CAPAC

Det meddeles nu, at det gamle 80’er-band The B-52’s, efter en pause på 15 år, udsender en ny plade i begyndelsen af 2007. Pladen bliver produceret af Steve Osborne, der har stået bag knapperne hos New Order, Happy Mondays, Suede m.fl. The B-52’s var et af de mindeværdige musikalske indslag i 1980’erne. Gruppen fra musikarnestedet Athens, Georgia, adskilte sig på mange måder fra tidens mainstream-pop-rock. Dels ved at have to iøjne- og iøre-faldende sangerinder, Cindy Wilson og Katie Pierson, i forgrunden sammen med vokalisten Fred Schneider, hvis bidrag mest bestod i udråb og talebrokker. Dels havde de en markant guitarist i Ricky Wilson, broder til Cindy. Han døde desværre 32 år gammel af AIDS i 1985.
Bandets fandt uden tvivl sin inspiration i New Wave-rocken, men blandede dennes speedede rock med elementer fra Beach Boys’s glade surferdage og fra amerikansk danseorienteret popmusik fra de foregående par årtier. I det hele taget trak gruppen på det bedste fra 50’ernes, 60’ernes og 70’ernes pop- og rockmusik. Dertil skal lægges en god portion humor, som blandt andet kom til udtryk i gruppens outfit, fx pigernes tresser-retro-bee-hive-frisurer (hvis øgenavn var B52’s) og tøjstilen.
En af de grupper, de er blevet sammenlignet med, er Talking Heads. Og de var da også en slags Talking Heads light. Teksterne har lidt af den Byrneske galskab, og musikken noget af den samme dansante appeal: “If you see a faded sign by the side of the road that says/15 miles to the… Love Shack! Love Shack yeah (I’m headin’ down the Atlanta highway,/lookin’ for the love getaway/Heading for the love getaway, love getaway,/ I got me a car, it’s as big as a whale/ and we’re headin’ on down/ To the Love Shack/ I got me a Chrysler, it seats about 20/ So hurry up and bring your jukebox money”…

Man kan læse mere om pladeprojektet på gruppens hjemmeside og på Gaffas.

Så opdager jeg det lige pludselig: Den lille hypokondriske, sexfikserede, evigt snakkende og filosoferende jødedreng Woody Allen har fødselsdag. Stort til lykke herfra! Woody har jeg altid haft en stor sympati for. Og noget er forklaringen er nok, at han er en filmisk anti-helt, der ikke rigtig kan det der med damerne, har hang til det æstetiske, lider af både selv-overvurdering og hypokondri, løber efterrationaliserende efter det pokkers liv, en rigtig drengerøv, selv om hans dåbsattest (eller hvad den nu hedder, når man er jødisk…) er gulnet og slidt osv. På den måde ligner han mange mænd. Og så, fordi han er så morsom. Og så filmisk begavet. Hans store forbillede er Ingmar Bergman, men (heldigvis) bliver han aldrig en rigtig Bergman. Der er humoren til forskel. Måske er det også derfor Woody er så dyb: Alvor og humor går jo hånd i hånd…
Jeg kan huske dengang Manhattan kom frem – en af Woodys absolutte mesterværker – og dagbladet Information trykte hele dialogen som særtryk i avisen. Det var tider. Sådan gør man ikke mere. Woody er blevet en institution og får derfor ofte nogle halvhjertede anmeldelser, selv om han altid hæver sig over gennemsnittet uden at besvære sig.

Der findes film, der måske ikke tilhører kategorien “verdens bedste film”, men som jeg kan blive ved med at se. En af dem er Grumpy Old Men med Jack Lemmon, Walter Matthau og Ann Margaret i hovedrollerne. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har set denne film og opfølgeren Grumpier Old Men, hvor Sophia Loren også er med. Det er i bedste forstand to banale film, der følger de to barndomsvenner, der på grund af en kvinde, som den ene uheldigvis bliver gift med, og den anden (heldigvis?) går glip af, får opbygget et kærligheds-had-forhold til hinanden. Et forhold, der i sidste ende viser sig at være: venskab. De har nået deres livs efterår og lever et simpelt liv i den lille flække Washaba i Minnesota. I dette mikrokosmos går dagen sin vante gang med de indbyggede, morsomme chikanerier mellem de to kamphaner, indtil der flytter en dejlig dame, spillet af den underskønne Ann Margaret, ind i et af nabohusene. Og det sætter, som man siger, brand i de gamle huse.
Da jeg genså den sent i går aftes på DR TV slog det mig, at filmen ud over at være meget morsom, meget velspillet (også i birollerne), tydeligvis er et con-amore-arbejde fra de to mandlige veteraner, så er den også en hyldest til hverdagen og til livet – også efter de fyrre…
Som fruen sagde, så er det rart at se en film, hvor det ikke foregår på de bonede gulve i en anonym amerikansk storby med skuespillere, hvis gennemsnitsalder ikke er over 35. Og hvor livet er fuld af mening, lyst, glæde og sorger helt frem til dødens port. Kort sagt: en helt igennem livsbekræftende film.
PS. Og så er det en af de film, hvor brugen af “fraklip” virkelig er et plus. De er virkelig sjove de klip!

Søndage kan være svære at komme igennem, især hvis man er fjorten, og der ikke er kammerater ved hånden, og man er kørt lidt træt i Sims 2. Derfor måtte jeg – fædre kan åbenbart altid bruges i sådan en situation – drage til det lokale videoudlejningssted med pigebarnet for at se, om de havde noget, man kunne fordrive sådan en søndag med. Vi havde første kigget biografprogrammerne igennem, men der var ikke noget, vi begge kunne gå ind for. Og det vil almindeligvis sige: En ungdommelig film med flotte unge mænd, gerne lidt sjov, og gerne lidt romantik (men ikke for meget)… Så vi endte i videoforretningen. Pirates of the Caribean II havde de ikke (kommer på fredag) og heller ikke Madagascar, som var udlånt. Og når man er fjorten, og ikke lige kan få det, man gerne vil have, så kan det hele være lige meget…
Og hvad gør man så? Overlader beslutningsprocessen til far – samtidig med, at man forbeholder sig ret til at kritisere og vrænge ad forslagene. Af erfaring ved jeg, at det godt kan lade sig gøre at finde noget, der vil falde i frøkenens smag, alligevel. Hvis man kan finde en film med en dejlig filmhelt, fx Johnny Depp eller Elijah Wood – en film, som hun ikke har set eller hørt om, så glider den som regel ned. Derfor faldt mit valg på den relativt nye Everything is illuminated (2005) af Liev Schreiber med Elijah Wood i hovedrollen. Læs mere »

– tak til Jørgen for linket! ;-) Hvad mon den lille fyr ser på den anden side?

Som bekendt kan man kun med besvær diskutere humor. I hvert fald, om noget er sjovt eller ikke? Selv har jeg haft – for nu at sige det pænt – et lidt anstrengt forhold til kvindesatiren og -humoren på DR TV. Normalerweize og Smack the Pony har ikke overanstrengt mine lattermuskler.
Men i går aftes havde jeg lejlighed til at se den nye, prisbelønnede engelske komedieserie Green Wing (da. Under kitlen) om (ikke mindst under-)livet på et hospitalsafsnit. Det er holdet bag Smack the Pony, der også står bag her. Selv om der er overensstemmelser mellem de to serier – blandt andet det rablende gale – så er vi alligevel ovre i en anden boldgade. Det første afsnit gav mindelser om salig Monty Pyton! Især den elskovsyge, stærkt excentriske røntgenspecialist Alan Statham er inspireret af John Cleeses galninge.
Ellers møder vi fx den ligeledes sexgale, kvindelige personaledirektør Joanne Clore, der ikke går af vejen for at dyrke sex med (og ikke i) en vibrerende hospitalsseng, personaledirektøren, der masturberer med computermusen, den kiksede lægestuderende Martin Dear, der ikke kan få noget til at lykkes og konstant er genstand for den lokale Don Johannes Guy Secretans drillerier eller den voluminøse sekretær Rachel, der vejer sine forlygter på en brevvægt for at finde ud af, hvor meget det vil koste at sende dem indenlands og udenlands… Hvis man er til Monty Pyton og anden rablende gal, engelsk humor, så vil Green Wing måske falde i ens smag. Hermed anbefalet.

se her: Channel 4’s side om Green Wing – og et fansite.

Hvis man er til stop-motion-animation, og hvis man er til Wallace and Gromit [da. Walter og Trofast] i særdeleshed, så er der for tiden mulighed for på DR1 – godt gemt af vejen i ungdomsprogrammet Barracuda – mulighed for at se en række små film med Shaun the Sheep.

Kendere vil vide, at Shaun har en birolle i Walter and Gromit-filmen A Close Shave [da. Barberingen, der er udkommet på DVD’en: Walter og Trofasts utrolige eventyr], hvor han udsættes for Walter’s “Knit-o-matic”! Shaun har fået sin egen serie på 40 afsnit, som forhåbentlig også kommer på DVD, når det bliver muligt. En sådan DVD-serie er et must for stop-motion-freaks…

Som omtalt den 28. juli i den gamle blog, så er Flipkompaniet, alias The Fabulous Furry Freak Brothers blevet genudgivet som tegneserie på forlaget Carlsen. Nu har folkene bag det sigende foretagende Grass Roots Film lavet en film med Flipkompaniet og har lagt en trailer ud på nettet:

Man kan undre sig, at filmatiseringen ikke er sket før. Men bedre sent end aldrig…

Flipkompaniets amerikanske side.

Min gode ven på landet er optaget af at rydde op i sit liv. Rydder du op i det ydre, så kommer der orden i det indre. Styr på “energierne”. Selv hælder jeg til den teori, at ydre rod er omvendt proportionalt med indre orden – og vice versa. Når jeg ser de fyldte bogreoler, der truer med at styrte sammen og ned i bunkerne med aviser, tidsskrifter og cd’er på gulvet, så glæder jeg mig over, hvilken ro og harmoni, der er i mit sind…

Apropos Dagens tankevækker, så faldt jeg over et par “nyheder”, der rykkede lidt i smilefolderne. Den første (<-- husarlink) drejer sig om, at roden Rod Stewart i et tv-interview har taget den spiritusbilende og marihuanarygende kändis Paris Hilton i forsvar. Rod er og bliver en Ladies Man.
Den anden nyhed – helt uden forbindelse til den første – faldt jeg over i The Daily Mail (som jeg har forsømt den seneste tid, beklager). Nyheden lyder: “Sukkersygemedicin gjorde min mand til voldtægtsforbryder”. Husk at læse i medicinalhåndbogen om bivirkninger, når du putter noget i munden…

En bekendt blev engang spurgt, om han godt kunne lide at læse aviser, hvortil han svarede med et modspørgsmål: Kan du godt lide at læse om din egen undertrykkelse? Jeg kom til at tænke på episoden, da jeg læste Uffes indlæg om den (vist nok) seneste gratisavis Nyhedsavisens nyhedskriterier. Det fik mig igen til at tænke på en artikel af lektor Hans Hauge, som Ulla henviste os til. Hauge læser jeg altid med stor interesse og fornøjelse, fordi han er en særling i dansk presse. Han tænker anderledes end flertallet af journalistiske nyhedslemminger og har nogle skæve, ærlige tilgange til den såkaldte virkelighed. Denne gang sætter han ord på noget, jeg tror, mange føler og tænker i deres stille sind…”

Tilføjelse: For at berolige Carsten, Uffe og måske andre bloglæsere, vil jeg lige hive min kommentar frem i lyset og føje lidt yderligere til: “Det skrev jeg vist heller ikke. Jeg er bestemt langt fra enig med provokatøren og meningsmageren Hauge, men jeg synes, han skriver ganske godt.Og så kan jeg godt lide, at der bliver rokket ved det mediefrembragte verdensbillede, som forekommer mig at være mere og mere forudsigeligt. I det her eksempel sætter han ord på en følelse, jeg har stødt på hos mange såkaldt “almindelige” danskere…”.
Det er min opfattelse, at det medieskabte virkelighedsbillede bliver mere og mere konformt, forudsigeligt og fanget i sine egne dogmer. Derfor kan det virke helt befriende, når nogen ser på denne “virkelighed” fra en overraskende vinkel eller ligefrem bestrider tilsyneladende indiskutable “sandheder”. Hauge er måske ikke det mest lysende eksempel, men det var øjenåbnende for mig, at han i den omtalte artikel skriver noget, som jeg ofte har hørt, men aldrig har set på tryk. Et andet eksempel på en tænker, der er i stand til at se på verden gennem en særlig optik, er den franske sociolog Jean Baudrillard, der er oversat til dansk. Det var fx ham, der for mange år siden – da Kouhmeni kom til magten i Iran – forudså den ballade med den islamiske fundamentalisme, som nu fylder urimeligt meget i danske medier.

NB! Carsten har skrevet en lang kommentar – faktisk to – til min bemærkning om Hans Hauge. Jeg kan kun anbefale, at man læser dem og de kommentarer, de har givet anledning til.

Uffe har gjort det igen. Kommet med en udfordring, der er svær at forbigå. Nemlig: hvilke sange skal spilles til din begravelse? Jeg kom med et par forslag, og – sørme – om den ene ikke allerede er brugt, oven i købet af ophavsmændene selv. Da videoen fra Graham Chapmans begravelse i 1989 er så befriende morsom, helt i Montyernes ånd – og hvor tit kan man sige det om en begravelse!? – så synes jeg, at alle Monty Python-fans og andre med humoristisk sans skal have lov til at nyde den (igen) her i bloggen (og så får jeg lejlighed til at lægge endnu en video ind…):

Og her kommer den fulde ordlyd af talen: Læs mere »

En af mine amerikanske yndlingsinstruktører er Tim Burton. Ud over hans indiskutable filmtekniske evner, så er han en stor nørd – og nørder har vi en forkærlighed for her i bloggen – og et naturligt medlem af drengerøvsklubben, den internationale Peter Pan-liga. Han har også med stor kærlighed viet mange af sine film til drengerøvs-outsidere som Batman, Edvard Saksehånd og – den måske mest oversete af dem alle – Pee Wee Herman. Filmen om Pee Wee Herman (Pee Wees Big Adventure – som vist ikke er udsendt i en dansk version) er blandt mine Burton-favoritter. Handlingen er enkel. Pee Wee elsker din røde cykel – en renoveret Schwinn – over alt (inkl. piger). Efter en lang, syret jagt på cyklen genforenes Pee Wee til sidst med den tohjulede og kan – sammen med pigen Dottie, der hele tiden har haft et godt øje til nørden – cykle af sted og leve happily ever after… Tyveriet af cyklen (foretaget af Pee Wees alter ego – nørden Francis) er blot en macguffin for at fortælle en på alle måder nørdet og stærkt underholdende historie om drengen, der ikke vil være voksen. Et klassisk tema i amerikansk film (fra Peter Pan-filmene til Tom Hanks Big-figur). Læs mere »

Det er en ganske almindelig fantasi hos mennesker, at de oplever, hvad der sker, efter at de er afgået ved døden. De ser og hører, hvad folk siger om dem. De læser deres egne nekrologer osv. Såre menneskeligt. For nogle bliver oplevelsen til virkelighed. En dag læser de i avisen, at de er afgået ved døden osv. Det skete for nylig for den 76-årige komponist m.m. Paul Vance. Han læste sin egen nekrolog, hvori han fik at vide, at han var en simpel plattenslager, der havde gjort krav på rettighedernes til en sang, som han ikke havde nogen andel i. Sangen var “Itsy Bitsy Teenie Weenie Yellow Polka Dot Bikini“, som blev et nr. 1-hit med Brian Hyland i 1960 og har indtjent flere millioner dollars i royalities. Det påståede dødsfald fik flere uheldige effekter på den “efterlevende”, blandt andet oplevede han, at et forestående hestevæddeløb, som han skulle deltage i, blev aflyst.

Det viste sig så, at det var en anden Paul Vance, der var død, og forvekslingen skyldtes, at Paul Vance “den anden” var en gemen svindler, der havde gjort krav på den omtalte popsang… [Sagen er omtalt i diverse amr. medier]
Og hvad kan man så lære af det? Aner det ikke.

Som lovet vil jeg vende tilbage til det meget omtalte hollandske marked, der kører en stund endnu. Jagten på interessante billigbøger lettedes af, at man kunne se forlagsikonerne på ryggen af bøgerne: Gyldendals traner, ugler, bekasiner osv., Hasselbalchs mølle, Stig Vendelkærs SV osv. Der var et væld af især Gyldendals klassikere fra glansperioden i tresserne, fx det meste af Hans Scherfigs romanserie.

Men, fundet af Uden en trævl og dens ‘milde og venlige porno’ fik mig ført i på erotiksporet. Nogen vil måske sige: fik ham afsporet… Hvorom alting er, så faldt jeg over to spøjse titler. Den ene var Den lystne Abbed ved L.H.Walker. Bogen udkom engang i tresserne (præcist hvornår fremgår ikke) på forlaget Obelisk, der også har andre artige sager på samvittigheden i den periode. Det var Lotte Wagner Smitts forsidetegning (dat. 1966), jeg faldt for. En smilende ungmø med fagre former og lille smilende abbed på hendes højre knæ. Tegningen har den uskyldige tone, som man ofte finder i datidens beskæftigelse med det erotiske. Den er svær at finde i dag…

Historien skulle ifølge Walkers oplysninger bygge på Abbeden af Choisys egne oplevelser med det smukke køn, inden han fik nok og lod sig præstevie. Man sporer den let moraliserende tendens, som også var typisk for datidens erotika. The Lascivious Abbot er oversat af Jørgen Bruun, der må have haft et muntert oversætterliv i tresserne.

Den lystne abbed mener jeg, at jeg er stødt på før uden at lade mig forføre til køb. Det gælder til gengæld ikke Karlo H. Petersens roman Og så er der bal bagefter (Thaning & Appel 1966). Romanen handler om en boksers liv i ringen og i sengen. Kort fortalt. Det interessante ved romanen er, at den er vinder af en romankonkurrence, udskrevet af EkstraBladet. Opgaven gik ud på at skrive den bedste danske erotiske roman. I bedømmelsesudvalget sad: Tove Ditlevsen, Ove Brusendorff (der var en stor kender af erotika og bl.a. udgave flere bøger om emnet), digteren og kritikeren Tom Kristensen, forfatteren og sprogmennesket Knud Poulsen (kendt for bl.a. sine tekster til teateret og tv) og – Ekstrabladets legendariske redaktør og Ditlevsens husbond – Victor Andreasen. Dengang tog man erotika alvorligt!
Bogen har ingen forbindelse til den danske film af samme navn (Edward Flemming, 1970). Jeg mener ikke at have set andre bøger fra Karlo H. Petersens hånd, men det er måske værd at undersøge. Det vil et nærmere studie afsløre…

Med i posen kom også en ordinær udgave af første bind af Bengt Anderbergs efterspurgte antologiserie Kærlighed med erotiske noveller, skrevet af gode svenske forfattere. Et udvalg fra de forskellige bind udkom for få år siden. Så meget om den erotiske lektyre.