“En skrue løs” på Milena Penkowa
12. marts 2011“Lemuren er et intelligent og udspekuleret dyr, der på trods af sin ringe størrelse formår at få en hel park til at dreje sig om det på bekostning af de andre dyr” (Milena Penkowa)
Intelligens er et omstridt begreb i vores samfund. Tænk blot på debatten om Howard Gardners ‘syv intelligenser’ eller på Helmuth Nyborgs forskning. Det er også noget, der er omgærdet af prestige, beundring og respekt.
I et portræt af Milena Penkowa i Weekendavisen fremhæves Penkowas intelligens og begavelse igen og igen. Samstemmende. Men begavelsen var ikke det eneste, hun fik med fra fødslen. Noget tyder på, at hun også fik en social arv fra ikke mindst sin far. En arv, der så at sige kom til at modarbejde begavelsen, for ikke at sige: modsige den.
Fra sin ligeledes velbegavede lektorfar arver hun en selvhævdelse, der sætter alt andet og alle andre til side, når det gælder om at nå et bestemt mål. Weekavisens Pilegaard citerer Penkowa for følgende “sandhed”: “Folk må tænke, hvad de vil. Du kan slet ikke forestille dig, hvor ligeglad jeg er”. Og denne ‘evne til at tænde og slukke for følelser efter behov og forgodtbefindende synes at være et gennemgående træk ved Milena Penkowas liv fra barndom til nu‘ , noterer Pilegaard, hvorefter han ud fra samtaler med venner, eks-kærester, rideskolekammerater, arbejdskolleger osv. opruller historien om pigebarnet, der imponerer ved sit engagement, sin viljestyrke og sin begavelse, men også bruger ethvert tænkeligt middel for at komme frem i verden.
Som sin fader, der idømmes to års fængsel i 1986 for omfattende sommerhusrøverier, ender Milena med en dom for kriminalitet, da hun for nylig accepterede byrettens dom for underslæb m.v. Hvordan kunne det komme så vidt?
Det var uforståeligt for offentligheden, at hendes begavede, velsituerede akademikerfar kunne gribe til kriminalitet. Hvordan kunne en begavet mand med god indtægt være så “dum” (uintelligent…) at sætte det over styr ved bl.a. at bruge tyvekosterne i sine egne ejendomme? Og det kan forekomme uforståeligt, at Penkowa med sin begavelse og sine muligheder ender med en alvorlig, karriereødelæggende dom for økonomisk kriminalitet m.m. Hvordan kunne Penkowa være så “dum”?
Pilegaards portrætskitse giver ikke noget endeligt svar, men tegner omridset af en person, hvis ekstreme, asociale, selvforblændende selvovervurdering og -hævdelse kommer på tværs af begavelsen og dens muligheder. Tendensen er der fra starten, hvor Milena fx stjæler de andre ridepigers udstyr efter forgodtbefindende, men den forstærkes så at sige med tiden. Jo større succes Milena Penkowa har, jo mere asocial og ‘grænseoverskridende’ bliver hendes adfærd. Hendes begavelse følges af en skygge af voldsom selvhævdelse og mangel på empati, som undergraver og modsiger begavelsen.
Hvor intelligent er det fx lige at gribe til de mange små, åbenbare “svinestreger”, som Penkowa har brugt på vej mod storhed og fald? Fx da hun forsøgte, at tørre underslæbsanklagen af på den unge mandlige studerende ved at forfalske hans kontoudskrifter?
Af flere af udtalelserne i artiklen fremgår det, at Penkowas adfærd har socio- og/eller psykopatologisk karakter. Nu behøver man ikke at have læst meget Michel Foucault og andre for at tænke, at socio- og psykopatologisk adfærd er forankret i det samfund, de fungerer i. Og så er vi tilbage ved det spørgsmål, jeg flere gange har berørt: Penkowa-sagen som symptom. – Vi vender tilbage…
