Indlæg tagget med historie

Homoseksualitet – og nazismens spøgelse. Om Axel Agil og nazifortiden.

4. oktober 2012

Sidste år omkring dette tidspunkt på året skrev jeg et lille mindeord om homoaktivisten Axel Axgil, der netop var død i en fremskreden alder af 96 år. Jeg mente dengang, at Axel og hans livspartner Eigil fortjente anerkendelse for deres pionerindsats for homoseksuelle menneskers rettigheder i et samfund, der stadigvæk ikke er fri for homofobi. Og det mener jeg stadigvæk.

I dagens udgave af Politiken kan man læse, at det socialdemokratiske byrÃ¥dsmedlem i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen, mener, at den sÃ¥kaldte Axgil-pris, der uddeles af Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce skal have et andet navn, fordi det er kommet frem, at Eigil Axgill under Anden Verdenskrig nærede sympatier for nazistyret og oven i købet lod sig indrullere som tysk soldat med naziuniform. Oplysningen om Eigils nazifortid kommer frem i Axels bog “Kampen for kærligheden”, der netop er udkommet.

Men man mÃ¥ spørge, om ungdommens letsindige omgang med nazismen, er nok til at diskvalificere Eigil som forbillede for senere generationer af homoseksuelle? Skal nazifortiden endnu engang være et stempel, et stigma, der skal bæres og synliggøres – mange Ã¥r efter og uden hensynstagen til, hvad personen har foretaget sig i de mellemliggende Ã¥r?

Homoseksuelle er mennesker som alle andre. De begår fejl. De løber oven i købet ind i modsigelsesfulde fejltagelser som i Eigils tilfælde, når han sympatiserede med en -isme, der forfulgte og udryddede homoseksuelle på linje med jøder, kommunister og andre, der ikke passede ind i det ariske ideal. Vi har set den slags diskvalifikationer til hudløshed siden slutningen af Anden Verdenskrig.

For det første skal vi huske pÃ¥, at nazisympatier og racistiske holdninger overhovedet ikke var ualmindelige i 30’erne og under besættelsen. Man fÃ¥r let det indtryk, at der var tale om undtagelsestilfælde, nÃ¥r nogen afsløres for deres nazisympatier. Det er en msiforstÃ¥else. Man kunne mÃ¥ske formulere det pÃ¥ den mÃ¥de, at naziideologien var en del af tidsÃ¥nden. Som en historiker engang udtrykte det: Før Anden Verdenskrig var vi alle racister. Selvfølgelig en sandhed med modifikation. Men den siger noget om tidsÃ¥nden.

Selvfølgelig er det svært at undskylde en nazifortid, men det vi kan forlange og forvente er, at de involverede siden hen gør op med deres fortid. Ikke nødvendigvis i fuld offentlighed – sÃ¥dan som vor tids borgerlige inkvisitorer forlanger af gamle venstreorienterede – men ved at leve et liv, der modsiger denne fortid. Og det kan man jo netop sige, at en person som Eigil Axgil har gjort ved at kæmpe og arbejde for homoseksuelles rettigheder.

Det hører med til det at være menneske, at vi fejler og gÃ¥r af de forkerte stier i livet. Og det hører ogsÃ¥ til menneskelivet, at vi kan blive klogere og ændre holdning til det, vi har gjort. NÃ¥r Axel ikke har gjort det tidligere – offentligt – hænger det givetvis sammen med, at det ville være et ekstra kors at bære rundt pÃ¥, nÃ¥r man i forvejen tilhørte en diskrimineret del af befolkningen. Men med sine handlinger gjorde han en forskel i forhold til tiden i naziuniform.

Selvfølgelig skal vi ikke trække pÃ¥ skuldrene af folk, der aktivt har været med til at udrydde jøder o.a. og pÃ¥ anden mÃ¥de begÃ¥ forbrydelser mod menneskeheden. Men ellers bør vi vi tilgive de ideologiske vildfarelser, nÃ¥r der gøres op med dem aktivt. Ellers kommer vi ikke videre. Derfor mener jeg, at Lars Aslan Rasmussens forslag blot bidrager til den form for historieforfalskning og -udviskning, der ikke kan rumme menneskelige fejltagelser og menneskelige modsætninger – og derfor modvirker fremskridtet…

Anden Verdenskrig som Twitter-føljeton – en kulturpessimistisk note i dagens anledning.

9. april 2012

I dag skriver vi den 9. april, og det er 72 Ã¥r siden, soldater fra det nazistiske Tyskland besatte landet. For os, der blev født i tiÃ¥ret efter besættelsen, vil datoen ruske op i gammel lærdom fra skolen og i personligt oplevede anekdoter, som forældre og andre ældre familiemedlemmer videregav. Men i Ã¥rene frem er det gÃ¥et tilbage med historieformidlingen i det danske skolesystem. Og man behøver ikke – som undertegnede – at have opholdt sig i dette system for at indse, at det generelt set stÃ¥r sløjt til med den historiske viden.

Det er en gammel, men ikke desto mindre holdbar, indsigt, at man bedst forstÃ¥r sin egen tid og det, vi kalder ‘samfundsudviklingen’, hvis man har en forstÃ¥else af, hvad man kommer af og fra. Den historiske viden giver en nogle koordinater til læsning af det kort, man bruger for at orientere sig i verden. Derfor kan man godt blive lidt bekymret for de generationer, der ikke har fÃ¥et koordinaterne pÃ¥ plads. Fx vil jeg hævde, at det er umuligt at forstÃ¥ det europæiske projekt – EU – uden at se det i sammenhæng med 1. og 2. Verdenskrig og hele den konfliktfyldte historie, der førte frem til krigene. Har man ikke dette perspektiv med, kommer EU blot til at handle om handel og økonomi. Det,vi hører om hver dag i tv-nyhederne og andetsteds i medielandskabet.

Det er ogsÃ¥ fraværet af en generel historisk viden, der indebærer en trussel mod demokratiet. I dag ser vi jævnligt politikere fra især højrefløjen – fx Søren Espersen fra DF, der vil lukke munden pÃ¥ Günter Grass eller i forbindelse med Muhammed-tegningesagen – give udtryk for decideret udemokratiske holdninger. SÃ¥danne holdninger ville have haft meget sværere ved at komme frem i medierne dengang uddannelserne havde en tydeligere historisk dannelsesdimension. Det skal ikke forstÃ¥s sÃ¥dan, at de ikke var der, de udemokratiske holdninger, men sandsynligheden for, at en journalist ville have konfronteret vedkommende med ubehagelige spørgsmÃ¥l om det demokratiske sindelag var større.

Kald det bare kulturpessimisme eller –skepticisme, men nÃ¥r jeg i dagens avis kan læse, at man i ramme alvor mener, at den historiske forstÃ¥else af 2. Verdenskrig kan formidles via Twitter og Facebook, sÃ¥ tager jeg mig til hovedet. Selv om jeg er gammel medielærer og ihærdig bruger af de sociale medier – og bestemt ikke undervurderer deres betydning. Men til de sociale mediers betydning hører ikke, at de – som bøger og veltilrettelagt undervisning – kan formidle seriøs, struktureret, vidensbaseret formidling af historie. De kan muligvis fungere som et supplement, men ikke træde i stedet for en regulær, kontinuerlig historieformidling.

Desværre er der en tendens i uddannelsessystemet til, at de nye medier får rollen som surrogat for den undervisning og de bøger, der ikke i øvrigt er råd til at give ungdommen. Der er en manglende forståelse for, at internettets og de nye mediers enorme informationsmængder først for alvor bliver relevante, når man er udstyret med en portion (ud)dannelse, der gør det muligt at orientere sig på informationshavet.

Brian Mikkelsen og dagpengeperioden

7. september 2011

PÃ¥ DR sender man pt. – pÃ¥ grund af det forestÃ¥ende folketingsvalg – en udsendelsesrække med titlen “Spørg partierne”. Folketingskandidater er i studiet og skal bl.a. besvare spørgsmÃ¥l fra lytterne.

I mandags var de Konservative pÃ¥ banen, bl.a. repræsenteret af Brian Mikkelsen. En lytter ringede ind og spurgte Mikkelsen, hvad meningen var med at reducere dagpengeperioden fra 4 til 2 Ã¥r i en krisetid, hvor der var færre jobs at søge. Og Mikkelsen svarede med et pÃ¥stand, som flere borgerlige politikere med jævne mellemrum har fremført: at kortere dagpengeperiode fÃ¥r flere i arbejde. Spørgeren kunne ikke rigtig se logikken i, at en kortere periode skulle skabe flere jobs. Og sÃ¥ var det Mikkelsen kom med det argument, som han selv opfattede som den bedste illustration. Nemlig dengang i tresserne, hvor kvinderne kom ud pÃ¥ arbejsmarkedet. – Ministeren gentog endda sin pointe.

Men Mikkelsen kunne dÃ¥rligt have valgt et ringere argument. Enten er Mikkelsen fuldstændig uvidende om den økonomiske og politiske udvikling i tresserne – eller ogsÃ¥ satser han kynisk pÃ¥, at vælgerne er det. For situationen i tresserne underbygger pÃ¥ ingen mÃ¥de hans ideologiske pÃ¥stand. Tværtimod. I følge Danmarks Statistik faldt ledigheden fra 1960 til 1970 fra 39.000 til 20.000. Danmark befandt sig i en periode, hvor landet gik over fra at være et landbrugs- til et industriland, og som var præget af højkonjunktur og historisk hidtil uset vækst, der gjorde, at arbejdspladserne skreg pÃ¥ arbejdskraft. Derfor blev det aktuelt og relevant at hente kvinderne ind fra kødgryderne. Det var ogsÃ¥ i denne periode, før krisen satte ind i starten af halvfjerdserne, at de første “fremmedarbejdere” fra bl.a. Jugoslavien blev hentet til landet. Det var en periode, som man kunne kalde den borgerlige politikers vÃ¥de drøm: masser af vækst, masser af arbejdskraftressourcer, voksende forbrug osv. Men en historisk set exceptionel periode, der blev afløst af det ene kriseÃ¥rti efter det andet.

Mikkelsen kunne ikke have valgt en dÃ¥rligere illustration af sin ideologiske pointe, og det er en skræmmende tanke, at manden endnu en tid bærer titlen Økonomi- og erhvervsminister. Man kunne ogsÃ¥ formulere det sÃ¥dan: Det var historieforfalskning for Ã¥ben mikrofon. Bare en skam, at journalisten ikke samlede den op…

Ole Sohn og opgøret med DKP-tiden

19. oktober 2010

Forleden skrev jeg i anledning af den fornyede interesse for SF-eren Ole Sohns fortid som medlem af og formand for Danmarks Kommunistiske Parti (1987-91): “Der skal da ikke herske tvivl om, at Ole Sohn, formand for DKP i årene 1987-1991, hvor partiet de facto blev afviklet, som flertallet af DKP’ere havde et nærmest forelsket forhold til den såkaldt realiserede socialisme bag jerntæppet. Prisen for dkp’ernes loyalitet over for de store partier i DDR og Sovjet var, at de havde mere end svært ved at forholde sig kritisk til, hvad der skete derovre. Og der var noget næsten skizofrent over denne attitude.”

I mellemtiden har Ole Sohn valgt at gå til pressen og meddele, at hans medlemskab af DKP og DKPs politik var en fejltagelse. Sohn har med andre ord valgt at imødekomme de borgerlige kritikere, der har forlangt en “undskyldning”. Vi kan så diskutere, om det var et klogt træk, sådan at forkaste sin fortid!?

For det er ikke helt slut med “sagen” med Sohns beklagelse. Mindst et spørgsmål ulmer endnu. Vidste Sohn, at DKP et stykke af vejen var finansieret af Sovjets kommunistiske parti? Sohn har erklæret, at den sovjetiske finansiering gik op for ham, da han opdagede, at fakturaer til betaling af trykningen af Land og Folk blev overfaktureret. Men har han ikke inden da haft en fornemmelse? Dette spørgsmål rejste den danske forsker Morten Thing i gårsdagens P1 Orientering.

Man kan også vende den om og spørge, om ikke det er udtryk for forstillet naivitet, når Sohn således stiller sin oprindelige, påståede uvidenhed til skue? Pengestrømmen fra Sovjets kommunistiske parti til de europæiske søsterpartier har været kendt i mange, mange år. Og en historisk interesseret person som Sohn kan næppe have været uvidende om, at det foregik. Især ikke, når han sad som formand og medlem af centralkommiteen.

Når nu Sohn har sluppet katten ud af sækken, så kan han lige så godt være helt ærlig og sige det, som det var. Og så i øvrigt huske på ikke at smide barnet ud med badevandet. Sovjetkommunismens politiske afsporing har været et politisk lærestykke af dimensioner, men det betyder ikke at det socialistiske tankegods i almindelighed skal forvises til historiens losseplads. Det er nok værd at huske på i en tid, hvor SF bevæger sig mere og mere bort fra dette tankegods i retning af en midtersøgende borgerlighed. For det er måske det mest interessant ved Sohn-“sagen”: At Sohns bearbejdning og erkendelse af sin politiske fortids holdninger og fejltagelser jo skal omsættes i aktuel og fremtidig politik.

Apropos ovenstående, så har udviklingsminister Søren Pind, der er kendt for at være – lad os diplomatisk formulere det sådan – en impulsiv politisk kommentator, som nu og da taler lidt hurtigere end han tænker, valgt at trække nazikortet op af lommen.

Ole Sohn og DDR – en ikke-sag

15. oktober 2010

Suk. Regeringen og dens proselytter i medierne – Jyllands Posten og BT ikke mindst – fik ikke megen suppe ud af Thorning Schmidts sÃ¥kaldte “skattesag” og leder nu med lys og lygte efter andre “sager”, der kan bringe oppositionen i miskredit. Og det siger en hel del om magthavernes desperate situation, at man nu griber ned i mølposen for at hente Ole Sohn op endnu engang. Sidst det sket blev det ikke til ret meget mere end politiske moralske opstød fra de borgerlige, der solede sig i bagklogskabens blændende lys.

Men i et gammelt brev, hentet op fra det tyske rigsarkiv, Das Bundesarchiv, formaster en ung Ole Sohn sig til at rose DDR-staten, fordi den fx har afskaffet arbejdsløsheden, bolignøden og har sikret unge en uddannelse og andre basale rettigheder. Og han roser ogsÃ¥ DDR for at have spillet en væsentlig rolle i arbejdet for fred, sikkerhed og afspænding i koldkrigseftertiden. Én ting, at Sohn sÃ¥ledes har formastet til at rose DDR. En næsten større “forbrydelse” er, at han siden hen har ændret sit syn pÃ¥ DDR og sine egne gamle holdninger. Uha. Uha.

Der skal da ikke herske tvivl om, at Ole Sohn – formand for DKP i Ã¥rene 1987-1991, hvor partiet de facto blev afviklet – som flertallet af DKP’ere havde et nærmest forelsket forhold til den sÃ¥kaldt realiserede socialisme bag jerntæppet. Prisen for dkp’ernes loyalitet over for de store partier i DDR og Sovjet var, at de havde mere end svært ved at forholde sig kritisk til, hvad der skete derovre. Og der var noget næsten skizofrent over denne attitude. Læs fx Arne Hardis’ udmærkede biografi om forfatteren og maleren Hans Scherfig. Et fint studie i den politiske enøjethed, som et DKP-medlemskab medførte.

Men siden DKPs sammenbrud har Ole Sohn i den ene bog efter den anden, i artikler og ikke mindst i sine politiske handlinger (han har været SF’er i tyve Ã¥r!) bearbejdet sine hidtidige positioner. Han har ikke, som de borgerlige revanchister – med DFs Søren Espersen i spidsen – helst vil have det stÃ¥et frem i fuld offentlighed og bekendt sine synder og sin skyld. Kritikken af Sohn er bÃ¥ret af en for de magthavende borgerlige kritikere symptomatisk ahistorisk tilgang. Vi sÃ¥ det i tv-udsendelsesrækken om de “røde lejesvende”. Og vi ser det nu. Espersen og konsorter har et sÃ¥ traumatisk forhold til “68” og halvfjerdserne, at de ikke har sans for, at der er gÃ¥et tre Ã¥rtier, og at Berlin-muren for længst er faldet. Kun i hovedet pÃ¥ folk som Espersen stÃ¥r muren stadigvæk…

Den nye “sag” er efter min bedste vurdering en fis i en hornlygte. Der er ikke fugls føde pÃ¥ den. Og det tror jeg, de fleste vælgere har indset. De vil trække pÃ¥ skuldrende og kigge over mod Lene Espersen, der fortsætter med at kvaje sig, og mod Lars Løkke Rasmussen, der efter Rigsrevisionens seneste udspil sidder til halsen i “sagen” om forkælelsen af de private hospitaler. Man skal ikke smide med sten, nÃ¥r man selv sidder i et glashus…
Og i øvrigt – vores aktuelle situation taget i betragtning – sÃ¥ kunne den borgerlige regering mÃ¥ske lære noget af den gamle DDR-stat med hensyn til beskæftigelse af borgerne, uddannelse osv.!