CAPAC

Der var engang, hvor der ikke eksisterede videoer. Hvor tidens pop- og rockstjerner måtte ty til andre medier for at promovere deres musik. The Beatles var en opfindsomme med hensyn til tv-mediet. Ud over at lave film med musik i – A Hard Days Night, Help! og Let it be skabte de også tv-fortællingen Magical Mystery Tour. Faktisk lavede de også noget, der kunne være en slags video – før videoen blev opfundet. Således udsendte de en promotionfilm for sangen “Hello Goodbye”. Det er den første “video”, jeg mindes at have set dengang i tresserne. Læg i øvrigt mærke til uniformerne, som vi kender fra coveret til Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band:

I tresserne var rock – eller som det hed dengang beatmusik – ikke hverdagskost på tv. DR sendte nogle få fremragende udsendelser, og var man blandt de heldige, der kunne se svensk, engelsk eller tysk tv, så var der mulighed for blandt andet at se BBCs Top of the Pops eller den fremragende tyske Beat-Club, hvor jeg havde lejlighed til at opleve næsten alle de store amerikanske og europæiske navne. Fx den fabelagtige gruppe The Move. Se dem give nummeret I can hear the Grass grow fra 1968 i en for den tid typisk sort-hvid scenografi:

I øvrigt kan man læse om Beat-Clubs 40-årige historie på Radio Bremens hjemmeside.

Tak til Uffe for support!

Opdatering: jeg kan ikke lade være med at lægge endnu en video med The Move ind. Hvor den stammer fra, ved jeg ikke. Men musikken er helt ok:

Blackberry Way

Fristaden Christiania fylder 35 år d. 26-9-2006. Dette symbol – på godt og ondt – på forestillingen om et andet samfund, en anden måde at leve sammen på, har det borgerlige Danmark (eller i hvert fald en del af det…) til stadighed forsøgt at gøre kål på. Med de seneste planer for området ser det desværre ud til at lykkes. Sådan går det, når “normalisering” er ensbetydende med ensretning, disciplinering, konformisme osv. Ethvert rettænkende menneske burde acceptere den forskellighed og mangfoldighed, som Christiania symboliserer… De kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv…
Læs også om Anjas tur til staden.

I morgen er det 40 år siden, Jimi Hendrix for første gang optrådte i England. Historien om, hvordan Eric Clapton og de andre medlemmer af gruppen Cream inviterede Jimi op på scenen, og hvordan han “stjal” opmærksomheden fra Slowhand kan man høre (på tysk) på die Zeits hjemmeside: Her! Til historien hører også, at det var den tidligere legendariske bassist i The Animals, Chas Chandler, der opdagede Hendrix og bragte ham til England. Jimi havde indtil da spillet som backingmusiker hos The Isley Brothers, Little Richard, Sam Cooke og Ike & Tine Turner. Men rollen som sideman var ikke tilfredsstillende for den eksperimenterende individualist og derfor dannede han bandet Jimmy James and The Blue Flames, som han hærgede klubberne i Greenwich Village med – indtil Chas Chandler så ham…  På billedet af tresserbandet The Animals nedenfor er Chas Chandler den unge mand i rød trøje til højre…

Den snart 66-årige (10. oktober) popstjerne gennem næsten 50 år (pladedebut med Move it i 1957!) – Cliff Richard – kommer til Danmark og besøger ålborg. Still going strong, som man siger. Det er – alt andet lige – imponerende. Jeg tilhører en generation, der endnu kan huske, at der var engang, hvor man enten var til Elvis Presley, Beatles – eller Cliff Richard. Og jeg var til de to første.

Jeg har aldrig haft noget imod Cliff Richard ellers hans muskk, men den har bare ikke slidt mine pladespillere op. Faktisk har jeg kun en plade med Cliff. Jeg fik den – så vidt jeg husker – i fødselsdagsgave. Det er en såkaldt EP (hvilket står for Extended Play Record – fordi der var mere en to numre på skiven, i dette tilfælde hele fem numre). Den er fra 1960. Cliff var altså 20 år gammel og havde sin berømte backinggruppe The Shadows med Hank B. Marvin på lead guitar, Bruce Welch på rhytm guitar, Tony Meehan på trommer og Jet Harris på bas. Som man kan se på coverets foto står den unge Richard med oplyst ansigt i centrum af billedet, medens skyggerne kan anes i baggrunden – hvor deres skygger meget passende er kastet op mod væggen bagved. Jo, man forstod at lave covers og iscenesætte sine kunstnere dengang! Siden klarede gruppen sig vist meget godt – uden forgrundsfigur.

Jeg foretrækker Cliff fra den tidlige periode, hvor han stadigvæk flirtede med rock-and-roll uden nogenside at blive en rigtig rocker, og skal jeg trække et par pophits frem, som jeg stadigvæk synes holder, så er det Summer Holiday og Out in the Country.

Man kan læse mere om Cliff på – blandt andre steder – Gittes Cliff-side.

Med-voksenblogger og -gamling Uffe har just skrevet et indlæg med titlen Alfabetisme. Ordet alfabetisme kan man ikke slå op i ODS, så Uffe har nok ret i, at det er sproglig nydannelse på dansk, selv om det da findes på andre europæiske sprog. Indlægget handler om skriftkulturens – eller snarere: læsekulturens – forfald. Amerikansk fjernsyn har fået Uffe til at mene, at selv veluddannede unge mennesker ikke længere læser bøger. Og det skyldes vel uddannelsessystemernes generelle elendighed og det visuelles dominans i medierne. Og Uffe argumenterer for, at læsekulturen jo ikke har ret lang tid på bagen, og at den nok skal ses som en glorværdig epoke i menneskenes historie. Men – en snart svunden epoke

Der er dog noget, der taler imod alfabetismens forsvinden. Dels er der flere undersøgelser, der har påvist, at mange unge stadigvæk læser bøger til trods for alt det moderne isenkram (var der nogen, der sagde Harry Potter?!). Dels er der ingen tvivl om, at mængden af skrift, som vi bombarderes med (tænk blot på gratisaviserne!) aldrig har været større end nu. Som analfabet er du virkelig på Herrens Mark i vor tid!

Alligevel har Uffe fat i noget. Jeg tror, at det handler om forholdene i Amerika – og måske om de europæiske uddannelsessystemers udvikling i almindelighed. For nogle år siden – jeg mener, at det var i 1998 – var jeg i København i embeds medfør og havde der lejlighed til at spise morgenmad med en amerikansk litteraturprofessor – eller snarere: forhenværende litteraturprofessor. Det, der førte os sammen over kaffe og rundstykker, var vores fælles interesse for musik. Han ville snakke jazz. Det gjorde vi så, men vi snakkede også – sådan er det jo, når fagfæller mødes – litteratur, undervisning og lærdom.

Han fortalte mig, at han et par år tidligere havde sagt farvel til et vellønnet universitetsjob med pension og hele molevitten, fordi han blev deprimeret over de unges mangel på (ud)dannelse. De vidste intet om amerikansk – eller europæisk litteratur, historie eller kultur. Derfor var det efterhånden umuligt for ham at undervise i det, han gerne ville. Hver gang han skulle fortælle om et stykke amerikansk litteratur måtte han begynde tilbage ved Adam og Eva, følte han.

Selvfølgelig var der nogle få undtagelser blandt de studerende – og det var lige præcis, hvad der var problemet. Han så en afgrund mellem en lille dannet elite, hvis forældre havde råd til at give deres børn en uddannelse, og den store mere eller mindre uuddannede hob. Derfor valgte han at tage sit gode tøj og gå – over til en karrière som freelance-skribent ved New York Times…

Jeg mener, at dette kulturelle gab mellem eliten og massen også findes i Danmark, og at det måske vokser. Symptomatisk er det, at de borgerlige med jævne mellemrum tager tanken om eliteuddannelser op. Som underviser i dansk m.m. gennem en del år har jeg fx set, at vi får flere og flere unge med store stave- og læseproblemer. Man møder fx nyuddannede studenter, der enten er ordblinde eller har store staveproblemer – men det er aldrig blevet opdaget! Vi får flere og flere med dysleksi. Og der skal afsættes flere midler til kompensatorisk undervisning og vejledning (århus universitet er i fuld gang med at uddanne et hold adjunkter til denne opgave…).

Jeg har også oplevet, at kundskabsniveauet – generelt set – er faldet. Hundredvis af unge mennesker har ingen anelse om den danske grammatiks elementære opbygning. Bare som eksempel.

Ud af en klasse på 28-30 stykker på en mellemlang videregående uddannelse er der måske 5, der læser bøger, aviser osv. jævnligt. Resten læser kun, når de skal. Fx læse lektier. For flertallet gælder det, at de godt kan læse, men uddannelsessystemet har ikke formået at give dem lysten og vanen til at læse jævnligt.

Jeg hælder mere og mere til den opfattelse, at uddannelsessystemet ikke formår at klare den opgave, den på papiret skal klare: at uddanne alle børn og unge godt. Næsten dagligt kan man læse om store problemer med store frafald (fx i erhvervsskolerne), indlæringsproblemer, unge, der ikke kommer i gang med videreuddannelse efter folkeskolen (selv om den officielle politik siger, at 90% skal) osv.

Lige som Uffe er jeg kulturoptimist. Jeg tror ikke på, at boglæsningen slet og ret forsvinder ud af vores kultur. Men vores uddannelsessystemer er ikke – pt. – i stand til at gøre det store flertal til boglæsere. Og det, synes jeg, er et problem …

Voksenbloggernes udsendte på den lysegrønne ø, Irene, har været – lidt melankolsk – inde på fænomenet dialekter. Og spørger mig så, om jeg taler dialekt.

Jeg kommer fra den vestjyske by Esbjerg og havde indtil ca. 1980 ikke tænkt over esbjergensisk som en dialekt. Men jeg blev klogere. I 1980 havde jeg boet Århus i syv år og læst på universitetet lige sålænge. Så forestillingen om, at der skulle være noget dialektalt tilbage, ja, blot en dialektal tone, i min version af modersmålet, lå mig meget fjernt.

Men – en kærestes mor belærte mig om noget andet. Jeg husker endnu den første gang jeg snakkede i telefon med hende, så sagde hun: Kommer du fra Esbjerg? Jeg blev mildest talt paf. Siden har jeg været bevidst om, at der er dialektale elementer i mit sprog. Fx sker det, at jeg bruger fælleskønsbetegnelse om navneord, selv om jeg som gammel dansklærer godt kan kende forskel. Jeg kan finde at sige: en hus. Det gør eller gjorde man, hvor jeg kommer fra. Mine studerende på østkysten har moret sig et par gange over det. Og hver gang har det udløst en diskussion om forholdet mellem dialekter, rigsdansk og retskrivning.

Andre ting er forsvundet. Jeg siger ikke længere: Ud’ å æ gad’. Men en lille rest er tilbage. Vendinger dukker op, som min kone ikke kender osv. For mig som dansklærer har det været en påmindelse om, at rigsdansk ret beset er en abstraktion. Selv om dialekterne efterhånden ubønhørligt udviskes.

Opdatering: Esbjerg var i min barndom en udpræget fiskerby og søfartsby. Det indebar blandt andet, at jeg ofte kom i kontakt med fiskerfamilier fra det øvrige Vestjylland – helt op til Skagen. Dertil kommer, at min familie er en farlig cocktail af sønderjyder (el. som min farmor sagde med tydelig foragt: synnetysker‘!), fanniker (mere præcist: sønderhoninger!) og folk fra området omkring Hvilsted, Onsted og Skibby i det østjyske. Så jeg fik efterhånden et godt øre for det dialektale sprog – blot ikke mit eget altså, i hvert fald ikke i første omgang…

Melodier og sangtekster har det, som tidligere nævnt i min gamle blog, med at dukke op i mit hovede som kommentarer til verdens gang. Sent i går, efter at have hørt nyheder om militærkup i Thailand, blotlagte politiske løgnagtigheder i Bulgarien og det lokale absurde spareteater i århus kommune dukkede den lille landeplage anno 1966 They’re coming to take me away Ha-Haa! op i mit hovede med sin stampende rytme og teksten, der begynder sådan her:
“Remember when you ran away / And I got on my knees and begged you /Not to go/ because I´d go beserk?/ WELL, /You left me anyhow and/ Then the days got worse and/ worse/ And now you see I´ve gone completely/ out of my mind/ AND/ (chorus 1)/ They´re coming to take me away,/Haha, they´re coming to take me away,/ Ho ho, hee/hee, ha ha,/ To the funny farm/ Where Life is Beautiful all the time/ And I´ll be happy/ to see/Those Nice Young Men/ In their Clean White Coats/ And they´re coming to take/ me AWAY,/ HA HAAAA /osv.” (Hele teksten findes bl.a. her, hvor man også kan høre en realmedia-version) Læs mere »

Vi lytter til The Masked Marauders (1969, Deity Records) efter at have foretaget nogle rock-arkæologiske udgravninger i musiklageret. Anledningen er dobbelt. Dels omtalte Henrik bandet Klaatu, der her lidt med marodørerne at gøre, og dels har jeg har set, at gruppens indspilninger – som så meget andet rock-nostalgi – er blevet genudgivet på cd under titlen The Complete Diety Recordings.

Historien om de maskerede marodører ville i øvrigt dengang i 1969, at der var tale om et supersamarbejde mellem Mick Jagger, Bob Dylan, Paul Mccartney, John Lennon og George Harrison. Og at pladen var produceret af legenden Al Cooper. Det hele viste sig siden at være en practical joke. Læs mere »

Henrik har beamet mig tilbage til barndommen med sin omtale af humoristiske tegneserier. Dengang blev det ikke til så mange regulære blade. Det var forældrenes økonomi ikke til. Selv om min far da i ny og næ slæbte nogle med. Det var for det meste Bill & Ben-cowboy-tegneserier, Commando-hæfter (krigsliderlige historier om de heroiske amerikaneres kamp mod Fritz og “de gule”), Anders And og Co. og et par andre. Næh, det var især via avisen – Vestkysten, som den hed dengang – og diverse ugeblade: Søndags BT, Familie-Journalen, Hjemmet m.fl., tegneserielysten blev styret. Striber som: Knold og Tot, Klaus Kludder, Ferd’nand, Mads & Misse, Carlt, Jens Lyn, Busser og Blondie, Basserne, Alfredo (Af Cosper), Hans & Grete, Rasmus Klump, Olfert m.fl. Det var åndehuller i hverdagen.

Tilføjelse: se i øvrigt mit nye link til Lambiek Comiclopedia – en on-line leksikon over tegneserietegnere…

I dagens Information anmeldes Klaus Lynggaards nye bog Et kullet klarsyn, der består af et skønsomt udvalg af Lynggaards skriverier i samme avis fra perioden 1992-2006. Anmelderen er vennen, den jævnaldrende filmanmelder på Weekendavisen, Bo Green Jensen. Green gør fra starten af opmærksom på, at han, der har drukket andet end kaffe og røget andet end tobak med Lynggaard – og mere end én gang – er helt og aldeles inhabil. Hvorefter han leverer et meget fint portræt af en af sin generations nok bedste rockmusikanmeldere (Jensen var en af de andre…). Det er et billede af den lidenskabelige skribent og musiksamler, der dropper en i øvrigt mere end lovende litterær forfatterkarriere til fordel for det at skrive om rockmusikken (i bredeste forstand). Men Green stryger ham ikke bare med håret, selv om artiklen oser af dyb respekt for Lynggaards evner som formidler af sin passions frembringelser og flere gange kanoniserer hans artikler. Som den kender af Lynggaard, Green er, går han også i clinch med hans undertiden noget kategoriske underkendelse af visse kunstnere, som fx Michael Falch og Poul Krebs, og anfægter også hans vurdering af visse pladers holdbarhed; det gælder fx Marc Bolans Electric Warrior og The Slider m.fl.

Reflekterende sin inhabilitet kommer Green også ind på spørgsmålet om generationssamtidigheden. Er det, fordi Lynggaard fylder 50 (som Green), at han synes, de “gamle navne” (Dylan osv.) er begyndt at skrive deres bedste sange? Og man mærker en latent frygt for, at det også er denne samtidighed, der præger vurderingen af Lynggaard. I hvert fald lidt. Men – som jeg ser det – så har alderen kun betydning på den måde, at ca. 25 års intens beskæftigelse med en musik, der lidenskabeligt har optaget en og fortsat gør det, giver et overblik og en dyb forståelse, som man nødvendigvis ikke kan have som nyudsprunget anmelder. Dertil kommer selvfølgelig, som Green også pointerer, at man har nogle fælles referencer, som indiskutabelt har med tiden at gøre. Fx at begge fik en Donovan-single som den første plade eller begejstredes for bogen Der gror aldrig mos på en rullesten fra 1970 (den første egentlige samling af dansk rockkritik).

Det er efterhånden en almindelig anerkendt “sandhed”, at menneskeheden stammer fra den samme sorte gryde: Afrika. Set i det perspektiv er vi alle “indvandrere”, “flygtninge” osv., hvis vi går nogle generationer tilbage. Også dem i Dansk Folkeparti… Palæontologernes arbejde med at kortlægge menneskets artshistorie i detaljer er, som så megen anden historie, i et vist omfang henvist til gætterier og spekulationer. Der er huller i dataarkene, hvor man bliver nødt til at konstruere en mening, så hele historien kan hænge sammen. Og når så der dukker nye data op, må man rekonstruere sig fortælling. Sådan er det. Og det, synes blogbestyreren, er vældigt interessant!

Et af de spørgsmål, som palæontologerne i de senere år har været meget optaget af, er, hvorfor Neanderthalerne uddøde, da det såkaldt Moderne Menneske (homo sapiens) kom til Europa? Og et andet spørgsmålet af lige så stor vigtighed: Hvorfor?

Nu er der gjort interessante fund i en hule (Gorham) ved Gibraltar. Fund, der tyder på, at Neanderthalerne levede meget længere end først antaget og levede samtidig med Det Moderne Menneske. Videnskabsmænd beretter til tidsskriftet Nature, at der i hulen er fundet værktøj, som daterer sig 28.000 år tilbage, måske endda kun 24.000 år tilbage. Hidtil har man været af den opfattelse, at de yngste fund var mindst 30.000 år gamle.

Da man ved, at det Moderne Menneske (Homo Sapiens) huserede i Spanien og andre dele af Europa for 32.000 år siden, ved man også, at de to racer har været samtidige i et vist omfang. Muligheden for en sameksistens giver nye forklaringsmuligheder med hensyn til spørgsmålet om, hvorfor Neanderthalerne uddøde. Forskerne mener nu, at der må have været tale om komplekse forhold, der har resulteret i artens uddøen. Man udelukker den nemme teori om et regulært folkedrab (at homo sapiens, der regnes for klogere, har slået skallen ind på den “dumme” neanderthaler). Selv om der kan have været småkonfrontationer. I stedet peger man på, at neanderthalerne har lidt under det stadigt køligere klima i Europa, og at konkurrencen fra det fremstormende homo sapiens har gjort det svært at overleve. Endnu en lille brik er fundet til det store puslespil om menneskenes udvikling.

I min bogsamling står Casanovas Erindringer i to halvlæderbind med Hans Bendix’ illustrationer (Martins forlag, 1950), som jeg har arvet efter min far. I dette værk kan man læse om libertineren, der forførte mange kvinder og derfor lagde navn til begrebet en casanova, der er synonymt med en liderbuks, hjerteknuser, horebuk, jon, kvindebedårer, vellystning m.fl. Men nu gør en ny bog op med dette – på praleri byggende – renommé! I Judith Summers bog Casanova’s Women: The Great Seducer And The Women He Loved kan man nu læse, at det forholdt sige lige omvendt. Filmaktuelle Casanova var en mand, der søgte den ægte kærlighed, men blev kynisk udnyttet af kvinder, der blot ville have deres lyster tilfredsstillet! Læs mere her. Endnu en af historiens ofre er rehabiliteret.

Min gode ven Kim har skrevet en kommentar til mit indlæg om papirflyveren, hvor jeg tillod mig at bemærke, at jeg egentlig ville forbigå 9/11 uomtalt, men kunsten kom altså i vejen. Kim skriver:

“Jeg er ved at være en lille smule irriteret, over den massive dækning af “nine/elevenâ€? og WTC. Selvfølgelig var det en frygtelig og uforståelig katastrofe begået af religiøse, fundamentalistiske fanatikere, MEN at det også er årsdagen for kuppet i Chile 1973, mod den demokratisk valgte Allende regering, er der alt for lidt fokus på. Et kup der var finanseret og udtænkt fra Washington – og som i de første dage, også kostede 3000 uskyldige mennesker livet. Det der er forskellen på de to begivenheder, er at kuppet ikke blev udtænkt af en flok religiøse fanatikere, men derimod af en stats administration – mod en anden stats lovligt valgte regering. Det kan for ofrene og de berørte familier selvfølgelig være ligegyldigt nu – ofrene er døde begge steder. Det der virker så provokerende på mig, er at WTC får så stor en dækning da det jo skete i USA – hvorimod Chiles tragedie, der var udløst af selv samme USA, stort set ingen dækning får af pressen.” Læs mere »

Tankevækkende læsning! Min yndlingsaversion blandt boulevardblade, The Daily Mail, der er mest kendt for slibrige historier om dit og dat, bringer for en gang skyld en seriøs artikel. Anledningen er genudsendelsen af August Kubizeks bog The Young Hitler I Knew. Kubizek var en nær ven af der Führer i ungdomsårene, dvs. tiden fra 1904-1908. Og hans erindringer har været nærmest autoritative med hensyn til de oplysninger, der er videregivet om Hitlers liv og færden dengang. Bogen blev skrevet for 70 år siden, men det er først nu, at den udkommer i den fulde version. Læs mere »

Min gode ven Michael gjorde mig for længe siden opmærksom på den amerikanske forfatter Bill Bryson.

Bryson, der er født i 1951, slog sig ned i England i 1973, hvor ham på en rejse mødte sin kone. Her har han boet siden, bortset fra en periode i slutningen af 1990’erne, hvor han og familien var tilbage i staterne. Han ernærede sig som skribent for de to førende aviser The Times og The Independent, hvor han har skrevet en lang række artikler, især om det at rejse.

Skribentvirksomheden resulterede også i en lang række bøger, hvoraf mange er blevet bestsellers, fx debuten The Lost Continent, hvor han beskriver sin rejse rundt i USA i sin moders gamle Chevy. Hans seneste bog er en erindringsbog med titlen The Life and Times of The Thunderbolt Kid. Avisen Guardian bringer et fyldigt uddrag af bogen, som jeg har læst og moret mig en del over. Den handler nemlig om seksualmoralen i 1950’erne. Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på de seneste dages opstandelse over chatekperten Rudy – som Peter Laugesen i dagens Information meget lidt flatterende kalder “Pikken fra Herning” (à  la “Ørnen…”) – der, bogstaveligt talt, blev grebet med bukserne nede om hælene i sine bestræbelser på at misbruge unge pigers stjernedrømme til egen seksuel lystgevinst. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er forkasteligt, at en mand misbruger en betroet stilling som chatkonsulent til den slags. Og han skal nok få sin fortjente straf for det.

Men den smålumre, skingre moralske forargelse og slet skjulte sensationsophidselse i visse dele af medierne er grinagtig, tankevækkende og vækker genklang af netop halvtressernes forkrampede seksualmoral. Man skulle tro, at vi ikke er kommet ret meget videre… I sin bog beretter Bryson fx om, hvordan skuespilleren og komikeren Lucille Ball i den dengang meget populære tv-serie I Love Lucy, der også blev vist i Danmark (Lucy Show), var gravid i en række afsnit i periode 1952-53, og det blev forbudt at nævne ordet “gravid” i udsendelserne. En ting var, at man kunne se det, men tale om det, måtte man ikke! Meget sigende.

Bryson fortæller også en herlig historie om Ruthie Lucille Fontanini, der bestyrede et etablissement i Des Moines med navnet Ruthie’s Lounge. I 1953 foranstaltede det lokale politi en razzia mod stedet for at pågribe Ruthie, der var blevet kendt for at udføre, hvad der blev beskrevet som en usædelig handling. Handlingen bestod i, at hun placerede to ølglas på sine sweatersklædte bryster, fyldte dem – altså glassene – med øl og bar dem hen til et bord – uden at spilde en eneste dråbe. Bryson ironiserer over, at handlingen åbenbart var så provokerende, at det var nødvendigt for to vicepolitiofficerer og politichefen at opsøge stedet for opleve nummeret. I øvrigt havde de fleste mænd i byen set stuntet.

Heldigvis afviste den lokale dommer sagen og Ruthie endte som hjemmegående husmor, gift på 30. år. Morsom er også forfatterens beretning om, hvordan hans 11-årige storesøster indvier ham i seksuallivets mysterier, så han er om muligt endnu mere mystificeret efter forelæsningen. Hans beretning om dengang, han overraskede sin moder og fader midt i den seksuelle “brydekamp” (hvor moderen fremstod som vinderen!) er også latterfremkaldende. For slet ikke at nævne fortællingen om, hvordan det omsider lykkedes kammeraterne at få den underskønne Mary O’Leary til at smide tøjet oppe i hulen i træet, medens forfatteren som hvalp var bortrejst for at besøge de tv-løse bedsteforældre. Ønsker man at vide mere om denne forfatter til bøger om rejser, videnskab og det engelske sprog kan man opsøge Wikipedia.