Indlæg tagget med humaniora

Vi reduceres til soldater i konkurrencestaten – dagens citat

6. februar 2016

”Det er udtryk for en ekstremt kortsigtet kulturpolitik. Man har i for vejen svækket teologien meget ved at nedlægge fakultetet i Aarhus. Når man nu også svækker faget på den måde i København, så svækker man faget som sådan i Danmark, og jeg er bestemt ikke begejstret. Jeg synes, man underminerer vores kultur, og vi får lige så stille et folk, som mangler sans for det værdifulde i samfundet. Vi bliver reduceret til soldater i konkurrencestaten. Ikke fordi konkurrencestaten er indført endnu, men vi er godt på vej.”

Professor emeritus i filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Aarhus Universitet, Campus Emdrup. Cand. theol. fra Aarhus Universitet, dr. theol. Peter Kemps kommentar til besparelserne på Københavns Universitet.

Selv om det ligger mig fjernt at forsvare det teologiske eller religiøse, så er jeg enig med Kemp i, at vi er på vej mod en situation af åndløshed i et samfund, hvor det eneste, der tæller er den kapitalistiske konkurrencestat.

Benno Ohnesorg

22. maj 2009

Det er mere end fyrre år siden, den unge, tyske student Benno Ohnesorg blev skudt ned i forbindelse med en demonstration i Berlin mod Shahen. Ohnesorg blev skudt i baghovedet på klos hold.

 

Politimanden, der skød, blev frikendt i to omgange. Omstændighederne omkring nedskydningen af den unge mand og myndighedernes behandling af sagen har siden været genstand for megen kritik og debat, men Ohnesorgs død blev en vigtig symbolsk hændelse, der var med til at legitimere studenterbevægelsens politiske arbejde og venstrefløjens kritik af det bestående. Pressefotoet af den døende Ohnesorg blev et mytologisk billede på linje med billeder af de nedskudte studenter i Ohio.

 


I dagens aviser kan man i dag læse, at den politimand, der skød Ohnesorg, var spion for DDRs forhadte Stasi. Der er ikke noget, der tyder pÃ¥, at han skød Ohnesorg i sin egenskab af spion, men derimod i sin egenskab af vesttysk politimand. Imidlertid fortæller den historisk afsløring, der kommer efter frigivelse af papirer fra Stasi-arkivet, noget om, hvor kompliceret den politiske virkelighed var i Forbundsrepublikken efter nazitiden. Ikke alene lÃ¥ den umiddelbare fortid, nazitiden, som en langt hen ubearbejdet, tungtvejende byrde pÃ¥ det unge, borgerlige demokrati, men samtidig skulle man hÃ¥ndtere og leve med en højspændt efterretningsrelation til DDR, hvor hundredvis af spioner havde deres virke i Forbundsrepublikken. Hvor meget myndighederne (og den vesttyske efterretningstjeneste) kendte til politimanden Kurras rolle som spion vides ikke, og mÃ¥ske fÃ¥r vi det aldrig at vide. Men frifindelsen af ham kunne mÃ¥ske tyde pÃ¥, at myndigheder vidste mere, end der kom frem dengang…

 


Nyheden er et godt eksempel pÃ¥, hvor vigtig en bestemt humanistisk faggruppes -  historikernes – arbejde er for vores forstÃ¥else af verdens gang – og dermed for vores forstÃ¥else af den tid, vi lever i. NÃ¥r det store flertal af danske folketingspolitikere – i følge dagbladets Informations undersøgelse – ikke mener, at humanistisk forskning er noget at samle pÃ¥ (hvilket bl.a. ses pÃ¥ antallet af humanistiske forskningsstipendier etc.), sÃ¥ glemmer (fortrænger, fornægter…) de helt, at det, de humanistiske fag beskæftiger sig med, er selve det humane. ForstÃ¥else af det humane i alle dets aspekter: hvad det menneskelige er, menneskets bevæggrunde, historiens betydning som del af naturhistorien osv. Sætter vi en parantes om det humane i forskningens verden, afskærer vi os fra muligheden af at ændre verdens gang…
ps. illustrationen herover er hentet fra Flickr.

Jean Baudrillard er død

7. marts 2007


En af de mest læseværdige og spændende franske intellektuelle op gennem tresserne, halvfjerdserne og frem, den velskrivende, provokerende kritiker og sociolog Jean Baudrillard er død i en alder af 77 Ã¥r efter lang tids sygdom. Det var hans lod at blive indrulleret i den trend, man kaldte “post-modernismen”. Men det var langt fra dækkende for mandens dybt originale analyser af det moderne samfund. Med rødder i den marxistiske teoridannelse havde han et særdeles godt blik for forbrugersamfundets og medievirkelighedens forbandelser. Som da han i starten af halvfemserne udkastede teorien om, at Golf-krigen slet ikke havde fundet sted – andre steder end i medierne. Det var selvfølgelig provokerende og kontroversielt. Men samtidig Ã¥bnede han øjnene over for mediernes voldsomme og ofte manipulerende betydning for vores oplevelse af virkeligheden.
Baudrillards absolut læseværdige rejsebeskrivelse og kærlighedserklæring “Amerika” er i øvrigt med pÃ¥ det aktuelle bogudsalg. Og den er anbefalelsesværdig. Her oplever man mandens underdrejede sorte humor (der næsten nærmer sig dansk ironiseren…) og skarpe pen.

En smagsprøve (i engelsk oversættelse) fra ovennævnte Amerika-bog:

Anorexic culture: a culture of disgust, of expulsion, of anthropoemia, of rejection. Characteristic of a period of obesity, saturation, overabundance. The anorexic prefigures this culture in rather a poetic fashion by trying to keep it at bay. He refuses lack. He says: I lack nothing, therefore I shall not eat. With the overweight person, it is the opposite: he refuses fullness, repletion. He says: I lack everything, so I will eat anything at all. The anorexic staves off lack by emptiness, the overweight person staves off fullness by excess. Both are homeopathic final solutions, solutions by extermination.

Opdatering: Jeg faldt over denne danske Wikipedia-artikel om Baudrillard.

Freud: At være en gammel gris

2. februar 2007

Det seksuelle er interessant, hvis nogen skulle være i tvivl. Tag et hvilket som helst kulørt ugeblad, og du vil se, at der bruges megen spalteplads pÃ¥ spekulationer om kendte menneskers seksualliv. Hvem kommer sammen med hvem? Hvem er blevet skilt fra hvem og hvorfor? En hel industri af nyfigne journalister og paparazzifotografer lever af at levere den slags sladder til læserne (for en ordens skyld: jeg læser dem ogsÃ¥…). Og mÃ¥ske er det ikke sÃ¥ underligt. Kærlighedslivet fylder pÃ¥ godt og ondt meget i menneskenes liv. Hvad enten de vil erkende det eller ej.
En af de store forskere udi det menneskelige seksualliv var den kendte østrigske læge Sigmund Freud, der i starten af forrige Ã¥rhundrede udkastede en række teorier om det seksuelle; teorier, der lige siden deres formulering har været kontroversielle og uafrystelige. Freud var godt klar over, at det felt, han kastede sig over, ville møde modstand. Og sÃ¥dan blev det. Der blev gjort ihærdige forsøg pÃ¥ at miskreditere hans person og hans forskning. En af de kendteste karikaturtegninger af Freud viser hans hoved formet af nøgne kvinder – og titlen er: What’s on a Man’s Mind? Freud som en gammel gris. Han mÃ¥ pr. definition være en gammel lidderbuk, nÃ¥r han hver dag beskæftigede sig med andre menneskers seksualliv og dets mentale skæbner. Denne tendentielt miskrediterende tanke er interessant. For man mÃ¥ spørge: Hvorfor skulle det være diskvalificerede for en mands forskning, at han havde et aktivt seksualliv, eller  for den sags skyld, at han var seksuelt afsporet i forhold til samtidens seksualmoral?
Det er en kendt sag, at Freud var godt og borgerligt gift og fik en masse børn. Det er også nogenlunde veldokumenteret, at fru Freud ikke var specielt interesseret i kønsakten, når den ikke lige stod i forplantningens tjeneste. Og det er også velkendt, at Freud i lange perioder havde Fru Freuds yngre søster, Minna Bernays boende i sit hjem. Derfor har tanken ikke ligget fjernt: Har Freud muntret sig på lagnerne sammen med den yngre Minna? Mistanken har ligget og luret i årtier. Freuds tidligere væbner og senere konkurrent Carl Gustav Jung mere end antydede, at frk. Bernays havde indrømmet en affære med Sigmund, hvilket Freud afviste som en jungiansk ondskabsfuldhed.
Nu mener en tysk sociolog at have fundet et “bevis”. I følge Franz Maciejewski skulle Freud og Minna den 13. august 1898 have indlogeret sig som ægtepar i en kro i de svejtsiske alper for at holde to ugers ferie. I kroens gæstebog stÃ¥r der, at “Dr. Sigmund Freud og frue” bebor rum nr. 11. Det er bevis nok, mener sociologen, pÃ¥, at der var tale om en affære.
Mit ærinde her er ikke at kæmpe for Freuds ærbarhed eller forsøge at postulere, at Freud da sagtens kunne sove ved siden af sin 11 Ã¥r yngre svigerinde uden at forgribe sig pÃ¥ hende. Næh, men som den kendte Freud-biograf, Peter Gay, udtrykker det: “Det er meget muligt at det sov sammen…men det gør hverken ham eller psykoanalyse mere eller mindre korrekt”. Det kan da ikke udelukkes, at Sigmund – oven i købet med Fruens velsignelse eller i hvert fald tavse samtykke – lod Sigmund og Minna dyrke kødets lyst i alpehytten. Freud studerede omkring 1900 de mentale skæbner, der kom ud af et borgerligt samfund, hvor det seksuelle blev dæmoniseret og fortrængt, og indsÃ¥, at det seksuelle – drifterne – under alle omstændigheder ville komme til udtryk. Fx i mange borgerlige kvinders hysterier, altsÃ¥ alvorlige, belastende sindslidelser.
Problemet med denne sÃ¥kaldte afsløring er, at mange af Freuds efterfølgere og elever har set en interesse i at fremstille ham som et ideal, en verdslig helgen, ja, en slags messias, der – med Freuds eget begreb – sublimeredesine seksuelle drifter til videnskabelig produktion. Freud kunne have gode grunde til at gÃ¥ stille med dørene. Han kendte alt for vel Wienerborgerskabets tykke dobbeltmoral og dens vogter, fordømmelsen, og vidste sikkert, hvordan man bÃ¥de skulle holde facaden i orden og uplettet og samtidig finde afløb for sine seksuelle lyster. At han trÃ¥dte ved siden af dydens smalle sti ændrer ikke i sig selv ved hans projekt, men viser blot at han var et menneske. Det gjorde vel heller ikke H. C. Andersen til en mindre digter, at han onanerede flittigt og registrerede hyppigheden i sine dagbøger? Mere om sagen kan læses i The Herald Tribune her.

Klaus Rifbjerg fylder 75 år

9. december 2006

Udkast: Livet i badeværelset

Den danske forfatter og digter m.m. Klaus Rifbjerg fylder Ã¥r d. 15. december. Han bliver 75. Omtrent 160 bøger af blandet observans – digte, romaner, journalistik, filmmanus, radiospil osv. – har Store Klaus pÃ¥ samvittigheden. Og i 50 Ã¥r har han været pÃ¥ banen. Nok til, at han burde være mere berømt i udlandet, end tilfældet er. Som kulturradikal humanist har Rifbjerg altid været – og er det stadigvæk – en torn i øjet pÃ¥ den indgroede, puritanske borgerlighed, der stadigvæk den dag i dag stortrives i lille Dannevang. Venstresnoet fredselsker, der altid har troet pÃ¥ det gode i sine medmennesker og altid har ment, at fornuften er at foretrække frem for ideologiske vildfarelser, deres fortegn ufortalt. Et kritisk arving efter Brandes og PH. Vi mÃ¥ hÃ¥be, at nogen kan løfte arven efter ham, nÃ¥r det kommer sÃ¥ vidt. Men heldigvis ser han ud til at være still-going-strong, og kender jeg ham ret, vil han fortsat blande sig og kommentere verdens skæve gang lige til den dag, hvor han drager sit sidste suk. Til lykke med dagen i næste uge. [Ovenfor et udkast til Rifbjergs kendte digt om Livet i badeværelset, som mangen en gymnasieelev har været udsat for…]. Dagbladet Information har et stort interview med Klaus Rifbjerg i dag. Og mon ikke der kommer flere i den kommende tid?!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...