Indlæg tagget med humor

Farvel til Jan Monrad

21. november 2015

Endnu et træ i skoven af bemærkelsesværdige kunstnere med rod i tresserne og halvfjerdserne er faldet til jorden. I fredags døde Jan Monrad som følge af en blodprop i lungerne, 64 år gammel.

Den uddannede skolelærer startede som udøvende kunstner i begyndelsen af 1970’erne og kom ud til et større publikum, da han sammen med makkeren Søren Rislund dannede gruppen Totalpetroleum. De to tidligere gymnasiekammerater dyrkede en næsten ungdommenlig hang til aparte humor, som de forfinede og modnede i det band. Senere skrumpede Totalpetroleum ind til duoen Monrad & Rislund, hvor de to kammerater fortsatte deres satiriske og humoristiske arbejde.

Sammen med Rislund var Monrad eksponent for – på linje med fx Clausen & Petersen – den skæve, folkeligt forankrede, let samfundskritiske humoristiske sans, der også var et barn af tressernes og halvfjerdsernes anti-autoritære og rebelske strømning. Og nu er der så en mindre til at bære den flamme videre. Det er synd og skam. Farvel Monrad.

Og nu til noget helt andet: Woody Allen – stand up

19. juli 2015

Det er sommer og musikbranchen er også kølet lidt ned. Og derfor er der plads til andre fornøjelser. Således er jeg faldet over en udgivelse med Woody Allens stand up-præstationer fra dengang, han endnu ikke helt var brudt igennem som instruktør. Jeg blev inspireret til dette side spring af en trailer til Allens seneste film – vist nr. 50 – der virkede lidt slap på mig. Så her er han i en herlig optagelse fra 1965.

Pennen er stærkere end sværdet

8. januar 2015

Endnu en kommentar til tragedien i Paris.

Gøg og Gokke – et musikalsk makkerpar

22. august 2013

Dagens startede med et mellemfornøjet humør. Og det fik mig straks på sporet af Gøg og Gokke. Lige så langt tilbage jeg kan huske har de  to spasmagere været den allerbedste medicin for mit humør. Med deres humor og gags har de altid kunnet vende en dårlig dag til en bedre dag for mit vedkommende.
Jeg vil gerne indrømme, at jeg står af over for megen af nutidens humor, fx mange af de såkaldte stand-up-komikere. Og jeg tror, jeg har fundet forklaringen. Mange af nutidens komikere mangler et væsentligt element i deres komik: musikalitet. Det er netop den musikalske virtuositet hos Laurel & Hardy, der får min latter frem. Det er den, der styrer deres fabelagtige timing i deres anarkistiske historier.
Engang imellem slår musikalitet også ud i lys musikalsk lue, som fx i de to nedenstående eksempler, der med al ønskelig tydelighed demonstrerer at Stan Laurel og Oliver Hardy også kunne gøre sig som sangere og musikere. Talentet er slet ikke til at tage fejl af.

En ukulelespillende humørbombe og lidt tuaregrock fra storbyen

8. april 2012

Onkelvolde har været så venlig at levere et link til dagens første video. Nellie McKay, som jeg med skam at melde aldrig har hørt om, fremfører en feministkritisk, humoristisk sang. Kunne man forestille sig nogen herhjemme være så politisk ukorrekt – oven i købet på en smittende humoristisk vis? Jeg har svært ved at forestille mig det. Her kunne hende Bitterfissen virkelig lære noget!

 

Og – helt uden sammenhæng med ovenstående – så er her et link til en fin koncertoptagelse med tuaregrockerne Tinariween, der snart slår deres vej forbi Aarhus (mere om det senere på måneden).

Og her er der – også fra Rolling Stone – en video med Dr. John, hvor han sammen med Dan “Black Keys” Auerbach giver “Revolution” fra sin nye plade. Tre fine videoer, en god start på eftermiddagen…

At Tænke Sig – blander Pengekowa ind i Folketingsvalget…

8. september 2011

Milliona Pengekowa, hjernefusker:

»Jeg stemmer personligt på Helge Sander, for han har gjort utrolig meget for videnskaben. Jeg har gennem årene haft et tæt samarbejde med Helge, og han har altid været god til at tage imod mine ideer. Desuden var han en uvurderlig støtte, da jeg mistede min mor og søster og senere fik dem tilbage igen«.

Nej – det skal ikke være alvor det hele!

Et hundeliv – Bonzo-Dog-Doo-Dah-Band samlet i en boks

14. februar 2011

Der er bokssæt, jeg har set mere frem til end andre. Fx er Derek and the Dominos Layla Sessions på vej i endnu en oppulent, og måske ved nærmere eftersyn overflødig, boks. Men The Bonzo Dog Doo Dah Band har ladet vente på sig med en rigtig god og omfattende opsamling. Med klar reference til dadaismens galskab sørgede medlemmerne af Bonzo Dog for, at humoren ikke gled ud af tressernes seriøse beskæftigelse med rock og pop. Nu er det så muligt at genhøre mere end 70 af gruppens sange i ny og digitalt forbedrede udgaver. Mange af sangene har tidligere været samlet på den for længst udsolgte “Cornology” (1992). Den ny samling omfatter albummene Gorilla (1967) (som The Bonzo Dog Doo/Dah Band), The Doughnut In Granny’s Greenhouse (1968), Tadpoles (1969), Keynsham (1969) og Let’s Make Up And Be Friendly (1972), hvilket vil sige alle studioalbums fra deres første gyldne periode inden gendannelsen. Dertil skal lægges diverse obligatoriske bonusnumre (ni stk.), sjældne tidlige optagelser, glemte B-sider og tre solonumre med Vivian Stanshall (Labia Dental Fricative m. Eric Clapton på guitar), Neil Innes (Re-cycled Vinyl Blues) og Roger Ruskin Spear (Trouser Freak). Hvis man er til syret engelsk humor, så er denne udgivelse uomgængelig…

Disk 1
1. Cool Britannia (2007 Digital Remaster)
2. The Equestrian Statue (2007 Digital Remaster)
3. Jollity Farm (2007 Digital Remaster)
4. (I Left My Heart) In San Francisco (2007 Digital Remaster)
5. Look Out, There’s A Monster Coming (2007 Digital Remaster)
6. Jazz, Delicious Hot, Disgusting Cold (2007 Digital Remaster)
7. Death Cab For Cutie (2007 Digital Remaster)
8. Narcissus (2007 Digital Remaster)
9. The Intro And The Outro (2007 Digital Remaster)
10. Mickey’s Son And Daughter (2007 Digital Remaster)
11. Big Shot (2007 Digital Remaster)
12. Music For The Head Ballet (2007 Digital Remaster)
13. Piggy Bank Love (2007 Digital Remaster)
14. I’m Bored (2007 Digital Remaster)
15. The Sound Of Music (2007 Digital Remaster)
16. We Are Normal (2007 Digital Remaster)
17. Postcard (2007 Digital Remaster)
18. Beautiful Zelda (2007 Digital Remaster)
19. Can Blue Men Sing The Whites (2007 Digital Remaster)
20. Hello Mabel (2007 Digital Remaster)
21. Kama Sutra (2007 Digital Remaster)
22. Humanoid Boogie (2007 Digital Remaster)
23. The Trouser Press (2007 Digital Remaster)
24. My Pink Half Of The Drainpipe (2007 Digital Remaster)
25. Rockaliser Baby (2007 Digital Remaster)
26. Rhino Cratic Oaths (2007 Digital Remaster)
27. 11 Mustachioed Daughters (2007 Digital Remaster)
Disk 2
1. Hunting Tigers Out In India (2007 Digital Remaster)
2. Shirt (2007 Digital Remaster)
3. Tubas In The Moonlight (2007 Digital Remaster)
4. Dr Jazz (2007 Digital Remaster)
5. The Monster Mash (2007 Digital Remaster)
6. I’m The Urban Spaceman (2007 Digital Remaster)
7. Ali Baba’s Camel (2007 Digital Remaster)
8. Laughing Blues (2007 Digital Remaster)
9. By A Waterfall (Footlight Parade) (2007 Digital Remaster)
10. Mr Apollo (2007 Digital Remaster)
11. Canyons Of Your Mind (2007 Digital Remaster)
12. You Done My Brain In (2007 Digital Remaster)
13. Keynsham (2007 Digital Remaster)
14. Quiet Talks And Summer Walks (2007 Digital Remaster)
15. Tent (2007 Digital Remaster)
16. We Were Wrong (2007 Digital Remaster)
17. Joke Shop Man (2007 Digital Remaster)
18. The Bride Stripped Bare (By The Batchelors) (2007 Digital Remaster)
19. Look At Me I’m Wonderful (2007 Digital Remaster)
20. What Do You Do? (2007 Digital Remaster)
21. Mr Slaters Parrot (2007 Digital Remaster)
22. Sport (The Odd Boy) (2007 Digital Remaster)
23. I Want To Be With You (2007 Digital Remaster)
24. Noises For The Leg (2007 Digital Remaster)
25. Busted (2007 Digital Remaster)
Disk 3
1. The Strain (2007 Digital Remaster)
2. Turkeys (2007 Digital Remaster)
3. King Of Scurf (2007 Digital Remaster)
4. Waiting For The Wardrobe (2007 Digital Remaster)
5. Straight From My Heart (2007 Digital Remaster)
6. Rusty (Champion Thrust) (2007 Digital Remaster)
7. Rawlinson End (2007 Digital Remaster)
8. Don’t Get Me Wrong (2007 Digital Remaster)
9. Fresh Wound (2007 Digital Remaster)
10. Bad Blood (2007 Digital Remaster)
11. Slush (2007 Digital Remaster)
12. My Brother Makes The Noises For The Talkies (2007 Digital Remaster)
13. I’m Gonna Bring A Watermelon To My Girl Tonight (2007 Digital Remaster)
14. Alley Oop (2007 Digital Remaster)
15. Button Up Your Overcoat (2007 Digital Remaster)
16. Mr Apollo (German version) (2007 Digital Remaster)
17. Readymades (2007 Digital Remaster)
18. Labio-Dental Fricative (2011 – Remaster)
19. Re-Cycled Vinyl Blues (Medley) (2011 – Remaster)
20. Trouser Freak (2011 – Remaster)

Urban Spaceman

Milliona Pengekowa

8. februar 2011

Nogle gange er Politikens At tænke sig ganske ubetalelig og en stadig påmindelse om, at uden humor går det slet, slet ikke… Citat:

VIDENSKABSNYDT
Hjernefusker Milliona Pengekowa oplyser, at hun er i gang med et nyt projekt.

»Jeg vil undersøge, hvilken indflydelse kvindelig charme har på halvgamle mænd i universitetsmiljøet, og i hvor høj grad denne charme er i stand til at påvirke deres evne til at tænke klart«, siger Milliona Pengekowa, der oplyser, at hun skal bruge 784 rotter, et større antal falske dokumenter og 1 naiv rektor for at gennemføre sin forskning.

PS. Seneste nyt i sagen: Spansk forsker undsiger Penkowa

Woody Allen – 75

2. december 2010

Jeg nåede ikke at nævne det i går, på selve dagen, men Woody Allen fyldte 75 år. Og det er nok en rune værd. For denne amerikanske – eller rettere: new yorkske – standup-comedian, forfatter, komiker og ikke mindst filminstruktør har siden tresserne underholdt denne skriverkugle (og mange andre) med sine tragi-komiske fortællinger fra en virkelighed, der nok lugter langt væk af Big Apple, er uudgrundeligt jødisk i en af sine tematikker, men også udtryk for en særlig uamerikansk, nærmest europæisk virksomhed, der i bund og grund handler om det alt for menneskelige. Om kærligheden, som vi aldrig bliver færdig med, hvad enten den har ramt os eller ramt forbi os. Sygdommen til døden – og døden selv, som hypokonderen Allen altid har en ironisk distanceret kommentar til. Og livets serie af tilfældigheder, der bliver ved med at fascinere og overraske os.
Selv i de letteste af hans film mærker man, at Allen nok er en instruktør og filmfortæller, der gerne vil underholde os – men også en kunstner, der hjertens gerne vil fortælle os noget om den store gåde, vi står over for hver eneste dag: Livet. Uden at det skal misforstås, så ser jeg en lige linje fra William Shakespeares dramatik til Woody Allens New Yorker-komedier. De arbejder begge med det samme råstof, omend i hver sin tidsalder og med hver sit sprog.
Woody er i gang med en ny film, “Midnight i Paris”, der skal komme næste år, og hans seneste, “You Will Meet A Tall Stranger” fra i år har haft premiere. Jeg har dem til gode endnu, og jeg er sikker på, at instruktøren vil forsøge at snyde manden med leen, så længe kræfter og helbred tillader det, og vil fortsætte med at lave seværdige film… Til lykke.

Tuli Kupferberg – grundlægger af The Fugs – er død, 86 år gammel

13. juli 2010

The Fugs var en slags pendant til det samtidige engelske Bonzo Dog Doo-Dah Band. Begge bands blev dannet i første halvdel af tresserne og forenede det litterære med rocken, tilsat en god portion humor. The Fugs var et bindeled mellem den Beat Generation, der musikalsk, litterært og livsfilosofisk var halvtredsernes foregribelse af tressernes opbrud, og den punkmusik, der for alvor markerede tresserperiodens afrunding. Og til forskel fra Bonzo Dog Band var The Fugs et politisk band. Ikke politisk i nogen dogmatisk eller teoretisk forankret forstand. Men mere i den almene forstand, som kendetegnede en stor del af tresserungdommens opgør med det samfund, der blev opfattet som forstokket, materialistisk, bornert og – frem for alt – kedeligt. Selve navnet – The Fugs – siger noget om samfundskritikkens form: en eufemisme for the four letter word “fuck”.

Gruppen blev dannet af digterparret og vennerne Tuli Kupferberg og Ed Sanders og trommeslageren Ken Weaver i 1964 og havde sin første aktive periode frem til 1969. The Fugs blev gendannet i 1985 og var aktive frem til dette årti. Der var mange udskiftninger undervejs, men Kupferberg og Sanders forblev den kreative kerne, der forsynede gruppen med dens modkulturelle sange om sex, drugs og politik.

Jørgen Mylius (endnu engang tak Jørgen!) var flink til at spille The Fugs, når de udsendte en plade. Det var sådan, de som så meget andet kom ind i mit system. The Fugs var både outsidere, særlinge, enere i tressernes musikalske bevægelse, men samtidig inkarnerede de det amerikanske – og dermed langt hen vestlige – ungdomsoprørs humorfyldte, provokatoriske undergrundsoprør med det konforme samfund, efterkrigstiden byggede op – og som vi stadigvæk må slås med…

Tuli Kupferberg døde i mandags på Manhattan, hvor han levede sammen med Ed Sanders.

The Fugs på svensk TV i 1968:  Del IDel II

Humor og nazisme

3. december 2009

Den nydelsessyge Wunderknabe, Pete Doherty, har gjort sig uheldigt bemærket i München, hvor han sammen med Babyshambles gav koncert. Pludselig begynder Doherty at synge “Deutschland, Deutschland über alles”, nazisternes gamle nationalhymne. Og reaktionen lod ikke vente på sig. Doherty blev mødt med tilråb og ukvemsytringer. Måske forsøgte Doherty at være morsom.

Men er der grænser for, hvad man kan lave sjov med? Er der grænser for, hvad humor kan dreje sig om? Det tror jeg ikke. Humoren er svær at forstå. Freud skrev en artikel om den. Harald Høffding, den danske filosof, forsøgte sig også med nogle filosofiske overvejelser. Og franskmanden Henri Bergson. Med flere.

Kigger man på humoren, fx den jødiske eller humoren blandt handicappede, så bemærker man, at den netop ikke respekterer tabuer. Snarere tværtimod. Den søger tabuerne. Italesætter det, vi i andre sammenhænge ikke bør tale om. Sex, død, det alt for menneskelige. Jeg tror, at det bl.a. er denne grænseoverskridelse, der forklarer humorens nødvendighed. Humoren løsner et bånd, vi har lagt på os selv, den letter et tryk osv. Derfor kommer vi til at grine, også i situationer, hvor det kan være pinligt. Spontant og uden at ville det. Og dermed gør humoren det lidt lettere at komme gennem livets tunge og små problemer.

Hudibras – et “frækt” vittighedsblad – erindringsglimt

28. november 2009

Julen og årsskiftet nærmer sig, og tiden er inde til diverse skrifter om året, der gik. Det fik mig til at tænke på en af mine forældres venner, der altid holdt de satiriske skrifter Svikmøllen og Blæksprutten. Og så Hudibras. Mit blik faldt på det forleden, hvor jeg var inde i en større kiosk. Dengang jeg så det for første gang, var det et “uartigt” blad. Det var før billedpornografiens frigivelse, og fruen i huset havde det med at låse bladet forsvarligt inde i et lille ophængt hjørneskab i huset. Men det hændte, at farmand glemte bladet inde i stuen, så nysgerrige sjæle – mig inklusive – kunne svælge i Annie Lipperts elegante “frække” tegninger med mere eller mindre afklædte barmfagre pigebørn. Ellers bestod bladet af forskellige historier og andre tegneres udfoldelser, fx humoristen Willy Breinholsts og Povl Norholts. Når jeg forsøger at erindre læseoplevelsen, så var den uskyldigt pirrende for en ungersvend som mig. Der var en em af bornert efterkrigsmoral og – med lidt god vilje – en lille snert af det frisind, der i løbet af tresserne ville forsøge at sætte sig igennem. Bladet blev grundlagt i 1943, altså under besættelsen, hvor der sikkert var et stort behov for den slags “uskyldig” underholdning. Det udkommer, som nævnt, stadigvæk. Og det holder stilen fra dengang, ved jeg ikke, men i så fald må man sige, at der er tale om en anakronisme.

W.C. Fields Movie Collection – Så er (sommer)underholdningen reddet

1. juli 2009

Som fan af W. C. Fields må man kende sin besøgelsestid. Og besøgelsestiden er nu, hvor man kan få 17 af Fields film i et boksæt for ca. 150 kroner (inkl. forsendelse og VAT!). Hos en dansk forhandler har jeg set den fornylig på tilbud til 599,- kr. Mon nu musklerne i mellemgulvet kan klare en tur her i varmen!?”

Single DVD’er:

* It’s a Gift (1934)
* My Little Chickadee (1940)
* Never Give a Sucker an Even Break (Tøffelhelten, 1941)

Double DVD’er:

* You’re Telling Me! (1934) / Man on the Flying Trapeze (1935)
* The Old Fashioned Way (1934) / Poppy (1936)
* You Can’t Cheat an Honest Man (1939) / Six of a Kind (1934)
* The Bank Dick (1940) / Follow the Boys (1944)
* International House (1933) / Million Dollar Legs (1932)
* Mississippi (1935) / The Big Broadcast of 1938 (1938)
* Tillie and Gus (1933) / If I Had a Million (1932)

TILBAGESPOLING.

 

The Barron Knights – pop og humor

26. maj 2009

I engelsk popmusik har man haft en lille, men markant, tradition for at blande humor og musik. Vi kan fx tænke på George Formby (hvis vi går længere tilbage), Scaffold, Bonzo Dog og så The Barron Knights. Sidstenævnte gruppe blev dannet ved indgangen til de kulørte tressere, hvor de også fik deres storhedstid. Selv om Barron Knights var et talentfuldt rock-band, som bl.a. Beatle-manager Brian Epstein havde et godt øje til og engagerede flere gange som opvarmningsband for bl.a. Beatles, så var det i kraft af deres parodier på andre kunstnere, de opnåede berømmelse. I 1964 slog de igennem med nummeret “Call up the Groups”, hvor de med talent parodierede navne som Searchers, Freddie and the Dreamers, Dave Clark Five, Bachelors, Stones og Beatles. Pladen nåede helt op på en tredjeplads i England. Frem til midten af halvfjerdserne fik de yderligere fire top 10 hits plus en del mindre. Barron Knights har været aktive helt frem til dette årti. Men nu er det måske slut, for i dagens engelske aviser kan man læse, at forsangeren gennem årene, Duke D’Mond er død i en alder af 66 år. Hvil i fred.

Nostalgi: Gøg og Gokke

5. april 2009

Jeg er vokset op med Gøg og Gokke. Eller Dick und Doof, som de hed på tysk. For mange af filmene så jeg op gennem tresserne og ind i halvfjerdserne på tysk tv. Det gjorde ikke så meget, så længe det var stumfilmene, det drejede sig om. Dansk tv var også flinke til at sende Gøg og Gokke. I hvert fald inden oprettelsen af TV2 gjorde det mindre attraktivt at servicere minoritetsgrupper blandt seerne.
Gøg og Gokke – Stan Laurel og Oliver Hardy – hører til den udsøgte kategori af komikere, der bogstaveligt talt kan få tårerne til at trille ned af mine kinder af bare grin. Her får de kun konkurrence af W. C. Fields og Peter Sellers ( i visse af hans film). Jeg holder også meget af de andre stumfilmkomikere – Chaplin, Keaton osv. – men deres humor har andre kvaliteter. Chaplins humor har musikaliteten og dansen, Keaton den eksistentielle dybde osv.
For snart længe siden købte jeg en tre-dvd-boks i det lokale supermarked med de to herrer Gøg og Gokke. Men det var en skuffelse. Kvaliteten af filmene var mildest talt ringe, og boksen har fået lov til at samle støv på hylden. Oven i købet “forærede” min svigerfar mig endnu en kopi af samme boks. Det siger måske alt om den…
Men lysten til at se Laurel & Hardy i deres velmagtsdage er intakt, og derfor slog jeg til, da jeg så, at man – for en slik – kunne erhverve sig 21-disc-udgaven af Laurel & Hardy The Collection. I følge de oplysninger, jeg har kunnet skrabe samme, er kvaliteten – den tekniske – i orden, og bokssættet dækker størstedelen af duoens udfoldelser.

Jeg glæder mig som en lille dreng til at få et godt grin. Nu mangler jeg bare en tilsvarende udgave af W. C. Fields’ værker.

Apropos: Jeg har også skulet til Henriks omtale af Gøg og Gokke.