Indlæg tagget med historie

Wolf Biermann – gymnasiale erindringer…

8. januar 2007

SÃ¥dan kan tingene falde sammen sÃ¥ pudsigt. Forleden skrev jeg om den store digter Paul Celan, som jeg havde fornøjelsen af at “komme op i” til studentereksamen i tysk, og i dag fandt jeg et tillæg fra Die Zeit, som jeg havde medbragt fra turen til Berlin, men ikke havde fÃ¥et læst. Faktisk lÃ¥ hele den to mÃ¥neder gamle avis og ventede pÃ¥, at jeg fik mig taget sammen til at nærlæse artiklerne. Heldigvis kan de fleste af dem godt tÃ¥le det.
I selvsamme avis var der et to sider langt interview med den tyske digter og sanger Wolf Biermann, der fyldte 70 Ã¥r i november 2006. Og igen mÃ¥tte jeg slentre en tur ned ad Erindringernes Boulevard… Og det er jo altid en behagelig adspredelse i disse i mere end en forstand forkølede tider.
I min grammofonpladesamling har jeg en LP med Wolf Biermann. Den hedder Vent ikke pÃ¥ bedre tider! (pÃ¥ tysk, forstÃ¥s!). Den er fra 1973, det Ã¥r, hvor jeg afsluttede min gymnasietids ørkenvandring og skulle tage hul pÃ¥ mit livs post-øgledage – og hvor Biermann endnu boede i DDR, nærmere bestemt i Berlin Øst. Indtil han blev Ausgebürgert – landsforvist af DDR-autoriteterne.
Biermann kom egentlig fra Hamborg, hvor han voksede op med sine kommunistiske forældre, og da han var ganske ung slog han sig frivilligt ned i DDR, fordi han troede på de socialistiske og kommunistiske ideer og ikke på kapitalismen i vest. Netop derfor blev han en torn i øjet på magthaverne i øst, der ikke brød sig om, at nogen mindede dem om det tankegods, som de helst så forvist til glemslen eller til tomme rituelle taler og handlinger, men på ingen måde ønskede at omsætte til virkelighed.
Det var min – ligeledes kommunistiske – tysklærerinde i gymnasiet, der inddrog Biermann i sin undervisning. Og det til trods for, at hun som KP’er principielt nærede sympati for det østtyske stalinistiske regime. Hvilket blot siger noget om min kære tysklærerindes alt andet end indoktrinerende undervisning. Som den gode, fagligt velfunderede, holdningsafklarede og humørspredende lærerinde, hun var, vidste hun nok godt, at studenterne var intelligente nok til selv kunne tage stilling til tingene. En god underviser undervurderer aldrig sine elever. Som underviser forblev hun et forbillede for mig, og et strÃ¥lende eksempel pÃ¥, at man sagtens kan have en klar holdning til sit fag og samfund og lære de unge noget. SpørgsmÃ¥let er, om det modsatte er tilfældet, nÃ¥r det kommer til stykket!?
Her gennemgik vi sÃ¥ – og lyttede til – Biermanns kritiske og humoristiske Lieder om fx nedskydningen af Rudi Dutschke og titelsangen om ikke at vente pÃ¥ bedre tider…
NÃ¥r man læser interviewet med den nu aldrende poet (der er fader til en dreng pÃ¥ fem Ã¥r…), sÃ¥ blive man slÃ¥et af mandens usvækkede kritiske sans og hans uforlignelige hÃ¥ndtering af det smukke tyske sprog. Et virkeligt læseværdigt interview.
En af de anekdoter, Biermann fortæller, gjorde et stort indtryk. Biermanns far blev interneret i KZ-lejr på grund af sin indsats i modstandsbevægelsen (hvor han bl.a var med til at sabortere skibe i Hamborg havn), og derfor fik den lille Wolf kun sin fader at se to gange om året af en halv times varighed. Faderen døde i KZ-lejren. Alligevel formåede moderen at knytte faderen og drengen tæt til hinanden. Det gjorde hun ved, at hun hver morgen sørgede for at der lå et stykke slik eller lignende et bestemt sted i lejligheden. Hun fortalte Wolf, at det første han skulle om morgenen var at hente denne godbid, hvorpå hun fortalte om den møjsommelige vej, der havde ført godbidden fra fængslet over heden osv. og frem til den lille dreng. Sådan knytter man emotionelle bånd.

Wolf Biermann - dengang......og nu

Nøgne damer

20. december 2006

Her til morgen var jeg ude med Gravhunden som sædvanlig. Men i dag spillede det seksuelle lidt forstyrrende ind. For Gravhunden er kommet i stødet, efter at han i går mødte en 11-år gammel blandingstæve i brunst. Det gav anledning til lidt forvirring på gaden, fordi tævens ejer dels er en ældre mand, der tydeligvis ikke havde forventet, at tæven var parringslysten, og dels var han stokdøv, hvilket gjordet kommunikationen lidt anstrengt.
Anyway. Mødet gjorde den almindeligvis fredsommelige morgengåtur lidt mere rastløs og målsøgende, hvis I forstår… Dertil kommer, at jeg, da vi, som så ofte før, passerede forbi en af disse nymodens busskure af glas fik kastet en læskedrikreklame lige i ansigtet. En ung, meget spartansk bikini-påklædt dame med en kom-og-tage-mig-attitude stående på en haj. De er sgu opfindsomme, de reklamefolk, selv om det sjældent er på den fede måde. Det fik mig straks til at tænke på den kværnende diskussion om seksualiseringen af det offentlige rum på den ene side og den fremadstormende nypuritanisme og seksualforskrækkelse på den anden. Det hænger ikke sammen.
I går kunne man også læse om en 58-årig gymnasielærer fra Katedralskolen i Århus, der var blevet gået, fordi han havde haft seksuel samkvem med en ungmø på 17. Nu sad han for retten i en tilståelsessag. I presseomtalen af sagen fremgik det, at det var en skærpende omstændighed, at manden tidligere havde udvist interesse for de unge piger og havde fået en påtale for det på gymnasiet. Og der skal ingen tvivl være om det: Det er uetisk at misbruge sin position som underviser til at få seksuelle ydelser af sine elever eller studerende. Det må ikke finde sted. Men det gør det, for vi er mennesker, og vi begærer, synder osv. Hvad, jeg derimod har lidt svært ved at kapere, er, at der er så lidt forståelse netop for den side af sagen. Er det underligt, at nogen falder i, når vi går rundt i en verden af seksuelle provokationer og fristelser hele tiden? Der må da være nogen, der stiller sig dette spørgsmål, oven på de overståede julefrokoster! Og hvad blev der egentlig af ham Rudi Frederiksen? Løb sagen ud i sandet?

Vi er på mange måder ikke kommet ret meget længere, end dengang Sigmund Freud kunne provokere ved at skrive om menneskets seksuelle drifter for mere end 100 år siden…
Det fik mig så – heldigvis – sendt ned af Memory Lane, også kaldet Erindringens snævre smøge, hvor det er ganske anderledes rart at slentre afsted. Til dengang i den spæde præ-pubertet, hvor min lidt ældre kammerat, bissen Charly, forsynede os drenge med de første billeder af nøgne damer. Charly var på mange måder en “skidt knægt” med min mors ord. En rod, der vist nok fik øretæver derhjemme hos sin evigt cigaretrygende mor. En på mange måder utilpasset dreng, som vi andre småknægte så op til, fordi han bevægede sig derude, hvor det var farligt, forbudt – og spændende. Charly var så meget ældre, at han havde fået smag for piger, og det lagde han ikke skjul på. Han benyttede således enhver chance til at tage Basses søster på brysterne, når han passerede forbi hende i kælderen. Selv om hun protesterede mod “overgrebet”, så havde jeg en fornemmelse af, at protesterne var på skrømt.

Men Charly kunne også andet end at tage på de kønsmodne pigers struttende fortrin, fx hugge “frække blade” i den lokale kiosk. Og “frække blade” ville dengang sige Varieté og Cocktail, blade, der bestod af såkaldte aktfotos af afklædte damer, der ofte havde fået retoucheret kønsbehåringen væk (hvorfor vi selvfølgelig måtte tro, at nogle damer så sådan ud dernede, og i den erkendelsesmæssige forstand kan man sige, at vi var lidt forud for vores tid…), og så nogle frække noveller, der havde til formål at ophidse de mandlige læsere. Blandt andre – og meget apropos ovenstående retsalsdrama – kan jeg huske en om en skolelærerinde og en skoleelev, som Charles, som han rigtig hed, var meget optaget af og læste udvalgte afsnit op af.
Charlys trick i den lille kiosk var enkelt. Han lokkede en af de små drenge til at købe noget slik hos kioskekspedienten, medens han selv med en næsten professionel attitude listede et eller to blade op under trøjen henne ved udstillingsvinduet. Derefter gik turen tilbage til baggården eller ned i omtalte kælder for at gøre anatomiske studier med varme i kinderne og ørerne.
Nogle dage, fx når man billedmæssigt overfaldes af lingerireklamer på morgenturen med sin firbenede ven, kan man godt savne hemmelighedskræmmeriet med dens indbyggede ophidselse fra dengang i de uskyldige før-pornofrigivelsesdage, hvor aktfotoblade, naturistmagasiner, Dalle-Walle-undertøjskataloger og franske postkort gjorde det ud for erotisk billedpirring…

Tilføjelse: Billedet og erindringerne om Varieté osv. fik mig til at tænke på, at jeg for nylig så et dokumentarportræt af Ole Ege med titlen “Den slemme dreng”. Det var på Skandinavia. Filmen er beretningen om en mand, der havde glæde ved at fotografere bare damer og endte med at lave et par pornografiske film (bl.a. Bordellet) og miste sin glæde ved den slags fotografering. En i sidste instans tragisk fortælling om uskyldstab (hvis man da kan tale om det i den forbindelse…).

Pinochet er død

10. december 2006

Chiles fhv. militærdiktator meldes død. Endnu en af historiens store skurke slap for at se retfærdigheden ske fyldest…

Kong Faruk med solbriller

30. november 2006

Jeg er for tiden ved at rydde op i dødsboet efter mine forældre. Jeg tager lidt ad gangen, sÃ¥ er det nemmere at komme igennem. Lige nu er det fotoalbums og løse billeder. Mange af billederne kender jeg rigtig godt, fordi mine forældre ofte tog dem frem og fortalte historier om hvert af dem. Andre kniber det med. Fx er der en del billeder fra den tid, hvor min far sejlede som matros, jungmand og sÃ¥ videre. SejlbÃ¥denes tid og den første tid med motorskibe. Nogle af billederne er der pÃ¥ bagsiden tilføjet lidt tekst, oftest et navn pÃ¥ den afbillede person eller stedet. Andre er der ingen tekst ved, og det gør det umuligt at sige noget om motivet. Jeg mÃ¥ nok hellere skrive tekster pÃ¥ mine egne fotos, sÃ¥ mine børn engang kan fÃ¥ mening i dem – hvis de ellers ønsker det.
Medens jeg sÃ¥dan sidder og kigger billederne igennem, kommer jeg i tanke om et ganske bestemt billede. Jeg er ikke ret gammel, 1-2 Ã¥r vil jeg tro. Jeg sidder i den store mørke(blÃ¥) barnevogns store solide, lakerede kasse iført nogle mørke børnesolbriller. Jeg smiler over hele femøren. Til fotografen (der sandsynligvis var min far, da han var den eneste, der var i besiddelse af et kamera, et harmonikakamera…). Min far var meget glad for netop det billede, og fortalte gud og hvermand, at jeg lignede “Kong Faruk med solbriller”. Kong Faruk var en trind konge i Egypten for mange Ã¥r siden. NÃ¥r jeg tænker pÃ¥ det billede, ser jeg det med overtydelig klarhed. Sikkert, fordi jeg sÃ¥ ofte har siddet og fÃ¥et historien fortalt. Igen og igen.
Men nu kan jeg ikke finde fotoet. Det er væk. Måske for altid.

A Magical Musical Tour

23. november 2006

Beatles - Cirque du Soleil - Love

Blogbestyreren er ramt af et lokalt tilfælde af Beatlemania. Fedest! Yeah-Yeah-Yeah!

Flashback: her !

Cirque du Soleils side om Love-forestillingen.

Mordet på John F. Kennedy

22. november 2006

Hvor var du, da du hørte nyheden om Kennedy-mordet? Som man kan se ude til højre, så er det i dag årsdagen for de skæbnesvangre skud i Dallas i 1963, og på det indre biograflærred kører den grynede film med Jackie Kennedy, der kravler om til sin døende mand, samtidig med at stumper af den konspirationsmytologi, der siden blev skabt omkring denne begivenhed dukker op som små stjerneskud på novemberhimlen.
Selv stod jeg uden for gymnastiklokalet på Vestre Skole og ventede på, at læreren ville komme og lukke os ind til den ramme lugt af drengeomklædningslokale og svabergulvklude. Det var en en lidt mørk, lidt kold morgen, hvor vi 9-10-årige drenge stod i det svage lys fra lampen ved indgangsdøren. Politik var ikke noget, der overhovedet havde inficeret min drengebevidsthed. Det var længe før det nyhedsbombardement, som børn udsættes for i dag. Alligevel satte det gentagne budskab om den populære amerikanske præsidents bratte død sig som en mærkelig uro i min krop. En murrende fornemmelse, der først klingede af flere dage efter. Endnu en uskyld var mistet.
PS. Billedet nedenfor viser stedet. Det er til højre uden for den bagerste åbne dør.


John F & Robert Kennedy

Min lille grønne rejsegrammofon 3

20. november 2006

Garrard SP4
SP 4

SÃ¥ lykkedes det at komme lidt nærmere den kære gamle rejsegrammofon. Vi har at gøre med en Garrard 4SP. Modellen pÃ¥ de øverste 4 fotos kommer meget tæt pÃ¥. Jeg husker den grønne farve som værende en anelse lysere, men mÃ¥ske har erindringen gjort den lysere – som sÃ¥ meget andet. Ellers passer den fint. Der har Ã¥benbart været flere varianter af 4SP. I hvert fald tror jeg, at den afbillede model har indbygget forstærker og højtaler. Højtaleren er sÃ¥ gemt bag det beige forstykke. Min rejsegrammofon var, som tidligere nævnt, koblet til mine forældres gamle radio. Pladetallerken og pickuparm var lyse.

I øvrigt faldt jeg over en side, hvor der er masser af gamle grammofoner at skue: www.grammofoon.com . Hvis noget skulle have nostalgiske interesser i den retning…

Everything is illuminated – en anbefaling…

20. november 2006

Søndage kan være svære at komme igennem, især hvis man er fjorten, og der ikke er kammerater ved hÃ¥nden, og man er kørt lidt træt i Sims 2. Derfor mÃ¥tte jeg – fædre kan Ã¥benbart altid bruges i sÃ¥dan en situation – drage til det lokale videoudlejningssted med pigebarnet for at se, om de havde noget, man kunne fordrive sÃ¥dan en søndag med. Vi havde første kigget biografprogrammerne igennem, men der var ikke noget, vi begge kunne gÃ¥ ind for. Og det vil almindeligvis sige: En ungdommelig film med flotte unge mænd, gerne lidt sjov, og gerne lidt romantik (men ikke for meget)… SÃ¥ vi endte i videoforretningen. Pirates of the Caribean II havde de ikke (kommer pÃ¥ fredag) og heller ikke Madagascar, som var udlÃ¥nt. Og nÃ¥r man er fjorten, og ikke lige kan fÃ¥ det, man gerne vil have, sÃ¥ kan det hele være lige meget
Og hvad gør man sÃ¥? Overlader beslutningsprocessen til far – samtidig med, at man forbeholder sig ret til at kritisere og vrænge ad forslagene. Af erfaring ved jeg, at det godt kan lade sig gøre at finde noget, der vil falde i frøkenens smag, alligevel. Hvis man kan finde en film med en dejlig filmhelt, fx Johnny Depp eller Elijah Wood – en film, som hun ikke har set eller hørt om, sÃ¥ glider den som regel ned. Derfor faldt mit valg pÃ¥ den relativt nye Everything is illuminated (2005) af Liev Schreiber med Elijah Wood i hovedrollen. Læs mere »

Mælkeflasker – lidt mere erindringsstof…

19. november 2006

I omtalen af de esbjergensiske mælkevogne omtales mælkeflasker, der står oven på de ældste vogne. Som nævnt blev mælk og fløde tappet fra mælkevognene; siden blev produkterne solgt i klare mælkeflasker. Det var mere hygiejnisk.

Den røde mælkevogn, jeg husker fra min barndom, kørte de klare flasker ud til folk.

På Arlas hjemmeside kan man læse, at det var slut med de klare flasker i 1959, hvor man gik over til de buttede brune flasker. Årsagen var, at de beskyttede mælkeprodukterne bedre mod sollyset. Endnu et fremskridt for sundheden. De brune flasker holdt man fast i frem til ca. 1971 (afhængigt af, hvor i landet, man boede). De måtte vige pladsen for engangsemballagen, fordi de dels krævede et større flaskerenseri, og dels fordi man begyndte at homogenisere mælken, hvilket krævede nyt maskineri og dermed mere plads.

De brune mælkeflasker var lukket med cirkulære metalfolier, der havde forskellige farver afhængigt af, hvad der var i. Rød, blÃ¥ og grøn, sÃ¥ vidt jeg husker. Var skummetmælkens folie gul? Jeg tror det. Folierne foldede vi børn sammen om egerne pÃ¥ vores cykler, for det sÃ¥ flot ud med alle de farver, nÃ¥r man kom kørende…

Nogle af denne blogs læsere vil sikkert kunne huske de ganske irriterende plastikposer (og den tilhørende orange holder), som var blandt de første engangsemballager. De blev aldrig en stor succes. Jeg kan huske, at min mor altid var uheldig med disse poser. Enten tabte hun dem på gulvet, så der var mælk over det hele, eller også fik hun klippet et forkert hul, så vi hældte mælk alle mulige andre steder end der, hvor det skulle hen. De fik dog lov til at eksistere helt frem til midten af halvfjerdserne. Så vidt jeg husker var de også lidt billigere end de andre nye papemballager.

I begyndelsen af 1960’erne er der problemer med mælkeeksporten, hvilket fÃ¥r staten til at lave en “Hjemmemarkedsordning”, der skal sætte fut i den indenlandske afsætning. Afgifterne sættes ned pÃ¥ mælk, ost og smør – og der sættes ogsÃ¥ gang i reklameaktiviteterne. Blandt andet kommer de velkendte Karolinepiger pÃ¥ banen for at markedsføre landbrugsprodukterne inden- og udenlands. Det sker i 1961.

Ã…ret efter kommer Karolines køkken – og (for der er altid en musikalsk forbindelse i denne blog!) Mælkepopperne. Samme Ã¥r som The Beatles udsendte She Loves You, som Arla-folkene skriver. Mælkepopperne var steder, hvor unge kunne drikke milkshakes og høre popmusik pÃ¥ jukeboxen, hvor der var 100 numre at vælge imellem. Det var stort – dengang.

SÃ¥dan en mælkepop var der ogsÃ¥ i Esbjerg. Husker jeg ikke helt forkert lÃ¥ den i Nørregade i nærheden af det nuværende Torvet (og jeg husker nok forkert, for nettets informationer fortæller mig, at den lÃ¥ i Skolegade). Jeg nÃ¥ede desværre aldrig at komme der. Prøvede at overtale min mor til at tage mig med der, hvilket hun – forstÃ¥eligt nok – afslog. Jeg var for ung til selv at gÃ¥ derind, men kiggede langt efter de unge inde i poppen, nÃ¥r vi kom forbi.

Mælkepopperne stoppede i 1965. En sjov ting er, at politiet og forældrene var meget begejstrede for Mælkepopperne. Dengang var man bekymrede for, at de unge “hang pÃ¥ gadehjørnerne” og kom ud i noget “snavs”. Det har vel ikke ændret sig sÃ¥ meget: Der skal gøres noget for de unge…

Mælkepoppen Låsbybanke, 1963

Se også Arlas omtale af Mælkepoppen på Axeltorv i København.

Gaslys – endnu et erindringsglimt…

18. november 2006

På Esbjerg Billedarkivs hjemmside kan man blandt andet finde et foto, der viser en lygtemand renser en gasgadelygte på Gl. Vardevej i Esbjerg. Han cykel står lænet op ad lygtepælen. Selv står han på toppen af medbragt stige og renser gaslygtens indre.

Der var ca. 700 sÃ¥danne gaslygter i byen. Fotografiet er fra 1952, Ã¥ret før jeg blev født. I baggrunden kan man se Tovværksfabrikken, hvor min klassekammerat Hans’ far arbejdede. I nærheden lÃ¥ GrÃ¥dyb Badet, hvor jeg fik mit midlertidige traumatiske forhold til klorbade. Lidt længere ude ad Gl. Vardevej lÃ¥ EFBs gamle stadion, og pÃ¥ den anden side af Vardevej ved Vognbølparken den fodboldbane, hvor eleverne fra Vestre Skole spillede bold.
Gasgadelygterne var der stadigvæk i min barndom. Hvilket Ã¥r de forsvandt husker jeg ikke, men det har nok været omkring 1960. Hver eftermiddag, nÃ¥r skumringen faldt pÃ¥, gik der lygtemænd rundt og tændte lygterne. Jeg har tit stÃ¥et og lænet mig op ad den lygte, der stod pÃ¥ hjørnet af NygÃ¥rdsvej og Sjællandsgade lige ud for den lejlighed, hvor “Basse” og hans familie boede. Jeg kan endnu i mine hÃ¥ndflader genkalde fornemmelsen af lygtens rillede, grÃ¥malede jern.
Der var en særlig stemning, når gaslysene var tændt. Det er nok ikke tilfældigt, at gaslyset leverede titlen på en berømt film. Det var et varmere og blødere lys. En overgang gik Bent og jeg tur, når lysene var tændt. For at snakke sammen og få tiden til at gå. Det var blandt andet i vinterperioden, hvor lyset fra lygterne fik sneen til at skinne på en særlig måde. Så vidt jeg husker blev lygterne solgt til liebhavere, der stillede dem op i deres haver. Sidst jeg var i Esbjerg, så jeg en i en have i nærheden af Vognsbølparken.

PS. Desværre er det ikke muligt at vise gode fotos fra arkivet.