Indlæg tagget med humor

Humor og nazisme

3. december 2009

Den nydelsessyge Wunderknabe, Pete Doherty, har gjort sig uheldigt bemærket i München, hvor han sammen med Babyshambles gav koncert. Pludselig begynder Doherty at synge “Deutschland, Deutschland über alles”, nazisternes gamle nationalhymne. Og reaktionen lod ikke vente pÃ¥ sig. Doherty blev mødt med tilrÃ¥b og ukvemsytringer. MÃ¥ske forsøgte Doherty at være morsom.

Men er der grænser for, hvad man kan lave sjov med? Er der grænser for, hvad humor kan dreje sig om? Det tror jeg ikke. Humoren er svær at forstå. Freud skrev en artikel om den. Harald Høffding, den danske filosof, forsøgte sig også med nogle filosofiske overvejelser. Og franskmanden Henri Bergson. Med flere.

Kigger man på humoren, fx den jødiske eller humoren blandt handicappede, så bemærker man, at den netop ikke respekterer tabuer. Snarere tværtimod. Den søger tabuerne. Italesætter det, vi i andre sammenhænge ikke bør tale om. Sex, død, det alt for menneskelige. Jeg tror, at det bl.a. er denne grænseoverskridelse, der forklarer humorens nødvendighed. Humoren løsner et bånd, vi har lagt på os selv, den letter et tryk osv. Derfor kommer vi til at grine, også i situationer, hvor det kan være pinligt. Spontant og uden at ville det. Og dermed gør humoren det lidt lettere at komme gennem livets tunge og små problemer.

Hudibras – et “frækt” vittighedsblad – erindringsglimt

28. november 2009

Julen og Ã¥rsskiftet nærmer sig, og tiden er inde til diverse skrifter om Ã¥ret, der gik. Det fik mig til at tænke pÃ¥ en af mine forældres venner, der altid holdt de satiriske skrifter Svikmøllen og Blæksprutten. Og sÃ¥ Hudibras. Mit blik faldt pÃ¥ det forleden, hvor jeg var inde i en større kiosk. Dengang jeg sÃ¥ det for første gang, var det et “uartigt” blad. Det var før billedpornografiens frigivelse, og fruen i huset havde det med at lÃ¥se bladet forsvarligt inde i et lille ophængt hjørneskab i huset. Men det hændte, at farmand glemte bladet inde i stuen, sÃ¥ nysgerrige sjæle – mig inklusive – kunne svælge i Annie Lipperts elegante “frække” tegninger med mere eller mindre afklædte barmfagre pigebørn. Ellers bestod bladet af forskellige historier og andre tegneres udfoldelser, fx humoristen Willy Breinholsts og Povl Norholts. NÃ¥r jeg forsøger at erindre læseoplevelsen, sÃ¥ var den uskyldigt pirrende for en ungersvend som mig. Der var en em af bornert efterkrigsmoral og – med lidt god vilje – en lille snert af det frisind, der i løbet af tresserne ville forsøge at sætte sig igennem. Bladet blev grundlagt i 1943, altsÃ¥ under besættelsen, hvor der sikkert var et stort behov for den slags “uskyldig” underholdning. Det udkommer, som nævnt, stadigvæk. Og det holder stilen fra dengang, ved jeg ikke, men i sÃ¥ fald mÃ¥ man sige, at der er tale om en anakronisme.

W.C. Fields Movie Collection – SÃ¥ er (sommer)underholdningen reddet

1. juli 2009

Som fan af W. C. Fields mÃ¥ man kende sin besøgelsestid. Og besøgelsestiden er nu, hvor man kan fÃ¥ 17 af Fields film i et boksæt for ca. 150 kroner (inkl. forsendelse og VAT!). Hos en dansk forhandler har jeg set den fornylig pÃ¥ tilbud til 599,- kr. Mon nu musklerne i mellemgulvet kan klare en tur her i varmen!?”

Single DVD’er:

* It’s a Gift (1934)
* My Little Chickadee (1940)
* Never Give a Sucker an Even Break (Tøffelhelten, 1941)

Double DVD’er:

* You’re Telling Me! (1934) / Man on the Flying Trapeze (1935)
* The Old Fashioned Way (1934) / Poppy (1936)
* You Can’t Cheat an Honest Man (1939) / Six of a Kind (1934)
* The Bank Dick (1940) / Follow the Boys (1944)
* International House (1933) / Million Dollar Legs (1932)
* Mississippi (1935) / The Big Broadcast of 1938 (1938)
* Tillie and Gus (1933) / If I Had a Million (1932)

TILBAGESPOLING.

 

The Barron Knights – pop og humor

26. maj 2009

I engelsk popmusik har man haft en lille, men markant, tradition for at blande humor og musik. Vi kan fx tænke pÃ¥ George Formby (hvis vi gÃ¥r længere tilbage), Scaffold, Bonzo Dog og sÃ¥ The Barron Knights. Sidstenævnte gruppe blev dannet ved indgangen til de kulørte tressere, hvor de ogsÃ¥ fik deres storhedstid. Selv om Barron Knights var et talentfuldt rock-band, som bl.a. Beatle-manager Brian Epstein havde et godt øje til og engagerede flere gange som opvarmningsband for bl.a. Beatles, sÃ¥ var det i kraft af deres parodier pÃ¥ andre kunstnere, de opnÃ¥ede berømmelse. I 1964 slog de igennem med nummeret “Call up the Groups”, hvor de med talent parodierede navne som Searchers, Freddie and the Dreamers, Dave Clark Five, Bachelors, Stones og Beatles. Pladen nÃ¥ede helt op pÃ¥ en tredjeplads i England. Frem til midten af halvfjerdserne fik de yderligere fire top 10 hits plus en del mindre. Barron Knights har været aktive helt frem til dette Ã¥rti. Men nu er det mÃ¥ske slut, for i dagens engelske aviser kan man læse, at forsangeren gennem Ã¥rene, Duke D’Mond er død i en alder af 66 Ã¥r. Hvil i fred.

Nostalgi: Gøg og Gokke

5. april 2009

Jeg er vokset op med Gøg og Gokke. Eller Dick und Doof, som de hed på tysk. For mange af filmene så jeg op gennem tresserne og ind i halvfjerdserne på tysk tv. Det gjorde ikke så meget, så længe det var stumfilmene, det drejede sig om. Dansk tv var også flinke til at sende Gøg og Gokke. I hvert fald inden oprettelsen af TV2 gjorde det mindre attraktivt at servicere minoritetsgrupper blandt seerne.
Gøg og Gokke – Stan Laurel og Oliver Hardy – hører til den udsøgte kategori af komikere, der bogstaveligt talt kan fÃ¥ tÃ¥rerne til at trille ned af mine kinder af bare grin. Her fÃ¥r de kun konkurrence af W. C. Fields og Peter Sellers ( i visse af hans film). Jeg holder ogsÃ¥ meget af de andre stumfilmkomikere – Chaplin, Keaton osv. – men deres humor har andre kvaliteter. Chaplins humor har musikaliteten og dansen, Keaton den eksistentielle dybde osv.
For snart længe siden købte jeg en tre-dvd-boks i det lokale supermarked med de to herrer Gøg og Gokke. Men det var en skuffelse. Kvaliteten af filmene var mildest talt ringe, og boksen har fÃ¥et lov til at samle støv pÃ¥ hylden. Oven i købet “forærede” min svigerfar mig endnu en kopi af samme boks. Det siger mÃ¥ske alt om den…
Men lysten til at se Laurel & Hardy i deres velmagtsdage er intakt, og derfor slog jeg til, da jeg sÃ¥, at man – for en slik – kunne erhverve sig 21-disc-udgaven af Laurel & Hardy The Collection. I følge de oplysninger, jeg har kunnet skrabe samme, er kvaliteten – den tekniske – i orden, og bokssættet dækker størstedelen af duoens udfoldelser.

Jeg glæder mig som en lille dreng til at fÃ¥ et godt grin. Nu mangler jeg bare en tilsvarende udgave af W. C. Fields’ værker.

Apropos: Jeg har også skulet til Henriks omtale af Gøg og Gokke.