

26. september 2010

Som skrevet i mit første kritiske indlæg om journalist Jacob Rosenkrands’ første afsnit i serien “Jagten på de røde lejesvende”, så forbeholdt jeg mig ret til at modificere min vurdering. Men efter at have set andet afsnit her i aften føler jeg mig ikke bevæget til at ændre ret meget ved min første holdning. Der er stadigvæk tale om en slags inkvisitorisk sindelagskontrol, der er udført af en, der ikke var en del af tidsånden i halvfjerdserne og som tydeligvis ikke evner at sætte sine få kritiske nedslag ind i en historisk og udsendelsesmæssig sammenhæng.

For at blive i inkvisitionsbilledet, så var de to fremtrædende “ofre” i denne udsendelse journalist Keld Koplev og den tidligere ledende DR-medarbejder (TV-direktør) Bjørn Erichsen. Keld Koplev konfronteres bl.a. med brudstykker fra en udsendelse om DDR fra 1978, som med historikeren Bent Jensens ord var den rene “reklamesudsendelse” for DDR. Problemet skulle være, at Koplev i denne udsendelse forholdt sig DDR-systemets arbejdsgaranti (alle var garanteret et arbejde – og havde pligt til at arbejde), prisstabilitet (samme pris i alle butikker) og den slags. Men – udsendelsen forholdt sig ikke kritisk til styrets totalitære karakter. Jeg husker ikke den pågældende udsendelse som sådan (og det er i sig selv et problem, at vi ikke kender hele udsendelsen…), men selv om der så var tale om en udsendelse, der fokuserede på rent positive forhold ved DDR-staten, så overser Jacob Rosenkrands helt, at det slet ikke ville være i uoverensstemmelse med DRs alsidighedskrav dengang, som var et krav om alsidighed på hele sendefladen. I øvrigt var alsidighedsforståelsen et af kernestridspunkterne, da Erhard Jacobsens Aktive Lyttere og Fjernseere begyndte deres kamp på DR.

Noget andet er så, at Keld Koplev – og Bjørn Erichsen – stilles til regnskab for, hvad de har skrevet og gjort uden for DR. Keld Koplev for en artikel i Politisk Revy og Bjørn Erichsen stilles til regnskab for, hvad han lavede som foredragsholder for danske kommunister for 35 år siden i DDR.

Keld Koplev konfronteres med et tekststed, hvor han forsvarer DDR-dissidenterne Wolf Biermanns og Robert Havemanns ytringsfrihed i DDR, men samtidig giver udtryk for, at ytringsfrihed ikke kan forbeholdes alle ‘ved overgangen til socialisme’. I følge Koplev selv gjaldt begrænsningen af ytringsfriheden i denne teoretiske fase de nazister, som stadigvæk – og det er ubestrideligt – var en del af den tyske virkelighed. Selv om vi selvfølgelig godt kan diskutere det problematiske i at begrænse ytringsfriheden og dermed afskære nogen fra at ytre sig – min egen holdning er, at alle uden hensyn til politisk observans skal sikres ytringsfrihed til enhver tid – så er det problematiske ved Rosenkrands’ udspørgen, at den først og fremmest har til hensigt at beklikke Koplevs demokratiske sindelag. Som Koplev ganske rigtigt siger til sin interviewer, så vil han ikke lytte, men kun høre, hvad han helst vil høre.

Hvis Rosenkrands havde løftet blikket en smule og kigget på den politiske virkelighed, vi lever i i dag, ville han kunne finde adskillige eksempler på borgerlige politikere og meningsdannere, der har talt for begrænsning af ytringsfriheden – uden at de af den grund har fået rejst tvivl om deres demokratiske sindelag. Tænk blot på debatten efter Muhammedtegninge-balladen.Det skal ikke forstås som et forsvar for Koplevs begrænsning, men som en pointering af udsendelsen mangel på kontekst.

Og selv om Bjørn Erichsen havde svært ved at huske alt, hvad der skete dengang han i halvfjerdserne holdt foredrag om den historiske materialisme i DDR for danske kommunister, og selv om han givetvis – som så mange medlemmer af DKP var og blev kritiseret for at være allerede dengang og tidligere endnu – har haft et blindt punkt over for DDR-styret og DDR-kommunisterne, så var der ikke et gran af belæg for, at Erichsens medlemskab af DKP satte sig spor i hans virke som DR-medarbejder.

Det nærmest vi kommer en nuancering af blikket på de “røde halvfjerdsere” i DR var Leif Davidsens og Per Stig Møllers’ konkrete indspark, der i det mindste anskueliggjorde, at der foregik en ideologiske kulturkamp i DR. Lige som der foregik en uden for institutionen. Men nuanceringen blev fortyndet gevaldig ved den gentagne brug af den notoriske koldkriger historikeren Bent Jensen, der skulle agere som historiens vagthund i programmet.

Skulle man være venlig og imødekommende over for Jacob Rosenkrands, så vil jeg sige, at det største problem ved udsendelserne – så vidt – er selve formen, der ikke formår at etablere en nuanceret, modsætningsfyldt kontekst – hverken med hensyn til, hvad DR lavede i de år, eller i forhold til den specifikke historiske og kulturelle periode og dens forudsætninger. Med sin inkvisitoriske og fragmentariske form ligner udsendelserne mest af alt de møder, som foregik i små venstreorienterede politiske grupper, når medlemmerne skulle skoles (jf. fx. tidligere udsendelsesrækker om KAP og Blekingegadebanden). Og Rosenkrands’ udsendelser indskriver sig det langt hen revanchistiske borgerlige kulturopgør mod ’68 og de venstreorienterede halvfjerdsere, som folk som Bent Jensen, Bent Blüdnikow m.fl. har ført igennem snart mange år – og som tragikomisk gentager, hvad der skete i halvfjerdserne i visse dele af venstrefløjen…

Lotte i “Eksistens” har en noget anden tilgang til Jagten. Hun er på godt og ondt et barn af de røde halvfjerdsere. Men hendes indlæg ændrer ikke ved min kritik af programmet.

PS. Revanchismen er ikke til at tage fejl af. De røde gjorde noget forkert, derfor skal de have af samme skuffe, synes logikken at være. Hævnmotivet vejer tungere end enhver erkendelsesinteresse. Et godt eksempel er pastor Søren Krarups indlæg “Vi er nogle, der glæder os og ler højt”, som mest af alt er udtryk for skadefryd, kombineret med en total mangel på forståelse for udsendelsernes historieløshed og énøjethed.

Den 4. maj

4. maj 2010

I dag er det 65 år siden, der blev sat et punktum for den tyske besættelse af Danmark. Tyskerne havde kapituleret på Lüneburger Heide, frihedsbudskabet lød og for en kort stund berusedes mange danskere af den nyvundne frihed. Jeg blev først født et lille årti efter denne dag, men i min familie fik besættelsestiden nærmest en mytologisk status. I såvel min fars som min mors ungdomsomgangskreds var der relationer til modstandsfolkene. Min farmor havde i en menneskealder været lotte og havde aner i det sønderjyske område. Og i mange år frem blev der troligt sat stearinlys i vindueskarmen på denne dags aften – som symbol på befrielsen.

Jeg er ret sikker på, at jeg ikke vil se stearinlys i vindueskarmene i aften på min vej til og fra arbejde. Og man – specielt unge – vil ikke engang tænke over denne dato. For besættelsen er ikke længere en obligatorisk del af almendannelsen. Ja, det er i det hele taget ikke muligt at tale om almen dannelse længere. Skal man beklage denne udvikling? Det synes jeg. For et centralt argument for det EU, vi i dag er medlem af, er, at vi i fremtiden skal undgå den situation, Europa kom i med 2. Verdenskrig. Og vi kan kun undgå det, hvis vi husker, hvad der skete.

Fotoet ovenfor er hentet fra Nationalmuseets arkiv og viser politi- og modstandsfolk med en arrestant den 4. maj 1945.

Hvor er Rosa Luxemburg?

30. maj 2009

Den polskfødte, jødiske, socialistiske filosof Rosa Luxemburg grundlagde i 1914 det revolutionære Spartakusbund, der siden – i 1919 – blev til Kommunistpartiet i Tyskland. I forbindelse med Spartakisk-opstanden i 1919 – en bevæbnet generalstrejke, som Luxemburg i øvrigt mente var en fejlagtig handling – blev hun og Karl Liebknecht fanget, mishandlet og dræbt. Man ved, at Rosa blev brutalt slået ned og derefter skudt gennem hovedet.

Så meget til forhistorien. Men hvad skete der derefter? Officielt blev hun obduceret og begravet. Men det passer bare ikke. På Berlins retsmedicinske institut ligger et gammelt lig uden hoved, fødder og hænder. Og lederen af instituttet, patologen Michael Tskokos, mener, at liget, der har ligget på instituttet i henved 90 år, meget vel kan være den rigtige Luxemburg. I hvert fald har patologens forskning udelukket, at den, der blev begravet som Rosa, faktisk var Rosa. Vedkommende anonyme person blev ikke genkendt ved ligsynet dengang – og der var heller ikke spor af skudsår i hovedet. Et andet interessant forhold er, at det gamle, mumificerede lig har haft ben af forskellig længde. Det passer sammen med den kendsgerning, at Rosa Luxemburg havde en medfødt hofteskævhed, der gjorde det ene ben længere end det andet. I øvrigt stod der heller ikke noget i obduktionsrapporten om dette forhold. Isotop-undersøgelser af det gamle lig viser også, at det stammer fra Rosa Luxemburgs tid.

Imidlertid vil patologen ikke drage den konklusion, at der vitterligt er tale om Rosa Luxemburgs lig. Der mangler en brik. En DNA-test. Og den er svær at gennemføre, fordi der ikke findes DNA-prøver, som kan sammenlignes med ligets. Noget andet er, at der blev smidt mange kvindelig i vandet dengang i årene omkring 1919. Til spørgsmålet om, hvorfor man begravede en anden som Luxemburg, svarer Tskokos, at det daværende militærregime formodentlig var interesseret i at skaffe hende af vejen hurtigst muligt. Og da det rigtige lig siden dukkede op af vandet, har man så bare henlagt det på det patologiske institut uden obduktion.

Det er også en kendt sag, at Rosa Luxemburgs døde krop blev viklet ind i ståltråd – om hoved, hænder og fødder – inden den blev smidt i vandet. Og det kan forklare, at legemsdelene mangler på det gamle lig. (Oplysningerne stammer fra die Zeit – og foto fra flickr)

 

Hår og krop – generationsforskelle…

16. maj 2009

I 1980 klippede jeg mit hår kort og sagde dermed farvel til det lange hår der havde fulgt mig – med et par kortere pauser – fra første halvdel af tresserne og frem. Det lange hår havde mistet noget af den betydning, det havde i starten – som symbol på ungdommens oprør og alternative drømme… Det lange hår hos mænd findes stadigvæk, men har ikke den samme betydning længere.
Jeg kom til at tænke på mit eget Beatles-hår, da jeg modtog en email fra mb. I mailen citeres instruktøren Ang Lee, der er Cannes-aktuel med sin fortolkning af Woodstock-festivalen, for følgende:

Det var næsten umuligt at finde unge mennesker i dag med hår på kønsdelene. Vi brugte jo ca. 200 unge mennesker som hovedstatister til at spille datidens hippier under Woodstock Festivalen. De blev undervist i at opføre sig som hippierne for ca. 40 år siden. Og det var altså virkelig svært at finde frem til folk med hår på kønsdelene, fordi især mange kvinder og også nogle mænd jo barberer sig i skridtet idag

Og manusforfatteren Jamens Scamus supplerer med disse ord:

Det var også en stor udfordring at finde statister, som var tynde, og som ikke havde en overdreven muskuløs krop, fordi de hele tiden går i fitnesscenter. Vi skulle jo portrættere en hippiegeneration, der ikke hele tiden gloede på sig selv i spejlet og barberede alt deres kønsbehåring væk. Og netop disse ting viser med stor tydelighed den store forskel mellem hippie-generation for 40 år siden og nutidens ungdom

Begge citater stammer fra dagens udgave af Ekstrabladet.

Der er ikke noget nyt i at se en sammenhæng mellem samfundsudviklingen og vores forhold til kroppen. Jeg vil afholde mig fra det lige her. Men forsøg selv med en udlægning… (Tak til mb for henvisningen)

Jeg klippede næsten mit hår…

For fyrre år siden: Earthrise

12. januar 2009

For fyrre år siden forlod Apollo 8 Jorden for at aflægge Månen. Fotografiet af jorden, der står op blev taget omkring juleaften 1968, men blev først tryk i aviserne i denne uge for fyrre år siden. Rejsens mål var Månen og at bane vejen for senere månelandinger, men det var også en øjenåbner af rang at se vores lille blå planet svæve i universet. Det var slet ikke planlagt, at astronauterne skulle fotografere jorden. Det hele drejede sig om Månen og rejsen omkring denne kolde planet. Men det smukke billede af den blå jord brændte sig ind på nethinden og ind i erindringen. Jeg tror, vi kan lære et eller andet af den historie.

Krystalnatten – hvad er det?

10. november 2008

Jo ældre jeg bliver, jo tydeligere bliver det for mig, at vores erindring spiller en afgørende rolle for, hvem vi er. Ikke kun den personlige erindring, men også den historiske. Uden en solid forståelse af, hvad vi kommer af, og hvor vi kommer fra, får vi svært ved at handle i nutiden og endnu sværere ved at forholde os til det, der skal komme. Det, vi kalder fremtiden.
I søndags markerede en del mennesker rundt i landet, at det var 70-år siden, nazisterne for alvor tog hul på den jødeforfølgelse, der siden resulterede i kz-lejre og et traumatisk kapitel i Europas og hele verdens historie. Den 9-10. november 1938 overfaldt nazisterne tyske jøder, slog mange ihjel, brændte hundredvis af synagoger af, ødelagde forretninger og anden jødisk ejendom og internerede i tusindvis af jøder i koncentrationslejre. I Jyllands-Postens lille rapportage fra den århusianske demonstration giver et par piger “iført hvide AGF-trøjer” udtryk for, at de ikke aner, hvad Krystalnatten er eller var. Og det synes jeg er forstemmende. Er historieundervisningen i folkeskolen allerede blevet så ringe, at erindringen om hændelsene i første halvdel af forrige århundrede er blevet udvisket? Jeg blev født mindre end et årti efter Besættelsen, og i tresserne havde den periode højeste prioritet i folkeskolen, fordi det lå folk på sinde, at vi aldrig måtte glemme, hvad der skete under nazi-perioden. Vi skulle lære og forstå, så vi kunne forhindre en gentagelse.
De netop afholdte demonstrationer er en påmindelse om, at tingene kan gentage sig i historien. Racismen lever i bedste velgående og chikane og vold mod personer, der bekæmper racisme er blevet mere almindelige foreteelser i Danmark. Jeg tror, de to ting – skolelærdom og historisk gentagelse – hænger nøje sammen. Når unge mennesker i dag i ramme alvor kan påstå, at holocaust ikke har foregået, så skyldes det blank uvidenhed. Og det bør vi gøre noget ved i folkeskolen.

Rote Arme Fraktion – en film om…

19. september 2008

Forleden kunne man på Modkraft.dk læse Jan Weimanns og Torkil Lauesens nekrolog over Niels Jørgensen. Alle tre var aktive i Kommunistisk Arbejdsgruppe og – Blekingegadegruppen. Nekrologen beskriver med sympati og nøgternhed Niels Jørgensens liv som aktivist og revolutionær – og kommenterer også Blekingegade-sagen. Engagementet i Blekingegruppens kriminelle aktiviteter beskrives kort som det, det var: kriminalitet. Men kriminalitet, der var begrundet i nogle global-politiske, revolutionære overvejelser omkring uligheden i verden mellem de rige lande i vesten og den tredje verden. Drømme og forhåbninger om en forandring med udgangspunkt i den tredje verdens revolutionære potentialer fik medlemmer til at foretage et “problematisk” valg, som der står. Man valgte og tog konsekvensen af det kriminelle valg. Der er ingen anger, ingen fortrydelse at spore. Blot en erkendelse af, at man valgte en skæbne som politisk betinget kriminel.
Jeg kom til at tænke på nekrologen, fordi min veninde Gertrud sendte mig et avisklip med en omtale af en ny tysk spillefilm om Rote Armee Fraktion, RAF eller Bader-Meinhoff-gruppen, som den også blev kaldt. Gruppen var aktiv fra 1968 og frem til 1992 og blev for mig et lærestykke i, hvorfor voldsanvendelse i politik er dybt problematisk. Med mange menneskeliv på samvittigheden – også i egne rækker – blev RAF et problem i Tysklands og Europas historie som kalder på analyse og forklaring. Hvorfor endte unge, veluddannede mennesker i denne politiske blindgyde? Selv om der har været gjort tidstypiske forsøg påm blandt borgerlige kommentatorer på at individualisere forklaringen, så er det umuligt at komme uden om en større forklaringskontekst – historisk og kulturelt. Den nye langfilm – to og en halv time – om “Der Baader-Meinhof-Komplex” omtales i dag af Michael Kuttner, som slår ned på filmens svaghed: Den formår ikke at give en forklaring på, hvorfor medlemmerne endte der, hvor de endte. Filmen er snarere en omhyggelig og spændende beskrivelse af forløbet. Filmen roses for at give en realistisk skildring af denne lille kriminelle gruppes begrænsede succes. Det lykkedes den for en tid at “tage demokratiet som gidsel”, som det udtrykkes. Og det var traumatisk for den unge forbundsrepublik (på det tidspunkt kun 20 år gammel) med den ikke-demokratiske fortid…
Filmen skildrer også, hvordan det unge tyskedemokrati ikke formåede at handle på demokratisk vis over for en politisk opposition i form af protestbevægelser. Politiet slog ned med brutalitet og vold på de unge protesterende. Den unge Benno Ohnesorg blev skudt af en betjent. Og dermed skabte man en martyr for en spirende politisk radikalisering.
I omtalen af filmen fremhæver Kuttner politimanden Herold, der midt i kampen mod RAF-terroristerne tillod sig at fremkaste en teori, der stadigvæk er en udfordring til alle, der ønsker at forstå, hvad der foregik, og ikke blot ønsker at besværge fortiden. Han sagde, at terrorister “ikke var problemet”. “Terrorister er kun bebudere af verdenshistoriske rystelser, deres tids seismografer”. Han mente også, at terroristerne var ‘en ny form for krig’.

Der Baader Meinhof Komplex – Trailer zum Kinofilm

Rockmytologi: Bob Dylan og motorcykelulykken

12. juni 2008

Rocken har sine myter, og mytemaskinen kører stadig. En af de begivenheder, der har været omgærdet af mytologiske tåger er Bob Dylans famøse motorcykelulykke i hjemegnen Woodstock den 29. juli 1966. Ret meget mere har man ikke fået at vide om hændelsen. Men den har fået en stor betydning i fortolkningen af mandens musikalske udvikling. Dylanologer taler om et før og et efter The Bob Dylan Motor Crash. I Politiken kan man så læse, at en hollandsk forfatter ved navn Jan Cremer mener at vide, at Dylan slet ikke oplevede nogen motorcykelulykke. I sin selvbiografi fortæller Cremer, at han mødte Dylan i 1966, og Dylan fortalte ham, at han var indlagt til behandling for narkomisbrug. Oplysningen har vakt opsigt i Dylan-kredse, der ikke vil tro på Cremer. Er det rigtig? Hvem ved. Mytemaskinen kører videre. Og Dylan holder nok som sædvanlig kæft, når det drejer sig om sit privatliv.

Bob Dylan – It’s All Over Now, Baby Blue (Live 1965)

Verdens ældste lydoptagelse

29. marts 2008

Edisons fonograf
Hidtil har man troet, at Thomas Alva Edisons “Mary had a little Lamb” var den første lydoptagelse. Men nu har amerikanske forskere fundet en sytten år ældre indspilning. Det drejer sig om den franske vise “Au clair de la lune”, som man har opdaget i et arkiv i Paris. Optagelsen daterer sig den 9. april 1860. Sangen er nedskrevet som en grafisk kurve – et såkaldt fonautogram – og det er lykkedes forskerne med computerteknologi at overføre billedet til lyd, så man kan høre en kvindestemme fremføre den gamle vise. Fonautogrammet blev optaget med en fonautograf, der optog sangen ved at nedskrive lydbølgerne med olielampesværte på et stykke papir. Med overførslen til digital lyd får fonautografens opfinder Édouard Léon Schott de Martinville oprejsning. Han var fortørnet over, at Edison tog æren for den første lydoptagelse. Ret skal være ret. Selv om man vist roligt kan sige, at Edisons opfindelse havde større anvendelsesmuligheder og perspektiver. (Via DN)

[audio:mary.mp3]

South Park – på nettet

27. marts 2008

Godt nyt for yndere af den politisk ukorrekte tegnefilmserie South Park. Det forlyder, at skaberne Trey Parker og Matt Stone sammen med selskabet Comedy Central vil lægge samtlige episoder af serien ud på nettet til fornøjelse for seerne. Der vil også blive lagt klip til fri distribution.

Amerikas historie – i kort South Park-udgave… I loves my gun!

Paul W. Tibbets Jr. – piloten på Enola Gay, er død, 92

2. november 2007

Paul W. Tibbets Jr. var ansvarshavende og pilot på B-29 bombemaskinen Enola Gay, der blev verdenskendt, da den i de sidste dage af 2. Verdenskrig kastede atombomben – “Little Boy” – over Hiroshima ((Billedet viser Enola Gay lande efter udførelsen af bombetogtet mod Hieroshima)). Tibbets Jr. blev 92 år. På intet tidspunkt har Tibbets Jr. fortrudt sin handling, idet han mente, at alternativet – en blodig krig på japansk jord – ville have været meget værre. Han har beskrevet sine oplevelser under flyvningen og sit liv i biografien “The Tibbets Story”. Hvil i fred.

For mig er Enola Gay uløseligt forbundet til den underlige fornemmelse, man havde som ungt menneske, når man i årevis skulle høre om “atomtruslen” under den “kolde krig” og årene derefter.
Bomben over Hiroshima.

Sindelagskontrol – sagen “Erik Haaest” 3

31. oktober 2007

 

Journalisten og forfatteren Erik Haaest har fået afslag på en legatansøgning til Kunstrådets Litteraturudvalg. Angsøgningen gælder tredje bind i en serie om danske HIPO-aktiviteter under besættelsen. Haaest fik legat til de to første bind.
Det fremgår ikke af Berlingske Tidendes artikel, med hvilken begrundelse afslaget er kommet. Men der har været meget debat om legattildelingerne til Haaest, fordi han angiveligt har benægtet, at Holocaust har fundet sted. I den forbindelse har Simon Wiesenthal Centeret opfordret statsminister Fogh Rasmussen til at stoppe legattildelingen af Haaest. Selv om vi ikke har meget til overs for Haaests holdninger til besættelsestiden, så håber vi, at legetudvalget har begrundet afslaget i Haaests projekt – og ikke i mediernes ophidselse.

Tilbagespoling: Sindelagskontrol – sagen “Erik Haaest” 1 + 2

Danske KZ-eksperimenter

20. oktober 2007

Da capac var dreng var Besættelsestiden og nazismen store temaer i skolen. Det blev gjort meget ud af emnerne i historietimerne – og i øvrigt. Og vi poder fik den heroiske mytologi om danskernes ædle handlen som modstandsfolk, jødevenner osv. banket godt og grundigt ind i knolden med bøger om Churchill-klubben e.a. I vores klasseværelse havde vi et bruntfjerniseret bogskab, der var fuldt af solidt indbundne, opbyggelige bøger om vores glorværdige tid som besat land.
Siden har myterne været udsat for en løbende demontering. Glorien er sunket længere og længere ned og sidder nok sådan cirka som et kvælertag omkring halsen nu. Takket være historikere, der foretrækker den gråmelerede virkelighed frem for de nationalpolitiske glansbilleder.
Da jeg gik i folkeskolens ældste klasser læste jeg en bog, lånt på Sædding Skoles bibliotek, hvor et menneske beskrev sine oplevelser i en tysk kz-lejr, herunder de hårrejsende oplevelser med såkaldte medicinske forsøg. I skrivende stund kan jeg ikke huske hverken forfatter eller titel, men bogens forfatter var østeuropæer, tror jeg, og beskrivelserne af rædslerne gjorde et stort indtryk på mit unge modtagelige sind. Kunne mennesker da være så grusomme?! Godt, at det ikke var danskere, der gjorde det…
I dag kan man så i dagens aviser læse, at Statens Serumsinstitut i 1944 arbejdede tæt sammen med Nazi-tyskland og gennemførte vaccine-forsøg i koncentrationslejren Buchenwald. 26 fanger blev vaccineret med midlet “Kopenhagen” mod plettyfus – og 3 af dem døde. I en kontrolgruppe på 10 døde de 3.

Den indre svinehund

26. september 2007

Blandt ugens nyheder kan man læse om fundet af 116 fotos fra den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz. Fotos som endnu engang konfronterer omverdenen med det tilsyneladende uforståelige problem: Hvordan kunne såkaldt almindelige tyske borgere udføre så forfærdelige handlinger. Når de pågældende fotos har sat sindene i bevægelse, så skyldes det, at de primært viser de pågældende bødlers og morderes fredsommelige hverdagsliv med deres familier.
Nu er det ikke første gang dette tilsyneladende skisma i bødlernes psykologi bringes på bane. Men hver gang er reaktionen den samme: chok, afstandtagen, fortrængning, ikke-forståelse, undren. Da jeg var en lille dreng og gik i folkeskolen var besættelses- og nazitiden et stort tema i historieundervisningen. Og allerede dengang var mytedannelserne i gang. Det hed sig fx, at størstedelen af tyskerne ikke vidste, hvad der foregik i lejrene. Ja, at folk, der boede dør-om-dør med kz-lejrene var uvidende om de grusomheder, der foregik. Men, siden er vi blevet belært om, at det langt fra var så enkelt.
Det er blevet sagt, at hændelserne i nazi-tiden – den industrialiserede udryddelse af millioner af jøder, homoseksuelle, “ikke-ariske” folkeslag osv. – er den største udfordring for tænkningen i det tyvende århundrede. Og det er svært at være uenig. Man kunne dog tilføje: sammen med de stalinistiske forbrydelser i sovjetstaten, folkemordet i Cambodia, hændelserne i vores egen baggård, det tidligere Jugoslavien, massakrerne i Rwanda, Dafur og så videre.
Måske begynder “løsningen” af dette problem med erkendelsen af, at vi alle har en rem af huden. At ondskaben ikke kun bor i den anden, men også i dig selv. Og ser du ikke dyret i øjnene, så…
Forleden tillod en dansk forfatter sig at drage sammenligning mellem det der foregik i nazi-tidens Tyskland og det, der foregår i danske asyllejre. Og straks rejste der sig et ramaskrig. For den sammenligning holder jo ikke, vel?

Racisten Tintin

13. juli 2007

Racismen bliver ved med at stikke sit grimme fjæs frem. I dag kan man i The Guardian læse, at The Commission for Racial Equality (da. Kommisionen for racelighed) har besluttet, at Hergés tegneseriealbum “Tintin i Congo” skal fjernes fra børnehylderne i landets boghandler – og flyttes til hylderne for voksenlitteratur. Kommisionen mener, at det er uacceptabelt, at nogen boghandel har eller sælger denne tegneserie fra 1930’erne, fordi den indeholder tegninger af “grove racestereotyper”. Logikken er, at de små, sarte poder, der sikkert møder racismens grimme fjæs på deres vej til og fra børnehaven eller skolen, ikke må se, hvordan nogle mennesker – faktisk temmelig mange, måske endda de fleste – oplevede virkeligheden i trediverne. Som en af kommentatorerne i denne blog engang skrev, så var alle racister dengang…
Hvad er bedst: At fortrænge racismens historie og skåne børn og unge for mødet med racismens i dens historiske udgaver – eller lade dem få indblik i den racistiske tankegang som led i deres oplysning (dannelse?) – og selvfølgelig diskutere det med dem? Giver svaret ikke sig selv? I øvrigt ville det være synd for dem, hvis de ikke kunne læse dette bind af Tintin-hæfterne.

Tilbagespoling

PS. Giver det overhovedet mening at tale om “racer”, når vi alle stammer fra det samme stamtræ i Afrika?