Indlæg tagget med historie

Paul W. Tibbets Jr. – piloten pÃ¥ Enola Gay, er død, 92

2. november 2007

Paul W. Tibbets Jr. var ansvarshavende og pilot pÃ¥ B-29 bombemaskinen Enola Gay, der blev verdenskendt, da den i de sidste dage af 2. Verdenskrig kastede atombomben – “Little Boy” – over Hiroshima1. Tibbets Jr. blev 92 Ã¥r. PÃ¥ intet tidspunkt har Tibbets Jr. fortrudt sin handling, idet han mente, at alternativet – en blodig krig pÃ¥ japansk jord – ville have været meget værre. Han har beskrevet sine oplevelser under flyvningen og sit liv i biografien “The Tibbets Story”. Hvil i fred.

For mig er Enola Gay uløseligt forbundet til den underlige fornemmelse, man havde som ungt menneske, nÃ¥r man i Ã¥revis skulle høre om “atomtruslen” under den “kolde krig” og Ã¥rene derefter.
Bomben over Hiroshima.

  1. Billedet viser Enola Gay lande efter udførelsen af bombetogtet mod Hieroshima[back]

Sindelagskontrol – sagen “Erik Haaest” 3

31. oktober 2007

 

Journalisten og forfatteren Erik Haaest har fået afslag på en legatansøgning til Kunstrådets Litteraturudvalg. Angsøgningen gælder tredje bind i en serie om danske HIPO-aktiviteter under besættelsen. Haaest fik legat til de to første bind.
Det fremgÃ¥r ikke af Berlingske Tidendes artikel, med hvilken begrundelse afslaget er kommet. Men der har været meget debat om legattildelingerne til Haaest, fordi han angiveligt har benægtet, at Holocaust har fundet sted. I den forbindelse har Simon Wiesenthal Centeret opfordret statsminister Fogh Rasmussen til at stoppe legattildelingen af Haaest. Selv om vi ikke har meget til overs for Haaests holdninger til besættelsestiden, sÃ¥ hÃ¥ber vi, at legetudvalget har begrundet afslaget i Haaests projekt – og ikke i mediernes ophidselse.

Tilbagespoling: Sindelagskontrol – sagen “Erik Haaest” 1 + 2

Danske KZ-eksperimenter

20. oktober 2007

Da capac var dreng var Besættelsestiden og nazismen store temaer i skolen. Det blev gjort meget ud af emnerne i historietimerne – og i øvrigt. Og vi poder fik den heroiske mytologi om danskernes ædle handlen som modstandsfolk, jødevenner osv. banket godt og grundigt ind i knolden med bøger om Churchill-klubben e.a. I vores klasseværelse havde vi et bruntfjerniseret bogskab, der var fuldt af solidt indbundne, opbyggelige bøger om vores glorværdige tid som besat land.
Siden har myterne været udsat for en løbende demontering. Glorien er sunket længere og længere ned og sidder nok sådan cirka som et kvælertag omkring halsen nu. Takket være historikere, der foretrækker den gråmelerede virkelighed frem for de nationalpolitiske glansbilleder.
Da jeg gik i folkeskolens ældste klasser læste jeg en bog, lÃ¥nt pÃ¥ Sædding Skoles bibliotek, hvor et menneske beskrev sine oplevelser i en tysk kz-lejr, herunder de hÃ¥rrejsende oplevelser med sÃ¥kaldte medicinske forsøg. I skrivende stund kan jeg ikke huske hverken forfatter eller titel, men bogens forfatter var østeuropæer, tror jeg, og beskrivelserne af rædslerne gjorde et stort indtryk pÃ¥ mit unge modtagelige sind. Kunne mennesker da være sÃ¥ grusomme?! Godt, at det ikke var danskere, der gjorde det…
I dag kan man sÃ¥ i dagens aviser læse, at Statens Serumsinstitut i 1944 arbejdede tæt sammen med Nazi-tyskland og gennemførte vaccine-forsøg i koncentrationslejren Buchenwald. 26 fanger blev vaccineret med midlet “Kopenhagen” mod plettyfus – og 3 af dem døde. I en kontrolgruppe pÃ¥ 10 døde de 3.

Den indre svinehund

26. september 2007

Blandt ugens nyheder kan man læse om fundet af 116 fotos fra den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz. Fotos som endnu engang konfronterer omverdenen med det tilsyneladende uforståelige problem: Hvordan kunne såkaldt almindelige tyske borgere udføre så forfærdelige handlinger. Når de pågældende fotos har sat sindene i bevægelse, så skyldes det, at de primært viser de pågældende bødlers og morderes fredsommelige hverdagsliv med deres familier.
Nu er det ikke første gang dette tilsyneladende skisma i bødlernes psykologi bringes på bane. Men hver gang er reaktionen den samme: chok, afstandtagen, fortrængning, ikke-forståelse, undren. Da jeg var en lille dreng og gik i folkeskolen var besættelses- og nazitiden et stort tema i historieundervisningen. Og allerede dengang var mytedannelserne i gang. Det hed sig fx, at størstedelen af tyskerne ikke vidste, hvad der foregik i lejrene. Ja, at folk, der boede dør-om-dør med kz-lejrene var uvidende om de grusomheder, der foregik. Men, siden er vi blevet belært om, at det langt fra var så enkelt.
Det er blevet sagt, at hændelserne i nazi-tiden – den industrialiserede udryddelse af millioner af jøder, homoseksuelle, “ikke-ariske” folkeslag osv. – er den største udfordring for tænkningen i det tyvende Ã¥rhundrede. Og det er svært at være uenig. Man kunne dog tilføje: sammen med de stalinistiske forbrydelser i sovjetstaten, folkemordet i Cambodia, hændelserne i vores egen baggÃ¥rd, det tidligere Jugoslavien, massakrerne i Rwanda, Dafur og sÃ¥ videre.
MÃ¥ske begynder “løsningen” af dette problem med erkendelsen af, at vi alle har en rem af huden. At ondskaben ikke kun bor i den anden, men ogsÃ¥ i dig selv. Og ser du ikke dyret i øjnene, sÃ¥…
Forleden tillod en dansk forfatter sig at drage sammenligning mellem det der foregik i nazi-tidens Tyskland og det, der foregår i danske asyllejre. Og straks rejste der sig et ramaskrig. For den sammenligning holder jo ikke, vel?

Racisten Tintin

13. juli 2007

Racismen bliver ved med at stikke sit grimme fjæs frem. I dag kan man i The Guardian læse, at The Commission for Racial Equality (da. Kommisionen for racelighed) har besluttet, at Hergés tegneseriealbum “Tintin i Congo” skal fjernes fra børnehylderne i landets boghandler – og flyttes til hylderne for voksenlitteratur. Kommisionen mener, at det er uacceptabelt, at nogen boghandel har eller sælger denne tegneserie fra 1930’erne, fordi den indeholder tegninger af “grove racestereotyper”. Logikken er, at de smÃ¥, sarte poder, der sikkert møder racismens grimme fjæs pÃ¥ deres vej til og fra børnehaven eller skolen, ikke mÃ¥ se, hvordan nogle mennesker – faktisk temmelig mange, mÃ¥ske endda de fleste – oplevede virkeligheden i trediverne. Som en af kommentatorerne i denne blog engang skrev, sÃ¥ var alle racister dengang…
Hvad er bedst: At fortrænge racismens historie og skÃ¥ne børn og unge for mødet med racismens i dens historiske udgaver – eller lade dem fÃ¥ indblik i den racistiske tankegang som led i deres oplysning (dannelse?) – og selvfølgelig diskutere det med dem? Giver svaret ikke sig selv? I øvrigt ville det være synd for dem, hvis de ikke kunne læse dette bind af Tintin-hæfterne.

Tilbagespoling

PS. Giver det overhovedet mening at tale om “racer”, nÃ¥r vi alle stammer fra det samme stamtræ i Afrika?