Indlæg tagget med historie

Krystalnatten – hvad er det?

10. november 2008

Jo ældre jeg bliver, jo tydeligere bliver det for mig, at vores erindring spiller en afgørende rolle for, hvem vi er. Ikke kun den personlige erindring, men også den historiske. Uden en solid forståelse af, hvad vi kommer af, og hvor vi kommer fra, får vi svært ved at handle i nutiden og endnu sværere ved at forholde os til det, der skal komme. Det, vi kalder fremtiden.
I søndags markerede en del mennesker rundt i landet, at det var 70-Ã¥r siden, nazisterne for alvor tog hul pÃ¥ den jødeforfølgelse, der siden resulterede i kz-lejre og et traumatisk kapitel i Europas og hele verdens historie. Den 9-10. november 1938 overfaldt nazisterne tyske jøder, slog mange ihjel, brændte hundredvis af synagoger af, ødelagde forretninger og anden jødisk ejendom og internerede i tusindvis af jøder i koncentrationslejre. I Jyllands-Postens lille rapportage fra den Ã¥rhusianske demonstration giver et par piger “iført hvide AGF-trøjer” udtryk for, at de ikke aner, hvad Krystalnatten er eller var. Og det synes jeg er forstemmende. Er historieundervisningen i folkeskolen allerede blevet sÃ¥ ringe, at erindringen om hændelsene i første halvdel af forrige Ã¥rhundrede er blevet udvisket? Jeg blev født mindre end et Ã¥rti efter Besættelsen, og i tresserne havde den periode højeste prioritet i folkeskolen, fordi det lÃ¥ folk pÃ¥ sinde, at vi aldrig mÃ¥tte glemme, hvad der skete under nazi-perioden. Vi skulle lære og forstÃ¥, sÃ¥ vi kunne forhindre en gentagelse.
De netop afholdte demonstrationer er en pÃ¥mindelse om, at tingene kan gentage sig i historien. Racismen lever i bedste velgÃ¥ende og chikane og vold mod personer, der bekæmper racisme er blevet mere almindelige foreteelser i Danmark. Jeg tror, de to ting – skolelærdom og historisk gentagelse – hænger nøje sammen. NÃ¥r unge mennesker i dag i ramme alvor kan pÃ¥stÃ¥, at holocaust ikke har foregÃ¥et, sÃ¥ skyldes det blank uvidenhed. Og det bør vi gøre noget ved i folkeskolen.

Rote Arme Fraktion – en film om…

19. september 2008

Forleden kunne man pÃ¥ Modkraft.dk læse Jan Weimanns og Torkil Lauesens nekrolog over Niels Jørgensen. Alle tre var aktive i Kommunistisk Arbejdsgruppe og – Blekingegadegruppen. Nekrologen beskriver med sympati og nøgternhed Niels Jørgensens liv som aktivist og revolutionær – og kommenterer ogsÃ¥ Blekingegade-sagen. Engagementet i Blekingegruppens kriminelle aktiviteter beskrives kort som det, det var: kriminalitet. Men kriminalitet, der var begrundet i nogle global-politiske, revolutionære overvejelser omkring uligheden i verden mellem de rige lande i vesten og den tredje verden. Drømme og forhÃ¥bninger om en forandring med udgangspunkt i den tredje verdens revolutionære potentialer fik medlemmer til at foretage et “problematisk” valg, som der stÃ¥r. Man valgte og tog konsekvensen af det kriminelle valg. Der er ingen anger, ingen fortrydelse at spore. Blot en erkendelse af, at man valgte en skæbne som politisk betinget kriminel.
Jeg kom til at tænke pÃ¥ nekrologen, fordi min veninde Gertrud sendte mig et avisklip med en omtale af en ny tysk spillefilm om Rote Armee Fraktion, RAF eller Bader-Meinhoff-gruppen, som den ogsÃ¥ blev kaldt. Gruppen var aktiv fra 1968 og frem til 1992 og blev for mig et lærestykke i, hvorfor voldsanvendelse i politik er dybt problematisk. Med mange menneskeliv pÃ¥ samvittigheden – ogsÃ¥ i egne rækker – blev RAF et problem i Tysklands og Europas historie som kalder pÃ¥ analyse og forklaring. Hvorfor endte unge, veluddannede mennesker i denne politiske blindgyde? Selv om der har været gjort tidstypiske forsøg pÃ¥m blandt borgerlige kommentatorer pÃ¥ at individualisere forklaringen, sÃ¥ er det umuligt at komme uden om en større forklaringskontekst – historisk og kulturelt. Den nye langfilm – to og en halv time – om “Der Baader-Meinhof-Komplex” omtales i dag af Michael Kuttner, som slÃ¥r ned pÃ¥ filmens svaghed: Den formÃ¥r ikke at give en forklaring pÃ¥, hvorfor medlemmerne endte der, hvor de endte. Filmen er snarere en omhyggelig og spændende beskrivelse af forløbet. Filmen roses for at give en realistisk skildring af denne lille kriminelle gruppes begrænsede succes. Det lykkedes den for en tid at “tage demokratiet som gidsel”, som det udtrykkes. Og det var traumatisk for den unge forbundsrepublik (pÃ¥ det tidspunkt kun 20 Ã¥r gammel) med den ikke-demokratiske fortid…
Filmen skildrer også, hvordan det unge tyskedemokrati ikke formåede at handle på demokratisk vis over for en politisk opposition i form af protestbevægelser. Politiet slog ned med brutalitet og vold på de unge protesterende. Den unge Benno Ohnesorg blev skudt af en betjent. Og dermed skabte man en martyr for en spirende politisk radikalisering.
I omtalen af filmen fremhæver Kuttner politimanden Herold, der midt i kampen mod RAF-terroristerne tillod sig at fremkaste en teori, der stadigvæk er en udfordring til alle, der ønsker at forstÃ¥, hvad der foregik, og ikke blot ønsker at besværge fortiden. Han sagde, at terrorister “ikke var problemet”. “Terrorister er kun bebudere af verdenshistoriske rystelser, deres tids seismografer”. Han mente ogsÃ¥, at terroristerne var ‘en ny form for krig’.

Der Baader Meinhof Komplex – Trailer zum Kinofilm

Rockmytologi: Bob Dylan og motorcykelulykken

12. juni 2008

Rocken har sine myter, og mytemaskinen kører stadig. En af de begivenheder, der har været omgærdet af mytologiske tåger er Bob Dylans famøse motorcykelulykke i hjemegnen Woodstock den 29. juli 1966. Ret meget mere har man ikke fået at vide om hændelsen. Men den har fået en stor betydning i fortolkningen af mandens musikalske udvikling. Dylanologer taler om et før og et efter The Bob Dylan Motor Crash. I Politiken kan man så læse, at en hollandsk forfatter ved navn Jan Cremer mener at vide, at Dylan slet ikke oplevede nogen motorcykelulykke. I sin selvbiografi fortæller Cremer, at han mødte Dylan i 1966, og Dylan fortalte ham, at han var indlagt til behandling for narkomisbrug. Oplysningen har vakt opsigt i Dylan-kredse, der ikke vil tro på Cremer. Er det rigtig? Hvem ved. Mytemaskinen kører videre. Og Dylan holder nok som sædvanlig kæft, når det drejer sig om sit privatliv.

Bob Dylan – It’s All Over Now, Baby Blue (Live 1965)

Verdens ældste lydoptagelse

29. marts 2008

Edisons fonograf
Hidtil har man troet, at Thomas Alva Edisons “Mary had a little Lamb” var den første lydoptagelse. Men nu har amerikanske forskere fundet en sytten Ã¥r ældre indspilning. Det drejer sig om den franske vise “Au clair de la lune”, som man har opdaget i et arkiv i Paris. Optagelsen daterer sig den 9. april 1860. Sangen er nedskrevet som en grafisk kurve – et sÃ¥kaldt fonautogram – og det er lykkedes forskerne med computerteknologi at overføre billedet til lyd, sÃ¥ man kan høre en kvindestemme fremføre den gamle vise. Fonautogrammet blev optaget med en fonautograf, der optog sangen ved at nedskrive lydbølgerne med olielampesværte pÃ¥ et stykke papir. Med overførslen til digital lyd fÃ¥r fonautografens opfinder Édouard Léon Schott de Martinville oprejsning. Han var fortørnet over, at Edison tog æren for den første lydoptagelse. Ret skal være ret. Selv om man vist roligt kan sige, at Edisons opfindelse havde større anvendelsesmuligheder og perspektiver. (Via DN)

[audio:mary.mp3]

South Park Рp̴ nettet

27. marts 2008

Godt nyt for yndere af den politisk ukorrekte tegnefilmserie South Park. Det forlyder, at skaberne Trey Parker og Matt Stone sammen med selskabet Comedy Central vil lægge samtlige episoder af serien ud på nettet til fornøjelse for seerne. Der vil også blive lagt klip til fri distribution.

Amerikas historie – i kort South Park-udgave… I loves my gun!