Indlæg tagget med homoseksualitet

Michael Stipe om queerness

30. oktober 2014

“In 1994, most people had a largely binary perception of sexuality – the message was complicated for them. I am thrilled to see how much this has changed in those 20 years. The 21st century has provided all of us, recent generations particularly, with a clearer idea of the breadth of fluidity with which sexuality and identity presents itself in each individual. Gender identification, and the panoply of sexuality and identity are now topics that are more easily and more widely discussed, debated and talked about openly. It’s thrilling to see progressive change shift perceptions so quickly.

What I feel we have arrived at with all this, is that queerness – as I am happy to call an all-embracing, foundational tenet – is really a state of mind brought about by an understanding: it is understanding difference, accepting your own truth, desire and identity, and lovely, lovely choice. It is the final, completely obvious contemporary acceptance and understanding that this enormous world of beauty, sexuality, identity, lust, feeling, excitement, and love isn’t just black and white, or simple, at all – it is literally every shade and gradation of the rainbow. It doesn’t just lie in one of two camps. It includes accepting and supporting positions that you may not even completely understand; and to arrive at that conviction is so, so beautiful, and to quote my great friend Casey Legler: “Fierce!”

Michael Stipe fra REM til Guardian om Queerness som en sindstilstand

Shiny happy rainbow people…

 

Homoseksualitet – og nazismens spøgelse. Om Axel Agil og nazifortiden.

4. oktober 2012

Sidste år omkring dette tidspunkt på året skrev jeg et lille mindeord om homoaktivisten Axel Axgil, der netop var død i en fremskreden alder af 96 år. Jeg mente dengang, at Axel og hans livspartner Eigil fortjente anerkendelse for deres pionerindsats for homoseksuelle menneskers rettigheder i et samfund, der stadigvæk ikke er fri for homofobi. Og det mener jeg stadigvæk.

I dagens udgave af Politiken kan man læse, at det socialdemokratiske byrÃ¥dsmedlem i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen, mener, at den sÃ¥kaldte Axgil-pris, der uddeles af Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce skal have et andet navn, fordi det er kommet frem, at Eigil Axgill under Anden Verdenskrig nærede sympatier for nazistyret og oven i købet lod sig indrullere som tysk soldat med naziuniform. Oplysningen om Eigils nazifortid kommer frem i Axels bog “Kampen for kærligheden”, der netop er udkommet.

Men man mÃ¥ spørge, om ungdommens letsindige omgang med nazismen, er nok til at diskvalificere Eigil som forbillede for senere generationer af homoseksuelle? Skal nazifortiden endnu engang være et stempel, et stigma, der skal bæres og synliggøres – mange Ã¥r efter og uden hensynstagen til, hvad personen har foretaget sig i de mellemliggende Ã¥r?

Homoseksuelle er mennesker som alle andre. De begår fejl. De løber oven i købet ind i modsigelsesfulde fejltagelser som i Eigils tilfælde, når han sympatiserede med en -isme, der forfulgte og udryddede homoseksuelle på linje med jøder, kommunister og andre, der ikke passede ind i det ariske ideal. Vi har set den slags diskvalifikationer til hudløshed siden slutningen af Anden Verdenskrig.

For det første skal vi huske pÃ¥, at nazisympatier og racistiske holdninger overhovedet ikke var ualmindelige i 30’erne og under besættelsen. Man fÃ¥r let det indtryk, at der var tale om undtagelsestilfælde, nÃ¥r nogen afsløres for deres nazisympatier. Det er en msiforstÃ¥else. Man kunne mÃ¥ske formulere det pÃ¥ den mÃ¥de, at naziideologien var en del af tidsÃ¥nden. Som en historiker engang udtrykte det: Før Anden Verdenskrig var vi alle racister. Selvfølgelig en sandhed med modifikation. Men den siger noget om tidsÃ¥nden.

Selvfølgelig er det svært at undskylde en nazifortid, men det vi kan forlange og forvente er, at de involverede siden hen gør op med deres fortid. Ikke nødvendigvis i fuld offentlighed – sÃ¥dan som vor tids borgerlige inkvisitorer forlanger af gamle venstreorienterede – men ved at leve et liv, der modsiger denne fortid. Og det kan man jo netop sige, at en person som Eigil Axgil har gjort ved at kæmpe og arbejde for homoseksuelles rettigheder.

Det hører med til det at være menneske, at vi fejler og gÃ¥r af de forkerte stier i livet. Og det hører ogsÃ¥ til menneskelivet, at vi kan blive klogere og ændre holdning til det, vi har gjort. NÃ¥r Axel ikke har gjort det tidligere – offentligt – hænger det givetvis sammen med, at det ville være et ekstra kors at bære rundt pÃ¥, nÃ¥r man i forvejen tilhørte en diskrimineret del af befolkningen. Men med sine handlinger gjorde han en forskel i forhold til tiden i naziuniform.

Selvfølgelig skal vi ikke trække pÃ¥ skuldrene af folk, der aktivt har været med til at udrydde jøder o.a. og pÃ¥ anden mÃ¥de begÃ¥ forbrydelser mod menneskeheden. Men ellers bør vi vi tilgive de ideologiske vildfarelser, nÃ¥r der gøres op med dem aktivt. Ellers kommer vi ikke videre. Derfor mener jeg, at Lars Aslan Rasmussens forslag blot bidrager til den form for historieforfalskning og -udviskning, der ikke kan rumme menneskelige fejltagelser og menneskelige modsætninger – og derfor modvirker fremskridtet…