Indlæg tagget med ideologi

Den politiske elite og avisernes ledere

19. april 2014

Journalisten Lasse Jensen, der bestyrer det lytteværdige program pÃ¥ P1 “Mennesker og medier”, kommenterer i denne uge en analyse, som medieforskerne Stig Hjarvad og Nete N. Kristensen har udført. De to forskere har gennemanalyseret det sidste tiÃ¥rs ledende artiklers forholden sig til krigene i Afghanistan, Irak og Libyen i de fem førende dagblade. Og de er kommet til det resultat, at lederne generelt afspejler den politiske elites holdninger.

Lasse Jensen konstaterer tørt:

“Det massive flertal af danske dagblade bekender sig med større eller mindre nuancer til et liberalt samfundssyn. De har stort set alle deres historiske udspring i partierne Venstre, Konservative eller de radikale.

Det har været stort set umuligt at starte eller udvikle aviser med et andet grund-ideologisk udgangspunkt. Fagbevægelsen og Socialdemokratiet forsøgte, men fejlede.”

At medierne afspejler et borgerligt-liberalt grundsynspunkt er sÃ¥dan set ikke nogen nyhed. Allerede  de tidlige halvfjerdsere kunne pionermedieforskeren Frands Mortensen pÃ¥vise i sin kommunikationskristiske analyse af 22-radioavisen, at et bestemt samfundssyn var dominerende. Forskellen mellem dengang og nu er sÃ¥, at vi de seneste Ã¥r har været igennem – og er det vel endnu – en global økonomisk krise, der netop er kendetegnende ved at have sat flere spørgsmÃ¥lstegn ved den kapitalistiske økonomi og dennes borgerligt-liberale grundideologiske samfundssyn. Men selv om der i det store medielandskab er mange krtiske stemmer, sÃ¥ er det overordnede billede stadigvæk, at man skal lede meget længe i de store nationale medier for at finde journalistiske artikler, der problematiserer det dominerende grund-ideologiske udgangspunkt. Det generelle billede er, at medierne afspejler den politiske elites tænkning – og problemet er, at dette spejlbillede ikke afspejler befolkningens holdninger.

Vi har den presse, vi har. PÃ¥ godt og ondt./ Den gÃ¥r grundlæggende ikke ind for at lave ballade – kun hvis den politiske elite gør det. PÃ¥ den mÃ¥de afspejler den eliten men ikke nødvendigvis befolkningen.”, slÃ¥r Lasse Jensen fast. NÃ¥r det ikke forholder sig anderledes, hænger det snævert sammen med, at de store medier økonomisk og organisatorisk er solidariske med det borgerligt-liberale samfund, vi lever i. De store medier – de store landsdækkende aviser, DR og TV2 – er ikke politisk eller økonomisk uafhængige af de borgerlige samfund, de arbejder i. Af samme grund er de heller ikke særligt kritiske over for samfundet, samfundsøkonomien eller den herskende grund-ideologiske tænkning. Og det er et kæmpemæssigt problem for demokratiet og samfundsudviklingen.

Kapitalismen er en religion

13. februar 2014

I disse dage er vi vidner til et tidliger stort parti dødskamp. Jeg tænker selvfølgelig på balladen om Socialistisk Folkeparti. Senest ‘kampen’ om formandsposten som ikke blev nogen kamp, idet den nye formand blev valgt uden modstander og med akklamation. Det er en i bund og grund trist historie om et parti, der af navn var både socialistisk og folkeligt, men som mødte sin skæbne, da staten/regeringen ville sælge DONG-aktier til de ultrakapitalistiske spekulanter i Goldmann Sachs. Som et andet skib Titanic sejlede SF ind i isbjerget og sank. Og ned i de kolde vand gled drømmen om socialisme, troen på folkeligheden og demokratiet.

Samtidig har vi været vidne til et politisk skred hen over midten – fra venstre mod højre. Politikere sadler om og går mod højre. Ole Sohn er blot et lysende eksempel på denne tidstypiske bevægelse fra rødt mod sort.

Hvad er forklaringen på denne sære bevægelse? Vi befinder os i en globale økonomisk krise endnu, selv om danske politikere helst vil se indad og fortæller os at eksporttallene er gode og væksten i de private firmaer i bedring osv. Så man kunne måske tro, at krisestemningen ville være til fordel for venstreorienterede tanker om en anden samfundsmodel? Men nej. Der er alt for mange indicier, der peger på, at kapitalismen har sejret ad h…… til. Overalt i samfundet er der tegn på, at kapitalismens logik slår igennem. Finansministeren vil have en ‘konkurrencestat’ i stedet for et velfærdsamfund. Alle uddannelser skal være erhvervsrelevante og rettes ind mod erhvervslivets behov. Og de enkelte borgere reduceres i stadig højere grad til at være udbyttelig ‘arbejdskraft’ i en eller anden procentuel størrelse. Fortsæt selv.

Som den afdøde tysk-jødiske filosof og litterat Walther Benjamin levende beskrev det i et fragment fra 1921 (få år før kapitalismen krakkede for alvor i Wall Street), så har kapitalismen udviklet en religiøs struktur. Den er blevet religion. På en afstand af næsten 100 år ser Benjamin nogle træk, som vi sagtens kan genkende i dag. For det første er kapitalismen blevet en ren, ekstrem kultreligion uden særlig dogmatik og uden nogen teologi. Det betyder, at tilbederne af religionen ikke taler samme sprog eller dyrker en bestemt gud. Men de dyrker alle kapitalismens udbytning af arbejdskraften og dens søgen efter profit. Et andet træk, der slår Benjamin er, at denne kult har, hvad han kalder ‘en permanent varighed’. Modsat andre religioner helligholder kapitalismen ikke fx søndage og særlige festdage, hvor religiøse ceremonier og handlinger foregår. I kapitalismen er hver dag, hverdagen, en fest for kapitalismen. For det tredje hævder Benjamin, så er kapitalismen den første religion, der ikke er sonende. Den er derimod forgældende. En gældsbevidsthed, der efter Benjamins mening peger i retning af kultens fald på et tidspunkt.

I stedet for at stille en soning i udsigt, sørger kulten for at gøre skylds- og gældsbevidstheden universel, at hamre den ind i bevidstheden, som han udtrykker det. Det svarer – hvis eller jeg forstår Benjamin ret – til den moderne slovenske filosof Slavoj Zizeks forestilling om, hvordan ideologi skal tænkes nu til dags. Ideologien er ikke længer noget, man kan stå uden for. Den omslutter hele vores virkelighed – og derfor er det svært at ‘gennemskue’ den, som den traditionelle ideologikritik foreskriver. Det ligger også i denne religions eller kults selvforståelse, at den må fortsætte sin fortvivlede bevægelse til den bitre ende. Ingen soning er mulig inden for systemets rammer – først når kapitalismen engang må give op er soning mulig.

Benjamins tanker er svære og filosofiske og trækker på både Marx, Freud, Nietzsche m.fl. Men vi kan i det mindste bruge dem til at forstå, at kapitalismen – som Marx i øvrigt også var inde på hist og pist – ikke kun er et i snævert forstand økonomisk system, men også et system, der lægger beslag på vore hjerner og følelser. Selv i de mest banale handlinger i hverdagen bliver vi indskrevet i dens kult.

Og måske bidrager Benjamins tanker også til en forståelse af, hvorfor den såkaldte venstrefløj (SF, venstresocialdemokrater, Enhedsliste…) så let lader sig forføre af borgerlige ‘ansvarlighed’, ‘markedet’ osv. Det er meget nemmere at bekræfte den gældende religion end at begynde at sætte spørgsmålstegn ved den. Benjamins fragment er netop et godt eksempel på, hvor svært det er at tænke kapitalismens åndelige dimension.

Hermed er bolden givet op.

Danmarks Radio – Statens svar på restaurant Vejlegården?

30. september 2012

I den forgangne uge blev Danmarks Radio ved Arbejdsretten idømt en bod på 200.000 kr. Boden skal betales til Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund, fordi DR ulovligt har forsøgt at udelukke medlemmer af de to forbund fra at medvirke i DRs programmer. En skærpende omstændighed ved boden er, at det ikke er første gang DR handler således. Det skete også i 2009.

Konkret er krænkelserne sket på den måde, at DR har afkrævet potentielt medvirkende et svar på, om de var organiseret i enten DAF eller DMF. Hvis svaret var bekræftende, blev vedkommende vraget.

De to organisationer så gerne DR dømt for systematisk organisationsforfølgelse, og de mener, at der er tale om en tilbagevendende, diskriminerende praksis. Men Arbejdsretten fandt det ikke bevist.

DRs adfærd i de to sager handler – ikke overraskende – om penge. Det fremgÃ¥r fx af en udtalelse, som formanden for Dansk Artist Forbund, Lena Brostrøm Dideriksen, kom med i forbindelse med boden: ”Vi ser redaktionernes optræden som udtryk for en meget uheldig kultur i DR, hvor programmedarbejderne finder mÃ¥der, hvorpÃ¥ de kan undgÃ¥ at betale for musikeres og solisters liveoptræden. Simpelthen fordi der ikke er penge til kunstnerisk medvirken. Rettens afgørelse og bodens størrelse bør bane vej for, at DR fremover afsætter de nødvendige midler til at aflønne de medvirkende” (jeg fremhæver).

Det, som Dideriksen betegner som “en uheldig kultur”, kan – hvis vi skal forsøge at beskrive det positivt ud fra DRs selvforstÃ¥else – forstÃ¥s pÃ¥ den mÃ¥de, at DR af økonomiske grunde (begrænsede ressourcer) ser sig nødsaget til at vrage kunstnere, nÃ¥r vedkommendes organisering (og den tilhørende overenskomst) afsløres. Men diskriminationen har ikke været DRs bevidste hensigt. DR handlede ‘bare’ sÃ¥dan, fordi man ikke havde rÃ¥d til at lade de overenskomstdækkede kunstnere medvirke – . At denne selvforstÃ¥else hersker i DR kan man læse ud af præmisserne for boden, hvor en del dokumenter (emails m.m.) citeres.

Imidlertid kan man hævde, at uanset hvilken selvforståelse DR har omkring de økonomisk motiverede beslutninger, så er der objektivt set tale om diskrimination. Det er det boden slår fast. Der er objektivt set tale om, at DR fravælger organisationernes medlemmer, fordi de har en overenskomst.

Forbundene vil fremover holde øje med, om den ulovlige praksis gentager sig, og de vil gennem overenskomstforhandlinger forsøge at fÃ¥ lavet en overenskomst, der vil garantere, at kunstnere – uanset deres organisationstilhørsforhold – fÃ¥r den samme betaling. En sÃ¥dan overenskomst ville med andre ord gøre den krænkende adfærd umulig.

I den forgangne uge kunne man også i Ekstrabladet læse nyt om en anden meget omtalt sag, der vedrører forholdet mellem arbejdsgivere og overenskomstansatte, nemlig den såkaldte restaurant Vejlegården-sag. I sommerens løb blev sagen visse steder i pressen håndteret som en historie om den lille selvstændige arbejdsgivers frihedskamp mod det store fagforbund 3F. Og politikere fra bl.a. partierne Liberal Alliance og Venstre spiste under stor mediebevågenhed stegt flæsk med kartofler og persillesovs på restauranten for at vise deres støtte til den lille mands kamp for friheden til at indgå overenskomst med, hvem han ønsker. Sagen har ført til, at partiet Venstre har fremlagt en lovforslag, der skal indskrænke fagbevægelsens ret til at lave blokade mod arbejdsgivere. Af artiklen i Ekstrabladet kan man læse, at når sagen fik det omfang, den faktisk gjorde hen over sommeren, så skyldtes det ikke, at vi var i agurketiden, men at liberalistiske politikere fra Venstre (bl.a. Kristian Jensen og den tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg) og Liberal Alliance og andre sympatisanter (bl.a. meddirektør for Kristelig Fagbevægelse, Karsten Høgild) på et tidligt tidspunkt gjorde den lille konflikt til en politisk-ideologisk sag, hvis mål er at knægte fagbevægelsens ret til at kæmpe for overenskomster ved fx at lave blokade mod arbejdsgivere, der krænker eksisterende overenskomster. En politisk-ideologisk sag, der af borgerlige aviser og kommentatorer er gjort til et spørgsmål om den enkeltes frihed.

Danmarks Radio er selvfølgelig ikke Vejlegården. Og DRs ledelse er ikke den lille restauratør Amin Skov. Alligevel har de to sager to alen af samme stykke. Man kan udtrykke det på den måde, at sagen om DRs adfærd over for medlemmerne af DMF og DAF åbenbarer det nøgne økonomiske motiv, der ligger til grund for såvel DRs ulovlige handlinger som for den politisk-ideologiske kamp mod 3F i Vejlegårdsagen. Det er den samme økonomiske interesse, der driver DR til ulovlighederne og Amin Skov og hans ideologiske sympatisanter til at angribe 3Fs historisk hævdvundne ret til at kæmpe for en overenskomst.

 

Vejlegården, valgflæsk og fagbevægelsens krise

1. august 2012

En af sommerens helt store agurker har været sagen om fagforeningen 3Fs demonstrationer ved restaurant Vejlegården. Hvis denne sag overhovedet er interessant, så er det, fordi den illustrerer fagbevægelsens krise i en liberalistisk-politisk-ideologisk konjunktur.

Som den borgelige journalist Niels Krause-Kjær ganske klart redegør for i et sobert blogindlæg i Berlingeren med titlen “Valgflæsk i VejlegÃ¥rd“, sÃ¥ er konflikten fagretsligt set ret banal. Men visse politikere af liberalistisk observans – bl.a. tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjbjerg fra Venstre, hendes kollega Michael Astrup Jensen, de Konservatives leder Lars Barfoed og de to Liberal Alliance-politikere Anders Samuelsen og Joachim B. Olsen – har skabt mediestorm omkring konflikten med et kriminaliserende sprogbrug, der alene har haft til hensigt at skade 3Fs i øvrigt helt legitime demonstration. Denne er konsekvent blevet omtalt som en blokade, selv om der ikke har været tale om en ulovlig, fysisk blokade i arbejdsretslig forstand. Og 3Fs demonstration – der er en manifestation af den frihed til at ytre sig, som de pÃ¥gældende politikere ellers besynger i andres sammenhænge – er blevet sammenlignet med “mafiametoder”.

De pÃ¥gældende liberalistiske politikere har uden tvivl en politisk dagorden med den politiske storm i medievandglasset: Med henvisning til friheden til at vælge fagforening vil man undergrave de gamle fagforeningers ret til at kæmpe for deres overenskomster og deres medlemmer. Perspektivet er heller ikke til at tage fejl af: En undergravning af den danske arbejdsmodel, hvor der har været plads til uoverensstemmelser og “kampe”, men som i sidste ende har udmyntet sig i overenskomster – og har skabt en historisk og geografisk enestÃ¥ende, fredelig arbejdsmarkedssituation. Alternativet er den amerikanske model, hvor fagforeningernes rolle er reduceret til en karikatur.

Kendetegnende for den aktuelle konflikt ved VejlegÃ¥rden er ogsÃ¥, at man i medierne stort set (udelukkende?) kun har hørt, hvad ejeren Amin Skov Badrbeigi har haft at sige, om sin ret til at vælge overenskomst med Kristelig Fagbevægelse. Og sÃ¥ 3Fs repræsentanter. Ved vi overhovedet, hvad de ansatte pÃ¥ VejlegÃ¥rd tænker? Ved vi, om de foretrækker Kristelig Fagforenings overenskomst frem for 3Fs? Ved vi noget om, hvorvidt de ansatte overhovedet havde et valg, dengang overenskomsten med KF blev en realitet? Og et andet spørgsmÃ¥l stÃ¥r og blafrer i sommervinden: Hvor har de andre politikere – ikke mindst dem fra S og SF – været henne, medens medierne har plukket agurken? PÃ¥ sommerferie vel sagtens! “Prøv engang at se, hvor mange politikere og arbejdsgivere, der holder sig helt og aldeles uden for radaren i denne sag.”, skriver Krause-Kjær, der mener, at stormen vil lægge sig, nÃ¥r Folketinget begynder at arbejde igen. Men er det nu sikkert? Et lovforslag, der skal forbyde blokader, er allerede i ovnen. Og de borgerlige har været efter fagbevægelsen i Ã¥revis. Senest da Claus Hjorth Frederiksen gjorde de mislykkede trepartsforhandlingerne til fagbevægelsens fiasko. For mig at se, sÃ¥ er der ingen tvivl om, at de liberalistiske politikere i dette land gÃ¥r efter struben pÃ¥ fagbevægelsen i den individualistiske friheds navn. Og det til trods for at selv Dansk Arbejdsgiverforening advarer mod en ændring af den succesfulde danske arbejdsmarkedsmodel. En historisk indiskutabel succes er ikke tilstrækkelig til at overbevise forbenede, ideologiske sandhedsapostle.

Strawbs – Part of the Union

Ideologiens kyniske distance – regeringens politik i en krisetid

29. maj 2012

I weekendens udgave af Information har Center for vild analyse en analyse af ‘racismesagen’ pÃ¥ Filminstituttet. AltsÃ¥ historien om, hvordan Filminstituttet i en begrundelse for et bevillingsafslag til filmen MGP-Missionen ‘kommer til’ at begÃ¥ dobbelt diskrimination – af skuespillere med indvandrerbaggrund og ikke-københavnere.

For at forstå, hvad der sker, griber Centeret til en idé, som filosoffen Slavoj Zizek har fremført i sin ideologikritik:

Det er én af de store fortjenester ved Slavoj Zizeks ideologikritik, at den har gjort det klart, hvordan ideologi i vores tidsalder først og fremmest fungerer gennem en kynisk eller ironisk distance. Ideologi virker simpelthen bedst, når man kan tilslutte sig den hemmeligt eller ad omveje, samtidig med at man ’officielt’ tager afstand fra den. Som eksempel har Zizek ofte brugt historien om Niels Bohr, der i sit sommerhus havde en hestesko hængende over døren. Da han fik besøg af Werner Heisenberg, og denne forarget spurgte, hvordan en berømt fysiker som Bohr kunne ride med på sådan en gang overtro, som at en hestesko skulle beskytte et hus mod ulykke, skal Bohr have svaret, at han naturligvis ikke selv troede på det, men at han havde hørt, at det virkede, også selv om man ikke selv tror på det. Sådan fungerer ideologi i dag: Vi ved f.eks. meget vel, at det finansielle system har store fejl, at det på en måde er en slags overtro at blive ved med at opretholde det, men vi gør det alligevel – vores fornemste eksperter i dag er stadig finanseksperterne og de økonomiske ’vismænd’.

I Filminstitutsagen opnÃ¥s den kyniske ideologiske distance ved, at ‘diskriminationen’ tilskrives ‘jyderne’. Det er jydernes skyld, at filmen MGP-Missionen ikke fÃ¥r støtte, fordi de ikke gider se film med mørklødede skuespillere. Som debatten om sagen, der er endt helt oppe pÃ¥ kulturminister Uffe Elbæks bord, viser, sÃ¥ er den ideologiske distancering let gennemskuelig. Filminstituttet skulle selvfølgelig have holdt sig til de filmiske kvaliteter i deres bedømmelse, hvis de ville have undgÃ¥et balladen.

Men centerets analyse fik mig til at tænke pÃ¥, om ikke den lille racismesag pÃ¥ Filminstituttet blot er et lille alt for gennemskuelig eksempel pÃ¥ en ideologisk distancering, der fungerer i den politiske offentlighed? Vi kender distanceringen under det fænomen, vi almindeligvis beskriver som ‘politikere, der siger et, og gør noget andet’. Eller som det er blevet tematiseret i medierne, siden den nye regerings dannelse: Som en række af politiske ‘løftebrud’. En politiker, der kom til at afsløre den ideologiske distancering tydeligt, var daværende arbejdsminister m.m. Claus Hjort Frederiksen (V), der i VKO-regeringens tid udtalte, at hvis vælgerne virkelige vidste, hvad regeringen ville (ideologien), sÃ¥ ville de flygte bort.

Netop i dag – i disse timer – fremlægger regeringen sine ideer til en skattereform. Og det, der har kendetegnet de foreløbige udmeldinger om ændring af topskatten, ændringen af rentefradaget for ejerboliger, ændring af reguleringen af overførselsindkomster osv. er, at de sker pÃ¥ baggrund af et regeringsgrundlag, der hævder, at krisens byrder skal bæres af alle og ikke mindst “de bredeste skuldre”. Ikke desto mindre tegner det til, at man vil tage fra de svageste – dem pÃ¥ overførselsindkomst – og give til dem, der har forvejen, dem med indkomster pÃ¥ 400.000 kr. og derover. Man siger et og gør noget andet. Et konkret eksempel. I dag fremlagde Skatteministeriet beregninger, der viser, at reguleringen af overførselsindkomsterne vil komme til at koste de ledige 13.000 kr. om Ã¥ret – og sÃ¥ er der endda ikke taget højde for inflationen. Alligevel hævder økonominister Margrethe Vestager, at dagpengemodtagerne vil ‘beholde deres købekraft‘. Ideologien virker bedst, skriver centeret, nÃ¥r man kan tilslutte sig den ‘hemmeligt eller ad omveje’. NÃ¥r Vestager – og andre i regeringen – lyver os lige op i vores ansigter, sÃ¥ er det ikke bare en løgn. Officielt tager Vestager afstand fra ideologien (at det er de lavtlønnede og dem pÃ¥ overførselsindkomst, der skal betale krisens omkostninger, medens bankdirektørerne og de højstlønnede gÃ¥r fri) med pÃ¥standen om den bevarede købekraft. Det er ikke kun en løgn.  Det er netop udtryk for, at ideologien er distanceret. Den kommer ikke pÃ¥ tale som sÃ¥dan.

Betalingsringens symbolik

21. februar 2012

I fell in to a burning ring of fire

I went down,down,down

and the flames went higher.

And it burns,burns,burns

the ring of fire

the ring of fire.

Medens jeg læser dagens nyheder om den famøse “betalingsring” i København nynner jeg stille for mig selv med på Johnny Cash’ “Ring of Fire“. Den handler ikke om en betalingsring, men om kærlighedens brændende ring, som man kan falde i og brænde sig noget så gevaldigt på. Men associationskæderne trak alligevel sangen frem i bevidstheden.

Sagen om betalingsringen er blevet noget nær et spørgsmål om regeringens overlevelse, hvis man ellers kan tro de borgerlige kommentatorers udlægning af problemerne med dens vedtagelse. Og er det ikke underligt, at spørgsmålet om en lokal betalingsring i hovedstaden kan få sindene sådan i kog? I Helsinki, London og andre steder har man med succes etableret betalingsringe – selv om der selvfølgelig har været debat forud.

Når betalingsringen, der jo er en fornuftig idé, fordi den tager fat på to store problemer – den voksende trafiktæthed i hovedstaden og forureningen, kan få sindene sådan i kog, så hænger det sammen med, tror jeg, at den handler om at hæmme og begrænse udfoldelsen af især privatbilismen. Og privatbilen er ikke bare et transportmiddel (til og fra arbejde, daginstitutioner osv.), sådan som man kan få indtryk af i debatten. Privatbilen er et symbol. Et symbol på det forbruger- og vækstsamfund, vi lever i. Fx er det kendt, at bilsalget er en af de vigtigste økonomiske indikatorer for, om det ‘går godt’ med væksten. Sælges der flere biler, så forbruges der mere osv. Privatbilen er også et symbol på den borgerligt-liberale ideologiske drøm om individets frihed. At eje og køre i et automobil er ensbetydende med at udøve personlig frihed – også selv om de sidder fast i en motorvejskø på vej mod Københavns centrum. Det er også således, man kan forstå de borgerlige partiers (og en række borgerlige socialdemokratiske borgmestres…) modstand mod selve idéen om en betalingsring, hvis vi et øjeblik ser bort fra alle de tekniske problemer.

Kampen om betalingsringen i København har med andre ord symbolsk betydning. Den handler ikke kun om København (der sandt for dyden ville tage sig bedre ud med færre biler….). Den handler om, hvilken vej samfundet skal udvikle sig. At hæmme, begrænse privatbilismen er et symbolsk livstag med selve forestillingen om et samfund, der bygger på uendelig vækst. Og den er også et livtag med den ideologiske forestilling, som er udbredt i dette land, om, at den personlige frihed uhæmmet kan ske på fællesskabets bekostning.

Let’s Work Together –

21. november 2011

Krisen kradser, og der er ikke arbejde nok til alle. Alligevel er der nogle højresnoede ideologer – fx Asger Aamund og CBS-filosoffen Ole Thyssen – der lægger stemme til kapitalismens umættelige grÃ¥dighed og vil gøre de arbejdsløse (ledige, bistandsklienter, førtidspensionister, efterlønsmodtagere…) osv. til den flok arbejdssky elementer, der blot vil lægge de virkelige “arbejdere” til last – dem, der ejer produktionsmidler og bestemmer, hvem, der skal arbejde og hvornÃ¥r, aktiespekulanter, kuponklippere …

Sangen nedenfor, som er lavet af en flok engelske offentligt ansatte – en politimand, en jordmoder, en tekniker osv. – er en illustration af, at den aktuelle krises problem ikke er, at folk – fx danskerne og englænderne – ikke vil arbejde. Men tværtimod er budskabet: Lad os arbejde – sammen. Og det grundlæggende problem er, at fordelingen af verdens rigdomme er blevet mere og mere skæv og uretfærdig. Paradokset er, at koncentrationen af rigdom pÃ¥ relativt fÃ¥ hænder er øget, medens krisen har udviklet sig. Og den aktuelle økonomiske politik handler om at lade de almindelige lønarbejdere og de svage i samfundene om at betale regningen for finanssystemernes fejlen.

Together we’ll stand
Divided we’ll fall
Come on now people
Let’s get on the ball
And work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, every girl and man
People, when things go wrong
As they sometimes will
And the road you travel
It stays all uphill
Let’s work together
Come on, come on
Let’s work together
You know together we will stand
Every boy, girl, woman and man
Oh well now, two or three minutes
Two or three hours
What does it matter now
In this life of ours
Let’s work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, every woman and man
Ahhh, come on now…
Ahhh, come on, let’s work together…
Well now, make someone happy
Make someone smile
Let’s all work together
And make life worthwhile
Let’s work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, girl, woman and man
Oh well now, come on you people
Walk hand in hand
Let’s make this world of ours
A good place to stand
And work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, girl, woman and man
Well now together we will stand
Every boy, girl, woman and man

Den farlige radios død – og de røde lejesvende

4. maj 2011

I gÃ¥rsdagens udgave af Politiken havde journalisten Jacob Rosenkrands en kronik med titlen “Farvel til de røde lejesvende“. Kronikken er en slags opsummering og efterrefleksion over de tre, omstridte tv-udsendelser om “Jagten pÃ¥ de røde lejesvende”, som Rosenkrands var ansvarlig for og stod for. Og som jeg i denne blog har kritiseret og forholdt mig til (se links nedenfor). Jeg har ikke ændret mening om programserien, som jeg stadigvæk opfatter som et stykke temmelig mislykket tv, der slet ikke fÃ¥r indløst det potentiale, der er i emnet.

Men i kronikken ser Rosenkrands pÃ¥ de røde lejesvendes betydning – storhed og fald, kunne man mÃ¥ske sammenfatte det til – som tiltrængte fornyere af journalistikken. Eller rettere: som arvinge til og forfægtere af den gamle socialdemokrat Julius Bomholts ideal om “farlig radio”. Om denne tanke skriver Rosenkrands:
“Den farlige radio udspringer imidlertid ikke af 70’ernes venstreorienterede og revolutionære tidsÃ¥nd. Begrebet blev formuleret kort efter Anden Verdenskrig af socialdemokraten Julius Bomholt, formand for Statsradiofoniens RadiorÃ¥d og senere Danmarks første kulturminister. Han ønskede at gøre op med forestillingen om, at enhver udsendelse skulle afspejle flertallets synspunkter, og enhver anskuelse straks afbalanceres af den modsatte.

»Radioen bør ikke blot være landets største, men frieste talerstol, og vi hÃ¥ber, at lytterne vil vise sig i besiddelse af vidsyn og tolerance. Vi bør opdrage os selv til at føle glæde over en talentfuld modstander«, skrev Bomholt. »Det gælder om at Ã¥bne dørene for de ideer, der er i stand til at skabe bevægelse (…) Lad os være tolerante, sÃ¥ledes at radioen kan blive en formidler af tidens brændende ideer – med en appel til den enkelte om selv at tænke«.

Selv om ‘de røde lejesvende’ undervejs kom til at glemme det journalistiske hÃ¥ndværk til fordel for venstreorienterede holdningers skævvridning i programvirksomheden, sÃ¥ er kronikforfatteren ikke i tvivl om, at vi – og andre journalister – har meget at takke ‘lejesvendene’ for i form at tankevækkende, provokerende og nyskabende journalistik i radio og tv. Men med ‘jagten pÃ¥ de røde lejesvende’ – en jagt, der har stÃ¥et pÃ¥ i henved 40 Ã¥r og som de siddende regering satte pÃ¥ dagsordenen, da den kom til magten i 2001 – er der sket noget. Den ideologiske kamp har – det er indiskutabelt – haft en hæmmende effekt pÃ¥ de røde lejesvendes ‘farlige radio’ (og tv). Men de samme oprørske journalister er ogsÃ¥ med tiden gledet ind i en slags konservativisme, hvor de ikke har været i stand til at forny og udfordre deres egne positioner. Rosenkrands ser rigtig, synes jeg, nÃ¥r han ser noget paradoksalt i, at de unge, oprørske halvfjerdserjournalister, som satte fut i mediemonopolet, med tiden gÃ¥r hen og størkner i konservativisme, ja, reaktion. Han skriver:

Det er et paradoks, at DR kunne blive reaktionær med mange af de samme medarbejdere i front, som i 70’erne optrådte som fornyere. Hvad blev der af idealerne om at bringe nye dagsordener ind frem for at holde dem ude? At udfordre etablerede sandheder i stedet for at reproducere dem? At glædes ved modspillet fra mennesker, man ikke deler synspunkter med?

Jeg ved det ikke. Måske gik de røde lejesvende i forsvarsposition på grund af den borgerlige mobning. Måske glemte de at være kritiske over for de kritiske. Det kan også være, at monopolets helte slet og ret blev selvfede og fik smag for selv at udlægge teksten for seere i milliontal, der i dag kun ses, når der er finale i ’X Factor’.

Relevante spørgsmÃ¥l mÃ¥ man sige. Hvad, Rosenkrands ikke fÃ¥r belyst i sin spørgen til udviklingen, er de økonomiske og styringsmæssige forandringer, som DR har undergÃ¥et i løbet af de forgangne 40 Ã¥r. Vi har bevæget os fra en tid med radio- og tv-monopol til en tid, hvor det kommercielle er dominerende. Opkomsten af TV2 (og en lang række andre kommercielle danske tv-stationer), kommercielle radioer mv. har uden tvivl ført DR længere bort fra Bomholts’ ideal i retning af en medietænkning, hvor seer- og lyttertal tæller meget mere end drømmen om lyttere, der ‘kan tænke selv’ , er ‘tolerante’ har ‘evnen til at føle glæde over en talentfuld modstander’.

Men Rosenkrands’ kronik er værd at læse, fordi den – trods dens begrænsninger – peger bag om den ideologiske kamp og fÃ¥r fat i nogle demokratiske idealer, som nærmest er glemte i dagens mediedebat. Et sted kalder Rosenkrands Bomholts ord for ‘bedagede’. Men, hvor finder vi i dag en socialdemokrat, der kommer med den slags sprængfarlige ideer i mediedebatten?! Tilbage til Bomholt!

Jagten på de røde lejesvende i Danmarks Radio

Jagten på de røde lejesvende 2

Jagten på de røde lejesvende 3

Andre indlæg vedr. emnet

Fra professionel fodbold til private universiteter

24. januar 2010

Det var vist den konservative statsminister Poul Schlüter, der engang i firserne erklærede ideologierne for døde. Og den slags besværgelser skal man være varsom med at udtale. For de døde har det med at gå igen, og så er de først svære at komme af med. Tænk blot på Gud, som Nietzsche erklærede død! Eller tænk på den siddende Venstreledede regering.

Vi skal langt tilbage i historien for at finde en regering, der har været mere ideologisk i sin politik. Ganske vist fik Anders Fogh Rasmussen ikke realiseret sin vision om Minimalstaten, inden han drog til Nato, men derfor skal man ikke tro, at projektet er helt glemt. I det hele taget er det tydeligt, at Venstres ledende regeringsmedlemmer vedholdende arbejder på at realisere den liberalistiske ideologis mærkesager.

Medens balladen om Lars Løkke Rasmussens favorisering af privathospitalerne endnu ikke har lagt sig, er hans kollega, videnskabsministeren, Helge Mølsted Sander gået i gang med næste privatiseringsprojekt: universiteterne. Og strategien ligner til forveksling strategien på sygehusområdet.

Først påtvinger man de offentlige sygehuse nogle kvasi-privatkapitalistiske vilkår, hvor de skal fungere som produktionsvirksomheder, hvilket de har svært ved, fordi det i praksis er umuligt 100% at planlægge driften på en offentlig sygehus. I modsætning til de private sygehuse, skal de offentlige jo tage ind, hvad der kommer. Og man kan aldrig på forhånd sige, hvor mange brækkede ben, hofteoperationer, grå stær-ditto, kræftsygdomme, hjertetransplantationer osv., der vil komme.

NÃ¥r de sÃ¥ ikke kan fÃ¥ enderne til at mødes økonomisk set, som tilfældet er pÃ¥ de københavnske sygehuse lige nu, sÃ¥ overlader man til regionerne at foretage de “nødvendige” nedskæringer (og forringelser) og favoriserer dermed indirekte de private sygehuse, der jo mÃ¥ overtage noget af den overskydende “produktion” (ventelisteefterspørgsel fx).

PÃ¥ lignende vis har man pÃ¥tvunget universiteterne virksomhedslignende styreformer og økonomi. Med taxameterprincip pÃ¥ uddannelsessiden og ‘fra forskning til faktura’-vilkÃ¥r, dokumentationskrav (fx i form af hyppige publikationer) o.a. pÃ¥ forskningssiden knægter man den universitære tankes grundprincipper, fx tanken om fri grundforskning. Og bagefter bruger man sÃ¥ elendigheden som argument for at indføre private universiteter, der ikke er mere private end, at de kan modtage statsstøtte i form af taxametertilskud, men til gengæld mÃ¥ tage brugerbetaling, sÃ¥ledes at man kun fÃ¥r de “bedste” studerende (= dem fra den bedrestillede del af befolkningen – dem, som lige har fÃ¥et en ekstra skattelettelse).

Set i bakspejlets fedtede optik ser man de flossede konturer af regeringens masterplan for indførelse af privatisering pÃ¥ centrale dele af det offentlige system. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig – hvis ellers regeringen sidder længe nok – at masterplanen vil kunne underminere størstedelen af det offentlige og dermed levere argumenterne for indførelse af den minimalstat, som Poul Nyrup Rasmussen forsøgte at besværge, da han rev Fogh Rasmussens ideologiske skrift i stykker fra talerstolen.

Og det er nok ikke tilfældigt, at manden bag det nye delprojekt – privatisering af universiteterne – er Helge Sander. Sander, som for nylig blev udrÃ¥bt til at være “dum” i Politiken, har som en af sine væsentligste karrieremæssige bedrifter været med til at professionalisere dansk fodbold. Samtidig er han som uddannet journalist pÃ¥ baggrund af en realeksamen ikke hæmmet af snærende veneration for universitetet og dets gamle hæderkronede idealer. Hans hÃ¥ndtering af universiteterne kan forstÃ¥s som inkompetence, som det skete i Politiken, men ogsÃ¥ som ideologisk indifference…

Den cepostolske folkeskole

13. september 2009

Det lille trossamfund CEPOS fortsætter uhæmmet med at trutte i sine ideologiske trompeter, og de ressourcetrængte medier – DR inklusive – har ikke tid til at gå sekten efter i sømmene, når de udbasunerer deres “forskningsresultater, “sandheder” og økonomiske læresætninger.

Sekten optræder med en hyppighed i medierne, så man kunne forfalde til at tro, at den var sponseret, måske endda ansat af den borgerlige regering til at udføre sin ultra-liberalistiske missioneren her, der og allevegne.

Vi kender efterhånden den missionerende klagesangs evindelige omkvæd. Et af dem er, at vi betaler alt for meget i skat (“har verdens tungeste skattebyrde”). Et andet er den med, at mere arbejde og arbejde til alle er vejen til velstand, velfærd og lykke.

I går var det det første omkvæd der gjaldede i de åbenbart værgeløse medier. Cepos havde foretaget en undersøgelse af karaktererne i den danske folkeskole ved at “sammenligne 9. klasse-elevernes karakterer i dansk og matematik og korrigere dem for sociale og udefrakommende faktorer“ såsom ejendomspriser, lønniveauer med mere.” Og hermed mente man så i sekten at have fundet dokumentation for, at der ikke var nogen sammenhæng mellem kommunernes udgifter til folkeskolen og det udbytte, eleverne fik af undervisningen.

Den ideologiske pointe er klar nok: Folkeskolen skal ikke have flere penge. En justering af karakterniveauet på landsplan burde kunne klare ærterne. Pointen er selvfølgelig rettet mod Socialdemokraternes og SFs nylige forslag om at tilføre folkeskolen flere penge. Ikke uventet sluger den siddende undervisningsminister, Bertel Haarder, den cepostolske “sandhed” råt. Det er vand på hans og regeringens mølle – og Harder sætter sin lid til, at en ny læreruddannelse nok skal højne niveauet i folkeskolen. Samtidig med at regeringen fortsætter med at forringe de økonomiske vilkår for hele uddannelsessystemet.

Enhver anden med kendskab til virkeligheden i den danske folkeskole, kan med egne øjne se og på anden måde erfare, at uddannelsen er økonomisk udpint. Der er sparsomt med timetal, med vikardækning, skolematerialer osv. osv. Og forleden kunne man læse om forældres “ulovlige” finansiering af udflugter o. lign., som kommunerne så igennem fingre med, fordi sådanne aktiviteter for længst har været uden for de almindelige økonomiske muligheder. Ulovlighederne er blot symptomatiske for skolen tilstand anno 2009.

Uanset hvor megen hokus pokus filiong-gong-gong, den cepostoske kirke med kugleramme og statistiske trylleformularer forsøger at forblænde den almindelige borger med, så ændrer det ikke en tøddel ved de elendige forhold i skolevæsnet. Lige meget, hvor meget de trutter i de ideologiske tågehorn, så højner det ikke kvaliteten i folkeskolen den mindste smule. Lige så lidt som tomme politiske løfter og fidel snak fjerner de ulækre toiletter sammesteds. Link.