CAPAC

Hvor var du, da du hørte nyheden om Kennedy-mordet? Som man kan se ude til højre, så er det i dag årsdagen for de skæbnesvangre skud i Dallas i 1963, og på det indre biograflærred kører den grynede film med Jackie Kennedy, der kravler om til sin døende mand, samtidig med at stumper af den konspirationsmytologi, der siden blev skabt omkring denne begivenhed dukker op som småstjerneskud på novemberhimlen.
Selv stod jeg uden for gymnastiklokalet påVestre Skole og ventede på, at læreren ville komme og lukke os ind til den ramme lugt af drengeomklædningslokale og svabergulvklude. Det var en en lidt mørk, lidt kold morgen, hvor vi 9-10-årige drenge stod i det svage lys fra lampen ved indgangsdøren. Politik var ikke noget, der overhovedet havde inficeret min drengebevidsthed. Det var længe før det nyhedsbombardement, som børn udsættes for i dag. Alligevel satte det gentagne budskab om den populære amerikanske præsidents bratte død sig som en mærkelig uro i min krop. En murrende fornemmelse, der først klingede af flere dage efter. Endnu en uskyld var mistet.
PS. Billedet nedenfor viser stedet. Det er til højre uden for den bagerste åbne dør.

Så lykkedes det at komme lidt nærmere den kære gamle rejsegrammofon. Vi har at gøre med en Garrard 4SP. Modellen på de øverste 4 fotos kommer meget tæt på. Jeg husker den grønne farve som værende en anelse lysere, men måske har erindringen gjort den lysere – som så meget andet. Ellers passer den fint. Der har åbenbart været flere varianter af 4SP. I hvert fald tror jeg, at den afbillede model har indbygget forstærker og højtaler. Højtaleren er så gemt bag det beige forstykke. Min rejsegrammofon var, som tidligere nævnt, koblet til mine forældres gamle radio. Pladetallerken og pickuparm var lyse.

I øvrigt faldt jeg over en side, hvor der er masser af gamle grammofoner at skue: www.grammofoon.com . Hvis noget skulle have nostalgiske interesser i den retning…

Søndage kan være svære at komme igennem, især hvis man er fjorten, og der ikke er kammerater ved hånden, og man er kørt lidt træt i Sims 2. Derfor måtte jeg – fædre kan åbenbart altid bruges i sådan en situation – drage til det lokale videoudlejningssted med pigebarnet for at se, om de havde noget, man kunne fordrive sådan en søndag med. Vi havde første kigget biografprogrammerne igennem, men der var ikke noget, vi begge kunne gå ind for. Og det vil almindeligvis sige: En ungdommelig film med flotte unge mænd, gerne lidt sjov, og gerne lidt romantik (men ikke for meget)… Så vi endte i videoforretningen. Pirates of the Caribean II havde de ikke (kommer på fredag) og heller ikke Madagascar, som var udlånt. Og når man er fjorten, og ikke lige kan få det, man gerne vil have, så kan det hele være lige meget…
Og hvad gør man så? Overlader beslutningsprocessen til far – samtidig med, at man forbeholder sig ret til at kritisere og vrænge ad forslagene. Af erfaring ved jeg, at det godt kan lade sig gøre at finde noget, der vil falde i frøkenens smag, alligevel. Hvis man kan finde en film med en dejlig filmhelt, fx Johnny Depp eller Elijah Wood – en film, som hun ikke har set eller hørt om, så glider den som regel ned. Derfor faldt mit valg på den relativt nye Everything is illuminated (2005) af Liev Schreiber med Elijah Wood i hovedrollen. Læs mere »

I omtalen af de esbjergensiske mælkevogne omtales mælkeflasker, der står oven på de ældste vogne. Som nævnt blev mælk og fløde tappet fra mælkevognene; siden blev produkterne solgt i klare mælkeflasker. Det var mere hygiejnisk.

Den røde mælkevogn, jeg husker fra min barndom, kørte de klare flasker ud til folk.

På Arlas hjemmeside kan man læse, at det var slut med de klare flasker i 1959, hvor man gik over til de buttede brune flasker. årsagen var, at de beskyttede mælkeprodukterne bedre mod sollyset. Endnu et fremskridt for sundheden. De brune flasker holdt man fast i frem til ca. 1971 (afhængigt af, hvor i landet, man boede). De måtte vige pladsen for engangsemballagen, fordi de dels krævede et større flaskerenseri, og dels fordi man begyndte at homogenisere mælken, hvilket krævede nyt maskineri og dermed mere plads.

De brune mælkeflasker var lukket med cirkulære metalfolier, der havde forskellige farver afhængigt af, hvad der var i. Rød, blå og grøn, så vidt jeg husker. Var skummetmælkens folie gul? Jeg tror det. Folierne foldede vi børn sammen om egerne på vores cykler, for det så flot ud med alle de farver, når man kom kørende…

Nogle af denne blogs læsere vil sikkert kunne huske de ganske irriterende plastikposer (og den tilhørende orange holder), som var blandt de første engangsemballager. De blev aldrig en stor succes. Jeg kan huske, at min mor altid var uheldig med disse poser. Enten tabte hun dem på gulvet, så der var mælk over det hele, eller også fik hun klippet et forkert hul, så vi hældte mælk alle mulige andre steder end der, hvor det skulle hen. De fik dog lov til at eksistere helt frem til midten af halvfjerdserne. Så vidt jeg husker var de også lidt billigere end de andre nye papemballager.

I begyndelsen af 1960’erne er der problemer med mælkeeksporten, hvilket får staten til at lave en “Hjemmemarkedsordning”, der skal sætte fut i den indenlandske afsætning. Afgifterne sættes ned på mælk, ost og smør – og der sættes også gang i reklameaktiviteterne. Blandt andet kommer de velkendte Karolinepiger på banen for at markedsføre landbrugsprodukterne inden- og udenlands. Det sker i 1961.

året efter kommer Karolines køkken – og (for der er altid en musikalsk forbindelse i denne blog!) Mælkepopperne. Samme år som The Beatles udsendte She Loves You, som Arla-folkene skriver. Mælkepopperne var steder, hvor unge kunne drikke milkshakes og høre popmusik på jukeboxen, hvor der var 100 numre at vælge imellem. Det var stort – dengang.

Sådan en mælkepop var der også i Esbjerg. Husker jeg ikke helt forkert lå den i Nørregade i nærheden af det nuværende Torvet (og jeg husker nok forkert, for nettets informationer fortæller mig, at den lå i Skolegade). Jeg nåede desværre aldrig at komme der. Prøvede at overtale min mor til at tage mig med der, hvilket hun – forståeligt nok – afslog. Jeg var for ung til selv at gå derind, men kiggede langt efter de unge inde i poppen, når vi kom forbi.

Mælkepopperne stoppede i 1965. En sjov ting er, at politiet og forældrene var meget begejstrede for Mælkepopperne. Dengang var man bekymrede for, at de unge “hang på gadehjørnerne” og kom ud i noget “snavs”. Det har vel ikke ændret sig så meget: Der skal gøres noget for de unge…

Se også Arlas omtale af Mælkepoppen på Axeltorv i København.

På Esbjerg Billedarkivs hjemmside kan man blandt andet finde et foto, der viser en lygtemand renser en gasgadelygte på Gl. Vardevej i Esbjerg. Han cykel står lænet op ad lygtepælen. Selv står han på toppen af medbragt stige og renser gaslygtens indre.

Der var ca. 700 sådanne gaslygter i byen. Fotografiet er fra 1952, året før jeg blev født. I baggrunden kan man se Tovværksfabrikken, hvor min klassekammerat Hans’ far arbejdede. I nærheden lå Grådyb Badet, hvor jeg fik mit midlertidige traumatiske forhold til klorbade. Lidt længere ude ad Gl. Vardevej lå EFBs gamle stadion, og på den anden side af Vardevej ved Vognbølparken den fodboldbane, hvor eleverne fra Vestre Skole spillede bold.
Gasgadelygterne var der stadigvæk i min barndom. Hvilket år de forsvandt husker jeg ikke, men det har nok været omkring 1960. Hver eftermiddag, når skumringen faldt på, gik der lygtemænd rundt og tændte lygterne. Jeg har tit stået og lænet mig op ad den lygte, der stod på hjørnet af Nygårdsvej og Sjællandsgade lige ud for den lejlighed, hvor “Basse” og hans familie boede. Jeg kan endnu i mine håndflader genkalde fornemmelsen af lygtens rillede, gråmalede jern.
Der var en særlig stemning, når gaslysene var tændt. Det er nok ikke tilfældigt, at gaslyset leverede titlen på en berømt film. Det var et varmere og blødere lys. En overgang gik Bent og jeg tur, når lysene var tændt. For at snakke sammen og få tiden til at gå. Det var blandt andet i vinterperioden, hvor lyset fra lygterne fik sneen til at skinne på en særlig måde. Så vidt jeg husker blev lygterne solgt til liebhavere, der stillede dem op i deres haver. Sidst jeg var i Esbjerg, så jeg en i en have i nærheden af Vognsbølparken.

PS. Desværre er det ikke muligt at vise gode fotos fra arkivet.

Det øverste billede til venstre viser en mælkevogn fra Esbjerg Andelsmejeri. Kusken
hedder Oluf Jensen og han er på vej ind i mejeriet. Han var den sidste
mælkekusk, der kørte med hestevogn og stoppede i 1966 efter 36 år i
tjenesten. Billedet er taget tre år før af Paul Bølling (her lånt fra Esbjerg Billedarkiv).
Måske var det Oluf, der kom i vores gade, Nygårdsvej, og leverede mælk til husstandene. Det er højst sandsynligt. Han ligner i hvert fald meget godt den mand med det lyse (hvide) hår, jeg husker. Vognen var rød og flot, og når han gjorde holdt uden for nr. 129 A (vi boede i baggården 129B) var det spændende at stå lidt på afstand og kigge på den store hest, der prustede og slog i asfalten med hovene. Så kravlede mælkekusken ned fra sit sæde og åbnede de forskellige “skabe”, der var på vognens sider, og tog mælk, fløde osv. ud til kunderne. Han havde en slags kurv, hvor tingene blev sat i, hvorefter han gik op i opgangene med varerne. Det klirrede, for dengang var der endnu mælkeflasker.
Billedet øverst til højre viser Kristine og Eli Emanuel Andersen i deres mælkevogn, der hørte til Centralmejeriet. Det er taget i 1948. De kørte ud med mælk til esbjergenserne kl. 4.00 om morgenen.
De sidste tre billeder viser mælkevogne fra mælkehandler Beier. De stammer fra første halvdel af halvtredserne. På det ene billede ser man en kvinde, der er ved at få mælk tappet fra en af hanerne (sidste billede). Der var tre haner med skummetmælk, fløde og sødmælk. Bemærk også flaskerne, der står oven på mælkevognen, de solide træhjul og telefonnummeret: 204. Der var ikke så mange teleabonnenter dengang.
Jeg har ingen erindring om de sidste to typer mælkevogne. De har måske kørt i et andet område af byen, og måske er det ophørt før jeg blev stor nok til at registrere deres eksistens. Billederne er lånt fra Esbjerg Billedarkiv.

I Esbjerg Kommunes billedarkiv faldt jeg over et billede. Det viser Vestbyens Mejeri, der lå i Strandbygade nr. 53 i Esbjerg. Selv boede jeg på Nygårdsvej. Kunne man gå ind i billedet og gå til venstre rundt om huset, som man ser hjørnet af, så ville man komme om på Nygårdsvej. Jeg mindes, at det var her vi, dvs. min mor og jeg, købte morgenbrød – varme rundstykker – og friskkærnet smør. Især sidstnævnte brændt sig ind i min hjerne. Smørret kom helt frisk fra maskinen og blev lagt på et stykke indpakningspapir – pergament eller folie – med det velkendte Lurpak-logo. Så kunne man gå hjem med sådan en “pølse” smør og nyde sit brød. Og en nydelse var det. Jeg erindrer, at smørret smagte af mere dengang. Men smagsløgene var jo også mere jomfruelige dengang.
På billedet kan man i baggrunden se to skorstene. Den til venstre var mejeriets, og den til højre tilhørte Bagermesterens Brødfabrik, som man kan se noget af til højre for mejeributikken.
Billedet er fra 1948. En dag var det slut med mejeriet. Jeg husker ikke hvornår, men det har nok være engang i sidste halvdel af halvtredserne. Derefter måtte man nøjes med den færdigpakkede smør i diverse mejeriudsalg. Det var før plantemargarinen kom på banen og længe før, det blev sundhedspolitisk ukorrekt at spise smør på brødet. Heldigvis kan man få godt økologisk smør fra Thise Mejeri og et par stykker mere i dag, så man kan “synde” lidt en søndag morgen med gode, velsmurte rundstykker, kaffe og en god avis.

powered by performancing firefox

Sidst jeg så Jack Palance på film var hans selvkarikatur i det let underholdende City Slickers om nogle mænds forsøg på at blive mænd midt i deres midalderkrise. Nu er han gået til de evige filmstudier i en alder af 87 år. Palance havde et ansigt og en stemme, som man altid kan huske fra de film, han medvirkede i. Nu er der et markant ansigt mindre i filmkunsten.

Når man som ung har nærlæst Das Kapital, ikke mindst første bind, der var nærmest obligatorisk læsning på visse universitetsfag i de tidligste halvfjersere, var den sidste tanke, man fik, nok den, at der her var tale om et oplagt materiale for teateret. Nu beretter The Guardian imidlertid, at Karls økonomikritiske værk skal opføres på scenen. Opførelsen skal foregå på Düsseldorfer Schauspielhaus, hvor scenen – ganske sympatisk! – er udstyret med talrige bogreoler og en buste af gamle Karl. Bag opførelsen står ensemblet Rimini Protokoll, der har specialiseret sig i såkaldt “dokumentarteater”. Ifølge oplysningerne vil der ikke være tale om en dramatisering af Das Kapital (forståeligt nok!), men værket fungerer som den røde (!) tråd i en række karakterers fortællinger. Som led i forestillingen udstyres hver eneste teatergænger med et eksemplar af Marx-Engels-Werke bind 23, der er lig med første bind af Das Kapital…
Man kan her tale om det fortrængtes genkomst – på en anden scene! ;-)

Flere gode nyheder på denne smukke efterårsdag: Indsamlingen til den lukningstruede – se evt. min gamle blog – århusianske kultbiograf Øst for Paradis går strygende. Der er iflg. DR Østjylland kommet 70.000 kroner i kassen, og der er lovning på yderligere 200.000. Indsamlingen startede så sent som den 24. oktober, så der må være håb om, at biografen når sit mål, 700.000, og dermed sin del af omkostningerne til en renovering af det lille kulturpalads. Hvis man ønsker at være en af Paradisets Engle, som støttepersonerne er blevet døbt, så kan man indbetale et støttebeløb “på en konto hos advokat Hans Kjellund, Advokaterne Sankt Knuds Torv, 8000 århus C. Kontoen er hos Nordea, reg. Nr.: 2211, kontonr.:. Indbetalingen skal mærkes: PARADISETS ENGLE.” (citat fra biografens hjemmeside). Mindste beløb er kr. 500,-. Til gengæld bliver man B-aktionær i A/S Øst for Paradis, som dannes, så snart de 700.000 er indsamlet. Læs mere på biografens hjemmeside.
Man kan selvfølgelig også støtte biografen i det små ved at se de mange gode film, der vises dernede. For øjeblikket er det således muligt at se Fellinis uomgængelige mesterværk 8½, Jacques Tatis Playtime, Aldomovars seneste opus Volver og flere andre. Dertil kommer, at biografen for tiden har udsalg af VHS- og DVD-versioner af mange af de film, biografen har vist gennem tiden. Her kan man gøre gode køb til priser fra kr. 25, – og op.

Flere dage i storbyen Berlin. Det tager sin tid at fordøje alle indtrykkene. Jeg har gået så meget, at jeg føler det som om, jeg er blevet en halv meter kortere. Og når alle sanser har været vågne fra tidlig morgen til sen aften, antennerne slået fuldt ud, seimografen arbejdende for fuldt tryk melder der sig en mat- og træthed, der forstærkes af ti timers togrejse (inklusive østeuropæisk betingede forsinkelser…).
Som nævnt i dagens første indlæg besøgte blogbestyreren på datterens ønske Berlins zoologiske have eller – i daglig tale – Berlin-Zoo. Læs mere »

Medens højresnoede, kristne amerikanere og danske frikirkekristne med alle kunstens midler forsøger at fortynde, underminere, relativere osv. darwinismen, så kommer det glade budskab om, at videnskabsmænd fra Cambridge University lægger hele Charles Darwins skriftlige produktion ud på nettet til almindelig oplysning for evt. interesserede. 50.000 sider søgbar tekst, tusindvis af billeder og en mængde ikke tidligere offentliggjorte skrifter, blandt andet Darwins notesbøger, dagbøger m.m. bliver tilgængelige. Det bliver også muligt at downloade audio-udgaver af de kendte værker. Offentliggørelsen sker efter Darwin-familiens ønske om at gøre mandens værk tilgængelig for alle. Og da ingen tidligere har besiddet Darwins samlede produktion må det siges at være et fremragende og forbilledligt projekt. Tænk hvis alle store tænkere blev alment tilgængelige… Projektets hjemmeside finder man her. Omtale af projektet i The Guardian.
Læs mere »

Som man vil kunne se til højre for neden på denne side, så er dagens fødselar Chuck Berry. Uden denne mand ville rocken have set ganske anderledes ud. Vi havde fx ikke fået The Beatles’ udgave af hans klassiker “Rock’n Roll Music” eller Beach Boys’ eller Grateful Deads “Johnny B. Goode” eller… En lang række enkle, iørefaldende rocknumre om det, som rocken altid har handlet om: hverdagen. Dreng møder pige, fest i gaden, lommesmerter, skoletræthed osv. osv. Det var oplagt, at hverdagens besynger Dan Turèll var en stor fan af Chuck og skrev en hyldest til ham for mange år siden (nærmere bestemt var det den 30/5 1982).
Selv havde jeg fornøjelsen af at opleve ham til en koncert i Vejlby Risskov Hallen, hvor han gav sine numre til bedste med en håndfuld håbefulde amatører som orkester. Selv med en ikke-sammenspillet backinggruppe og i en håbløs gymnastiksal, der ikke burde bruges til musik, lykkedes det den gamle mester at køre sin koncert hjem. Med duck-walk og hele den professionelle attitude. Nu er han gået på pension, men han sange spilles stadigvæk af ethvert garageband med respekt for sig selv og rockhistorien. Vi ønsker til lykke fra bloggen. Hail ! hail! Rock’n roll…

Forleden læste jeg en artikel i DSBs magasin Ud & Se om magtmennesket Ritt Bjerregård. Rent bortset fra, at det var et læseværdigt portræt af denne homo politicus, så kom jeg til at tænke på hendes kærlighed til æbler. Hun har jo en æbleplantage på Fyn, hvor hun blandt andet dyrker gamle danske æblesorter. Et meget sympatisk projekt. I hvert fra set fra en æbleelskers synspunkt.

Artiklen fik mig til at tænke på min egen glæde ved denne frugt og på frustrationen over, at udvalget er så ringe i danske butikker. Hvor går man hen, hvis man vil have andet end Golden Delicious, Ingrid Marie, Cox Orange, Discovery og et par stykker til? Og ikke har sin egen have?

Men jeg kom også til at tænke på min barndoms æbleskud.

Den første tydelige erindring (eller måske snarere: tydeligt genfortalte erindring, for min mor elskede den historie!) var, da jeg sammen med naboens to drenge, Leif og Jørgen hentede æbler i Slagter Strands have. Strands have lå klos op af vores baggård, godt gemt bag en grim betonvæg. Så der var ikke andre veje til havens lyksaligheder end via indkørslen. Men det betød ikke det store for os. Vi var vel 4-5 år og havde fået smag for slagterens æbler fra de æbler, der hang på grenene over mod vores hus. Vi vidste jo ikke bedre, dengang.

Jeg havde en lille trævogn med fire solide hjul og en stang til at trække i. En nydelig, lille lakeret sag med en fint gelænder hele vejen rundt. Ideel til æbleskudstransport. Så med den på slæb gik vi stille og roligt om i slagterens have og fyldte vognen op. Vi blev først opdaget, da vi var på vej ud. Slagterfruen, der var hjemmegående, havde åbenbart befundet sig i stuen i den anden ende af huset, og var så gået tilbage til køkkenet, hvor hun havde udsigt til de fire “gerningsmænd”.

Enden på historien blev, at vi måttet tømme vognen. Æblerne blev lagt i kælderen i de dertil indrettede kasser. Men, da vi var så små og “uskyldige” fik vi lov til at fylde lommerne.

Måske ikke et pædagogisk lærestykke! For vi fortsatte vores “æbleskud” de kommende år – med større og større bevidsthed om, at der var tale om en “forbrydelse”, en krænkelse af ejendomsretten. Drengestreger!

Jeg kan ikke præcist huske, hvor tit det gik ud over slagterens have, men på den modsatte side af vejen lå et andet hus, hvor der via garagens tag var adgang til et stort æbletræ. Sidst på eftermiddagen, hvor det ikke var for lyst, kravlede vi op via porten og lå på maven og plukkede æbler. Citronæbler. Et æble, der bærer sit navn med rette. Bag et citrongult, kraftigt skind, gemte der sig et æblekød med en meget aromatisk, syrlig og sødlig smag, som jeg ikke vil glemme, før alderdommens demens eventuelt fjerner den hukommelsesrest…

Flere år senere, efter jeg havde forladt barndommens gade og ungdommens paracelhuskvarter og var godt inde i mine studieår, havde jeg, på en af mine utallige togrejser mellem Esbjerg og Århus, lejlighed til at dele kupé med en ældre dame fra Sjælland. En lille, nydelig dame i sort. Lidt en Miss Marple-type, sådan staturmæssigt. Medens vi sidder dér og snakker om vind og vejr, studenter- og pensionistliv, så spørger hun mig pludselig, om jeg ikke vil have et æble. Jo, tak. Og fra sin taske tager hun et par – citronæbler. Det er nok 25 år siden, men jeg kan huske dette gensyn, denne gensmag, hvis man kan sige det, ganske klart. Og jeg er ikke siden stødt på denne herlige frugt. Desværre.

Pometologisk efterskrift: Der findes i hvert fald to sorter af citronæbler: den alsiske og Bøghs.

Som nævnt spiller soundtracket en betragtelig rolle for filmen Easy Rider, der beskriver nogle hippiernes tragiske odysse gennem forstokket, småborgerligt USA og dermed også den kulturelle opspaltning, som de sene 1960’ere var kendetegnet ved. Læs mere »