Indlæg tagget med humor

Humor og nazisme

3. december 2009

Den nydelsessyge Wunderknabe, Pete Doherty, har gjort sig uheldigt bemærket i München, hvor han sammen med Babyshambles gav koncert. Pludselig begynder Doherty at synge “Deutschland, Deutschland über alles”, nazisternes gamle nationalhymne. Og reaktionen lod ikke vente pÃ¥ sig. Doherty blev mødt med tilrÃ¥b og ukvemsytringer. MÃ¥ske forsøgte Doherty at være morsom.

Men er der grænser for, hvad man kan lave sjov med? Er der grænser for, hvad humor kan dreje sig om? Det tror jeg ikke. Humoren er svær at forstå. Freud skrev en artikel om den. Harald Høffding, den danske filosof, forsøgte sig også med nogle filosofiske overvejelser. Og franskmanden Henri Bergson. Med flere.

Kigger man på humoren, fx den jødiske eller humoren blandt handicappede, så bemærker man, at den netop ikke respekterer tabuer. Snarere tværtimod. Den søger tabuerne. Italesætter det, vi i andre sammenhænge ikke bør tale om. Sex, død, det alt for menneskelige. Jeg tror, at det bl.a. er denne grænseoverskridelse, der forklarer humorens nødvendighed. Humoren løsner et bånd, vi har lagt på os selv, den letter et tryk osv. Derfor kommer vi til at grine, også i situationer, hvor det kan være pinligt. Spontant og uden at ville det. Og dermed gør humoren det lidt lettere at komme gennem livets tunge og små problemer.

Hudibras – et “frækt” vittighedsblad – erindringsglimt

28. november 2009

Julen og Ã¥rsskiftet nærmer sig, og tiden er inde til diverse skrifter om Ã¥ret, der gik. Det fik mig til at tænke pÃ¥ en af mine forældres venner, der altid holdt de satiriske skrifter Svikmøllen og Blæksprutten. Og sÃ¥ Hudibras. Mit blik faldt pÃ¥ det forleden, hvor jeg var inde i en større kiosk. Dengang jeg sÃ¥ det for første gang, var det et “uartigt” blad. Det var før billedpornografiens frigivelse, og fruen i huset havde det med at lÃ¥se bladet forsvarligt inde i et lille ophængt hjørneskab i huset. Men det hændte, at farmand glemte bladet inde i stuen, sÃ¥ nysgerrige sjæle – mig inklusive – kunne svælge i Annie Lipperts elegante “frække” tegninger med mere eller mindre afklædte barmfagre pigebørn. Ellers bestod bladet af forskellige historier og andre tegneres udfoldelser, fx humoristen Willy Breinholsts og Povl Norholts. NÃ¥r jeg forsøger at erindre læseoplevelsen, sÃ¥ var den uskyldigt pirrende for en ungersvend som mig. Der var en em af bornert efterkrigsmoral og – med lidt god vilje – en lille snert af det frisind, der i løbet af tresserne ville forsøge at sætte sig igennem. Bladet blev grundlagt i 1943, altsÃ¥ under besættelsen, hvor der sikkert var et stort behov for den slags “uskyldig” underholdning. Det udkommer, som nævnt, stadigvæk. Og det holder stilen fra dengang, ved jeg ikke, men i sÃ¥ fald mÃ¥ man sige, at der er tale om en anakronisme.

W.C. Fields Movie Collection – SÃ¥ er (sommer)underholdningen reddet

1. juli 2009

Som fan af W. C. Fields mÃ¥ man kende sin besøgelsestid. Og besøgelsestiden er nu, hvor man kan fÃ¥ 17 af Fields film i et boksæt for ca. 150 kroner (inkl. forsendelse og VAT!). Hos en dansk forhandler har jeg set den fornylig pÃ¥ tilbud til 599,- kr. Mon nu musklerne i mellemgulvet kan klare en tur her i varmen!?”

Single DVD’er:

* It’s a Gift (1934)
* My Little Chickadee (1940)
* Never Give a Sucker an Even Break (Tøffelhelten, 1941)

Double DVD’er:

* You’re Telling Me! (1934) / Man on the Flying Trapeze (1935)
* The Old Fashioned Way (1934) / Poppy (1936)
* You Can’t Cheat an Honest Man (1939) / Six of a Kind (1934)
* The Bank Dick (1940) / Follow the Boys (1944)
* International House (1933) / Million Dollar Legs (1932)
* Mississippi (1935) / The Big Broadcast of 1938 (1938)
* Tillie and Gus (1933) / If I Had a Million (1932)

TILBAGESPOLING.

 

The Barron Knights – pop og humor

26. maj 2009

I engelsk popmusik har man haft en lille, men markant, tradition for at blande humor og musik. Vi kan fx tænke pÃ¥ George Formby (hvis vi gÃ¥r længere tilbage), Scaffold, Bonzo Dog og sÃ¥ The Barron Knights. Sidstenævnte gruppe blev dannet ved indgangen til de kulørte tressere, hvor de ogsÃ¥ fik deres storhedstid. Selv om Barron Knights var et talentfuldt rock-band, som bl.a. Beatle-manager Brian Epstein havde et godt øje til og engagerede flere gange som opvarmningsband for bl.a. Beatles, sÃ¥ var det i kraft af deres parodier pÃ¥ andre kunstnere, de opnÃ¥ede berømmelse. I 1964 slog de igennem med nummeret “Call up the Groups”, hvor de med talent parodierede navne som Searchers, Freddie and the Dreamers, Dave Clark Five, Bachelors, Stones og Beatles. Pladen nÃ¥ede helt op pÃ¥ en tredjeplads i England. Frem til midten af halvfjerdserne fik de yderligere fire top 10 hits plus en del mindre. Barron Knights har været aktive helt frem til dette Ã¥rti. Men nu er det mÃ¥ske slut, for i dagens engelske aviser kan man læse, at forsangeren gennem Ã¥rene, Duke D’Mond er død i en alder af 66 Ã¥r. Hvil i fred.

Nostalgi: Gøg og Gokke

5. april 2009

Jeg er vokset op med Gøg og Gokke. Eller Dick und Doof, som de hed på tysk. For mange af filmene så jeg op gennem tresserne og ind i halvfjerdserne på tysk tv. Det gjorde ikke så meget, så længe det var stumfilmene, det drejede sig om. Dansk tv var også flinke til at sende Gøg og Gokke. I hvert fald inden oprettelsen af TV2 gjorde det mindre attraktivt at servicere minoritetsgrupper blandt seerne.
Gøg og Gokke – Stan Laurel og Oliver Hardy – hører til den udsøgte kategori af komikere, der bogstaveligt talt kan fÃ¥ tÃ¥rerne til at trille ned af mine kinder af bare grin. Her fÃ¥r de kun konkurrence af W. C. Fields og Peter Sellers ( i visse af hans film). Jeg holder ogsÃ¥ meget af de andre stumfilmkomikere – Chaplin, Keaton osv. – men deres humor har andre kvaliteter. Chaplins humor har musikaliteten og dansen, Keaton den eksistentielle dybde osv.
For snart længe siden købte jeg en tre-dvd-boks i det lokale supermarked med de to herrer Gøg og Gokke. Men det var en skuffelse. Kvaliteten af filmene var mildest talt ringe, og boksen har fÃ¥et lov til at samle støv pÃ¥ hylden. Oven i købet “forærede” min svigerfar mig endnu en kopi af samme boks. Det siger mÃ¥ske alt om den…
Men lysten til at se Laurel & Hardy i deres velmagtsdage er intakt, og derfor slog jeg til, da jeg sÃ¥, at man – for en slik – kunne erhverve sig 21-disc-udgaven af Laurel & Hardy The Collection. I følge de oplysninger, jeg har kunnet skrabe samme, er kvaliteten – den tekniske – i orden, og bokssættet dækker størstedelen af duoens udfoldelser.

Jeg glæder mig som en lille dreng til at fÃ¥ et godt grin. Nu mangler jeg bare en tilsvarende udgave af W. C. Fields’ værker.

Apropos: Jeg har også skulet til Henriks omtale af Gøg og Gokke.

Palin for President! – Michael…

10. september 2008

Ingen kommentarer. Taler helt for sig selv:

Se ogsÃ¥ denne fire-minutters præsentation af Sahra Palin…

Lenny – Lenny Bruce….

14. maj 2008

Bo fik mig til at tænke pÃ¥ en fremragende film, jeg engang har set. Bob Fosses film Lenny – om den afdøde stand-up-comedian Lenny Bruce. Fra 1974 med en endnu ung Dustin Hoffman i en suveræn hovedrolle. Siden er den film vist gÃ¥et lidt i glemmebogen. Og det er en skam. Den fÃ¥s pÃ¥ dvd – ogsÃ¥ med danske undertekster, selv om det i denne sammenhæng er ret underordnet.
Bos udfald mod de danske stand-up-comedians fik mig til at tænke over, hvad der er galt med megen dansk scenehumor. Hvorfor er meget af det ikke rigtig morsomt? Forleden så jeg lidt af den tilbagevendende københavnerbegivenhed Cirkusrevyen i tv. Og det var ikke sjovt. Måske for et lokalt københavnerpublikum, der har gjort pågældende revy til en tradition, men ikke set her fra en høj i Højbjerg.
Jeg tror, at noget af det, der er galt med megen dansk scene-humor i disse Ã¥r er, at det er en harmløs humor. Det er en form for humor, der ikke vil fornærme nogen, nÃ¥r det kommer til stykket. Ofrene – fx politikerne – bliver siddende i salen eller foran tv og griner med. Lenny Bruce skilte vandene, nÃ¥r han tog emner som abort, stoffer, jazz, nationalisme, jødedom, irere, politik, tro osv. op. Lenny Bruce led ikke af selvspejlende, mediefikseret behagesyge. Han ville ikke være venner med alle. HvornÃ¥r har vi sidst set en dansk komiker gÃ¥ til grænsen og hudflette politikere, kongehus, danskerne, sig-selv?

Og hvorfor ikke tage Bob Dylans sang om Lenny Bruce, nÃ¥r vi nu er ved manden. Han fortjener en hyldest…

Harry Langdon – en erindring

20. januar 2008

I min barndom blev min begejstring for de gamle komikere grundlagt. Chaplin, Gøg og Gokke, Buster Keaton, Harold Lloyd, W. C. Fields osv. Og det var ikke mindst i kraft af tysk tv, som vi – derovre vestpÃ¥ – kunne se pÃ¥ linje med Danmarks Radio. Tyskerne var vældig flinke til at sende og genudsende Dick und Doff (Laurel & Hardy) og alle de andre. Forleden sÃ¥ jeg et lille glimt med en komiker, som allerede dengang kom til at stÃ¥ mit humoristiske hjerte nær: Harry Langdon. I dag er han vist gledet lidt i baggrunden i forhold til de andre komikere. Og det er uretfærdigt og synd. For efter min mening er han helt pÃ¥ højde med de bedste af slagsen. Langdon havde som flere andre af kollegerne sin storhedstid i 20’erne. Som ung vaudeville-skuespiller blev han opdaget af den legendariske Max Sennett, der sørgede for at fÃ¥ instruktører som Arthur Ripley og selveste Frank Capra til at lave film med ham. Med sit unikke barnlige, betuttede udtryk og vævre kropssprog adskilte Langdon sig fra de andre slapstickhelte. Afdøde filmanmelder, skoleleder og Langdon-fan Jørgen Stegelmann skriver et sted:

“Harry Langdon er det evige barn, men vel at mærke et voksent barn, og i hver en lille næsten menneskelig bevægelse og ethvert forsigtigt blik røber han, at selve usikkerheden er den faktor, der giver hans liv indhold og styrke. Han er altid i sidelæns bevægelse i forhold til livet, men som ethvert barn er han umÃ¥delig stærk, nÃ¥r det gælder at fÃ¥ det, han vil have, noget, der smager godt, for eksempel. Det er noget majestætisk ved denne lille person, en urokkelighed af lutter mangel pÃ¥ egentlig tilpasning, og meget gribende, nÃ¥r han forsøger sig med noget, der ligner et smil”

His Majetsty, the Child. Jeg deler Stegelmanns vurdering. Som grøn knægt kluklo og skraldgrinede jeg, nÃ¥r Langdon var pÃ¥ skærmen. Og en kilde til min morskab har sikkert været en dyb identifikation med dette lille utilpassede menneskebarns sidelæns tilgang til livet…
I 1926 lavede han to mesterværker, Tramp, Tramp, Tramp og The Strong Man. Kort efter overtog Langdon selv styringen af sine filmopgaver, og det blev ikke helt det samme, selv om der er mange fine øjeblikke i stort set alle hans film. Og da tonefilmen gjorde sit indtog var det endegyldigt slut med Langdons filmkarriere.

The Strong ManLong PantsTramp Tramp TrampHis First Flame

1970: Ernie the fastest Milkman in the West – Benny Hill

1. december 2007

Et af de mere kuriøse indslag på den engelske hitliste i 1970 var komikeren Benny Hills sang om den hurtigste mælkemand i Vesten, Ernie. Den toppede listen i december måned. Og det var vist første og sidste gang, det lykkedes den trinde, dameglade spasmager at nå helt derop. Hill, der især blev kendt for sit tv-show The Benny Hill Show, som blev produceret i tyve år fra 1969 og frem, var faktisk mælkemand i årene, inden han kom ind i showbizz. Han døde i 1992, hvor han blev fundet død, siddende foran tv i sin lejlighed. Han blev 68.

Ernie the fastest Milkman in the West (fra Top of the Pops)

Ørkenens sønner – En sang fra de varme lande

21. november 2007

Hvad man være en bedre modgift mod tidens mentale forhudsforsnævring, den forkrampede, nedgroede nypuritanisme og den humorforladte offentlighed end en saltvandsindsprøjtning af d’herrer Søren Pilmark, Asger Reher, Henrik Kofoed og Niels Olsen alias “Ørkenens sønner”?
Måske andre blandt gårsdagens publikummer i den fuldt besatte store sal i det århusianske Musikhus har tænkt det samme!?
Det er ikke første gang capac har haft fornøjelsen af at se de fire spasmagere live, sÃ¥ forventningerne var høje. Mindre blev de ikke af at have set et par af de dvd’er, der er lavet over andre shows. Og indfriet blev de til fulde.
Konceptet er, som det har været fra starten. En række sketches, sangnumre, magiske indslag og filmindslag vævet sammen af en alt andet end troværdig fiktiv ramme (denne gang “de varme lande”, hvilket er alt fra Dr. Livingstones og Tarzans jungle over Karen Blixens afrikanske farm til baren i Casablanca med Humphrey Bogart og Ingrid Dværgman). Varemærket er en rød trÃ¥d af frivoliteter, der leveres med afvæbnende humor og stor musikalitet og showmanship. Der skal kunstnerisk overskud til at slippe af med platte sjoferter og brandere, fx den allersidste sang om aldrig mere at sige “pik”! Fisse-fisse-fez-fez!
Hvis man vil give sit frisind lidt ilt og motionere lattermusklerne, sÃ¥ er “En sang fra de varme lande” hermed anbefalet!

Appetitvækker fra et tidligere show: Børnesange à la Ørkenens sønner.