Indlæg tagget med historie

Jagten på de røde lejesvende 2

26. september 2010

Som skrevet i mit første kritiske indlæg om journalist Jacob Rosenkrands’ første afsnit i serien “Jagten pÃ¥ de røde lejesvende”, sÃ¥ forbeholdt jeg mig ret til at modificere min vurdering. Men efter at have set andet afsnit her i aften føler jeg mig ikke bevæget til at ændre ret meget ved min første holdning. Der er stadigvæk tale om en slags inkvisitorisk sindelagskontrol, der er udført af en, der ikke var en del af tidsÃ¥nden i halvfjerdserne og som tydeligvis ikke evner at sætte sine fÃ¥ kritiske nedslag ind i en historisk og udsendelsesmæssig sammenhæng.

For at blive i inkvisitionsbilledet, sÃ¥ var de to fremtrædende “ofre” i denne udsendelse journalist Keld Koplev og den tidligere ledende DR-medarbejder (TV-direktør) Bjørn Erichsen. Keld Koplev konfronteres bl.a. med brudstykker fra en udsendelse om DDR fra 1978, som med historikeren Bent Jensens ord var den rene “reklamesudsendelse” for DDR. Problemet skulle være, at Koplev i denne udsendelse forholdt sig DDR-systemets arbejdsgaranti (alle var garanteret et arbejde – og havde pligt til at arbejde), prisstabilitet (samme pris i alle butikker) og den slags. Men – udsendelsen forholdt sig ikke kritisk til styrets totalitære karakter. Jeg husker ikke den pÃ¥gældende udsendelse som sÃ¥dan (og det er i sig selv et problem, at vi ikke kender hele udsendelsen…), men selv om der sÃ¥ var tale om en udsendelse, der fokuserede pÃ¥ rent positive forhold ved DDR-staten, sÃ¥ overser Jacob Rosenkrands helt, at det slet ikke ville være i uoverensstemmelse med DRs alsidighedskrav dengang, som var et krav om alsidighed pÃ¥ hele sendefladen. I øvrigt var alsidighedsforstÃ¥elsen et af kernestridspunkterne, da Erhard Jacobsens Aktive Lyttere og Fjernseere begyndte deres kamp pÃ¥ DR.

Noget andet er sÃ¥, at Keld Koplev – og Bjørn Erichsen – stilles til regnskab for, hvad de har skrevet og gjort uden for DR. Keld Koplev for en artikel i Politisk Revy og Bjørn Erichsen stilles til regnskab for, hvad han lavede som foredragsholder for danske kommunister for 35 Ã¥r siden i DDR.

Keld Koplev konfronteres med et tekststed, hvor han forsvarer DDR-dissidenterne Wolf Biermanns og Robert Havemanns ytringsfrihed i DDR, men samtidig giver udtryk for, at ytringsfrihed ikke kan forbeholdes alle ‘ved overgangen til socialisme’. I følge Koplev selv gjaldt begrænsningen af ytringsfriheden i denne teoretiske fase de nazister, som stadigvæk – og det er ubestrideligt – var en del af den tyske virkelighed. Selv om vi selvfølgelig godt kan diskutere det problematiske i at begrænse ytringsfriheden og dermed afskære nogen fra at ytre sig – min egen holdning er, at alle uden hensyn til politisk observans skal sikres ytringsfrihed til enhver tid – sÃ¥ er det problematiske ved Rosenkrands’ udspørgen, at den først og fremmest har til hensigt at beklikke Koplevs demokratiske sindelag. Som Koplev ganske rigtigt siger til sin interviewer, sÃ¥ vil han ikke lytte, men kun høre, hvad han helst vil høre.

Hvis Rosenkrands havde løftet blikket en smule og kigget pÃ¥ den politiske virkelighed, vi lever i i dag, ville han kunne finde adskillige eksempler pÃ¥ borgerlige politikere og meningsdannere, der har talt for begrænsning af ytringsfriheden – uden at de af den grund har fÃ¥et rejst tvivl om deres demokratiske sindelag. Tænk blot pÃ¥ debatten efter Muhammedtegninge-balladen.Det skal ikke forstÃ¥s som et forsvar for Koplevs begrænsning, men som en pointering af udsendelsen mangel pÃ¥ kontekst.

Og selv om Bjørn Erichsen havde svært ved at huske alt, hvad der skete dengang han i halvfjerdserne holdt foredrag om den historiske materialisme i DDR for danske kommunister, og selv om han givetvis – som sÃ¥ mange medlemmer af DKP var og blev kritiseret for at være allerede dengang og tidligere endnu – har haft et blindt punkt over for DDR-styret og DDR-kommunisterne, sÃ¥ var der ikke et gran af belæg for, at Erichsens medlemskab af DKP satte sig spor i hans virke som DR-medarbejder.

Det nærmest vi kommer en nuancering af blikket pÃ¥ de “røde halvfjerdsere” i DR var Leif Davidsens og Per Stig Møllers’ konkrete indspark, der i det mindste anskueliggjorde, at der foregik en ideologiske kulturkamp i DR. Lige som der foregik en uden for institutionen. Men nuanceringen blev fortyndet gevaldig ved den gentagne brug af den notoriske koldkriger historikeren Bent Jensen, der skulle agere som historiens vagthund i programmet.

Skulle man være venlig og imødekommende over for Jacob Rosenkrands, sÃ¥ vil jeg sige, at det største problem ved udsendelserne – sÃ¥ vidt – er selve formen, der ikke formÃ¥r at etablere en nuanceret, modsætningsfyldt kontekst – hverken med hensyn til, hvad DR lavede i de Ã¥r, eller i forhold til den specifikke historiske og kulturelle periode og dens forudsætninger. Med sin inkvisitoriske og fragmentariske form ligner udsendelserne mest af alt de møder, som foregik i smÃ¥ venstreorienterede politiske grupper, nÃ¥r medlemmerne skulle skoles (jf. fx. tidligere udsendelsesrækker om KAP og Blekingegadebanden). Og Rosenkrands’ udsendelser indskriver sig det langt hen revanchistiske borgerlige kulturopgør mod ’68 og de venstreorienterede halvfjerdsere, som folk som Bent Jensen, Bent Blüdnikow m.fl. har ført igennem snart mange Ã¥r – og som tragikomisk gentager, hvad der skete i halvfjerdserne i visse dele af venstrefløjen…

Lotte i “Eksistens” har en noget anden tilgang til Jagten. Hun er pÃ¥ godt og ondt et barn af de røde halvfjerdsere. Men hendes indlæg ændrer ikke ved min kritik af programmet.

PS. Revanchismen er ikke til at tage fejl af. De røde gjorde noget forkert, derfor skal de have af samme skuffe, synes logikken at være. Hævnmotivet vejer tungere end enhver erkendelsesinteresse. Et godt eksempel er pastor Søren Krarups indlæg “Vi er nogle, der glæder os og ler højt”, som mest af alt er udtryk for skadefryd, kombineret med en total mangel pÃ¥ forstÃ¥else for udsendelsernes historieløshed og énøjethed.

Den 4. maj

4. maj 2010

I dag er det 65 Ã¥r siden, der blev sat et punktum for den tyske besættelse af Danmark. Tyskerne havde kapituleret pÃ¥ Lüneburger Heide, frihedsbudskabet lød og for en kort stund berusedes mange danskere af den nyvundne frihed. Jeg blev først født et lille Ã¥rti efter denne dag, men i min familie fik besættelsestiden nærmest en mytologisk status. I sÃ¥vel min fars som min mors ungdomsomgangskreds var der relationer til modstandsfolkene. Min farmor havde i en menneskealder været lotte og havde aner i det sønderjyske omrÃ¥de. Og i mange Ã¥r frem blev der troligt sat stearinlys i vindueskarmen pÃ¥ denne dags aften – som symbol pÃ¥ befrielsen.

Jeg er ret sikker pÃ¥, at jeg ikke vil se stearinlys i vindueskarmene i aften pÃ¥ min vej til og fra arbejde. Og man – specielt unge – vil ikke engang tænke over denne dato. For besættelsen er ikke længere en obligatorisk del af almendannelsen. Ja, det er i det hele taget ikke muligt at tale om almen dannelse længere. Skal man beklage denne udvikling? Det synes jeg. For et centralt argument for det EU, vi i dag er medlem af, er, at vi i fremtiden skal undgÃ¥ den situation, Europa kom i med 2. Verdenskrig. Og vi kan kun undgÃ¥ det, hvis vi husker, hvad der skete.

Fotoet ovenfor er hentet fra Nationalmuseets arkiv og viser politi- og modstandsfolk med en arrestant den 4. maj 1945.

Hvor er Rosa Luxemburg?

30. maj 2009

Den polskfødte, jødiske, socialistiske filosof Rosa Luxemburg grundlagde i 1914 det revolutionære Spartakusbund, der siden – i 1919 – blev til Kommunistpartiet i Tyskland. I forbindelse med Spartakisk-opstanden i 1919 – en bevæbnet generalstrejke, som Luxemburg i øvrigt mente var en fejlagtig handling – blev hun og Karl Liebknecht fanget, mishandlet og dræbt. Man ved, at Rosa blev brutalt slået ned og derefter skudt gennem hovedet.

Så meget til forhistorien. Men hvad skete der derefter? Officielt blev hun obduceret og begravet. Men det passer bare ikke. På Berlins retsmedicinske institut ligger et gammelt lig uden hoved, fødder og hænder. Og lederen af instituttet, patologen Michael Tskokos, mener, at liget, der har ligget på instituttet i henved 90 år, meget vel kan være den rigtige Luxemburg. I hvert fald har patologens forskning udelukket, at den, der blev begravet som Rosa, faktisk var Rosa. Vedkommende anonyme person blev ikke genkendt ved ligsynet dengang – og der var heller ikke spor af skudsår i hovedet. Et andet interessant forhold er, at det gamle, mumificerede lig har haft ben af forskellig længde. Det passer sammen med den kendsgerning, at Rosa Luxemburg havde en medfødt hofteskævhed, der gjorde det ene ben længere end det andet. I øvrigt stod der heller ikke noget i obduktionsrapporten om dette forhold. Isotop-undersøgelser af det gamle lig viser også, at det stammer fra Rosa Luxemburgs tid.

Imidlertid vil patologen ikke drage den konklusion, at der vitterligt er tale om Rosa Luxemburgs lig. Der mangler en brik. En DNA-test. Og den er svær at gennemføre, fordi der ikke findes DNA-prøver, som kan sammenlignes med ligets. Noget andet er, at der blev smidt mange kvindelig i vandet dengang i årene omkring 1919. Til spørgsmålet om, hvorfor man begravede en anden som Luxemburg, svarer Tskokos, at det daværende militærregime formodentlig var interesseret i at skaffe hende af vejen hurtigst muligt. Og da det rigtige lig siden dukkede op af vandet, har man så bare henlagt det på det patologiske institut uden obduktion.

Det er også en kendt sag, at Rosa Luxemburgs døde krop blev viklet ind i ståltråd – om hoved, hænder og fødder – inden den blev smidt i vandet. Og det kan forklare, at legemsdelene mangler på det gamle lig. (Oplysningerne stammer fra die Zeit – og foto fra flickr)

 

HÃ¥r og krop – generationsforskelle…

16. maj 2009

I 1980 klippede jeg mit hÃ¥r kort og sagde dermed farvel til det lange hÃ¥r der havde fulgt mig – med et par kortere pauser – fra første halvdel af tresserne og frem. Det lange hÃ¥r havde mistet noget af den betydning, det havde i starten – som symbol pÃ¥ ungdommens oprør og alternative drømme… Det lange hÃ¥r hos mænd findes stadigvæk, men har ikke den samme betydning længere.
Jeg kom til at tænke på mit eget Beatles-hår, da jeg modtog en email fra mb. I mailen citeres instruktøren Ang Lee, der er Cannes-aktuel med sin fortolkning af Woodstock-festivalen, for følgende:

Det var næsten umuligt at finde unge mennesker i dag med hår på kønsdelene. Vi brugte jo ca. 200 unge mennesker som hovedstatister til at spille datidens hippier under Woodstock Festivalen. De blev undervist i at opføre sig som hippierne for ca. 40 år siden. Og det var altså virkelig svært at finde frem til folk med hår på kønsdelene, fordi især mange kvinder og også nogle mænd jo barberer sig i skridtet idag

Og manusforfatteren Jamens Scamus supplerer med disse ord:

Det var også en stor udfordring at finde statister, som var tynde, og som ikke havde en overdreven muskuløs krop, fordi de hele tiden går i fitnesscenter. Vi skulle jo portrættere en hippiegeneration, der ikke hele tiden gloede på sig selv i spejlet og barberede alt deres kønsbehåring væk. Og netop disse ting viser med stor tydelighed den store forskel mellem hippie-generation for 40 år siden og nutidens ungdom

Begge citater stammer fra dagens udgave af Ekstrabladet.

Der er ikke noget nyt i at se en sammenhæng mellem samfundsudviklingen og vores forhold til kroppen. Jeg vil afholde mig fra det lige her. Men forsøg selv med en udlægning… (Tak til mb for henvisningen)

Jeg klippede næsten mit hÃ¥r…

For fyrre år siden: Earthrise

12. januar 2009

For fyrre år siden forlod Apollo 8 Jorden for at aflægge Månen. Fotografiet af jorden, der står op blev taget omkring juleaften 1968, men blev først tryk i aviserne i denne uge for fyrre år siden. Rejsens mål var Månen og at bane vejen for senere månelandinger, men det var også en øjenåbner af rang at se vores lille blå planet svæve i universet. Det var slet ikke planlagt, at astronauterne skulle fotografere jorden. Det hele drejede sig om Månen og rejsen omkring denne kolde planet. Men det smukke billede af den blå jord brændte sig ind på nethinden og ind i erindringen. Jeg tror, vi kan lære et eller andet af den historie.