Indlæg tagget med humor

Palin for President! – Michael…

10. september 2008

Ingen kommentarer. Taler helt for sig selv:

Se også denne fire-minutters præsentation af Sahra Palin…

Lenny – Lenny Bruce….

14. maj 2008

Bo fik mig til at tænke på en fremragende film, jeg engang har set. Bob Fosses film Lenny – om den afdøde stand-up-comedian Lenny Bruce. Fra 1974 med en endnu ung Dustin Hoffman i en suveræn hovedrolle. Siden er den film vist gået lidt i glemmebogen. Og det er en skam. Den fås på dvd – også med danske undertekster, selv om det i denne sammenhæng er ret underordnet.
Bos udfald mod de danske stand-up-comedians fik mig til at tænke over, hvad der er galt med megen dansk scenehumor. Hvorfor er meget af det ikke rigtig morsomt? Forleden så jeg lidt af den tilbagevendende københavnerbegivenhed Cirkusrevyen i tv. Og det var ikke sjovt. Måske for et lokalt københavnerpublikum, der har gjort pågældende revy til en tradition, men ikke set her fra en høj i Højbjerg.
Jeg tror, at noget af det, der er galt med megen dansk scene-humor i disse år er, at det er en harmløs humor. Det er en form for humor, der ikke vil fornærme nogen, når det kommer til stykket. Ofrene – fx politikerne – bliver siddende i salen eller foran tv og griner med. Lenny Bruce skilte vandene, når han tog emner som abort, stoffer, jazz, nationalisme, jødedom, irere, politik, tro osv. op. Lenny Bruce led ikke af selvspejlende, mediefikseret behagesyge. Han ville ikke være venner med alle. Hvornår har vi sidst set en dansk komiker gå til grænsen og hudflette politikere, kongehus, danskerne, sig-selv?

Og hvorfor ikke tage Bob Dylans sang om Lenny Bruce, når vi nu er ved manden. Han fortjener en hyldest…

Harry Langdon – en erindring

20. januar 2008

I min barndom blev min begejstring for de gamle komikere grundlagt. Chaplin, Gøg og Gokke, Buster Keaton, Harold Lloyd, W. C. Fields osv. Og det var ikke mindst i kraft af tysk tv, som vi – derovre vestpå – kunne se på linje med Danmarks Radio. Tyskerne var vældig flinke til at sende og genudsende Dick und Doff (Laurel & Hardy) og alle de andre. Forleden så jeg et lille glimt med en komiker, som allerede dengang kom til at stå mit humoristiske hjerte nær: Harry Langdon. I dag er han vist gledet lidt i baggrunden i forhold til de andre komikere. Og det er uretfærdigt og synd. For efter min mening er han helt på højde med de bedste af slagsen. Langdon havde som flere andre af kollegerne sin storhedstid i 20’erne. Som ung vaudeville-skuespiller blev han opdaget af den legendariske Max Sennett, der sørgede for at få instruktører som Arthur Ripley og selveste Frank Capra til at lave film med ham. Med sit unikke barnlige, betuttede udtryk og vævre kropssprog adskilte Langdon sig fra de andre slapstickhelte. Afdøde filmanmelder, skoleleder og Langdon-fan Jørgen Stegelmann skriver et sted:

“Harry Langdon er det evige barn, men vel at mærke et voksent barn, og i hver en lille næsten menneskelig bevægelse og ethvert forsigtigt blik røber han, at selve usikkerheden er den faktor, der giver hans liv indhold og styrke. Han er altid i sidelæns bevægelse i forhold til livet, men som ethvert barn er han umådelig stærk, når det gælder at få det, han vil have, noget, der smager godt, for eksempel. Det er noget majestætisk ved denne lille person, en urokkelighed af lutter mangel på egentlig tilpasning, og meget gribende, når han forsøger sig med noget, der ligner et smil”

His Majetsty, the Child. Jeg deler Stegelmanns vurdering. Som grøn knægt kluklo og skraldgrinede jeg, når Langdon var på skærmen. Og en kilde til min morskab har sikkert været en dyb identifikation med dette lille utilpassede menneskebarns sidelæns tilgang til livet…
I 1926 lavede han to mesterværker, Tramp, Tramp, Tramp og The Strong Man. Kort efter overtog Langdon selv styringen af sine filmopgaver, og det blev ikke helt det samme, selv om der er mange fine øjeblikke i stort set alle hans film. Og da tonefilmen gjorde sit indtog var det endegyldigt slut med Langdons filmkarriere.

The Strong ManLong PantsTramp Tramp TrampHis First Flame

1970: Ernie the fastest Milkman in the West – Benny Hill

1. december 2007

Et af de mere kuriøse indslag på den engelske hitliste i 1970 var komikeren Benny Hills sang om den hurtigste mælkemand i Vesten, Ernie. Den toppede listen i december måned. Og det var vist første og sidste gang, det lykkedes den trinde, dameglade spasmager at nå helt derop. Hill, der især blev kendt for sit tv-show The Benny Hill Show, som blev produceret i tyve år fra 1969 og frem, var faktisk mælkemand i årene, inden han kom ind i showbizz. Han døde i 1992, hvor han blev fundet død, siddende foran tv i sin lejlighed. Han blev 68.

Ernie the fastest Milkman in the West (fra Top of the Pops)

Ørkenens sønner – En sang fra de varme lande

21. november 2007

Hvad man være en bedre modgift mod tidens mentale forhudsforsnævring, den forkrampede, nedgroede nypuritanisme og den humorforladte offentlighed end en saltvandsindsprøjtning af d’herrer Søren Pilmark, Asger Reher, Henrik Kofoed og Niels Olsen alias “Ørkenens sønner”?
Måske andre blandt gårsdagens publikummer i den fuldt besatte store sal i det århusianske Musikhus har tænkt det samme!?
Det er ikke første gang capac har haft fornøjelsen af at se de fire spasmagere live, så forventningerne var høje. Mindre blev de ikke af at have set et par af de dvd’er, der er lavet over andre shows. Og indfriet blev de til fulde.
Konceptet er, som det har været fra starten. En række sketches, sangnumre, magiske indslag og filmindslag vævet sammen af en alt andet end troværdig fiktiv ramme (denne gang “de varme lande”, hvilket er alt fra Dr. Livingstones og Tarzans jungle over Karen Blixens afrikanske farm til baren i Casablanca med Humphrey Bogart og Ingrid Dværgman). Varemærket er en rød tråd af frivoliteter, der leveres med afvæbnende humor og stor musikalitet og showmanship. Der skal kunstnerisk overskud til at slippe af med platte sjoferter og brandere, fx den allersidste sang om aldrig mere at sige “pik”! Fisse-fisse-fez-fez!
Hvis man vil give sit frisind lidt ilt og motionere lattermusklerne, så er “En sang fra de varme lande” hermed anbefalet!

Appetitvækker fra et tidligere show: Børnesange à la Ørkenens sønner.

Julegaveidé: W.C. Fields Collection

20. november 2007

Faldt over henvisningen hos Lars. Er noteret på listen over juleønsker. 10 cd’er indeholdende flg.: BIG BROADCAST OF 1938 (1938), THE BANK DICK (1940), YOU CAN’T CHEAT AN HONEST MAN (1939), MY LITTLE CHICKADEE (1940), MAN ON THE FLYING TRAPEZE (1935), MRS WIGGS OF THE CABBAGE PATCH (1934), THE OLD FASHIONED WAY (1934), YOU’RE TELLING ME! (1934), SIX OF A KIND (1934), INTERNATIONAL HOUSE (1933), MILLION DOLLAR LEGS (1932), IF I HAD A MILLION (1932), MISSISSIPPI (1935), POPPY (1936), NEVER GIVE A SUCKER AN EVEN BREAK (1941), IT’S A GIFT (1934), ALICE IN WONDERLAND (1933) and TILLIE AND GUS (1933).

Hva så bøsseluder!

14. november 2007

Tina omme i London gør opmærksom på Yallahrup Færgeby på DR2 – og det sørme sjovt. Måske er julen reddet alligevel. Få 72 jomfruer lige her.

Guilty Pleasures: Benny Hill

29. oktober 2007

Det er snart jul. Og det er fuldstændig politisk ukorrekt, men jeg har altid moret mig vældig godt i selskab med Benny Hill og hans drengede løjer. Nu kan alle hans infantile tåbeligheder fås i et bokssæt. Er selvskrevet på listen over ønsker.

hospitalet. Benny Hill “Chase“. The Life of Maurice Dribble.

W. C. Fields – min helt

6. maj 2007

Den gode Larsen har i febertågerne kastet sig over filmhumoren, dvs. Marx Brothers, Chaplin og – ikke mindst – Gøg og Gokke. Og med god grund. Der er ikke ret meget, der er så helsebringende og humøropladende, som en god latter i selskab med d’herrer anarkister og klovne.
Selv kommer jeg ikke uden om W. C. Fields, når det drejer sig om humor på film. Jeg kom selv i tanke om ham forleden, hvor jeg så satire på DR. Trio van Gogh, Flemmings Helte m.m. Og bevares; det er da ganske underholdende. Ikke mindst Trioen. Men ellers synes jeg, at grinefaktoren er lav i tidens underholdning. Og når jeg siger grinefaktor, så mener jeg grineri, der får tårerne til at trille og maven til at krampe. Sådan har jeg det med årgangs-Gøg og Gokke og den fordrukne misantrop W. C. Fields.

Shaun the Sheep er tilbage…

1. april 2007

I går dukkede han op på tv igen som pausefilm. Shaun the Sheep. Mon der kommer flere (pausefilm annonceres ikke i tv-oversigterne, pokkers…).

Mr. Bean på ferie

30. marts 2007

Det er svært at blive enig om humor. Hvad er sjovt, og hvad er ikke. En gammel filosofisk problemstilling som Bergson, Freud og andre kastede sig over. Her i casa capac er vi uenige om figuren Mr. Bean, som blogbestyreren synes er fjottet og gabende kedsommelig, medens fruen morer sig højlydt over de genudsendte episoder. Kan man overhovedet anmelde en Mr. Bean-film, hvis man ikke kan lide figuren? Ja, selvfølgelig kan man det. Men man skal nok lige medtænke det forhold, at det kan være svært at forstå andres humor. I dagens Berl. Tidende anmelder Ebbe Iversen den nye Bean-film under overskriften En fortjent lussing. Man må da håbe, at Bean-fans vil læse anmeldelsen som en anbefaling…

A Hard Days Night – udsat for Peter Sellers

22. februar 2007


Det er svært at omtale The Beatles’ tyske indspilninger af She loves you osv. uden at komme i tanke om den fabelagtige engelske komiker Peter Sellers’ kærlige håndtering af flere sange, inkl. den nævnte, som Sellers oven i købet lavede i flere udgaver: en cockney-udgave, en tysk, en irsk tandlægeudgave, en teutonsk, en chinless… Nyd ham her i en hopla-udgave af A Hard Days Night (bemærk at visse udtryk er censureret af en hyletone…):

Barber – et erindringsglimt

27. januar 2007

Vi kom til at snakke om frisører. Det er ved at være ved den tid. Og jeg kom til at tænke på min barndoms barberforretninger. På World’s Best– kondom-reklamerne i vinduet (logoet: den blå planet omkredset af et gyldent bånd med ordene World’s Best) og lugten af brillantine, Fourgère-hårvand i grønne og lilla krystalformede flasker og Brylcreme (Preben Marth, hvor er du?).

Dengang kunne man også blive barberet, hvis man ellers havde skæg nok til det. Det er jo blevet moderne igen. Sikkert som et modtræk mod al den feminisering af samfundet, vi er vidne til. Og så kom jeg til at tænke på en historie, min far altid fortalte om sin far, altså min farfar, som jeg aldrig fik lært at kende, da han døde meget ung. Han var storkøbmand i Grenå. Og mændene havde en bestemt barber, som de opsøgte for at få skægget raget af – og for at få en mandfolkesnak med de andre. De morede sig kosteligt over, at barberen havde den vane at afslutte barberingen med at lade barberknivens bagside glide hen over kundens hals og lade den følge af en fløjtetone. – Indtil den dag, hvor barberen blev indlagt på sindsygehospitalet på grund af fremskreden syfilis…

capac anno dazumal

18. januar 2007

Uffes foranledning:

Postscript: Da jeg skrev mit universitetsspeciale, nåede jeg lige netop at få fat i en “computer” (nærmere bestemt: en Commodore 128 med skriveprogram på en stor floppydisc), så jeg slap for at sidde med min gamle skrivemaskine. At slippe for kvajeblæk, slet-og-retfunktion o. lign. var for mig døren til computerverdenen.
Jeg havde inden da “arvet” et komplet specialekartotek af en god bekendt og etnolog, så jeg kunne udfylde den del efter alle kunstens regler. Det bestod af en lille sort kasse med en bunke kort i forskellige farver og enkelte faneblade. Jeg har det endnu og nænner ikke at smide det ud, selv om det ingen nytte gør. Hver gang jeg bladrer i kortene med data om bøger og artikler – og små korte indholdsreferater og -kritiker – så tænker jeg på, hvor megen livstid og flid, der blev brugt på at taste alle de tegn ind…

NB! Hvis nogen skulle blive grebet af Commodore-64 og -128 nostalgi, så er der mulighed for at genopfriske erindringerne ved at søge ind på www.commodore.ca. Her kan man downloade gamle spil og emulatorer, så man kan spille de gamle spil på sin pc… Lige noget for nostalgiker.

Konservative lig i skabet

16. december 2006

Knapt er den nye fødevareminister, den små Carina Christensen, indsat, før skeletterne vælter ud af skabet i form af en højesteretsag om piratkopiering af møbler i det firma, hun er eller var (?) leder af, men i hvert fald sidder i bestyrelsen for. Mon man skulle kræve en ren straffeattest og en erklæring for anstændigt levned, når man udnævner kommende konservative ministre?

Dertil kommer, at samme dag som Carina blev udnævnt, afsløredes endnu en kødskandale på Sjælland, hvor et firmaet solgte 5 år gammelt kød til pizzeriaer og lignende forretninger. I en pressemeddelelse erklærede firmaets ejer, at man nu ville gå over til lagerstyring (!). Hmmm…
Og i dag kan man læse, at de førende supermarkeder – FDBs og Føtex – snyder de juleglade kødkøbere, så vandet driver, ved at angive en urealistisk høj førpris…

Jo, Carina får nok at se til, når Julen er omme…