Indlæg tagget med internet

Fildelingen og den danske kulturpolitik – en opmuntrende nyhed

20. juni 2012

Den siddende danske regering har mÃ¥ttet stÃ¥ – og stÃ¥r – model for megen og berettiget kritik. Men det bør ikke skygge for, at regeringen faktisk ogsÃ¥ har gennemført noget godt og fortjener ros for nogle af sine initiativer. I dagens aviser kan man et stykke nede i nyhedsstrømmen læse, at ‘Brevmodellen begraves i kampen mod pirateri‘. Den brevmodel, der er tale om, er selvfølgelig den tidligere omtalte 3-strike-model, hvor personer, der krænker ophavsret og copy right ved sÃ¥kaldt ulovlig fildeling af musik, film o.a. modtager tre grader af trusselsbreve – og i sidste ende kan risikere at fÃ¥ afbrudt internetforbindelsen og imødese et juridisk efterspil.

Det er i sig selv opmuntrende, at kulturminister Uffe Elbæk har politisk mod og mandshjerte til at bryde med den konformistiske hard-liner-tænkning, der har domineret på området, og som har præget politiken i en lang række lande med USA, Storbritannien og Frankrig i spidsen. Af den simple grund, at fremgangsmåden ikke har været nogen succes.

Lige sÃ¥ opmuntrende er det at læse, at der bag ‘begravelsen’ ligger nogle initiativer, der mÃ¥ opfattes som konstruktive i kampen for en fair behandling af ophavsretten pÃ¥ internettet. Ganske vist er brevmodellen ikke begravet for stedse, men af kulturministeriets brev vedr. “Initiativer til at styrke udbuddet af lovligt kreativt indhold pÃ¥ internettet“, som overskriften lyder, fremgÃ¥r det, at man i stedet for den hidtidige dominerende sanktionstænkning vil satse pÃ¥ innovation og oplysning. Innovation, der skal fremme den legale fildeling i form af “nye forretningsmodeller, som pÃ¥ den ene side tilbyder forbrugerne det materiale, de efterspørger og til en pris, som de vil betale, og pÃ¥ den anden side sikrer kunstnerne et rimeligt vederlag for deres arbejde”. Det udviklingsarbejde skal ske via et sÃ¥kaldt innovationsforum. Det interessante i den forbindelse er ogsÃ¥, at det ikke bare handler om at sikre kunstnerne – hvilket er og hele tiden har været vigtigt – men ogsÃ¥, at forbrugerne fÃ¥r adgang til det, de søger og til en ‘pris, de vil betale’. Det sidste er jo en udfordring for en mediebranche, der langt hen ad vejen har holdt fast i en prissætning fra før-internettets tid. Det ligger ogsÃ¥ en udfordring i at sikre brugerne en adgang til det, de efterspørger. Selv om internettet er stort, sÃ¥ er ikke alt tilgængeligt – i hvert fald ikke legalt…

For det andet skal der satses pÃ¥ oplysning. Det er faktisk opmuntrende for en gangs skyld efter et Ã¥rti med VKO-konsekvenstænkning at se oplysningstanken komme til ære og værdighed. Kulturministeren tænker, at man kan nÃ¥ længere gennem en seriøs oplysning om den illegale fildelings uheldige konsekvenser for ophavsretshaverne at kunne ændre fildelernes adfærd. Og inspireres af de succeshistorier som de nye legale fildelingstjenester – Spotify, Play, Wimp, Bibzoom osv. – er. Og jeg tror, at det er det rette spor, selv om det selvfølgelig ikke vil omvende enhver synder.

Men er der sÃ¥ ikke nogen knytnæve gemt i handsken, vil man mÃ¥ske spørge? Ikke rigtig. For selv om brevet ikke udelukker retsforfølgelse af ophavsretsbrydere, sÃ¥ er fokus pÃ¥ innovation og oplysning – og pÃ¥ at finde tekniske løsninger, der kan bidrage til at hæmme ulovlighederne. Især omtales muligheden af, at sikre, at de florerende trÃ¥dløse netværk krypteres, sÃ¥ de ikke kan misbruges til anonym piratvirksomhed.

Selv om debatten om internettet og ophavsrettens status i internettets tid langt fra er afsluttet, sÃ¥ fortjener regeringen og kulturministeren ros for at have valgt en kulturpolitisk strategi, der i langt højere grad end tidligere er i overensstemmelse med internettets liberale ‘Ã¥nd’ og undgÃ¥r en unødvendig kriminalisering af tusindvis af internetbrugere – samtidig med, at den fastholder det vigtige sigte: at udviklingen ikke mÃ¥ dræbe kreativiteten.

N̴r internetpirater sl̴s РPirate Bay vs. Anonymous

11. maj 2012

SÃ¥ har man set det med! Kampen om internettet og den frie fildeling fortsætter ufortrødent og senest er to repræsentanter for internettets fribytteri – The Pirate Bay og hackergruppen Anonymous – røget i totterne pÃ¥ hinanden. Det sker efter, at Anonymous har angrebet sitet Virgin Media og lukket den ned. Hackernes angreb følger efter en domstolskendelse om, at sitet skulle lukkes pÃ¥ grund af krænkelser af copyright.

Pirate Bay har fordømt Anonymous’ handling pÃ¥ sin Facebookside med følgende ord: "Vi opmuntrer IKKE til den slags handlinger. Vi tror pÃ¥ et Ã¥bent og frit internet, hvor enhver kan udtrykke sine meninger. Selvom vi er helt uenig med dem og selv om de hader os". Anonymous til gengæld mener, at dommen er udtryk for censur – og derfor effektuerer de dommen…

Anonymous har i øvrigt fÃ¥et en del omtale pÃ¥ nettet, fordi de har lanceret deres egen gratis musiktjeneste – anontune.com – der angiveligt samler musikstrømme fra alverdens tredje-parts-kilder og giver brugerne mulighed for at lave deres egne playlister og dele sangene med andre. Lidt à la YouTube-modellen – og efter sigende helt uden for pladeselskabernes juridiske aktionsradius. Projektet er endnu i sin vorden, sÃ¥ vi fÃ¥r se, hvor langt det realiseres…

I følge New Musical Express sejler piraterne stadigvæk uforfærdet pÃ¥ Piratbugten. Der skulle være 3.7 millioner brugere af tjenestens illegale ydelser alene i Storbritannien – og 30 millioner pÃ¥ verdensplan.

Den seneste lille konflikt mellem Anonymous og Pirate Bay illustrerer, at der slet ikke eksisterer nogen konsensus om, hvordan internettets frihed skal forstÃ¥s. Det minder lidt om et af demokratiets egne paradokser: At friheden – fx ytringsfriheden – skal gælde for sÃ¥vel Thor som Loke. Friheden gælder ogsÃ¥ for dem, der ikke er yndere af samme frihed…

Har du (heller ikke) hørt om ACTA?

27. januar 2012

NÃ¥, men sÃ¥ kan jeg da fortælle dig, at Danmark understrev ACTA i gÃ¥r ved en ceremoni i Tokyo sammen med en række andre lande. Og hvad er sÃ¥ ACTA vil du selvfølgelig spørge. Jo, ACTA stÃ¥r for Anti-Counterfeiting Trade Agreement og er en traktat, der udstikker retningslinjer for beskyttelse af den sÃ¥kaldte copy right (herhjemme handler det om ophavsretten) og standarder for IP med mere. ACTA skal ses i relation til de meget omtalte SOPA og PIPA, som amerikanerne den sidste tid har debatteret – og som førte til en sort-skærms-protest fra mange internetsider, bl.a. Wikipedia. Hvilket igen sørgede for, at det to lovforslag netop fik medierne interesse. Og vist nok er blevet skrinlagt – indtil videre i hvert fald.

Medierne herhjemme har til gengæld ikke brugt krudt pÃ¥ ACTA, men det er der sÃ¥ meget desto større grund til, da rigtig mange lande har underskrevet traktaten, og fordi den er alt andet end uskyldig. For det første betyder Danmarks tiltrædelse, at man overlader til transnationale institutioner som fx WTO (verdenshandelsorganisationen), WTO (World Intellectual Property Organization – beskyttelse af ophavs- og kopieringsret) og FN at sætte reglerne for, hvordan rettighedernes skal beskyttes. Danmark afgiver med andre ord suverænitet i forhold til lovgivningen pÃ¥ ophavsretsomrÃ¥det. Og det kan undre, at den aktuelle politiske debat om den sÃ¥kaldte brev-sanktions-model (hvor ulovlig download kan medføre breve og sanktioner) vist ikke har medført en eneste bemærkning om ACTA. For det andet er ACTA – til forskel fra SOPA og PIPA – meget mere omfattende, idet det ikke kun drejer sig om ophavsret/copyright til musik, film osv., men ogsÃ¥ om kopivarer generelt og medicin.

Det er tankevækkende, at ACTA ikke har været genstand for offentlig debat i Danmark og andre lande, fordi den i sin konsekvens kan komme til at anfægte borgernes rettigheder. Fx privatlivets fred, hvis ACTA fx gÃ¥r ind og regulerer internetudbydernes servicering af kunderne (fx i form af kontrol, registrering osv.). Bare som eksempel. Og det kan undre, at ACTA ikke har fyldt godt op i medierne, eftersom traktaten stammer helt tilbage fra 2006, hvor den blev fremlagt af USA og Japan. Undervejs har kritiske grupper – bl.a. folkene bag Wikileaks, Læger uden grænser, IP Justice m.fl. – forsøgt at fÃ¥ aktiindsigt, men det har mødt modstand fra især de amr. myndigheder. Og det har med rette kastet et tvivlsomt lys over traktaten, der langt hen ad vejen er blevet skrevet i tæt samarbejde med de store firmaer, der har en oplagt interesse i at beskytte deres produkter. I den sammenhæng er borgerne i de forskellige lande og den offentlige debat blevet ladt i stikken. Og det er et bekymrende forhold…

Læs mere om ACTA her. Og her.

PROTECT-IP – ny amerikansk lov er en trussel mod internettet

18. januar 2012

PROTECT IP / SOPA Breaks The Internet from Fight for the Future on Vimeo.

Kampen om internettet fortsætter. En kamp, hvor store økonomiske interesser – underholdningsindustriens (film-, musik- og andre medier) – forsøger at begrænse de frihedsgrader, der har hersket siden nettets opstÃ¥en. Under det pÃ¥skud at ville beskytte ‘kreativiteten’ er man i USA i fuld gang med at indføre en ny lov – PROTECT-IP – der vil give ikke kun den amerikanske stat men ogsÃ¥ store private firmaer mulighed for at censurere sider, tjenester m.m., som de mener krænker copyrighten. Som det fremgÃ¥r af den vedstÃ¥ende video kan de fx gælde dig, hvis du skulle finde pÃ¥ at synge en eller anden popsang i en privat video pÃ¥ YouTube…

Perspektivet er skræmmende. Ikke mindst, fordi USA har været rollemodel for andre landes politik pÃ¥ omrÃ¥det. Vi sÃ¥ det med 3-strike-modellen, der blev indført i Frankrig, Storbritannien og en række andre lande. Men ogsÃ¥, fordi den nye lov vil begrænse ytringsfriheden radikalt pÃ¥ nettet, indføre en hidtil uset overvÃ¥gning og kontrol – uden dog at løse problemet med ulovlig downloading. Der er al mulig grund til at bakke op om protesterne mod den nye lov. Se filmen og bliv lidt klogere.

Den dag Napster døde

2. december 2011

I maj mÃ¥ned 2000 anlagde Metallica sag mod fildelingstjeneste Napster. Lars Ulrich og Co. havde opdaget, at Napster havde fildelt en af sangene fra bandets kommende album – gratis. Til historien hører ogsÃ¥, at det var Lars Ulrich selv – med en advokat – der forsøgte at overbringe sagsanlægget og beviserne (lister over alle de Napsterbrugere, der gratis havde nedhentet Metallicas musik) for Napsters bagmand, hackeren Shawn Fanning. Men Fanning var der ikke.

Fannings kontroversielle bedrift  var, at han havde havde faciliteret (for nu at bruge en term fra moderne managementteori) fildeling af mp3-musik. Samtidig var han med til at udbrede forestillingen om, at fildeling af musik kunne ske uden hensynstagen til love om ophavsret og kopibeskyttelse. Han knæsatte det gratis fildelingsprincip – for alle filer.

Historien om Fanning er en version af The American Dream. Fanning blev født ind i en taberfamilie pÃ¥ bunden af den amerikanske arbejderklasse. Takket være en behjertet onkel fik Fanning mulighed for at fÃ¥ en Apple Machintosh-computer og en internetforbindelse. Det blev hans mulighed for social opstigen eller i hvert fald noget, der lignede. Via onklens computerfirma fik han ogsÃ¥ mulighed for at sætte sig ind i programmering – og hacking. Han blev medlem af en hackergruppe – w00w00 – der bÃ¥de arbejdede inden for loven og uden for. Shanning specialiserede sig i IT-sikkerhed – eller rettere: hvordan sikkerhedssystemer kunne omgÃ¥s. En nyttig viden, hvis man vil have et velbetalt it-job…

Shanning fik også den idé, at han ville lave et computerprogram, der kunne gøre det muligt hurtigt og let at finde musik på internettet. I første gang for at løse sit eget og vennernes behov for at finde musik på nettet. Og med en nørds energi kastede han sig over sit lille projekt, som skulle vise sig at få stor betydning for musikkens fremtid på nettet.

Shanning – der ogsÃ¥ bar øgenavnet “Napster” – sprang fra et it-studie pÃ¥ universitetet for at hellige sig udviklingen af sit program. Og fordi studiet alligevel ikke kunne lære ham noget, han ikke kunne i forvejen. Enhver rigtig it-nørds dilemma.

De foreløbige versioner af programmet, der siden fik navn efter Napster, blev prøvet af hos de andre hackere i w00w00. Og med nærmest lovmæssig nødvendighed slap en beta-version ud til en større gruppe brugere – 15.000. Og sÃ¥ var fanden løs.

Shawn Fanning stiftede sit firma Napster. Inc og kunne tjene penge pÃ¥ det. Nok til i første omgang at købe en lækker sportsvogn. Og Napsterprogrammet blev fildelt til hundredtusindvis af brugere. Og blev – pÃ¥ godt og ondt – en succes. Og som det er typisk for fildelingsaktiviteternes grÃ¥zone, sÃ¥ voksende indtægterne for Shanning med udbredelsen. Investorerne og spekulanterne stod i kø, som de altid gør, nÃ¥r der er mulighed fora tjene hurtige penge. Og nÃ¥r det handler om at tjene penge – ikke mindst i kapitalismens højborg og Guds eget land – har moralen altid mÃ¥tte stÃ¥ bagest i køen.

Højde- og vendepunktet kom en dag, da MTV lavede et indslag om Napster. MTV var musikbranchens flagskib, og at blive omtalt der var nogenlunde det største, der kunne ske for et firma som Napster. Men det betød ogsÃ¥, at de store pladeselskaber for alvor fik øje pÃ¥ det lille piratfirma, gjorde fælles front via RIAA og sagsøgte Napster for 3/4 million kroner – per sang…

Paradoksalt nok blev sagen mod Napster den bedst tænkelige reklame, firmaet kunne fÃ¥. Og antallet af brugere – og nedhentninger – eksploderede. Og Shanning blev nærmest kanoniseret som en af det anarkistiske internets nye, unge helte, der blot realiserede unges drømme om nettet som et stort tag-selv-bord.

Lars Ulrich og Metallica – og deres juridiske bagmænd – satte en stopper for Napster. Fanning og vennerne mÃ¥ttet kort tid efter sætte en stopper for mere end 300.000 brugeres fildeling. Dernæst mÃ¥tte Napster betale 26 millioner i erstatning til pladebranchen og lukke tjenesten.

Shawn Fannnings sociale opstigning lykkedes. I dag er han ansat i et af de førende computerspilfirmaer, EA Games. Men Napster er fortid. Først blev det forsøgt lovliggjort som betalingssite – uden den store succes. Og i gÃ¥r blev det opslugt af Rhapsody – Amerikas største legale musiksite.

Til historien om Napster hører også, at Shawn Fanning med sin teknologi havde sat en ny dagsorden, der stadigvæk er styrende på internettet. Andre tog over, hvor Napster slap. Vi kender historien om Pirate Bay, der stadigvæk sejler og bygger på fribytterfilosofien. Og forleden blev den meget populære streamingtjeneste Grooveshark sagsøgt for samme krænkelser, som Napster gjorde sig skyldig i i 2000.

Napster startede for alvor en relevant debat om, hvordan vi kan tænke fænomenener som “ophavsret”, “copy-right” osv. i den digitale tidsalder. Napster flyttede nogle grænser, ikke mindst i hovedet pÃ¥ tusindvis af unge internetbrugere. Grænser som musik- og medieindustrien siden hen har forsøgt at flytte tilbage – uden synderlig held.

[Kilder: New York Times, Billboard og Politiken]

I begyndelsen var fildelingen – kampen om internettet fortsætter

9. juli 2011

Med jævne mellemrum har jeg vendt tilbage til temaet: fildeling. Lovlig og illegal fildeling.

Fildelingen er lige så gammel som internettet selv. Ja, man kan sige, fildelingen er internettet. Det er, hvad det går ud på. Vi kan ikke bevæge os rundt på nettet uden at dele filer. Hver gang vi bevæger os ind på en hjemmeside, foretager en søgning eller sender en mail deler vi filer.

Problemet med fildelingen opstår – som bekendt – når de delte filer er behæftet med copy right eller ophavsret. Så bliver der let tale om krænkende adfærd, hvis ikke fildeleren på forhånd har sikret sig retten til at gøre det. Og det er der angiveligt mange, der ikke har. Derfor har vi det såkaldte internet”pirateri”. Og den langvarige kamp mod samme pirateri.
Som det ogsÃ¥ vil være bekendt, sÃ¥ har kampen mod pirateriet kun været betinget succesfuldt. Ganske vist har flere lande indført skrappe restriktioner – fx den sÃ¥kaldte 3-strike-model – mod ulovlig fildeling, men det florerer stadigvæk i stor omfang. En af forhindringerne i kampen mod den ulovlige fildeling har været, at ”fjenden” langt hen ad vejen har været den enkelte internetbruger, som illegalt har fildelt. Hvorimod internetselskaberne – tjenesteudbyderne – hidtil har gÃ¥et fri, fordi de har kunnet dække sig ind under hensynet til kundeforholdet osv. Og det pÃ¥ trods af, at deres servere har lagret og distribueret copy right– og ophavsretsbeskyttet materiale i Ã¥revis. Ja, man kunne endda hævde, at det har været en ganske god forretning for disse firmaer, at lægge bÃ¥ndbredder og serverkapacitet til den illegale trafik… Der kan ikke herske tvivl om, at den massive downloading har fremskyndet udviklingen af bÃ¥ndbredder og hastigheder.

Der er heller ingen tvivl om, at internetudbyderne sidder med en vigtig nøgle til løsningen af problemerne vedr. beskyttelsen af copy right og ophavsret. Spørgsmålet er blot, hvordan denne nøgle skal bruges? For reguleringen af fildelingen på nettet handler også om noget andet end producenters rettigheder. Det handler om noget, der er lige så gammelt som fildelingen, nemlig internettets frihed. Internetbrugernes frihed. Og som det ser ud lige nu, så går tendensen mod en stadig større begrænsning af brugernes frihed i form af en stadig større overvågning og kontrol.

I et indlæg i The Telegraph beretter manageren for U2, Paul McGuinness om en ny aftale, som amerikanske internetudbydere har indgÃ¥et med underholdningsindustrien (primært film- og pladeindustrien). Den gÃ¥r ud pÃ¥, at internetudbyderne indfører et nyt advarselssystem, der skal gøre internetkunderne opmærksom pÃ¥, at de muligvis er pÃ¥ vej ud i en illegal handling. Og at det vil have konsekvenser, hvis de gør det alligevel… Internetudbyderne pÃ¥tager sig altsÃ¥ rollen som en slags “politi”, der skal kontrollere kundernes adfærd…

McGuinness beklager, at den nye aftale har været så længe undervejs og mener – sikkert med rette – at den amerikanske model vil blive en model for andre lande. Sådan har det været hidtil, så det er nærliggende at tro, at det også vil ske i dette tilfælde.

McGuinness indrømmer, at det vil blive svært at ændre adfærden hos unge, der er vokset op med Limewire (et berømt/berygtet peer-to-peer-fildelingssoftware), men sætter sin lid til at det nye advarselssystem vil genopdrage de unge til at søge mod legale tjenester.

Om det vil gÃ¥ sÃ¥dan, vil tiden vise. SÃ¥ vidt jeg ved har de restriktioner, man har indført i øvrigt i lande som Sverige, Frankrig, Irland, England og USA kun haft en begrænset effekt med hensyn til adfærdsændringen. Indtil videre giver internettets udvikling og historie kun grund til at tvivle…

Cornershop gÃ¥r deres egne veje… Om “Crowd-funding”

13. april 2011

Et tilbagevendende tema i denne blog har været internettets og digitaliseringens fortløbende revolution af (bl.a.) musikbranchen. En revolution, der stadigvæk foregår, og som vi ikke kan se nogen ende på. For nogen, fx Jon Bon Jovi, er denne uundgåelige omvæltning forbundet med nærmest apokalytiske visioner om musikkens endeligt. Men her i bloggen vil jeg hellere fokusere på de muligheder, som internet og digitalisering indebærer for musikken som kreativ udfoldelse.

Jeg kom til at tænke pÃ¥ problematikken igen forleden dag, hvor jeg pÃ¥ nettet købte en cd med et obskurt New Yorker-band, som jeg havde fÃ¥et nys om via de virale sociale medier (Twitter, Facebook…). Via bandets lille pladeselskabshjemmeside købte jeg en cd formedelst ca. 80 kr. alt inkl. Hele beløbet gik ubeskÃ¥ret til bandet selv. Jeg fik oven i købet en venlig hÃ¥ndskrevet hilsen fra et af bandmedlemmerne. Hi…Thanks!
Det er muligt, at musikerne ikke bliver mangemillionærer af denne basale distributionsform, men jeg synes, det er fantastisk, at det i dag er muligt for stort set alle indspille og udgive deres egen musik via nettet for ganske få penge. Tænk, hvad det ville have betydet dengang pigtrådsmusikken brød igennem i Danmark. Jeg er ret sikker på, at dansk musikhistorie ville have set meget anderledes ud, end den ser ud i dag.

En anden historie, der gÃ¥r lidt i samme retning, læser jeg i The Telegraph. Som i Danmark har man i England forskellige former for kulturstøtte. Og som i Danmark er disse kulturstøtteordninger genstand for løbende debat – og for besparelser. Senest har Arts Council England fjernet støtten til 200 kunstorganisationer i forbindelse med regeringens generelle nedskæringspolitik. Og flere hundrede andre, som havde ansøgt for første gang, blev forbigÃ¥et.

Nedskæringerne har forventeligt givet anledning til nødrÃ¥b i den britiske kulturindustri. Men der er ogsÃ¥ nogen, der i stedet for at beklage sig, gÃ¥r andre veje. Det gælder fx Leicester-bandet Cornershop. Som bekendt her i bloggen udgav Cornershop forleden en ny CD, Cornershop and the Double-O Groove of… (featuring Bubbley Kaur) , hvor de fortsætter deres talentfulde, charmerende udforskning af musikken i spændingfeltet mellem indisk og vestlig musik. Hele pladen er kommet i stand ved økonomisk støtte fra gruppens fans.

I stedet for at gå den gammelkendte vej, hvor en gruppe får kontrakt med et pladeselskab og indspiller musikken på kontraktens præmisser, så har Cornershop valgt den enkle metode at lade musikudgivelsen sponsorere af fans. Ideen går ud på, at fansene investerer en given sum penge i projektet og til gengæld modtager en kopi af det færdige produkt plus en masse ekstra, blandt andet invitation til en fest i forbindelse med udgivelse i lokalområdet. Crowd-funding kaldes fænomenet. Og det siges at sprede sig hurtigt derovre.

Det sjove er, at fænomenet kan ligne den form for mæcenfinansiering af musikken, som man oplevede på fx Mozarts tid. Dengang var det blot adelige, der finansierede musikken. I dag er det så fans i lokalområderne, der gør det samme. En slags demokratisk sammenskudsgilde for musikken.

Via deres hjemmeside PledgeMusic modtog Cornershop donationer fra 450 fans til dækning af produktionen. Bandet havde i forvejen etableret deres eget plademærke, Ample Play, fordi de havde opgivet de eksisterende pladeselskaber, der med Tjinder Singhs ord var ‘uinspirerende’ og ‘lige sÃ¥ godt kunne sælge sko i stedet for plader’.

En anden gevinst ved PledgeMusic er, at der ikke er noget med copyright, omkostningerne i forbindelse med siden er små og hele arbejdet handler om Cornershop og deres musik. Altså mikroøkonomi, kunstnerisk frihed og nye distributionsmuligheder. Dertil skal lægges et ærligt engagement fra de involverede fans, der inddrages i processen og oven i købet får fuld kulturel valuta for pengene.

Fansene har i gennemsnit betalt 56 £ .

Selv om man selvfølgelig skal passe pÃ¥ med at idealisere fænomenet, sÃ¥ er der ingen tvivl om, at crowd-funding er med til at retablere en mere ærlig forhold mellem kunstnerne og deres publikum. Et forhold, der i vidt omfang forsvandt, da musikindustrien blev big business. Paradoksalt set er crowd-funding – der jo foregÃ¥r via det globale internet – ogsÃ¥ en etableringen af en lokalt baseret demokratisk organisationsform med interessante perspektiver. Selv om denne nye tendens nok ikke vil afskaffe offentlige støtteordninger eller den traditionelle musikindustri her og nu – sÃ¥ er der ingen tvivl om, at den vil være med til at transformere kulturdistributionen fremover.

Medier, pirateri og internettets fremtid

8. april 2011

Medens vi endnu venter på et regeringsudvalgs udspil til en politik på området for beskyttelse af ophavsret i den digitale tidsalder (ofte tematiseret som bekæmpelse af pirateri og illegal download), dukker den første store uafhængige undersøgelse af det digitale pirateri op.

Titlen pÃ¥ rapporten, som er udarbejdet af 35 forskere, er Media Piracy in Emerging Economics. Og den indikerer, at man har fokus pÃ¥ det, der beskrives som en ‘eksplosiv vækst’ i pirateri i de nye globale økonomier i lande som Brazilien, Indien, Rusland, Syd Afrika, Mexico og Bolivia. Det andet fokus i rapporten er underholdningsindustriens succesfulde bestræbelse pÃ¥ gennem ihærdigt lobbyarbejde at fÃ¥ de vestlige lande til at gradbøje lovgivningerne, sÃ¥ledes at de bliver indrettet pÃ¥ at beskytte ophavsret og copy right.

Konklusionerne af den flere hundrede sider store rapport er tankevækkende:

1) Priserne for de digitale varer er for høje. Det er en væsentlig forklaring på den eksplosive vækst i pirateri i lande uden for den vestlige hemisfære. I forhold til lønniveaet er priserne 5-10 gange højere end i USA og Europa.

2) Anti-pirat-oplysningen er mislykket. Undersøgelsen viser, at pirateri er blevet en del af almindelig mediepraksis hos store dele af befolkningerne.

3) Det er let at få lovene ændret, men svært at ændre praksis. Industrien har haft stor succes med sit lobbyarbejde og har fået regeringerne i mange lande til at lave strenge love på området. Men til gengæld har de samme regeringer have svært ved at bruge lovgivningen. Rapporten mener, at det er en forkert vej at gå, ikke mindst i lande, hvor de legale systemer i forvejen er på overarbejde.

4) Rapporten ser ingen forbindelse mellem organiseret kriminalitet og mediepirateri. Tværtimod tyder undersøgelsen på, at kommercielle pirater er fanget af samme dilemma som den legale industri: hvordan man overlever i et system, hvor gratisprincippet hersker.

5) Lovtvang og -restriktioner virker ikke. Rapporten konkluderer at mange års forsøg på at løse problemet med mediepirateri gennem strengere lovgivning ikke har virket.

Man kan læse mere om rapporten her, hvor den ogsÃ¥ kan købes for 8 $. DR1s program “Orientering” havde i gÃ¥r et indslag om rapporten. Den kan høres ( og nedhentes! ) her.

Selv i referat er rapporten tankevækkende, fordi den understreger behovet for at finde nye veje, der bÃ¥de kan sikre et fair afkast til kunstnere og producenter af musik, film, software og andre digitale varer – og undgÃ¥r fatale restriktioner, som kan ødelægge internettets grundlæggende frihed, som kendetegner borgernes almindelige praksis. Det kræver innovation og kreativitet. Men jeg tror, det er den eneste farbare vej. Gid danske politikere ville læse rapporten, inden de begÃ¥r samme fejl som i andre europæiske lande…

Musikforbruget anno 2011

14. januar 2011

I følge en ny undersøgelse af Nielsen Music, som monitorerer musikforbruget internationalt,  betaler “kun” 20% af verdens internetbrugere for at hente sange pÃ¥ nettet og endnu færre for at hente hele album. Europæerne og amerikanerne er flinkest til at lade betalingskortet gløde, medens folk i Mellemøsten, Latinamerika og Asien foretrækker gratisprincippet.
Den mest populære form for forbrug af musik på nettet er ikke illegal nedhentning, men derimod musikvideoer, fx som vi kender dem fra YouTube og lignende streamingstjenester. Videoer er i det hele taget den foretrukne legale musikkomsumption. Hver gang, der købes en sang på nettet er der tre, der i stedet for kigger på en video.
Nielsen-rapporten er interessant ved at synliggøre forbrugets diversitet. Det handler ikke længere bare om at nedhente mp3-filer, men om at se videoer, købe eller illegalt “downloade”, lytte til alskens streamingtjenester, hente legale downloads osv. osv. Undersøgelsen afspejler ogsÃ¥, at de medier, hvorigennem forbruget foregÃ¥r, udvikler sig med lynets hast. Mp3-afspillere, mobiltelefoner, computere og andre teknologiske gadget er pÃ¥ spil.

Herhjemme venter vi endnu pÃ¥, at en tjeneste som Spotify bliver tilgængelig for danske musiklyttere. I mellemtiden gÃ¥r danske lyttere fx til Youtube, Myspace osv., hvis de da ikke er blandt de udvalgte, der abonnerer pÃ¥ TDC Play og lignende. Streaming er den hotteste trend. Og man kan undre sig over, at pladebranchens nye hitliste ikke har taget den tjeneste til sig i markedsføringen af hitsangene…

Midemblog

Den digitale downloads død

23. maj 2010

Det er efterhÃ¥nden et stykke tid siden, jeg har kommenteret udviklingen pÃ¥ den digitale downloads omrÃ¥de. Men tingene stÃ¥r ikke stille. Kampen mod den famøse, illegale fildeling fortsætter med uformindsket styrke, men fokus er forskudt fra de smÃ¥ fisk – peer-to-peer-fildelerne – til distributørerne, internetudbyderne. Lovgivningerne i Frankrig, Sverige, Irland, England og flere steder pÃ¥lægger internetudbyderne et ansvar med hensyn til overvÃ¥gning af ulovlig fildeling – og de tvinges til at udlevere information i form af IP-adresser, nÃ¥r der er mistanke om illegal fildeling.

Slaget om den berygtede Pirate Bay er heller ikke kæmpet færdig, selv om sitets skabere er slÃ¥et til økonomiske lirekassemænd. Det seneste, der er sket, er, at det svenske Piratpartiet har lagt server til Pirate Bay-sitet. Det sker pÃ¥ et tidspunkt, hvor Pirate Bay ellers igen og igen er blevet lukket ned med domstolenes hjælp. Det interessante ved den nye udvikling er, at kampen om Pirate Bay – og om den omstridte bittorrentteknologi – dermed for alvor bliver et kulturpolitisk varmt emne. For Piratpartiet er som bekendt blevet skabt netop for at kæmpe for internettets frihedsrettigheder – og er angiveligt Sveriges fjerdestørste parti for øjeblikket. Og i følge partileder Rick Falkvinge er aktionen en konsekvens af partiets politik. Det skal blive spændende at se, hvad der nu sker.

Men mÃ¥ske er hele balladen om den ulovlige fildeling blot en midlertidig hændelse i internettets korte historie. En konflikt mellem det moderne – de nye teknologiske innovationer – og det gamle – en forældet tænkning copyright og ophavsret – som i løbet af fÃ¥ Ã¥r vil være historie? MÃ¥ske vil vi om fÃ¥ Ã¥r se tilbage og trække pÃ¥ skuldrene, sÃ¥dan som vi gjorde, da balladen om de analoge kopieringsteknologier var pÃ¥ sit højeste?

Den tanke er nærliggende, nÃ¥r man læser artiklen The Digital Download is Dead i Slate. Her reflekterer Farhad Manjoo over udviklingen i den legale fildelings front, dvs. pÃ¥ IYunes. ITune og Apples iPod er blevet indbegrebet af den digitale musiks tidsalder. iTunes sidder godt pÃ¥ musikmarkedet, har en software, der kan bruges pÃ¥ Apple- og Windowsmaskiner, og som kan synkronisere brugenes musik, fotos og apps. Dermed har iTunes og Apple fÃ¥et en dominerende status pÃ¥ musikmarkedet, som kan minde – ubehageligt – om den generelle dominans, som Microsoft har pÃ¥ softwaremarkedet.

Men ITunes er ikke perfekt. Programmet skal opdateres i et væk og bliver langsommere og langsommere. Ikke mindst i Windowsudgaven. Og pÃ¥ dette punkt følger iTunes ikke med i internettets lynhurtige udvikling. Manjoo fremhæver Googles webbrowser, Crome, som et modstykke. Bruger du Crome vil du opleve, at den opgraderer sig selv uden din medvirken. Du Ã¥bner browseren og opdager nye features etc. Til sammenligning er iTunes en omstændelig teknologi. Anakronistisk, skriver Manjoo. “Vi skriver 2010 – hvorfor skal jeg sÃ¥ koble noget som helst til noget som helst for at fÃ¥ filer fra min computer over til min telefon?”.

Googles mobile OS (operativsystem), Android, viser vejen frem, mener Manjoo. Fordi Android er knyttet til din Google-konto – og dermed direkte til internettet – og er wireless, sÃ¥ skal du overhovedet ikke bekymre dig om at flyttet filer mellem computer og telefon. Men det er kun begyndelsen. I den kommende version vil det blive muligt for brugeren at købe apps og musik fra hvilken som helst computer. Og det vil blive muligt at afspille al den musik, som man har liggende pÃ¥ sin computer, pÃ¥ telefonen – uden først at skulle synkronisere computer og telefon. Ved hjælp af et lille støtteprogram (app) pÃ¥ computeren kan denne sende den ønskede musik direkte til telefonen via internettet. SÃ¥ længe du har internetadgang vil du altsÃ¥ kunne høre al den musik, du har liggende derhjemme pÃ¥ din server eller harddisk.

Perspektivet i Googles nye software er internettets. Android peger frem mod en tidsalder, hvor det ikke længere er nødvendigt at downloade filer og synkronisere dem mellem forskellige teknologier, men hvor de strømmer frit mellem dem. Men, en ting er perspektiverne, noget andet er realiteterne. For man skal ikke tænke ret længe over de nye fildelingmuligheder for at forstÃ¥, at de aktuelle stridigheder omkring ulovlig download vil blive løftet op i tredje potens, hvis musikken kommer til at cirkulere frit mellem de personlige computere, internettet og telefonerne…