Indlæg tagget med historie

Flaget over Iwo Jima

27. juni 2007

Vi kender Joe Rosenthals berømte mytologiske foto af flagrejsningen på den japanske ø Iwo Jima under Anden Verdenskrig. Det oprindelig foto (ovenfor) blev taget under kærlig behandling og blev til dette billede:

Fotoet er gÃ¥et verden rundt mange gange, og fotografen fik Pulitzer Prisen for det. Det interessante ved billedet er, at det ikke først og fremmest viser et udsnit af virkeligheden, men – med den franske filosof og litterat Roland Barthes betegnelse – en mytologi. Billedet viser de heroiske amerikanske soldaters besejre det krigeriske japanske kejserdømme.
Billedet er en iscenesættelse. Og der er rejst tvivl om, hvorvidt det nu også var det første flag, der blev rejst på den ø. I dag kan man læse nekrologer om Charles W. Lindberg, der i årevis har hævdet at være en af dem, der plantede det første flag på Iwo Jima. I følge Lindberg skete det om morgenen den 23. februar 1945 efter at de amerikanske marinesoldater havde nedkæmpet modstanden ved Suribachi Bjerget. Den efterfølgende flagrejsning blev fotograferet af Sgt. Lou Lowery fra marinens magasin. Flere timer senere foretog seks andre marinere en rejsning af et større flag. Og det var den flagrejsning, Rosenthal fotograferede. Rosenthal selv har hele tiden benægtet, at flagrejsningen skulle være iscenesat, og at det skulle vise den første flagrejsning på øen. Men mediernes mytologisering gjorde billedet til et symbol, der siden blev forvandlet til et krigsmonument.

Rudolf Arnheim, 102

14. juni 2007

Hos Filoffen og Bo kan man læse om den amerikanske filosof Richard Rorty, der døde for nogle fÃ¥ dage siden. Nu kan man sÃ¥ læse om psykologen, filosoffen og kunstkritikeren Rudolf Arnheims død i den fremskredne alder af 102 Ã¥r. Og hvad har de to ting sÃ¥ at gøre med hinanden? Jo, Rorty var en af de moderne filosoffer, der tog afstand fra den form for videnskabelighed, som Arnheim stod for, dvs. en empiristisk-psykologisk tænkning, der tror pÃ¥, at ‘vores eneste vej til realiteten er gennem sanseerfaringer, dvs. syn, hørelse eller berøring”.
Arnheim var en af de mange tyske jøder, der mÃ¥tte flygte fra nazismens forfølgelse i 1930’erne og altsÃ¥ endte i USA, hvor han gjorde karriere med fokus pÃ¥ kunstens kognitive grundlag. Hans værker “Art and Visual Perception” fra 1954, “Film as Art” (1957) og “Visual Thinking” (1969) er blevet – kontroversielle – standardværker.

Ötzi – blev myrdet

8. juni 2007

null

Som belæste bloggere vil vide fandt man for 16 Ã¥r siden et 5.000 Ã¥r gammelt, frossent lig pÃ¥ en gletscher 3.200 meter oppe i Alperne pÃ¥ grænsen mellem Østrig og Italien. Liget fik navnet Ötzi efter findestedet. Den afdøde blev dengang frosset hurtigt ned, hvilket betød, at han er meget velbevaret. SÃ¥ledes kan man se store dele af hans klædedragt, og hud og kød er der ogsÃ¥ resterne af pÃ¥ den gamle dreng. Forskere fra hele verden har undersøgt Ötzi for at fÃ¥ svar pÃ¥ spørgsmÃ¥l vedrørende vores fortid. Men et spørgsmÃ¥l har blæst i vinden: Hvordan døde han? GÃ¥den er nu, idet en CT-skanning og andre avancerede røntgenundersøgelser – à la dem man udsatte faraoen Tutankhamon for – har afsløret, at en pilespids gjorde en ende pÃ¥ hans vandring. Den rev en pulsÃ¥re over ved kravebenet, og Ötzi forblødte der, hvor han blev fundet.

Koldkrigeren Bent Jensen får et rap over fingrene

2. maj 2007

Jyllands-Posten fortæller, at PET har givet historieprofessor Bent Jensen en advarsel pÃ¥ grund af dennes krænkelse af tavshedspligten. Bent Jensen havde – efter at have fÃ¥et indsigt i fortrolige PET-arkiver – oplyst, at PET ansÃ¥ journalisten Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent. Jyllands-Postens artikel levner ikke nogen tvivl om, at der de facto var tale om en krænkelse af tavshedspligten. Men man har ikke ønsket at indlede en straffesag mod Jensen. Man nøjes med en kraftig advarsel. Man mener Ã¥benbart, at der har været “formildende omstændigheder” i Jensens handling. Men, hvordan harmonerer det nu med advarslens skarphed? NÃ¥, men i hvert fald slipper Jensen nok ikke for Dragsdahls retsforfølgelse af ham…

Der var engang en krig…

29. april 2007

Apropos unge Dansk Folkeparti-medlem Messerschmidts berusede flirten med Hitlerismen, sÃ¥ kan det mÃ¥ske være pÃ¥ sin plads at gøre opmærksom pÃ¥ to historiegenopfriskende serier, der pt. kører pÃ¥ DR2. Den ene hedder Hitlers Børn, er i fem afsnit og begynder den 2. maj kl. 18.50. Og handler indlysende nok om de generationer af børn, der blev “forført” af hitlerismen. Den anden serie lakker mod enden, men man kan nÃ¥ et par afsnit, hvis man er hurtig: Ã…rhundredets Krig. Hvis man skulle løbe rundt med nogle romantiske forestillinger om Hitlerismens fortræffeligheder, sÃ¥ er denne billedmæssigt og pÃ¥ anden vis veldokumenterede serie en probat modgift. Især gør de individuelle beretninger fra overlevende amerikanske, engelske og tyske krigsdeltagere stort indtryk. Fx nÃ¥r en gammel tysker stille og roligt med en tÃ¥re i øjenkrogen fortæller om den traumatiserende oplevelse af at se sine kammerater blive sprængt i stumper og stykker ved sin side. Oplevelserne forfølger ham stadig i nattens mareridt. Og sÃ¥ hans kølige dom over krigen: Enhver krig er en forbrydelse.

Heimat III

5. april 2007


Medens vi er ved det nostalgiske, sÃ¥ mÃ¥ vil lige gøre opmærksom pÃ¥, at DR2 viser tredje del af Edgar Reitz‘ enestÃ¥ende krønike om det tyske samfunds historie Heimat III. Det er sanselig og gribejde historiefortælling, der finder sit perspektiv i en hÃ¥ndfuld menneskers skæbner. Den begyndte i gÃ¥r og fortsætter de følgende dage. Stærkt anbefalesværdig – ikke mindst i disse historieløse tider…

Lidt nostalgi – en promovideo fra den første Heimat-serie:

Alberti-katastrofen

17. februar 2007

Alberti-katastrofen af Henrik Larsen

GÃ¥rsdagens antikvariske bogfund er Henrik Larsens bog om Alberti – Alberti-katastrofen – der blev udgivet pÃ¥ det velrenommerede, gamle venstrefløjsforlag Politisk Revy i 1996. PÃ¥ Antikvariatnet omtales bøger nogle gange som værende “som ny”. I dette tilfælde ville det være en underdrivelse, for bortset fra en svag duft af antikvarboghandlercigarrøg, sÃ¥ fremstÃ¥r bogen, som var den lige kommet fra trykkeriet. Jeg forestiller mig, at den har stÃ¥et pÃ¥ en velforsynet bogreol et tørt og skyggefuldt sted hos en historieinteresseret, der ikke nÃ¥ede at fÃ¥ læst den, inden det – i en eller anden forstand – blev for sent.
Henrik er en god kending af denne blog, og det var da ogsÃ¥ en af bevæggrundene til indkøbet. I øvrigt fik jeg den for en slik. En anden bevæggrund daterer sig tilbage til min barndoms skole (sÃ¥ er vi ovre i det nostalgiske igen!). For i folkeskolen var historie, ja, historiske fag i det hele taget (inklusive kristendomshistorie), mine absolutte favoritfag. Jeg besad dengang en udpræget “klæbehjerne”, nÃ¥r det drejede sig om historie og historier, og det var sjældent nødvendigt for mig at læse lektier i de fag. Havde jeg en gang hørt historien om fx Alberti, sÃ¥ sad den fast med alle de anekdotiske detaljer, som læreren kunne diske op med. Den eneste svaghed, jeg havde, var Ã¥rstallene, hvilket sikkert siger noget om mit dengang problematiske forhold til regning og matematik. Men de vigtigste Ã¥rstal kunne jeg dog fastholde…
Så sent som i gymnasieårene overvejede jeg flere gange at kaste mig over historiestudiet, som var populært i de venstresnoede halvfjerdsere, men valgte så i stedet studiet af nordisk sprog og litteratur, fordi der både var litteraturhistorie og litteraturlæsningsdiscipliner.
Min datter og søn har aldrig hørt om Alberti i skolen. Og det siger noget om fagets udvikling, siden jeg gik i skole. Som jeg erindrer det, sÃ¥ fik vi en meget grundig historieundervisning, der strakte sig fra de ældste tider og frem til og med besættelsen og Ã¥rene umiddelbart efter. SÃ¥dan er det ikke længere, af mange Ã¥rsager. Og det er en skam, for de unge savner et perspektiv for deres oplevelse og vurdering af mange aktuelle spørgsmÃ¥l. De har ikke altid det historiske og kulturelle koordinater, der skal til for at fÃ¥ en nuanceret forstÃ¥else af aktuelle fænomener, hvad enten det drejer som neo-nazistiske bevægelser, opgøret med kommunismen, USAs internationale rolle, EUs betydnings osv. Til gengæld lærer de sÃ¥ meget andet, siger skolens fortalere. Men et tab er det nu…

Hvorfor ikke Dansk Folkeparti med det samme?

31. januar 2007

Engang diskuterede jeg politik eller politisk engagement med en falleret Venstre-politiker i Esbjerg. Hans holdning til mine forbehold over for partidisciplin og topstyring var, at man skulle være medlem af et parti for at fÃ¥ indflydelse – og sÃ¥ var det egentlig ligemeget, hvilket parti, der var tale om.
Jeg var ikke og er ikke enig. For mig skal der være en klokkeklar sammenhæng mellem personens grundholdninger og en evt. parti-tagen.
Episoden rinder mig i hu ved læsningen af dagens avis, Tante Berlingeren. Her kan man læse, at den tidligere venstresocialist, kvindefrigørelsesfortaler, socialdemokrat m.m. Karen Jespersen på statsminister Fogh Rasmussens hjertelige opfordring nok træder ind i det tidligere bonde- og nu erhvervslivsparti Venstre. Der er blot en par småting, der skal på plads. Et håndslag på, at hun kan blive minister, når og hvis Venstre igen kommer til magten efter næste valg. Og i den dur.
Statministeren har – i et af sine efterhÃ¥nden fÃ¥ klare øjeblikke – set, at Karen Jespersen for længst har markeret holdninger, der befinder sig langt inde i Venstres ideologiske patchwork. Blandt andet har hun samme holdning til “sammenhængskraften” i det danske samfund. Denne metafor for fremmedfjendskhed og nedgroet nationalisme og mental forhudsforsnævring. MÃ¥ske er hun vitterligt sÃ¥ langt inde (eller ude…), at hun er helt derovre til højre, hvor forskellen pÃ¥ Venstrefolk og medlemmer af Dansk Folkeparti er helt udvisket.
Jeg ved da godt, at tiderne skifter (Bob) og – som en anden Socialdemokrat engang udtrykte det – at man har et standpunkt, indtil man tager et nyt. At vi bevæger os gennem livet, ogsÃ¥ politisk. Men ikke sÃ¥ meget, vel? Jespersens spring til højre ligner mest af alt en vindbøjtel i orkan, manisk vendekÃ¥beri, opportunisme for fulde journalistiske og politiske gardiner. Det handler allermest om at have magt og ikke om, hvad den magt skal gøre godt for. Ud til højre! I mere end en forstand…
Læs også her.

Barber – et erindringsglimt

27. januar 2007

Vi kom til at snakke om frisører. Det er ved at være ved den tid. Og jeg kom til at tænke pÃ¥ min barndoms barberforretninger. PÃ¥ World’s Best– kondom-reklamerne i vinduet (logoet: den blÃ¥ planet omkredset af et gyldent bÃ¥nd med ordene World’s Best) og lugten af brillantine, Fourgère-hÃ¥rvand i grønne og lilla krystalformede flasker og Brylcreme (Preben Marth, hvor er du?).

Dengang kunne man ogsÃ¥ blive barberet, hvis man ellers havde skæg nok til det. Det er jo blevet moderne igen. Sikkert som et modtræk mod al den feminisering af samfundet, vi er vidne til. Og sÃ¥ kom jeg til at tænke pÃ¥ en historie, min far altid fortalte om sin far, altsÃ¥ min farfar, som jeg aldrig fik lært at kende, da han døde meget ung. Han var storkøbmand i GrenÃ¥. Og mændene havde en bestemt barber, som de opsøgte for at fÃ¥ skægget raget af – og for at fÃ¥ en mandfolkesnak med de andre. De morede sig kosteligt over, at barberen havde den vane at afslutte barberingen med at lade barberknivens bagside glide hen over kundens hals og lade den følge af en fløjtetone. – Indtil den dag, hvor barberen blev indlagt pÃ¥ sindsygehospitalet pÃ¥ grund af fremskreden syfilis…

Rhinoceros – en supergruppe

22. januar 2007

Til tresserrockens opfindelser hører ogsÃ¥ begrebet supergruppe. Betegnelsen blev brugt pÃ¥ konstellationer af musikere, der i forvejen havde fÃ¥et en vist renommé pÃ¥ grund af deres hidtige musikalske aktiviteter. Supergrupper var fx Cream med Eric Clapton, Jack Bruce og Ginger Baker eller Blind Faith med Steve Windwood m.fl. Gruppen Rhinoceros’ adskiller sig fra de allerede nævnte ved dels mindre succes og dels ved at være resultat af en regulær konstruktion foretaget af folk bag det navnkundige pladeselskab Elektra (der havde Doors, Love, Tim Buckley m.fl. i sin stald). I centrum for projektet stod Paul Rothchild, der var producer for The Doors. Man ville sætte nogle af pladeselskabets bedste musikere samme i en gruppe med henblik pÃ¥ at fÃ¥ succes (og selvfølgelig: tjene masser af penge…).
Gruppen blev, som sagt, aldrig den store succes, og det er lidt en skam, for der blev faktisk lavet spændende musik i den gruppe. I sin tidlige opsætning bestod gruppen af Michael Fonfara(orgel), Danny Weis (guitar), John Finley(vokal), Alan Gerber (vok), Billy Mundi (trommer), Jerry Penrod (bas) og Doug Hastings (guitar). De havde en fortid i grupper som Buffalo Springfield, Iron Butterfly, Clear Light m.fl.
Desværre findes der ikke videoklip med gruppen pÃ¥ YouTube, men til gengæld er gruppens vist nok eneste video at se pÃ¥ en meget fin og informativ webside om gruppen, hvor man ogsÃ¥ kan lytte til mp3-eksempler pÃ¥ gruppens musik (se menuen til højre). Gruppen nÃ¥ede at lave fire fine LP’er: RHINOCEROS (1968), SATIN CHICKENS(1969), BETTER TIMES ARE COMING (1970) og BLACKSTONE – ON THE LINE (1972). Den første er genudsendt pÃ¥ cd; det samme er de to efterfølgende, der er genudgivet pÃ¥ en samlet cd.