Indlæg tagget med hitliste

Fancy: Wild Thing

17. november 2014

Skruer vi tiden fyrre Ã¥r tilbage, sÃ¥ ligger Fancy nr. 1 pÃ¥ den danske hitliste – kaldet Top 10/Tipparaden – med deres coverversion af Troggs’ gamle klassiker “Wild Thing”. Fancy var et skrivebordsband, skabt af gesjæftige musikalske bagmænd og bestÃ¥ende af sessionmusikere. I begyndelsen af bandets korte karriere havde det den tidlige Penthouse-pinup Helen Caunt i spidsen. Og det er vist hende, der synger for her. Hittet fik hele otte uger pÃ¥ den danske liste.

Men jeg foretrækker og foretrak stadigvæk The Troggs’ udgave…

Hitlisten for 40 Ã¥r siden – Gasolin “PÃ¥ en sommerdag”

22. november 2012

I denne uge for 40 Ã¥r siden lÃ¥ Lille Palle stadigvæk nr. 1 pÃ¥ Tipparaden med sin “Hængepilen”. Men længere nede pÃ¥ listen – faktisk som nr. 20 – finder man datidens største danske beatorkester, Gasolin, med klassikeren “PÃ¥ en sommerdag“. En af de muntre sange, som de fire københavnere ogsÃ¥ excellerede i, og singleuddrag fra albummet Gasolin 2, som Peder Bundgaards covertegning ovenfor afslører. Bandets faste tekstleverandør Mogens Mogensen har været med til at skrive sangens tekst sammen med Larsen og Co.

Hitlister

22. juni 2009

Hitlister over populær musik har længe været et omdiskuteret fænomen. Afspejler de nu ogsÃ¥ musiklytternes faktisk interesse? Fx er det kendt, at DRs Top 20 var genstand for kritik i flere ombæringer. Hvordan blev tallene opgjort? Var det kun de store pladeselskaber og -forhandlere, der var med, og hvorfor? Blev der manipuleret med tallene? Og sÃ¥ videre. Og i disse internet-tider er diskussionen ikke blevet mindre relevant. Ser vi bort fra spørgsmÃ¥let om illegal download, sÃ¥ er der spørgsmÃ¥let om al den gratis musik, der flyder pÃ¥ nettet. Skal den ikke ogsÃ¥ medregnes, nÃ¥r hitlisterne skal udarbejdes? Jovist. I flere tilfælde er der en direkte sammenhæng mellem gratis download og efterfølgende salg. Tænk blot pÃ¥ Radiohead og Nine Inch Nails distribution af deres sidste album. Og nye tjenester som TDCs Play og den meget omtalte Spotify gør det absurd at holde det gratis forbrug ude af regnskaberne. I følge New Musical Express er det engelske Official Charts Company, der stÃ¥r for de officielle lister i England, blevet opmærksom pÃ¥ problemet, selv om der ikke er aktuelle planer om at gøre noget ved regnskabet. Men det skal udviklingen nok gøre noget ved…

1970: Wizzard – “See my Baby jive” og “Angel Fingers”

6. december 2007


Bandet Wizzard var et udbryderprojekt fra Electric Light Orchestra. Da ELO havde indspillet sit første album tog en af stifterne, Roy Wood, sit gode tøj og et par andre orkestermedlemmer (Bill Hunt, keyboards, og cellisten Hugh McDowell) og dannede Wizzard. Udbruddet skyldtes “musikalske uoverensstemmelser” med Jeff Lynne, den anden hovedperson i ELO.
Wizzard med sangskriver, sanger og multiinstrumentalisten Wood i spidsen blev en af halvfjerdsernes mest talentfulde og mest kulørte eksponenter for den såkaldte glamrock. Musikken var melodiøs rock, der var oppulent oppustet, og sceneshowet var virkeligt et show off med sjove, kurlørte klude, make-up i lange baner osv. Selv yndede Wood at smøre sort-sort mascara på og føre sig frem med en stor iøjnefaldende manke.
I disse juledage vil man uden tvivl kunne høre Wizzard flere gang pÃ¥ pop-radiokanalerne med deres uopslidelige julesang med det skræmmende budskab “I Wish It Could Be Christmas Everyday” (fra 1973). Desværre hører man ellers ikke meget til Wizzard eller Roy Wood i det hele taget. Og det er synd og skam, for Wood, der havde en fortid i det legendariske engelske tresserpoprockorkester Move, er en ferm sangskriver, der har mange lytteværdige plader pÃ¥ samvittigheden, bÃ¥de som solist og i forskellige bandsammenhænge. Wizzard nÃ¥ede at lave to gode albums, inden det opløstes første gang) i 1975: Wizzard Brew (1973) og Introducing Eddy & The Falcons (1974).
I 1970 fik de to nr. 1-hits på UK listen: See my Baby Jive og Angel Fingers.

1970: Ernie the fastest Milkman in the West – Benny Hill

1. december 2007

Et af de mere kuriøse indslag på den engelske hitliste i 1970 var komikeren Benny Hills sang om den hurtigste mælkemand i Vesten, Ernie. Den toppede listen i december måned. Og det var vist første og sidste gang, det lykkedes den trinde, dameglade spasmager at nå helt derop. Hill, der især blev kendt for sit tv-show The Benny Hill Show, som blev produceret i tyve år fra 1969 og frem, var faktisk mælkemand i årene, inden han kom ind i showbizz. Han døde i 1992, hvor han blev fundet død, siddende foran tv i sin lejlighed. Han blev 68.

Ernie the fastest Milkman in the West (fra Top of the Pops)

1970: Freda Payne – Band of Gold

26. november 2007

PÃ¥ de amerikanske hitlister er det umuligt at komme uden om soul-musikken og R&B. Og i 1970 fik sangerinden Freda Payne sit største hit med den dansante, medrivende og swingende sang “Band of Gold”, der er blevet en R&B-standard.
Freda Charcelia Payne (f. 1942) var oprindeligt jazz-sangerinde og indspillede nogle velanskrevne jazz-albums i starten af tresserne (After The Lights Go Down Lown And Much More!!, 1962, og How Do You Say I Don’t Love You Anymore fra 1966). Ved siden af sin sangkarriere arbejde hun som skuespiller pÃ¥ Broadway og optrÃ¥dte pÃ¥ tv.
Det store gennembrud kom først i 69, hvor hun blev kontaktet af nogle gamle venner fra hjembyen Detroit, Brian Holland, Lamont Dozier og Edward Holland – kendt som sangskrivertriumviratet Holland-Dozier-Holland – der overtalte hende til at skrive en pladekontrakt med pladeselskabet Invictus og indspille netop “Band of Gold”, der straks blev et hit med en tredjeplads pÃ¥ Billboards liste og en førsteplads pÃ¥ UK-toppen. Det resulterede i en guldplade, og singlen blev fulgt op af et album med samme titel. OgsÃ¥ den solgte godt.
Gennembruddet blev fulgt op mere flere succesfulde singler. Samme Ã¥r indtog “Deeper and Deeper” en 24. plads i USA, og singlerne Yuo Brought The Joy og Bring the Boys Home (om Vietnam-krigen) gjorde sig godt det følgende Ã¥r. i 1973 blev hitsene samlet og udsendt pÃ¥ et album med titlen The Best of Freday Payne.
På grund af problemer med royalties forlod Payne i 1973 pladeselskabet Invictus og formåede ikke siden at nå samme kommercielle succes. Hun har været aktiv siden og har indspillet albums helt frem til 2001, men det er Invictus-årene (og de tidlige jazz-plader) hun især vil blive husket for.

Band of Gold – i en optagelse fra 1981 med Freda Payne og Belinda Carlisle (The Go-Gos)

1979: The Guess Who

24. november 2007

The Guess Who indtog førstepladsen pÃ¥ singlehitlisten i 1970 med deres “American Woman”. Og det var første gang, det lykkedes for en canadisk gruppe at nÃ¥ toppen.
Guess Who stammede fra Winnipeg, hvor bandet blev dannet helt tilbage i 1960 og slog igennem i 1962(under navnet Chad Allan and the Reflections) med en coverversion af Johnny Kidds “Shakin’ All Over”, der gjorde sig pænt bÃ¥de pÃ¥ den canadiske liste og den amerikanske, hvor den nÃ¥ede en 22. plads. For at stimulere interessen for singleudspillet kaldte de sig “Guess Who?” og hÃ¥bede, at lytterne ville gætte, at det var Chad og co. der stod bag. I hvert fald var det medvirkende til omdøbningen af bandet…
Kort tid efter fik bandet ny forsanger, Burton Cummings, der kom til at afløse Chad Allan. Det betød også en ændring af gruppens stil, for Cummings skrev også sange og sammen med den navnkundige guitarist Randy Bachman stod han for bandets musik. Fra at spille engelsk, Mersey-beat-agtig beat stod den nu på amerikansk hård rock med rødder i blues. Og det var denne nye stil, der sørgede for at åbne de amerikanske histlister for gruppens musik. Gennembruddet kom med albummet American Woman med singleudspillet af samme navn. Et klassisk rockalbum med kant.
Samarbejdet mellem Cummings og Bachman holdt dog kun til indspilningen af det næste album The Way They Were i 1970, hvorefter Randy Bachman tog sit gode tøj og dannede det band, der blev til supergruppen Bachman-Turner-Overdrive (“Ain’t Seen Nothing Yet”). I stedet for Bachman trÃ¥dte to guitarister, Kurt Winter og Greg Leskiw ind i Guess Who, der med en del udskiftninger med succes holdt karrieren kørende frem til 1975, hvor Cummings gik solo. Med stor succes. Guess Who blev opløst, men er blevet gendannet ved flere lejligheder siden.
Hvis man er til hård, melodiøs rock, så er der al mulig god grund til at opsøge gruppens albums fra halvfjerdserne.

Officiel hjemmeside.

Video: American Woman (nyere version) – originalen .

1969: Tony Joe White – Pork Salad Annie

20. november 2007


Sump-rock eller Swamp-rock er en genre, der trækker pÃ¥ musikalske rødder som Zydeco, Cajun og blues. Og genren er uløseligt forbundet til den amerikanske singer-songwriter Tony Joe White, der har tilnavnet “The Swamp Fox”, sumpræven.
I 69 fik Tony Joe sit eneste regulære singlehits med sangen “Pork Salad Annie”, der lagde sig pÃ¥ en ottendeplads. En sang, som selveste Elvis Presley ogsÃ¥ lavede en cover-version af. I 1970 kom White dog pÃ¥ hitlisten igen som sangskriver, idet sangeren Brook Benton indtog listen med en souludgave af White-sangen “Rainy Night In Georgia”.
Ellers har Tony Joe White især gjort sig bemærket som sangskriver (fx for Tina Turner, Ray Charles, Elkie Brooks og John Mayall), med en række fornemme albums, som sideman ved en række Memphis-indspilninger (blandt andet med Jerry Lee Lewis) og som supportnavn ved en række koncerter med fx Creedence Clearwater Revival og James Taylor.
Den 64-Ã¥rige Tony Joe White er stadigvæk aktiv og udgav sidste Ã¥r albummet “Uncovered”, hvor han fik hjælp af folk som Mark Knopfler, Eric Clapton, Waylon Jennings og Shelby Lynne.

Pork Salad Annie i en optagelse fra 1969

1969: Crosby, Stills & Nash “Marrakesh Express”

19. november 2007

Looking at the world
Trough the sunset in your eyes
Trying to make the train
To clear Moroccan skies
Bugs and pigs and chickens call
Animal carpet wall to wall
American man is five foot tall and you

Sweeping cobwebs from the edges of my mind
Had to get away to see what we could find
Hope the days that lie ahead
Bring us back to where they’ve led
Listen up to what’s been said to you

Would you know we’re riding
on the Marrakesh Express
Would you know we’re riding
on the Marrakesh Express
All on board that train

I’ve been saving all my money just to take you there
I smell the garden in your hair

Take a train to Casablanca going south
Blowing smoke rings from the corners of my m,m,m,m,mouth
Cold coffins hang in the square
Charming corporals in the square
Don’t you know we’re riding on the Marrakesh Express
They’re taking me to Marrakesh Express
Don’t you know we’re riding on the Marrakesh Express
They’re taking me to Marrakesh
All on board that train

Marrakesh expressen førte i tresserne hippier og andet godtfolk til Marokko, hvor man kunne fordybe sig i arabisk mystik, røgelse og andet røg, kaldet hashish. Og Crosby, Stills & Nash indledte deres eponyme debutalbum – det med sofaen pÃ¥ varandaen – med Graham Nashs iørefaldende sang om netop “Marrakesh Express”. Oprindeligt var nummeret tiltænkt Nashs gamle engelske orkester, The Hollies, men de var ikke interesseret.
Samme år som albummet blev sendt på gaden kravlede singlepladen med nummeret ind på en 28. plads på Billboards liste.

Woodstock-udgaven – BBC-udgave med Crosby & Nash

1969: Build me up Buttercup – The Foundations

15. november 2007


En tredjeplads pÃ¥ Billboards liste og en andenplads pÃ¥ den engelske hitliste blev det til for The Foundations med sangen “Build me up Buttercup”. Havde capac skullet bestemme var den blevet nr. 1 begge steder. En stærkt medrivende, iørefaldende og dansant sag, som blev skrevet af den gamle Manfred Mann-forsanger Mike d’Abo og Tony Macaulay.
Foundations var et engelsk soul-band (!), der gjorde sig i sidste halvdel af tresserne. Gruppen gjorde sig bemærket ved at bestå af mange forskellige etniske afstamninger, stor aldersspredning (18 til 38) og meget forskellige musikalske baggrunde. Dertil kom, at bandet meget tydeligt lod sig inspirere af den amerikanske Motown-sound. Med succes til følge.
Bandets gennembrud kom i 1967 med sangen “Baby, Now That I’ve Found You”, som blev nr. 1 bÃ¥de i USA og UK. Den var ogsÃ¥ skrevet af den højproduktive, succesfulde Tony Macaulay. Det næste store hit blev sÃ¥ “Build me up Buttercup” i 1969. Sidstnævnte blev i øvrigt genudsendt sÃ¥ sent som i 1998, hvor den lagde sig pÃ¥ en 71. plads pÃ¥ den engelske liste. Forklaringen pÃ¥ genudsendelse er, at den var med pÃ¥ soundtracket til Ben Stiller- og Cameron Diaz-filmsuccessen “Vild med Mary”.

Bonus: video med Baby Now That I Found You.