Indlæg tagget med historie

Krystalnatten – hvad er det?

10. november 2008

Jo ældre jeg bliver, jo tydeligere bliver det for mig, at vores erindring spiller en afgørende rolle for, hvem vi er. Ikke kun den personlige erindring, men også den historiske. Uden en solid forståelse af, hvad vi kommer af, og hvor vi kommer fra, får vi svært ved at handle i nutiden og endnu sværere ved at forholde os til det, der skal komme. Det, vi kalder fremtiden.
I søndags markerede en del mennesker rundt i landet, at det var 70-Ã¥r siden, nazisterne for alvor tog hul pÃ¥ den jødeforfølgelse, der siden resulterede i kz-lejre og et traumatisk kapitel i Europas og hele verdens historie. Den 9-10. november 1938 overfaldt nazisterne tyske jøder, slog mange ihjel, brændte hundredvis af synagoger af, ødelagde forretninger og anden jødisk ejendom og internerede i tusindvis af jøder i koncentrationslejre. I Jyllands-Postens lille rapportage fra den Ã¥rhusianske demonstration giver et par piger “iført hvide AGF-trøjer” udtryk for, at de ikke aner, hvad Krystalnatten er eller var. Og det synes jeg er forstemmende. Er historieundervisningen i folkeskolen allerede blevet sÃ¥ ringe, at erindringen om hændelsene i første halvdel af forrige Ã¥rhundrede er blevet udvisket? Jeg blev født mindre end et Ã¥rti efter Besættelsen, og i tresserne havde den periode højeste prioritet i folkeskolen, fordi det lÃ¥ folk pÃ¥ sinde, at vi aldrig mÃ¥tte glemme, hvad der skete under nazi-perioden. Vi skulle lære og forstÃ¥, sÃ¥ vi kunne forhindre en gentagelse.
De netop afholdte demonstrationer er en pÃ¥mindelse om, at tingene kan gentage sig i historien. Racismen lever i bedste velgÃ¥ende og chikane og vold mod personer, der bekæmper racisme er blevet mere almindelige foreteelser i Danmark. Jeg tror, de to ting – skolelærdom og historisk gentagelse – hænger nøje sammen. NÃ¥r unge mennesker i dag i ramme alvor kan pÃ¥stÃ¥, at holocaust ikke har foregÃ¥et, sÃ¥ skyldes det blank uvidenhed. Og det bør vi gøre noget ved i folkeskolen.

Rote Arme Fraktion – en film om…

19. september 2008

Forleden kunne man pÃ¥ Modkraft.dk læse Jan Weimanns og Torkil Lauesens nekrolog over Niels Jørgensen. Alle tre var aktive i Kommunistisk Arbejdsgruppe og – Blekingegadegruppen. Nekrologen beskriver med sympati og nøgternhed Niels Jørgensens liv som aktivist og revolutionær – og kommenterer ogsÃ¥ Blekingegade-sagen. Engagementet i Blekingegruppens kriminelle aktiviteter beskrives kort som det, det var: kriminalitet. Men kriminalitet, der var begrundet i nogle global-politiske, revolutionære overvejelser omkring uligheden i verden mellem de rige lande i vesten og den tredje verden. Drømme og forhÃ¥bninger om en forandring med udgangspunkt i den tredje verdens revolutionære potentialer fik medlemmer til at foretage et “problematisk” valg, som der stÃ¥r. Man valgte og tog konsekvensen af det kriminelle valg. Der er ingen anger, ingen fortrydelse at spore. Blot en erkendelse af, at man valgte en skæbne som politisk betinget kriminel.
Jeg kom til at tænke pÃ¥ nekrologen, fordi min veninde Gertrud sendte mig et avisklip med en omtale af en ny tysk spillefilm om Rote Armee Fraktion, RAF eller Bader-Meinhoff-gruppen, som den ogsÃ¥ blev kaldt. Gruppen var aktiv fra 1968 og frem til 1992 og blev for mig et lærestykke i, hvorfor voldsanvendelse i politik er dybt problematisk. Med mange menneskeliv pÃ¥ samvittigheden – ogsÃ¥ i egne rækker – blev RAF et problem i Tysklands og Europas historie som kalder pÃ¥ analyse og forklaring. Hvorfor endte unge, veluddannede mennesker i denne politiske blindgyde? Selv om der har været gjort tidstypiske forsøg pÃ¥m blandt borgerlige kommentatorer pÃ¥ at individualisere forklaringen, sÃ¥ er det umuligt at komme uden om en større forklaringskontekst – historisk og kulturelt. Den nye langfilm – to og en halv time – om “Der Baader-Meinhof-Komplex” omtales i dag af Michael Kuttner, som slÃ¥r ned pÃ¥ filmens svaghed: Den formÃ¥r ikke at give en forklaring pÃ¥, hvorfor medlemmerne endte der, hvor de endte. Filmen er snarere en omhyggelig og spændende beskrivelse af forløbet. Filmen roses for at give en realistisk skildring af denne lille kriminelle gruppes begrænsede succes. Det lykkedes den for en tid at “tage demokratiet som gidsel”, som det udtrykkes. Og det var traumatisk for den unge forbundsrepublik (pÃ¥ det tidspunkt kun 20 Ã¥r gammel) med den ikke-demokratiske fortid…
Filmen skildrer også, hvordan det unge tyskedemokrati ikke formåede at handle på demokratisk vis over for en politisk opposition i form af protestbevægelser. Politiet slog ned med brutalitet og vold på de unge protesterende. Den unge Benno Ohnesorg blev skudt af en betjent. Og dermed skabte man en martyr for en spirende politisk radikalisering.
I omtalen af filmen fremhæver Kuttner politimanden Herold, der midt i kampen mod RAF-terroristerne tillod sig at fremkaste en teori, der stadigvæk er en udfordring til alle, der ønsker at forstÃ¥, hvad der foregik, og ikke blot ønsker at besværge fortiden. Han sagde, at terrorister “ikke var problemet”. “Terrorister er kun bebudere af verdenshistoriske rystelser, deres tids seismografer”. Han mente ogsÃ¥, at terroristerne var ‘en ny form for krig’.

Der Baader Meinhof Komplex – Trailer zum Kinofilm

Rockmytologi: Bob Dylan og motorcykelulykken

12. juni 2008

Rocken har sine myter, og mytemaskinen kører stadig. En af de begivenheder, der har været omgærdet af mytologiske tåger er Bob Dylans famøse motorcykelulykke i hjemegnen Woodstock den 29. juli 1966. Ret meget mere har man ikke fået at vide om hændelsen. Men den har fået en stor betydning i fortolkningen af mandens musikalske udvikling. Dylanologer taler om et før og et efter The Bob Dylan Motor Crash. I Politiken kan man så læse, at en hollandsk forfatter ved navn Jan Cremer mener at vide, at Dylan slet ikke oplevede nogen motorcykelulykke. I sin selvbiografi fortæller Cremer, at han mødte Dylan i 1966, og Dylan fortalte ham, at han var indlagt til behandling for narkomisbrug. Oplysningen har vakt opsigt i Dylan-kredse, der ikke vil tro på Cremer. Er det rigtig? Hvem ved. Mytemaskinen kører videre. Og Dylan holder nok som sædvanlig kæft, når det drejer sig om sit privatliv.

Bob Dylan – It’s All Over Now, Baby Blue (Live 1965)

Verdens ældste lydoptagelse

29. marts 2008

Edisons fonograf
Hidtil har man troet, at Thomas Alva Edisons “Mary had a little Lamb” var den første lydoptagelse. Men nu har amerikanske forskere fundet en sytten Ã¥r ældre indspilning. Det drejer sig om den franske vise “Au clair de la lune”, som man har opdaget i et arkiv i Paris. Optagelsen daterer sig den 9. april 1860. Sangen er nedskrevet som en grafisk kurve – et sÃ¥kaldt fonautogram – og det er lykkedes forskerne med computerteknologi at overføre billedet til lyd, sÃ¥ man kan høre en kvindestemme fremføre den gamle vise. Fonautogrammet blev optaget med en fonautograf, der optog sangen ved at nedskrive lydbølgerne med olielampesværte pÃ¥ et stykke papir. Med overførslen til digital lyd fÃ¥r fonautografens opfinder Édouard Léon Schott de Martinville oprejsning. Han var fortørnet over, at Edison tog æren for den første lydoptagelse. Ret skal være ret. Selv om man vist roligt kan sige, at Edisons opfindelse havde større anvendelsesmuligheder og perspektiver. (Via DN)

[audio:mary.mp3]

South Park Рp̴ nettet

27. marts 2008

Godt nyt for yndere af den politisk ukorrekte tegnefilmserie South Park. Det forlyder, at skaberne Trey Parker og Matt Stone sammen med selskabet Comedy Central vil lægge samtlige episoder af serien ud på nettet til fornøjelse for seerne. Der vil også blive lagt klip til fri distribution.

Amerikas historie – i kort South Park-udgave… I loves my gun!

Paul W. Tibbets Jr. – piloten pÃ¥ Enola Gay, er død, 92

2. november 2007

Paul W. Tibbets Jr. var ansvarshavende og pilot pÃ¥ B-29 bombemaskinen Enola Gay, der blev verdenskendt, da den i de sidste dage af 2. Verdenskrig kastede atombomben – “Little Boy” – over Hiroshima1. Tibbets Jr. blev 92 Ã¥r. PÃ¥ intet tidspunkt har Tibbets Jr. fortrudt sin handling, idet han mente, at alternativet – en blodig krig pÃ¥ japansk jord – ville have været meget værre. Han har beskrevet sine oplevelser under flyvningen og sit liv i biografien “The Tibbets Story”. Hvil i fred.

For mig er Enola Gay uløseligt forbundet til den underlige fornemmelse, man havde som ungt menneske, nÃ¥r man i Ã¥revis skulle høre om “atomtruslen” under den “kolde krig” og Ã¥rene derefter.
Bomben over Hiroshima.

  1. Billedet viser Enola Gay lande efter udførelsen af bombetogtet mod Hieroshima[back]

Sindelagskontrol – sagen “Erik Haaest” 3

31. oktober 2007

 

Journalisten og forfatteren Erik Haaest har fået afslag på en legatansøgning til Kunstrådets Litteraturudvalg. Angsøgningen gælder tredje bind i en serie om danske HIPO-aktiviteter under besættelsen. Haaest fik legat til de to første bind.
Det fremgÃ¥r ikke af Berlingske Tidendes artikel, med hvilken begrundelse afslaget er kommet. Men der har været meget debat om legattildelingerne til Haaest, fordi han angiveligt har benægtet, at Holocaust har fundet sted. I den forbindelse har Simon Wiesenthal Centeret opfordret statsminister Fogh Rasmussen til at stoppe legattildelingen af Haaest. Selv om vi ikke har meget til overs for Haaests holdninger til besættelsestiden, sÃ¥ hÃ¥ber vi, at legetudvalget har begrundet afslaget i Haaests projekt – og ikke i mediernes ophidselse.

Tilbagespoling: Sindelagskontrol – sagen “Erik Haaest” 1 + 2

Danske KZ-eksperimenter

20. oktober 2007

Da capac var dreng var Besættelsestiden og nazismen store temaer i skolen. Det blev gjort meget ud af emnerne i historietimerne – og i øvrigt. Og vi poder fik den heroiske mytologi om danskernes ædle handlen som modstandsfolk, jødevenner osv. banket godt og grundigt ind i knolden med bøger om Churchill-klubben e.a. I vores klasseværelse havde vi et bruntfjerniseret bogskab, der var fuldt af solidt indbundne, opbyggelige bøger om vores glorværdige tid som besat land.
Siden har myterne været udsat for en løbende demontering. Glorien er sunket længere og længere ned og sidder nok sådan cirka som et kvælertag omkring halsen nu. Takket være historikere, der foretrækker den gråmelerede virkelighed frem for de nationalpolitiske glansbilleder.
Da jeg gik i folkeskolens ældste klasser læste jeg en bog, lÃ¥nt pÃ¥ Sædding Skoles bibliotek, hvor et menneske beskrev sine oplevelser i en tysk kz-lejr, herunder de hÃ¥rrejsende oplevelser med sÃ¥kaldte medicinske forsøg. I skrivende stund kan jeg ikke huske hverken forfatter eller titel, men bogens forfatter var østeuropæer, tror jeg, og beskrivelserne af rædslerne gjorde et stort indtryk pÃ¥ mit unge modtagelige sind. Kunne mennesker da være sÃ¥ grusomme?! Godt, at det ikke var danskere, der gjorde det…
I dag kan man sÃ¥ i dagens aviser læse, at Statens Serumsinstitut i 1944 arbejdede tæt sammen med Nazi-tyskland og gennemførte vaccine-forsøg i koncentrationslejren Buchenwald. 26 fanger blev vaccineret med midlet “Kopenhagen” mod plettyfus – og 3 af dem døde. I en kontrolgruppe pÃ¥ 10 døde de 3.

Den indre svinehund

26. september 2007

Blandt ugens nyheder kan man læse om fundet af 116 fotos fra den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz. Fotos som endnu engang konfronterer omverdenen med det tilsyneladende uforståelige problem: Hvordan kunne såkaldt almindelige tyske borgere udføre så forfærdelige handlinger. Når de pågældende fotos har sat sindene i bevægelse, så skyldes det, at de primært viser de pågældende bødlers og morderes fredsommelige hverdagsliv med deres familier.
Nu er det ikke første gang dette tilsyneladende skisma i bødlernes psykologi bringes på bane. Men hver gang er reaktionen den samme: chok, afstandtagen, fortrængning, ikke-forståelse, undren. Da jeg var en lille dreng og gik i folkeskolen var besættelses- og nazitiden et stort tema i historieundervisningen. Og allerede dengang var mytedannelserne i gang. Det hed sig fx, at størstedelen af tyskerne ikke vidste, hvad der foregik i lejrene. Ja, at folk, der boede dør-om-dør med kz-lejrene var uvidende om de grusomheder, der foregik. Men, siden er vi blevet belært om, at det langt fra var så enkelt.
Det er blevet sagt, at hændelserne i nazi-tiden – den industrialiserede udryddelse af millioner af jøder, homoseksuelle, “ikke-ariske” folkeslag osv. – er den største udfordring for tænkningen i det tyvende Ã¥rhundrede. Og det er svært at være uenig. Man kunne dog tilføje: sammen med de stalinistiske forbrydelser i sovjetstaten, folkemordet i Cambodia, hændelserne i vores egen baggÃ¥rd, det tidligere Jugoslavien, massakrerne i Rwanda, Dafur og sÃ¥ videre.
MÃ¥ske begynder “løsningen” af dette problem med erkendelsen af, at vi alle har en rem af huden. At ondskaben ikke kun bor i den anden, men ogsÃ¥ i dig selv. Og ser du ikke dyret i øjnene, sÃ¥…
Forleden tillod en dansk forfatter sig at drage sammenligning mellem det der foregik i nazi-tidens Tyskland og det, der foregår i danske asyllejre. Og straks rejste der sig et ramaskrig. For den sammenligning holder jo ikke, vel?

Racisten Tintin

13. juli 2007

Racismen bliver ved med at stikke sit grimme fjæs frem. I dag kan man i The Guardian læse, at The Commission for Racial Equality (da. Kommisionen for racelighed) har besluttet, at Hergés tegneseriealbum “Tintin i Congo” skal fjernes fra børnehylderne i landets boghandler – og flyttes til hylderne for voksenlitteratur. Kommisionen mener, at det er uacceptabelt, at nogen boghandel har eller sælger denne tegneserie fra 1930’erne, fordi den indeholder tegninger af “grove racestereotyper”. Logikken er, at de smÃ¥, sarte poder, der sikkert møder racismens grimme fjæs pÃ¥ deres vej til og fra børnehaven eller skolen, ikke mÃ¥ se, hvordan nogle mennesker – faktisk temmelig mange, mÃ¥ske endda de fleste – oplevede virkeligheden i trediverne. Som en af kommentatorerne i denne blog engang skrev, sÃ¥ var alle racister dengang…
Hvad er bedst: At fortrænge racismens historie og skÃ¥ne børn og unge for mødet med racismens i dens historiske udgaver – eller lade dem fÃ¥ indblik i den racistiske tankegang som led i deres oplysning (dannelse?) – og selvfølgelig diskutere det med dem? Giver svaret ikke sig selv? I øvrigt ville det være synd for dem, hvis de ikke kunne læse dette bind af Tintin-hæfterne.

Tilbagespoling

PS. Giver det overhovedet mening at tale om “racer”, nÃ¥r vi alle stammer fra det samme stamtræ i Afrika?