Indlæg tagget med humor

Palin for President! – Michael…

10. september 2008

Ingen kommentarer. Taler helt for sig selv:

Se ogsÃ¥ denne fire-minutters præsentation af Sahra Palin…

Lenny – Lenny Bruce….

14. maj 2008

Bo fik mig til at tænke pÃ¥ en fremragende film, jeg engang har set. Bob Fosses film Lenny – om den afdøde stand-up-comedian Lenny Bruce. Fra 1974 med en endnu ung Dustin Hoffman i en suveræn hovedrolle. Siden er den film vist gÃ¥et lidt i glemmebogen. Og det er en skam. Den fÃ¥s pÃ¥ dvd – ogsÃ¥ med danske undertekster, selv om det i denne sammenhæng er ret underordnet.
Bos udfald mod de danske stand-up-comedians fik mig til at tænke over, hvad der er galt med megen dansk scenehumor. Hvorfor er meget af det ikke rigtig morsomt? Forleden så jeg lidt af den tilbagevendende københavnerbegivenhed Cirkusrevyen i tv. Og det var ikke sjovt. Måske for et lokalt københavnerpublikum, der har gjort pågældende revy til en tradition, men ikke set her fra en høj i Højbjerg.
Jeg tror, at noget af det, der er galt med megen dansk scene-humor i disse Ã¥r er, at det er en harmløs humor. Det er en form for humor, der ikke vil fornærme nogen, nÃ¥r det kommer til stykket. Ofrene – fx politikerne – bliver siddende i salen eller foran tv og griner med. Lenny Bruce skilte vandene, nÃ¥r han tog emner som abort, stoffer, jazz, nationalisme, jødedom, irere, politik, tro osv. op. Lenny Bruce led ikke af selvspejlende, mediefikseret behagesyge. Han ville ikke være venner med alle. HvornÃ¥r har vi sidst set en dansk komiker gÃ¥ til grænsen og hudflette politikere, kongehus, danskerne, sig-selv?

Og hvorfor ikke tage Bob Dylans sang om Lenny Bruce, nÃ¥r vi nu er ved manden. Han fortjener en hyldest…

Harry Langdon – en erindring

20. januar 2008

I min barndom blev min begejstring for de gamle komikere grundlagt. Chaplin, Gøg og Gokke, Buster Keaton, Harold Lloyd, W. C. Fields osv. Og det var ikke mindst i kraft af tysk tv, som vi – derovre vestpÃ¥ – kunne se pÃ¥ linje med Danmarks Radio. Tyskerne var vældig flinke til at sende og genudsende Dick und Doff (Laurel & Hardy) og alle de andre. Forleden sÃ¥ jeg et lille glimt med en komiker, som allerede dengang kom til at stÃ¥ mit humoristiske hjerte nær: Harry Langdon. I dag er han vist gledet lidt i baggrunden i forhold til de andre komikere. Og det er uretfærdigt og synd. For efter min mening er han helt pÃ¥ højde med de bedste af slagsen. Langdon havde som flere andre af kollegerne sin storhedstid i 20’erne. Som ung vaudeville-skuespiller blev han opdaget af den legendariske Max Sennett, der sørgede for at fÃ¥ instruktører som Arthur Ripley og selveste Frank Capra til at lave film med ham. Med sit unikke barnlige, betuttede udtryk og vævre kropssprog adskilte Langdon sig fra de andre slapstickhelte. Afdøde filmanmelder, skoleleder og Langdon-fan Jørgen Stegelmann skriver et sted:

“Harry Langdon er det evige barn, men vel at mærke et voksent barn, og i hver en lille næsten menneskelig bevægelse og ethvert forsigtigt blik røber han, at selve usikkerheden er den faktor, der giver hans liv indhold og styrke. Han er altid i sidelæns bevægelse i forhold til livet, men som ethvert barn er han umÃ¥delig stærk, nÃ¥r det gælder at fÃ¥ det, han vil have, noget, der smager godt, for eksempel. Det er noget majestætisk ved denne lille person, en urokkelighed af lutter mangel pÃ¥ egentlig tilpasning, og meget gribende, nÃ¥r han forsøger sig med noget, der ligner et smil”

His Majetsty, the Child. Jeg deler Stegelmanns vurdering. Som grøn knægt kluklo og skraldgrinede jeg, nÃ¥r Langdon var pÃ¥ skærmen. Og en kilde til min morskab har sikkert været en dyb identifikation med dette lille utilpassede menneskebarns sidelæns tilgang til livet…
I 1926 lavede han to mesterværker, Tramp, Tramp, Tramp og The Strong Man. Kort efter overtog Langdon selv styringen af sine filmopgaver, og det blev ikke helt det samme, selv om der er mange fine øjeblikke i stort set alle hans film. Og da tonefilmen gjorde sit indtog var det endegyldigt slut med Langdons filmkarriere.

The Strong ManLong PantsTramp Tramp TrampHis First Flame

1970: Ernie the fastest Milkman in the West – Benny Hill

1. december 2007

Et af de mere kuriøse indslag på den engelske hitliste i 1970 var komikeren Benny Hills sang om den hurtigste mælkemand i Vesten, Ernie. Den toppede listen i december måned. Og det var vist første og sidste gang, det lykkedes den trinde, dameglade spasmager at nå helt derop. Hill, der især blev kendt for sit tv-show The Benny Hill Show, som blev produceret i tyve år fra 1969 og frem, var faktisk mælkemand i årene, inden han kom ind i showbizz. Han døde i 1992, hvor han blev fundet død, siddende foran tv i sin lejlighed. Han blev 68.

Ernie the fastest Milkman in the West (fra Top of the Pops)

Ørkenens sønner – En sang fra de varme lande

21. november 2007

Hvad man være en bedre modgift mod tidens mentale forhudsforsnævring, den forkrampede, nedgroede nypuritanisme og den humorforladte offentlighed end en saltvandsindsprøjtning af d’herrer Søren Pilmark, Asger Reher, Henrik Kofoed og Niels Olsen alias “Ørkenens sønner”?
Måske andre blandt gårsdagens publikummer i den fuldt besatte store sal i det århusianske Musikhus har tænkt det samme!?
Det er ikke første gang capac har haft fornøjelsen af at se de fire spasmagere live, sÃ¥ forventningerne var høje. Mindre blev de ikke af at have set et par af de dvd’er, der er lavet over andre shows. Og indfriet blev de til fulde.
Konceptet er, som det har været fra starten. En række sketches, sangnumre, magiske indslag og filmindslag vævet sammen af en alt andet end troværdig fiktiv ramme (denne gang “de varme lande”, hvilket er alt fra Dr. Livingstones og Tarzans jungle over Karen Blixens afrikanske farm til baren i Casablanca med Humphrey Bogart og Ingrid Dværgman). Varemærket er en rød trÃ¥d af frivoliteter, der leveres med afvæbnende humor og stor musikalitet og showmanship. Der skal kunstnerisk overskud til at slippe af med platte sjoferter og brandere, fx den allersidste sang om aldrig mere at sige “pik”! Fisse-fisse-fez-fez!
Hvis man vil give sit frisind lidt ilt og motionere lattermusklerne, sÃ¥ er “En sang fra de varme lande” hermed anbefalet!

Appetitvækker fra et tidligere show: Børnesange à la Ørkenens sønner.