Indlæg tagget med internet

Fildelingen og den danske kulturpolitik – en opmuntrende nyhed

20. juni 2012

Den siddende danske regering har mÃ¥ttet stÃ¥ – og stÃ¥r – model for megen og berettiget kritik. Men det bør ikke skygge for, at regeringen faktisk ogsÃ¥ har gennemført noget godt og fortjener ros for nogle af sine initiativer. I dagens aviser kan man et stykke nede i nyhedsstrømmen læse, at ‘Brevmodellen begraves i kampen mod pirateri‘. Den brevmodel, der er tale om, er selvfølgelig den tidligere omtalte 3-strike-model, hvor personer, der krænker ophavsret og copy right ved sÃ¥kaldt ulovlig fildeling af musik, film o.a. modtager tre grader af trusselsbreve – og i sidste ende kan risikere at fÃ¥ afbrudt internetforbindelsen og imødese et juridisk efterspil.

Det er i sig selv opmuntrende, at kulturminister Uffe Elbæk har politisk mod og mandshjerte til at bryde med den konformistiske hard-liner-tænkning, der har domineret på området, og som har præget politiken i en lang række lande med USA, Storbritannien og Frankrig i spidsen. Af den simple grund, at fremgangsmåden ikke har været nogen succes.

Lige sÃ¥ opmuntrende er det at læse, at der bag ‘begravelsen’ ligger nogle initiativer, der mÃ¥ opfattes som konstruktive i kampen for en fair behandling af ophavsretten pÃ¥ internettet. Ganske vist er brevmodellen ikke begravet for stedse, men af kulturministeriets brev vedr. “Initiativer til at styrke udbuddet af lovligt kreativt indhold pÃ¥ internettet“, som overskriften lyder, fremgÃ¥r det, at man i stedet for den hidtidige dominerende sanktionstænkning vil satse pÃ¥ innovation og oplysning. Innovation, der skal fremme den legale fildeling i form af “nye forretningsmodeller, som pÃ¥ den ene side tilbyder forbrugerne det materiale, de efterspørger og til en pris, som de vil betale, og pÃ¥ den anden side sikrer kunstnerne et rimeligt vederlag for deres arbejde”. Det udviklingsarbejde skal ske via et sÃ¥kaldt innovationsforum. Det interessante i den forbindelse er ogsÃ¥, at det ikke bare handler om at sikre kunstnerne – hvilket er og hele tiden har været vigtigt – men ogsÃ¥, at forbrugerne fÃ¥r adgang til det, de søger og til en ‘pris, de vil betale’. Det sidste er jo en udfordring for en mediebranche, der langt hen ad vejen har holdt fast i en prissætning fra før-internettets tid. Det ligger ogsÃ¥ en udfordring i at sikre brugerne en adgang til det, de efterspørger. Selv om internettet er stort, sÃ¥ er ikke alt tilgængeligt – i hvert fald ikke legalt…

For det andet skal der satses pÃ¥ oplysning. Det er faktisk opmuntrende for en gangs skyld efter et Ã¥rti med VKO-konsekvenstænkning at se oplysningstanken komme til ære og værdighed. Kulturministeren tænker, at man kan nÃ¥ længere gennem en seriøs oplysning om den illegale fildelings uheldige konsekvenser for ophavsretshaverne at kunne ændre fildelernes adfærd. Og inspireres af de succeshistorier som de nye legale fildelingstjenester – Spotify, Play, Wimp, Bibzoom osv. – er. Og jeg tror, at det er det rette spor, selv om det selvfølgelig ikke vil omvende enhver synder.

Men er der sÃ¥ ikke nogen knytnæve gemt i handsken, vil man mÃ¥ske spørge? Ikke rigtig. For selv om brevet ikke udelukker retsforfølgelse af ophavsretsbrydere, sÃ¥ er fokus pÃ¥ innovation og oplysning – og pÃ¥ at finde tekniske løsninger, der kan bidrage til at hæmme ulovlighederne. Især omtales muligheden af, at sikre, at de florerende trÃ¥dløse netværk krypteres, sÃ¥ de ikke kan misbruges til anonym piratvirksomhed.

Selv om debatten om internettet og ophavsrettens status i internettets tid langt fra er afsluttet, sÃ¥ fortjener regeringen og kulturministeren ros for at have valgt en kulturpolitisk strategi, der i langt højere grad end tidligere er i overensstemmelse med internettets liberale ‘Ã¥nd’ og undgÃ¥r en unødvendig kriminalisering af tusindvis af internetbrugere – samtidig med, at den fastholder det vigtige sigte: at udviklingen ikke mÃ¥ dræbe kreativiteten.

N̴r internetpirater sl̴s РPirate Bay vs. Anonymous

11. maj 2012

SÃ¥ har man set det med! Kampen om internettet og den frie fildeling fortsætter ufortrødent og senest er to repræsentanter for internettets fribytteri – The Pirate Bay og hackergruppen Anonymous – røget i totterne pÃ¥ hinanden. Det sker efter, at Anonymous har angrebet sitet Virgin Media og lukket den ned. Hackernes angreb følger efter en domstolskendelse om, at sitet skulle lukkes pÃ¥ grund af krænkelser af copyright.

Pirate Bay har fordømt Anonymous’ handling pÃ¥ sin Facebookside med følgende ord: "Vi opmuntrer IKKE til den slags handlinger. Vi tror pÃ¥ et Ã¥bent og frit internet, hvor enhver kan udtrykke sine meninger. Selvom vi er helt uenig med dem og selv om de hader os". Anonymous til gengæld mener, at dommen er udtryk for censur – og derfor effektuerer de dommen…

Anonymous har i øvrigt fÃ¥et en del omtale pÃ¥ nettet, fordi de har lanceret deres egen gratis musiktjeneste – anontune.com – der angiveligt samler musikstrømme fra alverdens tredje-parts-kilder og giver brugerne mulighed for at lave deres egne playlister og dele sangene med andre. Lidt à la YouTube-modellen – og efter sigende helt uden for pladeselskabernes juridiske aktionsradius. Projektet er endnu i sin vorden, sÃ¥ vi fÃ¥r se, hvor langt det realiseres…

I følge New Musical Express sejler piraterne stadigvæk uforfærdet pÃ¥ Piratbugten. Der skulle være 3.7 millioner brugere af tjenestens illegale ydelser alene i Storbritannien – og 30 millioner pÃ¥ verdensplan.

Den seneste lille konflikt mellem Anonymous og Pirate Bay illustrerer, at der slet ikke eksisterer nogen konsensus om, hvordan internettets frihed skal forstÃ¥s. Det minder lidt om et af demokratiets egne paradokser: At friheden – fx ytringsfriheden – skal gælde for sÃ¥vel Thor som Loke. Friheden gælder ogsÃ¥ for dem, der ikke er yndere af samme frihed…

Har du (heller ikke) hørt om ACTA?

27. januar 2012

NÃ¥, men sÃ¥ kan jeg da fortælle dig, at Danmark understrev ACTA i gÃ¥r ved en ceremoni i Tokyo sammen med en række andre lande. Og hvad er sÃ¥ ACTA vil du selvfølgelig spørge. Jo, ACTA stÃ¥r for Anti-Counterfeiting Trade Agreement og er en traktat, der udstikker retningslinjer for beskyttelse af den sÃ¥kaldte copy right (herhjemme handler det om ophavsretten) og standarder for IP med mere. ACTA skal ses i relation til de meget omtalte SOPA og PIPA, som amerikanerne den sidste tid har debatteret – og som førte til en sort-skærms-protest fra mange internetsider, bl.a. Wikipedia. Hvilket igen sørgede for, at det to lovforslag netop fik medierne interesse. Og vist nok er blevet skrinlagt – indtil videre i hvert fald.

Medierne herhjemme har til gengæld ikke brugt krudt pÃ¥ ACTA, men det er der sÃ¥ meget desto større grund til, da rigtig mange lande har underskrevet traktaten, og fordi den er alt andet end uskyldig. For det første betyder Danmarks tiltrædelse, at man overlader til transnationale institutioner som fx WTO (verdenshandelsorganisationen), WTO (World Intellectual Property Organization – beskyttelse af ophavs- og kopieringsret) og FN at sætte reglerne for, hvordan rettighedernes skal beskyttes. Danmark afgiver med andre ord suverænitet i forhold til lovgivningen pÃ¥ ophavsretsomrÃ¥det. Og det kan undre, at den aktuelle politiske debat om den sÃ¥kaldte brev-sanktions-model (hvor ulovlig download kan medføre breve og sanktioner) vist ikke har medført en eneste bemærkning om ACTA. For det andet er ACTA – til forskel fra SOPA og PIPA – meget mere omfattende, idet det ikke kun drejer sig om ophavsret/copyright til musik, film osv., men ogsÃ¥ om kopivarer generelt og medicin.

Det er tankevækkende, at ACTA ikke har været genstand for offentlig debat i Danmark og andre lande, fordi den i sin konsekvens kan komme til at anfægte borgernes rettigheder. Fx privatlivets fred, hvis ACTA fx gÃ¥r ind og regulerer internetudbydernes servicering af kunderne (fx i form af kontrol, registrering osv.). Bare som eksempel. Og det kan undre, at ACTA ikke har fyldt godt op i medierne, eftersom traktaten stammer helt tilbage fra 2006, hvor den blev fremlagt af USA og Japan. Undervejs har kritiske grupper – bl.a. folkene bag Wikileaks, Læger uden grænser, IP Justice m.fl. – forsøgt at fÃ¥ aktiindsigt, men det har mødt modstand fra især de amr. myndigheder. Og det har med rette kastet et tvivlsomt lys over traktaten, der langt hen ad vejen er blevet skrevet i tæt samarbejde med de store firmaer, der har en oplagt interesse i at beskytte deres produkter. I den sammenhæng er borgerne i de forskellige lande og den offentlige debat blevet ladt i stikken. Og det er et bekymrende forhold…

Læs mere om ACTA her. Og her.

PROTECT-IP – ny amerikansk lov er en trussel mod internettet

18. januar 2012

PROTECT IP / SOPA Breaks The Internet from Fight for the Future on Vimeo.

Kampen om internettet fortsætter. En kamp, hvor store økonomiske interesser – underholdningsindustriens (film-, musik- og andre medier) – forsøger at begrænse de frihedsgrader, der har hersket siden nettets opstÃ¥en. Under det pÃ¥skud at ville beskytte ‘kreativiteten’ er man i USA i fuld gang med at indføre en ny lov – PROTECT-IP – der vil give ikke kun den amerikanske stat men ogsÃ¥ store private firmaer mulighed for at censurere sider, tjenester m.m., som de mener krænker copyrighten. Som det fremgÃ¥r af den vedstÃ¥ende video kan de fx gælde dig, hvis du skulle finde pÃ¥ at synge en eller anden popsang i en privat video pÃ¥ YouTube…

Perspektivet er skræmmende. Ikke mindst, fordi USA har været rollemodel for andre landes politik pÃ¥ omrÃ¥det. Vi sÃ¥ det med 3-strike-modellen, der blev indført i Frankrig, Storbritannien og en række andre lande. Men ogsÃ¥, fordi den nye lov vil begrænse ytringsfriheden radikalt pÃ¥ nettet, indføre en hidtil uset overvÃ¥gning og kontrol – uden dog at løse problemet med ulovlig downloading. Der er al mulig grund til at bakke op om protesterne mod den nye lov. Se filmen og bliv lidt klogere.

Den dag Napster døde

2. december 2011

I maj mÃ¥ned 2000 anlagde Metallica sag mod fildelingstjeneste Napster. Lars Ulrich og Co. havde opdaget, at Napster havde fildelt en af sangene fra bandets kommende album – gratis. Til historien hører ogsÃ¥, at det var Lars Ulrich selv – med en advokat – der forsøgte at overbringe sagsanlægget og beviserne (lister over alle de Napsterbrugere, der gratis havde nedhentet Metallicas musik) for Napsters bagmand, hackeren Shawn Fanning. Men Fanning var der ikke.

Fannings kontroversielle bedrift  var, at han havde havde faciliteret (for nu at bruge en term fra moderne managementteori) fildeling af mp3-musik. Samtidig var han med til at udbrede forestillingen om, at fildeling af musik kunne ske uden hensynstagen til love om ophavsret og kopibeskyttelse. Han knæsatte det gratis fildelingsprincip – for alle filer.

Historien om Fanning er en version af The American Dream. Fanning blev født ind i en taberfamilie pÃ¥ bunden af den amerikanske arbejderklasse. Takket være en behjertet onkel fik Fanning mulighed for at fÃ¥ en Apple Machintosh-computer og en internetforbindelse. Det blev hans mulighed for social opstigen eller i hvert fald noget, der lignede. Via onklens computerfirma fik han ogsÃ¥ mulighed for at sætte sig ind i programmering – og hacking. Han blev medlem af en hackergruppe – w00w00 – der bÃ¥de arbejdede inden for loven og uden for. Shanning specialiserede sig i IT-sikkerhed – eller rettere: hvordan sikkerhedssystemer kunne omgÃ¥s. En nyttig viden, hvis man vil have et velbetalt it-job…

Shanning fik også den idé, at han ville lave et computerprogram, der kunne gøre det muligt hurtigt og let at finde musik på internettet. I første gang for at løse sit eget og vennernes behov for at finde musik på nettet. Og med en nørds energi kastede han sig over sit lille projekt, som skulle vise sig at få stor betydning for musikkens fremtid på nettet.

Shanning – der ogsÃ¥ bar øgenavnet “Napster” – sprang fra et it-studie pÃ¥ universitetet for at hellige sig udviklingen af sit program. Og fordi studiet alligevel ikke kunne lære ham noget, han ikke kunne i forvejen. Enhver rigtig it-nørds dilemma.

De foreløbige versioner af programmet, der siden fik navn efter Napster, blev prøvet af hos de andre hackere i w00w00. Og med nærmest lovmæssig nødvendighed slap en beta-version ud til en større gruppe brugere – 15.000. Og sÃ¥ var fanden løs.

Shawn Fanning stiftede sit firma Napster. Inc og kunne tjene penge pÃ¥ det. Nok til i første omgang at købe en lækker sportsvogn. Og Napsterprogrammet blev fildelt til hundredtusindvis af brugere. Og blev – pÃ¥ godt og ondt – en succes. Og som det er typisk for fildelingsaktiviteternes grÃ¥zone, sÃ¥ voksende indtægterne for Shanning med udbredelsen. Investorerne og spekulanterne stod i kø, som de altid gør, nÃ¥r der er mulighed fora tjene hurtige penge. Og nÃ¥r det handler om at tjene penge – ikke mindst i kapitalismens højborg og Guds eget land – har moralen altid mÃ¥tte stÃ¥ bagest i køen.

Højde- og vendepunktet kom en dag, da MTV lavede et indslag om Napster. MTV var musikbranchens flagskib, og at blive omtalt der var nogenlunde det største, der kunne ske for et firma som Napster. Men det betød ogsÃ¥, at de store pladeselskaber for alvor fik øje pÃ¥ det lille piratfirma, gjorde fælles front via RIAA og sagsøgte Napster for 3/4 million kroner – per sang…

Paradoksalt nok blev sagen mod Napster den bedst tænkelige reklame, firmaet kunne fÃ¥. Og antallet af brugere – og nedhentninger – eksploderede. Og Shanning blev nærmest kanoniseret som en af det anarkistiske internets nye, unge helte, der blot realiserede unges drømme om nettet som et stort tag-selv-bord.

Lars Ulrich og Metallica – og deres juridiske bagmænd – satte en stopper for Napster. Fanning og vennerne mÃ¥ttet kort tid efter sætte en stopper for mere end 300.000 brugeres fildeling. Dernæst mÃ¥tte Napster betale 26 millioner i erstatning til pladebranchen og lukke tjenesten.

Shawn Fannnings sociale opstigning lykkedes. I dag er han ansat i et af de førende computerspilfirmaer, EA Games. Men Napster er fortid. Først blev det forsøgt lovliggjort som betalingssite – uden den store succes. Og i gÃ¥r blev det opslugt af Rhapsody – Amerikas største legale musiksite.

Til historien om Napster hører også, at Shawn Fanning med sin teknologi havde sat en ny dagsorden, der stadigvæk er styrende på internettet. Andre tog over, hvor Napster slap. Vi kender historien om Pirate Bay, der stadigvæk sejler og bygger på fribytterfilosofien. Og forleden blev den meget populære streamingtjeneste Grooveshark sagsøgt for samme krænkelser, som Napster gjorde sig skyldig i i 2000.

Napster startede for alvor en relevant debat om, hvordan vi kan tænke fænomenener som “ophavsret”, “copy-right” osv. i den digitale tidsalder. Napster flyttede nogle grænser, ikke mindst i hovedet pÃ¥ tusindvis af unge internetbrugere. Grænser som musik- og medieindustrien siden hen har forsøgt at flytte tilbage – uden synderlig held.

[Kilder: New York Times, Billboard og Politiken]

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...