CAPAC

En 12. plads på Billboards singlehitliste blev det til for Big Brother & The Holding Company med sangen “Piece of My Heart“. Sangen blev et gennembrud for bandets forsangerinde, Janis Joplin.
Big Brother & Co. var et af de mange bands, der voksede ud af det kulturelle arnested, San Francisco, i midten af tresserne som en del af den såkaldte psykedeliske scene, der prægede musiklivet dengang. Bandet bestod af Sam Andrew på lead-guitar, James Gurley på guitar, Peter Albin på bas og Chuck Jones på trommer. Bandet fik hurtigt succes, ikke mindst efter Janis Joplins indtræden i 1966, året efter gruppens dannelse.
Bandets første album, der blot bar gruppenavnet som titel, blev en pæn succes, men efter gruppens berømte optræden på Monterey Pop Festival i juni ’67 kom der rigtig skub i sagerne, og det andet album, Cheap Thrills med det typiske Robert Crumb-cover, røg på hitlisterne ved sin udgivelse i 1968. Efter denne succes forlod Joplin bandet sammen med Sam Andrew og dannede The Kozmic Blues Band. Big Brother & The Holding Company fortsatte i en ny konstellation frem til først i halvfjerdserne. Udgav to albums (Be A Brother, 1970 og How Hard It Is, 1971) uden dog at nå de foregående års succes. Siden er bandet blevet gendannet i 1984 og i midten af 1990’erne og har senest i 2006 udsendt pladen Hold Me.

Farveoptagelse fra 1968 med Piece of My Heart. Monterey Pop Festival.

1968 var også året, hvor The Beatles hittede i USA med sangen Revolution (#12). Det var den sang, der kom i to udgaver. Den rå, upolerede “Revolution“, der kom som single, og så den langsommere, akustiske “Revolution 1”, der var med på “The Beatles”. Dertil skal lægges den eksperimentale lydkollage “Revolution #9”, der også var med på det Hvide Album.
Revolution var B-side til hittet Hey Jude og var et vidnesbyrd om, at The Beatles ikke kun var de “pæne” drenge i beat-musikken. I øvrigt var det i udpræget grad en John Lennon-sang, selv om det blev indlemmet i kompositionerne af “Lennon/Mccartney”. Det er da også Lennon, der sætter sit umiskendelige præg på sangen med sin afsindige sang og sin forvrængede, overgearede guitar.
Det er en af de lidt atypiske Beatles-sange, som længe har haft fast plads på min indre Beatles-favorit-liste. Måske har det også hjulpet på favoritværdigheden, at hende den mørke skønhed i realklassen, der var lidt ældre, lidt frækkere og lidt mere attråværdig, var vild med det nummer og spillede singlepladen ved hver eneste sammenkomst og fest det år…

1968 var også et godt år for Donovan. Tre hits fik han i USA. “Jennifer Juniper“, der vist var tilegnet Patti Boyds søster, nåede et 26. plads, “Hurdy Gurdy Man” blev nr. 5 og “Lalena” nr. 33. Alle sammen Donovan-klassikere i dag.

1968: Det superbe bluesband Canned Heat røg op på en 11. plads med et af deres helt store hits “Going up the Country“. Et andet hit “On the Road again” fik samme år en 16. plads. Så man må sige, det var et godt år for bandet. Canned Heat gjorde også en god figur, blandt andet med førstnævnte sang, i Woodstock-filmen, hvilket sikrede det en slags udødelighed.
Canned Heat blev dannet i 1965 og gjorde sig blandt andet bemærket ved at reintroducere en række hæderkronede, men lidt glemte, gamle blueskunstnere – fx John Lee Hooker – og fik derved en stor del af æren for den blues-revival, som tresserne også bød på.
Den oprindelig gruppes markante forgrundsfigurer var Alan Wilson, der ud over en særpræget lys vokal var med på guitar og harmonica, og Bob “The Bear” Hite, den store bamse på sang og harmonica. Alan Wilson er i øvrigt en af de unge døde i tressermusikken. Han døde kun 27 år gammel af en overdosis i 1970. Andre medlemmer i Canned Heat var den tidligere Mothers of Invention-guitarist Henry Vestine og Larry Taylor, der havde en fortid som sessionmusiker for selveste The Monkees.
Gruppen tog i øvrigt navn efter blueskunstneren Tommy Johnsons sang “Canned heat Blues”, der handler om at drikke Sterno, “canned heat”, et alkoholrigt geléagtigt produkt, der bruges til bl.a. campingudstyr.
Med forskellige udskiftninger har Canned Heat været aktive frem til i dag.

Den walisiske sanger og trussetyv Tom Jones fik et af sine store hits med en af sine kendingsmelodier “Delilah” i 1968, hvor den nåede op på en 15. plads i USA.
Jeg kender mange, der ikke sætter pris på Tom Jones. Og bevares, han har altid søgt mod midten. Aldrig gået uden om en kvalmende ballade eller en sang med (alt for) åbenlyse hitkvaliteter. Men man kan ikke tage hans kraftfulde, klangfulde kirkekorstrænede stemme fra ham.
Da han slog igennem i midten af tresserne med sange som “It’s not unusual”, “Green Green Grass of Home”, “Funny Familiar Forgotten Feelings”, “What’s New, Pussycat” og James Bond-sangen “Thunderball” var han en hyppig gæst også på den danske hitliste. Jeg kan endnu huske, hvor irriteret jeg blev, når det lykkedes ham at fortrænge The Beatles i kampen om topplaceringer på listen…

I min gamle blog skrev jeg følgende i juli 2006:
“Tom Jones er en af de sangere, som jeg har haft et ambivalent forhold til. På den ene side gjorde hans kraftfulde stemme et stort indtryk på mig den første gang, jeg hørte ham. Det var i 1965, da han brød igennem med sangen “It’s not unusual”, der nærmest er blevet hans kendingsmelodi. Årene efter fulgte en række hits, som det var svært at undgå at blive hjemsøgt af. Jeg husker endnu, som var det i går, den sommerdag samme år, hvor jeg første gang hørte “What’s New, Pussycat?”. Det var uden for det nu nedlagte esbjergensiske svømmebad Grådyb Badet. Et par teenagere kom cyklende med deres transistorradio kørende for fuld udblæsning, samtidig med at de skrålede med på sangens omkvæd: “What’s new pussycat? Woah, Woah What’s new pussycat? Woah, Woah!” Det gik rent ind. Kort tid efter fortrængte Tom Jones selveste The Beatles fra førstepladsen på den engelske hitliste med balladen “Green Green Grass of Home”. Den stemme var svær at komme uden om. Siden har han haft en omskiftelig karriere, hvor der bl.a. gik Las Vegas og trussetyv i det.
For et par år siden forærede min søn mig en gul dobbelt-cd med Jones’ greatest hits. Han mente, at det nok var noget for mig. Underforstået: Det var ikke noget for ham selv! Ambivalensen er nu blevet erstattet af nogle forbehold over for visse sider af sangerens repertoire. Men stemmen – den holder!”

Ja, vi kommer ikke uden om dem i denne blog. I hele ni uger lå The Beatles nr. 1 på den amerikanske singlehitliste med sangen “Hey Jude”. Og også på andre nationale lister lå den på toppen. Det usædvanlige – for det var jo ikke første gang, gruppen lå der – var, at der var tale om en mere en syv minutter lang sang. Det var ikke sket før.
Pladen var også det første udspil fra Beatles-selskabet Apple, og med et salg på omkring 8 millioner eksemplarer kan man sige, at Æblet fik en god start, selv om det hurtigt gik ned ad bakke…
Det hedder sig, at Paul Mccartney skrev sangen inspireret af den situation, som Julian Lennon var i, da hans forældre – John og Cynthia – gik fra hinanden, fordi John havde mødt en vis Yoko Ono. Først skulle den have heddet “Hey Jules”, men Paul ændrede den til “Hey Jude” og almengjorde den derved. Sådan er det jo med kunst.
Sangen er uden tvivl en af Beatles mest kendte og mest elskede. Jeg kan huske, at den også lå meget længe på DRs hisliste, hvor den blev ved med at kravle op i ugevis.

Hey Jude – video – Beatles øver sig på sangen.

1968 var også det år, hvor Arthur Brown fik et genoldigt hit (Billboard nr. 2) med sangen Fire. Sangen var med på albummet “The Crazy World of Arthur Brown”, der regnes for en psykedelisk klassiker fra perioden. Som man kan se på denne video fra dengang, så var Arthur Brown også en af de få teatralske kunstnere, der brugte udklædning, make-up m.m. i sin sceneoptræden. Succesalbummet blev i øvrigt produceret af ingen ringere en Pete Townsend fra The Who.
Selv om Arthur Brown siden hen ikke kunne leve op til successen med Fire havde han dog kunstnerisk succes. Hans fortolkning af Screamin’ Jay Hawkins “I Put A Spell On You” gjorde indtryk, og han udsendte flere lytteværdige albums i halvfjerdserne. Blandt andet under navnet Kingdom Come. Senere medvirkede Brown som sanger på den tyske kult-syntheziser-kunstner Klaus Schulzes album Dune, spillede rollen som præst i Whos rockoperafilm Tommy og var også med på Alan Parsons Projects klassiske Poe-album Tales of Mystery and Imagination, hvor han sang nummere The Tell Tale Heart.
Han har haft en omskiftelig tilværelse i de efterfølgende år, men er stadigvæk aktiv og udsendte i år albummet Voice of Love.

I 1967 nåede den pænt friserede Glen Cambell op på en 26. plads på Billboards liste med Jimmy Webbs fine sang By The Time I Get To Phoenix. Som beskrevet i min gamle blog, så har Jimmy Webb været leverandør til Glen Cambell mange gange, og sidstnævntes stemme passer vældig godt til Webbs ballader…

1967 var også året, hvor skrivebordsbandet The Monkees fejrede store successer som tv-serie og på alverdens hitlister. Bandet var mest tænkt som en kommerciel fidus men viste sig at have ganske meget poptalent i ærmet. Med klassikeren “Daydream Believer” blev de nr. 1 i USA.

Her er de backstage ved den berømte Monterey Pop Festival, The Mama & Papas. P. F. Sloan var guitarist og arrangør på deres første par albums og kunne fortælle lidet flatterende anekdoter om John Phillips, bandets sangskriver. Fordi man er en stor sanger og sangskriver, kan man godt være en lort.
Men i 1967 røg de ind på hitlistens femteplads over there med Creeque Alley:

Morgenen bød på en let, sval brise og sol fra en ikke skyfri, men let cumuluseret, blå himmel. En smuk dag. Og det er stikordet til dagens (første?) nostalgiske, musikalske tilbageblik på den periode, der lige pt. optager blogskriveren: hippie-syre-psychedelia-årene sidst i tresserne. Sådan cirka. Og til de fremmeste grupper i denne flossede kategori hører uden tvivl It’s a beautiful day.
Bandet blev dannet i det centrale år 1967 – The Summer of Love – af den konservatorieuddannede violinist David LaFlamme og omfattede desuden LaFlammes kone Linda på keyboards, den henrivende sangerinde Pattie Santos, guitaristen Hal Wagenet, basspilleren Mitchell Holman og trommeslageren Val Fuentes. De spillede en blanding af rock, jazz, folk, klassisk musik m.m.
Den musikalske konkurrence var hård i The Summer of Love, og It’s a beautiful day var et af de bands, der kom til at stå i anden række. Hvilket musikalsk set ikke var helt retfærdigt. Men sådan er det jo.
I 1969 udsendte de deres debutalbum It’s a beautiful day, der indeholder klassikeren “White Bird”. Uden at blive et top 10 hit gjorde pladen sig godt på salgbarometeret, og David LaFlammes og Pattie Santos vokale samarbejde og LaFlammes violinspil gjorde indtryk.
I 1970 havde fru LaFlamme forladt bandet og var erstattet af Fred Webb. Samme år kom den fine opfølger til debuten, Marrying Maiden, der også gjorde sig pænt på hitlisterne.
De efterfølgende to plader Choice Quality Stuff/Anytime (1971) og Live At Carnegie Hall (1972), var ikke dårlige, men publikum svigtede, og et par år efter gik bandet i opløsning (1974). Siden har David LaFlamme forfulgt en solokarriere med held, og bandet er blevet gendannet i slutningen af halvfemserne.
Gruppen renomé skyldes især de to første slidstærke LP’er. Jeg kan huske, at deres musik, ikke mindst nummeret “White Bird” var meget efterspurgt på P3 op gennem halvfjerdserne. Og at de to albums ligeledes var efterspurgte. På et tidspunkt blev de så omsider genoptrykt, og man kunne se de karakteristiske omslag hænge i vinduerne hos FONA.
I øvrigt er de udsendt på en dobbeltcd siden hen. Videoer: Læs mere »

Tilbage til nostalgigeneratoren. Edison Lighthouse var en designergruppe, der bestod af sangeren Tony Burrows (chefdesigner), sangskriverne og producerne Barry Mason,Tony McCauley – og Greenfield Hammer. Det blev til det ene store hit for gruppen. Til gengæld har sangen næsten fået evergreen-status siden hen og er blevet kopieret af en lang række kunstnere, blandt andet Brødrene Olsen. året var 1970, og capac startede i første gymnasieklasse, nysproglig linje…

Blogbestyreren kan ikke skjule, at han blev særdeles indtaget af gensynet med den skotske sangerinde Lulu i gårsdagens nostalgifestival. Hun gav den hele armen og lidt til. Sang som gjaldt det livet.
Lulu (hvis borgerlige navn er: Marie McDonald McLaughlin Lawrie), er født i 1948 og slog igennem som femtenårig med sangen “Shout”, hvor man kunne høre hendes meget voksne, energiske og medrivende stemme. Hun kunne minde lidt om amerikanske Brenda Lee i hendes tidlige periode.
Efter debuten gik det slag i slag. En periode arbejde hun sammen med The Hollies. Og i 1967 fik hun et hit med To Sir With Love, der indgik i filmen af samme navn, hvor Lulu også optrådte som skuespiller. I 1969 repræsenterede hun England ved Melodi Grand Prix og vandt, men måtte dele æren med Spanien, Nederlandene og Frankrig (!). Sangen hed Boom bang-a-bang. Selv om sangen blev hendes største singlehit, lagde hun efterfølgende afstand til sin engagement i Melodi Grand Prix.
Det skal også nævnes, at hun i 1969 giftede sig med Maurice Gibb fra The Bee Gees, og at hun i 1974 sang titelmelodien til James Bond-filmen The Man With The Golden Gun. Og at hun har modtaget OBE for sit kunstneriske virke.
Hun er stadigvæk aktiv og slår sine folder inden for musikken, skuespilleriet, modelbranchen og medierne. Hun har således – som Paul Jones – sit eget radioprogram på BBC2.

Forleden læste jeg en artikel af Informations musikanmelder Klaus Lynggaard. Artiklen stod i en antologi om forfatteren Hans Jørgen Nielsen og handlede om den betydning, bogen Der Gror Ikke Mos På En Rullesten havde for den unge Lynggaards opvækst. Artiklen fik mig til at bladre lidt i omtalte pionerværk, og jeg faldt over omtalen af gruppen Quicksilver Messenger Service, som en af skribenterne ville have med i bunkeren, når atomkrigen brød ud…
The San Francisco Bay Area var en musikalsk smeltedigel og et vækstområde i de psykedeliske år omkring 1967 og 1968. Ikke alle bands og solister nåede national eller international berømmelse. Nogle måtte tage til takke med mindre hæder, fx at blive et kultband.

Quicksilver Messenger Service havde således ikke samme gennemslagskraft som fx Jefferson Airplane eller Grateful Dead. Men måske var gruppen i endnu højere grad end de to nævnte i pagt med den tids musikalske og eksistentielle filosofi? QMS var nemlig et udpræget jam-band, der dyrkede improvisations- og samspilskunsten i tressernes frie og kollektive ånd.
Bandet blev dannet omkring 1965 og bestod oprindeligt af John Cipollina (guitar), Gary Duncan (guitar, sng), David Freiberg (bas, sang), Greg Elmore (trommer), og Jim Murray (sang, guitar og harmonika). Helt i tidens ånd var gruppen i starten ikke specielt interesseret i at indspille en plade. De ville hellere spille live, hvilket de gjorde intenst på den amerikanske vestkyst frem til 1967, hvor de alligevel fik kontrakt med Capitol og indspillede de to første albums i hurtig rækkefølge i ’68 og ’69. De to plader er indbegrebet af QMSs spillestil i de tidlige år, hvor det handlede om at jamme og spille live og længe – og ikke om succes og penge…
Efter indspilningen blev den centrale figur Gary Duncan skiftet ud med den legendariske keyboardspiller Nicky Hopkins ,og den nye konstellation indspillede album nr. 3, Shady Grove, der bar tydelig præg af Hopkins’ virtuose pianospil. Gruppen holdt den kørende til 1975, men er – som så mange andre – blevet gendannet siden hen.

QMS med “Mona” anno 1969:

Fresh Air:

1967, Monterey Pop Festival:

Den psykedeliske beat-gruppe Vanilla Fudge var en typisk LP-gruppe, der havde sin stjernestund i perioden 1968-70, men den fik dog en enkelt høj hitlisteplacering med singlen “You keep me hangin’ on” i 1968. Gruppen bestod af organisten Mark Stein, bassisten Tim Bogert, lead guitaristen Vince Martell, and trommeslageren Carmine Appice. Bogert og Appice dannede siden hen gruppen Cactus og efterfølgende powerrocktrioen Beck, Bogert & Appice sammen med Jeff Beck, der var kendt fra The Yardbirds.
Vanille Fudge-medlemmerne var store fans af The Beatles og indspillede blandt andet numrene “Ticket to Ride” og “Eleanor Rigby” i nogle originale fortolkninger, der stadigvæk er værd at lytte til. Som mange andre er gruppen blevet gendannet senere.

Se også Regitzes telepatiske indlæg.