Indlæg tagget med ideologi

Den politiske elite og avisernes ledere

19. april 2014

Journalisten Lasse Jensen, der bestyrer det lytteværdige program på P1 “Mennesker og medier”, kommenterer i denne uge en analyse, som medieforskerne Stig Hjarvad og Nete N. Kristensen har udført. De to forskere har gennemanalyseret det sidste tiårs ledende artiklers forholden sig til krigene i Afghanistan, Irak og Libyen i de fem førende dagblade. Og de er kommet til det resultat, at lederne generelt afspejler den politiske elites holdninger.

Lasse Jensen konstaterer tørt:

“Det massive flertal af danske dagblade bekender sig med større eller mindre nuancer til et liberalt samfundssyn. De har stort set alle deres historiske udspring i partierne Venstre, Konservative eller de radikale.

Det har været stort set umuligt at starte eller udvikle aviser med et andet grund-ideologisk udgangspunkt. Fagbevægelsen og Socialdemokratiet forsøgte, men fejlede.”

At medierne afspejler et borgerligt-liberalt grundsynspunkt er sådan set ikke nogen nyhed. Allerede  de tidlige halvfjerdsere kunne pionermedieforskeren Frands Mortensen påvise i sin kommunikationskristiske analyse af 22-radioavisen, at et bestemt samfundssyn var dominerende. Forskellen mellem dengang og nu er så, at vi de seneste år har været igennem – og er det vel endnu – en global økonomisk krise, der netop er kendetegnende ved at have sat flere spørgsmålstegn ved den kapitalistiske økonomi og dennes borgerligt-liberale grundideologiske samfundssyn. Men selv om der i det store medielandskab er mange krtiske stemmer, så er det overordnede billede stadigvæk, at man skal lede meget længe i de store nationale medier for at finde journalistiske artikler, der problematiserer det dominerende grund-ideologiske udgangspunkt. Det generelle billede er, at medierne afspejler den politiske elites tænkning – og problemet er, at dette spejlbillede ikke afspejler befolkningens holdninger.

Vi har den presse, vi har. På godt og ondt./ Den går grundlæggende ikke ind for at lave ballade – kun hvis den politiske elite gør det. På den måde afspejler den eliten men ikke nødvendigvis befolkningen.”, slår Lasse Jensen fast. Når det ikke forholder sig anderledes, hænger det snævert sammen med, at de store medier økonomisk og organisatorisk er solidariske med det borgerligt-liberale samfund, vi lever i. De store medier – de store landsdækkende aviser, DR og TV2 – er ikke politisk eller økonomisk uafhængige af de borgerlige samfund, de arbejder i. Af samme grund er de heller ikke særligt kritiske over for samfundet, samfundsøkonomien eller den herskende grund-ideologiske tænkning. Og det er et kæmpemæssigt problem for demokratiet og samfundsudviklingen.

Kapitalismen er en religion

13. februar 2014

I disse dage er vi vidner til et tidliger stort parti dødskamp. Jeg tænker selvfølgelig på balladen om Socialistisk Folkeparti. Senest ‘kampen’ om formandsposten som ikke blev nogen kamp, idet den nye formand blev valgt uden modstander og med akklamation. Det er en i bund og grund trist historie om et parti, der af navn var både socialistisk og folkeligt, men som mødte sin skæbne, da staten/regeringen ville sælge DONG-aktier til de ultrakapitalistiske spekulanter i Goldmann Sachs. Som et andet skib Titanic sejlede SF ind i isbjerget og sank. Og ned i de kolde vand gled drømmen om socialisme, troen på folkeligheden og demokratiet.

Samtidig har vi været vidne til et politisk skred hen over midten – fra venstre mod højre. Politikere sadler om og går mod højre. Ole Sohn er blot et lysende eksempel på denne tidstypiske bevægelse fra rødt mod sort.

Hvad er forklaringen på denne sære bevægelse? Vi befinder os i en globale økonomisk krise endnu, selv om danske politikere helst vil se indad og fortæller os at eksporttallene er gode og væksten i de private firmaer i bedring osv. Så man kunne måske tro, at krisestemningen ville være til fordel for venstreorienterede tanker om en anden samfundsmodel? Men nej. Der er alt for mange indicier, der peger på, at kapitalismen har sejret ad h…… til. Overalt i samfundet er der tegn på, at kapitalismens logik slår igennem. Finansministeren vil have en ‘konkurrencestat’ i stedet for et velfærdsamfund. Alle uddannelser skal være erhvervsrelevante og rettes ind mod erhvervslivets behov. Og de enkelte borgere reduceres i stadig højere grad til at være udbyttelig ‘arbejdskraft’ i en eller anden procentuel størrelse. Fortsæt selv.

Som den afdøde tysk-jødiske filosof og litterat Walther Benjamin levende beskrev det i et fragment fra 1921 (få år før kapitalismen krakkede for alvor i Wall Street), så har kapitalismen udviklet en religiøs struktur. Den er blevet religion. På en afstand af næsten 100 år ser Benjamin nogle træk, som vi sagtens kan genkende i dag. For det første er kapitalismen blevet en ren, ekstrem kultreligion uden særlig dogmatik og uden nogen teologi. Det betyder, at tilbederne af religionen ikke taler samme sprog eller dyrker en bestemt gud. Men de dyrker alle kapitalismens udbytning af arbejdskraften og dens søgen efter profit. Et andet træk, der slår Benjamin er, at denne kult har, hvad han kalder ‘en permanent varighed’. Modsat andre religioner helligholder kapitalismen ikke fx søndage og særlige festdage, hvor religiøse ceremonier og handlinger foregår. I kapitalismen er hver dag, hverdagen, en fest for kapitalismen. For det tredje hævder Benjamin, så er kapitalismen den første religion, der ikke er sonende. Den er derimod forgældende. En gældsbevidsthed, der efter Benjamins mening peger i retning af kultens fald på et tidspunkt.

I stedet for at stille en soning i udsigt, sørger kulten for at gøre skylds- og gældsbevidstheden universel, at hamre den ind i bevidstheden, som han udtrykker det. Det svarer – hvis eller jeg forstår Benjamin ret – til den moderne slovenske filosof Slavoj Zizeks forestilling om, hvordan ideologi skal tænkes nu til dags. Ideologien er ikke længer noget, man kan stå uden for. Den omslutter hele vores virkelighed – og derfor er det svært at ‘gennemskue’ den, som den traditionelle ideologikritik foreskriver. Det ligger også i denne religions eller kults selvforståelse, at den må fortsætte sin fortvivlede bevægelse til den bitre ende. Ingen soning er mulig inden for systemets rammer – først når kapitalismen engang må give op er soning mulig.

Benjamins tanker er svære og filosofiske og trækker på både Marx, Freud, Nietzsche m.fl. Men vi kan i det mindste bruge dem til at forstå, at kapitalismen – som Marx i øvrigt også var inde på hist og pist – ikke kun er et i snævert forstand økonomisk system, men også et system, der lægger beslag på vore hjerner og følelser. Selv i de mest banale handlinger i hverdagen bliver vi indskrevet i dens kult.

Og måske bidrager Benjamins tanker også til en forståelse af, hvorfor den såkaldte venstrefløj (SF, venstresocialdemokrater, Enhedsliste…) så let lader sig forføre af borgerlige ‘ansvarlighed’, ‘markedet’ osv. Det er meget nemmere at bekræfte den gældende religion end at begynde at sætte spørgsmålstegn ved den. Benjamins fragment er netop et godt eksempel på, hvor svært det er at tænke kapitalismens åndelige dimension.

Hermed er bolden givet op.

Danmarks Radio – Statens svar på restaurant Vejlegården?

30. september 2012

I den forgangne uge blev Danmarks Radio ved Arbejdsretten idømt en bod på 200.000 kr. Boden skal betales til Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund, fordi DR ulovligt har forsøgt at udelukke medlemmer af de to forbund fra at medvirke i DRs programmer. En skærpende omstændighed ved boden er, at det ikke er første gang DR handler således. Det skete også i 2009.

Konkret er krænkelserne sket på den måde, at DR har afkrævet potentielt medvirkende et svar på, om de var organiseret i enten DAF eller DMF. Hvis svaret var bekræftende, blev vedkommende vraget.

De to organisationer så gerne DR dømt for systematisk organisationsforfølgelse, og de mener, at der er tale om en tilbagevendende, diskriminerende praksis. Men Arbejdsretten fandt det ikke bevist.

DRs adfærd i de to sager handler – ikke overraskende – om penge. Det fremgår fx af en udtalelse, som formanden for Dansk Artist Forbund, Lena Brostrøm Dideriksen, kom med i forbindelse med boden: ”Vi ser redaktionernes optræden som udtryk for en meget uheldig kultur i DR, hvor programmedarbejderne finder måder, hvorpå de kan undgå at betale for musikeres og solisters liveoptræden. Simpelthen fordi der ikke er penge til kunstnerisk medvirken. Rettens afgørelse og bodens størrelse bør bane vej for, at DR fremover afsætter de nødvendige midler til at aflønne de medvirkende” (jeg fremhæver).

Det, som Dideriksen betegner som “en uheldig kultur”, kan – hvis vi skal forsøge at beskrive det positivt ud fra DRs selvforståelse – forstås på den måde, at DR af økonomiske grunde (begrænsede ressourcer) ser sig nødsaget til at vrage kunstnere, når vedkommendes organisering (og den tilhørende overenskomst) afsløres. Men diskriminationen har ikke været DRs bevidste hensigt. DR handlede ‘bare’ sådan, fordi man ikke havde råd til at lade de overenskomstdækkede kunstnere medvirke – . At denne selvforståelse hersker i DR kan man læse ud af præmisserne for boden, hvor en del dokumenter (emails m.m.) citeres.

Imidlertid kan man hævde, at uanset hvilken selvforståelse DR har omkring de økonomisk motiverede beslutninger, så er der objektivt set tale om diskrimination. Det er det boden slår fast. Der er objektivt set tale om, at DR fravælger organisationernes medlemmer, fordi de har en overenskomst.

Forbundene vil fremover holde øje med, om den ulovlige praksis gentager sig, og de vil gennem overenskomstforhandlinger forsøge at få lavet en overenskomst, der vil garantere, at kunstnere – uanset deres organisationstilhørsforhold – får den samme betaling. En sådan overenskomst ville med andre ord gøre den krænkende adfærd umulig.

I den forgangne uge kunne man også i Ekstrabladet læse nyt om en anden meget omtalt sag, der vedrører forholdet mellem arbejdsgivere og overenskomstansatte, nemlig den såkaldte restaurant Vejlegården-sag. I sommerens løb blev sagen visse steder i pressen håndteret som en historie om den lille selvstændige arbejdsgivers frihedskamp mod det store fagforbund 3F. Og politikere fra bl.a. partierne Liberal Alliance og Venstre spiste under stor mediebevågenhed stegt flæsk med kartofler og persillesovs på restauranten for at vise deres støtte til den lille mands kamp for friheden til at indgå overenskomst med, hvem han ønsker. Sagen har ført til, at partiet Venstre har fremlagt en lovforslag, der skal indskrænke fagbevægelsens ret til at lave blokade mod arbejdsgivere. Af artiklen i Ekstrabladet kan man læse, at når sagen fik det omfang, den faktisk gjorde hen over sommeren, så skyldtes det ikke, at vi var i agurketiden, men at liberalistiske politikere fra Venstre (bl.a. Kristian Jensen og den tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg) og Liberal Alliance og andre sympatisanter (bl.a. meddirektør for Kristelig Fagbevægelse, Karsten Høgild) på et tidligt tidspunkt gjorde den lille konflikt til en politisk-ideologisk sag, hvis mål er at knægte fagbevægelsens ret til at kæmpe for overenskomster ved fx at lave blokade mod arbejdsgivere, der krænker eksisterende overenskomster. En politisk-ideologisk sag, der af borgerlige aviser og kommentatorer er gjort til et spørgsmål om den enkeltes frihed.

Danmarks Radio er selvfølgelig ikke Vejlegården. Og DRs ledelse er ikke den lille restauratør Amin Skov. Alligevel har de to sager to alen af samme stykke. Man kan udtrykke det på den måde, at sagen om DRs adfærd over for medlemmerne af DMF og DAF åbenbarer det nøgne økonomiske motiv, der ligger til grund for såvel DRs ulovlige handlinger som for den politisk-ideologiske kamp mod 3F i Vejlegårdsagen. Det er den samme økonomiske interesse, der driver DR til ulovlighederne og Amin Skov og hans ideologiske sympatisanter til at angribe 3Fs historisk hævdvundne ret til at kæmpe for en overenskomst.

 

Vejlegården, valgflæsk og fagbevægelsens krise

1. august 2012

En af sommerens helt store agurker har været sagen om fagforeningen 3Fs demonstrationer ved restaurant Vejlegården. Hvis denne sag overhovedet er interessant, så er det, fordi den illustrerer fagbevægelsens krise i en liberalistisk-politisk-ideologisk konjunktur.

Som den borgelige journalist Niels Krause-Kjær ganske klart redegør for i et sobert blogindlæg i Berlingeren med titlen “Valgflæsk i Vejlegård“, så er konflikten fagretsligt set ret banal. Men visse politikere af liberalistisk observans – bl.a. tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjbjerg fra Venstre, hendes kollega Michael Astrup Jensen, de Konservatives leder Lars Barfoed og de to Liberal Alliance-politikere Anders Samuelsen og Joachim B. Olsen – har skabt mediestorm omkring konflikten med et kriminaliserende sprogbrug, der alene har haft til hensigt at skade 3Fs i øvrigt helt legitime demonstration. Denne er konsekvent blevet omtalt som en blokade, selv om der ikke har været tale om en ulovlig, fysisk blokade i arbejdsretslig forstand. Og 3Fs demonstration – der er en manifestation af den frihed til at ytre sig, som de pågældende politikere ellers besynger i andres sammenhænge – er blevet sammenlignet med “mafiametoder”.

De pågældende liberalistiske politikere har uden tvivl en politisk dagorden med den politiske storm i medievandglasset: Med henvisning til friheden til at vælge fagforening vil man undergrave de gamle fagforeningers ret til at kæmpe for deres overenskomster og deres medlemmer. Perspektivet er heller ikke til at tage fejl af: En undergravning af den danske arbejdsmodel, hvor der har været plads til uoverensstemmelser og “kampe”, men som i sidste ende har udmyntet sig i overenskomster – og har skabt en historisk og geografisk enestående, fredelig arbejdsmarkedssituation. Alternativet er den amerikanske model, hvor fagforeningernes rolle er reduceret til en karikatur.

Kendetegnende for den aktuelle konflikt ved Vejlegården er også, at man i medierne stort set (udelukkende?) kun har hørt, hvad ejeren Amin Skov Badrbeigi har haft at sige, om sin ret til at vælge overenskomst med Kristelig Fagbevægelse. Og så 3Fs repræsentanter. Ved vi overhovedet, hvad de ansatte på Vejlegård tænker? Ved vi, om de foretrækker Kristelig Fagforenings overenskomst frem for 3Fs? Ved vi noget om, hvorvidt de ansatte overhovedet havde et valg, dengang overenskomsten med KF blev en realitet? Og et andet spørgsmål står og blafrer i sommervinden: Hvor har de andre politikere – ikke mindst dem fra S og SF – været henne, medens medierne har plukket agurken? På sommerferie vel sagtens! “Prøv engang at se, hvor mange politikere og arbejdsgivere, der holder sig helt og aldeles uden for radaren i denne sag.”, skriver Krause-Kjær, der mener, at stormen vil lægge sig, når Folketinget begynder at arbejde igen. Men er det nu sikkert? Et lovforslag, der skal forbyde blokader, er allerede i ovnen. Og de borgerlige har været efter fagbevægelsen i årevis. Senest da Claus Hjorth Frederiksen gjorde de mislykkede trepartsforhandlingerne til fagbevægelsens fiasko. For mig at se, så er der ingen tvivl om, at de liberalistiske politikere i dette land går efter struben på fagbevægelsen i den individualistiske friheds navn. Og det til trods for at selv Dansk Arbejdsgiverforening advarer mod en ændring af den succesfulde danske arbejdsmarkedsmodel. En historisk indiskutabel succes er ikke tilstrækkelig til at overbevise forbenede, ideologiske sandhedsapostle.

Strawbs – Part of the Union

Ideologiens kyniske distance – regeringens politik i en krisetid

29. maj 2012

I weekendens udgave af Information har Center for vild analyse en analyse af ‘racismesagen’ på Filminstituttet. Altså historien om, hvordan Filminstituttet i en begrundelse for et bevillingsafslag til filmen MGP-Missionen ‘kommer til’ at begå dobbelt diskrimination – af skuespillere med indvandrerbaggrund og ikke-københavnere.

For at forstå, hvad der sker, griber Centeret til en idé, som filosoffen Slavoj Zizek har fremført i sin ideologikritik:

Det er én af de store fortjenester ved Slavoj Zizeks ideologikritik, at den har gjort det klart, hvordan ideologi i vores tidsalder først og fremmest fungerer gennem en kynisk eller ironisk distance. Ideologi virker simpelthen bedst, når man kan tilslutte sig den hemmeligt eller ad omveje, samtidig med at man ’officielt’ tager afstand fra den. Som eksempel har Zizek ofte brugt historien om Niels Bohr, der i sit sommerhus havde en hestesko hængende over døren. Da han fik besøg af Werner Heisenberg, og denne forarget spurgte, hvordan en berømt fysiker som Bohr kunne ride med på sådan en gang overtro, som at en hestesko skulle beskytte et hus mod ulykke, skal Bohr have svaret, at han naturligvis ikke selv troede på det, men at han havde hørt, at det virkede, også selv om man ikke selv tror på det. Sådan fungerer ideologi i dag: Vi ved f.eks. meget vel, at det finansielle system har store fejl, at det på en måde er en slags overtro at blive ved med at opretholde det, men vi gør det alligevel – vores fornemste eksperter i dag er stadig finanseksperterne og de økonomiske ’vismænd’.

I Filminstitutsagen opnås den kyniske ideologiske distance ved, at ‘diskriminationen’ tilskrives ‘jyderne’. Det er jydernes skyld, at filmen MGP-Missionen ikke får støtte, fordi de ikke gider se film med mørklødede skuespillere. Som debatten om sagen, der er endt helt oppe på kulturminister Uffe Elbæks bord, viser, så er den ideologiske distancering let gennemskuelig. Filminstituttet skulle selvfølgelig have holdt sig til de filmiske kvaliteter i deres bedømmelse, hvis de ville have undgået balladen.

Men centerets analyse fik mig til at tænke på, om ikke den lille racismesag på Filminstituttet blot er et lille alt for gennemskuelig eksempel på en ideologisk distancering, der fungerer i den politiske offentlighed? Vi kender distanceringen under det fænomen, vi almindeligvis beskriver som ‘politikere, der siger et, og gør noget andet’. Eller som det er blevet tematiseret i medierne, siden den nye regerings dannelse: Som en række af politiske ‘løftebrud’. En politiker, der kom til at afsløre den ideologiske distancering tydeligt, var daværende arbejdsminister m.m. Claus Hjort Frederiksen (V), der i VKO-regeringens tid udtalte, at hvis vælgerne virkelige vidste, hvad regeringen ville (ideologien), så ville de flygte bort.

Netop i dag – i disse timer – fremlægger regeringen sine ideer til en skattereform. Og det, der har kendetegnet de foreløbige udmeldinger om ændring af topskatten, ændringen af rentefradaget for ejerboliger, ændring af reguleringen af overførselsindkomster osv. er, at de sker på baggrund af et regeringsgrundlag, der hævder, at krisens byrder skal bæres af alle og ikke mindst “de bredeste skuldre”. Ikke desto mindre tegner det til, at man vil tage fra de svageste – dem på overførselsindkomst – og give til dem, der har forvejen, dem med indkomster på 400.000 kr. og derover. Man siger et og gør noget andet. Et konkret eksempel. I dag fremlagde Skatteministeriet beregninger, der viser, at reguleringen af overførselsindkomsterne vil komme til at koste de ledige 13.000 kr. om året – og så er der endda ikke taget højde for inflationen. Alligevel hævder økonominister Margrethe Vestager, at dagpengemodtagerne vil ‘beholde deres købekraft‘. Ideologien virker bedst, skriver centeret, når man kan tilslutte sig den ‘hemmeligt eller ad omveje’. Når Vestager – og andre i regeringen – lyver os lige op i vores ansigter, så er det ikke bare en løgn. Officielt tager Vestager afstand fra ideologien (at det er de lavtlønnede og dem på overførselsindkomst, der skal betale krisens omkostninger, medens bankdirektørerne og de højstlønnede går fri) med påstanden om den bevarede købekraft. Det er ikke kun en løgn.  Det er netop udtryk for, at ideologien er distanceret. Den kommer ikke på tale som sådan.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 3123