CAPAC

Gertrud har sendt mig et link til en interessant nyhed. 15 tyske journalister og bloggere har udtænkt et internetmanifest, der skal danne grundlag for journalistisk (i bredeste forstand) virksomhed i den digitale tidsalder. Interessen har været så stor, at serveren med manifestet straks gik ned… Det er da også en vigtig diskussion, som alt for mange traditionelle medier har vægret sig ved for alvor at tage hul på. Her er manifestet in extenso. Der er selvfølgelig ting at diskutere (fx afsnittet om copyright, der som bekendt er en af de søjler, der er under stort pres i disse år…). Men som helhed interessant læsning:

Internet Manifesto

How journalism works today. Seventeen declarations

1. The internet is different.

It produces different public spheres, different terms of trade and different cultural skills. The media must adapt their work methods to today’s technological reality instead of ignoring or challenging it. It is their duty to develop the best possible form of journalism based on the available technology. This includes new journalistic products and methods.

2. The internet is a pocket-sized media empire.

The web rearranges existing media structures by transcending their former boundaries and oligopolies. The publication and dissemination of media contents are no longer tied to heavy investments. Journalism’s self-conception is, fortunately, being bereft of its gatekeeping function. All that remains is the journalistic quality through which journalism distinguishes itself from mere publication.

3. The internet is our society is the internet.

Web-based platforms like social networks, Wikipedia or YouTube have become a part of everyday life for the majority of people in the western world. They are as accessible as the telephone or television. If media companies want to continue to exist, they must understand the world of today’s users and embrace their forms of communication. This includes basic forms of social communication: listening and responding, also known as dialogue.

4. The freedom of the internet is inviolable.

The internet’s open architecture constitutes the basic IT law of a society which communicates digitally and, consequently, of journalism. It may not be modified for the sake of protecting the special commercial or political interests often hidden behind the pretense of public interest. Regardless of how it is done, blocking access to the internet endangers the free flow of information and corrupts our fundamental right to a self-determined level of information.

5. The internet is the victory of information.

Due to inadequate technology, media companies, research centres, public institutions and other organisations compiled and classified the world’s information up to now. Today every citizen can set up her own personal news filter while search engines tap into a wealth of information of a magnitude never before known. Individuals can now inform themselves better than ever.

6. The internet changes improves journalism.

Through the internet, journalism can fulfil its socio-educational role in a new way. This includes presenting information as an ever-changing, continual process; the forfeiture of print media’s inalterability is a benefit. Those who want to survive in this new world of information need a new idealism, new journalistic ideas and a sense of pleasure in exploiting this new potential.

7. The net requires networking.

Links are connections. We know each other through links. Those who do not use them exclude themselves from social discourse. This also holds for the websites of traditional media companies.

8. Links reward, citations adorn.

Search engines and aggregators facilitate quality journalism: they boost the findability of outstanding content over a long-term basis and are thus an integral part of the new, networked public sphere. References through links and citations — especially including those made without any consent of or even remuneration of the originator—make the very culture of networked social discourse possible in the first place. They are by all means worthy of protection.

9. The internet is the new venue for political discourse.

Democracy thrives on participation and freedom of information. Transferring the political discussion from traditional media to the internet and expanding on this discussion by involving the active participation of the public is one of journalism’s new tasks.

10. Today’s freedom of the press means freedom of opinion.

Article 5 of the German Constitution does not comprise protective rights for professions or traditional business models. The internet overrides the technological boundaries between the amateur and professional. This is why the privilege of freedom of the press must hold for anyone who can contribute to the fulfilment of journalistic duties. Qualitatively speaking, no differentiation should be made between paid and unpaid journalism, but rather, between good and poor journalism.

11. More is more – there is no such thing as too much information.

Once upon a time, institutions such as the church prioritised power over personal awareness and warned of an unsifted flood of information when the letterpress was invented. On the other hand, pamphleteers, encyclopaedists and journalists proved that more information leads to more freedom, both for the individual as well as society as a whole. To this day, nothing has changed in this respect.

12. Tradition is not a business model.

Money can be made on the internet with journalistic content. There are many examples of this today already. Yet because the internet is fiercely competitive, business models have to be adapted to the structure of the net. No one should try to abstain from this essential adaptation through policy-making geared to preserving the status quo. Journalism needs open competition for the best refinancing solutions on the net, along with the courage to invest in the multifaceted implementation of these solutions.

13. Copyright becomes a civic duty on the internet.

Copyright is a central cornerstone of information organization on the Internet. Originators’ rights to decide on the type and scope of dissemination of their contents are also valid on the net. At the same time, copyright may not be abused as a lever to safeguard obsolete supply mechanisms and shut out new distribution models or license schemes. Ownership entails obligations.

14. The internet has many currencies.

Journalistic online services financed through adverts offer content in exchange for a pull effect. A reader’s, viewer’s or listener’s time is valuable. In the industry of journalism, this correlation has always been one of the fundamental tenets of financing. Other forms of refinancing which are journalistically justifiable need to be forged and tested.

15. What’s on the net stays on the net.

The internet is lifting journalism to a new qualitative level. Online, text, sound and images no longer have to be transient. They remain retrievable, thus building an archive of contemporary history. Journalism must take the development of information, its interpretation and errors into account, i.e., it must admit its mistakes and correct them in a transparent manner.

16. Quality remains the most important quality.

The internet debunks homogeneous bulk goods. Only those who are outstanding, credible and exceptional will gain a steady following in the long run. Users’ demands have increased. Journalism must fulfil them and abide by its own frequently formulated principles.

17. All for all.

The web constitutes an infrastructure for social exchange superior to that of 20th century mass media: when in doubt, the “generation Wikipedia” is capable of appraising the credibility of a source, tracking news back to its original source, researching it, checking it and assessing it — alone or as part of a group effort. Journalists who snub this and are unwilling to respect these skills are not taken seriously by internet users. Rightly so. The internet makes it possible to communicate directly with those once known as recipients — readers, listeners and viewers — and to take advantage of their knowledge. It is not the ‘know-it-all’ journalists who are in demand, but those who communicate and investigate.

link – link 2

Seneste nyt fra internetkamppladsen omkring fænomenet “fildeling” er, at de store filmselskaber har startet en retssag mod stifterne af Pirate Bay. Den første sag drejede sig om deling af musik. Nu gælder det så film.

Dernæst kører der en meget omtalt sag i USA mellem musikindustrien (RIIA) og en ung, fildelende fysikstuderende, Joel Tenenbaum, der anklages for have delt 30 stykker musik via en fildelingstjeneste. Erstatningskravet er ca. 150000 $ – pr. sang. Ialt 4.5 millioner $. Sidstnævnte retssag er allerede blevet tematiseret som Goliaths kamp mod David.

Et nok så interessant perspektiv er der i Global Gaming Factory Xs overtagelse af Pirate Bay. Efter at nyheden kom frem om købet, har der cirkuleret rygter på nettet om, at det var en “and”, og at overtagelsen ikke ville blive til noget. Dette rygte manes dog i jorden af GGFs chef, Hans Pandeya, der mener, at rygtet skyldes “ond vilje” hos visse fildelere, der synes, det er kedeligt, at Pirate Bay skal blive et lovligt foretagende. Men i følge Pandeya går alt efter planen. Pirate Bay overtages ultimo august og dermed vender Pirate Bay tilbage til Sverige som et helt legalt og rent svensk foretagende.

Samtidig afslører GGF-chefen, at GGF den sidste månedstid har haft forhandlinger igang med Universal, Somy, Warner og EMI om betingelserne for fildeling – og at disse forhandlinger er i den afgørende fase. Og foreløbigt har forhandlingerne været positive. Forklaringen skulle være, at de store pladeselskaber er interesseret i den nye forretningsmodel, der lover, at såvel fildelerne som copyrightholderne kommer til at tjene penge. Pandeya forklarer modellen på denne måde: Der er tale om en give-og-tage-model. Jo mere man giver, jo mere kan man tjene. Det er altså dem, der er generøse, der tjener noget. I fildelingsverden er der “leechers” og “seeders”. “Leechers” er dem, der bare downloader uden at dele med andre gennem up-load. Og “seeders” er dem, der deler alt med alle. I den nye forretningsmodel vil “leechers” ikke tjene noget. Det vil tværtom komme til at betale for deres downloads.

Kritikere mener, at lovliggørelsen af Pirate Bay vil betyde, at mange brugere – 90% – vil forsvinde, lige som det var tilfældet, da den meget omtalte fildelingstjeneste Napster blev lovlig for flere år siden. Men, det mener GGF ikke. For det nye Pirate Bay er ikke bare en ny betalingstjeneste. Den viderefører noget af den gamle tjenestes fildelingsånd.

Samtidig leverer GGF-chefen et frontalangreb mod den aktuelle tendens mod skabelsen af Big Brothers Watching You-samfund: “Hvorfor har vi fået Ipred og tilsvarende love? Jo,fordi man påstår, at folk fortsætter med ulovlighederne. Det er sygt, det er en afsporing. Det var det allerede for ti år siden, men nu er der tale om en total afsporing”. Argumentet er, at en lovliggørelse af fildeling vil gøre det sværere for staten at begrunde yderligere overvågning af borgerne. Tankegangen er interessant, fordi den er udtryk for et kompromis mellem almindelige økonomiske virksomhedsinteresser og den anarkistiske fildelings implicitte filosofi. Om det så kommer til at holde i virkeligheden, må vi vente med at se…

Kender du det? Du læser en anmeldelse af en koncert eller en plade i avisen – fx Politiken eller Gaffa – og du har hørt, læst og måske skrevet om samme begivenhed på nettet – og avisanmeldelsen tilføjer ingenting. Måske er den oven i købet dårligere, end det, du har fundet på nettet? Jovist, musikjournalistikken går ikke ram forbi i internettets tid. Skal vi begræde, at vi-gør-det-for-pengenes-skyld-journalistik forsvinder? Nej. Men , det er selvfølgelig trist, hvis engagerede og vidende journalister inden for feltet må takke af, fordi der ikke længere er penge til at betale for deres skriverier. Her kan du høre Rolling Stone-freelanceren Christopher R. Weingarten fortælle om problemet:

Musikindustrien har fra tidernes morgen spillet en vigtig rolle for ikke alene distributionen af musik men også skabelsen af nye produkter til det hungrende musikmarked. For musikindustrien – de store pladeselskaber – har mere end noget andet været købmandsforretninger, der først og fremmest skulle give overskud. Heri er der ikke noget nyt. Den kunstneriske gevinst ved de opfundne musiknavne har været af blandet karakter. Noget har været det argeste lort, medens andet har beriget poppen med talent. The Monkees er det godt eksempel på det sidste. Vi kunne også nævne en del af Tamla Motown og Phil Spector-kreationerne. Nitterne lader vi uomtalt. Eksemplerne er legio.
Men denne aktive produktfrembringelse hører måske fortiden til. For med den fortsatte fildeling og det faldende salg af plader (cd’er) er det ikke længere økonomisk attraktivt at opfinde nye erstatninger for fx de sidste par årtiers populære boy- og girl-bands (Take That, Backstreet Boys osv.). De unge internetbrugere sætter en ny dagsorden – og køber i vid udstrækning ikke cd’er længere og foretrækker gratis musik på nettet og Ipod’en.

I en artikel i Dagens Nyheter kan man læse, at Klas Lunding fra EMI mener, at den nye situation, hvor det især er voksne, der fortsat køber plader, medens de unge forventer gratis musik fra nettet, betyder, at kunstnerne fremover selv må påtage sig mange af pladeselskabernes gamle funktioner, fx udvikling af musik og distribution, medens pladeselskaberne vil satse på administration… Udviklingen betyder også, at den talentudvikling, som pladebranchen tidligere har stået for (omend ikke altid lige entusiastisk), bliver meget mere begrænset. Det er ganske enkelt ikke profitabelt længere. I samme artikel peges der på, at de kunstnere, der satser på multimedier (cd’er, downloads, videoer, dvd’er osv.), klarer sig betydeligt bedre end dem, der “bare” udsender musik på cd. En anden tendens er, at afstanden mellem den musikalske elite og bunden udjævnes. Eliten skrumper ind – og noget kunne tyde på, at alle ender på samme niveau. Og i det hele taget tyder noget på, at musikforbruget bliver mere bredt, således at forstå, at brugerne ikke længere nøjes med det udbud, som top-10-listerne udbyder, men finder deres egne stjerner derud i cyberspace. Fx er interessen for tidligere årtiers glemte og obskure indspilninger vokset med den nye teknologiske udvikling…

På vej mod arbejde så jeg, at der med et vrimlede med el-maste-plakater af håbefulde EU-parlamentarikere-in-spe. Mange af dem har jeg hverken hørt om eller til. Alligevel har jeg – som jeg plejer – tænkt mig at sætte mit kryds. Og inden da vil jeg gerne vide, hvad kandidaten tænker om HADOPI og borgerrettigheder på internettet. Den problemstilling hører man nemlig ikke meget til i dansk politik. Men det er vigtigt med hensyn til det slunkne demokrati. Hvad tænker din kandidat om rettigheder på nettet?

Den kontroversielle franske HADOPI-lov, der giver myndighederne mulighed for at afbryde en internetforbindelse, hvis den tre gange er blevet brugt til ulovlig download/fildeling, er blevet vedtaget i den franske nationalforsamling med stemmerne 296-233. For at loven kan træde i kraft skal den også godkendes af senatet og præsident Nicolas Sarkozy. Men deres godkendelse forventes at være en formalitet. Det største problem er, at EU anser internetadgang som værende en fundamental menneskeret. Og man må forvente, at Frankrig vil blive genstand for en retsag i EU-regi. HADOPI-loven anfægter den fundamentale ret ved bl.a., at svække kravet om bevisbyrden, lige som den anklagede/dømte ikke har nogen mulighed for appel (det skulle da lige være EUs menneskeretsdomstol…). EU har allerede afvist et kompromisforslag fra den franske regering, så der er lagt i kakkelovnen.
Balladen om den famøse lov er ikke blevet mindre efter, at det er kommet frem, at en ansat i kulturministeriet er blevet fyret, fordi han – i en privat email – har skrevet en kritisk email om HADOPI-loven.
Den franske enegang i denne sag er vigtig, fordi den forstærker den fundamentale konflikt mellem borgerlige internetrettigheder og kommercielle interessers kamp mod illegal fildeling. HADOPI-loven er en éntydig partitagen for de kommercielle interesser. Man må forvente, at EU gør sagen til en principiel sag, for der er behov for klarhed om borgernes retssikkerhed, når det gælder internettet. EU må nu træde i karakter og sikre alle EU-borgeres fundamentale rettigheder på nettet.

I denne blog er der skrevet meget om fildeling og musikdistribution på internettet, men ikke så meget om konflikten mellem kommercielle interesser i styring og regulering af internettet (fx i forbindelse med den famøse sag om Pirate Bay) og på den anden side: den enkelte EU-borgers rettigheder på nettet. Det ville være yderst uheldigt, hvis kampen om illegal downloading ville munde ud forringelser af borgernes digitale rettigheder, således om fx den franske lovgivning på området kunne tyde på. Derfor – læs Modpress’ indlæg om digitale borgerrettigheder og overvej nøje, hvem du vil stemme på ved det kommende valg, hvis internettets muligheder betyder noget for dig…

Balladen om Pirate Bay og den ulovlige nedladning af musik og andet skal ikke skygge for den positive udvikling, der omkring legalt køb af digital musik på nettet. I stort set alle lande meldes om stigende legalt køb af digital musik. Personligt tror jeg, at en af barriererne for den legale distribution af musik har været priserne. Musikbranchen har fra starten konservativt prissat musikfiler – mp3-filer – til en pris, der stort set svarer til prisen for en skæring på en cd. Og det hænger ikke sammen med nettets indretning. På internettet har musikkøbmændene i princippet mulighed for at komme ud til alle musikforbrugere på kloden med det samme. Omkostningerne – når først siderne er kommet op at køre – må alt andet lige være  lavere end ved gammeldags distribution som cd. Det burde betyde lavere priser pr. musikfil. Dertil skal lægges, at mp3-filerne ikke har samme kvalitet som lyden på en cd…
Men omstillingen til internetvilkårene sker som bekendt langsomt, og noget tyder på, at også priserne netmusik vil ændre sig markant. De store førende musiksælgere på nettet, ITunes og Amazon, har for nylig ændret prissystem. Det nye system betyder, at nogle sange sælges til en pris og andre til en anden. Typisk vil det være sådan, at hitsange vil være dyrere end andre sange. En hitsang vil fx koste 1.29$ (ca. 7.30 kr.) og en ikke-hitsang 69 cents (ca.3.90 kr.). Foreløbigt er de høje priser forbehold de store musikforretninger.
Det interessante ved den nye prispolitik er, at den skubber til konkurrencen på internetmarkedet. Allerede nu er det sådan, at priserne på nye album i mp3-format kan variere meget, afhængig af hvilken butik, man opsøger. Fx er det nye Depeche Mode-album set med priser fra omkring 10 $ og ned til omkring 4 $. Den differentierede prissætning kan også komme til at betyde, at uafhængige kunstnere vil få et større salg, fordi deres ikke-hitlistemusik vil være billigere at anskaffe
Der kan ikke være tvivl om, at musikken vil blive billigere. Og det vil blive sværere for musikbranchen at sælge nye cd’er for 150 kroner pr. stk.

På vej hjem fra et trafikalt kaotisk århus hørte jeg Ruth Storm læse noget velkendt op. Og jo, sandelig om ikke capac igen har fået æren af at blive læst op i DRs Radiobloggen. Denne gang med en postering om Paul Mccartney, medierne og den fortsatte saga om fildelingen på internettet.

Venices egen annoncering.

Hvis ellers koderne vil makke ret, så har capac i morgen fornøjelsen af for første gang at præsentere sine læsere for en direkte live-koncert! Det drejer sig om det unge, lovende band Venice, der – som tidligere omtalt – forsøger at vise nye veje for musikformidlingen. På opfordring fra Jannick fra Battle & Bounce stiller jeg blog capac til rådighed for det unge orkester, således at koncerten bliver transmitteret på her og på deres egen blog og vist også et andet sted. Jeg håber, at eksperimentet lykkes – og at I måske vil lægge vejen forbi og være til koncert i en halv times tid.

Koncerten løber af stablen fra kl. 21 til ca. 21.35

PS. I næste uge har jeg også fornøjelsen af at omtale Venices nye album Sober, der udkommer den 27. april.

Den fra tv kendte journalist Samuel Rachlin har begået en kronik i Politiken med titlen “Journalistikkens selvmord“. Den er interessant, fordi den handler om forholdet mellem den traditionelle avisjournalistik og de nye medier på nettet, ikke mindst weblogs. Trods den bedrøvelige overskrift munder artiklen ud i en tro på, at journalistikken nok skal klare sig, hvis blot den holder fast i sin identitet og sine idealer, sine værdier, sine traditionelle kvaliteter, sin rolle som “vagthund” og “fjerde statsmagt”. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er journalist med hud og hår – og at han tror på journalistikkens overlevelse i den digitale tidsalder.

Imidlertid kan der være grund til at være bekymret på forfatterens vegne. For spørgsmålet, der rejser sig i mit indre, er, om ikke han undervurderer de digitale mediers rolle og betydning for journalistikkens fremtid? Og som bekendt skal man aldrig undervurdere sin “modstander” eller “fjende”. Det være sig i krig, sport eller – medierne…

Problemet er, at Rachlin i sin kronik opstiller en række forbundne modsætninger, der – efter min mening – ikke holder vand. Generaliserende modsætninger. Og er der noget, man skal passe på med, når man udtaler sig om det store internet (og journalistikken for den sags skyld), så er det generaliserende udtalelser. Vi – bloggere – har set adskillige eksempler på, hvordan bloggosfæren er blevet udsat for journalisters ubehjælpelige generaliseringer. Rachlins modsætningspar er ikke alene udtryk for en modstilling af journalistikken på den ene side og de nye webbaserede medier på den anden. Der er også tale om en klar rangordning, hvor journalistikken overordnes de digitale medier. Og med rangordningen følger også en nedladenhed, en arrogant seen ned på de digitale medier.

Om de webbaserede medier hedder det fx “at aviserne er ved at overlade banen til de webbaserede medier med deres blogs og deres kult (sic!) af meninger uden ansvar og holdninger uden omkostninger i et univers, hvor der er frit slag for alle”, de samme medier kaldes “organer for meningsgyderi”, der tales om “nettets overfladiske og flygtige natur”, og senere i teksten hedder det: “Jeg er ikke teknofob, der bare stritter imod den nynarcissistiske bølge af selvfokuserende meningskult, som blomstrer på nettet med sin blanding af discountnyheder og underholdning”. Og så videre.

Gennem disse citater får man indirekte et billede af journalistikkens ideal: ikke meningsgyderi, men rigtig researchet viden; ikke den rene teknologi, men indhold; ikke nynarcissistisk “selvspejling”, men sanddru objektivisme. Jovist, Rachlin står fast på journalistikkens klassiske idealer. Det fremgår også med al ønskelig tydelighed, når journalistikken omtales som “vagthunden” og “den fjerde statsmagt”.

Men spørgsmålet er dybest set, om ikke denne modsætning for længst er blevet reduceret til en en anakronistisk modstilling og længsel hos klassiske journalister som Rachlin selv? Selv om de webbaserede medier rigtignok byder på meningsgyderi og nynarcissisme, så byder de også på megen velskreven og vidende journalistik. Også journalistik, der overgår, hvad man kan læse i danske aviser. Eksemplerne er legio. Og omvendt er aviserne for længst blevet inficeret med meningsgyderi, dårlig journalistik og nynarcissisme. Tænk blot på de såkaldte gratisaviser. Faktum er vel – og heri tror jeg ikke, at Rachlin er uenig – at mange aviser for længst har givet stort køb på de journalistiske idealer og har kastet sig over det “overfladiske”, det underholdende, det selvspejlende osv. Og spørgsmålet er, om det kan være ret meget anderledes i en verden, hvor aviser er blevet en vare, der skal sælges. Og hvor begæret efter X-Factor-selvspejlende underholdning er vokset exorbitant?

Jeg tilhører selv den race, der holder aviser af papir. Siden starten af halvfjerdserne har jeg abonneret på en avis eller to. Med små pauser. Og vil fortsætte så længe jeg kan – og så længe der eksisterer aviser. For i modsætning til Rachlin, så er jeg ikke sikker på, at den gammeldags avis vil bestå i al fremtid. De findes endnu, men er nok, som Rachlin selv udtrykker det, nicher. Lige som grammofonpladen. Og hvis ikke journalisterne, inkl. Rachlin, tager de webbaserede medier mere alvorligt  end tilfældet er i denne i øvrigt sympatiske kronik, så tror jeg, at man taber kommende potentielle generationer af avislæsere på gulvet…

I det forgangne år har vi her i bloggen forsøgt at følge med i udviklingen på det betrængte musikområde. Og i følge de seneste oplysninger fortsætter tendensen fra de foregående år. Salget af cd’er er faldet. Salget af mp3-filer er steget, men ikke så meget, at det kan kompensere for cd-faldet. Og den illegale fildeling fortsætter ufortrødent.
I USA har musikindustrien besluttet at ændre strategi. Man vil ikke længere jagte individuelle pirater. Det er juridisk omstændeligt og meget omkostningsfuldt. Faktisk giver det underskud at gøre det. I stedet vil man arbejde for at pålægge internetudbyderne ansvaret for at holde kontrol med, hvad folk downloader. Og – hvis det sker – afbryde folks internetforbindelse.
Strategien er ikke ny. Den har allerede – og er – til debat i Europa. Frankrig var lige ved at gennemføre en såkaldt three-strike-model (tre lovbrud og så hægtes du af nettet!), men EU-kommissionen kom på tværs. For nettet handler jo ikke kun om ulovlig fildeling, men først og fremmest er det et kommunikationsværktøj, som ingen kan undvære nu til dags. Større og større dele af den offentlige kommunikation sker via nettet. Derfor er det også uheldigt at koble borgerne af. Internetudbyderne er også imod, for det stiller dem i en pinlig, ubehagelig situation over for de kunder, de har.
Hvad så? Musikindustrien har jo ret i, at internetudbyderne er placeret centralt i forhold til problemerne vedr. ulovlig downloading af musik og andet (film, bøger osv.). I forvejen betaler vi jo en medielicens, dvs. vi betaler for retten til at bruge internettet medialt. Vi betaler også for at få leveret tv-kanaler, hvis vi ønsker det. Enten via kabel eller parabol. Kunne man forestille sig, at internetbrugerne på samme måde betalte en slags “forbrugsafgift” for fri brug af nettet? Så kunne de fildelte slås om pengene bagefter? Og brugerne frit downloade, hvad de ville.I hvert fald tror jeg, at vejen til en løsning ikke går  gennem kriminalisering af millioner af internetbrugere, men derimod gennem konstruktive løsninger, der både tilgodeser kunstneres og ophavsmænds rettigheder og internetbrugernes frihed.

Hurra for internettet! Selvbetjening on-line er en fin opfindelse. Når det virker i det mindste. Jeg er inde på et site, hvor jeg skal have robotten til at sende mig mit “glemte” password. Og jeg indtaster de efterspurgte oplysninger. “Der er nu sent et nyt password til din emai-adresse”. Nå, er der det? Vi prøver igen. Og igen. Og igen.
Hvad gør man så? Er der et telefonnummer på sitet? Nej. Er der en administrator-email. Nej. En postadresse da? Nej.
Så forsøger jeg at kontakte nogle af dem, der kunne tænkes at have med siden at gøre (en statslig institution): “Der er kø – vent venligst”. Efterfulgt af muzak. Afbrudt regelmæssigt af en monoton stemme, der siger: “Der er kø – vent venligst”. Der er kø…

Man oplever et og andet som internetkunde. På Amazons engelske afdeling, hvor jeg handler en del (af indlysende grunde), går jeg tit til “markedspladsen”, hvor der er kroner at spare for samme produkt. Og når man så har modtaget varen giver man en karakter, et “feedback”. Jeg modtog fx en cd, hvor ‘juvelkassen’ var knust, fordi firmaet ikke havde pakken cd’en ordentlig ind. Det resulterede i en dårlig karakter, hvorefter samme firma straks bad mig slette anmeldelsen – til gengæld for to splinternye ‘juvelæsker’. Et andet markedspladsfirma sendte mig en hel anden cd, end den jeg havde bestilt. Da jeg beklagede mig, tilbød de mig, at jeg da kunne beholde den fremsendte vare (!), alternativt få refunderet beløbet, hvis jeg returnerede fejlforsendelsen. Jeg valgte at beholde fejlforsendelser (der i øvrig viste sig at være en god plade). I kan selv tænke jer til, hvilken “feedback” firmaet fik…
Og så var der den der boghandel i USA, der sendte mig en bog, som aldrig kom frem. Jeg rykkede og rykkede, fik lovning om tilbagebetaling, men intet hændte, før den dag, hvor klagefristen var udløbet. Derefter: tavshed. Win or loose… Eller: Hvor der handles, der spildes.